Bloody flowers

[Deleted]

@zean

Mørke, blodrøde blomster foldede sig ud over hvidt stof der gjorde meget lidt for at holde den røde væske tilbage, der spildte ud over blege fingre og dryppede ned og lavede nye plamager på brune læderbukser, eller lavede små spor i støvet. Skjorten ville aldrig blive den samme igen, når først hvidt stof havde været så gennemblødt af blod kunne man lige så godt glemme at forsøge at redde den igen - så meget vidste Memoria Lavrithe, datter af en vaske kone. Selv hvis hun overlevede, ville den her skjorte ikke. Ærgeligt. Hun ville være nødt til at bruge noget af hendes betaling på en nye én, og det smertede hende næsten lige så meget som det stiksår hun havde fire centimeter over hendes buksekant. Hvilket sagde noget, for, for helvede hvor gjorde det altså ondt, og det var alvorligt. Hvis hun ikke fandt læge hjælp snart, ville hun dejse om på gaden og enten blive fanget af den by vagt hun var på flugt fra, eller bløde ud på siden af vejen. Hvilken skæbne der ville være værst, vidste hun ikke, og det var heller ikke noget hun gad at overveje nu. Lige nu var der kun én ting der snurrede rundt i hendes langsomme hjerne; Hjælp, hjælp, hjælp, må finde hjælp..

Vagten var ved at hale ind på hende, så hun trak sig ind i en gyde og gemte sig i skyggerne, indtil tunge fodtrin var løbet forbi hende, før hun kiggede frem og stirrede direkte ned ind i store, mørke øjne. Knægten kunne ikke være mere end syv år gammel. "Hvor er den nærmeste healer?" spurgte hun, og anstrengte sig virkelig for at bruge et venligt, nej-jeg-er-ikke-ved-at-forbløde-her-tonefald. 
"To gader ned og til højre." svarede knægten efter et kort øjebliks tvivlen.
"Hvis du kan føre mig derhen, får du en skilling." 
".... To skillinger." Forhandlede knægten. 
"Fint," Bed Ria og lagde en hånd på hans skulder, hvor er håndaftryk af blod blomstrede frem på hans trøje. "Før an." Knægten nikkede og førte hende ind gennem de snørklede gader af byen Atterlin. Kort efter ankom de til en dør, hvor knægten påstod der boede en healer, Ria stak ham to skillinger og en halv så han kunne købe en ny trøje, eller noget slik hvis han var okay med at gå med en skjorte der havde en blodigt håndaftryk. Hun løftede næven og bankede hårdt på døren. "Hallo!" råbte hun, mens hendes øjne gled fra side til side, op og ned af gaden, håbende at hun ikke ville få øje på en byvagt. "Luk op!" Siden af hendes næve slog hårdt mod træet, halv vild af desperation. Over hendes hoved hang månen fuld, natten var ikke mørk når månen var fuld som i nat, og det ville ikke tage by vagten der havde været efter hende længe at regne ud at hun ikke længere var foran ham. "Jeg kan betale!" råbte hun, inden hun sparkede så hårdt hun kunne til døren, i håbet om at det ville vække hvem end der tydeligvis sov inde i huset. 

[Deleted]

Zean sov ikke. Tværtimod sad han henslængt i en blød lænestol i en af husets mange stuer og kiggede i en bog. Hvem kunne have gættet det? Huset havde næsten et helt bibliotek! ikke nok med det havde alt det, som det burde have. Et køkken, en, for nu, blodig kælder, værelser til tjenerne, som der lige nu ikke var nogen af, soveværelser til familie og mindst ti gæster, spisestue, opholdsstue, læsestue, arbejdsstue...og bibliotek! Det var fantastisk hvad dette to-etagers hus gemte på. Selve huset var i godt stand og havde kun få gulvbrædder der knirkede.
Det havde taget tid. Først skulle han ankomme til byen og lade som om han intet vidste til familiens grusomme afgang. De var alle blevet myrdet og efterladt i kælderen! sikke en redelighed. Så skulle han lade som om han sørgede, mens de blev begravet, før han kunne modtage papir på at han var den eneste arving til hele lortet. Tak, kunne de komme videre nu? Endelig!
Dernæst havde han næsten ikke haft tid til at være hjemme. Han havde været hjemme nok til at smide meget af de ting ud, som havde tilhørt familien der havde boet her. Hjemme nok til at ansætte en butler - skønt han endnu ingen tjenere havde - som hjalp ham med at smide de blodige tæpper og ting ud, før han kunne købe nye. En butler der sørgede for huset ikke faldt fra hinanden og var beboeligt. Nej...Tjenerne turde endnu ikke arbejde her. Det var nemlig dem der var døde først, omend også uden smerter. igen, sikke en redelighed! Hvor længe skulle han klare sig uden? Det var lige før han måtte importerer nogen fra Imandra eller Manjarno!

Han havde ikke lært at læse. Ikke mere end få ord og lært bogstaverne. Men han var gået i gang med et selvstudie og stavede sig flot, mente han selv, igennem det ene ord efter det andet. Dog var det ikke særlig spændende. Disse bøger var kedelige. Handlede, havde hans butler fortalt, om riddere, myter og usandheder. Intet spændende, blot kedelige historier.
Det var hans butler der hørte den næsten desperate banken. Han smuttede, i sine elegante sorte klæder og med en hvid halsklud, over til døren og slog slåen fra, før han åbnede døren på klem, for at se hvem der sådan ville ind.
Butleren blev overrasket og overrumplet. Her stod en såret kvinde! Og så sig desperat omkring. Hvad skulle han gøre?
Menneskeligheden tog over og det tog ikke lang tid før butleren bare åbnede døren og lod hende komme ind. Gulvtæppet i entreen var næsten nyt, men ikke dyrt, for folk ville alligevel vade hen over det med alle deres sko og beskidte kappekanter.
Entreen var stor. Der var højt til loftet, huset var bygget i mørkt, stærkt træ, hvilket gav det et lidt dunkelt udtryk. En lysekrone hang ned fra loftet og alle lysene var blevet tændt, så der spredte sig et varmt lys over rummet. Det var kun tændt når Herren i huset var hjemme.
På væggen til venstre hang knager og hylder til folks tøj og sko. Til højre var den store trappe op til anden sal. Ligeud kom man til en spisestue og køkken, hvortil dørene var lukket.
"Vent her!" Sagde butleren lettere febrilsk, da hans gned sine hænder nervøst mod hinanden, som var han i tvivl om hvorvidt han skulle efterlade hende her eller ej.
"Jeg henter herren! Han ved hvad der skal gøres" bekendtgjorde han og tøvede i nogle sekunder, før han vimsede op af trappen, tog to trin ad gangen.

Den lette banken irriterede ham. Ordet var mere besværligt end de andre, længere. Hvad var sætningen nu? Ja, noget med nogen der snakkede, fortalte om en eller anden død hest. Og hvad var dette? Det måtte næsten være et ord der var gået i glemmebogen!
Nogen blev ved med at banke på, hårdere nu. Han sukkede irriteret og så op fra bogen.
"Ind!" kaldte han og ind kom butleren. Zean så hurtigt at butleren var helt op at køre, omend han ikke vidste over hvad og det interesserede han faktisk heller ikke.
"Hvad nu? Har du glemt hvordan man koger kartofler?" Nej, hans butler var ikke den bedste, men ikke mange havde meldt sig til jobbet.
Butleren stammede noget i et par sekunder, før manden trak vejret dybt og prøvede igen, så Zean kunne forstå det.
"Kvinde..i entreen...Bløder...Brug for hjælp..." var de ting Zean forstod. Flot. Så butleren havde ikke blot forstyrret ham i hans selvstudier, men også lukket en blødende kvinde ind på deres nye gulvtæppe? Han var da virkelig en nar! Nu var han tvunget til at tage sig af hende, for ellers ville butleren starte rygter om ham, i hans fritid. Perfekt! Det var jo heller ikke fordi han havde andet at lave!
Bogen fløj igennem luften og ned på gulvet med en brag. Butleren stoppede sin stammende forklaring og så nervøst på Zean, som var han bange for at denne ville slå ham.
Zean rejste sig med et suk. Altså!
"Du er uduelig" kommenterede han en smule tørt. Han rettede på sit tøj. Han var i bare fødder, iklædt sorte bukser og en sort skjorte, der var knappet, med undtagelse af dem i kraven. Ellers følte han det som om han ville blive kvalt.
En medaljon hang om hans nakke, gemt under hans skjorte og var ham meget kær. Det brune hår hang noget fladt ned over hans hoved, selv om det også strittede lidt. Øjnene var stålgrå, kolde og hårde.
Han forlod rummet og gik over til trappen, ned af denne og ned i entreen, hvor han blot stoppede op og så på kvinden. Hun kunne vel endnu tale?
"Hvad ønsker du så?" spurgte han. Nej, han spurgte ikke dumt...Problemet var blot...At han nød hendes smerter og ikke så problemet i at trække tiden lidt ud.

[Deleted]

En lavmælt lyd af lettelse kom over Ria's læber da døren til huset gled bare en anelse åben, men på den anden side stod der ikke en der så ud til at være healings kyndig, nærmere en form for tjener af en art. En manservant eller en butler. Og han så ud som om han var i tvivl om hvor vidt hans herre ville syntes om, hvis han lukkede hende ind, så Ria forsøgte at lave de største, vådeste øjne hun kunne formå og dermed se så bedende ud som en hundehvalp ved et middags bord. Efter et øjeblik lukkede manden hende ind i den to etagers bygning, hvor hendes sår allerede efterlod små dråber blod i tæppet under hende, som tydeligvis var nyt. Det var ikke særligt slidt, eller beskidt, og det var stadig tykt nok til at hendes læderskos beklædte fødder sank ned i det, og hun fik en næsten ustyrlig lyst til at tage sine sko af så hun kunne sænke hendes bare tæer ned i det. Huh, så har jeg nået delirium stadiet af blodtab.
Butler-manden bad hende vente i entreen, inden han næsten spurtede afsted for at finde sin herre. Han var så hurtigt væk at han overhovedet ikke nåede at høre Ria svare ham; "Ti-fire, mester, jeg har heller ikke rigtigt noget valg." hvislede hun og bed sig i underlæben mens hun langsomt løftede hendes hånd væk fra hendes sår, så hun kunne se om det stadig blødte. Det gjorde det. Blodet i stoffet var begyndt at størkne, men selve såret pumpede stadig blod ud ved hvert slag af hendes hjerte. Hendes fingre var spøgelses blege af blod tab og det begyndte at sortne om udkanterne af hendes syn, som om mørket truede med at sluge hende hel. Fingrene om såret strammede sig til et jag af smerte, skarpere end den konstante dunkende smerte, skar sig igennem hendes bevidsthed og klarede hendes tanker. Det ville ikke gå at miste bevidstheden nu. Efter hvad der virkede som en evighed, kom der endelig en mand, der nok var husets "herre" gående ned af den trappe butleren var forsvundet op af. Han var ung, eller han så ihvertfald ung ud, og lignede ikke en der havde været forberedt på at modtage gæster. Og så havde han tydeligvis overhovedet ikke travlt med at komme til at hjælpe hende, han så næsten ud som en der var meget tæt på at begynde at studere hans negle af kedsomhed.
"100.000 guldstykker i min rygsæk, en muskuløs manservant ved navn Raoul og min egen trope ø at blive gammel på." snappede Ria, hendes mund snerpede sig sammen og hendes knæ var begyndt at blive til gele under hende. "Men for lige nu, ville det være fint nok hvis du bare kunne sy dét her sammen," hun løftede hånden fra såret igen, for at vise ham det. "Jeg kan betale, men du må under ingen omstændigheder røre mig uden handsker." Det ville ikke gå hvis hun trak den her mand under hendes befaling, og så besvimmede, de fleste tog det nemlig alt andet end pænt når de fandt ud af deres vilje ikke havde været deres egen. "100 guldstykker, deal?"

[Deleted]

Hans blik gled over hendes person. Hun stod bøjet ind over sin mave, hvilket i starten allerede havde fortalt ham at der var noget nær maven der var problemet. Og at blodet, der dryppede på gulvtæppet, fortalte ham det var et sår. Måske endda dødeligt, om ikke andet, så fordi det stadig blødte så meget. Gad vide hvor meget hun havde mistet? Hvis hun havde mistet for meget var hun alligevel ikke til at redde. Ikke for ham, i det mindste, han vidste ikke om alkymister eller magikere kunne gøre noget ved det. Måske.
Han sukkede svagt. Hun var bleg, måske tæt på besvimelse. Han kunne ikke bare sende hende ud igen. Nå.
"Butler!" kaldte han. Manden var kommet ned af trappen og stod lidt bag Zean, hvor han spjættede da Zean kaldte på ham.
"Ryd køkkenbordet og læg noget klæde på. Find nogle handsker til mig, øjeblikkeligt. Sæt al mit grej frem. Jeg får brug for meget af det. Find varmt vand og forbindinger..." Zean vendte sig om mod manden.
"...Nu?" foreslog han. Manden hoppede næsten i luften af fart, da han løb ud af entreen og ud i køkkenet for enden. Zean lagde blot armene over kors og lænede sig op af trappegelænderet, mens han ventede. Han tog det alvorligt nok...Han ville ikke røre hende uden handsker, som hun havde bedt om. Uanset særhed, havde patienterne enden deres særheder eller evner der gjorde at berøring var en dum ide.

Endelig kom butleren tilbage og gav Zean et par sorte handsker. Zean trak let på den ene skulder, før han hev dem på. Butleren forsvandt ovenpå, sikkert for at hente linned og Zeans urteposer.
Zean derimod gik direkte over kvinden, som trods alt havde nærværende nok til at være flabet, hvilket var et godt tegn. Han gik over på den side af, hvor såret var, og kiggede lidt på hende.
"Kan du gå? Ud i køkkenet, mener jeg. Jeg kan støtte dig, hvis behovet er der" kommenterede han. Hvis hun havde brug for hjælp, ville han støtte hende, hvis ikke, ville han gå forrest ud i køkkenet. Køkkenet bestod af et stort, køligt rum. To store vinduer sørgede for lys til rummet, og der var en dør til baggården. midt i rummet var der et stort bord, hvor butleren allerede havde lagt nogle håndklæder og linned, som hun kunne ligge nogenlunde på. Resten af køkkenet bestod af skabe, kurver og beholdere. Køkkenredskaber der hang over alt eller var pakket væk. Skabe med tallerkener og krus. Dog var der kun få spiselige ting fremme.
"Læg dig på bordet" kommenterede han og gik hen for at tjekke om vandet var sat over...

[Deleted]

Lige pludselig gik tingene så hurtigt at Ria i hendes svækkede tilstand slet ikke kunne følge med, healeren gav sin butler nogle hurtige ordre, hvorpå manden først reagerede da healeren bød ham at gøre det nu, et faktum der tydeligvis gjorde at healeren syntes manden var inkompetent eller måske direkte retarderet. Men så igen; denne healer virkede ikke som den type mand der fandt mange væsner hans tid værd. Hvis hun ikke havde kunnet betale ham, havde hun måske pænt kunne bløde ud på hans gulvtæppe uden at han havde brokket sig over andet end hans beskidte tæppe.
Først da han talte til hende blev hendes blik nærværende igen. "Jeg kan gå." svarede hun med et kort nik, inden hun rettede sig op uden et eneste bandeord og vaklede ind i køkkenet efter ham. Det kølige rum fik sveden på hendes pande til at køles og en kuldegysning løb ned af hendes ryg. Det kogende vand ville snart varme lokalet op dog. Da han trådte over til komfuret, satte hun sine våben fra sig i en pæn bunke ved siden af bordet og knappede de nederste knapper af hendes skjorte op. Stoffet klæbede til hendes sår, som var det limet til hendes hud. Der efter skubbede hun sig tungt op på healerens bord og lod sig dumpe ned at ligge.
Svimmel, stirrede hun op i loftet. Små lyse prikke dansede for hendes øjne. Der var en del af hende der havde lyst til at tude af bare ulykke, hvorfor havde den by vagt også lige bestemt sig for at bevæge sig ind af den gade? Det var ikke meningen at han skulle patruljere der, ifølge det vagt skema hun havde stjålet skulle der ikke have været nogen vagter ved kirken efter klokken 11, ihvertfald ikke før klokken 1. Måske var han kommet for at forkunde sine synder. Han havde ihvertfald fanget Memoria med hånden i kage dåsen. Eller i dette tilfælde; kirkens sølv lysestager. Der var en varulve jæger i Procias der ville betale godt for sølv. Og nu lå hun med et stiksår i maven på en fremmed mands bord, og hun følte sig mere som en ynkelig 17-årig pige end en erfaren Valkyrie. Hun havde lyst til at spørge om det ville gøre ondt at få såret syet, men det vidste hun jo godt. Det var ikke hendes første skade, men hun havde lyst til at spørge alligevel, som den lille tøs hun egentlig var. "... Kommer det til at gøre ondt..?" det var så lavmælt at det næsten ikke kunne høres over det nu kogende vand.

[Deleted]

Han mærkede på vandet med lillefingeren og konstaterede det snart ville være varmt nok. I stedet begyndte han at finde orden i de forbindinger der var fundet frem og lægge dem frem. Hans blik gled kort over kvindens våben og udseende, endnu en gang, men denne gang var det mere for at finde tegn på hvilken kvinde hun var og hvad hun mon beskæftigede sig med, hvordan hun mon var kommet til skade. Han overvejede at spørge. Hans mor havde lært ham at patienter altid havde lov til at være anonyme og deres grunde deres egne. Men han var nu slet ikke så meget healer på det punkt, som hans mor ønskede, for han havde altid spurgt alligevel. Det hjalp ham faktisk, påstod han over for sig selv, at vide hvorfra skaden kom. Hvor stor sandsynligheden var for infektioner, sygdomme og hvordan tingene kunne skade indvendigt. Han bandede svagt ved en ny indskydelse. Her var ikke nok lys!
Han gav sig til at tænde nogle flere lys i rummet. Og hvor blev den uduelige butler af? Han sværgede...Kom manden ikke snart, ville han pine ham og spise ham til aftensmad.

Kvindens spørgsmål var svagt og kunne måske blive overhørt, var Zean ikke utrolig opmærksom på enhver lyd og ændring i sin patients tilstand. Stemmen var lav og ikke fuld af særlig meget energi og liv. Det var dårligt. Han kunne dog ikke lade være med at trække på smilebåndet af hendes spørgsmål. Sikke et dårligt spørgsmål! Hun måtte virkelig være omtumlet, hvis hun ikke engang kunne regne dette ud.
Han vendte tilbage til hende og tog fat i hendes ene hånd. Ikke for at være venlig og blødsøden, men for at tjekke hudfarven og temperaturen. Hånden var kølig og bleg. så gled hans blik over til hendes.
"Åh ja, det vil gøre ondt" sagde han ligeud, men han lignede ikke en der var synderligt ked af det.
Endelig kom butleren med en favnfuld af punge, poser og forbindinger. Zean skyndte sig over for at hjælpe ham at med tingene, inden han faldt med dem og bragte det hele i uorden. Zean fik hurtigt sat alle pungene med urter på række og han var allerede ved at åbne nogle af pungene og tage tørrede urter ud af dem.
"se til vandet. Og skaf mig noget alkohol, stærkere jo bedre!" kommanderede han rundt med butleren.
han gik tilbage til kvinden.
"Nu skal du høre..." han var travlt optaget af sine urter og så slet ikke på hende.
"...Jeg vil vide hvad der har givet dig såret. Hvis det er under tvivlsomme omstændigheder, behøves jeg ikke vide hvorfor. Blot hvad. Dernæst vil du få tilbudt noget alkohol, som kan hjælpe dig med at takle smerterne, men du får ikke meget, for alkohol er ikke godt når du mangler så meget blod. Jeg vil rense dit sår og sy det samme, forbinde det og give dig nogle beroligende og styrkende urter. Så kan du sove her til du har det bedre. Du har mistet en del blod og..." han så op på hende med et alvorligt udtryk.
"...Jeg kan ikke gøre meget hvis du allerede mangler for meget." Så måtte hun lægge det i betydningen, som hun ville.
Butleren kom over med skål af varmt vand, hvor han på eget initiativ begyndte at lægge nogle klude i. Zean tog imod flasken med alkohol. Først tog han selv en god tår af den - han var blevet helt god til at drikke det - før han tilbød kvinden noget. Hvis hun ønskede noget, ville han støtte hendes hovedet, så hun kunne drikke uden at blive kvalt.