Prepare for battle..?

[Deleted]

At stå her med ham, var det eneste hun ønskede lige nu, at tale med ham, at få lettet hjertet og selvom det var betydeligt lettere, og ej tynget af skyld, så bankede det fast og hårdt mod hendes bryst. Alt i alt, følte hun jo at følelserne hun havde udviklet for ham, på så kort tid, som egentlig kun havde groet sig mere fast i den tid de var adskilte, var gengældte. De var rette og de var ægte. Hun ville for alt i verden ikke miste den her følelse. Det gik op for hende, at han muligvis havde haft det sådan med sin hustru, tanken om hvilket tab han måtte have lidt, gjorde næsten ondt på hende. Hvordan havde han dog klaret det? Så stærk og tapper en mand, hun var virkelig heldig at være lige præcis den kvinde som havde fundet vej ind til hans hjerte og genvundet glæde i at have en tæt på sig på denne måde. Hun bed sig kort i underlæben, hvordan skulle hun kunne rejse herfra for arbejdets skyld, hun havde ikke lyst til at vie fra hans side. "Jeg får et kæmpe problem når vore veje skilles igen min kære. Jeg tror ikke jeg kan undvære dig." Fik hun hvisket, som var det den største hemmelighed der fandtes. Hun bed sig igen i læben, åh hvor hun egentlig ville ønske de kunne finde tilbage til hans seng og ligge og putte i hinandens arme uden klæder til at bryde den varme og kærtegn de havde til hinanden. Serenity rødmede svagt, han var så flot og her stod hun næsten og afklædte ham på ny! At stå ved hans side, mærke hun virkelig var hans, vent.... Hun ville jo. Det fik hende til at stivne, tanken om at hun rent faktisk ville kunne blive dronning hvis hun vitterlig havde vundet hans hjerte og han ønskede at offentliggøre deres, hvad de nu end havde gang i. Tanken gjorde hende nærmest svimmel og hun måtte kort lukke øjnene og få ro på sig selv igen. Nej, nu måtte hun tage det helt roligt! Han var en mand, hun var en kvinde og de nød hinandens selskab. Færdig slut for nu, resten måtte tages med tiden. Åndssvage tanker. Hun lod armene glide op om hans nakke igen og knugede sig blidt ind til ham, hun sukkede lidt opgivende over sig selv og måtte ende med at småfnise. "Du gør mig altså en smule nervøs." Lød det lavmeldt og en smule genert, som hun gemte sig ind til ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det hele havde blomstret hurtigt for Thranduil, og selvom han var vant til at færdes omkring elviske folk, og sin egen slags, så var dette bare anderledes. Han havde ikke kunne få sig til at tænke på andet end hende.. længtes efter hende, og hendes arme om ham. Hendes duft og hendes søde stemme mod hans øre, som selv var noget som gav ham ro. Hvorvidt om det ville gå den forstand, at hun skulle blive hans dronning, var nok noget, som de måtte finde ud af på et eller andet tidspunkt. En ting vidste han da: Han ville gøre hvad han kunne, for at sikre hende og hendes velbefindende, om krigen for alvor skulle ende med at bryde løs. Blikket hvilede på hendes skikkelse. Han var virkelig glad for, at hun var gået med til at møde ham her, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han smilede let for sig selv. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Efter så mange år, har du formået at give mig følelsen af, at være levende, Serenity. Jeg har oplevet mangt og meget.. og dette har ej været af det, som jeg troede, at jeg skulle opleve igen." Selv havde han troet, at han skulle leve resten af sit ellers så lange liv som en enkemand. Dog var han glad for, at det jo ej var tilfældet. Hun havde skrevet sig ind i hans hjerte.
Som hun trykkede sig tættere på ham, lod han armene let glide omkring hende. Han lukkede øjnene for et ganske kort øjeblik, inden et dæmpet suk brød hans læber. Han ville jo gerne holde hende tæt. Hvad var der at blive så nervøs for? Det var jo slet ikke noget, som gav nogen mening for ham. Han trak ganske kort på smilebåndet. "Hvad er det du er så nervøs for?" spurgte han roligt. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Hans hånd gled let over hendes ansigt og over hendes kind. Hun havde vækket det i ham.. og nu kunne han heller ikke vende ryggen til det.

[Deleted]

Det var bestemt gået unaturligt hurtig, men man styrede vel ikke selv når kemien bare slog til og smeltede elementer sammen? I dette tilfælde var det dem som var blevet tiltrukket af hinanden og følelserne var blomstret så ufatteligt hurtigt, og kraftigt for hende. At høre hun havde givet ham følelsen af at være levende, det betød alverden for hende, hun smilede kærligt til ham og så mod beundrende øjne på hans smukke ansigt. Hvor var han virkelig alt hun nogensinde kunne drømme om. "Jeg er virkelig glad for at høre det forholder sig sådan, det er kun noget som er dig fortjent Thranduil. Og jeg vil gøre alt for at det skal forblive sådan." Lød det blidt og varmt fra hende, hun havde ham så dybt kært og ville aldrig give slip på ham igen. Serenity elskede at mærke hans arme om sig, så hun måtte sukke blidt da de gled om hende og selv hørte hun et suk fra ham, som fyldte hende med en vis tilfredshedsfølelse. Hendes blik gled mod ham da han spurgte hende, hun smilede genert og kyssede kort hans mundvig. "At jeg ikke lever op til de følelser jeg har bragt med mig og derfor ender med at miste dig, det tror jeg ikke jeg ville kunne holde til." Hviskede hun stille, ganske alvorligt, hun plantede kort flygtigt kys mod hans mundvig igen, inden hun lod sin ene hånd glid fra hans nakke, ned over hans hals, hans kraveben, hen over hans skulder og tilbage igen, blide kærtegn førte hendes fingre. "Jeg vil sove i dine arme igen...." Lød det i en lille bøn, mens hendes blik forsøgte at læse hans reaktion. Serenity var ikke ude på andet end at mærke hans nærhed og trygheden i at sove i hans arme, hun havde aldrig sovet så godt som da hun sov ved ham. Desuden ville hun ikke have noget imod at sove der hver eneste nat, tanken fik hende til at smile drømmende og afslørede hende vel lidt i at dagdrømme endnu en gang.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Skaden var sket for Thranduils vedkommende. Et sted var det jo ganske forfærdeligt, men det var jo heller ikke fordi at han kunne sige, at han kunne vende ryggen til det længere. Han vidste at han burde, men han kunne jo ikke gøre noget ved det. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse og uden at han vendte sig væk. Hun var smuk.. virkelig smuk. Hvor var han dog bare glad for, at det var hende, som havde den indflydelse på ham, og ikke nogen anden. Hans blik hvilede i hendes. Så meget som hun fik ham til at smile.. Det var egentlig ganske fantastisk, for det skete stort set.. aldrig på denne måde. "Du gør det nu meget godt," sagde han roligt. Det lette smil hvilede på hans mundvig.
Begge hænderne hævede han roligt til hendes ansigt, hvor han strøg dem over hendes kinder. Han var virkelig blevet glad for hende, så der var virkelig ikke noget at blive nervøs for. Han lænede sig frem og plantede et kys mod hendes pande. Det forekom ham bare så latterlig naturligt, og det var et sted også irriterende. "Og hvorfor skulle det ikke blive sådan også for os to, Serenity? Det som du giver mig, er mere end hvad andre har givet mig i årevis," sagde han roligt. Måske fordi at han rent faktisk lod sig selv nyde dette, så det var bestemt ikke noget som sagde så lidt. Han ville gerne have hende i sine arme.. vide at han var den som kunne holde hende sikker, og det lignede ham på ingen måde, at have det på den måde, og det var næsten uhyggeligt.. virkelig hyggeligt et eller andet sted. Han sukkede ganske let og lukkede øjnene. "Så tag med mig hjem," endte han direkte med at sige. Det var et brændende ønske, som hvilede på hans tunge, og skabt af tankerne, som gik i hans hjerte. Han vendte de grønne øjne mod hendes skikkelse endnu en gang. Denne gang nu med et mere bedende udtryk. Han ville have hende for sig selv. Han ville ikke have nogen anden.

[Deleted]

Kysset der blev skænket hendes pande gav hende så voldsom en tryghed hun næsten kunne falde sammen og græde fordi hun var overvældet af den følelse han gav hende. Alting skulle nok gå, der var intet at være nervøs og hun følte det straks, han gav hende vished om dette og hjertet følte det. Hun var i den grad hans og ville aldrig være nogen andens, hun var så forelsket og at se på en anden mand med de øjne hun havde hvilende på ham, så kærlige og varme, dem havde ingen anden mand haft æren af. Serenity var i den grad sikker på at dette her var ægte, hun forstod hvorfor det med Jack blot havde været forvirring og frustrationer til hendes forældres handlinger og ord. Det havde været en frygtelig fejltagelse og hun havde kunne tilgive sig selv takket være ham. Hendes nøddebrune øjne var fyldt med håb og kærlighed som hun stirrede ind i hans, hun var lykkelig, han bad hende tage med ham hjem og der var intet hun hellere ville. "Med glæde." Stemmen afslørede hendes længsel efter at være alene med ham, være hans igen, mærke hans fantastiske krop og føle sig sikker og rolig. Uroen i hendes krop var stor, hun vidste hvorfor han havde trænet sine bueskytter, hun vidste hvad der var i gære og hun frygtede selv at al den uro ville ende med at falde mod Procias i sidste ende. Tanken på hvad der skulle blive af dem alle var skræmmende, men de stod stærkt, de var et stærkt land, med gode kamptropper, deriblandt elverne som var en stor styrke i sig selv at have på sin side. Serenity gav ham et blidt kys på kinden og gled roligt ud af hans favn, selvom hun næsten ville blive sådan hvis de kunne bevæge sig sådan rundt. Hendes hånd gled ned af hans arm, som hun lod sin glide rundt om. "Hvor vidt jeg står ved din side hvis krig bryder ud, er slet ikke til diskussion, er det vel?" Lød det så roligt fra hende, hun havde ligesom godt kunne fornemme det på ham, at han var villig til at gøre alt for hun befandt sig så langt væk fra kampens hede hvis den skulle opstå ved Procias grænse. Med alt hun havde opnået, ville hun jo gerne bruge det til noget, men så måtte hun vel være der til at beskytte kvinder og børn i byen? Hun ville på ingen måde kunne sidde stille og trille tommelfingre, vente på nyt om hans tilbagekomst. Ønsket om at krigen blev forbigået dem, var så stor, selvom hun følte sorgen for dem der måtte ende i Dvasias klør.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke i stand til at give afkald på Serenity, og han ønskede heller ikke at lade hende gå til nogen anden, hvis de var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Et stille smil passerede hendes læber. Hun ville tage med ham, og det var egentlig det eneste, som havde nogen betydning for ham lige nu. Han nikkede roligt. "Det glæder mig," sagde han endeligt, også fordi at det var ord, som han rent faktisk måtte mene.
Som hun tog fat omkring hans arm og hånd, vendte han blikket ned mod hende. Så varmt og kærkommet et væsen. Aldrig havde han troet, at han skulle være så heldig, at mærke den slags tæt på ham, og slet ikke på den måde. Han lod hovedet søge en kende på sned, og uden at se det mindste væk fra hende. Krigen var noget, som ville plage dem begge.. virkelig meget, og særligt nu, hvor de gjorde sig de tanker om hinanden. Så var det bare ekstra svært at undgå. "Krigen kommer, og den vil ramme os begge.. som den vil ramme os alle. Du ved allerede nu, hvor jeg gerne vil have dig, og ej er det i slagets hede," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Det var slet ikke noget, som ville komme til diskussion på nogen måde, og det var det, som han stod fast på. Han vendte blikket ned mod vandet endnu en gang. Fronten ville kalde ham til sig på et tidspunkt.. og ja, han frygtede uden tvivl at skulle miste sit liv. "Jeg er nødt til at have en, som jeg ved, kan beskytte folket, når resten er draget mod øst," sagde han. Med andre ord, så vidste han jo godt, at det ville komme på et tidspunkt.
"Kom... Gå langs vandet med mig," opfordrede han endeligt. Selv ville han bare gerne have tiden sammen med hende, og det var jo egentlig det eneste, som havde nogen betydning for ham lige nu. Bare.. hende og ham.. Ingen krig.. ingenting. Det var det, som han havde brug for.

[Deleted]

Det passede hende fint, alt han sagde, og hun nikkede stille, hun ville ikke sætte sig i trods, for havde rollerne været omvendt, havde hun jo handlet ligeledes? Hun lagde hovedet mod hans skulder som de gik og sukkede blidt, inden hun igen flyttede det. Blikket gled over skoven som manglede dens glød, hun hadet det, men det kom igen, på et eller andet tidspunkt. Hun nød at gå med ham, hun nød stilheden lige nu og alt hun ønskede var at nyde hans selskab. "Jeg er lige der hvor du vil ønsker at have mig, jeg står ved din side, om det så er på afstand, så vil jeg tjene dig. Og ikke kun fordi du er min konge. Det ved du godt ikke?" Spurgte hun stille med et forsigtigt smil. Hendes blik gled hen mod ham, det var fyldt med varme, lige nu virkede det næsten ikke realistisk at en krig ventede dem og sådan ønskede hun faktisk det var lige nu, bare lige nu, bare for denne dag. Serenity ville nyde ham for hver en pris, leve livet og leve det med ham, frygten for at han skulle miste sit liv i kamp var ikke en hun bekymrede sig om nu, hun ville slet ikke tænke i de baner. End ikke over hvad der skulle blive af elverfolket når der ingen tronarving var efter ham. Nej, hun ville nyde hans væsen, nyde tiden, nyde stilheden. Stilheden før stormen. Og stormen måtte vente, samt alle bekymringer der hørte til. "Kunne det blive en fast ting at have hinanden for natten?" Spurgte hun så, hendes ønske om at dele seng med ham hver eneste nat var stort og hun håbede inderligt det var noget som var gengældt. Hun ville ikke misse et eneste sekund med ham, og dagen for ham var vel travl, selv ville hun holde sit arbejde lidt i ro, forberede sig mere til kamp, om ikke andet beskyttelse af byen. Her ville hun gerne holde stand, specielt hvis det var efter hans ønske. Og så fik hun jo også ønsket om at tjene sit folk opfyldt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Der var ikke det, som Thranduil ikke ville gøre, for at passe på hende, og det var lidt det, som han ønskede at understrege i denne stund. Hans grønne øjne gled mod hendes skikkelse. Så længe hun gjorde, hvad han ønskede, når han selv ikke var i stand til at holde øje med hende, så passede det ham fint. Han lod hovedet søge let på sned. "Du minder mig om min afdøde hustru, Serenity. Altid så god i hjertet, tanker, sind og handlinger. Når jeg drager til fronten, vil kun heldet holde mig i live.. Jeg har brug for, at du holder standen her, og dertil vælger jeg at stole på, at det er en bøn, som du vil efterkomme," sagde han direkte. Ikke kunne han forudsige, om han ville miste livet eller ikke, men gud hvor ville han dog kæmpe for, at det ikke ville komme til at ske. Nu var han jo, hvad han selv ville kalde for en fabelagtig soldat og kriger, men dog af den grund, så vidste han jo godt, at muligheden for, at det netop skulle gå galt, var til stede, og det var jo næsten det værste af det hele.
Thranduil lod sin hånd gribe ud efter hende, som han valgte at trykke i sin. Han ønskede hende ikke bare for nætterne som måtte følge.. men permanent ved sin side. Denne gang stoppede han op. Det var måske at gå meget hastigt frem, men for ham, var skaden sket, og han kunne ikke vende om. Den plads og betydning, som hun hertil havde fået for ham, gjorde det bestemt ikke bedre eller nemmere af den grund, selvom han ville ønske at det måske havde. "Jeg ønsker dig ikke bare for natten, min kære," sagde han roligt. Det begær, den lyst og i den grad også den længsel, som han pludselig følte overfor et andet individ, havde han helt glemt hvordan føles, og han kunne jo lide det. Fornemmelsen var fantastisk, og da særligt, fordi at han fik lov til at føle, at han.. levede og var levende. Det var ikke noget, som han havde gjort i skræmmende mange år. Ikke før hun var dukket op i hans livsbillede.

[Deleted]

Et sted fik det kort hendes hjerte til at gå i stå, han havde jo rent faktisk været gift før og.... hun mindede ham om hende? Altså det gav jo meget god mening, manden havde vel for pokker en bestemt slags smag af kvinder, men at få af vide man mindede om den afdøde dronning gjorde virkelig noget ved hende. Det var klart et kompliment! Det fik hende til at smile, for en stund, indtil han snakkede om krigen, så falmede det og blev afløst af en alvorlig mimik i hendes ansigt. Hun så mod ham og nikkede fast. "Naturligvis, jeg vil beskytte mit folk for hver en pris. Desuden er der jo nogen som skal blive tilbage her ved byen og passe på kvinder og børn, den opgave pådrager jeg mig gerne." Lød det roligt fra hende, hun sendte ham dog et smil efterfølgende, for hun kunne ikke lade være, specielt fordi hun et sted fik sin vilje og selv allerede havde tænkt tanken. Lidt stolt var man vel? To sjæle en tanke. Noget så rar en fornemmelse. Hun bed sig kort i læben, han stoppede op, hvorfor? Hendes hjerte føltes som om det kickstartede og sendte en masse faste dunk mod hendes bryst, hun så mod ham med et blik man ikke kunne tage fejl af, hun var overrasket og glad. "Jeg tænkte der måske ikke var plads til en kvinde i din verden med alt dette som er kommet for din hånd, men jeg tager fejl?" Kom det så blidt fra hende, hun havde næsten håb i sin stemme, for der var intet hun hellere ville end at stå som fast inventar ved hans side. Et sted kom alt dette vel ubelejligt? Men måske ikke, han havde større grund til at kæmpe, større grund til at værne om sit liv, han havde en som elskede ham at vende hjem til når krigen var ovre. Hendes øjne blev kort blanke, hun var så lykkelig, det var næsten svært at bære det i hendes sind og hjerte, hun følte hun kunne eksplodere i glæde. Roligt gled hun ind mod hans krop igen, lod hånden hvile kort med hans bryst og hun skænkede ham et kort, men lidenskabeligt kys. Dem kunne de dele mange flere af når de vendte snuden mod hans hjem.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var uden tvivl alvorlig, hvad angik dette. At hun mindede om hans hustru, var klart et kompliment, for han var ikke den som åbnede op for hver en kvinde. Krigen var jo blot en realitet, som de lige så godt kunne se i øjnene, og hvis han kunne få hende til at beskytte byen, som de holdt til i, så ville han da vide, at hvis eller når han kom hjem, at der ville være nogen, at vente på ham. Han trak kun kort på smilebåndet. "Som var det ord, selv hun kunne have sagt.. Du taler som var du en dronning," sagde han endeligt.
Thranduil blev stående foran hende, og selv uden at se det mindste væk. En smuk kvinde stod der ved hans side.. en kvinde, som han ønskede at gøre, hvad han kunne for at passe på og beskytte, og dette var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag. Han hævede hånden, som han strøg let over hendes kind. Han ønskede hende for mere end bare de kolde nætter.. Han ønskede hende ved sin side, og det var vel heller ikke så underligt at forstå? Hovedet lod han søge en kende på sned. "I mange år, har jeg afholdt mig selv den gave, som en kvinde i mit liv kunne skænke mig.. Det er noget, som du særligt har vist mig," sagde han blot. Han pakkede ikke tingene ind. Selvom han nok ikke var den mest følsomme mand, så ønskede han jo alligevel, at hun skulle vide, hvad hun gjorde ved ham, så det var der vel ikke noget galt i? Kysset som hun skænkede ham, gengældte han.. ømt og dybt. Hvor var han dog blevet glad for hende på frygtelig kort tid. Mange ville måske kalde det forhastet, men han var slet ikke i tvivl om, hvad han gjorde sig af tanker og følelser. Hans hånd lod han let glide over hendes kind, mens han lod de grønne øjne hvile i hendes øjne. Forstod hun egentlig hvor han ville hen? Hun var ham en dyrebar gave, som han så sandelig ønskede at gøre, hvad han kunne for at beskytte og passe på. Hun talte som en dronning, teede sig som en dronning.. hvorfor så ikke gøre hende til hans dronning?

[Deleted]

De ord frembruste den røde farve i hendes kinder, talte hun virkelig som en dronning? Hendes blik gled genert ned, den tanke havde egentlig strejfet hende, men hun havde rystet den af sig, hun kunne da bestemt ikke være dronningemateriale. Dog, ville det vel være en nødvendighed hvis hun ville blive ved hans side, det krævede jo rent faktisk at hun blev hans dronning. Hun gjorde lidt store øjne, dog vendt ned så han ikke kunne se dette. Det gik pludselig op for hende hvem hun havde forelsket sig i, hvor store ændringer der ville ske i hendes liv, ganske vidst positive, dem alle sammen, men det ville blive noget af en omvæltning. Desuden blev hendes skrædderjob, nok nærmere en hobby, hun ville få andre ting at se til og nej hvor var der meget at lære. Læberne var alligevel med alle disse tanker, et varmt smil, hun så op mod ham igen. "Jeg vil stå ved din side døgnet rundt Thranduil, hvis det er hvad du ønsker. Jeg selv er ikke et sekund i tvivl om hvad mit hjerte begære. Der er intet jeg hellere vil end at være sammen med dig, hver dag, hver nat." Hviskede hun så blidt, hun elskede at mærke hans hånd mod hendes kind, han bragte varme og tryghed med sig. Der ville blive tomt i byen når krigen ville finde sted, men indtil da, ville hun bestemt nyde tilværelsen så meget som muligt, men også forberede sig på det som ikke var til at undgå. Der var tid nok til at samle sig, forberede sig, men man kunne vel altid bruge mere tid. Deres blikke der mødtes og endnu et strøg mod hendes kind fik hende til at smile saglig, hun var i den grad hjemme i hans arme og der var intet andet sted hun hellere ville være. At tage konklusioner om hvor han ville hen med sine ord, turde hun næsten ikke, hun ville ikke lægge ord i hans mund, men hun havde da en mistanke om at han ville offentliggøre dem, hvilket kun glædet hendes hjerte utroligt meget. Så kort tid, men kærligheden havde blomstret så stærkt som blomsterne gjorde når foråret kom ekstra varmt i møde. Desuden ville det også ligge godt i denne tid, at have en ved sin side til at styrer hvad der kom i møde, en til at støtte. Og hvilken mand, var ikke bedst med en kvinde i ryggen? Tanken fik hende til at smile ekstra stort. "Vil du offentliggøre os min kære? Eller dagdrømmer jeg igen?" Spurgte hun så, stille, næsten hviskende, hun måtte have det på det rene.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Serenity talte allerede som var hun en dronning, hvilket for Thranduil var yderst titalende. Der fandtes virkelig ikke noget bedre i en stund som denne, og for ham, var det noget som uden tvivl betød forbandet meget. De grønne øjne forlod dog ej hendes skikkelse. Han havde brug for hende.. Uanset hvor meget han så end ville sige, så havde han virkelig brug for hende. Han smilede ganske svagt, og så hende dybt i øjnene. Det behag og den glæde, som hun fyldte ham med, var virkelig utrolig.. fantastisk ikke mindst. "Som jeg elsker og begærer dig, min kære, så ønsker jeg dig ved min side om natten, såvel som om dagen. Allerede nu tiltaler du folket, som var det dit.. som en dronning.. Jeg ønsker at du skal blive min." Det var måske meget forhastet, at det foregik på den måde, men det var rent faktisk sådan at han gerne ville have det. Han var ikke en mand som lagde skjul på, hvad han inderst inde måtte begære, og han begærede uden tvivl hende, og uden tvivl mere end hvad han nok ville vedkendes.
Thranduil ønskede at gøre det offentlig. Det var bare mere hvad hun ville sige til det, eller om det var alt for hastigt, at han gjorde det. Hovedet lod han langsomt søge på sned. Krigen var om dem.. han var presset, og han vidste, at hvis det gik galt, var der ingen til at overtage herfra, hvis han ikke var der til at gøre det. Han havde brug for hende i mange henseender. "Det er ikke en dagdrøm, min kære," endte han med en rolig stemme. Hans blik udstrålede intet andet end alvor i det her henseende, for det var jo virkelig en alvorlig sag at snakke med hende om. I forhold til ham, var hun jo meget ung, og hun skulle trods alt heller ikke være presset til noget. Ganske roligt greb han ud efter hendes hånd, som han trykkede i sin. "Som min, Serenity... jeg ønsker at du skal være min, og dette ønsker jeg at offentliggøre.. om du vil lade mig," afsluttede han endeligt.

[Deleted]

Tiden føltes som om den stod stille, alt i skoven, hun opdagede hvor stille her egentlig var og hendes hjertes pumpen var det eneste som gik hende for øre i den stilhed som hun lod falde mens han talte. Hendes øjne var blanke, hun kunne græde, ikke af sorg, men af lykke. Det gik stærkt, men ikke tale om hun selv følte det var forhastet, nej hun følte det rigtigt, og det var det som betød mest for hende. Serenity mærkede lysten til bare at glemme hvor de var, kysse ham inderligt, vælte ned på den beskidte jord, men hun beherskede sig. Dog var iveren så stor i hende, hun kunne ikke vente med at komme til hans hjem, til sengen, her kunne hun vælte ham ned så tosset hun ville og give ham alle de kys som bare lå og ventede på ham! Hun havde røde kinder, hun var så smigret, og hun følte sig så uendeligt heldig. "Der er intet jeg hellere vil end at være din." Lød det blidt fra hende, hun kunne ikke sige andet, hun var næsten bange for at begynde at græde, så overvældet, fyldt af glæde og kærlighed, det var næsten ikke til at bære. Endnu engang lod hun sine læber møde hans, denne gang mere dybt og hendes glæde, hendes lykke, hendes kærlighed, det strømmede igennem det som hun holdte sig ind til ham. Et sted, havde han vel egentlig friet til hende? På en lidt utraditionel måde, men han bad hende jo om at blive hans, hvilket også betød hun ville blive dronning. Så mange ting der lige pludselig var at skulle forholde sig til, hun havde dog intet af det i tankerne lige nu, kun ham, og den kærlighed de delte, som havde vokset sig så stærk på så kort tid. Da kysset igen blev brudt, smilede hun uskyldigt til ham, det var svært at styrer sin begejstring, specielt nu hvor de vel egentlig var alene. Som det altså så ud! "Hvornår offentliggøre vi det og hvordan?" Spurgte hun så, ganske nysgerrig, for hun havde faktisk ingen anelse om hvordan alt dette foregik. Alt hun vidste, var at hun glædet sig, specielt til at se hendes forældre være stolte af hende, at finde sig en mand var jo det de sådan gik og ønskede, og flere gange havde forsøgt at gøre for hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Et sted kunne man godt sige, at Thranduil havde valgt at fri, og så alligevel ikke. Han ville hellere have, at det var hende, som havde taget valget og beslutningen om hvad hun ønskede, og hvad hun ikke ønskede. Sidst havde været et planlagt og arrangeret ægteskab mellem hans familie og en anden af de gamle elviske slægter. Denne gang ønskede han at det forholdt sig anderledes. Han sendte hende et stille smil på læben. Alt taget i betragtning, så var han glad for, at det så ud som om at de var på bølgelængde vad angik det her. Han lod begge hænderne stryge over hendes kind, og uden at smilet ville falme fra hans læber på noget tidspunkt. Kysset som hun skænkede ham, gengældte han uden at tøve.
At det var dette unge individ, som skulle vække dette i ham, var næsten.. utroligt. Han kunne dog ikke gøre noget andet end at nyde det. Dette var noget som han agtet at offentliggøre, og særligt når han friede til hende på ordentlig og oprigtig vis. Han strøg fortsat hænderne over hendes kinder. Han følte sig næsten som en nyforelsket ung mand, hvilket faktisk var ved at være utrolig mange år siden. "Jeg ønsker at offentliggøre det, den dag, jeg vælger at fri oprigtigt.. og skænker dig den elviske ring på en finger, som et symbol på det, som vi sammen skal dele," sagde han roligt. Planen havde han i hovedet. Selv var det ikke fordi at han ønskede at trække tiden ud. Han vidste selv, at krigen ville være over dem inden længe, og derfor ønskede han at gøre hende til sin, inden han ville stå i situationen, at han skulle sendes i slagmarken, hvor han også vidste, at der var chancer for, at han slet ikke ville komme hjem igen. Panden lod han roligt berøre hendes, uden at slippe hendes med blikket. Så varm og fantastisk en kvinde havde han aldrig regnet med, at han skulle stå ansigt til ansigt med, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han lod hænderne roligt gribe ud efter hendes. Hun havde en beroligende effekt på ham. Selvom han - i særligt i forhold til hende, havde nogen år på bagen, gjorde det ingen forskel for ham. "Alt skal gøres rigtigt," lovede han hende.

[Deleted]

Der var bestemt sluppet flere tusinder af små vilde heste løs i hendes mave, hun kunne næsten ikke vente, allerede nu havde hun næsten valgt hvordan hendes klæder skulle se ud, hun havde en del at arbejde på. Og ikke mindst noget til ham, hun ville lave noget til ham, overraske ham med det! Serenity var virkelig på en lyserød sky lige nu, hun stod tæt med en mand hun allerede elskede højere end noget andet, her ville hun altid være, ved ham og ingen anden. Det var så perfekt, han var perfekt, sammen var de perfekte. Hun lod hans duft sive ind, hun nød duften af ham, den var berusende. Ligesom lyden af hans stemme kunne lulle hende i den sødeste søvn og alle ord han sagde var vidunderlige, selv da han havde talt så hårdt til hende tidligere på dagen. Så rank og stolt, en konge, en fantastisk mand og hun respekterede ham, hvis muligt mere end før. "Livet." Kom det kort og varmt fra hende, de skulle dele livet sammen og måske endda skabe et nyt? Der skulle jo være en tronarving og når den tid kom, ville hun forhåbentlig være bedre rustet til at det med at skulle være dronning. Lige nu, ville hun bare lige nyde at være Serenity, syersken og rigmandsdatter. Der fulgte en stort ansvar med rollen hun havde sagt ja til, men hun var også klar på det, og glædet sig skam, men tiden til at nå at lære hvordan det egentlig var og burde være, det var straks en anden sag, for den var knap. Hænderne blev taget af hans, hun smilede lyksaglig til ham og kunne ikke lade være med at lade en enkel tåre snige sig fra hendes øjenkrog og ned langs hendes ansigt blide former. Hvordan kunne man være andet end lykkelig i sådan en stund? Han lovede hende at alt nok skulle gå rigtig for sig, og selvom hun faktisk var i tvivl om hvad det indebar, var hun bestemt parat til det. Et sted, var hun lidt glad for de ikke havde fuldbyrdet deres handlinger den nat, for det kunne vel være en fantastisk gave at give hinanden når de var blevet forenet i sjæl. Om hun kunne holde sig fra ham indtil da, det var så det store spørgsmål, for bare den nat havde været svært og nu ville hver eneste nat blive hende en kamp mod fornuft og lyst. "Du er en vidunderlig mand Thranduil, jeg forstår slet ikke jeg er blevet så heldig." Hviskede hun så blidt, inden hun gav ham et blidt kys, nu hvor deres ansigter alligevel næste lænede sig op af hinanden. Det var fristende og hun kunne ikke få nok af følelsen af de læber som prydet hans smukke ansigt. Hvor var hun dog helt væk i den mand, hjertet var på ingen måde faldt ned, nej det pumpede lykkeligt bag hendes bryst og holdte hende i den grad varm i denne kolde tid.