The usual visit

[Brayden Jaxson]

@yewande

---

Brayden besøgte tit Yewande. Det havde han jo lovet hende. Selvom hun havde lavet nogle balladeting i den tid hun havde været her, så havde han alligevel tilgivet hende. Pokkers irriterende kvinde, der heldigvis intet huskede om deres fortid. Det var noget han holdt godt skjult. I dag havde han taget en pose mad med til hende, da han stadigvæk holdt på, at hun kunne spise almindeligt mand, også selvom hun jo faktisk var ret muteret. Han forlod sit hjem og nåede ned af gaden, forbi springvandet og ind i kirken, der havde hovedindgang fra den åbne plads. Han håbede sandelig hun var at finde på sin plads, for ellers kunne det godt være de skulle starte med et skænderi. Hun havde da heldigvis ikke lavet mere ballade siden sidste episode... ja altså, af hvad han vidste. Han låste kirkens dør efter sig og trådte op ad midtergangen og nåede ud bagved, hvor han kravlede op ad stigen op til loftet, hvor hun jo havde sit bo. Selvom det var vinter nu, så havde han sørget for, at hun ikke frøs her, for det duede jo ikke, at hun var alt for utilfreds. Også selvom det gjorde ham utilfreds, at han skulle sørge sådan for hende. Hvorfor havde han dog også tilbudt hende at være her? Et suk forlod hans læber og da han stak hovedet op for enden af stigen til loftet, så lagde han posen med mad på afsatsen. "Yewande? Jeg har mad med," endte han med en rolig tone.

[Deleted]

Tiden var gået ualmindeligt langsomt. Det meste af tiden groede Yewande rastløs. Hun morede sig over de ting hun kunne overhøre igennem loftet, og når det ikke var en mulighed var hun ved at dø af kedsomhed. Loftsrummet havde hun indrettet med de mange puder og smykker, så det kunne ligne et skattekammer, eller noget tilhørende et harem, for hun havde ikke været tilfreds og forlangte mere. Snart hang der også gardiner, og hun havde haft så mange puder at de var blevet proppet i enhver sprække der vovede at afsløre sig selv i taget.
Dæmonkvindens sensuelle stemme svøb hans navn i møde: ”Braydeeeen…”, næsten som om man skulle tro hun havde været en sirene i det tågede hav. Hun begyndte at nynne uskyldigt.
Og kort efter fløj flere pudder imod ham fra en høj stabel, der næsten gik op til loftets højeste punkt. Hendes øjne glimtede i mørket. Der var ingen lys tændt. Hun lå og slangede sig på ryggen, kun iklædt det tæppe der lå over hende i et krøllet rod. Hendes arme straktes ud efter ham. Hans velkomst blev mødt med et lusket smil.
”Jeg har savnet diiiiiig…”

[Brayden Jaxson]

Brayden gruede altid lidt for at komme op til Yewande. Hun ledte ham næsten altid i synd, eller i hvert fald så godt som i synd, hvilket også var nok! Og han brugte altid tid på at bede til Azrael om tilgivelse hvis det havde været ved at gå helt galt og takkede for, at det endnu ikke var endt helt skidt. Dog vendte han jo altid tilbage til hende. Hvorfor? Han kunne ikke helt forklare det. Hun var som hans egen skjulte skat, som han ej ønskede skulle løbe nogle steder. Og han skulle have tingene på sin måde, det var jo helt sikkert, så han blev ved med at overbevise sig selv om, at han bestemte alt. Han skævede omkring. Der skete hele tiden noget nyt heroppe, så hun fik da brugt de ting hun bad ham om om ikke andet. Hendes stemme fik hårene på hans arme til at rejse sig så det kildede. Den sensuelle tone var ikke til at tage fejl af og der var jo netop en af grundene til, at han hele tiden gentænkte, om det nu også var klogt at beholde hende her. Han kravlede helt op på afsatsen og famlede sig frem indtil han fik en pude i hovedet. Det var bælgmørkt heroppe, specielt her i vintertid. Han lod puderne lande hvor de gjorde og prøvede så at undgå de næste, der kom. Han stivnede, da hun fik fat i ham. Han havde ikke liget regnet med at hun lå der og slangede sig på gulvet. "Jeg har mad med," gentog han og rakte posen ned til hende. Lækkert nybagt brød, kød og grøntsager.

[Deleted]

Yewandes kløer begyndte at vandre hen over hans brystkasse. Hun skjulte sine horn, da hun ikke selv brød sig om bevidstheden at de var der. Taget i Braydens skjorte strammedes, og hun hev hans ansigt næsten helt ned til hendes. Hans gysen kunne hun fornemme, men hun kunne også straks ane hvad det var at den kom af. Hun kunne dufte det. Det spil elskede hun trods altid at lege med mænd, så hun agtede ikke at holde op.
”Du ser anspændt ud… Man skulle tro du var bange, lille mandsling. For hvad dog? Du tror der vil ske dig noget, gør du ikke…” Det var et retorisk spørgsmål. Hun havde allerede flænset en af hans skjorter, den nat han tog hende ind, og nu kradsede hun drilsk sine hænder hen over stoffet.
”Så blød du er… Du er nu en smuk mand, Brayden.”
Blommen af hendes tommel strøg over Braydens adamsæble, og hun slikkede sig om munden. Ganske bevidst, selvfølgelig.

[Brayden Jaxson]

Brayden bed tænderne en smule sammen. Han satte sig ved hendes side og fornemmede straks hendes klør kravle over hans brystkasse, hvilket fik det til at sitre voldsomt i hans bryst. Han var ikke bange for hende som sådan, men mere hvad hun kunne føre ham ud i og han kunne virkelig ikke lide det. Men han blev jo ligesom nødt til at forsørge hende, når han nu havde valgt at holde hende her. Hvorfor kunne han stadigvæk ikke svare på, men én ting var sikkert; han gav aldrig op, så derfor holdt han hende nok her af stædighed eller noget lignende. Han spændte i kroppen da hun hev ham nærmere, for det havde han da ikke lige regnet med. Hun tænkte ting i ham. Forbudte ting og det krævede virkelig meget af ham at holde sig tilbage. Hvorfor skulle hun altid lege sådan rundt med ham? "Jeg er kun bange i den forstand, at jeg er bange for, at du vil lede mig i synd, Yewande," svarede han køligt. Han vædede sine læber og greb fat om hendes hænder for at få hende til at holde op med at kradse og stryge ham over brystet. Han kunne efterhånden ane hende lidt i mørket nu hvor øjnene vendte sig til det. "Tak," svarede han hende roligt. Han sank en klump ved hendes tommels strøg over hans bryst.

[Deleted]

”M-hmmm. Er du deeet?” Yewandes smil blev kun bredere, og en lav klukken kom fra hende. Imens han fortalte gav hun sig til at nynne, næsten som for at understrege at hun ikke hørte efter, eller fremkalde irritation hos ham. ”Åh dog, lille præstemand. Har man det hårdt? Nuåååårh! Hvor ER det dog synd. Har store stygge Brayden ingen kontrol?”
Legen stoppede meget hurtigt, da Brayden greb fat og hendes hænder. Det passede hende bestemt ikke, og derfor rynkede hun på næsen og knurrede lavt. Hun markerede også med en hjørnetand imod hans håndled. Hun skulle nok selv bestemme hvornår hun var færdig. Nok var Brayden stædig, men det var Yewande bestemt også, skønt hun havde glemt alt om sit liv i overklassen.
Brayden blev rykket hårdt ned imod Yewande idet hun lukkede hænderne om hans og trak til. Hun trykkede sine læber imod hans i et flyvsk kys, men det blev hurtigt afbrudt idet hun skubbede hårdt til ham, med en perlende latter til følge.
”UNDERHOLD MIG!”

[Brayden Jaxson]

Brayden bed tænderne irriteret sammen. Han kunne høre på hende, at hun var lidt for selvtilfreds over hans udtalelse og det fornøjede ham bestemt ikke. Hendes nynnen var aldrig et godt tegn og han fnøs ad hendes meget provokerende ord. "Jeg har masser af kontrol," svarede han bestemt. Han fik hende da også stoppet, da han fik fat om hendes hænder og prøvede at holde hende fra sig. Det var dog tydeligt noget, der kom på tværs af hendes vilje, hvilket jo så bare var ærgerligt. Yewande havde desværre flere tricks at gøre brug af end ham, eftersom han allerede havde forbandet hende førhen og hun huskede jo end ikke, at de faktisk havde en fortid. Hun huskede jo end ikke sin barndom, vidste ikke hvad hun kom fra. "Du vover lige på at bide," vrissede han advarende til hende.
At hun så hev i ham fik ham til at gispe fordi han blev lidt overrumplet. Hans øjne gled i da hun trykkede sine læber mod hans og han skulle til at læne mere ind i kysset, da han blev skubbet af igen og han trillede derfor af hende og lå nu fladt på ryggen ved hendes side. Han kom dog hurtigt op at sidde fnøs. Hans hjerte bankede lidt hurtigere af spændingen. Det var altid en magtkamp at være heroppe, fordi de jo på mange måder mindede om hinanden af væsen. Derfor var det jo nok også gået galt dengang.
"Hvis du vil underholdes skal du jo nok finde din egen mærkværdige vej," afviste han hende køligt.

[Deleted]

Skulle selv? Jamen det var da utroligt kedeligt. Det havde dengang været dumt at lege med Braydens temperament, og det var nok også en af grundene til at Yewande var som hun var i dag. Havde hun vidst at det var ham der havde forgiftet hende i sin tid, ville hun nok ikke lege nok så kådt omkring ham. Til Braydens besvær var den slettede hukommelse også med til at gøre at hun var svær at kontrollere. For med den var en del af datidens traumer blot blevet erstattet med nyere.
Hun satte sig op på Braydens skød. ”Jamen darling, du gør da et udmærket job allerede. Jeg forstår ikke hvordan du kan holde alle de folk ud. Det er de samme der kommer dag ud og dag ind. Jeg kan høre ALT hvad der bliver sagt igennem loftet… Også det du ellers vrøvler.”
De små kærtegn blev genoptaget; Ganske omhyggeligt kørte hun sin hånd igennem Braydens krøllede hår. Hun ville fortsætte indtil han føjede hende.
”Kom nuuu… GØR DET!!” rungede Yewande irritabelt.
Et sted i mørket, iblandt de mange puder lød der barnegråd.
”Se nu. DU vækkede hende!”

[Brayden Jaxson]

Brayden stivnede, da Yewande uden advarsel bare satte sig op på hans skød lige efter han havde sat sig op. Nok var han hurtig, men det var hun uden tvivl også og det var irriterende. Han begærede hende jo stadigvæk efter alle disse år, hvor det mest var alle tanker og fornuft der gik imod. Han ville ikke tillade sig selv at begære hende. Det sitrede igennem hele hans krop og hans arme sneg sig omkring hendes slanke krop. "Jeg må jo udføre mine pligter? Det er heldigt for dig, at jeg ikke udfører den hårde praksis. Jeg har min egen tilgang til Azrael," svarede han hende roligt. Han holdt sit job ud, fordi han elskede at have ansvar og være en leder. Og han kunne godt lide at folk kunne lide ham, fordi det passede lige til hans temperament. Han sukkede tungt, da hun strøg hånden igennem hans krøllede hår. Han havde ikke slikket det tilbage idag, så hans krøller stod ud fra hans hoved. Dog var krøllerne blevet redt og sat alligevel, da han aldrig gik udenfor en dør uden at føle sig 100% sikker med sit udseende. Forfængeligheden var jo desværre hans svaghed.
Hans ene hånd strøg op over hendes ryg og han lod sin pegefinger let sno sig omkring en tot af hendes hår. Han stivnede dog, da han hørte en gråd. Hvad pokker?! "Yewande... Vil du så forklare omgående?! Hvis barn er det?" Han låste grebet om hende, så hun ville forklare og ikke bare kunne flygte.

[Deleted]

Gråden fik Yewande til at sætte kløerne let i Brayden, da han fastholdt hende. Hun ville hen til det og holde det tæt ind til sig. Trøste det. Gråden satte ting i gang i hende. I øjeblikket var det ikke slemt, men under normale omstændigheder mindede det hende om det barn, der for mange år siden var taget fra hende. Hendes eget.
Brayden fik ingen øjenkontakt. Hun forsøgte at skubbe ham fra sig. Hele hendes opmærksomhed var imod det grædende barn et sted i puderne.
”Slip mig! Jeg må hen til hende. Måske er hun sulten. Du har ikke taget nok med. Jeg skal bruge en kniv!”
…
Stykkerne var altså for store.
Da ingen svarede til gråden begyndte der at komme bevægelse. Små spæde ben begyndte at sparke op i en bunke af fjer, som det var blevet svøbt i. Med det begrænsede lys var det svært at se mere end det.

[Brayden Jaxson]

Brayden kunne godt mærke at Yewande slet ikke havde fokus på ham længere. Hun ville hen til barnet. Hvis barn havde hun mon stjålet? Hvor havde hun det fra? Det kunne vel ikke være hendes eget, medmindre hun selvfølgelig havde voldtaget en mand, der havde gjort hende gravid. Han sank en klump i halsen og skar en grimasse da Yewande borede sine klør ned i hans skulder og arm og han slap hende så og skubbede hende fra sig, da hun jo så gerne ville fri. "Forklar mig så, hvis barn det er!" krævede han. Han kravlede igennem mørket ganske forsigtigt og ledede efter barnet. Han famlede sig frem mellem puderne og bunken af... fjer?
Han samlede det spæde barn op i sine arme og tog det op. Hvorfor? Fordi hun bestemt ikke skulle have det, det ville han da bestemt ikke have! Det her barn skulle tilbage til sine rette forældre. "Hvor har du taget det fra?" vrissede han. Han rullede med øjnene. Barnet var så lille, at det mad han havde med uanset ikke ville kunne tilfredsstille et lille barn. "Det er barn er da for lille til at spise fast føde usle dæmonkvinde," knurrede han.

[Deleted]

Der gik ikke kort tid før Yewande var henne ved den lille. Lige så snart Brayden greb fat i det, tog hun fat i babyens modsatte arm. Hårdt forsøgte hun at hive det fra ham, og gråden blev højere. Det gjorde ondt, men Yewande var ligeglad. Hun ville bare have det.
”Det er MIT. Mit lille barn. Slip hende!”
Det kunne umuligt være Yewandes. Hun havde ikke vist nogen tegn på svangerskab, og i lyset kunne man se at den lille piges kulør var lys, med gyldent hår. Hun var ved at blive rød i hovedet af at skrige så højt. De store rovdyrstænder blev blottet mod Brayden, og Yewandes stemme blev en mellemting mellem dyb knurren og melodiøs lyd.
”Hun er mit dæmonbarn. Hun kan spise hvad JEG spiser. Hun har brug for kød, ellers kan hun ikke vokse sig stærk. Jeg ved hvad der er bedst for hende!”
Brayden ville kunne fornemme at barnet var afkræftet fra det øjeblik han tog det op. Det var dehydreret, og man kunne gætte på at det havde været der i et par dage. Yewande havde ikke mulighed for at lade det amme hos sig, men hun ville beholde det for enhver pris.

[Brayden Jaxson]

Brayden holdt stramt fast i det lille spæde barn, for det var ikke et som Yewande skulle have. Han sparkede ud efter hende for at få hende væk og skubbede sig op at stå. Han var ikke mester til børn. De var beskidte og ulækre, men lige nu kunne han ikke undgå at føle ansvar for den lille skabning og derfor ønskede han bestemt ikke, at Yewande skulle have det.
"Det er ikke dit barn, Yewande! Og du skal ikke røre det mere!" Hans stemme var hård og han havde bestemt ikke tænkt sig, at dette kunne diskuteres. Han holdt dog ikke øje på barnet, andet end at mærke det mod sin favn, men holdt derimod sin opmærksomhed rettet mod Yewande, for han skulle have hende på afstand. "Det her barn, er ikke dæmon, Yewande. Hun er ikke gammel nok til at få fast føde, så derfor kan hun ikke få kød og du aner ikke noget som helst!" Han sukkede. Barnet var udsultet og han prøvede på at vugge det, selvom det vist ikke hjalp meget, for barnet var jo sultent.

[Deleted]

Mere og mere steg irritationen hos Yewande. Hun ønskede aldrig at skade de børn hun tog til sig. Tværtimod gjorde hun sit bedste for at tage sig af dem, og det var ofte det der førte til deres død. En stemme i hendes, hendes instinkt – hun fulgte det. Når hun holdt dem var det som at have sit eget lille barn i armene igen, og det fyldte hende med fryd. Dæmoner var ikke som mennesker, og de var stærkere af bygning. De kunne klare mere. Hver gang et af børnene døde fyldte det hende med intens sorg, og kort efter var hun ude og finde et nyt barn igen. Hun gemte dem, glemte dem, gav dem mad de ikke kunne tåle, men altid med overjordisk kærlighed.

”FINT! Hvis du ikke vil slippe hende, får jeg dig til at slippe hende!!”
Yewande satte af fra gulvet og kastede sig over Brayden. Ikke længere forsøgte hun at rive barnet fra ham. Nu gik hun målbevidst efter ham. Hun slog sine kløer ind i siderne på ham i springet, med udstrakte arme. Hvæs og skrig forlod hendes mund, som var hun blevet besat.
”DU aner intet som helst. Brayden, hun lå i sin vugge og græd. Ingen kom efter hende. De har glemt hende. Brayden, de er ligeglade. Jeg er mere mor for hende end nogen anden! Brayden!”
Hun førte sin ene hånd op til hans hals og forsøgte at stramme til.

[Brayden Jaxson]

Brayden havde uden tvivl pisset Yewande af. Hun blev mere og mere arrig, det kunne han høre på hende og mærke på hende, hvilket ikke ligefrem gjorde sagen bedre. Han vidste, at disse børn ikke var sunde for hende. Hun kunne jo ikke tage sig af dem, uanset hvor meget hun i sit forskruede sind troede på det. Netop fordi hun ikke havde en indforståelse af hvad det ville sige, fordi børnene jo ikke var af samme støbning som hende. Og når barnet så døde, så påvirkede det hende jo bare endnu mere, hvilket gjorde, at han blev nødt til at tage barnet fra hende. Han måtte sætte en efterlysning op efter barnets forældre i byen, så barnet kunne komme tilbage til dets rette forældre. Og hvis de ikke fandtes så... måtte han jo finde på noget andet.
Hendes skingre udbrud fik ham til at finde sig direkte mod lyden. Han så hendes silhuet komme springende mod ham og han blev slået i gulvet af hende mens han holdt barnet i sin favn. Hendes klør gjorde afsindigt ondt og han spærrede øjnene kraftigt op som et kraftigt udbrud forlod hans mund: "STOP YEWANDE!" Han fik barnet lagt fra sig og spærrede øjnene op, da hun prøvede på at kvæle ham. Han greb ud efter hendes hænder og prøvede så at vriste hende af. Han ville gerne tvinge hende i gulvet og sætte sig overskrævs af hende i stedet, så han kunne holde hende nede. "Sindssyge kælling, nu må det simpelthen være nok! Babyer græder for himlens skyld og bare fordi forældrene ikke er der på 2 sekunder, betyder det ikke, at de ikke vil hende noget godt!"