En Metallisk Nynnen

[Deleted]

Til hans spørgsmål hævede hun et øjenbryn, og var lige ved at svare tilbage, at hun på ingen måde stolede på hans ord, da han lænede sig frem mod hende. Nærmest panisk væltede hun tilbage fra ham, for at hans læber ikke skulle berøre hendes. Han fulgte dog med hende ind over sengen, hvor hun mærkede hans hænder mod hendes hofte og hals. Hun kunne mærke hans vægt over sig, og måtte lukke øjnene, samt dreje ansigtet væk fra ham, da følelsen gav hende kvalme. Hjertet hamrede afsted i hendes brystkasse, så hun næsten ikke kunne få vejret. Varmen samlede sig. En kamp begyndte at blive udkæmpet i hende. En kamp om at modstå vampyrernes tiltrækningskraft. Alt i hende skreg efter at opleve mere af ham. Hun ville lade sine ben glide omkring hans hofter. Trykke hans underliv ned mod hendes, mens hænderne ivrigt klædte ham af. Dreje hovedet, så deres læber kunne mødes. Begærligt og dybt. Men hun gjorde det ikke. Med alt den kræft hun havde, kæmpede hun stædigt og voldsomt imod impulserne. Hun kunne mærke hans læber hvile mod hendes ene øre, og det gav hende kuldegysninger hele vejen ned af ryggraden.
Hårdt lukkede hun sine fingre omkring stoffet på sengetøjet ned langs hendes side, mens tænderne kværnede sammen, for at modstå ham.
Da han endelig fjernede sig fra hende, opdagede hun, at hun havde holdt vejret, og måtte næsten gispe efter det, mens hun hurtigt satte sig op. Det føltes som om huden kriblede, og hun kunne mærke hvordan fugten havde samlet sig mellem hendes ben. Kvalmen steg op i hende. Hun havde lyst til at gå i bad. Skrubbe sig selv ren fra følelsen af ham. Hun kunne ikke engang se på ham. Hele kroppen sad spændt med hænderne knyttet i skødet, og ansigtet vendt bort fra ham.
Tankerne buldrede rundt i hovedet på hende. Det var svært at koncentrere sig, når tankerne blev ved med at glide tilbage til følelsen af hans krop mod hendes. Mediterende måtte hun lukke øjnene, og tage en dyb indånding, for at ryste tiltrækningskraften af sig. Hvor hun dog glædede sig til at finde de runer, der kunne gøre hende immun til den.
"Hvordan kan du garantere, at der ikke vil ske Caleb noget?" spurgte hun ham med en kvækkende, monoton stemme, stadigvæk uden at se på ham. Blikket var rettet fast mod døren.

[Deleted]

Marcel frydes ved synet af hende. Hvordan han så nemt fik sådan en stor reaktion ud af hende. Det morede ham hver gang. Dog var det ikke noget han viste Isabel. Han kiggede på hende med et drilsk blik og sagde '' Det svar er så simpelt og alligevel så yderst indviklet. Det svar jeg kan give dig, vil ikke være et svar du kan bruge til noget for det kan ikke give dig det du har brug for. Men når jeg har vist dig det, så vil det hele blive meget klart for dig. Så vil du kunne forstå hvordan jeg så simpelt kan garantere at Caleb forbliver i sikkerhed og at du aldrig nogensinde skal være bange for at der sker ham det mindste. Jeg kan vise dig det.. Men ikke fortælle dig det.. Dog kan jeg garantere dig for det ''. Marcel talte meget kryptisk, men han mente selv at han dog talte så forståeligt at det stadigvæk var tillokkende. hans plan var trods alt simpel og indviklet på samme måde. Hans plan var at fordreje hendes hoved og tanker så meget at hun ville gøre alt for ham. At hun ville blive så ond at hendes følelser for hendes bror ville forsvinde. Når hun så havde dræbt sin bror ville Marcel have holdt sit ord. Hun skulle aldrig mere bekymre sig om sin bror, aldrig mere være bange for han var i fare. Når han var død!. Marcel var som en edderkop der lokkede en flue i sit spind. Han lokkede med sandheden, men sandheden var så grusom at man aldrig ville gå med til den hvis man kendte den. Han lokkede med et løfte der i sandhed var en staf. Men han kendte hendes svaghed og han havde bestemt tænkt sig at gøre den sandhed et helvede for hende. Hun havde lavet den kæmpe fejl at true ham. Ingen truede ham og slap afsted uden en staf. Sådan var han indbygget. Det var hans stolthed der var blevet ramt. Nu skulle han bare tilføje punchlinen. Han slikkede sig om munden og sagde lokkende '' Tag mit tilbud eller lad være.. Jeg giver dig kun denne ene chance for at tage imod det ''.

[Deleted]

Tankefuldt blev Isabel siddende, og stirrede på døren. Det var kryptisk det han sagde. Ekstremt kryptisk. Der var ingen sikkerhed på at Caleb ville forblive sikker, men han havde jo selv nævnt en kontrakt. Hun tænkte på sin lillebror, der lå lige inden ved siden af. Svag og såret. Kun fordi, at hun ikke havde kunne redde ham.
Med et suk lænede hun sig frem, og begravede ansigtet i hænderne.
"Fint..." svarede hun opgivende, mens kulde slog ind mod hende, men hvad skulle hun ellers gøre? Caleb var den eneste familie, som hun havde, og hun havde lovet deres forældre, at tage vare på ham. "Jeg... skal nok arbejde for dig. Bare at du viser mig, hvordan jeg kan beskytte Caleb."
Hun tog sig sammen, og rejste sig op, selvom benene næsten skælvede under hende. Hvor ville hun dog gerne ind til Caleb. Holde om ham, snakke med ham, lægge sig ind til ham, og fortælle historier, ligesom de havde gjort, da de var små. Selvfølgelig efter et bad. Hun følte sig beskidt.
De grønne øjne vendte sig endelig imod Marcel. Der var en kulde i dem. En kulde, der næsten ville fryse folk til is, som hun kiggede på. Hun bakkede lidt tilbage, så hun stod med ryggen tæt ved døren, for at skabe afstand mellem hende og Marcel. Pokker tage hende, hvis hun kom til at stå for tæt på ham til at mærke hans tiltrækningskraft. Det var næsten den, som hun var mest bange for ved ham.
Åh Caleb. Hvis han dog vidste, hvad hun var ved at gøre for hans skyld.

[Deleted]

Et ondt og faretruende smil kom frem på hans læber. Han havde vundet. Han havde endelig fået kløerne i hende. Han bevægede sin hånd og en kontrakt kom frem i hans hånd. Han sagde roligt '' Du sværger mig evig troskab, loyalitet og lydighed.. Jeg sværger at når jeg har vist dig hvordan. Så vil Caleb være i sikkerhed og at du ikke skal bekymre dig om at han er i fare ''. Marcel gik tættere på. Han bed sig i underlæben. Han vidste at hun bestemt ikke måtte være ved sine fylde fem når hun skulle underskrive. Dog skulle det være frivilligt. Men hvis han kunne distrahere hende og skygge hendes tanker med hans tiltrækningskraft ville det bestemt være et plus. Han satte en hånd på døren så hun ikke kunne åbne den og hviskede sensuelt til hende '' Denne kontrakt vil gøre vores ord bindende. Hvis vi bryder vores ord.. Vil den anden få magten og den der bryder ordets sjæl ''. Han lænede sig yderligere frem og hviskede roligt '' Du er ikke klar over hvor liderlig en afsluttet handel gør mig.. Mmmh, skriv under Isabel, så kan du gå ind til Caleb ''. Marcel legede med sit nye legetøj. Havde han tænkt sig at lade hende se Caleb før de tog afsted, nej. Havde han tænkt sig at udnytte den stakkels kvinde og få hende til at gøre den ene onde ting efter den anden, ja. Havde han tænkt sig at bruge hende som et våben, ja. Han havde vundet og det var en fantastisk følelse. Når alt kom til at var han et monster. Et eftertænktsom og farligt monster. Han brugte ikke magt og vold til at få hvad han ville have. Han brugte sin hjerne og sin talegave. Nogle ville sige at det var den farligste form for monster i verden. Marcel bed sig i underlæben og lod en finger blidt og flirtende glide op af hendes lår og op af hendes mave.

[Deleted]

Smilet han fik frem på hans læber, var lige ved at få hende til at løbe direkte ud af døren. Det var så ondt, så truende, at det på ingen måde kunne være noget godt! Dog havde hun sagt ja nu. Dog holdte hun blikket hvilende koldt på ham, som han nærmede sig hende. For hvert skridt han tog mod hende, for hvert skridt tog hun tilbage, indtil at hun stod med ryggen presset mod døren, og ikke kunne gå længere. Hans hånd placerede sig lige ved siden af hendes ansigt, så hun kort skævede til den. Hun havde ingen våben på sig til at stikke i ham, hvis han kom for tæt på, og hun kunne heller ikke flygte. Da han lænede sig frem, vendte hun igen ansigtet væk fra ham, mens tænderne bed sig sammen, så man kunne se underlæben bevæge sig. Hans ord dryppede ned over hende, så hænderne knyttede sig, hvilket efterlod mærker i håndfladen fra hendes negle. Hans finger der kærtegnede hendes lår, fik et lille, bedende støn til at undslippe hendes læber, mens at hun lukkede øjnene. Det var som gift. Hun kunne mærke hvordan hjernen begyndte at arbejde langsommere. Kroppen skælvede i lyst efter ham. Billeder af deres nøgne, svedige kroppe pressede sig frem på hendes nethinde, så det ikke hjalp at lukke øjnene. Hjertet hamrede afsted, og åndedrættet så tungt, at det fik hendes bryst til at hæve og sænke sig i store, hastige bevægelser. Det rykkede i hendes fingre, for at få lov til at række ud efter ham, mens musklerne i halsen blev synlige, fordi hovedet ville dreje sig, så hun kunne kysse ham.
Hele hendes krop tiggede hende om at give efter. Han var så smuk. Så forførende. Så stærk. Hvorfor gav hun ikke bare efter?
Hovedet drejede sig langsomt imod ham, mens hans finger gled op af hendes mave, så det sendte kuldegysninger igennem hende. Halsen havde snørret sig sammen. En hånd hævede sig usikkert i ryk op, så den kunne ligge sig mod hans side. Varmen mellem lårene blev mere og mere intens... lige indtil at det lykkes hende at rive sig fri ved en kraftanstrengelse.
"Stop det!!" skreg hun desperat, og skubbede ham hårdt væk fra hende, så det efterlod brændmærket af hendes hænder mod hans brystkasse. "Fint!! Jeg skriver under! Bare... STOP!"
Hun rev kontrakten ud af hans hånd, og trampede hen til skrivebordet, hvor hun med fumlende fingre fandt en blækpæn. Hænderne skælvede næsten så meget, at hun ikke kunne dyppe pennen ordenligt i blækhuset. Hun måtte have frisk luft. Hun måtte være fra ham! Varmen og lysten efter ham, gjorde hende nervøs og usikker. Åndedrættet var gispende.
Hurtigt skriflede hun sit navn ned, smed penne fra sig, og bakkede tilbage fra kontrakten.
"Der!! Der har du din forbandet kontrakt!" snerrede hun, men vreden kunne ikke skjule frygten i hendes stemme, mens at hun pegede hårdt mod pergamentet på skrivebordet.

[Deleted]

Marcel smilede ondt da hun skrev under. hun var hans, ellers ville hendes sjæl være hans. Han gik hurtigt over til kontrakten og skrev under. Kontrakten lyste op i et sort skær. De havde bundet deres sjæle til kontrakten. Marcel tog hurtig fat i den og drejede sin hånd så kontrakten forsvandt. Han vendte sig langsomt om imod Isabel og grinede lavt og ondt. En latter der bestemt ikke var behagelig. Han slikkede sig om munden og sagde '' Ohh Isabel min pige.. Du har lige underskrevet en kontrakt med den værst tænkelige person i verden. Du skal være loyal og adlyde min mindste ordre. Du kan intet gøre mig. Så vil din sjæl blive ødelagt. Du vil være uden følelser uden en sjæl. Åhh Isabel din naive lille pige.. Du får ikke lov til at se Caleb i dag. Der vil gå lang tid før du får lov at se ham igen ''. Marcel lagde en hånd rundt om hendes mave og trak hende ind til ham. Han sagde faretruende '' Men du vil se ham igen.. Åhh du vil se ham igen.. Det lover jeg dig ''. Marcel slap hende og grinede ondt, højere denne gang. Han gik hen til døren og sagde '' Du er underholdende og.. Speciel.. Du skal nok elske at være mit legetøj.. ellers.. Må du lære at elske det.. Kom så.. Vi går nu ''. Marcel havde brugt alle tricks i hans arsenal, han havde virkelig brugt sin hjerne for at snyde og manipulere den stakkels kvinde. Han ville få brug for Isabel på mange fronter. Hun ville være den perfekte spion da alle ville tro hun var den gode og modige Isabel. Ingen ville vide at hun i virkeligheden var hans lille dukke. Hans lille spion, hans øjne og øre. Hans hemmelige våben.

[Deleted]

Latteren fik det til at gyse i hende, og i et kort øjeblik var der tvivl i hendes blik, men det forsvandt hurtigt igen. Trodsigt lagde hun armene over kors, mens at han snakkede. Han måtte tro at hun var knækket, men det var hun langt fra. Caleb var stadigvæk i live, og det var det eneste, som betød noget. Lige meget hvad. Da han trak hende ind til sig, skubbede hun sig blot arrigt væk fra ham igen. Måske havde hun lige underskrevet en kontrakt, der skulle få hende til at arbejde for ham, men fandme om hun ikke ville gøre det nemt for ham! Nu hvor Caleb var i sikkerhed, kunne hun trodse ham mere end før.
Da han gik mod døren, blev hun stædigt stående med armene over kors, og et spydigt blik på ham.
"Nej!" svarede hun ham fast. "Du har fået, hvad du ville, nu vil jeg have lov til at se min lillebror!"
Det var tydeligt, at hun nægtede at gå nogle som helst steder, før at hun havde fået lov til at se Caleb. Han lå syg inden ved siden af for pokker!
De orange, korte hår faldt ned over hendes ansigt, mens at fødderne var plantet solidt ned i gulvet.
"Caleb vil vide noget er i vejen, hvis jeg ikke går ind til ham, og fortæller hvor jeg går hen," fortalte hun ham stædigt, men det var nu ærlige snak alligevel. "Hvis du vil bruge mig som spion, må du sikre, at jeg kan vende tilbage, uden at nogen mistænker noget som helst. Derfor må du lade mig snakke med Caleb, ellers vil han fatte mistanke! Jeg fortæller, jeg tager på en jagt, og jeg vil komme tilbage, når jeg har dræbt mørkvæsnet. På den måde, vil ingen mistænke noget. Er det ikke hvad, du vil have?"
Hun hævede spørgende et øjenbryn mod ham. Hvis han troede, at hun blot var en kvinde med råstyrke, så tog han fejl. Man kunne ikke overleve mod mørkvæsner i så lang tid som hende, hvis ikke også man havde hjernen med sig. Måske havde han vundet denne her omgang, men hun regnede så sandelig ikke med at det blev ved.

[Deleted]

Marcels onde smil voksede og han sagde helt roligt '' Ved du hvad der sker hvis du modsiger dig min ordre nu?.. Du vil miste din sjæl.. Husk du har frivilligt skrevet under.. Husk du skal overholde din del.. At være lydig og loyal.. Hvis du modsiger dig blot en af mine ordre, mister du din sjæl. Din sjæl er dine følelser og dit væsen. Uden den er du blot en kold og kynisk skal. De følelser du nære for din bror vil være væk. Så fortæl mig igen, nu hvor jeg har beordret dig til ikke at se din bror. Vil du virkelig modsige dig min ordre?. For lige så snart du gør, vil det ikke være den sande Isabel han ser. Du vil ikke engang kunne føle den kærlighed du har til ham lige nu ''. Marcel grinede ondt. Hun havde virkelig dummet sig ved at underskrive den kontrakt. Hun skulle følge bestemt punkter og udvise det en slave ville til sin mester. Det eneste Marcel skulle gøre var i fremtiden at sikre at hun ikke var bange for at Caleb skulle komme til skade, at han ville være i sikkerhed. Denne aftale var så tvetydig og havde så mange smuthuller. Hendes del var let og ligetil, ikke til at misfortolke. Han havde virkelig snoet sig om hende og vundet. Hendes sidste ord fik ham dog til at nikke. Hun havde ret. Hvis hun skulle være hans spion måtte hun ikke virke forandret. Marcels onde smil forsvandt og han nikkede blidt. Han sagde roligt '' Du har ret Isabel. Jeg beordrer dig til at tage ind til Caleb og gøre hvad end der skal til for at overbevise ham om at alt er som det var før. ''. Marcel strakte sig lidt '' Men du vil mødes med mig fra gang til gang og modtage ordrer. Noget siger mig at fremtiden byder på krig for os og du skal være mit hemmelige våben. Du skal være giften på kniven ''. Marcel blinkede til hende og smed et stykke papir på jorden. På det stod hvor og hvor de skulle mødes næste gang. Han ejede hende, men hun havde ret. De kunne ikke ses tit for så ville folk fatte mistanke. Marcel vidste at hun nu kun ville gøre ting der var til fordel for ham, for ellers ville hun ikke være ham loyal og derfor ville hun bryde kontrakten. Derfor følte han det ikke nødvendigt at være ved hende hele tiden. Marcel gik hen til vinduet og gjorde sig klar til at springe ud.

[Deleted]

Isabel var mere eller mindre ligeglad med sin sjæl. Faktisk var hun fuldkommen ligeglad med hvad der skete med hende. Det eneste som holdte hende i gang var Caleb, og lige nu havde hun fået muligheden, for at holde ham i sikkerhed for altid. Koldt sendte hun Marcellus et blik, inden at hun bøjede sig ned, og rev papiret op fra gulvet, så hun kunne læse det. I det mindste havde hun fået lov til, at blive hos Caleb, hvilket altid var noget. Ja, ja... hun skulle nok være loyal og tjene ham, men det betød ikke, at hun skulle holde en fin eller ydmyg tone for ham. Slet, slet ikke.
"Jeg håber at du brænder op i helvede," sagde hun, som afsked til ham, og det eneste svar hun gav ham, inden at hun proppede papiret i lommen. Det eneste hun ville, var at se Caleb igen. Uden så meget som at kigge tilbage på Marcellus, forlod hun kroværelset.
Noget havde ændret sig i hende. Hun var ikke den samme Isabel, som hun havde været før han var dukket op. En kold følelse havde krøbet sig ind over hende, men hun rystede den af sig. Da hun åbnede døren ind til Caleb's værelse, og så ham sidde op i sengen, dukkede et smil frem på hendes læber.
"Caleb!" udbrød hun glædestrålende. "Du ser friskere ud?!"
Caleb gengældte skævt hendes smil, mens en healer var i gang med at rense hans sår på den ene arm.
"Jeg har det meget bedre! De siger det er et mirakel!" fortalte han hende, mens hun løb hen til ham, for at slå armene om halsen på ham, og kysse ham inderligt på kinden.
"Ja... et mirakel..." hviskede hun, og lagde sin pande ind mod hans. Et... mirakel.

//out