Murder on my mind

[Deleted]

Aftenen solens sidste stråler kæmpede sig vej ned igennem de store mørke trækroners vildnis. En kvinde sad i et træ, hun så ikke just normal ud og var ikke specielt køn denne dag. Det lange røde hår var uglet og mørkt af jord med adskillige grene der stak ud til alle sider. Hendes hvide kjole var hullet og bestemt ikke hvid og selv den lange røde kappe var møg beskidt. Pigens hudfarve var også svær at gætte under laget af møg.

For dem der kendte hende kunne de nok regne ud at pigens sidste par dage havde haft et meget, meget, barnligt sind. Et sind der gladeligt rullede rundt i mudderet og pløret. Men instinkterne havde taget over som sulten langsomt bredte sig i kroppen og en anden velkendt personlighed havde taget styringen. Blikket var koldt og hårdt mens hun vendte kniven hun havde i hånden endnu en gang. Nemesis havde kun en ting i hovedet - mord. Om det var menneske eller kanin var det lige meget - alt kunne slås ihjel og alt kunne spises.

Hun havde ikke set Loup i en lille uge efter hånden. Nika var vandret ud af kroen de havde boet på (efter den anden næsten var brændt ned) uden så meget som en tanke omkring at informere Loup om sin færden. Barnet havde taget over et par dage efter og nu Nemesis som ikke havde tænkt sig at lade en eller anden ulv diktere sin færden. Jo Nemesis kunne da huske Loup i modsætning til de andre, men hun bar intet savn eller skyldfølelse.

En let knagen i underskoven fik kvinden til at krybe sammen, som en løve på spring afventede hun retning på hvad end der var på vej i hendes retning. Noget kom ud i lysningen ikke langt fra hende, en skikkelse, hvid som det reneste sne. En lang silkeblød man og i panden det smukkeste snoede horn. Enhjørningen standsede op og snusede rundt før den bøjede hovedet mod det indbydende græs. Nemesis bed tænderne sammen om knivsbladet og satte af fra grenen. Hun landede næsten lydløst på græsset i skyggerne og bevægede sig hastigt rundt. De blå øjne var fikseret på hestens skikkelse, men hun var ikke så lydløs som hun gerne ville være. Enhjørningen så op og hun dukkede sig hastigt.

Den prustede uroligt og så rundt - den viste den ikke var alene, men kunne vist ikke vurdere hvad der ellers var og om det var farligt eller ej. Nemesisventede til den atter bøjede hovedet men kunne tydeligt se på måden ørerne drejede på at den var opmærksom. Hun førte hånden ned til sit lår og frigjorde en af sine andre dolke. Hun tog sigte og kastede præcist dolken mod hesten. Knivsbladet borede sig ind i dens hals og med et skrigende vrinsk stejlede hesten og satte af. Nitka løb så hurtigt hun kunne - men var ikke i nærheden af at være hurtig nok. Kun sporet af blod der sad på blade og grene gav hende en ide om hvor den var rendt hen.

Det tog hende over en halv time at spore dyret som havde søgt beskyttelse under et stort træ ved en mørk sø. Nemesis så at dolken endnu sad i dyret og smilede sygeligt i det hun nærmede sig. Hesten gispede efter vejret og vendte sine smukke øjne mod den beskidte tøs der kom mod den. Et øjeblik følte Nemesis en form for skydfølelse - men hendes forstyrrede sind fik hende hurtigt på andre tanker. Hun kastede sig frem mod det uskyldige og smukke væsen med kniven hævet. Hesten kom på benene og sparkede ud efter hende, den ramte hendes skulder hårdt men hun så kun få ting, blod og død.

Kampen var hårdt men hun vandt. Hun skar struben over på væsnet og bakkede vaklende et par skridt. Det spidse horn havde gennem boret hendes ene side, men havde ikke ramt noget vitalt - hun blødte men tog sig ikke af det.

Hun bøjede sig over det nu døde dyr og slikkede blodet i sig. Hun var sulten som en ulv - og var lige glad med hvad hun spiste og hvordan.

[Deleted]

Ugen havde været lang for Loup. Det ene øjeblik havde han og Nitka – i det mindste en af hendes flere personligheder – lejet et værelse i en kro for stjålne penge, og det næste var han vågnet alene, uden noget spor af hende. Til trods for Loups overbevisning om at Nitka ikke havde nogen problemer med at efterlade ham, havde han selv problemer med at lade hende gå rundt alene. Især når hun til enhver tid kunne skifte personlighed, og barnet kunne overtage.
Det lod desværre til at det var præcis, hvad der var sket. Idet han havde skiftet form til den store, hvide ulv og havde forfulgt hendes lugt, gik det hurtigt op for ham at han forfulgte nogen som vandrede rundt uden mål eller mening – præcis som Nitkas barnlige side gjorde, når hun havde kontrollen over kroppen. Det ville ikke overraske ham hvis hun havde forfulgt en sommerfugl eller et andet dyr undervejs.
Til tider havde Loup vurderet præcis hvorfor han stadig fulgte efter hende. I teorien kunne han lade være, og gøre som han selv ville. Men tanken på en dag at snuble over hendes lig i vejkanten huede ham ikke. Han var nødt til at finde hende, om ikke andet, så bare for at være sikker på at hun var uskadt.
Der var gået en uges tid, og Nitkas lugt var ved at blive svag. Den havde dog ført ham til Den sorte sø, men det var stadig et stort område, med masser af gemmesteder i de mørke træer. Han kunne kun håbe på at hun ikke var faldet i det giftige vand, som gav søen sit navn. Den store ulv standsede op, da en anden lugt nåede ham; lugten af blod. Men der var noget anderledes over lugten, som han ikke kunne huske at have lugtet før. Blodet han så i græsset var næsten sølvhvidt, og glødede i skæret fra månelyset som kiggede frem mellem skyerne. Han havde engang hørt enhjørningeblod blive beskrevet sådan, men han havde aldrig set det personligt. Han fulgte blodet, indtil han endelig så enhjørningen ligge i græsset, med en velkendt skabning lænet ind over sig. Selv dækket af skidt og møg, kunne Loup genkende Nitkas lugt. En let brummen lød fra ulven – et lettet suk – inden den begyndte at skifte form. Ulven blev erstattet af den høje kappeklædte mand, med det lange mørke hår faldende over ansigtet. Han så ikke selv meget bedre ud end Nitka. Han bed et støn i sig da hans forvandling afsluttede, og han kunne rette sig op i sin fulde højde.
”Du er svær at finde, at du ved det.” fortalte han hende, uden at lade sig berøre af det faktum at hun drak blod direkte fra en enhjørning. Han satte sig på en sten lidt fra hende, og betragtede hende med en ro i blikket. Hendes adfærd kunne kun tilhøre én personlighed. ”Nemesis, ikke? Hvorfor stak I af?”

[Deleted]

Nitka lod sig ikke forstyrre af den lette lyd af tunge poter på græsset. Hun stak kniven ned i hestens sår og lavede en lang flænge så hun kunne pille kødet af. Hun åd som et vildt dyr og havde heller ikke spist i flere dage. Først da en velkendt stemme nåede hendes øre frøs hun og så mod ham.
Det sølvfarvede blod hang ved hendes læber og mund samt hendes hænder. Hendes kniv og kappe var lige så plettet af det og hendes kjole rød af blodet fra hendes egen krop.
Hun sank kødet hun havde i munden og blottede tænderne i et sølvfarvet grin. Hun havde kniven i et fast greb og det lignede lidt at hun vurderede hvor vidt hun skulle tage ham med også. Men hun lod være - Loup var efter hånden blevet en af de ting i hendes liv der gik igen, hvilket nok også havde sparet hans liv mange gange. Hun lod kniven falde, den landede med bladet i jorden under en halv centimeter fra hendes fod, og trak på skuldrene. "Du var nok kedelig" Sagde hun blot, og vendte sig mod sit bytte igen. Hun tog kappen af, den var tung af blod og skidt og lod den falde. Kjolen var beskidt og blev tiltagende mere blodig jo længere tid der gik, men igen var hun ligeglad når det kom til stykket.
Kniven tog hun igen og begyndte næsten øvet at partere hesten nu hvor hun havde fået stillet den værste sult. Råt kød var ikke normalt en delikatesse og Nemesis viste da også at det nok ville få hende til at kaste op inden længe. Dødsenglen i hende lod hende indtage kødet med større succes end andre, og fordøje det også. Men ikke i så store mængder som hun havde indtaget nu. Enhjørningens døde øjne så mod Loup uden sjæl og varme, og hovedet var også snart skilt fra kroppen.

[Deleted]

Loup fortrak ikke en mine, mens Nemesis parterede enhjørningen. I løbet af tiden han havde tilbragt med Nitka, og havde lært flere af hendes personligheder bedre at kende, havde han set Nemesis gøre flere ting som nok ville have fået de fleste til at kigge væk. Han havde dog selv gjort ting som ikke ligefrem var for sarte sjæle, og at se en enhjørning blive parteret var langt fra det værste han havde set Nemesis gøre. Hendes bloddækkede ansigt gjorde det måske mere makabert, men ikke nok til at han ville se bort.
”Så kedelig har jeg forhåbentligvis ikke været. ” svarede han. Hans ord havde en fornærmet tone, men der var et smalt smil om hans læber. Nemesis var trods alt den af Nitkas personligheder han måske havde den største respekt for. Det var hende der tog over når barnet var i fare, men det var også hende der havde de færreste skrupler med at skade andre – og det kunne han ikke undgå at synes om. ”Jeg troede kun enhjørninger blev draget mod dydige jomfruer. Hvordan du fik lokket den frem kommer jeg aldrig til at forstå.” tilføjede han med et skævt smil, og et drilsk blik i hendes retning. ”Du ser ud som noget der har rullet rundt i alverdens møg i flere dage. Hvad har du lavet siden du stak af?” spurgte han roligt. Han lød allerede lidt lettere til sinds. Enhver anden ville måske have været lidt påpasselig med tonelejet overfor Nemesis, specielt som hun sad med blod smurt ud i ansigtet, og en død enhjørning under sig. Lugten af det døde dyr fyldte Loups næsebor, og han mærkede sin egen sult give sig til kende. Han var dog ikke desperat nok til at ville fortære råt kød endnu. ”Jeg tror du ville få mere glæde ud af dét der hvis vi får gang i et bål.” foreslog han. I teorien kunne han være ligeglad med hvis Nemesis spiste sig syg i råt kød. Men hvis hun endte med at bytte personlighed, kunne han ende med at skulle pleje hende, og det huede ham ikke rigtigt.

[Deleted]

"Som jeg.. Var den sulten" Sagde hun og trak hovedet hen til sig mens hun slikkede sine fingre for blodet. "Så jeg ventede bare ved den mest indbydende tot græs" Hendes kolde sarkastiske smil var kort og hun fik hurtigt lirket hornet af kræet. Hun havde noget i mod når væsner præsterede at gøre skade på hende og hun lod fingrene glide hen over det røde blod der dryppede fra den elfenbensagtige overflade hornet havde. Hun så triumferende på hesten, som om hun lige ville træde i såret om at hun havde vundet kampen. Hun lod en finger hvile på spidsen af hornet med et vurderende blik. Men tabte snart interessen og lagde det fra sig. Hun greb kniven og begyndte at pille skinnet af kræet - det var den mest uværdige måde at behandle en enhjørning på men hun havde ingen problemer med gerningen.
Hun sukkede irriteret da han kommenterede hendes udseende og sendte ham et koldt blik. "Som du måske kan regne ud, har jeg ikke gjort noget.. Den besværlige møgunge der tror hun er noget syntes det var sjovt..." Hun trak ud i kjolen der klistrede til hendes krop ved blod og møg. "Hm.." Sagde hun bare og lagde en hånd over indgangshullet i siden og videre om til udgangshullet. Så trak hun på skuldrene og skar man og hale af hesten. Hun var snu nok og viste hvad folk ville betale for sådanne ting. Om ikke andet kunne det vel byttes til nogle bedre knive.
Hun så koldt på ham da han igen talte og man kunne næsten se hvordan frustrereingen tog til jo flere gange hun blev forstyrret. "Så start et bål! Jeg kan godt klare det, hvis du ikke kan er det dit problem.." Snerrede hun og det vilde blik i hendes øjne tog til. Hun skar sener og åre over og hev indmaden ud af dyret - det stank som ind i helvede men Nemesis havde nerver nok til at tage en bid af hjertet med et frydefuldt blik.

[Deleted]

Nemesis’ frustration både morede og irriterede Loup. Selvfølgelig ville hun være i stand til at tackle det rå kød. Hun havde trods alt noget dødsengel i sig, som sikkert ville modarbejde hvad råt kød end ville gøre ved hende. Hvorfor han overhovedet havde bekymret sig på det punkt anede han ikke engang. Men der var vel ingen grund til at reagere som hun gjorde? Han fnøs, med en stram mine i ansigtet, og vendte sin opmærksomhed mod enhjørningehornet hun havde lagt fra sig. Han tog det kridhvide horn op, og vendte og drejede det i hånden. Han kendte mange alkymister der ville betale dyre domme for et enhjørningehorn – men han var ikke i tvivl om at Nemesis selv kendte til det faktum, og han ville ikke kunne tage det fra hende uden en kamp. Og det var ikke en kamp han havde lyst til nu. Måske hvis hun skiftede til barnet igen, kunne han tage det.
”Slap dog af. Det var et forslag. Jeg har spist råt kød selv, og al kød smager bedst når det er stegt.” kommenterede han tørt. Han havde ikke tal på hvor ofte han havde spist mens han havde været i form af den store, hvide ulv, og ikke havde været i stand til at tilberede sine måltider. Med det sagt, foretrak han at spise i sin menneskelige form.
Han sagde intet, mens han betragtede hende sætte tænderne i enhjørningens hjerte, men gav sig så derefter til at samle brænde til et bål. Det ville alligevel også snart kun være et spørgsmål om tid før det ville begynde at blive koldt, og selv om at han holdt af at være i form af en ulv, og kunne bruge pelsen til at holde varmen, var han ikke meget for at skulle skifte form udelukkende for at holde varmen. Det tog ham kun nogle minutter at samle brændet, og bruge to sten til at få bålet i gang. Han satte sig ned ved siden af bålet, og betragtede hende nok en gang i tavshed. Nemesis var måske den personlighed hun havde han respekterede mest, men hun var godt nok også den der gik ham mest på nerverne. Måske med undtagelse af barnet. ”Jeg troede ellers du var i stand til at tage over når ungen havde kontrollen, hvis det passede dig. Måske kunne du godt lide at rulle rundt i møget?” Nok en gang havde han et drilsk glimt i de mørke øjne. Det var farligt at teste Nemesis sådan, men det var også vildt underholdende.

[Deleted]

Hendes blik hvilede på ham med afsky og hun smilede patetisk. "Og det var dig der spurgte hvorfor vi gik" Sagde hun blot og rystede kort på hovedet. "Jeg kan tage over hvis det er svagt. Hvis der ikke er mere for det at holde fast i kan jeg tage magten.. Men ikke når som helst og hvor som helst.. Det er en plage at se hvad den møgunge finder på hele tiden.. Hvis jeg ser en sommerfugl igen piller jeg vingerne af den!" Sagde hun blot og fortærede resten af hjertet råt.
Hun så på flammerne og trak vejret dybt. Det stak i hendes side og hun kunne mærke hvordan blodet piblede ud af såret - det ville tage en god tid om at heale og hun ville være sårbar så længe. Hendes tanker kredsede om hvordan hun beskyttede sig bedst, et angreb var det bedste forsvar men hvis der gik betændelse i såret ville det gøre hende svag. Hun snerrede af sine egne tanker og samlede kniven op. Hun lod den glide hen over sin håndflade og slikkede blodet i sig som før. Hendes eget blod var mere skarpt i smagen af metal end enhjørningens og hun smilede let. Mætheden satte ind før flammerne var taget ordentligt til og sammen med den kom kvalmen mens den ene halvdel af hendes krop frastødte maden og den anden værdsatte det. Hun så generelt meget utilpas ud lige nu og det gjorde hende tiltagende sur og muggen. Hun havde virkelig lyst til at slå noget ihjel, gerne noget menneskeligt så hun kunne få fornøjelsen af desperationen.

[Deleted]

Nok et smil prydede Loups læber, mens han betragtede hende. Han kunne næsten se hvordan hendes krop begyndte at reagere på det rå kød, og han ville lyve hvis han påstod at han ikke følte bare en lille smule skadefryd. Specielt efter hendes holdning overfor ham. Det krævede al hans selvbeherskelse ikke at sige ’hvad sagde jeg’.
Lugten af hendes blod nåede ham dog også, og hans blik faldt hurtigt ned på hendes side. Gennem det tykke lag af jord, kunne han se det dybrøde spor hendes blod efterlod på sin rejse ned mod jorden.
”Hvor modstandsdygtige er man overfor sådan et sår, hvis man kun er halvt dødsengel?” spurgte han sigende. Han rejste sig fra sin placering ved bålet, og satte sig i stedet tættere på hende, så han kunne se nærmere på hendes sår. Lugten af blod fyldte hans næsebor, og fik ham til næsten at skære en grimasse. Havde det ikke været for Loups egen rige erfaring med sår og blod, ville lugten måske have været nok til at give ham kvalme. ”Du burde få det renset, før det begynder at rådne. Hvis du låner mig din kniv, kan jeg hjælpe dig med det.” tilbød han. Denne gang var hans tone mere alvorlig, ligeså var blikket han sendte hende. Nitka var interessant nok til at blive holdt i live, og selv en halv dødsengel måtte da blive berørt af sådan et sår. ”Trøst dig med at det var dig der fik det sidste slag, og ikke den.” tilføjede han med et sigende nik mod enhjørningen.

[Deleted]

Hun snerrede lidt af ham ved hans spørgsmål og så koldt på ham. "Du tror måske ikke hornet var rent nok?" Spurgte hun bidsk og himlede med øjnene. Nemesis ville aldrig lade nogle komme så tæt på sig som han var nu - hvilket også gjorde det ganske ubekvemt for hende at sidde hvor hun gjorde. Logikken i at han nok burde hjælpe hende med såret var en ting men hun havde mest lyst til at skære halsen over på ham. Hun stirrede på ham med et mistroisk blik uden at røre sig ud af flækken. Hun gik ikke, hun blev ikke, hun gav ham ikke kniven hun gjorde intet. Hun sad mest af alt som en statue og spekulererede på om hun kunne nå at bide ham i struben før han kunne forsvare sig.
"Jeg er ikke udødelig hvor sjovt det end ville være.. " sagde hun så blot som svar på hans spørgsmål og snerrede advarende af hans kommentar om at hun kunne trøste sig selv.
"Du skal være glad for at jeg ikke bider hovedet af dig her og nu!" Sagde hun koldt og rakte ud efter kniven. Hun gav ham den og så koldt på ham. Ikke tale om at hun ville gøre hverken det ene eller det andet og blodtørsten var stadig i hende og tiggede hende om at forsøge sig med ham. Men han var det eneste faste holde punkt hun havde i livet så en større del i hende formanede hende om at lade være - men nu var Nemesis ikke glad for ordre jo, så overvejelsen var stor.

[Deleted]

”Jeg aner ikke en pind om enhjørninger eller om deres horn. Jeg ved ikke om de måske har et eller andet i eller på sig som kan reagere på et blodigt sår.” svarede han tørt. Igen spurgte han sig selv om hvorfor han ikke bare kunne være ligeglad. Hvis Nemesis nu skulle gå hen og dø at et sår forårsaget af et enhjørningehorn, ville han da slippe for hendes brok og hendes holdninger overfor ham. Magen til utaknemmelighed skulle man lede længe efter. Men på den anden side ville han ikke have hendes selskab, som – hvor lidt han end ville indrømme det – han faktisk nød. Og det var da ikke fordi alle hendes personligheder var slemme. Han kunne meget godt lide Nika, af åbenbare grunde.
Han tog imod kniven da hun rakte ham den, og førte uden tøven bladet ind over bålet, så flammerne varmede stålet op. Hans blik havde ikke sluppet hende, som om han håbede at alvoret i hans blik ville overbevise hende om at han ikke havde nogen bagtanker. Samtidig som det måske også skulle være en slags advarsel om at hvis hun skulle prøve på noget, havde han alle intentioner om at bruge hendes skade mod hende. ”Det vil gøre mere ondt på dig end på mig.” indskød han som en sidste joke, før han bragte den opvarmede kniv mod hendes sår, og placerede stålet direkte mod sårets åbning. Lugten af blod og brændt kød blandede sig og fyldte hans næsebor, men endnu fortrak han ikke en mine; dette burde være nok til at standse blødningen. ”Det burde være nok foreløbig, men hvis vi snubler over en healer, ville det være bedst. Det så ud som om hornet stak rimelig dybt, men du kan da stadig tale fra dig, så du er vel ikke døende.”

[Deleted]

Nemesis så bare surt på ham og fulgte hans bevægelser nøje. Hun lod ham gøre det, til trods for at hun havde mere lyst til at se ham forbløde langsomt. Smerten og den sydende fornemmelse da knivsbladet rørte hendes hud fik hende til at bide tænderne sammen men lugten af brændt kød tilfredsstillede hende nok til at hun kunne ignorere trangen til at slå ud efter ham. Med et surt suk vendte hun ryggen til ham og hev op i kjolen. Udgangshullet var ikke så stort som det andet da hornet jo spidsende til i enden, men det skulle nok have samme behandling uanset hvad.
"Hvorfor kom du overhovedet og fandt mig?" Spurgte hun så, endnu med ryggen til ham. "Du kunne da være helt lige glad med hvad jeg fortog mig.." Hun forstod det ikke, Loup var ikke hendes far eller noget andet - hvorfor han havde belemret sig med at finde hende var for Nemesis en gåde. De andre, ikke barnet men resten, kunne måske bedre håndtere tanken om at nogle faktisk brød sig om dem. Men Nemesis der var skabt til et liv alene, uden medmenneskelighed og forståelse, fattede ikke hvad pointen i det var.
Det vendte sig i hendes mave igen, og hun sank med en grimasse - ikke at hun ville indrømme at Loup havde haft ret med at man måske burde tilberede kødet først.

[Deleted]

Loup havde lagt kniven fra sig på en sten så stålet igen kunne køle af, og havde vendt sin opmærksomhed mod bålet og dets varme. Nemesis’ spørgsmål fik ham til at fortrække en grimasse. Sandt at sige var han stadig ikke helt sikker på hvorfor han havde gjort det. Der var vel andre interessante personer derude, som kunne give ham godt selskab, og som ikke var ligeså utilregnelige som hun var? Det kunne blive anstrengende at håndtere alle hendes personligheder som kunne skifte mellem hinanden når det passede mindst, men samtidig var det blevet en af de elementer i hans hverdag som han efterhånden var blevet vant til.
”Jeg aner det ikke.” svarede han hende ærligt, og førte sin hånd ind over flammerne; tæt nok til at han kunne mærke varmen på huden, men ikke nok til at han faktisk brændte sig. ”Jeg kunne egentlig være ligeglad. Til tider virker det alligevel som om du ikke vil have mig i nærheden, og det kan jeg dårligt bebrejde dig for. Når man tænker på hvordan vi mødte hinanden.” Et smalt smil prydede hans læber, men hans blik forlod ikke bålet. ”Men jeg tror jeg ville savne dit selskab. Det konstante mundhuggeri. Din blodtørst.” Han trak på skuldrene, før han endelig vendte sit blik tilbage mod hende. ”Og hvis du endelig skulle ende med at blive syg af at spise rå enhjørningekød, er det rart at have nogen i nærheden som kan hjælpe hvis du bliver angrebet mens du kaster dine indvolde op.” tilføjede han spøgefuldt.

[Deleted]

Hun fnøs af hans ord. Nemesis var lavet til at være alene, så hvorfor hun lod sig trækkes med ham var et godt spørgsmål. Det var kun når de slog ihjel at hun nød hans selskab. At andre af hendes personligheder måske havde anden nytte af ham var hun ligeglad med. Nemesis nød døden og ondskabet der hvilede i et hvert væsen. Specielt døden som hun gladeligt hjalp på vej.
"Du er sær.." Sagde hun endeligt og mærkede på udgangshullet i ryggen før hun lod sin kjole falde ned igen. Hun så mod flammerne med et muggent blik som om tingene bare ikke helt ville som hun ville. Hun så på ham med et koldt ondskabsfuldt blik da han kommenterede det rå kød og bed tænderne sammen - nu mere end før håbede hun det blev i hende. Eller at han skred. Han skulle ikke se hendes krop vende sig mod hende på den måde.
Hun tog kniven og tørrede den af i kjolen. Det klistrede røde og sølvfarvede blod farvede hendes kjole sære farver. Den anden der lå på stenen og kølede af fangede hendes blik. Det så ud som om hun helt glemte hans tilstedeværelse mens hun kravlede frem mod den. Hendes blik var lige så fraværende og legesygt som det havde været ved healeren hvor hun næsten havde slået hende ihjel.
Hun tog kniven og stak den atter ind i flammerne. Hun ventede til bladet var næsten hvidglødende af hede før hun trak det ud. Hun sad hypnotiseret og så på det nu nærmest bløde metal der hurtigt begyndte at køle ned og blive orange og rødt. Hun strakte sin arm frem og placerede knivsæggen mod sin hud. Den sydende lyd af brændt kød fik hende til at smile og smerten var for hende nærmest euforiserende. Hun ignorerede ham mens hun trak lange brændte boblende røde streger på sin hud og begyndte at nynne for sig selv.

[Deleted]

Loup kunne ikke andet end at løfte et øjenbryn, da han så hvordan Nemesis brændte sit eget kød med kniven. Han var sikker på at hendes andre personligheder næppe ville se særlig pænt på det, når en af dem ville tage over, men det var der ikke ligefrem noget han kunne gøre ved. Han havde lært fra erfaring at det var farligt at forsøge at tage en kniv fra Nemesis. Han var vel bare nødt til at finde på en eller anden undskyldning, når Nika, barnet, eller Nitka selv havde kontrollen over kroppen – men hvordan skulle han forklare sådan nogle brændemærker?
”Og du kalder mig sær.” kommenterede han sigende. Han havde aldrig forstået dødsengle på det punkt, at de nød at mærke smerte på kroppen. At påføre andre smerte, det kunne han sagtens forstå. Men på sig selv? Det virkede alt for mærkeligt, selv for ham.
Han vendte sin opmærksomhed mod enhjørningen, og tog fat i sin egen kniv fra bæltet, og skar en luns af kødet af kadaveret. Kødet føltes mørt nok, og bare tanken om at sætte tænderne i det fik Loups tænder til at løbe i vand. Han vendte og drejede kødet i hænderne, som for at bedømme om det var trygt at spise, før han fandt en flad sten og placerede ovenpå bålet, for derefter at placere kødet ovenpå stenen. Der gik ikke lang tid før duften af det langsomt stegende kød fyldte Loups næsebor, og han lod et forventningsfuldt smil brede sig over hans læber. ”Så hvad er din plan? Blive ved med at stikke af?” spurgte han henkastet, mens han vendte kødet på stenen.

[Deleted]

Nemesis nynnede mens et bizart mønster opstod på hendes arm. Klodset dannede de røde streger et eller andet motiv men lige hvad var noget nært umuligt at gætte. "Syh... Ikke mere.." Hviskede hun lavt og satte en endelig streg med et fornøjet grin. "Aldrig mere.." Hun tog et fast tag om kniven og fulgte hans hånd der rakte ind ved siden af hende med sten og kød. Det var fristende at lange ud, placere knivsbladet mellem hans sener i håndryggen. Høre hans vræl.. Men han havde trukket hånden til sig igen før hun nåede at gøre hverken til eller fra.
"Jeg burde.. Jeg bør.. Jeg skal.. Jeg skal ikke.. Jeg kan.. Jeg må.. Jeg må ikke.." Hun snakkede med sig selv mens hun stak kniven ind i bålet igen og grinede lidt. "Ja... Snart.." Sagde hun og så ud i mørket, men hendes blik så mod noget. "Snart.." Gentog hun med et grumt smil og blev endelig forstyrret af hans spørgsmål.
"Stikke af fra hvad? Hvis man stikker af, har man noget at stikke af fra.." Sagde hun og så på ham mens hun løsnede sine rottehaler og satte dem igen. Hun pillede grenene ud af håret og glattede det efter bedste evne ud mens hun afventede hans svar.