Post by Deleted on Jan 3, 2015 22:35:52 GMT 1
Brayden fik vristet sig fri af Yewandes hænder, men hun fortsatte med at række ud efter ham. Angrebet blev dog mere og mere sløvt indtil hendes skrig forstummede, og hun i stedet blot lod sin krop falde ind imod Brayden og gemte sit ansigt imod hans brystkasse. Små hulk slap fra hendes læber. I mørket kunne man ikke se meget, men små striber vædede hendes kinder. Hun gispede efter vejret.
Hans ord gjorde hende ikke ondt. Det var mere det at hun vidste at han før eller siden ville fjerne pigen fra hende. Hun kiggede på ham med vantro.
”Tror du virkelig at jeg vil hende noget ondt, Brayden? Hvorfor er det så vigtigt at hun er hos sine egne og ikke hos mig? Hun er for lille til at kunne forstå. Lad mig få hende, Brayden. Jeg vil elske hende mere, end de nogensinde vil!” Hendes stemme knækkede og hun nulrede sin kind imod hans brystkasse.
”Hader du mig?” snøftede hun.
Hans ord gjorde hende ikke ondt. Det var mere det at hun vidste at han før eller siden ville fjerne pigen fra hende. Hun kiggede på ham med vantro.
”Tror du virkelig at jeg vil hende noget ondt, Brayden? Hvorfor er det så vigtigt at hun er hos sine egne og ikke hos mig? Hun er for lille til at kunne forstå. Lad mig få hende, Brayden. Jeg vil elske hende mere, end de nogensinde vil!” Hendes stemme knækkede og hun nulrede sin kind imod hans brystkasse.
”Hader du mig?” snøftede hun.
