With a Howl, not a Scream

[Deleted]

Åben. 

---

Lugten af sød mjød bombarderede Ria's næse det sekund hendes lædersko beklædte fod trådte ind over dørtærsklen til Den Skrigende Kælder, hendes næse rynkedes og en dyb fure dukkede op i hendes pande. Føj for den lede, den unge pige måtte bide sig i tungen for ikke at gribe sin næse med fingrene og forsegle den, så hun ikke kunne lugte det honning søde stads længere. Kun få væsner fjernede deres opmærksomhed fra hvad de var igang med, for at se hvem der var trådt indenfor og de som gjorde sænkede hurtigt deres hoveder igen; Memoria Lavrithe var et kendt ansigt, ingen grund til alarm. Pigen valgte sig et bord, og smed hendes oppakning ned, en stor brun rygsæk der raslede voldsomt da hun lod den dumpe på jorden, før hun endelig smed sin trætte krop i en stol og smed benene op på bordet. Opmærksomme grønne øjne gled over baren; der var kun ti kunder i aften, seks af dem sad samlet ved et bord, en sad alene ved baren og de tre sidste havde placeret sig næsten ude af syne - men Ria lagde mærke til hvordan den af dem hun kunne se, var igang med at bære tre forskellige drikkevare over til en lille krog af stedet. Han kunne selvfølgelig bare være meget tørstig, men Ria tvivlede på det, hans negle var for rene til at være den slags mand, der slugte tre drinks på én gang. Så ti. Selvom hun kun kunne se otte af dem. 
Tynde fingre strøg op til hendes nakke og kradsede fraværende i hendes nakke hår, det var egentlig hendes vinger der kløede, men hun kunne ikke risikere et kradse dem på et så offentligt sted, selvom de smidige vinger var chokolade brune var det sket før at hun var blevet forvekslet for en engel - så af ren vane mere end rent faktisk paranoia på en af hendes stam-steder, lod hun være med at klø sig. Så istedet smøg hendes hånd sig om hendes nakke. Hendes hår var bundet op i en knold idag, men rebelske totter havde allerede revet sig løs og dansede stille gennem luften når hun bevægede hovedet. 
Ria skubbede sig modvilligt op af stolen, og bevægede sig op til baren, hvor hun forsøgte at få en meget søvnigt udseende bartenders opmærksomhed. "Hey!" råbte hun til sidst ind over baren. "Kunne det blive idag?" Normalt havde Ria et princip mod at fornærme folk der lavede hendes mad eller drikkevare - man ved aldrig hvad de kunne finde på at komme i det man puttede i munden så - men den her mand stod næsten direkte og savlede ud over disken, en svag snorken kom dybt fra hans lunger. Til sidst grabbede hun en flaske bærvin hen over disken, smed en bunke mønter på baren og traskede ned til sit bord igen. 

[Brayden Jaxson]

Det havde været en noget usædvanlig kunde, som Brayden havde haft et møde med i Dvasias for et par uger tilbage. Manden havde lagt en forespørgsel på en ædelsten, som han havde håbet, at Brayden kunne skaffe, fordi han havde hørt, at han var en stor handelsmand. Hvad manden ikke havde vidst var, at Brayden selv kunne fremstille ædelstene gennem alkymien, men det havde han da uden tvivl ikke fortalt noget som helst om, for det ville være dumt. Dog havde han sagt, at han på et par ugers tid ville kunne skaffe ædelstenen gennem en kontakt og de havde så aftalt et møde i Imandra, hvor manden gerne ville modtage ædelstenen.
Den forespurgte ædelsten havde været en safir og den havde Brayden selv fremstillet på meget kort tid og gemt i en fin lille stofpose.
Han kom ridende op til Den Skrigende Kælder og fik en knægt til at binde hans hest fast udenfor stedet for en lille skilling. Hans hår lignede i dag et stort rod, selvom der dog var en hvis orden i hans store krøller, for andet tillod han ikke. Han var en meget forfængelig mand og det så man også på hans nydelige tøj. Han så meget velplejet ud af en mand at være, men sådan kunne han lide det. Renligheden på det ydre følte han smittede af på hans indre renlighed ligeså. Han stoppede op i døren og vædede sine læber. Af tøj bar han et par nydelige mørkebrune bukser, et par støvler, en hvid skjorte og derudover en nydelig kappe i sort med en pelskant. Det var jo vinter og kulden var bestemt over alle lande. Han rynkede kort på næsen. Her stank af mjød. Hvilket forfærdeligt sted hans kunde dog havde fået ham til at mødes for at klare handlen. Men nå, det var der nu ikke noget at gøre ved. Kort fangede en kvinde hans opmærksomhed, der tog en flaske vin ved disken fordi barmanden sov på jobbet. Han fnøs. Amatøragtigt. Det ville aldrig ske i Atterlin! Han rettede på sit tøj og satte sig hen til et ledigt bord, da han ikke kunne få øje på sin kunde. Så måtte han jo vente på ham. Rubinen havde han i sikker forvaring under sin kappe. Tænk at han snart ville tjene så meget på... så lidt. Men det vidste hans kunde jo heldigvis ikke - hvor han dog elskede at lade sine kunder leve i uvished!

[Deleted]

Efter Ria havde fået flået kork-proppen ud af den flaske bærvin hun havde erobret lod hun en stor mundfuld glide ind over hendes tunge, og stillede så flasken fra sig på det vaklevorne egetræs bord hun sad ved. Der var stadig otte væsner i baren, selvom det væsen der havde båret på drinks til tre var forsvundet - der var nemlig kommet en ny kunde ind. En der bestemt ikke passede til møblerne. Han stak lige så galt ud i baren, som en adelig i slummen, hvilket han muligvis var, og Ria mærkede et smil kurve hendes læber, adelige kom kun sådanne steder hvis de havde ting de skulle have gjort og oftest til en klingende pris. For ikke at være for åbenlys eller påmassende lod hun sig synke dybere ned i hendes stol og tog endnu et par slurke af bærvinen, den smagte mest af brombær og var næsten for sød, men den brændende fornemmelse i hendes hals der varmede helt ned i maven, gjorde fint op for en søde smag. Hvad hun ikke ville have givet for en flaske whiskey. Men den gyldne væske var for dyr til hendes pengepunge, og Ria brød sig i det hele taget ikke om at smide om sig med hendes guld. Grønne øjne observerede den nyeankomne mand ud af øjenkrogen. Han var velplejet. Håret var vasket fornylig, skægvæskten velholdt, og tøjet var hverken hullet eller særligt beskidt. Og selvom han var slank, var han ikke tynd, så han havde ikke gået foruden mad fornyligt, hvilket var mere end man kunne sige om de fleste andre kunder i baren, som nu også var begyndt at øje ham en anelse. Den gruppe på fem der sad samlet var begyndt at sende ham blikke, Ria kunne se de forsøgte at være diskrete, men gruppen var vidst for fulde til at være så forsigtige som de gerne ville være. Til sidst rejste en af mændene sig, en næsten to meter høj mand med tydelige hjørnetænder, og begyndte at gå over mod manden med det krøllede hår. Han var næsten kommet hen til ham, da han fandt en lille ung kvinde blokerede hans vej. Ria havde rejst sig så hurtigt at de fleste slet ikke havde lagt mærke til det.
"Flyt dig tøs," rumlede den store tøndeformede mand, og en stor lap af en hånd landede tungt på hendes skulder.
"Jeg bryder mig virkelig ikke om -" Ria strøg sin hånd hen over den han havde placeret på hendes skulder, indtil hun kunne gribe hans lille finger og vred den tilbage. "Mænd der kalder mig 'tøs'." Hun vred den yderligere uden at fortrække en mine af mandens jamren. "Pis af. Ham her har ikke arbejde til jer." Det sidste blev hvislet under hendes åndedræt, inden hun slap fingeren. Manden stod lidt og gned sin hånd, og så ud som om han overvejede at stikke Ria en flad, bare for at lære hende noget underdanighed for mænd, men skiftede mening med et fnys og en afvigende hånds bevægelse inden han gik tilbage til sit bord.
Ria smilede tilfredst, vendte sig mod den renlige mand og gik hen og satte sig ned ved hans bord, med flasken med bærvin i hånden. "Mit navn er Ria," præsenterede hun sig, og rakte bydende flasken med brombær vin frem. "Ingen pengesum er for lille, hvad kan jeg gøre for Dem, Sir?" Hun vrikkede bydende vin flasken i luften med et grin. Hun troede tydeligvis han havde arbejde til hende, som mændene i gruppen også havde.

[Brayden Jaxson]

Brayden var ikke specielt fornøjet af dette sted. Han lænede sig tilbage i stolen han havde sat sig på og holdt især øjne på døren. Det var dog ikke det eneste sted hans opmærksomhed lå, for han blev nødt til også at holde øje og øre på hvad der foregik i hans omgivelser. Det var tydeligt, at dette sted var et samlingssted for en noget anden klasse end den han selv om af. Mon hans kunde havde narret ham? Han vidste det lige nu ikke og det behagede ham bestemt ikke. Han ville bare gerne have denne handel klaret, så han kunne komme afsted igen, for han skulle videre til New Dale, hvor han havde en anden aftale.
Flygtigt strøg hans tunge over hans læber, mens han drejede sig en smule, så han bedre kunne observere hvad der foregik. Han havde heldigvis fået et bord i et hjørne, så han ikke skulle holde øje med alle sider af sig, men havde fokus på sin front. Hans gennemsigtige og krystalagtige øjne fik udmærket øje på den store mand, der kom mod ham, men han nåede dog ikke rigtigt at reagere, før en ung kvinde stod imellem ham og den store mand. Selvfølgelig glad for det, for han var virkelig ikke en mand, der var god til at slås. Han blev siddende ganske stille under det lille scenarie, der udspillede sig foran ham og trak fornøjet på smilebåndet, som den store mand vendte om og gik tilbage til sin gruppe.
Han fulgte kvinden med blikket, indtil hun satte sig ned ved hans bord. Et charmerende smil spillede over hans læber, mens han blev siddende i sin afslappede og tilbagelænede stilling. "Mit navn er Brayden," præsenterede han sig gengældende. Han viftede med hånden mod vinen som et pænt 'nej tak'. Han skulle ikke have det uden at få det i et glas. Han kunne godt se, at hun ønskede arbejde. Men det var nu ikke derfor han var her. "Men jeg må desværre skuffe dig, Frøken, jeg er her ikke for at udbyde. Jeg er her for at handle, min kunde er her blot ikke endnu," svarede han hende ganske ærligt.

[Deleted]

Ria satte flasken fra sig da manden, der havde præsenteret sig som Brayden, afslog at tage en slurk. Alle de små ting han gjorde, hans elegante bevægelse som afslag til at tage flasken - afslaget i det hele taget, det smil han bar og hvordan han var klædt fortalte hende mere om ham, end hans navn gjorde. Han var tydeligvis født ind i det bedre selskab, eller ihvertfald så vant til at omgåes dem at han havde adopteret deres mannere. Hendes indgående blik forsøgte at granske om han rent faktisk ikke havde noget at udbyde, eller om han bare ikke havde noget arbejde at give. Desværre for hende, virkede det til at være den sidste ting der var tilfældet her. Men, det var stadig ikke helt tabt bag en vogn at snakke med ham, bare fordi han ikke havde noget job til hende nu, betød det jo ikke at han ikke ville have det senere. "Helt iorden," svarede hun mens hun viftede hånden afværgerende. Et sted var hun egentlig aller mest glad for han ikke havde taget hende for en form for glædes pige. Det var sket før. Når en kvinde kom op til en mand og sagde 'jeg vil gøre næsten alt for en skilling', var det oftest konklusionen der blev sprunget til. Også selvom hun gik med et sværd bundet til siden. Hvor mange glædes tøser gik med sværd?
"Hvor meget er din kunde forsinket?" spurgte hun nysgerrigt og så sig omkring, hun kunne ikke få øje på nogen der lignede nogen der kunne betale for noget som helst. "Her omkring hvis nogen er mere end en halv time forsinket til et møde, er de oftest enten blevet overfaldet, eller havde ikke tænkt sig at dukke op i det hele taget." Ria førte hendes flaske til munden igen og tog en slurk, hendes læber var blevet farvet en sagte lilla farve af væsken og en varme spredte sig fra hendes mave og helt ud i hendes tåspidser. "Har du nogen ide om hvorfor din kunde ville mødes her?"
Ved bordet oppe foran dem, det bord med gruppen af mænd, forgik der stadig lavmælt samtale, og flere af dem kiggede ofte ned mod Ria og Brayden.

[Brayden Jaxson]

Brayden følte sig malplaceret. Han kom aldrig sådanne steder og han vidste heller ikke hvorfor han overhovedet var gået med til at klare handlen her. Men han sagde nu aldrig nej til en god handel og han fik trods alt en stor sum penge for den ædelsten han bar rundt på i sin inderlomme. Heldigvis var det da ikke noget andre kunne se på ham, at han havde, så det var altid betryggende. Han hadede at få beskidte hænder, så derfor var nærkamp virkelig ikke i hans es. Men nu hvor denne Ria sad foran ham, så kunne han jo altid blot få hende til at gøre det for sig og betale hende bagefter. Det var jo altid lidt betryggende at vide. Flygtigt vædede han sine læber, mens han roligt betragtede den unge kvinde foran ham. De kom tydeligvis fra to vidt forskellige steder. Han var jo selv født ind i en baron-familie og bar nu selv den flotte titel, da hans fader var gået bort for mange år siden i et uheldigt alkymist-forsøg.
Hans gennemsigtige øjne betragtede hende roligt. Han kunne læse hende, da det var en del af alkymiens goder. Hvis han ville, kunne han også nemt søge ind i hendes tanker, men det kort var noget han holdt tæt på hånden. Ingen skulle vide, at han var så god til at læse tanker, for så begyndte folk da bare at blive mistroiske. Men om ikke andet, så var det tydeligt for ham, at hun ej var glædes pige. Det udstrålede hun slet ikke. Hun var en kvinde af en helt anden kaliber og vel egentligt meget selvstændig. Specielt som valkyrie, som han kunne fornemme på hendes aura. "Jeg er jo næsten lige kommet, så han er vel en små 5 minutter forsinket indtil videre," svarede han roligt. Han vidste udmærket, at han dog ikke skulle vente for længe, men han ville dog som minimum give det en 20-30 minutter. Han nikkede, det var han indforstået med. "Klart. Jeg giver ham heller ikke mere end det," svarede han hende. Han rystede på hovedet til hendes næste spørgsmål. "Ikke umiddelbart. Men det finder jeg måske ud af... måske gør jeg ikke." Han kunne godt fornemme de andres blikke, men ignorerede det. De var uinteressante for ham.