Prepare for battle..?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

@serenity - Thranduil Íl Aleazea Devárniä

---

Det var højlys dag, dog koldt udenfor. Ude på markerne havde Thranduil samlet en lang række af bueskyttere. Uroen som havde sænket sig over Manjarno, efter at dronningen var forsvundet, og det var kun bevæget sig tæt på de procianske grænser, og selv var Thranduil ikke en mand som tog nogen chancer. Særligt ikke efter de ting, som førhen var sket.
Solen skinnede nærmest i hans hår, og i den rustning som han måtte have. Han havde gruppen oppe for at øve med bue og pil. De skulle være i form til det store slag. Selv han vidste, at der var noget under opsejling, og han afventede egentlig bare besked fra det procianske kongehus om at han skulle i marken, for når den besked kom, så tog han med.

Langt foran dem, stod der rækker med skydeskiver på. De var frygtelig langt væk, og ikke særlig store, og næsten alle havde ramt plet. Thranduil foldede hænderne roligt over ryggen og stod rank der foran dem. Han bar den grønne kappe som blafrede let bag ham, i takt med at han bevægede sig bag dem, for at undersøge deres greb på buen. Han stoppede op bag en forholdsvis ung og nervøs mand. Han gik roligt om bag ham og hævede hans albue en anelse, så han ville have bedre kontrol over buen.
"Her vil du have kontrollen og styrken til at trække pilen helt op," forklarede han roligt, hvorefter han slap, så manden kunne sende pilen afsted.. og ganske rigtigt, så ramte den plet. Han nikkede med et selvtilfreds smil. Krigen var efterhånden ved at være uundgåelig, og han vidste det. Han var bare ikke meget for at tage ud i endnu en, og særligt fordi at han vidste hvad konsekvenserne af det kunne være. Uroen var tydelig, og den kunne mærkes tættere og tættere på muren.. og derfor også på det procianske folk. Og hvad gjorde en konge ikke, for at holde sit folk sikkert?

[Deleted]

Rejsen havde været udmattende, spændende, farlig. Hun var endelig snart hjemme, med alle sine ting hun havde fået handlet sig frem til og nye oplevelser som havde gjort hende lige det mere vis omkring andre racer. Det havde været hendes anden rejse i sit ellers rimelig lange liv, den første gang havde hun nær mistet livet og førligheden i benene, og denne gang, ja der havde hun nær endt som en vampyrs måltid. Dog havde hendes væsen været for interessant til at ende som aftensmad, de var faldet i snak og de havde rent faktisk lavede en aftale. Hun var klar over faren ved det, men faren ved at lade være var en hun slet ikke ønskede, hun havde brug for al den viden og træning hun kunne bruge. Siden hun egentlig havde fundet ud af hvor uduelig hun var, var træningen med bue og pil næsten steget hende til hovedet. Både det, og så også hendes arbejde, hun havde druknet sig i det og hun havde faktisk gjort alt for at undgå hendes kære konge. Selvom det smertede hende, men hun havde bare ikke rigtig haft nogen god grund til at opsøge ham og så turde hun ikke rigtig, ikke med de ting hun havde haft udsat sig selv for. Sikke en skideballe hendes forældre havde givet hende da hun var blevet båret hjem uden så meget som at kunne støtte på sine ben mere, men hun havde haft de bedste healere på sagen, fået kæmpet sig op til at næsten fungere normalt. Det eneste som faktisk gjorde ondt, var hvis hun landte hårdt på benene, for så ville de give efter under hende.

Hestevognen var spændt for med to heste, men allerede nu var den ene hest løsnet og på vej til frihed efter en lang rejse. Naboendrengen hjalp som sædvanlig med at hun kom på plads, hun havde et par mørkebrune skinbukser på, samt en mørkegrøn langærmet skjorte og et corsage til at holde stoffet ind til kroppen. De var mest praktiske. Over hende havde hun en kappe i lyst stof der var ganske tykt, til at holde hende varm. Bue og koggeren med pile sad trofast på hendes ryg, hun gik aldrig uden nu og det fik da nogen i hendes omgangskreds til at rynke på næsen af utilfredshed. Der blev snakket om bueskytterne var ude og træne, hvilket fik hende til at smile, hun ville med! Hætten på kutten blev ført op over hendes hoved, hun bøjede sig ned og rettede på sine støvler der varmede fødderne godt. Alt var på plads, båret ind og op på hendes værelse der i forvejen rodet helt vildt, hun var klar. Vogn, heste, der var ikke mere at tænke på, han havde klaret det. Manden som hendes forældre var så vild efter hun skulle ægte, tanken fik hendes øjne til at rulle en omgang. Hun gik i stalden og fandt en hvid hoppe, hun svang sig op uden tøjler, sadle eller noget og satte hesten i sving med en fast hæl i siden. Afsted farede hun mod markerne, og da hun endelig var fremme, satte hun ikke farten ned, hesten gallopperede med faste hove mod den kolde jord under sig i en flyvende fart. Her trak hun så sin bue og pil, hurtigere end hun nogensinde havde gjort det før, tog sigte og lod pilen fare afsted mod en af de mange målskiver, den ramte næsten lige midt i, ikke langt fra. Og med en bestemt lyd, fik hun hesten til at bremse hårdt op, som hun gled af i og samme flydende bevægelse, som havde hun været en del af hesten. Kutten skjulte stadig hendes identitet, hun mærkede andarenalinen pumpe igennem hende og det afslørede ved hendes tunge vejrtrækning. Buen havde hun i hånden, grebet var stramt og hendes kropsholdning var ret og rolig som hun stod der med et roligt tilfreds smil. Ikke sikker på om hun havde skabt for meget opmærksomhed ved sin knapt så stille ankomst.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil gjorde kun dette, for at holde sine egne bueskyttere i bedste form, inden en krig, for alle vidste, at den denne gang var uundgåelig. Det var bare kaldet fra Procias' kongehus, som ville tvinge dem afsted, og naturligvis ville Thranduil ride i fronten af dette, for han var bestemt heller ikke typen som lod sine folk gøre det, og så blev hjemme. Han var bestemt ikke ude af form, og han havde bestemt ikke glemt de gamle krige og stridigheder, som han selv havde deltaget i, og han vidste jo allerede nu, at halve af de mænd, som nu stod heroppe sammen med ham, ikke var nogen som ville komme hjem igen. Den tanke var ganske enkelt frygtelig... Men han vidste at det var nødvendigt.. Og virkelig kun en nødvendighed i den anden ende, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.

Hesten som pludselig sprang ind foran, fik hurtigt Thranduils blik efter sig. Han kneb øjnene svagt sammen. Det at ødelægge deres træning, var uacceptabelt! Serenity havde han jo heller ikke rigtigt set siden deres aften sammen, og det var noget som selv gjorde ondt. Hun havde vækket ting og følelser i ham, som ikke havde været vækket igennem rigtig mange år nu, og så kun for at trække sig igen. Det havde jo desuden også kun understreget at det som han havde gjort - ved at afbryde hvad de den aften havde været i færd med, havde været rigtigt. Han tænkte på hende.. frygtelig meget endda. Han flyttede sig fra sin plads, hvor rækken af bueskyttere, gjorde plads til ham allerede med det samme. Kappen blafrede efter ham, og det samme gjorde det lange lyse hår.. kun med hovedsmykket på toppen, som afslørede hans stand som kongelig og royal af denne skov.
"Træk dig fra stedet her!" endte han med en fast tone. Dog autoritær, og ikke direkte truende, men for ham, var det virkelig vigtigt, at dette blev gjort på retfærdig vis. Det var også noget som holdt hans alt for mange tanker lidt mere fastlåst på det, som han måske burde fokusere på, men det var svært, når Serenity gang på gang meldte sin ankomst i hans tanker.

[Deleted]

Stemmen fik hende til at smile svagt, hvor havde hun dog savnet ham og hvor var han gudeskøn at se på som altid, hendes hjerte sprang et par slag over, selvom det i forvejen havde svært ved at følge med grundet hendes iver. Hun blev stående roligt, med den lyse kutte om sig, dog valgte hun at bryde sit lille varme telt, lade hånden glide mod hætten og trak ned i den for at afsløre sin identitet. Med et fast blik, et målsat et i de nøddebrune øjne, stirrede hun mod ham. Der var dog en varme over det, specielt over det smil som måtte glide over hendes læber, hun havde savnet ham! Og selvom hun havde undgået ham, så havde det ikke ligefrem betydet hun ikke havde tænkt på ham. For det havde hun, dag og nat, dagdrømt, drømt, ja endda få mareridt. Han fyldte alt i hende og hun havde hungret efter at mærke ham nær igen, men næsten ikke turde. Og nu stod hun her, med en kampgejst der strålede ud fra hende. "Jeg ønsker at deltage, jeg ønsker at være klar til hvis mit folk har brug for mig." Erklærede hun, hvilket nok fik et par øjenbryn i vejret og nogen måske næsten lysten til at le af hende. Havde hendes forældre været der, var hendes mor dånet og far var nok fløjet helt op i det røde felt og låst hende inde til evig tid. Dog, havde hun besluttet sig for at ville tjene sit folk, sin konge og sit eget hjerte frem for alt. Hun havde talent og det skulle ikke spildes! Allerede nu havde hun udviklet sig udsædvanligt meget, og hun kæmpede i det skjulte på andre ting som nok ikke mange andre elvere egentlig gjorde sig af tanker omkring. Her stod hun, med hår som vinden tog fat i, det hang løst over hendes ryg under kutten, kun et par vildfarende totter gled over hendes kønne ansigt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil stirrede direkte på Serenity, da hun alligevel valgte at afsløre sin identitet. Selv vidste han godt at hun var en dygtig bueskytte, men det var derimod ikke en kvinde, som han ønskede at sende med ud i marken. Hans blik gled direkte mod mændene, som omgående stoppede deres latter. Blikket fra deres konge, var mere end nok, og han accepterede på ingen måder, at man skulle håne eller nedgøre nogen af sin egen slags.
Thranduil trådte frem mod hende. Hun ville gerne deltage? Kvinden som han gik rundt og dagligt plagede hans tanker, drømme og mareridt, var ikke just noget som gjorde det meget bedre. Han savnede hende jo.. Næsten mere nu, hvor han rent faktisk måtte stå foran hende, som det han gjorde lige nu. Alt taget i betragtning, så var hun en kvinde, som alligevel på en eller anden mærkelig måde, havde formået at skrive sig ind i hans hjerte, og det var ikke noget, som man bare gjorde noget bare sådan uden videre. Hans blik gled direkte i retningen af hende endnu en gang. Hovedet lod han søge let på sned. "Det er alt sammen meget fint, men kun mænd er ønsket i denne øvelse og forberedelse," forklarede han. Han var måske meget gammeldags af sin tankegang, men det var mændenes job og opgave at sikre sig at kvinderne havde det godt, og sådan havde han alle dage haft det. Hans blik gled direkte mod hende igen. Han stod fremme foran de andre, som sænkede deres bue. En glæde over at se hende, måtte dog alligevel vise sig.. han forsøgte bare at holde det skjult for de andre og for sig selv, for så længe, som hun alligevel havde valgt at holde sig væk fra ham, gjorde det rent faktisk ondt. Et sted.. var han vel sårbar hvad angik den slags? "Jeg vil gerne anmode om at du søger tilbage til byen, Serenity," sagde han endeligt. Han havde bestemt ikke regnet med at skulle se hende på denne måde.. og da slet ikke her, hvor han måtte træde sådan i den hårde karakter overfor deres slags og race.. Hvad han dog ikke ville gøre for at beskytte dem.

[Deleted]

Hendes blik blev mere alvorligt og en utilfreds rynke gled over hendes pande, samt næsen rynkede helt. Ingen kvinder?! Hun ville have en plads her, hun ville være der for sit folk, selv hvis det var i baggrunden! Hendes læber blev formet i en lige streg, hun valgte dog ikke at tage den her, der var ingen grund til at skabe en scene, eller opfører sig som et utilfreds barn. Blikket gled kort ned over hans mænd, det var ikke fair de fik lov til at beskytte det de elskede, dem de elskede. At vide hun kunne gøre noget for at muligvis redde hans liv, men ikke være der i felten med ham. Det gjorde en smule ondt. Hun havde nu fået smagt på faren derude og den havde været langt værre end hvad hun kunne læse om i bøger. Med en fast bevægelse, nikkede hun, både i forståelse, men også som en afsked, drejede rundt på sine hæle og gik mod hesten som stod en smule uroligt. Hoppen løftede hovedet da hun kom tæt på, hun tog fat og svang sig op på det varme dyr. Hun blev siddende på hestens ryg, og så mod ham, ja ned på ham faktisk, dog med stolhed og rank ryg. At tabe ansigt nægtede hun, roligt skridtede hun hesten i hans retning og stoppede lige ved ham. "Jeg vil stå ved Deres side uanset hvad, om De vil det eller ej. Man beskytter dem man elsker!" Kom det roligt, dæmpet, men alligevel også fast fra hende, stædigheden lyste ud af hende. Hun gled hurtigt ned af hesten igen og stod vanvittigt tæt på ham, men hesten blokkerede de andres syn, hun lod sin hånd falde mod hans bryst. "De har været savnet, kan vi mødes i aften? Har De tid der?" Hviskede hun blidt, så mod ham med et uskyldigt blik og kunne ikke holde sin faste mine mere og sendte ham et varm og kærligt smil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Som Serenity tilsyneladende ønskede at beskytte dem som hun elskede og holdt af, var det jo netop hvad Thranduil selv var ude på. Han ønskede da slet ikke at se kvinder i fronten, og slet ikke hvis han kunne blive fri. Hans blik forblev hvilende fast på hende, selv da hun svang sig op på hesten endnu en gang, og kom tættere på ham! Selvom det var en temmelig voldsom handling, og hesten var meget større end hvad Thranduil selv måtte være, og særligt med hende på ryggen, så kiggede han fast op på hende. "Jeg tolererer ikke dette, Serenity.. Jeg anmoder igen på det strengeste om, at du søger tilbage til byen, og bliver der," sagde han hårdt. Det var måske ikke lige den vinkel, som hun havde regnet med at se ham fra, men han havde det uden tvivl i sig.
Selv da hun svang benet ned fra hesten, og stillede sig, så den stod i vejen for de andre, så de kunne stå lidt i fred. Det var det som han fandt skræmmende. Særligt fordi at hun vækkede de tanker og følelser i ham. Nu hvor ingen anden kunne se dem, skiftede hans mimik fra fast og hård, til mere.. kærlig og bekymret. Han hævede hånden, som hun lagde den mod hans bryst. Han trykkede om hendes. "Tag tilbage til byen.." bad han denne gang mere dæmpet. Han nikkede. Han skulle gøre sig færdig her, og så kunne han mødes med hende efterfølgende. Han savnede jo selv hende, og efter den nat, som de havde delt, havde han været bange for, at det var det, som han ville se til hende, og den tanke kunne han da slet ikke lide. "Mød mig ved floden som går igennem byen.. Jeg er færdig her inden mørket falder på og solen søger ned," sagde han endeligt, som han igen nikkede mod hende. Han trak hånden ganske roligt til sig, og gjorde tegn til hende, selv om at søge videre. Så kunne han hurtigere gøre det færdigt her.

[Deleted]

Det fik hendes hjerte til at slå hårdt mod brystet, så hård som han måtte være, eller virke, det klædte ham ualmindelig godt og derfor var det noget hun måtte nyde og ikke noget som gjorde hende ked af det eller skræmte hende. Serenity lagde mærke til hans skifte da de var lidt mere i privatliv bag hestens store korpus. Åh hvor havde hun savnede ham og lysten til bare at kaste sig i hans arme og kysse ham dybt og inderligt var umådelig stor. Men hun fik styr på sine lyster, fik rystet det ud af kroppen for nu og smilede til ham, hun så mod de smukke grønne øjne og nikkede. "Jeg skal nok vende mod byen. Skønt det er kort, er det fantastisk at se det smukke ansigt igen, jeg har savnet det. Vi ses senere min konge." Hendes hviskende ord var sukkersøde og blide, lige indtil hun ramte min konge, hvor trykket på min blev sat som slags ejerfornemmelse. Hun smilede sødt til ham, forelsket som hun var, inden hun vendte rundt, allerede der var det hele forsvundet igen og hun så mere alvorlig ud. Med elegance svang hun sig op på hesten igen og satte den i gang med et par hårde spark og straks var hun over marken og på vej ind i skoven mod byen.

Her fik hun taget sig et bag, klædt om til friske rene klæder i form af en hvid kjole med lange åbne ærmer, ganske fin og dejlig behaglig fri at have på. Den sad let ind til hendes krop, nok til at det viste hendes figur, men løs nok til ikke at virke sjofel, men derimod uskyldig og hun følte sig fri. Kulden tvang hende til at bære sin kutte igen, samt støvlerne der varmede noget så dejligt. Hun gik langs flodens bred og så mod det smukke vand, en bro krydsede den og hun gik langsomt ud på den for at stirre ned i det livlige vand. Her stod hun lidt og dagdrømte, huskede tilbage og kunne ikke vente med at se ham igen. Hun skyldte ham en undskyldning for at de ikke havde set hinanden i en del tid, det var ikke acceptabelt og sandheden var vel at hun var blevet skræmt, prøvede at beskytte sig selv. Måske havde hun endda følt sig lidt afvist? Hun rystede på hovedet, nej nu måtte hun holde op, det var kun godt at han turde lade fornuften sejre, det gav dem en bedre start. Eller, det havde hun vel ødelagt lidt?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For Thranduil var det svært at opretholde den hårde facade overfor hende, nu hvor han var blevet så glad for hende, på så kort tid, som han havde. Det var virkelig skræmmende for ham. Han var en anden, nu hvor de stod mere i det private, hvor de andre ikke kunne se, hvad der skete ellers, og det var det som faktisk passede ham bedst og mest. "Som jeg også har savnet dig.. Vi ses inden længe, min kære," sagde han endeligt, inden han trak sig et skridt tilbage, så hun kunne svinge benet op på hesten igen og søge tilbage til byen. Dernæst vendte han sig mod rækken af bueskyttere. Uden egentlig at gøre nogen forskel på om hun havde været der eller ikke, opfordrede han dem igen til at spænde buen og fæstne deres blik på de skydeskiver som var hundrede meter fra dem.

I takt med at dagen gik på hæl, og Thranduil og resten af elverne, kunne søge mod byen, havde han selv taget pladsen på den store hingst, for at komme ned mod floden hurtigst muligt. Hans kappe og beklædning blafrede i takt til hingstens elegante og faste skridt, og det passede ham egentlig fint. Jo hurtigere han kom frem, jo bedre var det uden tvivl.
Lyden af det rendende vand, var det første som nåede han. Den elviske udtale, fik hingsten til at stoppe op, ikke langt derfra.. Og der hoppede han så ned igen. De grønne øjne vendte han mod vandet. Uroen var at mærke alle steder, og selv ved dyrene var dette mærkbart. Nu havde han jo bare muligheden for at se mere til Serenity - hvis hun var her selvfølgelig. Han søgte ned til det rendende vand og vendte blikket ned af den.. Der fik han øje på hende.. Svagt måtte han trække på smilebåndet. "Serenity," kaldte han denne gang med en langt mere rolig stemme. På ingen måder vred.. ingenting. Han havde jo virkelig savnet at tilbringe tiden sammen med hende.

[Deleted]

Revet ud af sin drømmeverden, hørte hun lyden af den eneste stemme som kunne få hende til at smile som hun gjorde det nu, han var her. Et kort flygtigt øjeblik havde hun frygtet at han havde glemt alt om det, eller måske slet ikke ønskede at se hende alligevel. Men alt dette blev baggrund, sat i skygger, forduftet som morgenduggen der forsvandt ved den kraftige formiddagssol. Hun tøvede ikke med at skubbe sig ud fra broens rækværk og søge væk derfra, lige så snart hun havde fast jord under sine fødder, løb hun hen til ham og uden så meget som at søge tilladelse krammede hun sig ind til ham. Armene gled om hans hals og hun knugede sin krop ind til ham og lod sine læber søge hans i et dybt og længselsfuldt kys som indebar al det savn hun havde haft til ham. Serenity havde savnet alt ved ham, hans stemme, hans duft, åh det skønne skønne duft som næsten var hendes berusende, hans kys, de læber som så vidunderligt førte hende i den syvende himmel og øjnene hvis blikke smeltede hende som smør i den bagende sol. Så dybt forelsket som hun var, kunne næsten drive hende til vanvid, men hun havde holdt sig i ro, men nu, her, alene, kunne hun ikke andet end at vise ham hvor meget hun egentlig havde savnet ham. Alt hendes krop sitrede og dirrede næsten, hun ville på ingen måde lade det ske igen, hun ville ikke undvære ham så længe af gangen igen, og skulle det være nødsaget, så ville hun fortælle ham det, give ham besked. Et sted var hun så lettet hun havde lyst til at græde, for angeren i hendes fravær var blevet så stor hun frygtede at have mistet enhver chance der muligvis havde været der til at være ham nær igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Smuk som hun var, stod hun på broen, hvor selv ikke Thranduil, kunne gøre andet end at smile ved synet. Hun havde uden tvivl fået en kær plads i hans liv, og derfor havde det naturligvis såret ham, og gjort ham ked af det, at hun havde valgt at tage afstand til ham siden den aften, som de rent faktisk havde delt.
Endelig fik hun øje på ham.. At hun så direkte kom ham i møde, og bare kastede sig om hans nakke, for at trykke sig ind til ham, fik ham let til at stivne. Alligevel kunne han ikke få sig til at gøre andet, end at gengælde den omfavnelse, som hun herved måtte skænke ham, hvor han selv lod læberne møde hendes i et kys. Næsten som var han kommet hjem fra krigen endnu. Bare lige med den forskel, at han endnu ikke havde været udsendt. Dog vidste han, at det kun var et spørgsmål om tid.
Her i hans favn, hørte hun til, og endnu en gang, følte han, at han kunne slappe af med tanken om det, og det var det, som han rent faktisk godt kunne lide. Han trak hovedet til sig, så han igen kunne lade de grønne øjne betragte sig af hendes skikkelse. Nej.. der var ikke noget anderledes, end da han havde set hende sidst, så det passede ham jo egentlig ganske udmærket. Han hævede varsomt hånden, som han lod glide nedover hendes kind i en rolig bevægelse.. Et blidt kærtegn skænket af et væsen til et andet. "Jeg beklager, at jeg måtte tage den tone i brug overfor dig," sagde han med en rolig stemme. Han følte et sted, at det bare var på sin plads at undskylde? Han ville bare ikke have, at nogen skulle vide, at han havde fået det ømme punkt.. ikke endnu, og særligt ikke, når han ikke vidste, hvad han skulle regne med, eller forvente for den sags skyld, så det var jo egentlig slemt nok, som det måtte være i forvejen, og han kunne ærlig talt, slet ikke have, at det var på den måde. Han lænede sig igen frem, og plantede et dybt kys mod hendes pande. Hvor havde han dog savnet hende! Og nok mere end hvad han ville erkende, at han havde gjort.

[Deleted]

Et fredfyldt suk brød hendes læber da kysset blev brudt, hun var i den grad lettet over at have ham hos sig igen, hun kunne ikke forstille sig en tilværelse uden ham længere. Alle de tanker, de drømme, de mareridt, hun var fængslet i en dyb forelskelse og hun havde intet imod det, nej hun nød det og elskede måden alting i hendes krop føltes så let som en fjer når hun mærkede hans varme nær sig. Hun lagde ansigtet ind mod hans hånd som den kærtegnede hendes kind blidt, hun smilede lykkeligt mod ham og slog næsten gnister med sine nøddebrune øjne. "Det skal der ikke tænkes på, det klæder en konge at vide hvad han vil og give ordre derfra." Hviskede hun stille og roligt, hendes fingre pillede let ved hans hår, det var dejligt at røre ved. Hun lukkede blidt øjnene og lagde hovedet mod hans skulder, kyssede blidt hans hals en enkelt flygtig gang og sukkede blidt. "Jeg undskylder min opførsel, jeg blev bange for at det hele bare var indbildning, en fjollet drøm, at intet var sandt og...." Hun tav et kort øjeblik og lod ansigtet søge fra ham igen for at lade deres blikke møde. "Jeg frygtede der var fortrydelse, en mulig afvisning. Jeg blev bange for at blive såret og druknede mig selv i opgaver i stedet." Kom det ærligt fra hende, hun lod blikket søge ned og hovedet bøje. At have tanker om ham på den måde, var vel ikke fair, men hun havde været bange, pokkers bange og hun hadet de mareridt som nogle nætter havde bekræftet hende i mistanken om at der virkelig slet intet var, at hun måske blot var en fejltagelse. Vinden gled let hen over dem og kærtegnede deres ansigter blidt, dejlig frisk og kold, hun var blevet rimelig varm af at stå her. Hendes krop reagerede ved minderne om den nærhed de havde delt. Tanken om krig var ikke rar, hun havde ikke lyst til at tænke i de baner, men de havde været der, specielt fordi hun havde været i Manjarno og havde lidt indblik i det som skete. Meget lidt, men nok. 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Serenitys nærhed, var kærkommen for Thranduil. Uanset hvad man ville sige, eller hvad man gjorde, så havde hun formået at finde vejen ind til hans hjerte, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det. Tanken var ganske vidst.. grotesk et eller andet sted. Han var slet ikke vant til den form for tanker og følelser.. han følte sig jo mere levende, end hvad han havde gjort igennem rigtig mange år. De grønne øjne hvilede på hende.. han indåndede hendes søde duft. Det var i sig selv noget, som gav ham en følelse af ro. "Det skræmte mig, at se dig derude," sagde han med en rolig stemme.
Selvom han intet havde set til hende, siden de havde delt den nat sammen, uden at der havde været noget intenst i det.. noget som man kun delte med folk som man elskede, kunne Thranduil ikke se bort fra, at det var en følelse af lyst, som hun længe havde formået at vække i ham. Ikke fordi at det var noget som han havde tænkt sig, at gøre det store ved lige nu.. Men det havde været en del af ham, og endda også en af de store dele for den sags skyld. "Sch..." hviskede han roligt, inden han lod en finger glide over hendes læber. Han sendte hende et smil. "Ikke har jeg set så meget som en skygge til dig, siden vi gik hvert til sit, Serenity. Jeg frygtede, at det for dig.. kun var en ting, ønsket for en enkelt aften," fortalte han med en rolig stemme. Han betragtede hende roligt.. Derefter valgte han roligt at give slip på hende, men uden at trække sig væk fra hende. Det var jo ikke nogen hemmelighed at han virkelig havde savnet hende.. men af den grund, så var det jo alligevel svært. Det var bare så mange år siden, at det havde været oppe at vende i ham på denne her måde, og det var.. underligt og uhyggeligt.. men han kunne jo lide det.

[Deleted]

Der gled et skævt smil hen over hendes læber da han sagde han var blevet skræmt af at se hende derude, han skulle bare vide, men et sted vidste han det endten allerede, eller også ville han nemt kunne få det af vide. De bedste healere havde hjulpet hende efter Zean havde afleveret hende et godt stykke ude for byens grænser. Spejderne havde fundet hende og bragt hende tilbage, det meste af tiden var jo også gået med genoptræning og tanken på hvor tæt hun egentlig havde været på at miste livet, havde også fået hende til at indse hvor lidt hun i forvejen havde levet det. Så her, i hans arme, jamen det var der hun følte sig levenede og ville leve fremover, hvis han da ellers tillod det. Fingeren over hendes læber fik hende til at se forundret mod ham, han tyssede på hende? Hun blinkede hurtigt forvirret et par og var overrasket over hans ærlighed omkring hans frygt. Det gjorde.. ondt? Det indtryk var på ingen måde det hun ville efterlade hos ham, hun så ned ned igen og skamte sig frygteligt. Da han gav slip blev hun næsten grebet i panik, hun så hurtigt op mod ham, men lod sine arme falde fra hans nakke og ned langs hans bryst og falde helt ved siden af hendes krop. "Jeg lå med følelsen af aldrig at ville forlade din side Thranduil, og sådan har jeg det stadig. Mit hjerte er dit, helt og aldeles dit." Hviskede hun stille i en kærlig og blid tone, for første gang, tiltalte hun ham ikke, nej hun var i sit hjerte, blevet dus med ham og turde lade det tillade. Roligt lod hun hånden løfte op mod hans bryst igen, lige hvor hans hjerte måtte banke inde under hans klæder. De brune øjne var i den grad vinduer lige indtil hendes sjæl, forelskelsen stod så lysende klar, samt savnet til ham, men også frygten for at miste alt som havde bygget sig op i hendes hjerte. Det ville briste hvis hun mistede ham grundet hun var fej og havde flygtet for en stund.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil gav som regel ikke udtryk for en frygt, og slet ikke på den måde. Serenity var en kvinde som han var begyndt at holde af, og nu hvor han også vidste, at hun tilsyneladende ønskede at deltage i det som skete i landet og særligt omkring disse forberedelser til krig, og særligt fordi at han jo heller ikke ligefrem ønskede, at noget skulle ske med hende derude. Hans grønne øjne forlod dog ej hendes skikkelse. Her stod hun.. en smuk kvinde, som selv viste ham denne interesse, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre. Han elskede det jo. Det var en interesse, som han ikke havde oplevet særlig meget af igennem hans liv. Og særligt ikke efter at han havde mistet sin hustru. Hændernes placering mod hans bryst, sagde han nu ikke noget til. For ham var det rart, at hun ville røre ved ham.
Hænderne placerede Thranduil over hendes, også mest for at understrege at det altså var okay, at hun gjorde det ved ham. Han trykkede omkring dem. "Jeg formoder at du har haft dine grunde til de handlinger, som du nu har gjort," sagde han endeligt. Han klandrede hende ikke for noget, og særligt ikke nu hvor de ikke var noget særligt. Den ene hånd lod han stryge over hendes kind. Han kunne jo heller ikke lade være med at røre ved hende.. Den smukke og silkebløde hud. Den som i hans øjne, var så fejlfri. Der var han jo heller ikke just kendt med hvad der var sket hende. "Som du har været en del af mine tanker igennem rigtig lange tider, min kære. Selv er jeg bange for, at du har taget mit hjerte til dig.. og jeg ønsker ej at kræve det retur," endte han med en dæmpet stemme ganske tæt på hende. Det var vækket i ham for første gang igennem rigtig mange år, og for ham, var det underligt.. virkelig underligt at have det på den måde, og dog, så følte han sig så levende. Den følelse alene, var virkelig fantastisk. De grønne øjne udstrålede alvor.. han frygtede det som han følte, selvom han ikke ønskede at skubbe det fra sig. Det var faktisk utrolig svært.