An old friend..

[Brayden Jaxson]

Brayden følte næsten med Nathaniel. Det var uden tvivl en svær situation og en hvilken situation, som han aldrig håbede på selv at ende i. Han bed sig tænksomt i læben, mens han bundede sit glas med whisky og satte glasset fra på bordet igen. Derefter vendte han blikket tilbage mod Nathaniel og mødte hans øjne med et roligt blik. "Det er jo så det, du skal finde ud af," endte han sigende. Det vidste manden jo godt, men måske det blev nødt til at blive gentaget et par gange, før han så ville reagere på det. Han trak vejret roligt, mens han selv prøvede at finde ud af, om han rådgav ham på rigtig vis. Let lod han hovedet glide på sned. Det var ikke en nem situation som Nathaniel stod i og derfor var et valg af løsning også så meget sværere. Han nikkede så, for det var uden tvivl en hård metode at tage i brug, men om ikke andet, så var det den metode, han anså for bedst. For sådan som han tolkede de informationer han nu havde at gøre godt med, så havde hans børn aldrig rigtigt bearbejdet en manglende faderfigur, men nærmere skubbet det på afstand og derfor afviste de ham så også nu hvor han ville ind i deres liv. "Meget muligt. Men det kan være vejen frem, Nathaniel. Man kan jo ikke ligefrem påstå, at du har yderligere at miste, så det må da være forsøget værd?" endte han. Måske lidt hårde ord, men sande var de jo, så han håbede da bare, at Nathaniel ville tage dem til sig.
Han rynkede panden ved hans sidste ord. At blive hjemsøgt på den måde lød bestemt ikke rart, men det havde nok noget med Nathaniels egen sindstilstand at gøre. Han var blevet svagere, kommet ned på et andet plan og det var uden tvivl bekymrende. En alkymist skulle hvile i sig selv for at kunne udrette store ting! "Du har mange ting imod dig, Nathaniel... Men du bliver nødt til at mande dig op, finde dig selv igen i alt dette her. Jeg kan måske hjælpe dig ved at tage dig igennem noget af den gamle træning..."

[Nathaniel Diamaqima]

For Nathaniel, var det her uden tvivl en meget hård situation at befinde sig i. Han kunne ikke have det.. han kunne ikke finde ud af hvordan han skulle tackle den og det var det som var svært for ham. Hans hjerte slog mod hans bryst. Han gjorde fejl.. han gjorde mange af dem, men det var bare folk omkring ham, som havde han haft en sjov tendens til at give ham følelsen af, at det som han gjorde, aldrig gjorde fejl og mangler, og det var det som automatisk lagde noget af et stress og pres på ham. Nu måtte han jo lide under det. Han kunne virkelig ikke håndtere det mere, og et sted vidste han jo godt, at Brayden havde ret.. Han måtte vel bare tage sin afstand fra det hele, og så håbe på, at det var noget som kunne rettes op på i løbet af tiden? Og at hans børn måske ville give ham muligheden for at rette op på den fejl, som han var klar til at gøre noget ved? "Hvis det er hvad der skal til, så må jeg jo forsøge med det," sagde han endelig. Han var ikke meget for det.. Det var svært. Virkelig svært for ham.
Nathaniel havde virkelig lidt et voldsomt knæk, da Liya var gledet bort, så om han var blevet mere modtagelig, fordi at han et sted havde håbet på at få hende retur, skulle han ikke kunne sige. Det eneste som han vidste, var at det virkelig gjorde ondt på ham nu, og at han ikke kunne gøre meget ved det. Hans blik gled mod Brayden. Han tog overraskende godt imod den nyhed som Nathaniel havde den evne, at han kunne høre, og nu.. pludselig også se de døde.. og han hadede det virkelig! Var han i den situation, at han havde brug for træning? Det var bare virkelig mange år siden, at det havde været en nødvendighed! "Jeg har brug for det, Brayden. Jeg kan virkelig ikke kapere det her længere.." sagde han med en dæmpet stemme. Det gjorde ondt at indrømme, men det var vel på tide, før han for alvor led knækket under det?

[Brayden Jaxson]

Brayden studerede Nathaniel med et roligt blik. Den mand stod uden tvivl i lort til halsen og der var kommet så mange ting, at det tyngede ham så dybt, at han nu hverken kunne finde ud af det ene eller det andet. Alle gjorde jo fejl, nu var det bare på tide at begynde og rette op på dem, for ellers ville han aldrig komme videre. Det var en god ting, at Nathaniel var kommet her, for han havde uden tvivl brug for hjælpen. Nok kunne det føles som et tilbageslag, men faktisk var det at tage ansvar. Han trak vejret roligt og rettede lidt på sin stilling i stolen. "Det er i hvert fald mit bedste bud," endte han. Han trak på smilebåndet og sendte ham et opmuntrende smil. Så meget var ændret siden de første gang havde stiftet hinandens bekendtskab og han havde taget ham under sine lærende vinger. Men det var rart, at Nathaniel stadigvæk stolede på, at han havde noget at vende hjem til her, for det havde han uden tvivl!
Det knæk som Nathaniel havde lidt fra Liya, var nok det, der havde sat det hele i gang. Det var ikke sundt for en alkymist at være i ubalance og derfor ville han også tilbyde at tage Nathaniel igennem noget af træningen igen, så han kunne få stabiliseret sit sind og sine tanker. Måske endda få noget kontrol over, at de døde viste sig for ham. Han nikkede roligt. "Vi starter i morgen," svarede han så og skubbede sig op at stå. Han skjulte et let gab bag sin hånd og så på ham. "Du kan få gæsteværelset i aften?" tilbød han og gjorde en gestus til, at de kunne forlade stuen, så han kunne vise ham dertil. Det var for sent at gøre noget nu, det ville være bedre at starte i morgen tidlig når de havde sovet lidt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det ikke godt, og selv forsøgte han jo bare at gøre det rigtige. Han forsøgte at tage ansvar, og nu var det bare på tide at han gjorde noget ved det, for denne fejl, var bestemt heller ikke noget som han ønskede at gøre igen. Overhovedet ikke! Han vendte blikket mod ham. Måske at han bare skulle skrive brev til dem, og så håbe på, at han kunne nå ind til dem, på et eller andet tidspunkt. Tungen lod han kort stryge over hans læber, inden han let fumlede med hænderne foran sig. Han følte sig kun som den der lille lærling, som han havde været før, og det var virkelig.. ubehageligt.. Overhovedet ikke sjovt! "Det må jeg jo i så fald, forsøge mig med," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. For ham var det bare.. svært. Han havde virkelig svært ved denne situation.
Det var et voldsomt knæk, og det var ikke nogen hemmelighed, at Nathaniel overhovedet ikke var i balance hvad det angik. Der havde han brug for professionel hjælp udefra. Og det var derfor at han var der, som han var lige nu. Det kunne godt være, at det ikke var fair overfor Yuuki, som måtte sidde og vente på ham derhjemme, men visse ting, havde han brug for at gøre for sig selv, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Han nikkede. "Jeg værdsætter virkelig din hjælp, og særligt efter alle disse år, Brayden.. Jeg tager gerne gæsteværelset i aften, så kan vi komme igang i morgen," sagde han endeligt. Med disse ord, så valgte han roligt at rejse sig op. Han var virkelig manden taknemmelig, og særligt hvis han kunne udrede de mirakler, som han alle dage havde gjort.. Også dengang, hvor Nathaniel i sandhed havde set op til ham.

[Brayden Jaxson]

Brayden brød sig ikke om, at Nathaniel skulle have det så skidt. Derfor valgte han nu også at tilbyde Nathaniel at blive her, så han jo faktisk kunne komme lidt ovenpå og finde sig selv. Det var klart, at Nathaniel skulle have hjælp. Både råd til hvordan han skulle tackle situationen med sine børn, men også midler til at sortere sine tanker og stå lidt stærkere selv, for han var uden tvivl kommet ned på bunden af et hul, som han havde svært ved at komme op ad. Han nikkede sagte til ham. Det var jo forsøget værd, for han kunne vel ikke miste mere end han allerede havde, vel? Nok en hård tankegang, men det var jo også de tanker man måtte gøre sig. Han trak vejret roligt og skubbede sig op at stå. Hvis Nathaniel tog imod hans hjælp, så skulle han uden tvivl gerne tage ham igennem nogle få træningstrin, der burde hjælpe ret hurtigt. "Du er altid velkommen her, Nathaniel," svarede han. Det mente han uden tvivl. Han førte Nathaniel med sig ud af stuen og ned ad en gang, hvor han stoppede op foran en dør. Han skubbede den op og lavede en gestus ind ad døren. "Få noget søvn. Vi kan mødes til morgenmad i morgen," afsluttede han roligt og nikkede. Han vendte om på hælen og gik så ned til sig selv. Så kunne de starte op i morgen...

//Out.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det bestemt ikke godt, og han havde brug for hjælp til at gøre noget ved det. Brayden var en af de få, som han rent faktisk stolede på, go det var også eneste grund til at han stod her. Han havde vel brug for at komme tilbage i træning? Han havde længe gået på toppen af sin karriere, og nu var grebet måske ved at glide fra ham? Det var svært.. virkelig svært for ham, og uden tvivl også ekstremt hårdt at erkende for sig selv, og særligt sin tidligere læremester, var et sted.. flovt og pinligt. Derfor var han også glad for, at det var sådan at manden havde taget det.
Roligt rejste Nathaniel sig op. Han havde brug for hvilen. "Jeg værdsætter virkelig den hjælp du giver mig, Brayden," sagde han endeligt. Han nikkede mod ham. Alt var jo som det havde været dengang han selv havde været elev ved denne mand, så det skulle ikke være det sværeste for ham som det var lige nu. Han smilede let for sig selv, inden han selv roligt nikkede mod ham. "Jeg ønsker dig en fortsat god aften," sagde han med en rolig stemme. Selv søgte han i retningen af gæsteværelset. Yuuki ville uden tvivl komme til at savne ham, men dette var bare noget, som han var nødt til at gøre for sig selv, og derfor var han også nødt til at blive her. I hvert fald for nu.

//Out