Prepare for battle..?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var et helt liv, de sammen skulle nyde med hinanden, og det var noget som Thranduil rent faktisk så frem til. Han følte sig som født på nu.. han følte en vis glæde ved hans liv, ved andet end det arbejde, som han udførte på daglig basis. Det var vel bare gået op for ham, hvor meget han egentlig havde snydt sig selv fra at nyde livet igennem alle de år, som nu havde passeret, og det var det, som han rent faktisk reagerede på lige nu. "Livet, og forhåbentlig mere til," sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge let på sned, selv uden at se væk fra hende. Han var heldig.. han var virkelig heldig, at have den mulighed for at være sammen med en kvinde som hende.
Kysset gengældte han. Han var glad.. Særligt fordi at det ar hende, som havde den påvirkning af ham. Han ville gøre hvad han kunne, for at holde hende tryg og sikker. En arving var ganske vidst ikke hvad han tænkte på lige nu. Det kunne være at det kom en dag, men bare ikke lige nu.
"Det er vigtigt for mig, at det er den tanke som du altid vil have om mig, Serenity," sagde han roligt. Så lang tid, at hun selv måtte føle sig heldig, så var hans lykke gjort. Han holdt godt omkring hendes hånd, som han trykkede i sin egen. Han sendte hende et ganske let og stille smil, inden han roligt rettede sig op. "Jeg kan være en hård mand.. og det er hvad jeg meget udadtil, med en god mening," fortalte han med en ærlig stemme. Særligt Jack var det gået udover i det henseende, men det var da også på tide, at den mand så lidt mere fornuftigt og realistisk på tingene. Hans grønne øjne bar nu præg af en varm glød. En glød, som han selv ikke kunne se bort fra. Han følte sig levende.. som han ikke havde gjort det igennem så mange år, og at vide, at det var hende, som skulle stå bag den, kunne han da heller ikke undgå at lægge mærke til. "Kom.. jeg har noget, som jeg gerne vil vise dig," sagde han roligt, inden han begyndte at gå ned langs vandet. Floden rislede ved siden af dem. Det var stilhed før storm, og derfor handlede det for ham, om at nyde tiden med hende så meget som det var ham muligt.

[Deleted]

Det var en helt vidunderlig dag for hende, alt var vel blevet så meget mere virkeligt, hendes blik hvilede mod ham, som kunne de ikke drages væk af nogen grund. Der kunne virkelig foregå næsten hvad som helst omkring hende lige nu og hun ville ikke bemærke det, alt hun havde for øje var ham. Hun stolede på sit hjerte og hun stolede på ham, så alt dette, var det rigtige, for dem begge og det var hun ikke i tvivl om. Selvsikkerheden voksede faktisk lidt i hende, hun havde hvad der skulle til at gøre ham glad, det kunne hun allerede se nu, han havde en helt anden glød i sine smukke grønne øjne, hans udstrålling var bestemt også anderledes. "Jeg tvivler ikke på at det forbliver sådan, jeg tror faktisk kun det vil gro og fæstne sig." Sagde hun så med en stemme der næsten sang. Nok kunne han virke hård, men det krævede sig også hvis man skulle styrer et helt folk, hun kunne ikke lade være med at smile af hans ord, hendes hånd gled let hen over hans kind. "Det klæder dig at være sådan, det får folket til at se hvem kongen er og at ordet er i magt og forstand. Respekt er ikke altid noget man kan få med omsorg og blide ord, nogen gange er det en fast hånd der kræves og specielt når det kommer til så mange individer." Lød det roligt fra hende, hun havde en alvor over sig, men der var stadig et varmt smil på hendes læber at finde. Hun elskede at se ham arbejde som konge, lede sit folk, snakke til sit folk, hun beundrede ham og respekterede ham. Serenity følte sig mere end heldig at skulle være kvinden ved hans side, og med den kærlighed hun havde til sit folk, så var hun ikke i tvivl om hun nok skulle blive en god dronning. Der var selvfølgelig alle de formelle ting at skulle lære, men det kom vel i opløbet. Nu blev hun jo rigtig nysgerrig, han ville vise hende noget? Hun fulgte roligt med, ved hans side, uden at have sluppet hans hånd. Et sted, var skoven, skønt den dræbende stilhed, ufattelig smuk, men det kunne godt være hans påvirkning der gjorde altid virkede mere fantastisk end normalt. Floden var smuk, hendes øjne gled mod den et par gange, vandet ville altid være levende, selv hvis det skulle fryse til, var vandet under livsbekræftende. At spørger ind til hvad det var, havde hun ingen planer om, nej hun ville i stedet vente og se, så her gik hun og nød stilheden, hånd i hånd, med en mand hun var fuldstændig væk i.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke et sekund i tvivl om, at hans valg hvad angik Serenity ville være det rigtige. Selvom han uden tvivl havde vist hende en anden side af sig, end hvad han ville vise så mange andre, så var han nødt til at understrege for hende, at selvom han var langt mere mild overfor hende, så var han ikke nogen blød mand. Ved at være blød, fik han nemlig ikke den erfaring, som han havde på sin side i dette øjeblik. For ham, var det vigtigt at understrege, og særligt fordi, at det var noget, som selv hun måtte lære på et tidspunkt. De grønne øjne skinnede med en glød, som de ikke havde gjort igennem forbandet mange år. Dette var ene og alene hendes fortjeneste, og det var det, som rent faktisk havde den største betydning. "Jeg ønsker blot at understrege for dig, hvor vigtigt det er, at du ved det, min kære," sagde han roligt. Strøget over hans kind, nød han.. og det var tydeligt. Han lukkede øjnene for et ganske kort øjeblik. Hvis der var nogen, som fik ham til at slappe af, så var det da uden tvivl hende.
Thranduil tog hendes hånd og førte hende med sig ned af floden. De skulle nemlig et stykke ind i skoven, men han ønskede at vise hende det. Det var nemlig et tegn på tillid, set fra hans side, for dette gjorde han bestemt ikke med hvem som helst. Vinden slog omkring dem.. træerne stod nøgne, men det sted som han ville vise hende, var nemlig noget ganske særligt. Han stoppede op for et kort øjeblik, inden han førte hende med sig væk fra stien, og ind mod træer og buske, som næsten stod helt øde og døde i den bitre vinterkulde. Herinde kunne fuglene høres.. Et af de eneste steder i skoven nu om dage. Det var omkring en varmende kilde. En kilde som Thranduil havde besøgt i årevis, når han havde haft brug for at være alene, og kun være omkring de væsner, som han lige så gav sit liv for at beskytte og passe på.
En mindre flok af rådyr stod og græssede tæt ved det varme vand. Her var et enkelt punkt, hvor vinteren stort set aldrig ramte, hvilket naturligvis var en glæde for Thranduil. Rådyrene hævede hovedet da de kom ind, men sænkede det igen. Elvere stolede de trods alt på. Det kunne aldrig falde Thranduil ind, at gøre dyrene skade her omkring. Han vendte sig mod Serenity igen og med et smil. "Det er min plads," sagde han roligt, inden han slap hendes hånd.

[Deleted]

Det her kunne hun godt vende sig til, bare at vandre i skoven med ham, nyde deres omgivelser, skønt årstiden ikke var den mest prydende. Men hver årstid havde nu sin charme, det holdte hun fast i og fandt skønne ting ved hver eneste. Lidt ligesom væsner, hun var sikker på der var eller havde været noget godt i alle, selv dem som var født til at være noget andet. Det handlede om dannelse, opdragelse og omstændigheder, samt valg i de voksne år. Hun sendte ham af og til små smil, forelskede tydeligvis var de og hvis man ikke havde vidst hvem han var, ville de gå som et ganske normalt ungt par der var forelsket som de gik der. Hun elskede det, den her følelse. Hans ord gav mening, hun nikkede, hendes ord havde været en bekræftelse af hun forstod. Og havde hun været en hvilken som helst anden kvinde, havde de nok heller ikke taget det så pænt som hun nu engang gjorde, men hun var noget for sig. Da de gik af stien, væk fra floden, blev hun lidt forvirret, hun kiggede rundt og så kort op på ham spørgende. Dog blev det besvaret ved hendes syn, før hans ord, hun havde tabt underkæben hvis hun kunne, hvor var der smukt! Hendes hjerte var ellers lige begyndt at falde til ro, men nu hoppede det glædeligt tosset i brystkassen på hende igen. Der gled næsten julelys i hendes brune øjne, hun kunne slet ikke forstå det som hun så på, det var, ubeskriveligt? Den varme kilde dampede indbydende i den kolde vinterluft, hun kunne lige forstille sig afslapningen ved at indånde den friske vinterluft, samtidig med man sad i skønt varmt vand. Hendes blik gled rundt, hun indtog alle indtryk, dyrene, fulgesang, ren idyl. Kort lukkede hun øjnene og tog en dyb indånding, her var virkelig dejligt! "Dit fristed?" Spurgte hun så med et lille smil, hun skulle være helt sikker på hun havde ret. Her holdte han til, alene, havde fred og her stod han og viste hende det. Det her sted var helt igennem vidunderligt og bestemt ikke et hun ville vise nogen anden person. Nej, hun ville kun være her, når han var der. Eller ville møde hende der. Et smil gled over hendes læber som var tydeligt at læse, hun havde fået en ide, eller et mål.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dette var et af de fristeder som Thranduil havde. Her kunne han opleve skoven.. dyrene og bare opleve idyllen, og nu valgte han at dele det med hende. Et sted var det uden tvivl et tegn på den tillid som han alligevel havde til hende på denne korte tid, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han selv trak sig hen til en af de store hjorte, som han roligt strøg over halsen. Disse dyr var fuldkommen rolige ved hans tilstedeværelse, og naturligvis, var det noget som uden tvivl betød utrolig meget, for selv ham. Han smilede let og nikkede så. "Det er et sted som jeg fandt for mange år siden. Mange af skovens dyr, søger hertil når kulden tager til i løbet af den isende og bitre vinter," forklarede han, inden han roligt vendte sig mod hende.
Som hans kæreste.. ja, selv det ord, var virkelig underlig at tænke på, og særligt fordi at han ikke havde troet, at det var en glæde, som han nogensinde skulle opleve nogensinde igen. Det var virkelig mange år siden, at han havde stået i en situation som denne før, og det var underligt. Virkelig, virkelig underligt, men han kunne jo godt lide det. Den varme kilde søgte han hen til, hvorefter han let knælede ved siden af den. Kappen lagde sig i yndige folder lige bag ham. Han lod hovedet søge let på sned. Her var stilheden idyllisk og langt fra så trykket, som den var alle de andre steder, og det var det, som var værd at tage til eftertragtning. Hvis krigen skulle bryde ud, ville stedet her med største sandsynlighed forsvinde, og det var også lidt det, som han rent faktisk var bange for. Han lod hovedet søge let på sned, inden han rystede kappen af sine skuldre, og lagde den ved siden af sig. Her var det jo rent faktisk varmt. Han vendte blikket mod hende. "Kom.." opfordrede han med en rolig stemme. Han rakte hånden mod hende, som et tegn til at hun skulle tage den.

[Deleted]

Det betød ufatteligt meget at han havde den tillid, og at han et sted, symboliserede igennem det her at han slappede af i hendes nærvær, uanset hvad. Hun smilede ved tanken, for han gav hende lige så meget ro og tryghed. Her stod dyrene i trygge varmere rammer, hun nød synet, specielt når han var med inde i billedet. Så smukt. En tilflugt for dyrene, det var klart de kunne finde det, de reagerede helt anderledes på varme jo, opsøgte den på anden vis. "Det er dejligt dyrene har et tilflugtssted, for vinteren. De kan jo ikke ligefrem give sig selv varme som vi kan." Lo hun mildt, hun ville ikke larme for meget, ødelægge freden og idyllen ved at slå en voldsom latter op, nej mild og stille var den. Hun så efter ham som han gik hen til kilden, hun trådte et par skridt med og så så hans kappe falde til jorden. Når hun selv sådan lige hoppede ud af sin forundren over stedet, fandt hun ud af hvor varmt hun selv havde fået det. Hun tog stille sin kutte af, lod den falde blidt til jorden og tog så imod hans hånd. Hun havde stadig sine støvler på, men det var et større arbejde at få dem af, det krævede hun sad ned. Hendes blik var kærligt som hun så mod ham, hun kunne ikke lade være med at beundre hver eneste detalje ved ham, hele tiden, igen og igen. Der var altid en lille ny ting at opdage og i løbet af år kunne man stadig ikke kende dem alle, hvilket i bund og grund var en fascinerende men også skræmmende ting. Den smukke hvide kjole var skam helt til hans ære, hun havde taget den på kun fordi hun vidste hun skulle møde ham og hun elskede den, det var en af hendes ynglingskjoler og det skulle han da have fornøjelsen af at nyde. At hun skulle vise ham den udenfor og ikke indenfor, havde hun aldrig gættet. Hvilket fik hende til at lade blikket søge rundt igen, hvor hun dog håbede krigen eller ville ramme skoven så hårdt igen, selvom krige havde en tendens til det, desværre. Brænd og ødelæggelse var en stor del af det. "Her er så smukt." Sukkede hun, hvorefter de nøddebrune øjne lod sig falde på ham igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Som Serenity tog fat om Thranduils hånd, førte han hende hen til sig. Han trak ganske let i den, og førte hende derved også ned foran sig, hvor han kunne lægge armen omkring hende. Her tæt ved kilden, var det nemlig varmt, og de kunne få lov til at nyde hinanden på en lidt anden måde, end hvad de nok ellers kunne i de kolde omgivelser, som ramte dem alle sammen. Han trykkede hendes skikkelse ganske roligt ind til sin egen. Ganske blidt placerede han et kys mod hendes kind. "Det er et af de få steder, som jeg ved, er placeret rundt forbi i skoven. Som du siger, har de ikke samme mulighed, for at søge varmen som vi har.. de indbød mig til det her sted, da jeg mistede mine forældre for mange år siden. De hjalp mig igennem healingsprocessen.. Nu skylder jeg dem mit liv," sagde han med en rolig stemme. Når den dag kom, og han skulle i krig. Han vidste nemlig at dagen ville komme, og han ville blot sikre sig, at hun ville have et sted at søge til, dersom det også skulle gå galt.
Stilheden var behagelig.. så lang tid, at den ikke blev forstyrret vel og mærke, go det var hun god til. Hun var virkelig god til at tage hensyn ti ldet, som førhen havde været på stedet her, og det var rent faktisk det, som for ham, var det vigtigste af det hele. Hovedet lod han roligt hvile tæt ved hendes, inden han igen vendte blikket i retningen af kilden lige ved siden af ham. Han trak vejret dybt. Hans viden om stedet og skoven her, bredte sig langt. Der var nok ikke det sted i skoven, som han selv ikke havde vandret, for han vandrede meget og han vandrede langt. "Du gør det langt smukkere, end hvad det har været de gange jeg har aflagt stedet her en visit, kære," fortalte han med en rolig stemme. Selv håbede han at denne ro ville kunne vedligeholdes, når krigen brød ud, for stort set alle, vidste, at det jo kun måtte være et spørgsmål om tid, inden det ville komme så vidt, og naturligvis var det også det som vakte ham en bekymring. "Selv i den koldeste og mørkeste tid, er der et sted hvor varmen og lyset altid vil befinde sig.. Husk det," bad han med en dæmpet stemme tæt ved hendes øre.

[Deleted]

At sidde her ved ham var mere end hun kunne bede om, hun mærkede roen falde over hendes krop og hun følte bestemt at hun drømte, men holdte sig fast i at det ikke var det, men den smukke virkelighed som var skænket hende. Hun lukkede øjnene blidt da han kyssede hendes kind, hun elskede følelsen af hans læber, uanset hvor de måtte befinde sig på hende. Hendes pande, hendes kind, hendes egne læber, det var fantastisk at mærke dem uanset hvad. "Jeg er glad for moder natur har haft hjulpet dig min kære, jeg kan ikke forstille mig hvordan det måtte være at miste nogen man elsker. Jeg har aldrig selv oplevet det, men jeg ved det kommer før eller siden." Kom det stille fra hende, de sidste ord var sagt med frygt i stemmen, hun ville ikke opleve det, nogensinde, ingen burde gå sådanne ting igennem, men det var en del af livet, det vidste hun. Serenity så op mod ham med et svagt skævt smil, det var rart at kunne snakke med ham, hun følte hun kunne sige alt, fortælle alt hun havde på hjertet. De nøddebruneøjne søgte hans grønne, hun elskede virkelig at se ind i dem, også selvom det tog pusten fra hende hver gang. Måtte den følelse aldrig gå tabt i tiden. Hans ord fik hende til at rødme, hun så rundt, hvordan kunne han måle hendes skønhed med det her sted. "Det skal jeg nok huske. Jeg vil have dette minde som et af de skønneste i mit sind. Enhver handling, ethvert ord fra dine læber, enhver fryd for øjet, det hele." Hviskede hun stille, hende hoved blev lagt helt ind mod ham, som hun lukkede øjnene og slappede helt igennem af. Det her, det var livet, det var afslapning og det var som om der intet var at bekymre sig om lige nu. Lige så snart de forlod stedet, ville de komme væltende tilbage, men lige nu, der nød hun freden og idyllen om dem. Roligt trak hun sig væk fra ham, med et svagt smil på de fyldige læber, hun valgte at fjerne støvlerne, dernæst lænede hun sig ind mod ham igen. Sådan.... Perfekt!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tab ville alle lide før eller siden, og så var det uden tvivl rart, at man også havde et sted at søge til, når man havde brug for at trække sig. Det var det som han særligt havde haft brug for efter at han havde mistet, og der var dette sted.. virkelig fantastisk. Han smilede svagt. Her følte han at han kunne gemme sig lidt med hende. Og det var noget som rent faktisk passede ham ganske fint, og mere end hvad han nok selv ville beskrive. Han kyssede hende.. rørte ved hende, og nu hvor hun sad i hans arme, kunne han heller ikke være andet end tilfreds! "Tab er noget som vi alle kommer til at lide under på et eller andet tidspunkt. Nogen rammer bare hurtigere og hårdere end andre. Hvis det nogensinde skulle ske for dig, vil jeg gerne sørge for, og sikre mig, at du har et sted du kan trække dig til.. et sted som selv kun jeg kender," sagde han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvor var han dog blevet glad for hende, og det var egentlig utrolig hvor hurtigt det var gået, hvis han selv skulle sige det.
At hun trak sig, kun for at sparke støvlerne af, og satte sig tilbage igen, passede Thranduil mere end fint. Armen lod han endnu en gang glide omkring hendes slanke skikkelse, så han kunne holde hende tæt ind mod sig. Han nød det, og selv det var noget som han heller ikke ligefrem kunne lægge nogen skjul på. Han lagde hovedet tæt ved hendes. Den idyl som var her, skulle uden tvivl nydes i så lang tid, at man nu kunne det, og særligt når man vidste at krigen nærmede sig, og at det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden det ville gå galt for alvor, og at det med største sandsynlighed, ville ødelægge hvad der var her. "Det her særlige sted, ønsker jeg at nyde sammen med dig, Serenity. Det er sted som kun du og jeg er kendt med," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. "Hvert et ord, og hvert et kærtegn, som jeg har givet dig. Husk på stedet her som noget særligt, som jeg valgte at vise dig," endte han med en dæmpet stemme. I frygten for, at han ikke ville komme hjem fra fronten når tiden kom, så skulle hun stadig mindes ham. Det var ham et mål.

[Deleted]

Et blidt suk kom fra hende, hun havde det godt, helt perfekt og hun ønskede næsten ikke at forlade stedet her. I få sekunder tænkte hun egoistisk, måtte verden udenfor passe sig selv og de to sidde her for evigt, men hun blev sparket hurtigt tilbage til virkeligheden af sin samvittighed der sad og rystede på hovedet af hende i hendes tanker. Serenity så mod ham med et taknemmeligt smil, for det var det hun var, taknemmelig. "Tak, det betyder virkelig alverden for mig." Lød det varmt fra hende, hun kunne ikke vise det nok, hun måtte også sige det. Det her betød alt, hun var i sin havn, sikker for storm og blæst. Lige indtil hun måtte skille sig fra det igen, tanken var hende ikke passende, så hun skød den til siden og puttede sig godt ind til ham. Blikket gled mod kilden, hun ville gerne prøve at bade i den, det måtte være skønt. Hendes blik gled op af ham igen, hun fik det med hun kunne af ham og nød synet, han var så smuk. "Vores hemmelige tilflugtssted. Jeg kan godt lide den tanke." Mumlede hun så mod hans hals hvor hendes læber hvilede kort og hovedet var mod hans skulder. Hun kyssede ham blidt efterfølgende, for det var oplagt nu hvor de alligevel havde strejfet huden op til flere gange. Det vækkede alt i hende fra den nat, hun huskede hvor skønt det havde føltes, hans hånd mod hendes nøgne silkebløde hud. "Jeg vil mindes det altid i mit hjerte, selv på tider hvor vi har været adskilt ganske kort, hver gang jeg måtte savne dig." Hviskede hun så blidt, inden hun lod sin krop presse lidt mere ind mod ham, som kunne hun ikke komme tæt nok på. Hendes hånd var solidt plantet ved hans brystkasse, hun elskede at mærke hans hjerte under hendes håndflade. Det bedste ved natten de havde delt var at høre hans hjerteslag da hendes hoved hvilede ved hans brystkasse.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For Thranduil handlede det udelukkende om muligheden for at nyde tiden sammen med hende, inden krigen ville kalde ham til sig, for de vidste jo alle sammen, at det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden det ville ske, og den tanke fandt han direkte frygtelig, og en af slagsen som han ikke brød sig om. Særligt ikke nu hvor han sad med hende. Hendes duft i hans næsebor.. hendes varme blik og det fantastiske smil.. Han kunne jo blive helt betaget af det. Hovedet lod han stadig trygt hvile tæt på hendes. Hvor var følelsen da direkte berusende. Her følte han, at han kunne sidde for tid og evighed, også selvom han vidste, a det kun var et spørgsmål om tid, inden han ville være tvunget til at trække sig. Og det var næsten det, som var det værste af det hele. "Kun du og jeg kender til den idyl, som selv kan præge skoven her i denne kaotiske tid," sagde han med en rolig stemme.
Selvom Thranduil var rolig nu, så var hans sind et kaos. Han havde netop åbnet sig for en ny kvinde, og krigen stod mildest talt og bankede på deres dør. Ikke at han kunne gøre noget ved det, og det var næsten det som han var mest bange for. At han skulle sende sine elviske soldater og krigere i krig, og end ikke halve af dem, ville vende hjem igen. Det var en grotesk verden som de levede i, og derfor gjorde han ekstra meget ud af træningen med dem lige nu. Jo flere som kunne komme hjem følgende, jo bedre var det uden tvivl. Kysset og hendes kærtegn.. det var ting som fik ham på andre tanker.. tanker på det, som han kunne ende med at miste, og tanken fandt han skræmmende. Han hævede hånden og tog omkring hendes. Selv han ville jo gerne tilbringe tiden sammen med hende. "Det her sted skal du mindes, når jeg drager ud... og med chancen for, at jeg ikke vil vende hjem igen.." sagde han endeligt. De kunne jo lige så godt se realistisk på det.

[Deleted]

Det var rart at have et sted hvor hun kun ville kunne møde en person, som næsten var det sammen som at være med sig selv, som var han en del af hende. Her ville hun elske at være, både med og uden ham, og ingen skulle vide hvor det var henne. Måske hvis hun en dag fik børn, ville hun dele det med dem, men ingen andre. Og slet ikke hvis børnene ikke var hans. Tanken fik hende til at skære en grimasse, hun ville ikke være med nogen anden, end ikke efter han havde forladt denne verden. Tanken var hende trist, for det ville nok ikke være hans ønske hun havde det sådan, hun ville ikke ønske ensomhed for ham. Ligesom hans afdøde hustru nok ikke havde ønsket han havde udelukket den del i så mange år, men nu var den fremme og et sted vidste hun at det kun ville betyde alverden for den afdøde dronning at se sin konge smile på den måde igen. Sådan ville hun da i hvert fald have det, og i det fandt hun trøst. Og forstod sin egen dobbelmorale. "Det vil jeg gøre, det lover jeg dig!" Hviskede hun, næsten med en bævrende stemme, tanke på at skulle miste ham gjorde hende næsten ulykkelig. Hun tog sig sammen og fik det rystet af sig, hun ville tage det på et andet tidspunkt, lige nu ville hun nyde denne stund. Roligt gled hun ud af hans arme igen, denne gang rejste hun sig op og lod så kjolen falde af hendes former og dale til jorden. Til sidst stod hun i ingenting med et roligt blik vendt mod ham, før hun lod sin ene fod mærke på vandet som næsten brændte hendes kolde hud. Hun var ikke bange for hvad han ville sige til det, for den varme kilde kunne ikke bare stå der og se så indbydende ud uden man gjorde noget ved det. Og hvem vidste om den stadig ville stå når al krig og ødelæggelse var ovre, nej man måtte nyde naturens goder mens man kunne. Forsigtigt gled resten af hendes krop ned i vandet, hun dykkede kort ned og fik gjorde sit hår vådt så det lå langt og glat langs hendes hoved. "Kom ned til mig." Bad hun stille, med et blik som indholdte alt fra varme, til begær. Der gik mange tanker igennem hendes hoved, men en ting var helt sikkert, hun nød følelsen af det varme vand som klamrede sig til hendes krop og gjorde hun i den grad slappede af i hver eneste muskel.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv for Thranduil var det hårdt at sige, men han ønskede, at hun skulle have et sted at mindes, hvis det skulle gå galt, som han selv havde brugt det. Det var her han havde grædt ud, i den fordomstid, hvor det havde været ham en nødvendighed. At hun lovede at gøre det, var noget som glædede ham, for det var ikke utænkeligt, at det ville gå galt i den anden ende, og det var lidt det, som han gerne ville have, at hunvidste. Hånden strøg han le over hendes kind. "Godt," endte han med en dæmpet stemme. Det ville nok blive langt mere omdiskuteret, når det blev en nødvendighed, men det var nu heller ikke noget som han tog så tungt lige nu. For ham, var det egentlig bare vigtigt, at hun vidste at der var et sted, hvor hun ville kunne mindes ham.
Som hun rejste sig fra ham, og endte med at klæde sig af, måtte han dog alligevel lade blikket glide over hende. Magen til skønhed, skulle man da uden tvivl lede forbandet længe efter! Et svagt smil passerede let hans læber, inden han selv rejste sig op. Vandet var varmt, og særligt når de selv var kolde, men det vænnede man sig hurtigt til. Det var dog bare sjældent, at han tog disse bade, for han hadede at gøre det alene.. Og igennem de sidste rigtig mange år, havde der ikke været nogen som havde været så tæt på ham. Han løsnede tøjet.. Skjorten som hvilede løst over hans krop, fjernede han ganske let, og bukserne røg samme vej, så de endte med at ligge i en fin bunke ved siden af hendes. Dette fortsatte til han selv stod i ingenting. Forsigtigt trådte han ud i vandet. Den første brændende fornemmelse, sendte et kraftigt gys direkte igennem ham, selvom det uden tvivl var af den mere behagelige slags. Roligt gled han under vandet ved siden af hende. Det lange lyse hår lagde sig over vandoverfladen. Armen lod han endnu en gang. De grønne øjne med den nu så livlige gnist, søgte hendes smukke skikkelse. Han havde så meget at være hende taknemmelig for. Et kys plantede han på hendes læber, inden han trykkede hende ind mod sig.. Så de atter en gang måtte mødes krop mod krop.

[Deleted]

Guddommelig, var beskrev ham meget godt, hvor var han dog smuk, hun kunne ikke tage blikket fra ham, overhovedet! De varme brune øjne fulgte hans mindste bevægelse, hun nød synet og hun havde skam ikke tænkt sig at lægge skjul på det. Hun smilede tilfreds da han endte nede i det varme vand med hende, det var vidunderligt at på ny vide hun fik lov til at mærke ham mod sin hud. Dog kom det faktisk bag på hende hvor meget hendes krop havde længdes efter det, for da hun mødte hans kys, smat hans krop, måtte hun kvæle et støn mod hans læber. Det kom som en overraskelse at følelsen var så intens, hans vidunderlige våde hud som gled i små træk hen af hendes. Det satte i hvert fald en masse i gang i hendes krop, som hun gerne ville bide i sig, for ikke at skulle overfalde ham, selvom det i den grad var fristende. Begæret lå og dunkede i hendes underliv, hun havde drømt om det, drømt om hvordan det egentlig måtte være at være fuldstændig forenet med ham og det fik hende til at rødme let ved tanken. Hvis han havde vidst hvilke drømme hun havde haft, og det var ikke engang dagdrømme, nej det havde været om natten de havde sneget sig ind og invaderet hendes sind med dejlige billeder af hvad der kunne have været sket den nat. Serenity lukkede blidt sine øjne i, hun ville ikke bare springe på ham, tænk hvis hun nu skræmte ham væk, desuden var det vidst heller ikke helt passende. Og dog, skulle hun virkelig lægge skjul på hvad hendes hjerte måtte begære lige nu? Hun lod armene glide om hans hals og hun tøvede ikke med at trykke sig godt ind til ham, mærke sine bryste mase mod hans faste brystkasse, det måtte efterlade et lille støn igen på hendes læber, hvor var det dog den mest vidunderlige følelse. Det var dejligt, sådan at bemærke hver eneste følelse, tage det hele til sig, selv de små detaljer i hvor deres hud mødtes, hvor vandet gled om deres kroppe, varmen, omgivelserne. Det her var nu bedre end nogen som helst drøm, og så var det endda virkelighed, kunne man bede om andet? Nej, hun var godt tilfreds og følte sig i den grad heldig. Lige nu ville hun nyde at mærke ham, uanset hvordan det måtte være, selv blot i omfavnelse og kys var hun tilfreds og lykkelig, det var paradis og hun havde den hun elskede ved sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dette var deres lille verden, og det var sådan Thranduil ønskede at betragte sig af det hele. Han elskede at være sammen med hende.. tænke på nogen andre ting, og egentlig kun nage sig over alt det, som han havde undladet at gøre i sit liv, frem til han havde mødt Serenity vel og mærke.
Tøjet forlod Thranduils krop. Upåvirket af at folk, såvel som dyr omkring dem, kunne se dem, så kunne han ikke se nogen skam i at tilbringe tiden med den kvinde, som man nu havde valgt at åbne op for. Han havde snydt hende for en hændelse lignende af denne en gang tidligere, og det ønskede han bestemt ikke skulle ske endnu en gang. Hans blik gled mod hende. Det bar præg af et yderst intenst glimt. Armene gled let omkring hendes slanke skikkelse, hvo han selv trykkede hende helt tæt ind mod sig. Han følte sig levende som aldrig før, og særligt ikke efter han havde mistet. Selv det kunne man vel sige, havde taget knækken på ham? Og at han først nu for alvor var kommet igen?
Hånden førte Thranduil op af vandet, for at stryge hendes kind. Øjnene gled i, som han mærkede hendes læber mod sine egne. Det var noget af det mest fantastiske som han længe havde oplevet, og særligt så tæt på sig igennem så mange år. Han sukkede let. Det behag, som hun satte i ham, kunne han slet ikke beskrive med ord.
"Her er vi alene," sagde han roligt. Det var måske noget som ødelagde den hårde facade lidt, men var der nogen skam i at erkende, at man virkelig havde brug for at mærke hende? At have hende lidt for sig selv? Han skulle have fremsmedet en ring, som kun måtte være en dronning værdig, og det var hans første skridt på vejen. Hånden gled fra hendes kind og roligt om hendes nakke, hvor han lagde den, inden han igen krævede hendes læber i et lidenskabeligt kys. Vandet var varmt, men det var slet ikke noget som slog den varme som han følte på indsiden. Endelig havde han en grund til at leve. Han havde et væsen tæt ind på sig, som han ønskede at vogte om med sit liv.