Fate plays its own game

[Deleted]

@eriiz X @reimelini

Fra de høje bjerge til Dvasias. Fra de høje snedriver til intet mere end blot begyndende snefald. Frosten der var begyndt at bide sig fast i det meste og rim kunne skimtes på alt hvad der ikke stod indenfor. Den varme ånde der forsvandt i en krystaliseret sky og dansede videre omkring. Det var i sandhed ved at være på tide at han genfandt et gammelt Mansion at slå sig ned i. Et af dem der med tiden var gået mere i forfald, men som end ikke var blevet rørt ud af respekt for at ejeren ville vende hjem. Man kunne aldrig vide sig sikker. I en verden som denne, ville noget så ensomt og fredeligt, pludselig blive vakt til live igen uden varsel. 
De tunge skridt bar ham gennem de brede gader i Marvalo City. Folk så efter ham grundet hans påklædning. Håret var glansfuldt og velplejet. Jakken af fint-vævet uld der gik ham til under knæet, de mørke bukser og knælange støvler. Alene det at han var født med et ungdommeligt udseende, kunne fascinere selv den der var mindst interesseret i ham. Dog havde dette ingen værdi for ham i og med at han end ikke fandt det til gavn. Han var ikke en mand der jagtede kvinderne omkring sig. Tvært i mod var han typen du hellere ville finde ved et bord med et glas vin foran sig, fordybet i sine egne tanker, hvor de mest snørklende planer kunne finde sted. Han havde sin egen logik og tankegang, end ikke andre end Zean havde formået at læse ham og hive kampgejsten frem i ham.
Det var næsten sært som gaderne var fyldt med folk i dag. Tralvheden herskede i den grad, som om at der var noget stort under opsejling. For et øjeblik stoppede han op og lod blikket falde mod de duggede ruder i krostuen. Mon ikke det ville være klogt at slå sig ned så længe han var i færd med at søge efter sit eget sted? Smilet krøb over hans læber og med et raskt tempo stod han snart i den travle krostue. Gad vidst om de ville have et værelse ledigt på denne tid af døgnet?

[Deleted]

De lange negle trommede en let, legende rytme på gallænderets træværk, som de vandrede ned af. Den hvide kjoles skørter flagrede om de slanke ben, der langsomt og elegant nedsteg trappen fra kroværelserne på den øverste etage og ned til den overfyldte krostue. Kølige, isblå øjne, der aldrig havde oplevet at stråle med en lykkelig latter, gled rundt over folk, som var de ikke værdige til deres egen eksistens. Tykt hår, der var lige så sort som hjertet, der bankede inde bag ribbene, hang løst ned over den ranke ryg, og de nøgne skuldre.
Åndedrag blev stjålet. Blikke blev nådeløst fanget af den slanke skikkelse med de bløde, vuggende hofter, som langsomt kom til syne ned af trappen. Stolt, elegant og skarp som en sværdklinge.
Eriz blev stående på de nederste trappetrin, for at danne sig et overblik over det befolket lokale. Så mange folk. Det var lige ved at blive åndeløs over. Ingen af dem virkede som noget specielt. De stank af sved, var uciviliseret, kedelige, og ejede ikke den mindste form for spænding, der kunne bruges til at udfordre hende eller underholde hende.
Hvorfor skulle det forretningsmøde, dog også været her? Nej – ikke hvorfor forretningsmødet skulle være her, men hvorfor skulle alt været optaget, så hun måtte tage til takke med et lille, lavloftet værelse, der knap nok havde sit eget bad. Det var så trættende og fornærmende.
Sikkert hendes forræderiske konkurrents lille påfund, for at irritere hende. Hvad var verden ikke blevet til siden at man nedgraderede sig til den slags? At hælde gift i hendes glas, havde været sjovere. Langt sjovere.
Hun satte kursen mod baren, for at købe en flaske vin, som hun kunne tage med sig op på værelset. Guderne burde vide, at hun trængte til det. Der var ikke rigtig andet at lave for en som hende, sådan et sted som det her.
”Undskyld mig…” Hendes stemme var fløjlsblød og rolig, men alligevel fangede den straks kroværtens fulde opmærksomhed. ”Kan jeg få en flaske vin med mig op på værelset?” Hun sendte ham et reserveret smil, som han gengældte med det bredeste grin, der afslørede en masse gule tænder.
”Selvfølgelig M’Lady! Straks! Nej, nej, det er på husets regning! Giv mig et øjeblik!” svarede han, og skyndte sig afsted for at udløse hendes ønske.
Med et suk gav hun sig til at vente. Hendes blik fangede kort hendes sidemands. En ung mand – lignede han – med lyst hår og pænt tøj. Hun sendte ham et høfligt smil, inden at hun igen kiggede væk.

[Deleted]

Var der noget som kunne tage pusten fra Rei, så var det intet mindre end følelsen af et tabt slag, før det overhovedet bar begyndt. Dog skulle det ikke slå ham fuldkommen ud. Om ikke andet, så skulle folk nok fordufte ved midnat - fulde og ustyrlige, for at vende hjem til deres faste rammer. Et mildt suk gled over hans læber da han i en glidende bevægelse tog plads ved baren og knappede sin jakke op og slog den til siden. Med en simpel håndsrækning, som var han næsten fast inventar, kom en af pigerne bag baren luntende med det velkendte og charmerende smil. End ikke om Rei trak på smilebåndet af hende og bad blot om resten af den hvidvin han havde købt ved sit sidste ophold. 'Med aller største fornøjelse Mr. Salore!' lød det klingende fra hende og drejede da om på hælen for at række ned efter den i skabet lige under skranken. Hun havde altid været så overdreven lykkelig for at se ham, desværre var glæden næppe gengældt. I sig selv kunne han roligt konstatere, at han var træt af ikke at have sit eget sted. Med de værdier han havde med sig fra graven og sat af i Marnjarno, så var der slet ingen grund til at han blev ved med at bo her på kroen. Dvasias var hans hjem og han agtede at bosætte sig her.. uanset hvad Marvalo så havde at sige om den sag. Den mand havde virkelig vist sig at være en formidabel skuespiller. Ikke havde han troet at han ville bukke efter for så lidt.
Vinen blev serveret. Han skænkede den og hejste glasset til læberne for at nippe til den bittersøde smag. Det var her at en skikkelse fangede hans blik ud af øjenkrogen. Jovist, han havde mange blikke hvilende på sig og oftest kunne han nærmest drukne i følelsen, men det her var ikke et der kom sig så åbenlyst. Pigen dernæst hev i hans opmærksomhed igen ved at informere ham om at et af værelserne måske ville blive ledigt indenfor de næste par timer, da et af de mere velhavende mænd ved et bord fyldt med seriøse diskussioner, nok var nød til at bryde op og drage videre.
Rei nikkede forstående til hendes udmelding og nippede igen til sin vin inden han denne gang vendte blikket ned langs baren. Normalt fangede kvinder ikke hans interesse, men kvinder under hans egen race, var ikke typen, som han så mest til. Hendes aura og stolte holdning i ryggen afslørede sig selv for hans skarpe blik. Ikke om han lagde skjul på det. Så mange muligheder han kunne finde frem til, for at give hende en grund til at være her i denne stund, men ingen af dem virkede fyldestgørende nok. I stedet faldt blikket igen ganske kort efter. Han lukkede sine øjne i, satte albuen i bordet og strøg sig over tindingen for at give slip på de mange tanker der fløj rundt. For i aften ville han ligge problematikkerne på hylden og glemme alt om politiske forhold.. især når det kom til dødsenglene og Marvalo.

[Deleted]

De lange negle begyndte igen at tromme. Utålmodigt og afventende. Eriz hadede at vente. Det var tydeligt, at hun ikke ønskede, at være meget længere ned i den overfyldte bar med resten af pøblen. Hun kunne næsten mærke hvordan deres ånde hang fast i hendes hud. Næsten som en sygedom, der gav hende kvalme, og fik hende til at føle sig beskidt. Hvem der dog bare havde et varmt bad, samt en hård skrubbebørste.
Tiden gik med at hun aflyttede samtalerne omkring. Det var ikke af nogen større interesse for hende, da deres snak ikke handlede om noget andet end deres kedelige dagligdag. Hendes bevidsthed gled over dem som en kælen finger, der blidt berørte deres sind. Som et vindpust, der let puffede til deres forstand i en kedsommelig søgen efter underholdning. Intet fandt hendes interesse. Ikke før hun overhørte kropigens korte samtale med hendes sidemand.
Blikket stivnede kort ved lyden af det ældgamle navn, som hun tiltalte den unge mand på. Tungespidsen fugtede flygtigt læberne. Salore. Var det hvad kropigen havde kaldt ham? Gamle historier om en tid hvor warlocks racen, var meget stærkere og magtfuld, begyndte at blive gravet frem fra hendes dybe minder. Hun huskede dem fra støvet bøger, som hun sanseløst havde pisket sig igennem i sine unge dage.
De isblå øjne vandrede endnu engang over til den unge mand ved hendes side. Spekulationerne begyndte som perler på en snor, eller måske nærmere som de velpudset tandhjul og mekanismer i et lommeur. Han drak vin – vin af god kvalitet. Tøjet var fornemt. Den måde han sad på, bevægede sig på, fortalte om én, der var opdraget blandt adlen. Hans udseende blev passet, hvilket tydeligvis havde sine resultater. Han var én af de personer, man kunne kigge på i timevis, uden at blive træt - Og så var der følelsen af hans bevidsthed. Silkebløde tankestrøg bugtede sig mod hans sind, for at mærke – lytte – smage. Hvad hun fandt var års faste barriere for et sind, hvis aura, var som et åndedrag-stjælende, vidunder af mørke. Så stærkt og dog så skrøbeligt, at det kun kunne være flere århundrede gammelt.
Hele Eriz opmærksomhed var nu vendt imod den unge mand, som ved hjælp af skæbnen, var blevet ført ind på samme krop som hende, for derefter at de havde sat sig ved siden af hinanden. Skæbnen – Eriz smilede smalt – skæbnen var en sjov kraft.
”En hård dag?” Spørgsmålet var simpelt, hverdagsagtigt og kontaktsøgende. Da hun stillede det til den unge mand ved siden af hende, gemte det på langt flere spørgsmål, som hun nysgerrigt stillede sig selv, mens hendes blik hvilede betragtende på den unge mand. Hun sendte ham et behageligt smil.

[Deleted]

Med et væld af tanker at holde styr på, så var vinen uden tvivl tiltrængt. Det hele svirrede i hovedet på ham, fordi det nu ville gå hen og blive et større arbejde at få gravet sandheden frem fra gemmerne. Han havde ikke kunne høre det direkte fra sin gamle mentor og uanset hvor ærgerligt det måtte være, så kunne han intet andet end at trække på sine skuldre over den sag. Zean var bedre tjent uden den modgang på intern base. Det var fuldstændig den samme situation han selv havde stået i med sin bror, Vaine. Han sukkede igen og strøg sig fortsat over sin tinding da en stemme nåede hans bevidsthed. Før hans blik nåede hende, havde han allerede lokaliseret hvem ejeren var. Hah.. et svagt træk på mundvigen viste sig, underligt nok som det var. Der var stor forskel på hende og så kropigen. Trods det at han ikke normalt opsøgte kvinder, men.. warlocks ville altid være noget specielt i hans bog. Hans tanke faldt kort på den pige han havde mødt i skoven. Den unge warlock.. en skam at hun var underlagt noget så simpelt som et magisk objekt til at undertrykke hendes mørke kræfter. Hun skulle være i stand til at vandre frit omkring, stolt og ærebevidst, ligesom denne kvinde der sad ved siden af ham nu.
Hendes isblå øjne, var ikke et sjældent syn iblandt warlocks. Dog tog det ikke charmen fra dem det mindste.
"Jeg ville nok hellere kalde det for en begivenhedsrig dag. Ikke så tit at jeg ser kvinder fra min egen race, opholde sig her på kroen. De er her måske af forretningsmæssig årsager?" Spurgte han nysgerrig og vidste at det var en ny tid han levede i. Måske hans ord afslørede ham for meget. At han var af den oprindelige gamle skole, hvor kvinder lå under for uddannelse i hjemmet for at blive de bedste partnere til de højerestående familier.. ligesom hans egen. Dog måtte han ikke glemme at dette var langt fra hans egen tid. Alt hvad hans familie engang havde ejet var ikke noget han bare kunne samle op igen. Spredt for alle vinde var det og uden at efterlade ham nogen base at vende hjem til. Denne gang sad han med et opmærksomt blik i hendes retning. Hendes lange slanke arme og det sorte hår, de bløde former. Jo, hun havde skam status alene i sit udseende og det morede ham. Det var næsten som om at hun var taget ud af et gammelt minde. Han havde mødt en af sine potentielle kandidater til at indtage pladsen ved hans side.. tilbage for mange år siden. Ikke noget der vakte følelser frem i ham, andet end nostalgi. De delte visse ligheder med hinanden. Noget der et eller andet sted fik denne nye verden til at føles mere.. hjemlig?
Han hævede sit glas og nippede endnu engang til det. Hvilken fryd det i sandhed havde vist sig at være!

[Deleted]

Bekræftelsen fik hendes smil til at vokse. Han var en warlock ligesom hende, endda en gammel én af slagsen. Hendes opmærksomhed var nu rettet fuldt imod ham. Et svagt træk i hans mundvig, afslørede et smil fra ham, og hans nysgerrighed virkede ægte. Noget som hun nød i fulde drag. Der var noget ved hans blik på hende, som gav hende lyst til at stryge fingrene igennem hans lyse lokker.
Hun bøjede hovedet, for at indikere sit svar.
”Jeg er her for at repræsentere en køber. Han manglede én, som han havde tillid til, og kan gøre en god forretning. Synd at han valgte mig at stole på,” uddybede hun med et skævt smil, og et blink i hans retning, da kroværten endelig kom med hendes flaske vin, samt et glas, som hun kunne drikke af. Heldigvis var de da lidt civiliseret, og ikke bare lod hende drikke af flasken, som flere andre gjorde omkring hende. Hun forsvandt dog ikke op på sit værelse med sin flaske, som først planlagt. Den her chance, lod hun ikke passere.
Elegant tog hun plads i stolen ved siden af ham, og udglattede sin kjoleskjørter. Stoffet var let som silke, og bugtede sig tungt ned over hendes lår, inden hun igen vendte sin fokus mod sidemanden. Aftenen var pludselig blevet en del mere spændende.
”Jeg er Eriz,” præsenterede hun sig som – intet slægtsnavn – og rakte en hånd frem mod ham. Hun var nødt til at finde ud af hvem han var. ”Hvad laver De selv sådan et sted som det her? Selskab?”
Hun gjorde en blød håndbevægelse mod én af de mange grupper af kvinder, hvis blikke var som klistret til ham. Stakkels små pus. Det var ikke andet end affald uden et lille hint af magi i deres sind.

[Deleted]

Intet efternavn? Hmm, yderst interessant. En warlock uden en slægt at være tilknyttet til. Det kunne være at hun havde noget at gemme, eller også var der en chance at hun havde kæmpet fra barnsben for at opnå den status hun havde i dag. Uanset, en anelse usædvanlig at udelade det. Måske hun ikke stolede nok på sine omgivelser. Selvfølgelig, i disse tider var det langt mere usikkert at kaste omkring med sit navn. Dog var han ikke bange af sig på det punkt og han var sikker på at det samme gjaldt hende. Der var i hvert fald ikke nogen frygt at spore i hendes øjne, så grunden måtte ligge andetsteds.
"Jamen dog, Så selv kvinder bliver sendt ud på den slags missioner? Ikke hvad jeg havde forestillet mig." Svarede han dog en anelse forbløffet, skjult under et større træk i mundvigen. Han noterede sig af at hun ville blive siddende i stedet for at fordufte. Det passede ham kun ganske fint. Han havde selv et par ting han ønskede at lære omkring denne kvinde. Folk i denne nye æra yndede at tænke anderledes end hvad han var vant til, så for at dykke dybere ned i forståelsen af hvordan hans egen race havde udviklet sig, så var et hvert møde af stor værdi.
Selv hendes navn var ham en nysgerrighed i sig selv. På trods af enge bud på et muligt navn til hende, blev han alligevel fanget på et blindt spot. Og det fik ham til at sætte glasset fra sig og skyde skulderen tilbage for at række hånden ud og gribe fat om hendes med et klem.
"Eriz, et overraskende kønt navn. Jeg tænker at De er en intelligent kvinde. Mon ikke mit navn vil vække et par et par spørgsmål eller to?" Han slap pænt hendes hånd igen og trak jakken af sine skuldre og lagde den på stolen ved siden af sig inden han fortsatte.
"De kan kalde mig Rei, Rei Salore, og ej venter jeg mig et selvskab. Om end, så venter jeg på et ledigt værelse." Blikket søgte hendes igen uden at skænke sine omgivelser nogen former for opmærksomhed. Hun lod til at være besat af en naturlig nysgerrighed. En af den type han selv fandt underlig uskyldig. Skulle verden vide af hans tilstedeværelse, så var det bedre før end senere. Når folk lærte om det faktum at hans slægt endnu var i live og vel, så ville hans rival få det svært ved at rydde ham af vejen i stilhed. En tanke der morede ham i en sådan grad, at det næsten varmede mere end vinen.

[Deleted]

Med en mumlende besværgelse røg proppen af vinflasken, og hun hældte den røde, søde væske op i sit glas, inden at hun satte flasken mellem hende og Rei, som et tavst tilbud til ham, om at tage for sig.
”Hvis jeg skulle til at remse mine efternavne op, ville vi stadigvæk sidde her til solen stod op,” fortalte hun ham ærligt, men uden at komme videre ind på det. ”Vil De gerne være i mit selskab indtil solen står op?”
Sandheden var at med alle de gange, hun havde skjult sin identitet, havde hun skrabet en lille håndfuld af magtfulde slægtsnavne til sig. Ægteskab var en sjov ting. Dog var det lang tid siden, hun havde gjort i den slags. Pengene manglede hun ikke på nuværende tidspunkt.
Et lille triumferende glimt viste sig i hans blik, da han nævnte sit navn, og hun satte sig til rette i stolen med fronten mod ham. Den ene ben blev svunget over det andet. Glasset blev holdt i et let greb af to fingre.
”Rei Salore,” gentog hun med et skævt smil, inden hun hævede glasset, for at dufte til vinen. Den virkede af god kvalitet. Forsigtigt nippede hun til den. Tankerne drejede sig omkring det interessante emne omkring ham, mens hun nød synet. Som var han et kunstværk eller en antik skulptur.
”Jeg tænkte det nok. Ifølge historierne burde De ligge og sove et sted?” sagde hun med en spørgende undertone, og bevægede glasset, så vinen blev hvirvlet rundt. Hendes øjne slap ham ikke på noget tidspunkt, som var hun et rovdyr, der holdte øje med sit bytte. Begge havde de nu sat sig til rette ved baren med opmærksomheden rettet mod hinanden. Hun frydede sig over, at natten nok ikke ville blive så kedelig, som hun havde forventet.

[Deleted]

Ukendt slægt, bestående af et hav af efternavne der kunne holde dem begge beskæftiget indtil næste morgen. Havde det ligget til Rei at være kræsen og følsom på det punkt, så var hun røget af listen allerede nu. Alligevel blev hans øjne smalle, som han blot så hende an. Hun fejlede intet og svingede tilmed ikke sit fortid omkring sig, så for Rei betød det intet. Om end det ville sætte hans eget ry på listerne ved at komme hende nær, så var der intet ved hende han kunne sætte en anklagende finger på.
"Ønsker de at underholde mig så længe?" Spurgte han direkte igen og rykkede sig ikke i sin mine.
Gentagelsen af hans navn og det at hun åbenlyst bekræftede hans teori, måtte han nikke godkendende til hendes viden. Hun var en kvinde med et solidt hoved på sine skuldre. Typen der kunne omgå sig indenfor politiske rammer, vidste hvordan man kunne opnå det man søgte. Et tilfreds smil gled denne gang over hans læber. Var der en ting der kunne tænde flammen i ham mere end mental lidelse hos sine ofre og modstandere, så var det en kvinde med en intelligens af høj grad.
"Og nu hvor jeg så sidder her, som revet ud af historiebøgerne. Er der så ikke noget du oprigtigt ønsker af mig?" Skulderen der var skubbet tilbage for at være vendt frontalt mod hende, tillod ham at lade hånden tilfalde ryggen på stolen hun sad på, mens han stadig havde den anden arm hvilende på bordet. Smilet gled fra hans læber og blikket endte direkte indgående og undersøgende.
"Jeg lutter øre. Se det som en fortjeneste efter at have vundet min interesse." Endte han og kunne alligevel ikke gemme det af vejen. Det lille træk i mundvigen.

[Deleted]

Hans tilbud til hende fik hende til at smågrine, og hun tog igen en slurk af sin vin. Hans over om hendes ryglæn, gjorde at hun diskret kunne læne sig til siden mod hans arm. Denne her leg var ved at blive utrolig interessant. Rei lignede på mange måder hende, hvilket var en sjældenhed nu om dage. Begge to var undersøgende overfor hinanden. De vurderede fra og til. Denne leg kunne gå så mange forskellige veje, og begge var de nysgerrige efter at vide hvor. Deres interesse var blevet vakt. Hvad var en nat?
Hun lagde en hånd på hans arm. Silkelet berørte hendes fingerspidser stoffet på hans trøje, så det blev udglattet under hendes hånd. Deres blikke var fængslet til hinanden.
Langsomt fugtede hun sine fyldige læber.
”Hvad ønsker jeg ikke af Dem?” spurgte hun ham tilbage med et let hævet øjenbryn. ”Jeg vil have alt De kan tilbyde mig, så Mr. Salvore… hvad kan De tilbyde mig i aften? Hvad er De villig til at give for Deres interesse skyld?” Hendes tonefald var legende. Smilet sigende. Fingrene strøg let over stoffet på hans skjorte, mens hun lænede sig lidt mere frem mod ham.
”Hvis De kunne tænke Dem en mere privat samtale, så har jeg et værelse? Vi kunne tage vinen med op, og De kunne fortælle mig hemmeligheden bag alle deres kræfter?” forslog hun stilfærdigt og spøgefuldt.

[Deleted]

Hvis ikke hun havde været direkte om sine ønsker, så havde han nok alligevel fået det ud af hende, på en anden måde. Mange ville sige sig at hendes type var en klassiker, men en kvinde som hende var som regel kun ude efter en ting. En ting han ikke ville have noget imod at skænke hende, for en mindre detalje. Han havde skænket tanken før og set mulighederne der ville danse med om det blev aktuelt. Dog var udvalget, så at sige, noget kun mere skrabet i disse tider. Hvis hvad hun ønskede sig af ham, var hans navn, hans ry, titel og alt hvad der senere skulle tilfalde ham af værdige genstande. Så havde han kun et ønske hun skulle udfylde.
"Magt, penge, sikkerhed og en status der uden tvivl vil sætte dem i rampelyset. De ved vidst allerede hvad de kan forvente. Dog, forventer jeg en enkelt lille simpel ting til gengæld. En ting der for tid og evighed vil lade dem indtage pladsen ved min side." Han var direkte og ret fremme med sine krav, trods han ikke afslørede nogen detaljer. En kvinde i hendes position kunne vel regne den ud. Han var warlock og en mand af sit ord. Hun kunne gå hen og blive ham nyttig, fordi hendes baggrund tillod ham at drage udnyttelse af det.
Hånden over hans arm fik hans blik til at vandre op over hendes skulder, hals og kindben, for derefter at låse sig til hendes øjne med et fornøjet smil. Han gjorde sig ikke i emotionelle faktorer, så hvis hun ville så kunne hun blive fri den dag hun havde opfyldt hans ønske. Positionen ved hans side havde altid stået tom og han så det ikke nødvendigt at udfylde den. Ikke med mindre at han kunne se at det stod til gavn for ham selv. Hun kunne få lov til at vise sit værd. Få del i de goder han kunne skrabe til sig.
Han smilede sigende til hendes forespørgsel og lod det tavst være et signal om godkendelse. Dog havde han ikke selv brug for mere vin end det han kunne hælde i glasset. Så han rettede sig let op og lod kropigen tage imod hans flaske, med et noget så trykket ansigt. Hun brød sig vel næppe om hans interesse i Eriz, selvom det ikke kom ham det mindste ved.

[Deleted]

De to, slanke øjenbryn røg i vejret ved hans svar, og overraskelsen viste sig tydeligt i Eriz’s ansigt. Et øjeblik sad hun blot og stirrede på ham, inden at hun lænede sig lidt tilbage fra ham med et mistroisk, undersøgende blik, der granskede ham fra top til tå.
Var det et trick? En fælde af en slags? Det eller også havde hun måtte misforstået, hvad det var, han lige havde forslået, næsten midt ude i det blå. Et ægteskab? Var det virkelig det, som han så roligt og pludselig tilbød hende, uden at kende hende på nogen måde?
Selv havde hun blot forestillet sig at lokke ham med op på sit værelse, og så lokke alle de hemmeligheder og informationer ud af ham som hun kunne. Måske endda tilbringe natten med ham, hvis hun var så heldig. At han pludselig tilbød hende en ægteskabspagt, kom fuldkommen bag på hende. Ingen af de grunde til at ægte hende, kunne hun finde i ham. Hvis de havde kendt hinanden i lang tid, og vidste mere om hinanden, kunne hun se hans grund til at ville tilbyde hende en plads ved hans side, men de havde kun snakket sammen i højst et kvarter! Hvorfor ville han have hende ved sin side?
Eftertænksomt tog hun en slurk af sin vin, uden at slippe ham med blikket. Stilheden imellem dem dryppede med mistro, mens Eriz prøvede at finde ud af, hvilket spil det var som Rei spillede.
”Hvorfor i alverden vil du tilbyde mig den plads?” endte hun med at spørge ham, og hvilede hovedet mod to af sine fingre. Ideen om at gifte sig med ham, var så lang væk, at hun ikke engang kunne forestille sig det. Hendes andre små affære havde altid involveret lyst, begær, magt eller viljen til at ville eje hende. Endda en enkelt gang en slags besættelse af hende. Rei viste ingen af den slags ting mod hende. Tværtimod.
Nej… hun kunne ikke lide det.

[Deleted]

Et politisk ægteskab. Jovist, en meget gammel tradition, men ikke desto mindre end en nødvendighed. Det han så for sig, ved simpelt at krybe omkring sagens kerne, var hendes reaktion. Frygt, nervøsitet, mistillid og mistroiskhed... dog med et hint af nysgerrighed, som gravede hun efter en dybere grund til at støtte hendes forståelse.
"Deres kompetence og ikke mindst, Deres erfaring." Svarede han blankt og trak hånden til sig fra hendes stol, for at gribe fat om glasset foran ham og sætte det for læberne endnu engang. Sandt at den mest rationelle forklaring ville være at han skulle være besat af den emotionelle sektor for at lave et stunt som dette, men Rei.. var alt andet det. Han så mulighederne og derfor var der ingen grund til at løbe omkring busken for at vente på at byttet ville slå til først. Sandt nok, at han i starten havde lidt af forvirring over hvilken tid han var endt op i. Og det havde da også dræbt lidt af tiden ved at bruge Marvalo, som sit private legetøj, men når alt kom til alt.. hvad var det så egentlig han gerne ville opnå? Selv Marvalo ville nok spørge ham om det samme. Hvor forudsigeligt.
"Vel vidende om hvem jeg er, hvilken tidsramme jeg stammer fra, så havde De vel ikke forventet andet.. havde De?" Denne gang kiggede han åbenlyst nysgerrigt tilbage mod hende. Hans ansigt fortalte sjældent om andet end hans rygende tankespind. Hun trak sig tilbage, men af hvilken grund?
Han slap glasset og kunne ænse ud af øjenkrogen hvordan folk holdt øje med ham. Et let suk forlod ham og han vendte sin opmærksomhed fra hende igen. Måske var hun ikke nær så modig af sig, som hun gav udtryk for. Ret åbenlyst at erklære at hun ville have alt han kunne tilbyde, for derefter at trække i land med et skeptisk sind. Han trak på smilebåndet og lo let for sig selv. Dette kunne gå hen og blive lidt af en sær oplevelse.

[Deleted]

I et langt øjeblik betragtede Eriz ham indgående, mens hun spekulerede over hvad han sagde, og det valg han havde givet hende. Hun havde ikke nået så langt uden at være mistroisk. Det her kom alt for pludseligt.
Med et lille suk tog hun glasset op til sine læber, og tømte resten af sit glas, inden at hun rejste sig fra sin plads. Det virkede ikke rigtigt. Normalt ville hun have forført sig ind til sådan en stilling, hos en person som Rei, men det at han så pludseligt, havde tilbudt det – og så hurtigt uden nogen rigtig grund, kom bag på hende.
”Jeg skal tideligt op i morgen,” svarede hun ham glat, og smed en kobbermønt over til kroværten, der samlede den op som det pureste guld. Hvis det her var et trick, så handlede det om at komme væk. Et giftemål med en af en af de mest magtfulde personer? Gerne. Også selvom det blev tilbudt til hende efter et kvarters samtale? Nej. Havde han overvåget hende? Var det derfor, han mente så hurtigt, at hun ville være en god politisk kone? Der var ingenting i hans blik. Ikke andet end en tankestrøm, som hun ikke kunne følge med i.
Et smalt smil formede hendes fyldige, røde læber, og hun bøjede hovedet i respekt for den rige warlock.
”De må have en forsat god aften, Mr. Salore. Og held og lykke med at finde et værelse,” sagde hun reserveret til ham, inden at hun vendte sig, for at komme tilbage til sit værelse.

Der var gået fire timer siden at Eriz, var kommet op til sit værelse, og havde efterladt Rei og hans tilbud nede ved baren. Hun havde ikke kunne falde til ro. Efter at have ligget vågen i sengen, og spekuleret, havde hun rejst sig, for at gå hen til vinduet, for at få noget frisk luft.
Tankerne var ved at gøre hende sindssyg, og hun var nu blevet rastløs. Forvirringen over hvad der var sket nede ved baren, ville ikke stoppe. Hvorfor havde han spurgt hende så hurtigt? Normalt tog det flere måneder, før sådan et ægteskab blev aftalt. Han kendte hende ikke gang. Vidste ikke hvem hun var – specielt ikke, hvis han lige var vågnet op.
Den endte med at hun irriteret trak en fornem silkekåbe over sin aftenkjole, og forlod værelset. Der var ikke særlig mange mennesker tilbage i krostuen ved denne tid af døgnet. De resterende lå sovende over bordene – fordrukne og snorkende.
Kroværten var heldigvis stadigvæk oppe. Han lyste op, da han så hende. Hun kunne se lysten i hans blik, der gled ned over hendes skikkelse.
”Hvilket værelse fik Mr. Salore?” spurgte hun ham.
Få minutter senere, var hun på vej ned af gangen på den øvre etage. Hun ville ikke kunne få søvn, før hun fandt ud af hvad det her handlede om. Så var hun ligeglad med om hun vækkede ham. Hun fandt sig ikke den her behandling! En kvinde af hendes standarder fortjente klare svar, og ikke at blive spurgt om den slags ud i det blå! Hun var ikke i tvivl om, at det her var et eller andet større spil det handlede om, og hun nægtede at være en brik i noget, som hun ikke forstod.
Hårdt bankede hun på hans værelsesdør, inden at hun trak kåben tættere om sig, og gav sig til at vente på, at han åbnede op.

[Deleted]

Rei stod meget vel uden mangt og meget på nuværende tidspunkt. Det var vel også der at hendes tilgang havde synes en smule forhastet. Selv hvis det blot var positionen ved hans side hun ønskede sig, så kunne hun vel have gjort det uden at tænke to gange over det, ikke? Med mindre at der var andre planer der fyldte hendes sind, med mindre at grunden til at hægte sig fast ved hans side, ville bunde ud i helt andre intentioner. Hvem kunne vide det?
Smilet skubbede hans mundvige op endnu engang, som hun faktisk valgte at trække sig tilbage. Mønten blev kastet og hans blik fulgte hende til vejs ende på trappen uden så meget som et ord. Dog, nikkede han sagte for sig selv og frydet sig næsten over hendes reaktion. En interessant kvinde..

4 timer... Han tvang døren op fra det dampende badeværelse og greb et håndklæde inden han trådte ind mod den store dobbeltseng igen. Håret var fugtigt og klistrede sammen i spidserne. De mørke bukser han havde siddet i tidligere, trak han op om de smalle hofter, dog uden at lukke dem. Når han så sig selv i spejlet kunne han godt blive i tvivl om hvor længe han egentligt havde ligget i dvale. Ikke et eneste aspekt af ham havde ændret sig. Han sukkede og skænkede sig selv et nyt glas vin. Det var virkelig noget af det bedste! Åh, sådan et glas kunne udrette mange ting!
Det at bo på en kro kunne godt vise sig at være nyttigt, men han ville om muligt, finde sit helt eget sted. Fordelen ved at lukke omverdenen ude, var bedre end man ville forvente.
En hård banken lød for hans dør og han fnøs ganske enkelt fordi at vidste hvem der stod på den anden side. Roligt rejste han sig, med håndklædet om nakken. Med en manglende blufærdighed rakte han ud efter låsen og tog derefter fat i håndtaget.
Døren faldt for hans vilje og åbnede sig op i et vidt gab, hvor han stod med en hånd mod dørkarmen, mens den anden havde fat i døren. Tonet, nårh ja det var han da. Velformet og detaljeret uden at det tog hans ellers slanke figur fra ham. Blikket vandrede over et ellers sært syn. Her stod hun iført intet mindre end sine egen nat-beklædning og med et udtryk i ansigtet der uden tvivl gav ham lysten til at provokere hende. Mundvigen trak i ham og gav hans ellers dunkle udtryk i ansigtet et lettere misvisende tegn.
"Jamen dog, hvem har vi her? Er De kommet fordi De har skiftet mening, Frøken Eriz?" Drillede han åbenlyst. Han nød det.. mere end han nok ville indrømme overfor sig selv. Det trak i ham og gav ham lyst til at lege med hende på et helt andet plan.
Han ventede ikke på at få et svar før hånden mod dørkarmen søgte hendes håndled i et låsende greb, hev hende indenfor, lukkede døren og tvang hende op mod den. Han slap hende og satte hånden for døren lige ud for hendes øre. Den anden faldt til hans hofte.
"Hvad kunne eller bringe en kvinde som Dem til min dør?" Spurgte han denne gang med en drillende nysgerrighed og studerede hende med et nøje og indgående blik.. denne gang afventende.