No Rest for the Wicked

[Deleted]

@zean - @eriz

Natten var langsomt ved at gå på hæld, og slottets beboer havde vagtskifte. Dem der var om natten gik i seng, og dem om dagen stod op. Macaria var én af dem, som med hendes stilling, skulle være oppe døgnet rundt, så længe vinduerne var dækket. Heldigvis havde hun været oppe hele natten, og dronningen havde bedt hende om at gå i seng, så hun var klar til næste dag. Prinsen kunne bruge Enrico, hvis han fik brug for det.
Derfor sad hun inde på sit kammer i sengen, hvor hun kradsede sirlige bogstaver ned på et stykke pergament, der lå udglatter foran hende på et bræt. Hun var iklædt en mørkeblå kjole, lavet af noget blødt, let stof, som smøg sig om hendes slanke skikkelse. Det kastanjebrune hår var sat i en sidelæns, tyk fletning, så det ikke ville blive revet i, når hun sov.
Træt kløede hun sig over øjet med håndryggen, inden hun forsatte med at skrive. Det var en rapport, som skulle gøre færdig, inden at hun lagde sig til at sove. Ellers ville prinsen komme efter hende.
Pejsen var tændt op, og de tunge gardiner trukket for vinduet, så solens skadelige stråler ikke kunne nå hende. Flammerne dansede i pejsen, og oplyste svagt det hyggelige kammer. Det orange skær fik næsten Macarias hud til at gløde, mens hårets røde nuancer, sprang frem som gnistre.
Arret skinnede hvidt og tydeligt op på hendes ene skulder lige over brystet. Knudret og bugtende. Det eneste bevis på, at hun engang havde været menneske.
Forsigtigt strakte hun sig mod natbordet, for at dyppe fjernpennen i blækhuset, inden at hun kunne skrive videre. Den ene fod, som stak ud over kanten af sengen, vippede til en stille melodi, der kun spillede for hendes øre. Ingen lyde hørtes omkring hende, andet end flammernes knitren og kradsen fra pennen.
Et suk undslap hendes indbydende læber. Fjeren kildede hende på siden af det koncentreret ansigt, inden at hun fandt på mere at tilføje, og skrev videre. Heldigvis var hun snart færdig. Så kunne hun pakke tingene sammen, og ligge sig til at sove i den bløde, store himmelseng. Hun trængte til det, efter en dag som denne.

[Deleted]

Tilbage til slottet var turen gået! For knap en time siden var han kommet tilbage og havde smidt sine ting i det rum, der var blevet ham tildelt, omend for en kort tid. Macaria havde ikke løget: Han måtte gå og komme som det var han behageligt. Og dette gjorde han! nu, dog var hans ganske udmattet. Han var fløjet fra bjergene, ved grænsen til Imandra, hertil, kun med et hurtigt stop forbi Atterlin for at skaffe noget nyt tøj. Så...meget...var sket. Han kunne slet ikke kaperer det hele lige nu. Dødsenglene i grotten, der ventede på at han vendte tilbage. Dødsengle der var fløjet "fra reden" for at hente resten af racen hjem. Deimos, den gamle dødsengel, var død for Zeans hånd. Rei, der havde støttet ham...Kimeya, den forræderiske mand, havde støttet ham og han kunne ikke tillade sig noget personligt vendetta for dødsenglenes skyld. Og som om alle disse ting, alle disse nye planer der skulle lægges og føres ud, havde han også Macaria og Elmyra at bekymre sig om.
Han var travl og fyldt op. Han havde udmattet smidt sig på sengen og sukket højt i det stille, tomme og mørke lokale. Som en fremmed, lå han der...Men det betød nu intet for ham. Og dog...Var der alligevel så meget der gnavede i ham! Gnavede og nægtede at give ham ro.
Skulle han spise nogen af sine egne urter for at sove bedre? Han havde glemt dem derhjemme. Perfekt. Han havde kun få punge med urter tilbage i bæltet lige nu. Han tog bæltet af og smed det på sengen, i fodenden, da han rejste sig op igen.

Det nyttede ikke. Han kunne ikke sove. Han havde ondt i hele kroppen. Han havde ingen urter til at dæmpe smerterne. Det gjorde ondt, når man blev ramt af en nihalet pisk med jernstykker for enderne, hen over ryggen, benene, armene og endda over den ene side af hals og ansigt. Han lignede en der var blevet overfaldet og tæsket. Hans ene øje var lidt blåt, et sår gik tværs over hans kind. Et sår der strakte sig tværs ned over hans ene side af halsen. Resten af hans ellers smertefulde og forbundne sår var dækket af nyt tøj. Nogle støvler af læder, der gik ham næsten til knæene. Nogle sorte bukser af blødt stof. En sort trøje, der holdte ham varm og endelig en anden, rød jakke, der gik ham næsten til knæene, og med gyldne mønster og gyldne knapper. Klart en forbedring, for han var mere magtfuld nu og var begyndt at klæde sig sådan. Men uanset hvor pænt hans tøj måtte være, var hans hår uredt og hans ansigt...ja. Som beskrevet, knap så præsentabelt.
Han vidste præcis hvem der blot ville nyde hans sår og smerter...Macaria. Hvorfor skulle han tænke på hende lige nu? Han tænkte faktisk ofte på hende. Kunne simpelthen ikke slippe hende med tankerne. Hvorfor var han en stor gåde. Hun forfulgte hans vågne timer, som hans sovende, i form af forskellige drømme. Det var dybt frustrerende.
Men han var træt og alene. Han kunne vel lige så godt tjekke ind til hende. Måske ville hun snakke og han kunne lokke noget nyt ud af hende...Trods alt var han mester i at ignorerer folks fornærmelser.
Så han begav sig af sted...Fandt en tilfældig tjener og senere en vagt, som han spurgte om vej. Til sidst stod han foran døren. Han vidste ikke om hun sov eller ej. Måske skulle han være irriterende nok til at vække hende hvis hun endelig sov? Trods alt manglede han jo noget at tage sig til, noget der kunne få ham til at tænke i andre baner.
Han bankede hårdt på. Hans grå blik gled over såret, der gik hen over overfladen på hans venstre hånd. Han rystede svagt på hovedet og bankede blot lidt hårdere med den knyttede hånd. Sår eller ej. Han havde jo prøvet det før.

[Deleted]

Der lød en banken på den stærke dør, men Macaria ikke så meget som kiggede op. Tålmodigt skrev hun sætningen, hun var i gang med færdig. Endnu en banken lød. Hun satte det sidste punktum, og lagde roligt fjerpennen fra sig, inden at hun rejste sig op. Den mørkeblå kjole skørter foldede sig omkring hendes lårs’ former, og hun børstede noget fnuller af den, inden at hun gik over til døren.
Det var ikke ualmindeligt, at hun blev forstyrret på denne tid. Normalt var det en vagt, der skulle hente hende, fordi der var blevet sendt bud efter hende, eller en tjener, som havde nogle spørgsmål omkring nogle ordre.
Hun åbnede døren, og trak den tunge dør op, blot for at blive mødt af den sidste person, hun havde regnet med at se. Et øjenbryn hævede sig, da hendes øjne mødte Zeans kolde og grå. Klædt på til natten kunne hun let føle sig sårbar, som hun stod der foran dødsenglen, men han så ligeså sårbar ud som hende med det ansigt han havde. Det var tydeligt for hende, at han var i smerte. I et øjeblik stod hun blot i døren, og bare kiggede på ham. Overraskelsen over at se ham stå foran hendes dør, fik hende til at gå i stå med tankerne.
”Waw…. Jeg troede ikke du kunne blive grimmere,” sagde hun endelig til ham, med en studerende blik, der gled ned over ham, for at se om han blødte nogle steder fra skjule skader. Hans tøj var pænere, end det havde været, da de mødtes. Han kunne næsten gå ud fra at være en adelsmand.
Hun sukkede, og tog et skridt til siden, så han kunne komme ind.
”Du ligner én, der trænger til noget smertestillende. Jeg har både alkohol til rensning af dine sår, og nogle urter. Sæt dig hen på sengen, så jeg kan se på dig.”

[Deleted]

Han vidste ikke hvad han havde regnet med. At hun ville lukke døren i hovedet på ham med et hånligt smil? Nok noget i den stil. Det sidste han havde forventet var hjælpsomhed.
Han stod lige så stille og bare så på hende, som hun stod der, mindre klædt end normalt...Men også kønnere end normalt. Måske var de totalt modsætninger af hinanden lige nu. Normalt sloges de om at være den bedste, men lige nu var der ingen kamp. Ikke fra Zeans side i hvert fald. Hvor Zean normalt bare klædte sig i det nærmeste, havde han nu skiftet tøjet ud med noget mere passende. Til gengæld havde Macaria klædt sig i noget mere behageligt. Ikke at det betød noget.
Af en eller anden grund fandt de høflige fraser hans mund, uanset hendes fornærmelser, som blot trak et svagt smil over hans læber.
"Jeg forstyrre dig måske i...hvad ved jeg, vigtige ting der bare ikke kan vente, fordi jeg banker på?" Svarede han tilbage, men den flabethed han ville svare tilbage med var halvhjertet, hvad han ikke tvivlede på hun mærkede. Skide træthed! Behøvede han tænke så langsomt lige nu?
Uden yderligere ord trådte han ind i værelset og lod blikket glide over lokalet, som snakkede hun slet ikke til ham. til sidst, dog, drejede han hovedet og så over mod hende. Umiddelbart var værelset ikke så prangende som han havde regnet med det ville være. Men sengen så rar ud.
"Jeg er selv urtekyndig og har renset og passet mine sår..." om ikke andet, han havde smurt dem i noget der ville lette sårhealingen og undgå infektioner. Og bundet dem ind. Mere havde han i sidste ende ikke orker. Under flyvningen var især sårene på hans ryg sprunget op gang på gang, men han orkede virkelig ikke at gøre noget ved det, selv om sårskorperne stak ham. Han følte hellere ikke for at smide tøjet for hende, så hun blot kunne konstaterer at han havde en forfærdelig arret og grim krop, der måske ville afføde spørgsmål. Eller at han stod uden tøj foran hende, hvilket kunne misforstås eller virke svagt! Åh...
For hun ville nok opdage sårene var større end de så ud og spredt over hele kroppen. Det var ligegyldigt. Han gik over til sengen og satte sig tungt. Lidt efter lænede han sig bagud, brugte armene som støtte, og så på hende med et ligegyldigt og træt blik. Han færdiggjorde aldrig sin sætning.
"Alkohol ville dog være dejligt" kommenterede han i stedet, sandfærdigt. Som det var lige nu, kunne han bælle en flaske af...hvad som helst! Sikke en fred det mon måtte give. Fred i sind, fred i kroppen og han ville falde i søvn. Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før?
"Så! Er vi kommet tættere på at indtage Manjarno? Jeg er ganske spændt på det. Tanken om lidelserne gør mig helt ekstatisk!" han sendte hende et svagt smil. Kunne mærke hvordan det trak i hans sår over den ene kind.
"åh...mine manerer! Var du i gang med noget vigtigt? Skal jeg gå igen?"

[Deleted]

Et smalt smil formede Macarias læber ved hans flabethed. Der var noget underholdende, ved at gå rundt og småfornærme hinanden, som de altid havde gjort, lige fra da de mødte hinanden. Tilgengæld klædte det ham med nogle manere. Gad vide om det fulgte med tøjet?
”Du forstyrre ikke,” svarede hun ham, og lukkede døren til kammeret. I det mindste havde de begge ar nu. Hendes knudret og hvidt på skulderen, og hans… well… det over kinden og ned over halsen, ville snart heale, og blive er langt, og snoet ar. Hun ville dog ikke tvinge ham under hendes behandling, når han nu selv, havde taget sig af sine skader.
”Jeg var bare i gang med at gøre arbejdet færdigt. Desværre har man aldrig fri i denne her stilling.” Kjolen flød over gulvet, da hun gik over til sin reol, for at finde sin flaske med hård alkohol. Normalt plejede hun, at blande det sammen med blod, så hun selv kunne drikke det, uden at kaste det op, på hårde dage. Forhåbentligt ville det være nok til at slå en dødsengel ud, efter et par slurke.
Spekulationerne om hvad pokker Zean lavede på hendes kammer på denne tid af døgnet, var erstattet af en nysgerrighed over hans skader. Lad folk snakke… Hun kunne være ligeglad med, hvad de hviskede til hinanden om hendes sene besøg.
”Så… har du tænkt dig at fortælle mig hvad der er sket?” spurgte hun ham, og gjorde et hovedkast mod hans ansigt, mens hun satte sig ved siden af ham i sengen. Kjoleskørtet blev samlet i hendes skød, så benene var frie. Hun rakte ham flasken med alkohol. ”Du ligner én, der har fået en ordentlig omgang tæsk med en pisk.”

[Deleted]

Hans blik gled over hendes seng og de skriveredskaber der var. Åh, fortæl ham om det! Travlt kunne næsten ikke beskrive det...Ikke hvis de havde bare mindst lige så meget at lave. Efter at have stødt hovedet ind i sin egen race og næsten fået ansvaret for den allerede, gik han ikke ud fra at han ville have fri til særlig meget, længere. Hans største bekymring var ikke blot at samle racen og sørge for at blive udvalgt som leder, men også hvor han skulle logerer dem. Trods alt havde han lovet dem frihed...Også fra den hule de havde boet i de sidste mange år. Han sukkede svagt for sig selv og nikkede svagt.
"I så fald har vi travlhed til fælles" kommenterede han.
Han så på hende, som hun fandt en flaske med noget frem og kom og satte sig i sengen, med de bare ben. Han greb flasken og vred proppen af, kastede den ned på gulvet og tog en stor tår. Det stak og brændte hele vejen ned. Han var ikke til stærk alkohol og kunne mærke hvordan hans indre trak sig sammen med mødet...Men allerede nu føltes det allerede som en lindring. Han tog endnu en tår eller to, før han stoppede op og tilbød hende noget af hendes egen flaske. Han havde ingen planer om at blive fuld, men kunne hurtigt blive det, hvis han fortsatte sådan her.
"Dit ønske" smilte han svagt, lidt efter, da han havde sunket drikkelsen. Hun ville nok fryde sig ved tanken derom.
"Jeg blev ramt en gang. Af en nihalet en, intet mindre, med disse forræderiske jernstykker for enden. Du ved hvordan de bore sig ind i ens hud og flænser det hele op?" Han rystede svagt på hovedet.
"Men det var det værd. Vi må jo alle ofte os på jagten efter magt og indflydelse. Jeg var på tur, for at finde min race og det lykkedes. Allerede nu har jeg god indflydelse hos dødsenglene, trods det har givet mig hundrede nye problemstillinger at finde løsninger på..." han trak armene til sig og lagde sig ned på sengen, på ryggen, med benene dinglende ud over. Han så op mod loftet. Så drejede han hovedet og så på Macaria et øjeblik, før hans smil voksede en anelse. Gad vide hvad hun tænkte om det?

[Deleted]

Med en håndbevægelse takkede Macaria nej til alkoholen. Hun kunne ikke drikke det rent, og hvis hun ville have blod, måtte hun først hidkalde en tjener, ved at skrige sig rød i hovedet ud af døren, for overhovedet at få fat på en. Hun tog flasken fra ham, og stillede på natbordet, fokuseret på hvad han sagde. Opmærksomt lyttede hun efter hvad han sagde, og kunne ikke skjule sin overraskelse over det han sagde. Dødsengle?! Flere af dem? Og… ham i spidsen for dem? Det var en skræmmende tanke. At han havde fået pisk, var hun ligeglad med. Hvem havde ikke oplevet den slags? Da hun var mennesker, var den slags hverdagskost – måske ikke med en nihalet, der havde metalstykker for enden, men…. smerte var en kendt ven.
Hun opdagede, at hun havde hævet en hånd, for at berøre sit knudret ar ganske let, og lod hånden falde tungt ned mod hendes lår.
”Tillykke?” sagde hun prøvende, og mødte hans blik, som han lå der i hendes seng. Ærlig talt vidste hun ikke, hvad hun skulle sige til det. Zean havde ikke virket som en person, der stræbede efter magt, men på den anden side… hvem gjorde ikke det her i Dvasias? Derudover måtte det være rart, at finde flere som sig selv. Dødsengle var et sjældent syn.
Hun flyttede sit blik fra ham, for i stedet at lade det vandre hen til pejsen, hvor flammerne dansede for hende. Eftertænksomt lod hun sin tungespids glide over sin ene, spidse hjørnetand.
”Forhåbentligt lykkes det for dig, som du vil have det,” endte hun med at sige, og sendte ham et lille smil. ”Nu skal jeg jo lige pludselig til at behandle dig ordenligt, nu hvor du næsten er en leder.” Hun kunne ikke lade være med at grine, så øjnene strålede, og lænede sig tilbage mod hovedgærdet. ”Hvad skal jeg dog så finde på at gøre, for at irritere dig?”

[Deleted]

Hans tunge blik gled over til pejsen, som havde han først nu opdaget den. I et øjeblik stirrede han på flammerne, som var han hypnotiseret, før blikket glide tilbage til Macaria. Det gik jo ikke det her! Hvis han blev liggende her, i denne bløde seng, i dette varme rum, ville han sove om et halvt minut. Med en kraftanstrengelse fik han kæmpet sig op i siddende stilling...Lidt efter havde han rejst sig og fundet flasken igen, for at tage endnu nogle slurke fra den...Nej, han ville ikke være fuld, selv om han faktisk intet ville have imod det, når alt kom til alt.
Han satte flasken igen og ville normalt have strukket ud i sin krop, men ændrede mening med en svag grimasse af smerter. Han smilte let til hende.
"Taktak, der mig en stor ære. Du har været hurtig til at stemple mig som ligegyldig...Men sandheden er at ingen er så ligegyldig, som de virker" kommenterede han en smule drillende.
"Nuvel, nu hvor jeg alligevel er her og nærmer mig en stilling, hvor jeg vil være tvunget til at møde flere af Dvasias' kongelige...Har du så nogle gode råd? Lidt insider-viden om hvem og hvordan de er?" spurgte han henkaster. Det var ment henkastet...Men han ønskede sig også denne information og det lå til dels som grund til at han overhoved var her. Han havde ikke råd til at spilde tiden med små fejltagelser, der tog tid og var en pine for dem alle sammen. Han lod blikket glide over sine negle ved en pludselig indskydelse, før han tog flasken igen og satte sig forsigtigt på sengekanten. Dette kunne meget vel ende med en fuld Zean der sov på hendes gulv, ved siden af pejsen...Som en hund. Men tanken var ham direkte humoristisk! Hvorfor ikke fejre det, alligevel? Han var nået langt på kort tid!

[Deleted]

Der var en helt anden stemning imellem dem, siden sidst, hvor hun havde stået, og truet ham med en halshuggelse. Deres drillerier og henkastet hån, var som en hyggelig, intern ting, de havde imellem sig. Det blev kun understreget ved det faktum, at han sad på hendes sengekant, i hendes kammer på en tid af døgnet, hvor den slags besøg betød noget helt andet.
Macaria havde lagt mærke til, hvordan han havde ømmet sig, da han strakte sig. Med rynket pande studerede hun hans krummet ryg. Gad vide hvor skadet han egentlig var under det fine tøj?
”Nu skal du høre…” startede hun, og kravlede tættere på ham. En let hånd blev lagt på hans ene underarm. Øjnene søgte hans. ”Vi laver en aftale. Du kan lige så godt lære at her i hoffet, der får man ikke noget, før du giver noget. Du giver mig lov til at se på dine skader, og jeg fortæller dig om de royale. Den bedste insider viden, du kan få.”
Det var ikke fordi at hun var som sådan bekymret for ham. Langt fra. Zean var en dødsengel, og en stærk én af slagsen. Hun var tilgengæld nysgerrig over at se skaderne. Var det hele af pisk? Hvor dybe var de? Derudover havde hun også en sund interesse i at hjælpe dem, der kunne være til nytte for hende senere. Zean skulle trods alt være med i at overtage slottet i Manjarno. Hun ville gerne vide, hvordan hans helbred var.
Hun smilede overtalende til ham, og gav hans arm et klem.
”Kom nu Zean. Det bliver ikke den første nøgne overkrop jeg ser, og heller ikke de første skader, jeg kigger på. Gavn er det eneste, som vil komme ud af, at jeg lige tager et kig. Du er vel ikke genert?” sagde hun med et drillende og letsindig tonefald. Alkoholen røg ned meget hurtig hos ham. Det var tydeligt at han enten havde en masse ting i tankerne, eller også var han i smerte – måske begge dele. Opgivende måtte hun indrømme på sig selv, at hun måske var kommet til at holde en smule af den mørke dødsengel.

[Deleted]

Han så lidt overrasket på hendes hånd. trætheden og snart også alkoholen fik hans verden til at virke en smule mere tåget, en smule mere sjov og fik ham til at løsne en smule flere grænser, han faktisk havde, til hverdag. Og et grin slap ham. Hun var sjov. Lagde hun an på ham?
Nej. Spøg til side. Han rejste sig og satte flasken fra sig. Ikke mere, ikke lige nu. Hvis hun var seriøs angående dette, måtte han også være bevidst nok til at suge til sig af hvad end hun valgte at fodre ham med.
Han brød sig ikke om at have folk så tæt på sig. Så tæt på at de forgifte og forurene hans sår, gøre ham syg. Så tæt på, at der intet tøj var, så han havde svære ved at beskytte sig...Eller sådan havde han det, trods han vidste tøj ikke beskyttede så meget igen. Nej, det værste var de spørgsmål der kunne komme ud af det. Men ingen sagde han skulle svare. Og måske var hans ryg alligevel så fuld af sår, at de gamle ar ikke kunne ses. Åh ja, han havde set noget af hendes, når hun havde rørt ved det. De havde begge ar, de gemte til hverdag.
Han var vel egentlig ret pivet på det punkt. Han kunne ikke nå sig selv på ryggen...Så selvfølgelig var hans sår ikke så passet og plejet som de burde være. Det var jo en win-win situation. Eller...i hvert fald for ham.
Til sidst knappede han sig jakke op og smed den på gulvet. Det gjorde ondt, men han fik også vredet sig ud af sin ellers varme trøje, som blev smidt oven på jakken.
Hele hans overkrop var næsten dækket af bandager. De fleste med røde pletter. Det var tydeligt, hvis man fulgte de røde pletter, at de fleste af hans sår var på ryggen. Men også at de gik over hans ene arm, op til hans hals...Og at nogle af bandagerne forsvandt ned over hans ene ben også. Hvortil han endnu havde bukser på. Med et drillende blik lod han hænderne glide ned til bukserne, til snoren der holdte dem samlet, så de ikke faldt.
”Det hele?” drillede han. Han havde bedst kunne nå sine sår på benet, på armen og i ansigtet, så de var rimelig passet. Det værste ville blive ryggen.
Hvis ikke det var fordi han var dækket af bandager, ville man ellers kunne se en ung krop, en ung, smidig og udholdende, sund, krop. Musklerne var mere aflange og smidige, end store og tykke. Hans ryg var dækket af muskler, han havde opbygget, takket være hans vinger og det at han kunne flyve. Enkelte ville måske beskrive ham som direkte spinkel af opbygning.
Hvad man slet ikke kunne se, grundet bandager og sår, var de ar hans ryg allerede havde. Ar fra en pisk, en almindelig en.

[Deleted]

Med himmelvendte øjne slog Macaria til hans overarm, inden at hun bevægede sig om bag ham, så hun bedre kunne komme til hans ryg.
”I dine drømme. Lad være med at være flabet,” sagde hun til ham, men kunne ikke helt lade være med at smile smørret, hvilket han heldigvis ikke kunne se, fordi hun nu sad bag ham på knæ. Forsigtigt løftede hun lidt op i en bandage. Nogle af sårene blødte stadigvæk. Hun måtte indrømme, at det var første gang, at hun havde set noget så slemt. Det var et mirakel, at han stadigvæk kunne stå op. Mange af forbindingerne skulle skiftes, så sårene ikke blødte igennem. Gad vide om han selv havde bundet sig ind? Og kunne han overhovedet have nået alle sårerne, så de blev renset? En forgiftning, kunne være livsfarlig.
”Zean for fanden…” sukkede hun opgivende, og kravlede ud af sengen. Der skulle mere til end bare et kig. Hun åbnede døren ud til gangen, og kiggede rundt. Der stod en vagt ikke langt væk fra hendes kammer, og hun fik ham til at få fat på nogle rene bandager til hende, samt nogle smertestillende urter. Kort tid efter kom en tjener løbende tilbage med alt hun havde bedt om.
Efter at have lukket døren bag sig igen, gik hun tilbage til sengen. Hendes arme var fyldt med en rulle forbinding, en kniv, og en pose med urter. Alkoholflasken blev taget med. Hun kravlede tilbage om bag Zean, og satte sig op på knæ.
”Her. Tyg lidt på dem her,” sagde hun til ham, og lod posen med urter, dumpe ned i skødet på ham. ”Du ved selv hvad for nogle, du skal spise. Det her kommer til at gøre lidt ondt”
Med forsigtige, nænsomme fingre begyndte hun at løsne de forbindinger, hvor blodet havde gennemblødt stoffet. Lugten af blod dvælede i hendes næsebor, men takket være den optrænet selvkontrol, styrede tørsten hende ikke. Mange gange havde hun gjort det her før. Hendes biologiske far havde elsket pisken – specielt når den blev brugt mod stalddrenge, tjenestefolk og opvaskere.
De inderste lag af hans forbindinger var gennemsølet af blod, fordi nogle af sårerne var sprunget op. De klistrede sig til såret, så hun måtte vædde dem med alkohol, for at de løsnede sig.
Da alle de forbindinger hun kunne komme til var kommet af, sad Macaria foran et kort af ar og sår. Bugtende som floder, strakte de sig over hans senet ryg. Hun genkendte hvide, bulet ar fra gamle skader, og de friske nye, hvor blod piplede frem.
Forsigtig og silkelet lod hun et par kølige fingerspidser følge et af de gamle ar. Hun genkendte dem alt for godt, men sagde ingenting. Hurtigt, næsten skamfuldt, kiggede hun væk, mens hun trak hånden til sig. Et stof blev fugtet med alkohol, så hun kunne begynde rensningen af sårene. Det ville svide, men det var nødvendigt.
”Kan du flytte dine vinger lidt til siden? Jeg kan næsten ikke komme til,” spurgte hun ham lavmælt.

[Deleted]

Hvis han havde haft sine vinger fremme ville han ikke kunne gemme dem bag sit tøj. De var store og fulde af fjer, han ville se meget dum ud, at gå med dem under sit tøj, som en pukkelrygget, gammel mand. I stedet var de "forsvundet" - trukket ind, et sted, hvor de hverken kunne ses eller bruges. Han vidste ikke helt hvordan man gjorde det, hvordan det kunne lade sig gøre, men det kunne man og han havde lært det ganske tidligt. Mange engle brugte flere år af selvkontrol og øvelse. Til tider gik det heller ikke og nogen dage kunne han slet ikke skjule dem, uanset hvor meget han forsøgte. Men lige nu, var de væk.
Han havde sat sig på sengekanten og høfligt ventet på hende og tjeneren. Ind kom bandager og en pose fuld af urter. Urter i et kaos! Han følte det næsten som en fornærmelse da han blev serveret posen med urter. Hvordan kunne de lade dem alle ligge der, i posen, og blive blandet? Hvordan kunne de med 100% sikkerhed kende dem fra hinanden og ikke risikerer at få noget af en anden plante med sig også? Han følte sig næsten sur over det. Fornærmet vendte han posen på hovedet og lod alle urterne falde på gulvet, Gulvet var ikke det mest rene sted, men han stolte på Macaria trods alt fik gjort rent. I stedet bukkede han sig forover, uanset hvor meget det trak i hans hud og samlede de rigtige urter op. Resten lod han ligge i det kaos, de havde givet ham dem i. Han studerede urterne tæt, lod hånden glide yndefuldt over de tørrede blade, blomster og stilke. Han duftede til dem og inden han spiste dem, rystede han dem, for at undgå der var et forkert blad eller noget i. Til sidst samlede han dem til en bold og tog dem velfornøjet i munden, hvor han gav sig til at tygge og synke.

Han nåede ikke at synke meget af dem, før han mærkede smerterne, mere voldsomt end blot det at gå rundt med sårene. Der ville gå længere tid før urternes smertestillende evner trådte i kraft. I stedet var han pludselig glad for at han havde drukket nogle gode slurke med alkohol, det måtte virkelig tage noget af det værste, trøstede han sig med. Trods han spændte i kroppen, for at modtage smerten, slap små støn af ubehag og smerte alligevel ud mellem hans læber og han greb sig selv i at læne sig forover i et svagt forsøg på at undgå det værste. Hun havde jo ret, trods alt. De skulle renses. Han turde slet ikke gætte på hvordan hans ryg måtte se ud. Hvad angik hendes kølige finger, der havde fulgt hans gamle ar, var han blot lettet at der ingen spørgsmål hørte til. Ikke at han havde meget tid til at tænke over det. Han trak vejret dybt med jævne mellemrum. Til sidst bukkede han sig ned og samlede et par af urterne op, som han dog ikke havde overskud til at gennemgå nærmere.
"Medmindre jeg er for beruset af alkohol og smerte...Skulle disse også egne sig til åbne sår. Til at holde dem rene og...stimulerer helingen" fik han sagt, omend ikke uden nogle ophold, hvortil han måtte trække vejret dybt. Ja, han elskede smerter og han mærkede også en svag, malplaceret nydelse over denne smerte...Men hans egne smerter overdøvede dette.

[Deleted]

Macaria tog imod urterne han rakte hende, og lagde dem ved siden af sig, så hun kunne bruge dem senere. Hans små lyde gjorde hende underlig varm i kroppen, men hun koncentrerede sig intenst om hans virvar af skader. Med stoffet begyndte hun blidt af duppe sårene, for at rense dem.
”Jeg skal nok være forsigtig,” mumlede hun. Den ene hånd hvilede mod hans ryg, og den anden rensede hans sår. Hun kunne høre hans hjerte banke stødt, og hans åndedrag kort stoppe, når hun kom til at ramme et følsomt sted.
Da alle sårene var renset, knuste hun urterne mellem sine hænder, og dryssede dem ud over hans åbne, lange sår. Hendes øjne betragtede hans ryg, for at sikre sig, at hun havde været det hele igennem – hvert fald det hun kunne komme til – og begyndte så at ligge en forbinding. En ordenligt én.
Hendes hænder var lige så blide og kærlige, som havde han været en såret elsker, eller en længesavnet bror. Når hun skulle trække en forbinding rundt om ham, lænede hun let sin krop ind mod hans, for at kunne nå rundt. Koldt og varmt mødtes. Nogle gange kildede hendes hår hans nakke eller øre, når hun skulle nå om hans skulder.
Da hun endelig var færdig, lå der en forbinding, næsten som en trøje, omkring hans overkrop, og over den ene skulder. Ved halsen, havde hun blot vasket og tørret blodet væk, så de kunne heale i vred. Langsomt lod hun sine hænder falde fra ham, og trak sig tilbage.
”Så! Nu kan jeg hvert fald ikke gøre mere,” fortalte hun ham, og rejste sig, for at vaske sine hænder i vandfadet. Noget af hans blod var kommet på hendes hænder. Hun kastede et blik på ham over den nøgne skulder.
”Nu er der heller ikke mere alkohol.” Hun smilede skævt til ham, inden hun fjernede blikket fra ham, og gnubbede hænderne rene.

[Deleted]

Han tvivlede på om hun faktisk mente det var særlig synd for ham, eller om hun sad og nød dette. Ikke bare nød nogen havde pisket ham halvt fordærvet, men også at hun kunne prikke lidt til hans sår og bringe ham yderligere misfornøjelser. Hvorfor hjalp hun? Han havde erfaret folk ofte hjalp, når der lå nogen på deres dørmåtte og var såret, ofte uden de selv fik noget ud af det. Han kunne selv finde på det...Serenity var et godt eksempel på at selv han kunne finde på at redde folk. Han sad stille mens hun færdiggjorde arbejdet, et arbejde han ikke selv kunne bedømme, men kun måtte stole på. Smerterne fik de få alkoholtåger, han havde i starten, til at forsvinde og de vendte ikke tilbage. Det kildede let, når hun åndede ham i nakken eller nær ørerne, han lod hende komme tæt på, som en kold statue der kunne bevæge sig. Fornemmelsen af hendes kolde krop mindede ham om Cathlin, da hun drak af hans blod...Gad vide om han havde ar på halsen heraf? Det havde han faktisk ikke tjekket op på. Det var sket aftenen før hans familie blev åh så grusomt myrdet.
Endelig var de færdige. Ligeglad med urterne på gulvet, rejste han sig og hentede sin trøje, som han trak over sig, trods besværet. Til sidst vendte han sig om og sendte hende et svagt smil.
"Tak. ikke mere alkohol?" han prøvede at komme over det punkt, hvor han burde takke, så hurtigt som muligt. Han sukkede dramatisk og himlede let med øjnene.
"Så må vi håbe du kan få tungen så gled uden...Det var den kongelige familie vi kom fra. Hvordan kan det være du endte som deres rådgiver? Er prinsen altid en sur skid eller er han også sjov? Hvordan er dronningen? og hvad med kongen?" spurgte han ind. Han satte sig tilbage på sengekanten, langt bedre tilpas end tidligere. Det var rart at vide hans sår var rensede og havde rene, gode forbindinger om sig. Han tog sig den frihed at smide sine sko og lægge sig til rette i sengen, som var det meningen han skulle blive der og sove, før han så mod hende igen, med et svagt drillende smil.

[Deleted]

Overrasket over hans mange spørgsmål, gik hun tilbage til sengen, og satte sig ved siden af ham, så hun kunne se hans ansigt. Hans drillende atittude besvarede hun ikke. At han lagde sig godt til rette i hendes seng, var blot, hvad hun havde regnet med af ham. Selvfølgelig ville han gøre det, og netop derfor irriterede det hende ikke. Tværtimod. Chicken var en leg, hun var ret god til.
Hun lagde sig om på maven med albuerne i madrassen. Fødderne flagrede frem og tilbage i luften. Hendes ansigt et stykke væk fra hans.
”Et spørgsmål af gangen,” smilede hun til ham, og pillede lidt ved en snor, der hang i sengetæppet. ”At jeg valgte at blive rådgiver, er et personligt spørgsmål, så det har du ikke betalt for. Det næste spørgsmål – Ja, Prinsen er altid en sur skid. Dronningen er hård, kynisk og ubarmhjertig, men en herlig kvinde, og kongen?” Hun rystede opgivende på hovedet af ham. ”Zean… Dvasias har kun haft en dronning, de sidste mange, mange år. Følg nu lige lidt med.”
Legende klaskede hun til hans arm. Han havde meget at lære. Specielt hvis han ville ind i varmen ved den royale familie. Prinsen kunne takket være hende ikke lide ham men… på den anden side kunne han heller ikke lide hende.
”Har du mere du kan betale med for flere spørgsmål, eller er du blevet ruineret?” spurgte hun ham med en drillende undertone, og betragtede hans ansigt, der lå ud for hendes. De kunne nemt minde om to, gamle venner, som de lå der i sengen ved hinanden. Var faktisk behageligt til en forveksling.