En Metallisk Nynnen

[Deleted]

Da hun gik stod Marcel tilbage med et ondt smil på hans læber. Alt gik nøjagtigt som han havde planlagt det. Han vidste nu at hendes hårde ord var til for at dække over hendes usikkerhed, men han lagde mærke til en vigtig detalje denne gang. Hun gik uden at tro han ville gøre Caleb noget, hun troede på at Caleb var i sikkerhed så længe hun gjorde som han sagde. Hun fulgte hans hånende ordre uden modtand. Langsomt men sikkert var hans mørke ved at vokse i hende. Når hun kom tilbage ville en stor overraskelse vente hende. Marcel havde allerede kaldt på en præst af de mørke magter. Han havde betalt en klækkelig sum for hans hjælp. Marcel gik ud til præsten og nikkede til ham og viste ham over til Calebs værelse. Præstens opgave var sammen med Macel at kaste en besværgelse over Caleb. Marcel vidste de var søskende og derfor var forbundet. Forbandelsen ville gøre at Caleb healede jo ondere Isabel var, jo flere gode ting hun gjorde, jo værre ville Caleb få det og jo flere onde ting hun gjorde jo bedre ville han få det. Forbandelsen blev bundet i en ring som Marcel tog på. Nu var det på tide at fjerne hendes håb helt.

Da Isabel kom til templet som stod med sine fine søjler og dør lavet med fine indgraveringer og tekster der beskrev hjælpsomhed, barmhjertighed og velgørenhed som de vigtigste aspekter i livet, var dørene ikke låst. Hun ville kunne mærke den stærke gode magi der lå over stedet og gjorde det umuligt for mørkets væsner at komme ind. Indenfor sad en mand i en gylden rustning for enden af rummet af templet med bænke på hver side. Han sad og bad til en gulden kop med magiske indgraveringer på. Hvis hun gik ind ville manden rejse sig og vende sig om. Det var en mand i slut 30erne. Brunt hår og fuldskæg. I hans bælte hand en sværskede med et stort sværd og på ryggen af ham hang et metal skjold. Han smilede, bukkede og sagde ''velkommen søster. Kan jeg tilbyde dig noget mad og drikke?.. Eller er de kommet for at bede? ''. Hans stemme var blid og velkommende.

[Deleted]

I et stykke tid blev Isabel stående udenfor templet, hvor hun betragtede det med et overvejende blik. Det virkede så stort. Så mægtigt. Hun brød sig på ingen måde om, det som hun skulle gøre, men hvilket valg havde hun?

Kort kastede hun et blik over skulderen, inden at hun stak hænderne i lommerne, og vadede ind i templet. En tilbeder iklædt rustning opdagede hende, og vendte sig imod hende. Hans sværd og udklædning fortalte hende, at han ikke bare var en præst, men også en ridder. Sikkert én som skulle beskytte koppen, som kunne ses bag ham. Ærefuld, venlig og åben. Normalt ville hun have smilet bredt til ham. Hun ville have gået ned på knæ ved hans side, og bedt sammen med ham til alle de værdier, som hende og Caleb havde dyrket hele deres liv. Hjælpsomhed, barmhjertighed og velgørenhed. Det havde været godheden, der trak dem tilbage, efter de havde været på en jagt efter et mørkvæsen. Godheden, som holdte dem fra at forblive i tankegangen på et mørkvæsen.

Nu stod hun her, og skulle gå imod det hele, bare for at redde hendes lillebror. Den eneste, som hun havde tilbage i hele verden.

Med et usigeligt blik betragtede hun ridderen. Hvad skulle hun gøre? Angribe ham? Aldrig i livet! Han var en ærefuld sjæl, der beskyttede lyset mod mørket! Hvis hun skulle have koppen, skulle det være på en måde, der ikke ville såre nogle som helst!

"Jeg er kommet for at bede," svarede hun ham med en hæs stemme. "Jeg vil dog gerne være alene, når jeg beder. Det her er en sag mellem mig og guderne."
Please gå. Hvis han bare ville acceptere det og forlade rummet, så hun kunne tage koppen, og stikke af. Det her var for Calebs skyld. Please... bare gå.

[Deleted]

Paladinen kom med et lettere bekymret smil og satte en hånd på Isabels skulder og sagde med en næsten beroligende stemme '' Unge kvinde, det virker til at noget går dem på. Hvis de ønsker det lægger jeg gerne øre til deres problemer ''. Han fjernede sin hånd '' Men hvis ikke, så forstår jeg skam også ''. Da hun sagde hun gerne ville være alene gjorde Paladinen tegn til at hun kunne sidde på en bænk. Han sagde blidt og undskyldende '' De kan bede i stilhed her, men jeg kan desværre ikke forlade rummet. Ser de, jeg er den hellige kops beskytter. Jeg kan ikke forlade den. Ikke fordi jeg tror de vil stjæle den. Men mørkets væsner har længe haft øjne på den. Dens kraft hjælper så mange folk, jeg kan ikke tillade den falder i de forkerte hænder ''. Paladinen trådte et skridt tilbage og bukkede i undskyldning. Denne mand var en hellig kriger, hans eneste formål i livet var at beskytte koppen. Hans liv og hans sværd var til for at sikre at denne genstand ikke faldt til mørket. Det virkede til at denne opgave ikke var så let som den anden. Men en ting var sikkert, Marcel havde bestemt sine grunde til at Isabel skulle skaffe nøjagtigt denne kop.

På værelset var Marcel og præsten blevet færdige med Caleb. Da præsten gik blev Marcel stående og kiggede ned på Caleb. Et faretruende ondt smil viste sig på hans læber. Marcel havde dem lige hvor han ville have dem, alt gik efter planen. Han regnede med at Isabel ville tro at han havde planlagt en fælde for hende som sidst, men Marcel var ikke så simpel og forudsigelig en person. Han havde sendt hende på en opgave han selv mente kun kunne løses på en enkelt måde. Imens havde han været i gang med Caleb, nu hvor hun troede han var i sikkerhed fra Marcel. Det hele var for ham et mindgame han kørte imod hende. Når hun vente tilbage ville han fortælle hende hvad han havde gjort ved hendes elskede bror. Han ville forsøge at knække hende helt. Marcel var ikke en simpel ondskab, tortur og smerte af fysisk format var ikke noget han begav sig i. Psykisk tortur og smerte derimod fandt han langt mere attraktivt. Marcel fnøs *sådan en skrøbelig og svag dreng. Uden hende var du død for længst Caleb. Men nu vil du opleve hende falde til mørket og det sidste du vil se er hende, hende der dræber dig. Svage dreng*. Marcel vendte om og gik ud. At forestille sig at en person som Marcel ville få magt ville bestemt være et mareridt blive til sandhed.

[Deleted]

Hænderne knyttede sig ned langs hendes side, da han fortalte, at han ikke ville forlade rummet. Hendes blik gled over til den gyldne kop, der stod så tæt på, og alligevel så langt væk. En kop for Caleb's liv. Hun skulle bare gøre det her, og så ville hun være fri for varylen. Bare tage koppen.
Isabel var en garvet kriger. Ikke mange soldater kunne prale med at have hendes erfaring i kamp. En gammel magiker havde trænet hende i magi, som barn, men ellers var alt andet selvlært ved hårde øvelser, der ville koste hende livet, hvis hun tabte.
Fødderne slæbte hende hen til bænken, som paladinen havde udpeget, og hun satte sig på den albuerne hvilende på knæene, og fingrene foldet foran ansigtet. Isabel og Caleb troede begge på en højere magt end dem selv. De troede på guderne, der dagligt gav dem styrken, til at stå ansigt til ansigt med ondskaben selv. Nu havde hun brug for den styrke mere end nogensinde.
De grønne øjne lukkede sig i. Med en lav mumlen bad hun. Bad for Caleb, bad for sig selv, bad om tilgivelse, bad om styrke. En tåre trillede ned af hendes kind, men hun lagde ikke mærke til den.
Til sidst kyssede hun sin medallion med gudernes tegn, inden hun rejste sig fra bænken med fornyet styrke. Med et ryk fra armen begyndet magi af gnistre frem omkring hendes hænder. I et øjeblik betragtede hun det slikke sig om hendes fingre, inden at hun vendte opmærksomheden mod paladinen, som stod med ryggen til hende.
Hun behøvede ikke dræbe ham. Bare neutralisere ham.
Med faste skridt gik hun hen mod ham.
"Sir!" kaldte hun med en hård stemme, og da han drejede hovedet mod hende, nåede han ikke engang at se hende, før hun havde presset sin ene hånd mod hans øjne, mens den anden holdte om hans baghoved.
Han skreg. Lugten af brændt kød steg op i hendes næsebor, så hun havde lyst til at kaste op. Den hellige kriger begyndte at kæmpe imod, men hun holdte ham fast, indtil at hun var sikker på, at hun havde brændt hans øjne væk. Med et udtryksløst ansigt slap hun ham, og gik et skridt ud af hans rækkevidde, da han gled ned på knæ. Skrigende med hænderne for sine øjenhuler.
Hun betragtede ham et par sekunder, mens kvalmen langsomt forsvandt, inden at hun gik hen til koppen. Så meget, for så lidt. Nej... ikke lidt. Koppen var Calebs liv. Så lidt, for så meget.
Med blodige hænder rakte hun ud, og tog om koppen. Den brændte hende, så hun måtte lægge et klæde omkring den, for at kunne sætte den fast til hendes bælte.
På gulvet bag hende kravlede den hellige kriger rundt på alle fire, mens han råbte på hjælp. kort kiggede hun ned på ham, da hun travede forbi ham, og ud af templet, for at komme hjem til Caleb og Marcellus, så han kunne få koppen.

En halv time var hun igen kommet op til kroværelset. Træt trak hun jakken af sig, og smed den fra sig over stolryggen, inden hun gik over til vaskefadet, hvor hun stak sine hænder ned i det lune vand. Blodet skulle vaskes væk. Den hellig krigers blod. Hendes ansigt var ulæseligt.

[Deleted]

Marcel sad og ventede på hende. Da hun kastede koppen fra sig, kom et ondt smil frem på hans læber. Hun havde bekæmpet en mand af godhed, hun havde taget det afgørende skridt i hendes forvandling. Han rejste sig og kiggede på koppen. Han tog fat i den, i det øjebil ændre koppen sig fra at være gulden til at blive kulsort. Marcel kiggede over på Isabel og grinede svagt. Han sagde derefter roligt '' Åhh Isabel, du har gjort noget du virkelig ikke skulle have gjort. Ser du, denne kop har en helt speciel egenskab. Det vand du putter her i, det kan få afgrøder til at gro, også steder de ikke burde kunne. Denne kop blev brugt til at hjælpe med at stoppe hungersnød. Mange fattige fik mad på grund af denne kop. Dens eneste svaghed er. Når en med en helt mørkt sind røre ved den, får kommen permanent den modsatte effekt. Nu ødelægger den afgrøder. Du har ikke kun sørget for at få vil sulte, men rigtige mange vil sulte g dø nu. Jeg har den perfekte køber for denne kop ''. Marcel viftede med hånden og koppen forsvandt. Han gik langsomt og lokkende overimod Isabel. Han stillede sig et skridt fra hende og kiggede på hende med et blik man ville give til en der havde været meget uartig. Han sagde drilsk '' Hvad undskyldning har du brugt for at overstykke din samvittighed og skyldfølelse? ''. Marcel geb ud efter hende og hvis han fik fat ville han trække hende tæt på ham og lække hans øre op til hendes øre og hviske sensuelt '' Når natten kommer, når du er alene med dine tanker vil hvad du har gjort hjemsøge dig. Først vil skyldfølelsen hjemsøge dig, senere vil du elske det, du vil finde det spændende og ''. Marcel grinede svag og kort, derefter bed han hende blidt i øreflippen og sagde '' Det vil sågar tænde dig ''. Med det slap Marcel sit greb og gik et skridt tilbage imens han grinede en smule. Han spillede bestemt et psykisk spil med hende.

[Deleted]

Da han talte mærkede hun vreden og foragten komme stigende, så hun følte det som om, at hun skulle kaste op. Det smagte bitter i hendes mund. Hvis hun havde kunne, ville hun slå ham ned, bare for at smøre det forbandet smil af hans læber!
"Du er en nar!" mumlede hun, og kiggede tilbage ned på sine hænder, som hun var ved at vaske rene. Det sidste blod kom af. Hun tørrede hænderne i et stykke stof, som hun hårdt smed fra sig og vendte sig om mod ham med armene over kors. Hvor ville hun dig gerne have lov til at slå ham. Øjnene lynede imod ham, da hun lige skulle til at åbne munden, for at svare ham igen, inden at han grev fat i hende. Overrasket befandt hun sig pludselig helt tæt på ham. Så tæt at hun kunne mærke hans krop mod hendes. Ordene i hendes øre gav hende kuldegysninger hele vejen ned af rygsøjlen, mens varmen bredte sig i kroppen. Hun vidste ikke om det var på grund af frygt eller nydelse.
En klump havde samlet sig i halsen, så hun måtte synke den. Tydeligt kunne hun mærke hvordan hun begyndte at længes efter at være tættere på ham. Hun lukkede saligt øjnene, og bed sig i underlæben ved hans hvisken. Benene føltes som smør. Hans latter fik hendes hjerte til at slå hårdt og hurtigt i frygt for ham, mens han blidt bed hende i øreflippen. Hun kunne ikke tilbageholde et frydefuldt suk.
Og så trådte han et skridt tilbage. Som vågnede hun af en trance, blinkede hun med øjnene, og kiggede en smule forvirret op på ham, inden det så ud til at hun fandt ud af, hvad der var sket. Skammen brændte i hende. Panisk væltede hun væk fra ham, så hun bakkede direkte ind i bordet bag hende. Knoerne blev hvide da hun knugede om bordkanten, mens hun chokeret stirrede på ham. Advarende holdte hun en hånd ud mod ham.
"Hold dig fra mig! Hold - dig - fra mig!" hviskede hun med en stemme, der rystede. "Jeg har gjort hvad du bad om!! Skrid så med dig, og lad mig og min bror være, som du sagde!! Jeg vil aldrig se dig igen!!"
Hun mærkede noget, som hun sjældent mærkede. Frygt. Frygt for ham. Fordi han havde denne her magt over hende. Magten der kunne få hende til at spinde for hans ord, og sno sig om hans lillefinger. Det gav hende kvalme! Det gjorde hende syg! Alt hun kunne tænke på var impulsen til at skrubbe sin krop ren med en hår stålbørste og sæbe.

[Deleted]

Marcels skæve smil kom frem igen. Han havde nøjagtig den effekt på hende han ønskede. Hun ville blive den perfekte højre hånd han altid havde ønsket sig. En fyrste havde vel brug for en v, for en loyal og nådesløs person til at udfører hvad han ikke selv havde tid til. Dette var nu hans mål. Efter hun havde dræbt hendes bror, men hvem gik op i detaljer. Marcel nikkede langsomt og sagde roligt '' Jamen så må jeg jo hellere se at komme afsted ''. Han gik hen til vinduet og stoppede så op. Han holdt en finger op i luften og vendte sig om. Et ondt smil voksede frem på hans læber og han sagde med en sejrs fyldt stemme '' åhhh, jeg glemte det næsten helt. Jeg blev jo nød til at straffe dig for at stoppe den ~forkerte~bonde.. Hvis du husker.. Jeg kom vist til at lægge en lille forbandelse over Caleb.. Du kunne prøve at finde ud af hvad det er for en besværgelse.. Meeeen, når du har fundet ud af det vil det være for sent og han vil være død. Jeg kunne jo ''. Marcel slikkede sig om munden '' Fortælle dig det. Men så ville du jo skylde mig en tjeneste mere. Men med den viden jeg giver dig vil du kunne redde dig elskede bror ''. Marcel grinede ondt og lavmælt. Han vendte sig om mod vinduet igen og sagde med en sørgelig stemme '' Men du vil jo gerne have jeg går. Du kunne jo sætte dig på dine knæ og kysse mine fødder, så vil jeg overveje at blive og handle med dig ''. Marcel kiggede på hende gennem reflektionen fra ruden. Han kunne næsten lugte hun frygtede ham. Han havde lokket hende til at tro han ikke ville skade Caleb, så han vidste det ville komme bag på hende. Han ville knække hende, knække alt godt i hende og nedbryde hende. Hun havde truet ham og det var grund nok for ham. Han vidste at hvis hun satte sig på hendes knæ og kyssede hans fødder ville det være det mest ydmygende for hende, det bedste tegn på han havde knækket hende. Hun var stærk og klog, den perfekte kandidat.

[Deleted]

Hans ord var som en lussing, der blev stukket hende. Det var lige før, at hun vaklede. Caleb! Ikke Caleb! Rædslen stod malet i hendes ansigt, mens hun bare stirrede på Marcellus, som var hun blevet ramt af lynet. Hvad... hvad var det han sagde? Caleb? Hvad... hvad havde han gjort... gjort mod Caleb?! En forbandelse? Men... hvordan?! Ligesom hende havde han fået skåret pentagrammer og runer ind i sit kød, netop for at gøre ham immun overfor den slags!
"Du lyver..." hviskede hun, men usikkerheden var tydelig i hendes stemme. Når det kom til Caleb, turde hun ikke tage ret mange chancer. Hendes blik flakkede mod væggen, der førte ind til Calebs rum. En stor trang til at løbe ind for at se ham, fik det til at krible i hendes fingre. Ikke Caleb. Alt andet end Caleb.
"Du... du lovede, ikke at røre ham. Du lovede!" sagde hun hæst, og måtte dumpe ned på en stol, da hendes ben ikke kunne holde hende længere. Fortvivlet kiggede hun mod væggen. "Ikke min lillebror. Alt andet end min lillebror. Du kan ikke gøre det. Du lyver! Jeg VED at du lyver!"
Igen begyndte hendes øjne at slå gnistre, jo mere vreden endnu engang fik chancen for at bølge op i hende. Med fornyet styrke kom hun på benene. Truende tog hun et skridt mod Marcel. Hendes kaotiske, hadefulde følelser, fik flammerne i ildstedet til at springe brølende op. Vinduets glas revnede, inden at de eksploderede mod Marcellus. Træet knagede omkring dem, da styrken fra Isabel's raseri fik hendes magiske evner til at gå løs.
"Jeg skar selv de beskyttende runder og pentagrammer ind i ham, så det blødte!! DU LYVER! Hvis du har rørt min lillebror, så.... DU LOVEDE IKKE AT RØRE HAM!!!" skreg hun rasende, og knyttede hænderne ned langs siden, så en kraftbølge slog ud fra hende, der fik tingene til at vælte væk fra hende.

[Deleted]

Marcel vendte sig om og kiggede på hende med et overlegen blik i hans mørke øjne. Han kunne mærke den styrke hendes vrede gav hende, det var imponerende. Han vidste nu at hun nok skulle blive et mægtigt våben en dag. Hans våben. Marcel rystede svag på hovedet og grinede. Han sagde roligt '' Du har skam ret, du lavede en masse beskyttelse over ham. Jeg ville ikke være i stand til at bryde igennem dem alene. Derfor var det godt jeg ikke udførte forbandelsen alene. Så skulle du dræbe mig i min søvn kan du aldrig ophæve forbandelsen, for du skal bruge begge de parter der kastede forbandelsen for at ophæve den ''. Marcel satte en finger til  hans læber og sagde provokerende '' Hmm. Jeg husker jeg lovede jeg ikke ville røre ham så længe du gjorde som jeg sagde. Du gjorde ikke som jeg sagde, du stoppede den forkerte bonde. Du overholdt ikke din del af aftalen, hvorfor skulle jeg så overholde min ''. Marcel fik et fast blik i hans øjne, en sort skygge dannede sig i hans øjne og en kulsort skygge agtig aura sev ud fra ham. Han sagde med en faretruende stemme '' Du skal ikke true mig. Se hvad der er sket på grund af at du gjorde det til at starte med. Hvis du ikke knæler og undskylder med det samme, dræber jeg din bror! ''. Marcel var bestemt og så ikke ud som om han jokede. Igen var hans agenda at få hende til at indse der intet håb var tilbage, knække hende. Skyggerne forsvandt ind i Marcel igen og det skæve smil kom frem på hans læber igen. Han sagde roligt '' Knæl så og kys mine sko og undskyld din opførsel. Så kan jeg fortælle dig om forbandelsen, Meeen så skal du udfører en opgave mere for mig ''. Marcel var en person der altid havde hans næste 3 træk planlagt. Når alt gik efter hans hoved var han glad. Alt var gået efter planen, alt gik som forventet hidtil. Blev det ved sådan her ville hun snart være i hans magt. 

[Deleted]

Han havde næsten fået hende op i det felt, hvor hun var fristet til at gøre en ende på ham, fordi hun var så rasende. Hvis det ikke var på grund af den forbandelse, han havde kastet over Caleb, havde hun kværket ham, så hun kunne se ham dø langsomt for sit blik. Desværre var hun fanget, hvilket frustrerede hende til grænsen, af at hun ville brænde noget ned.
Der var dog ikke noget at gøre.
Med en kraftanstrengelse tvang hun sig selv til at falde til ro. Hun løftede hænderne med håndfladen nedadvendt, og gjorde en bevægelse, som pressede hun noget ned mod gulvet. Åndedrættet blev roligt igen, hendes ansigt slappede af, og flammerne i ildstedet trak sig tilbage, mens knirkelydene fra træet forsvandt, og alt igen var tavst.
Hun tog et dybt åndedrag, der fik hendes bryst til at hæve og sænke sig, inden hun igen åbnede øjnene, for at rette dem mod Marcellus. Der var mord i hendes blik, men hun kunne ikke gøre noget. Ikke endnu. Ikke med Caleb i fare. Raseriet og hader bølgede stadigvæk i hende, hvor det hele tiden truede med at bryde ud igen, og slå dem alle ihjel. Derfor måtte hun spænde i hele kroppen, for at holde magien tilbage.
Med stive skridt gik hun hen foran ham. I et par sekunder stirrede hun ham foragteligt ind i hans mørke øjne, uden tegn på frygt for ham, inden at hun sammenbidt gik ned først på det ene knæ, og så også det andet. Man kunne se hvordan det her var ved at dræbe hende. Håndfladerne lå presset mod hendes lår, som hun gned hårdt. Det krævede alt hendes selvkontrol, at gøre det her.
Med læberne tæt sammensnerpet bøjede hun sig ned, og lod dem strejfe hans ene sko, inden hun igen rettede sig op. Hun stirrede stift forbi ham på et punkt ved væggen. Hele hendes krop skreg efter at stikke dolken i hans ben. Caleb... Åh Caleb.
"Undskyld... min opførelse," hviskede hun ud mellem tænderne, der kværnede mod hinanden. "Være sød at fortæl mig, hvad du har gjort ved Caleb."
I hendes hoved gennemgik hun de forskellige måder, hun ville dræbe ham på. Hvis hun nogensinde fandt frem til en person, som han elskede, ville hun dræbe den person for hans blik. Først torturere hende eller ham, og så bagefter dræbe personen så pinefuldt og forfærdeligt, at selv Marcellus måtte græde.

[Deleted]

Marcel kiggede ned på hende med et smil. Han var på ingen måde bange for hende. Han havde hende i hans håndflade. Marcel sagde sensuelt '' Den vrede og had jeg kan se du føler. Mærk hvor stærk den gør dig. Den frygt du havde for mig, den der holdt dig tilbage er erstattet af rå og overvældende styrke. Mærk selv efter, du har aldrig før følt sig så stærk som lige nu. Jeg kan lære dig at kontrollere og udnytte din vrede, din styrke. Jeg kan gøre dig stærkere end nogensinde før ''. Han slikkede sig om munden '' Mærk hvordan hele din krop sitre. Mærk på dig selv, jeg er sikker på du er både tændt og tæt på at miste din selvkontrol ''. Marcel gav hende lidt tid til at svare og føle hvordan hun havde det. Efter lidt tid smilede han '' Vi har en aftale. Forbandelsen er meget simpel. Ingen healing vil virke på Caleb mere, kun en slags. Nemlig jeres bånd som søskende. Jo ondere din sjæl bliver, jo bedre får Caleb det. Jo bedre din sjæl bliver jo mere kommer hans sår frem igen ''. Marcel grinede ondt '' Så hvis ikke du vil have at han skal være i konstant smerte, så råder jeg dig til at gøre nøjagtig som jeg siger ''. Marcel havde strammet sit greb om hende. Først ved at få hende til at indse hvor stærk og magtfuld hun var ved at være ond, for det andet ved ikke at give hende noget valg om at være ond og for det sidste ved at fjerne hendes håb, få hende til at indse at han altid ville have magten over hende. Hans plan havde udfoldet sig. Hans sande motiv var dog stadigvæk skjult. Marcel ventede på hendes  svar, på hvordan hun ville reagere på alt dette. Han havde brugt lang tid på at manipulere hende og vise hende hvilken magt han holdt over hende. Men havde han knækket hende nok til hun gav efter og overgav sig til hans ord? 

[Deleted]

Hans ord om styrke bed ikke på hende, og hun stirrede bare stædigt lige frem for sig. Som om hun ikke havde hørt den slags før. Døende mørkvæsner havde lovet hende magt og styrke, når de havde sættet på deres bedende knæ foran hende, inden hun havde skilt deres hoved fra deres krop. Nej... hun vidste hvor meget hun kunne udrette ved at lade hadet og raseriet tage over, men det ville være udslettende evner, og hun ville blive til en warlock i stedet for en magiker. Det ville blive over hendes lig.
Derfor vendte hun langsomt det trodsige blik op mod Marcellus' ansigt.
"Fuck dig..." hvæsede hun, inden at hun bøjede hovedet, for at spytte for hans fødder. Hvor hun dog hadede ham til det inderste. Dog forvandlede hendes ansigt sig, da han fortalte hvilken forbandelse, der var blevet kastet over Caleb. Alt farve forlod hendes ansigt. Kunne... kunne man gøre sådan? Det ville kræve ekstrem stærk magi, at kaste sådan en forbandelse! Hendes blik flakkede rundt, inden at hun til sidst lagde hovedet tilbage, for at kigge op på Marcellus med panik i sine grønne øjne. Kunne han virkelig gøre det?! Men... men det betød...
Hele hendes krop faldt sammen, så hun ikke længere sad rank, men foroverbøjet med ansigtet fortvivlet gemt i sine hænder. Skuldrene hang, ryggen og nakken var bøjet. Desperat prøvede hun at tænke på en måde, hun kunne komme ud af det her på, men fandt ingen løsninger. Nej... nej det kunne ikke være rigtigt! Ikke sådan her! Ikke det!
Kroppen begyndte at skælve, da hun var ved at få et panisk anfald. Det ville jo betyde, at hun... at hun var nødt til... nødt til at... Åh Caleb!
"Nej, nej, nej, nej..." hulkede hun, mens tårer begyndte at presse sig frem. Hun kunne ikke holde det tilbage, lige meget hvordan hun prøvede. Det hele føltes som et mareridt. Det kunne ikke passe! Hun havde viet sit liv, til at dræbe ondskab, og nu.... nu skulle hun selv... selv blive...
Hendes fingre begravede sig i det orange, korte hår, mens hun bøjede sig helt frem på knæ, så panden blev presset imod plankegulvet.

[Deleted]

Han kiggede ned på hende. Endelig var det sket, endelig havde han gjort det. Han havde knækket hende. Endelig var hun brudt sammen. Det havde krævet meget af ham at få hende til dette stadie og han var langt fra færdig. Marcel lagde en hånd på hendes hoved. Han havde tilbudt hende magt, men han kunne se at det ikke var det hun ønskede. Nu vidste han i sandhed hvad det var hun ønskede. At være fri, fri for bekymringer og smerte, fri for hele tiden at bekymre sig om sin bror. Hun ville have at han altid var i sikkerhed. Marcel sagde lavmælt og roligt '' læg din loyalitet og dit liv i mine hænder og jeg kan lære dig det du ønsker. At være fri fra denne smerte, den frygt du har. Du vil være fri, fri fra alle disse smerter og usikkerheder. Følelsen af at du intet kan gøre i sidste ende. Tag med mig og jeg vil lære dig at leve dit liv i stedet for at leve i hans, i frygten for hans død. Lære dig at leve dit eget liv, fri fra alle bekymringer. En fremtid hvor jeg sværger at Caleb er i sikkerhed ''. Marcel håbede at han havde ramt plet. At han havde ramt en åre i hende. Han var god til at læse folk, men det var svært at læse folk perfekt hver gang. Det krævede tålmodighed og indsigt. Hvis han havde taget fejl, måtte han lede videre. Han vidste at Caleb var hendes svaghed og han mente at denne forbandelse var den helt rigtige, men hvis dette ikke virkede så måtte han virkelig blive kreativ for at finde den rigtige vej. Han så en fremtid hvor han sad på en trone. Hvor han sad som konge og kiggede ud over sine riddere. Ved hans side ville Isabel stå, stå som hans forkæmper og højre hånd. Hans våben. Men denne fremtid krævede en del af ham. Problemet var at hvis Marcel ikke fik fundet det onde frem i hende hurtigt. Fik hende knækket, var han ikke sikker på at han ville have tiden til det. Han nød dette, nød hvordan han havde en magt over hende, nød at pine og knække hende. Se den stolte stærke og spydige kvinde forvandle sig til en hulkende, knælende og ødelagt kvinde. Det var i sandhed kun ren ondskab der kunne gøre sådan ved et andet menneske, en ondskab Marcel bestemt var.

[Deleted]

Isabel rystede desperat på hovedet. Hun nægtede at lytte til ham! Nægtede at lade ham komme ind under hendes hud! Caleb... hendes lillebror. Uden ham ville hun ikke kunne forsætte. Hun ville være alene. Ikke Caleb. Alt andet end Caleb.
"Jeg har aldrig levet mit eget liv! Det har ingen af os!!" hvæsede hun af ham, og kom vaklede på benene, selvom det føltes som om, de ville bukke under hende igen. "Vi høre sammen, forstår du det?!! Han er det eneste, som jeg har i denne her forbandet verden! Det eneste, som er mig!!"
Folk der troede, at hende og Caleb ønskede et liv adskilt fra hinanden, forstod ikke det bånd de havde. Hele deres liv havde de vandret verden rundt, for at beskytte uskyldige. Det eneste de havde var hinanden. På rejserne havde de hinanden at snakke med. I de kolde nætter lå de tæt op til hinanden, for at holde varmen. Over maden spillede de terninger. De trænede sammen. Grinede sammen. Græd sammen. Følte smerte sammen. Intet og ingen kunne komme imellem dem, for det ønskede de ikke. Hvis de skulle dø, skulle de dø ved siden af hinanden. Ingen kunne leve videre uden den anden.
Dog var der noget i hans sætning, der fik hende til at tøve i sin afvisning... han svor, at Caleb ville være i sikkerhed. En fremtid hvor han altid ville være sikker. Aldrig mærke smerte. Hun havde før svigtet ham, og der havde han mistet sit øje. Alt hvad hun ønskede, var at han skulle være i sikkerhed og være glad.
Hun dumpede ned på sengekanten, hvor hun tomt stirrede ind i flammerne foran sig. En fremtid hvor hun kunne beskytte Caleb. Han ville være i sikkerhed.
Mistænksomt skuttede hun til Marcellus. Tårer trillede stadigvæk tavst ned af hendes kinder, men hun havde fået noget af den samme kontrol tilbage, som hun havde før.
"Hvordan vil du gøre det muligt?" spurgte hun ham med en hæs stemme. "Hvordan vil du kunne garantere mig, at Caleb vil være i sikkerhed?"

[Deleted]

Han lyttede og så hvordan hans ord ikke havde den mindste effekt på hende. Men da hun snakkede om Caleb, der gik det op for Marcel hvor dybt hendes svaghed endelig var. Caleb var nøglen på alle punkter. Marcel gik hen foran Isabel og kiggede ned på hende. Han sagde roligt og helt fattet '' Isabel.. Virker jeg som en person der holder mit ord. Som en person der ved nøjagtigt hvad jeg laver og hvordan ting skal gøres ''. Han lænede sig ind over hende så hvis ikke hun lænede sig tilbage ville de kysse hinanden. Hvis hun lagde sig ned i sengen ville han ligge sig ovenpå. Langsomt ville han sætte sine hænder på hendes hofte og hals og læne sine læber til hendes øre og hviske så tæt på at hans læber ville røre hendes øre når han talte. '' Hvis jeg siger at Caleb vil være i sikkerhed du aldrig mere skal bekymre dig om hans sikkerhed mere. Så er det sandt. jeg er sågar villig til at lave en magisk kontrakt over det. Men det kræver desværre også noget fra dig, din smukke kriger kvinde. Du skal gøre nøjagtigt som jeg siger, du skal give mig din evige loyalitet og underkastelse. Du siger du vil gøre alt for din bror. lad os teste det ''. Marcel fjernede sig langsomt fra hende og stillede sig op. Han nød den effekt han havde på hende. Det var en effekt han havde på mange kvinder, men især ved Isabel var det sjovt, sjovt fordi hun havde den personlighed hun nu engang havde. Nu hvor han havde hendes allerstørste svaghed fremme i lyset var det muligt for ham at bruge den imod hende. Muligt for ham at gøre hende ond og vise alle at han kunne gøre selv den mest renhjertet og mægtige kriger ond og underdanig. Marcel havde allerede en plan med denne kontrakt ellers ville han aldrig have foreslået den. Han udnyttede alt hvad han kunne, prøvede at rive og flå i hver en krog af hendes viljestyrke.