En Metallisk Nynnen

[Deleted]

@marcellus - @isabel

Flammerne knitrede i ildstedet, og oplyste det lille kroværelse oppe under høloftet, som Isabel havde lejet. Det var ikke særlig stort, men der var varmt, hyggeligt, og vigtigst af alt… billigt.
Rejsetasker lå op af væggen. Nogle urter var spredt ud på det lille, skrivebord, sammen med et par sværd, daggerter og sammenrullet pergamenter. En enkelt alkove stod i hjørnet med nogle opslået bøger liggende ovenpå de rodet tæpper. Alt i alt lignede værelset en hvilken som helst rejsenes kroværelse.
Isabel sad på sengekanten, og var i gang med at slibe sit sværd. Lyden af stenen mod det hårde metal, fyldte rummet med en rytmisk, mediterende lyd. Næsten som en metallisk nynnen. De grønne, hårde øjne var tomme, og hvilede åndsfraværende på den skarpe klinge. Det røde, korte hår konkurrerede med flammerne i farve og vildskab. Nogle af lokkerne faldt ned over hendes slanke ansigt, hvor der ikke var nogle tegn på kampen, andet end lille flænge i underlæben. Hendes rejsetøj var skiftet ud med en løs, hvid skjorte, med lædersnore, der dækkede hendes atletiske krop. Eller havde hun ikke andet på, efter lige at have været i bad. Ilden fik hendes hud til at gløde i en varm føde. Lårene faste og markeret af muskler.
Tankerne kørte bekymret rundt om Caleb.
Han lå i en hytte længere nede af gaden, liggende på en seng, fuldkommen badet af sved. Efter deres kamp med Marcellus, for nogle dage siden, havde han kæmpet for sit helbred. Healeren havde forslået at amputere hans arm, men han havde nægtet. Så hellere dø af infektioner i sværdhugget. Isabel kunne intet stille op. Hun kunne godt forstå, at Caleb ikke ville miste sin sværdarm, og lige nu var der en lille chance for, at han faktisk ville overleve. Deres opsparet penge var gået til helbredelsen, men nu havde de heller ikke mere. Hvis Caleb’s tilstand blev forværret, havde hun ikke flere penge til at betale healerne.
De grønne øjne brændte, og en enkelt tåre landede på den skinnende metal, men hun blinkede dem arrigt væk. At sidde her og græde som en anden tøs, ville ikke hjælpe. Caleb var stærk! Han skulle nok klare det.

[Deleted]

Marcellus havde holdt øje med de to dusørjægere. Han havde holdt sig på afstand og betalt gadebørn for at fortælle ham om deres aktiviteter. Isabel havde lavet den store fejl at true ham. Han havde vist hende og hendes bror nåde og det havde hun gengældt ved en trussel. Det var i sandhed svært at vække Marcellus vrede da han ikke tog håndelige ord tungt. Men handlinger, handlinger som denne vækkede hans ondskabsfulde vrede. Når først Marcellus ønskede hævn over en person, så var denne hævn altid så grusom og ondskabsfuld at dem der så ham udfører den ville sværge at han var ondskaben selv. Han gjorde ikke som de fleste andre der søgte hævn. Han var kold, eftertænksom og snu. Han dræbte næsten aldrig dem hans vrede faldt på. Nej, han ødelagde deres liv. Han havde brugt disse dage på at planlægge starten af hans plan. Hans plan om at gøre Isabel ond og i sidste ende få hendes bror til at indse hvilket monster hun var blevet, få hende selv til at se det så en dyst til døden mellem dem ville ske. Dette var starten og derfor var det yderst vigtigt at alt gik efter planen. Marcellus havde lagt meget tanke og planlægning i denne act så at sige. Dette ville blive Isabels første skridt mod ondskab. Dette skulle løkkes.

Marcellus hoppede lydløst op til hendes vindue og hviskede '' destrukto incantatus ''. Dette var en besværgelse beregnet til at tage sig af beskyttelses magi kastet over stedet, til at beskytte eller advarer Isabel. Han vidste ikke om hun havde kastet noget eller om hans besværgelse ville virke imod hendes magi, men han håbede. Han åbnede vinduet og kravlede ind. Lyden fra hende der sleb hendes sværd ville sikkert havde skjult lyder af ham der åbnede vinduet. Hun virkede helt fortabt i sine tanker. Han stillede sig rank og ret. Et skævt smil kom frem på hans læber * Nu starter den lange hævn rejse.. Isabel.. Forbered dig på at lære dit indre mørke, forbered dig på det overtager dig*. Han sagde roligt, med hans rug stemme '' Isabel.. Tiden er kommet til at de betaler det tilbage de skylder mig.. Jeg har en ven der er i problemer.. Det er en rigmand her fra byen.. Han ~kom til~ at voldtage en lokal bondes datter.. Nu truer bonden med at dræbe ham.. Eftersom jeg ikke selv har tid til at tage mig af dette mindre problem... Så sender jeg dig på sagen.. Du skal stoppe boden på hvad end måde du selv ønsker.. Han skal lade min ven være før det ender galt ''. Marcellus mørke dybe øjne betragtede hende nedladende. Han tog et stykke papir frem med adressen og tilføjede '' Caleb ligger længere nede af gangen. Svag af feber.. Han er forsvarsløs imod min magi lige nu.. Prøver du at angribe mig, ikke udfører det jeg kræver.. Så dør han.. Og.. Det vil være din skyld.. Dit valg.. Isabel ''.

[Deleted]

Lige så snart hun hørte lyden af en stemme, kiggede Isabel op med et sæt. Øjnene borede sig ind i Marcellus’ sjæl, mens at hun langsomt kom på benene med sværdet i sin ene hånd.
Vreden bølgede i hende ved synet af ham, der var skyld i Caleb’s lidelser. En vrede der bølgede ud af hende, så luften sitrede af varme. Hvordan i alverden var han kommet igennem de beskyttende barriere, hun havde sat op omkring værelset? Hvordan var han kommet ind? Pludselig stod han der bare. Som i et mareridt. Mørk, hånende og kold.
Hun lyttede til hvad han havde at sige, men jo mere han fortalte, jo tydeligere blev det snerrende ansigtsudtryk. Til sidst smed hun sværdet fra sig på sengen, og trampede hen mod ham. Der var ingen skrøbelighed i hendes bevægelser, ved at hun kun var iført en stor skjorte, der lige akkurat dækkede hendes nøgenhed.
”Er du fuldkommen sindssyg? Tror du seriøst, jeg vil gøre den slags ting?!” råbte hun, og slog ud med armene. ”En uskyldig pige er blevet forulempet, og jeg skal beskytte overfaldsmanden? Fuck dig! Aldrig i livet!” De sidste skridt blev taget, og hun stod nu direkte op og ned af Marcellus. Trodsigt stirrede hun ham direkte op i ansigtet, uden mindste smule frygt at spore. Selvom han var højere end hende, lykkes det hende næsten at nedstirre ham.
Hænderne var hårdt knyttet langs hendes sider. De dirrede næsten. Som havde hun lyst til at slå ham hårdt. Hun rev dog papirlappen ud af hans hånd. Lige så snart den kom i kontakt med hende, brændte den op, og blev til aske, der smuldrede mellem hendes fingre. Som faldne engle dalede de ned på gulvet.
Stædigt mødte hun hans blik.
"Forsvind ud herfra! NU!" hvæsede hun lavmælt.

[Deleted]

Marcellus kiggede på hende roligt. Der var ingen vrede, ingen glæde, intet at se i hans øjne. Et svagt smil kom til syne på hans læber. Han havde hende nøjagtig hvor han ville have hende. Det sidste af hende gjorde modstand, nøjagtig som han havde forventet. Han havde lagt sin opgave og hun havde afvist den lige som sidste gang. Nu ville han gøre nøjagtig som sidste gang. Få hende til at indse at hun ingen valg havde. Håb, håb gav hende styrke. Han havde set hvordan hun var blevet lydig som en hund da han sidst havde fjernet hendes håb. Nu skulle han bare gøre det igen. Det hele var planlagt og ventede på hende. Hans plan var sat op, klar. Hun ville blive overrasket når det engang gik op for hende hvor meget ned i mindste detalje han havde planlagt dette. Han kendte hendes svaghed og han var selv overbevist om at han nok skulle knække hende. Det hårdeste var altid det første skridt.

Marcellus stirrede ind i hendes øjne og sagde med en faretruende rolig og fattet stemme, næsten en mørk hvisken '' Du glemmer detaljerne, smukke Isabel. Jeg kom her ind uden du opfattede mig. Jeg kom igennem Calebs beskyttelses magi på marken.. Han vil aldrig være i sikkerhed.. Du har fem minutter til at nå der hen.. Ellers vil Caleb lide en skæbne værre end døden.. Når han så tigger efter dødens kolde favn.. Så vil jeg fortælle ham at du er skyld i alt hans pinsel og smerte.. For du glemmer.. Jeg er stærkere end jer begge.. Tilsammen. Gør som jeg siger.. Ellers vil straffen blive ubeskrivelig. ''. Han brugte sin hurtighed til at sidde over ved vinduet igen. Han kiggede på gulvet foran Isabel og sagde '' Objektus reformus ''. En sort røg dannede sig på gulvet og blev til en lap papir. Marcellus sagde før han sprang ud '' Vær tilbage her om en time.. Og skynd dig og læs adressen på det nye papir.. Det forsvinder snart igen ''. Med det sprang han ud. Hans plan var sat i gang. Nu måtte han se hendes handling. Ville hun virkelig satse Calebs liv?, eller ville hun udfører hvad virkede til at være en svagt ond handling?. Havde han fjernet hendes håb som sidste gang?

[Deleted]

I alt for lang tøvede hun. Som stivnet stod hun midt hvor han havde forladt hende, og bare stirrede ned på lappen, der lå på gulvet. For sit indre øre kunne hun stadigvæk høre lyden af Caleb i smerte. Hvordan han havde lydt. Halvt grædende halvt skrigende. Synet af ham ligge dér på jorden, krummet sammen i smerte.
Papirlappen blev flået op fra gulvet, og i løbet af kun få sekunder var hun ude af døren, der smækkede sig i efter hende. Hun havde lige nået at trække i nogle bukser, tage støvler på, og gøre sit bælte fast. Da hun passerede Calebs værelse, stoppede hun kort op, for at kigge ind.
Der var ingen inde hos ham. Han lå på ryggen i sengen, og jamrede i søvne med ansigtet glisende af sved.
”Bare rolig… jeg beskytter dig,” hviskede hun mod ham, inden at hun skyndte sig videre, uden at tøve længere. Det regnede en smule udenfor. Kort stoppede hun op for at orientere sig, inden at hun begyndte at sætte i løb til den adresse, der havde stået på lappen. En time. Kun en time.

[Deleted]

Da Isabel Kom hen til huset der var på lappen af papir. Ville hun kunne høre en hævet stemme fra gyden ved siden af Hvis hun valgte at se hvad det var, ville hun se en mand knæle over en anden mand. En mand hvad der lignede en rigmand lå død, indsmurt i blod med et knivstik i brystkassen. knælende ved siden af ham, med en blodig kniv sad en mand i lasede tøj. Helt klart en bonde. Bonden sad med ryggen til Isabel så han ikke kunne se udgangen af gyden. Han slog rigmanden på brystkassen og gentog med en grådkvalt stemme '' Hvorfor.. Hvorfor.. HVORFOR ''. Bonden blev siddende. Blodet rislede fra kniven. Det så ud til at Isabel var kommet for sent, det så ud til at bonden allerede havde fået sin hævn. Der var ikke meget at gøre i sådan en situation, eller var der. Det kunne tiden kun vise. tunge skridt af metal klædte folk kunne høres kort tid efter. Og inden længe stod der fire af byens vagter. Hvis Isabel havde set ind i gyden og oplevet dette ville de vælge at kigge på hende. Hvad der så ud til at være den højt befalende mand ville sige med en autoritær stemme '' Undskyld mig frøken.. Men kan de fortælle mig hvad der er sket her? ''. Vagterne måtte have hørt bondens højlydte kald og efter kort tid være mødt op for at opklare hvad der foregik. Nu så det hele ud til at gå hurtigt og hvad der var sket på så kort tid kunne være svært for de fleste. Men nu var Isabel ikke en af de fleste. Det kunne vagt lederen se, det var også derfor han tiltalte hende med en respektfuld tone.

[Deleted]

Brat var Isabel stoppet op ved synet af bonden, der grådvalt knælede ved den døde rigmand. Hendes grønne øjne gled over scenariet med tvivl i sig. Hun var kommet for sent. Rigmanden var allerede død, og hun havde ikke nået at stoppe det. Forbandet!
Lyden af tunge støvler, fik hende hurtigt til at vende sig om, lige da vagterne nåede hende. Hun stivnede. Deres ansigter var vendt mod bonden og den døde rigmand, inden at den højest befalende, drejede sin opmærksomhed mod hende.
I et kort øjeblik forblev hun tavst, uden at vide hvad hun skulle sige. Ved normale omstændigheder, ville hun have taget bondens parti. Hun ville have holdt om ham, trøstet ham, forklaret vagterne hvad der var sket. At rigmanden havde voldtaget bondens datter. Problemet var, at det her ikke var normale omstændigheder.
Selvom hun ikke kunne SE Marcellus, betød det ikke, at han ikke befandt sig i skyggerne, og holdte øje med hende. Hun vidste, hvad han ville have, at hun skulle gøre. Rigmanden var allerede dræbt, hun havde fejlet, men hun kunne gøre det godt igen.
Munden var fuldkommen tør. Lige meget hvor meget hun sank, kunne hun ikke fugte den. Hænderne blev ved med at åbne og lukke sig, som om hun ville kværke nogle Hun vidste, hvad hun skulle gøre. For Calebs skyld.
"Et overfald..." svarede hun med en hæs stemme, så hun var nødt til at rømme sig. "Manden med kniven overfaldt den anden. Et gement tyveri. Ikke andet."
Bonden begyndte at græde, mens han råbte, at det ikke var sådan det var sket. Isabel knyttede hænderne langs siden. Hans hulk var som piskeslag for hende. Vagten så forvirret fra den ene til den anden. Bonden ude af sig selv, Isabel som en stenstøtte, inden hun vredt vendte sig mod bonden.
"JEG SÅ DET!!" råbte hun frustreret af ham. "Prøv ikke på at lyv!! Du overfaldt denne mand, stjal hans pung, og dolkede ham ihjel, da han nægtede!! Jeg så det, så hold kæft med dine løgnagtige ord!!"
Den øverst befalende vagt gjorde en håndbevægelse, og de tre andre, marcherede hen, for at gribe bonden i armene, og slæbe ham væk. Om og om skreg han, at det var ikke sådan det hang sammen. Isabel bed tænderne hårdt sammen, og så væk. For Calebs skyld. For Calebs.

[Deleted]

Vagterne nikkede og gik hen og tog fat i bonden og førte ham væk. Imens de førte ham væk råbte han '' NEJ.. I MISFORSTÅR.. Jeg fandt ham sådan.. I må tro mig.. Nej.. NEEEJ ''. Vagterne førte ham væk, ud af gyden.

Da Isabel kom tilbage til hendes værelse sad Marcellus der og ventede. Han sad forførende i hendes seng med et charmerende smil på hans læber. Da hun var kommet helt ind, sukkede han. Han rystede lidt på hovedet '' Jeg prøvede at finde dig.. Ser du, jeg var desværre kommet til at give dig den forkerte adresse.. Du ødelagde jo den rigtige.. Den rigmand du fandt.. Han var forlovede med denne bondes datter.. Denne rigmand havde gjort hende gravid og havde friet til hende.. Han ville fjerne hende fra et liv i fattighed og tage sig af hende og hans barn. Denne bonde fader var lykkelig.. Denne rigmand var på vej tilbage til datteren for at give hende ringen så det blev officielt. Nu blev det aldrig officielt og du har lige sørget for at hende fader bliver halshugget for et mord han ikke begik.. Denne kvinde.. Står nu uden ægtemand og uden fader.. På grund af dig er hun helt alene i verden.. Av.. Du er en ond og kold kvinde Isabel ''. Marcellus rystede lidt på hovedet. Sandheden var at der slet ikke var en rigmand der havde voldtaget en kvinde. Marcellus havde dræbt rigmanden og da bonden var kommet, havde Marcellus sagt at han skulle tage kniven ud og slå ham på brystkassen for at holde ham i live til han vendte tilbage med hjælp. Da Isabel var taget hen til adressen, havde Marcellus kontaktet vagterne så de ville komme kort tid efter Isabel selv. Han havde regnet med hun ville reagere som hun gjorde og dette sørgede for at hans plan virkede perfekt. Marcellus kiggede på Isabel '' Du stoppede ikke den bonde der søgte hævn over den rigtige rigmand.. Du har ikke betalt tilbage hvad du skylder.. Jeg vil tale med denne bondes datter og fortælle at du fik hendes fader dræbt for et mord han ikke begik ''. Marcellus smilede forførende '' For det gjorde jeg''. Marcellus grinede lidt '' Så vil hun hade dig for evigt.. Men jeg kunne lade være med at gøre det.. Hvis du gør en anden ting for mig i stedet for.. hvad siger du.. Onde Isabel?''

[Deleted]

I et øjeblik stod Isabel, og bare kiggede på Marcellus i sengen, uden at man kunne se hvad hun tænkte eller følte. Så begyndte flammerne i ildstedet at flakke, inden de blussede op. Et glas eksploderede, og det lille vindue sprang op, så gardinerne blafrede i den pludselige vind. Isabel rørte sig ikke. Hun stod lige indenfor døren, der havde lukket sig bag hende. I skæret fra det brølende flammer, lignede det, at hendes øjne var røde i genskæret. Røde ligesom hendes hår.
Hænderne knyttede sig ned langs siden, og en rynke dukkede op i hendes pande.
"Du snød mig..." hviskede hun med en ildevarslende stemme, der bar en undertone, at det chok som hun følte, da hun fandt ud af, hvad hun var blevet snydt til at gøre. Langsomt dæmrede det mere og mere for hende, og man kunne se raseriet bølge op i hende. I få skridt var hun henne ved sengen, hvor han sad, mens at hun rev dolken fra sit bælte frem.
"Dit forbandet, ondskabsfulde monster!!! Du fik mig til det! Du fik mig til det!! Det her er slut - NU!" råbte hun, og greb fat i hans krave med sin ene hånd, mens hun med den anden pressede dolken mod hans strube. "Hvis du tror, jeg vil lade dig overleve det her, tager du fejl!! Du fucking snød mig, dit svin!!"
Dolkens klinge trykkede sig mere mod hans hals, og man kunne se hendes muskler dirre efter at skære til. Hendes blik fandt hans. Mødte de mørke, mørke øjne, så hun hårdt måtte bide tænderne sammen. Modstå. Modstå. Hendes tag i ham blev kraftigere.

[Deleted]

Da hun tog fat i ham kom et førførende smil frem på hans læber. Hans mørke dybe øjne var et triumferende blik. Da kniven nåede hans hals, slikkede han sig langsomt om munden. Han sagde med en rolig hvisken '' Hvis du ville dræbe mig havde du allerede gjort det.. Åhh Isabel.. Du er så dejligt frembrusende og syret af dine følelser.. Du ved godt at hvis du gør mig noget har jeg allerede sørge for at Caleb vil få at vide hvilket monster du i virkeligheden er.. Et monster der har fået dømt en uskyldig til døden.. En der har efterladt en gravid kvinde alene i verden ''. Marcellus førte langsomt en finger over hendes kind med en blid bevægelse. '' Jeg sagde intet om du skulle beskylde bonden for noget som helst.. Jeg sagde intet om du skulle sige til vagterne det var ham.. Du og kun du er skyld i alt dette.. Jeg viste dig blot vejen og du gik helt selv ned af den.. Det vil Caleb også se ''. Marcellus smil voksede, han havde hende nøjagtigt hvor han ville have hende. Nu var der ingen vej tilbage for hende. Hun havde taget det første skridt. Hver gang hun ville sige ham imod ville han blod true med at fortælle Caleb alt. Hun ville blive trukket dybere og dybere ned i hans mørke. Han mente selv at han havde vundet. Nu skulle han bare transformere hende langsomt. Opgave efter opgave ville hans mål være at fjerne det gode i hende. Der var gået lang tid siden han havde Set Macaria, men det havde ikke ændret det han følte. Det han ville gøre for hende. Han kunne bruge Isabel til at nå ind til hende. Han ville transformere Isabel til hans egen våben, hendes sidste og alt afgørende prøve. At dræbe Caleb, så ville hun være komplet. Marcellus lænede sig ind mod kniven så den skar igennem hans hud så et par dråber blod flød ud. Han sagde forførende '' Innerst inde.. Elskede du det du gjorde.. Dybt inde.. Ønsker du det jeg giver dig.. Så fjern kniven og gør dig klar til næste opgave ''.

[Deleted]

Man kunne se hun gerne ville skære til. Rigtig gerne. Hendes arm rystede af at musklerne blev så spændte. Det flammende blik slap ikke hans, mens tænderne kværnede sig mod hinanden i et forsøg på at skære til. Med en frustreret lyd slog hun hans hånd væk fra sig, og slap ham. Hvorfor skulle han også være vampyr?! Hun hadede, når hun kunne mærke hans tiltrækningskræft hive i hende. Det gjorde, at hun ikke kunne stå tæt på ham i lang tid, før blikket ville flakke ned til hans smilende læber. Forbandet være vampyrer! Rasende og gal på sig selv kastede hun kniven fra sig, så den borede sig ind i trævæggen. Som en løve i bur, begyndte hun at vandre op og ned af gulvet.
”Din forbandet slange!!” snerrede hun, og vendte hårdt om på hælen, for at trave den anden vej. ”Du vidste jeg ville gøre det!!! Du vidste jeg ville gøre det, for at beskytte Caleb!! Jeg var fanget lige meget hvad jeg gjorde! Jeg er ikke ond! Det var ikke af ond mening, og du ved det!! Fanden tage dig!”
Hun overvejede, selv at forklare det for Caleb. Fortælle ham hvad der skete, men hun var bange for, hvad han ville tænke. Hun havde allerede svigtet ham én gang. For øvrigt var han stadigvæk svag efter kampen mod Marcellus. Derudover kunne hun ikke tage chancen, og gå imod Marcellus. Han kunne nå Caleb. Hvor hurtigt ville det ikke tage ham, at nå ind i Calebs kammer, og knække nakken på ham? Nej… hun måtte finde på noget andet. Forhåbentligt snart.
”Hvad vil du have?” hvæsede hun til ham, uden at stoppe sin traven frem og tilbage. Hun var rastløs, vred og frustreret over at Marcellus havde den magt over hende, som han havde. Næste gang ville hun ikke lade sig snyde på den måde. Hun stoppede op, og pegede på ham med en snerren. ”Jeg skylder dig kun den her opgave! Kun den her!”

[Deleted]

Marcellus smilede svagt og kiggede hende i øjnene. Han slikkede sig langsomt om munden og kom med et '' Hmmhp ''. Efter det sagde han ikke noget i flere sekunder. Da han endelig sagde noget igen, var det med en rolig og fast stemme '' Der er et tempel her i byen.. I det tempel er der en Paladin.. Denne Paladin bevogter en goblet.. En slags guld kop.. Vand der kommer i denne kop er i stand til at få afgrøder til at gro.. Men jeg er ikke i stand til at træde ind i templet.. For ser du.. Templet er beskyttet imod folk med et ondt sind.. Så.. Hent mig denne kop.. Isabel ''. Marcellus holdt et stykke papir frem igen, som første gang. Hun var allerede som en flue i hans spindelsvæv. Han havde hende hvor han ville have hende. Når hun tog papiret ville det være sikkert, det ville være bevis for ham. Hun ville være på vej imod ondskab. Først det lille skub, et skub der skulle vise hende hvor ond hun var. Han kunne have sat gang i ilden ved at sige at han ikke bad hende om at anklage bonden eller andet. Dog sagde han intet, han vidste hendes skyldfølelse nok skulle få bugt med hende og når det skete ville det begyndte at gøre ondt, så havde hun kun en vej og det var at lukke ned for hendes skyldfølelse og samvittighed og så var hun for alvor hans. Han kiggede på hende og sagde med en drilsk stemme '' Jeg traf ikke de valg du gjorde med bonden.. Det gjorde du.. Hvis du ikke er ond.. Så er denne opgave jo den perfekte måde at vise det på.. Ikke sandt? ''. Marcellus havde en plan som sidst, en plan der skulle bevise overfor hende at hun var ond. 

[Deleted]

Irritabelt trampede Isabel hen til ham, og rev papirlappen ud af hans hånd, så hun selv kunne læse den. Hun havde lyst til at krølle det sammen, og smide det i ilden, men vidste, at hun ikke havde råd til det. Caleb....

Opgivende bredte hun ud med armene.

"Jeg kan ikke gøre det nu," fortalte hun. "Jeg kan ikke efterlade Caleb så lang tid af gangen, når han stadigvæk er så svækket. Han ligger syg med feber. Ingen kan fortælle mig, hvilken retning det vil gå med ham, når der er betændelse i armen. Jeg skal nok gøre det i overmorgen, men jeg er nødt til at blive, og være sikker på, at han kommer igennem de næste par dage. Vi har ikke flere penge, så jeg må finde noget arbejde i morgen."

Det var sandheden. Hun havde brugt næsten alle pengene på kroen her, healere og urterne til Caleb. Stadigvæk var der ingen, som kunne fortælle hende, om Caleb ville overlade sine skader - de skader Marcellus havde efterladt ham. Hun var smadret og træt af bekymring over ham. Håbløst viftede hun med papirlappen.

"Jeg ved du holder øje med mig, og jeg skal nok gøre hvad du siger - men jeg er nødt til at gøre det her," forsatte hun, og foldede lappen sammen, mens hun gik hen til skrivebordet, hvor hun kunne putte det ned i et af de mange rum i bæltet. Hvor hun dog hadede det her. Hun hadede ham. At stå sådan her, gav hende en undskyldning, for ikke at se på ham. Det hjalp en smule på hans tiltrækningsevne, og hun drog et tungt, lettet suk, mens hun kort støttede sig med hænderne i bordet og bøjet nakken. Halsen var ikke så tør længere.
"Giv mig til i overmorgen. Så har jeg både penge, og mindre bekymringer overfor min bror," afsluttede hun, men det var mere en fast konstantering end en bøn.

[Deleted]

Marcellus lyttede til hendes ord. Han gik et skridt tættere på hende og kiggede op og ned af hende med hans lokkende mørke øjne. Et svagt smil kom frem på hans læber. Han havde hende nøjagtig hvor han ville have hende, fælden var allerede lukket. Hun var stoppet med at modsige ham. Hun havde mistet håbet og bad ham nu om ting. Hun var i hans magt og nu var det på tide at det gik op for hende. Hans blik gled sensuelt op af hende og endte ved hendes øjne. Han lænede sig frem imod hendes læber, dog stoppede han få millimeter fra hendes læber og drejede hans hoved over til hendes øre og sagde koldt og direkte '' Nej ''. Han trådte et skridt tilbage og tog en pose frem og smed den på hendes seng, da posen landede kom lyden af mønter der slog sammen fra posen. Marcellus satte sine arme over kors '' Du gør nøjagtig som jeg siger, når jeg siger og hvis jeg ønsker, så også hvordan.. Der er nok guld i posen til en læge der kan se til Caleb.. Men skuffer du mig.. Flår jeg ham i hundrede stykker og fodre dyrene i byen med ham.. Det er simpelt.. Du arbejder for mig.. Jeg skal ikke gøre noget som helst for dig.. Du er en klog pige.. Du ved jeg har ret.. Afsted med dig.. Skaf mig min kop ''. han lænede sig lidt frem igen og sagde næsten provokerende '' Nu ''. Et ondt smil der ville få de fleste til at på kuldegysninger viste sig på hans læber. Hans øjne viste nu i sandhed den velovervejet ondskab hans sjæl indeholdt. Alt det var grundet at hun havde truet ham, hvor han havde vist hende nåde. Hun var kommet ind på hans dårlige side. Der skulle bestemt meget til for at ende på den side men når man først var der, så ville Marcellus gøre alt for at ødelægge en psykisk. Han vidste at det start ville gå op for hende at han var et meget større monster end hun først havde troet.

[Deleted]

Det var lige før, at hun havde mærket sit sind knække, da han stod helt tæt op af hende. Blikket havde fæstnet sig til hans. For hvert sekund han blev stående, og lænede sig frem, jo mere forsvandt den styrke, som holdte hende fast. Åndedrættet blev tungere og dybere, modsat hjertet, som galloperede afsted. Hun kunne mærke varmen fra hans læber. Hvor havde hun dog lyst til at kysse dem. De var så tæt på. Erotiske billeder med deres forenet, svedige, nøgne kroppe, begyndte at presse sig frem på hendes nethinde, uden at hun kunne styrke det. Varmen samlede sig i hende – specielt mellem benene.
Og så drejede han hovedet, inden at han trådte væk fra hende. Det var som, havde hun holdt vejret, og havde været ved at besvime. En hånd fløj op til hovedet, mens hun vaklede tilbage, væk fra ham. Forvirret glippede hun med øjnene, mens at hun rystede på hovedet.
Hun måtte finde en rune eller noget, der kunne beskytte hende mod det her! Det kunne ikke blive ved! Det var alt, alt for farligt, og hun nægtede, at han havde den her magt over hende. Fandme om hun var et eller andet lam, der bare kunne stå lammet til stedet, mens ulven roligt, kunne træde tættere på hende, uden at hun kunne gøre noget.
Hun lagde næsten ikke mærke til posen med mønter. Først da han provokerende lænede sig frem mod hende, vågnede hun lidt mere op. Igen kom han tæt på, men denne gang var hun forberedt, og skubbede ham hårdt væk fra sig.
”Hold dig fra mig!” snerrede hun foragteligt, og greb sit bælte, for at lukke det om hofterne. ”Jeg behøver ikke dine blodpenge! Du kan beholde dem! Jeg skal nok skaffe dig den fucking kop! Bagefter, så lader du mig være, og hvis du nogensinde, kommer så tæt på igen –” Hendes blik mødte skarpt hans. ”- så prikker jeg dine øjne ud.”
Hårdt rev hun jakken til sig på vejen ud af døren, og trak den på, mens hun med hastige skridt gik ned af gangen, for endnu engang at gå udenfor. Rasende på sig selv, mærkede hun stadigvæk hvor rystet hun var, over at han havde været så tæt på hende, og den kraft, der havde virket på hende. Næste morgen måtte hun virkelig, have fundet en rune eller et pentagram, som kunne beskytte hende mod den tiltrækningsevne.  Hun trådte ud i natten, og brugte et øjeblik, på at kigge sig omkring, inden at hun tog sedlen op fra lommen. Templet lå ikke så langt væk. Hun slog kraven på jakken op, og marcherede så med skuldrene trukket op ned af gaden.