Murder on my mind

[Deleted]

At høre Nemesis tale med sig selv var ikke noget nyt for Loup. Hvad der dog foruroligede ham lidt, var det udtryk hun havde haft i ansigtet mens hun talte, og han kunne kun gå ud fra at hendes tanker havde været blodige – men hvornår var Nemesis’ tanker ikke det?
”Du bekræftede da selv at du var stukket af fra mig. Eller… At barnet gjorde. Men det gør snart ingen forskel hvem det er af jer, som gør det. Pointen er at din krop stak af.” Han lagde en hånd mod panden. Det var aldrig nemt at prøve at holde rede på hvordan man skulle forholde sig til de mange personligheder. Til tider vurderede Loup bare at gøre brug af ordene healeren havde vist ham, som skulle få den virkelige Nitka til at ’vågne op’ og tage kontrollen igen. Men så længe Nemesis ikke var en trussel for ham, så han ingen grund til det. Det var nemmere at gøre hvis det var barnet der havde kontrollen, og Loup ikke havde tålmodigheden til at holde øje med hende.
Han vendte sin opmærksomhed tilbage til kødet, som han bedømte snart måtte være godt nok stegt for hans smag. Han prikkede til kødet med sin kniv, og kunne smile tilfreds; den var stadig blodig i midten – præcis sådan som han foretrak det. Han stak kniven gennem kødet som en provisorisk gaffel, og tog en god mundfuld af det møre kød. ”Intet under enhjørningerne snart er uddøde. De smager herligt.” Han lo dæmpet, og slugte sin mundfuld, før han så tilbage på Nemesis. ”Du spørger mig hvorfor jeg følger efter dig. Jeg vil hellere spørge dig, hvorfor du lader mig følge efter dig, hvis du er så træt af mig.”

[Deleted]

Nemesis gemte kniven væk og pustede på sin nyerhvervede kropskunst før hun nynnende vendte blikket mod ham igen. "Og hvad havde du tænkt dig? at have mig i en kæde som en lille køter?" Spurgte hun udfordrende. Hun lod tungen glide hen over sine tænder hvor rester af kød stadig sad og hun smilede koldt og udfordrende.
"Eller.. Du kunne hjælpe mig med at slå resten ihjel" Sagde hun endeligt og så på ham - hun gav ikke meget for hans forhold til Nika, faktisk væmmedes hun ved tanken om det. Så han kunne måske overtales. Healeren havde dog sagt til Nemesis at det ikke var noget hun skulle pille ved da det kunne sende hende fuldkommen ud i uvisheden rent mentalt - men Nemesis var ligeglad.
"Hvorfor jeg lader... Du er en hund - du følger en færd til du bliver træt af den jeg undres bare over hvorfor det ikke er sket noget før. Du har reddet mit liv, desværre, så jeg vil ikke slå dig ihjel.. endnu.." Hun stod lidt og så mod flammerne mens hun overvejede hvordan hun kom der fra og hvad det næste skridt var.

[Deleted]

Loup måtte fortrænge en knurren. Han hadede når Nemesis omtalte ham som en hund. Han havde dog alligevel fortrukket en utilfreds grimasse, og havde rettet et skarpt blik mod hende. På set og vis havde hun måske ret; Loup var langt mere tilpas i hans ulveskikkelse end i hans menneskelige. Han tilbragte trods alt så meget tid i dén skikkelse som muligt. Det var kun efter hans møde med Nemesis og hendes andre personligheder at han havde gået over til at tilbringe tid i sin menneskelige form.
”Healeren sagde det ville være en dårlig idé.” svarede han roligt. Ikke at han ville have noget imod at sørge for at barnet ikke ville vise sig igen; hun var helt klart den af Nitkas personligheder der gik ham mest på nerverne. Det blev hurtigt anstrengende at sørge for at hun ikke løb efter en sommerfugl som hun i tide og utide lod til at være den eneste som kunne se. For ikke at tale om hans manglende vilje til at sørge for at Nika eller Nemesis, eller Nitkas egentlige jeg, ved et uheld skulle forsvinde. ”Jeg stemmer for at jeg bliver ved med at følge efter dig, og sørge for at du ikke ved et uheld slår dig selv ihjel. Jeg får dit gode selskab – om end noget irriterende til tider – og du får en følgessvend. Eller en vagthund, alt efter hvad du foretrækker at beskrive mig som.” Han slog ud med en hånd i luften, som for at indikere at han egentlig snart var ligeglad med hvordan hun beskrev ham. ”Du er den som ser ud til at være mest tilstedeværende af alle dine personligheder. Kan du mærke hvordan de andre har det?” spurgte han, mere nysgerrigt end noget andet.

[Deleted]

Nemesis rullede med øjnene og mumlede for sig selv noget som ikke var for sarte øre - men hvis ikke han kunne hjælpe kunne hun da skille sig af med slænget på en anden måde. Men hverken nu eller i aften. Hun havde en boblende vrede i sig og begyndte snart at knytte og løsne hænder i en lind strøm mens hun skulede rundt. Hun hørte alle stemmerne der sagde alt muligt til hende hele tiden, forslag, ideer.. De fleste ville have at hun gjorde kort process med Loup hvilket hun var mere og mere tilbøjelig til at forsøge.
"Skønt.. Så jeg har dig rendende rundt ind til de over taler mig til at gøre kort process med dig, og hvis det ikke lykkes så er vi tilbage hvor vi startede hvor du ikke er her.. Ikke forvirrende på nogenmåde" Sagde hun med et ondt sukkersødt smil før hun så på flammerne.
Hun skævede til ham da han spurgte ind til de andre og hun trak på skuldrene. "De er i dvale.. De sover.. Mere oplever de ikke.. Ud over den der kæmper.. Den ser alt..." Et grumt smil spredte sig på hendes læber. "Alt..:" Gentog hun og så på den døde enhjørning bag Loup.

[Deleted]

Det var denne gang Loup som måtte løfte et øjenbryn. Den der kæmper? Det var ikke én, Loup havde hørt blive beskrevet før. Han begyndte at tælle på fingrene.
”Vi har dig… Nika… Barnet… Og Nitka selv. Siger du at der er flere inde i det hoved?” Han så fra sin hånd, som nu havde fire udstrakte fingre, og tilbage til Nemesis, som selv havde vendt sin opmærksomhed fra ham, og i stedet så på enhjørningen bag ham. Han rystede stille på hovedet, og mumlede noget om at det ikke var mærkeligt at Nitka var så ustabil med den slags personer i sit hoved.
”Men det kommer ikke til at blive så let at gøre ’kort proces’ med mig, hvis du nogensinde beslutter dig for at gøre det.” indskød han, mens han prikkede til gløderne inde i bålets kerne med en pind. En håndfuld tørt græs blev smidt på bålet, som et middel til at holde gang i flammerne. ”Så… Ja. Du kommer til at have mig rendende efter dig indtil videre. Og kom nu, du ville savne mig hvis du ikke havde mig at skændes med længere.” tilføjede han med et glimt i øjet, og et ulveagtigt smil om læberne. Han lød overbevist. Han var da blevet vant til deres konstante mundhuggeri, og han havde da selv savnet det i den uge han havde brugt på at lede efter hende. ”Uden mig ville du kun have stemmerne i dit hoved at lytte til. Jo, de er måske godt selskab, men med mig har du i det mindste nogen du faktisk kan slå ud efter når jeg bliver for irriterende.”

[Deleted]

"Der er nok.." Svarede hun bidsk og så koldt på ham. "Det er derfor jeg har brug for hjælp til at... rydde op" Sagde hun med et ondt smil "Og det skal nok lykkes - på en eller anden måde" Hendes blik gled rundt i det efterhånden tætte mørke med en snerren før hun så på ham igen. "Jeg har nok at skændes med uden dig! Det kræver al min viljestyrke ikke at flå hovedet af dig, for det er det eneste jeg høre.. Slå ham ihjel, skær hans hjerte ud.. Skaf dig af med ham... Men nej du går endnu og hvis du vil blive ved med det forslår jeg at du klapper i" Hun lagde armene overkors og lukkede øjnene i en smertefuld grimasse.
"Nej! Jeg vil ikke.. Du kan ikke tvinge mig!" Snerrede hun vredt ud i luften og lagde en hånd mod hovedet. Hovedpinen var efterhånden voldsom og hun havde kvalme. Hun vaklede og væltede bag over med en hysterisk snerren og øjnene knebet i. Smerten i hovedet var så voldsom at hun ikke ænsede andet og hun kæmpede en brav kamp for at bibeholde kontrollen. Farene var ovre, hun havde spist, havde fået varmen. Nemesis havde svært ved at holde på styringen og man kunne tydeligt se på hendes kropssprog at det ikke var rart.

[Deleted]

Den spydige kommentar Loup havde haft forberedt blev holdt tilbage, da han så hvordan Nemesis’ udtryk blev til et udtryk af smerte, og hørte hende snerre ud i luften. Han rejste sig halvvejst op, uden at tage blikket fra hende. Han brød sig ikke om hvad han så. Han havde før set hvad der kunne ske når hovedpinen tog til, og hun skiftede personlighed. Men dette virkede meget værre end hvad han tidligere havde set. Nemesis plejede at være den som havde den stærkeste viljestyrke, efter Loup egen dømmekraft, og hvis det var svært for Nemesis at holde fast i sig selv… Han turde ikke tænke på hvad der ellers kunne skjule sig inde i hendes hoved.
Det første Loup gjorde var at sørge for at samtlige knive var lagt på tryg afstand, før han tog fat om Nemesis, og forsøgte at holde hende i ro.
Loup anede ikke hvad han skulle gøre. Han kunne bruge de ord healeren havde vist ham, men han forstod det sådan at det kun skulle gøres i nødstilfælde, og indtil videre så det ikke ud til at hverken hans eller Nemesis’ liv var i nogen umiddelbar fare. Hun havde helt klart smerter, men de plejede jo at gå over?
”Du kan overvinde det, Nemesis.” knurrede han sammenbidt. Det var anstrengende at holde hende i ro, sådan som hun vred sig – men hvad andet kunne han gøre? ”Du må ikke lade stemmerne vinde! Du er stærkere end de er.”

[Deleted]

Nemesis trak vejret ind gennem næsen en sidste gang. Tryghed var noget ingen af de mange personligheder kendte til, og kun under sådanne omstændigheder dukkede den unavngivede op. Kun når der var trygt nok til at hun kunne gøre som hun plejede for at komme sig selv og resten af personlighederne til livs.
Loup havde aldrig mødt hende, for der havde mildest talt ikke været trygt omkring dem længe. Kroppen slappede af og med et slog hun øjnene op. Hendes pupiller var udvidede og hun vendte blikket mod Loup med et følelsesløst ansigt. Hun satte sig op, uden et ord, uden at gøre noget andet end at stirre ind i mørket. Langsomt vendte hun blikket mod bålet og lagde hovedet på skrå. Der var kun den svage lyd af hendes vejrtrækning der blandede sig med lyden af de knitrende flammer.
Hendes blik faldt på hans arme der havde fat i hendes. "slip..." Sagde hun i en næsten monotom stemmeføring og så mod stedet hvor han havde smidt knivene hen for at beskytte Nemesis. Hun gjorde mine til at rejse sig.

[Deleted]

Loup så forvirret til, mens Nemesis lod til at falde til ro. Han behøvede dog ikke se mere end da hun åbnede øjnene, og betragtede ham med det følelseskolde ansigt, for at bedømme at det ikke længere var Nemesis han talte med. Eller nogen af de andre personligheder ved hende han tidligere havde mødt, for den sags skyld.
På hendes kommando slap han hende langsomt, men tog endnu ikke blikket fra hende. Han kunne ikke bedømme om denne personlighed var en trussel eller ej. Han fik ikke rigtig nogle signaler fra hende: det var som om hun var fuldstændig… kold. Intet had, ingen glæde. Intet. Normalt mente Loup at han var i stand til at opsnuse den slags, men fra hende her kunne han ikke få færten af noget som helst.
”Du bliver siddende.” sagde han sammenbidt, og puffede hende ned og sidde igen. Han havde set hendes blik på knivene, og mente selv det var bedst at hun ikke kom i kontakt med dem – ikke før han var sikker på hvad hun var i stand til. ”Hvem er du? Dig har jeg ikke mødt før.” Det begyndte at blive anstrengende med alle Nitkas personligheder. Loup håbede virkelig på at han nærmede sig slutningen på den efterhånden lange liste personligheder at forholde sig til.

[Deleted]

Da han skubbede hende ned at sidde satte hun sig, men det var forfulgt af endnu et forsøg på at komme op. Hendes blik slap ikke det skinnende stål og hun forsøgte at skubbe ham til side så hun kunne nå. "Ingen.." Hviskede hun blot da han spurgte hvem hun var. Hun var ingen, hun var essensen af smerte og forvirring. Hun var alle de følelser der blev fortrængt af barnet, de følelser Nika festede sig fra, dem som Nitka frygtede og som Nemesis handlede på. Hun var hadet og smerten, intet andet.
Hun vendte blikket mod ham igen, uden følelser, uden nogle tegn på hvad hun havde tænkt sig. Den navnløse var ingen trussel mod andre, kun sig selv. Hun gjorde intet, bogstaveligtalt. Hun havde et mål i livet, og var sådan set ligeglad med hvad andre sagde og gjorde.
"..Flyt dig" Sagde hun og trådte forbi ham mod bålet. Hendes blik fikserede sig på de varme flammer og hun strakte hånden frem. Først nu så man et minimalt ildevarslende smil på hendes læber. Hun tog et skridt frem, og endnu et. Hun stod så tæt på flammerne at det var et mirakel hvis hendes kjole ikke brændte. Og så tog hun endnu et skridt frem.

[Deleted]

Loup havde ikke meget andet valg end at lade hende slippe forbi ham, men han kunne ikke tage blikket fra hende. Til tider var det umuligt at forestille sig at disse personligheder faktisk delte krop. Men denne personlighed var ikke som nogen han tidligere havde set. Nemesis, Nika og barnet havde i det mindste haft specifikke personlighedstræk, som gjorde det nemt for ham at identificere dem. Men hende her, som end ikke gav ham et navn, virkede bare… tom.
Loup blev revet ud af sine tanker, da han så hende nærme sig bålet. Hun mere end nærmede sig: hun vandrede ud i det.
”Hey! Stop!” råbte han da han skubbede sig selv op og stå, og greb hårdt fat i hende for at rive hende ud fra bålets flammer. Det nederste af hendes kjoleskørt var blevet grebet af flammerne, og Loup måtte trampe på stoffet for at slukke det. Han kunne ikke lade hende fortsætte sådan her; hvem eller hvad denne nye personlighed var, virkede hun mest af alt som om hun ville være en fare for sig selv – og de andre personligheder. Delte hun mon Nemesis’ ønske om at slå personlighederne ihjel? ”Evoco! Evoco!” Ordene flød over hans læber automatisk. Han vidste end ikke om det ville hjælpe, mens hun var i den her tilstand. Men han var ikke i tvivl om at denne tomme personlighed var farlig for Nitka, og han kunne ikke med god samvittighed se hende slå sig selv ihjel. Hans eneste håb var at ordet kunne vække den originale Nitka.

[Deleted]

Flammerne rejste sig sultne omkring hende. Smerten var hende underordnet. Et frydefuldt smil spillede om hendes læber og hun lukkede øjnene klar til at lade flammerne fortage sig. Men hun nåde ikke så langt før Loup rev hende ud af flammernes gab.
Hun landede hårdt på ryggen med en let snerren over at være blevet forstyrret i hendes forsøg.Men frustrationen gik hurtigt over. Ordene der flød over Loups læber fik hende til at vende det hvide ud af øjnene og blive totalt slap i kroppen. Hun lå, afslappet og lignede mest af alt en der sov tungt. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig langsomt. Men så gled hendes øjne op.
De store blå øjne havde sjældent været så forvirrede som da hun kæmpede sig op at sidde. Hun gispede højt ved synet af Loup og hendes øjne blev fyldt af angst og fortvivlelse.
Da gled hendes blik videre til den parterede enhjørning. Et hulk gled over hendes læber, hendes øjne blev blanke og hun knyttede hænderne foran brystkassen og rokkede fortvivlet frem og tilbage.

[Deleted]

Det var med en blanding af lettelse og frustration, at Loup kunne se til mens der igen dukkede noget op i hendes ansigt, som han kunne kendetegne som følelser. Frygten som snart tog over i hendes ansigtsudtryk bekræftede kun for ham at det nok en gang var Nitka han stod over for. Og præcis som sidste gang, lod det ikke til at hun havde nogen minder om hvad der var sket. Han fulgte hendes blik til den parterede enhjørning, og måtte stønne irriteret. Det så ikke godt ud, når hun blev vækket på den måde. Specielt når hun stadig var dækket i blod, skidt og møg.
Det lod end ikke til at hun huskede sidste gang hun havde mødt ham, hvor han havde forsøgt at overbevise hende om at han ikke var en fare for hende. Enten det, eller så var hun ikke blevet overbevist. Men om igen, ville han have stolet på hende, hvis deres roller var blevet byttet om?
”Det her ser meget værre ud end det egentlig er.” startede han med et drævent suk, før han igen vendte blikket mod Nitka. Han betragtede hende i et par sekunder før han satte sig på hug foran hende, og lagde ansigtet lidt på sned. Det var nytteløst at spørge om hun huskede noget. Han vidste hvad svaret ville være. ”Kan du huske hvem jeg er?” spurgte han i stedet. Måske kunne hun huske noget fra sidste gang hun havde været ’vågen’. Det ville i hvert fald gøre det her noget nemmere.

[Deleted]

Hun så på ham med et ængsteligt blik. "J-Ja.. Du... Du... du slog så mange ihjel... Alt det blod.. Mine hænder mit..." Hun så ned af sig selv og et par tåre forlod hendes øjenkrog. Hun rejste sig vaklende på benene og tog sig til sit hoved med et forvirret blik. Hendes blik faldt på Loup og hun faldt på knæ igen foran ham med et bedende blik. "Jeg.. Du.. Du er nød til at hjælpe mig.." Hviskede hun og foldede hænderne foran ham i en bedende gestus.
"Jeg kan ikke klare det mere.. Jeg kan ikke klare at se dem bruge min krop.. Føre mine hænder.. Slå ihjel.. Røre.. Skære.. Jeg.. Jeg kan ikke mere.." Tårene trillede ned af hendes kinder og hun så ned før hun hidsigt tørrede tårene af kinderne.
Den oprindelige Nitka så alt. Hun var altid vågen. Hun kæmpede og skreg men havde ikke styrken til at tage magteen.
"Jeg ved ikke hvorlænge jeg kan styre dem.. De kæmper.. inde i mit hoved.. Du ved ikke hvordan det er.. At se sig selv gøre alle de.. frygtelige ting.. " Hun så på Loup og bed tænderne sammen. Hun huskede hvor meget han havde slået ihjel med Nemesis, hvordan Nika frivilligt havde ladet ham bruge sin krop - men hun havde ingen andre at henvende sig til i mørket og skoven.

[Deleted]

Loup fortrak ikke en mine. I det mindste lod det ikke til at Nitka var bange for ham. I hvert fald ikke så meget som hun var bange for hvad hendes andre personligheder fik hende til at gøre ufrivilligt. Han følte et kort stik af skam; han havde trods alt været mere end villig, når Nika havde haft kontrollen i nærheden af ham. Det var dog kun et kortvarigt stik.
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe dig.” svarede han ærligt. Han var ingen healer. Han forstod intet når det kom til urter og planter og hvordan de skulle bruges, og forstod endnu mindre af hvad der foregik inde i Nitkas hoved. Den gamle kone have talt om traumer som hun måtte have fortrængt, og det var den fortrængelse som havde skabt de forskellige personligheder. Men hvordan de skulle fjernes eller kontrolleres, vidste han ikke. Nemesis havde også ønsket de andre væk, men heller ikke hende kunne han hjælpe.
Han førte en hånd gennem sit hår med et frustreret suk. Havde det ikke været fordi Nitka var så forbandet interessant, kunne han bare have efterladt hende. Men der var noget der holdt ham tilbage. ”Vi burde søge mod den nærmeste by. Jeg tror vi begge to har brug for et ordentligt måltid. Og et bad.” tilføjede han med et sigende nik mod hende. ”Jeg ved ikke hvordan jeg kan hjælpe dig med det her. Men jeg kan prøve på at holde dig under kontrol, og vække dig hvis det går for vidt igen.” forsøgte han. Måske hvis han kunne holde Nemesis fra at slå ihjel, barnet fra at stikke af, og Nika fra at forføre, kunne det lette byrden for hende. Men den sidste, den der ikke havde givet ham noget navn, vidste han ikke hvad han skulle gøre med.