An old friend..

[Nathaniel Diamaqima]

Brayden Jaxson - Nathaniel Diamaqima

---

Det var ikke ofte, at det for Nathaniel var nødvendigt, at opsøge Dvasias og sin gamle læremester, som han havde efterladt i Mørket for mange år siden. Han havde dengang været klar til at søge ud på egen hånd, men denne gang, var det hans tur til at søge et råd ved en gammel kending. Efter hans visit i Procias, hvor han havde sine to børn, som begge havde valgt at slå hånden af ham, fordi at de mente, at han havde tacklet alt det med Liyas død forkert.. Han mente at han havde gjort det på den måde, det nu havde været nødvendigt for ham, og nu hvor Liyas afdøde hånd i bogstavelig forstand, hjemsøgte ham, var det svært for ham i det hele taget at ignorere det.
Under normale omstændigheder, ville han nok ikke have taget denne lange tur, men for nu, var det nødvendigt for ham. Det var en direkte nødvendighed at han fik sagt vad det nu var han havde på hjerte, for det var jo heller ikke ligefrem småting, kunne man jo sige.

Atterlin havde han ikke opsøgt igennem skræmmende lange tider nu, men for ham, var det bare en nødvendighed, at det var her han var lige nu. Han søgte ned igennem gaden. Han håbede virelig at Brayden var hjemme. Han havde virkelig brug for mandens råd efterhånden, og særligt nu. Han havde grædt.. Det gjorde han for pokker normalt aldrig! Han nåede endelig det lille hjem, som han ellers kendte så frygtelig godt. Han nåede døren hvor han blev stående for et kort øjeblik, inden han rent faktisk bankede på døren. Han havde jo siden været en af de største alkymister som til nu havde levet.. men for en gangs skyld, var det ham, som havde brug for et råd.. og han kendte kun denne mand, som rent faktisk var i stand til at kunne give ham dem.

[Brayden Jaxson]

Braydens hus så udefra ret småt ud. En simpel men pæn facade med dør ud til hovedgaden. Når man kom ind så var huset dog større indvendigt og havde faktisk en del rum. Både stue, værelse, køkken, kamre og en kælder. Ja og en første sal. Hans forfædre havde været med til at bygge huset, så selvfølgelig var huset indvendigt i fineste stand og uden tvivl ret fornemt. Han havde netop færdiggjort sit job i kirken for i dag, da han havde haft en begravelse at se til. Det var jo ham, der var præst i Atterlin. Ligeså var han jo handelsmand. Og baron. Ja, der var mange ting at tage sig til som ham, men i det mindste kom han da en masse rundt med jobbet som handelsmand.

Som han kom gående op ad gaden, så så han hurtigt en skikkelse ved hans dør. Besøg, nu? Han så skikkelsen an og nåede op bag ved ham, som han netop bankede på døren. Var det virkelig Nathaniel? Hans gamle elev, efter alle disse år? Ja, eleven havde vist overgået mesteren for længst. "Ved Azrael... Nathaniel, er det virkelig dig?" Brayden trådte op ved siden af ham, trak sin nøgle frem og låste sig ind i huset. Han førte Nathaniel med sig ind og lukkede så døren efter ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Brayden havde altid været en travlt og optaget mand, men lige nu var det Nathaniel som havde brug for råd. Den mand havde reddet ham.. trænet ham op og lært ham hvad han vidste, inden han havde søgt nye udfordringer for mange år siden. Nu var det ham, som havde brug for et klap på skulderen fremfor det modsatte. Det gjorde da naturligvis ondt at blive afvist af sine egne på den måde, og da særligt af sine børn.

Som stemmen lød lige bag ham, hævede han blikket og drejede hovedet. Han genkendte manden. Som havde han ikke forandret sig det mindste over alle de år, som nu havde passeret. "Det er mig, Brayden.. Jeg kommer som den lærling jeg engang var, og søger et råd.." Han sænkede blikket igen. Han havde det ikke godt. Tvært imod, så havde han det virkelig, virkelig dårligt. Og det var vel også tydeligt at se? Hans blik gled endnu en gang op mod sin gamle læremester. Tiden som havde passeret, havde så sandelig ikke sat det mindste spor af på ham. Han lignede jo sig selv.. Hvor Nathaniel derimod uden tvivl var påvirket af det. Nok mere end hvad han egentlig ønskede at give udtryk for i den anden ende. Han søgte glædeligt med ind i varmen. Det var jo uden tvivl også koldt udenfor. "Jeg mente dog ikke at trænge mig på," tilføjede han. Men han havde virkelig ikke andre at søge til.. Og det her var virkelig en desperat handling.

[Brayden Jaxson]

Brayden havde med sit forfængelige gen altid sørget for, at alderen ikke ville indhente ham for tidligt. Derfor så han heller ikke meget ældre ud end i sine unge dage, hvilket Nathaniel vel også ville have gjort, hvis tiden ikke virkelig havde tæret på ham? Han kunne jo tydeligt se, at det havde sat sine præg på Nathaniel. Hvad den mand dog ikke måtte have gået igennem? Han mødte Nathaniels blik og trak på smilebåndet. Det var dog glædeligt at blive opsøgt efter alle disse år, hvor de jo begge havde haft travlt med lidt af hvert. "Lærlingen, der overgik mesteren vender hjem for råd?" Tanken smigrede ham da, hvis han stadig kunne bruges efter alle disse år. Han rynkede så bekymret på panden. Han kunne tydeligt se på Nathaniel, at han virkelig ikke havde det godt og det brød han sig ikke om. Hvad mon der var hændt i alle disse år? Det ville han vel så tidsnok finde ud af i dag. "Du kan da umuligt trænge dig på, kære Nathaniel," svarede han. Overrasket over at se ham her, ja, men uden tvivl glædeligt overrasket. Han rakte hånden frem mod Nathaniel og trak ham så hen til sig, hvor han gav ham et trøstende strøg over skulderen med den anden hånd. "Nå, kom med ind," bød han. Han slap ham roligt og vendte om for at søge ind til stuen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde nu altid været sin alder bekendt, og derfor havde han nu heller ikke gjort alverdens ved hans udseende. Han sendte sin gamle læremester et stille smil og nikkede så mod ham. Han havde uden tvivl respekten for manden, for han havde lært absolut alt fra ham og mere til, og det var uden tvivl det bedste af det hele. "Jeg har brug for det," sagde han med en tydeligt henkastet mine. Det kunne godt være, at eleven for længst havde overgået sin læremester, men det at han kunne bruges, indikerede vel også den respekt som var dem imellem? Han nærede uden tvivl en tillid og en respekt til Brayden, og det var også den eneste grund til at han valgte at opsøge manden, som han gjorde det nu. Det var efterhånden bare en nødvendighed. Han havde brug for det.
Nathaniels blik gled i retningen af Braydens skikkelse, som de kom ind. Hånden mod hans skulder, fik ham svagt til at trække på smilebåndet, inden han lod blikket falde en anelse. "Det glæder mig," sagde han med en dæmpet stemme, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af Brayden igen. Han boede fint.. Der var ikke det som ikke var lavet om, siden han havde været der sidst, og det var ved at være skræmmende mange år siden efterhånden. Hans blik gled i retningen af Brayden endnu en gang. Han var kommet som den unge knægt, som han havde været dengang han var kommet her i udgangspunktet. Han vendte blikket ned. Det her lignede ham på ingen måde, men lige nu, kunne han virkelig ikke gøre noget som helst ved det, uanset hvor meget han så end ville ønske at han kunne. "Min familie har netop fravalgt mig.. slået hånden af mig på baggrund af en handling som jeg gjorde uret, som jeg nu ønskede at rette op på. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op." Denne gang valgte han rent faktisk at præsentere det allerede med det samme. Han ville ikke pakke det ind.. Ikke overfor Brayden.

[Brayden Jaxson]

Brayden havde altid holdt sit udseende godt. Han havde ikke direkte brugt magi til at holde sig ung, men han havde holdt en sund og struktureret plan for sit liv for ikke at ende med at lade årene sætte sig for tidligt, for det havde han da bestemt ikke brug for. Han havde jo heller ikke rigtigt slået sig ned og ladet tiden sætte sig, næh, han holdt sig tilpas igang. Han havde jo heller ikke rigtig børn fået som Nathaniel havde, så der havde ikke været nogen til rigtigt at hive alderen frem i ham. Han trak på mundvigen og nikkede så. Nathaniel så uden tvivl ud til at have brug for hjælp, så han håbede da, at han kunne være behjælpelig med et godt råd eller bare en god snak, der måske ville få ham til at indse nogle ting selv. "Så håber jeg, at jeg kan give dig det du søger," svarede han med et skævt smil. Han gik ind i stuen og gjorde en gestus mod en stol, hvor han selv satte sig i stolen ved siden af. Han vendte sit blik mod Nathaniel og lyttede til hans ord. Han snakkede lige ud af posen, hvilket nu slet ikke gjorde ham det mindste, for det var da bedre end at pakke tingene ind, som Nathaniel jo faktisk havde en tendens til. Men dette måtte jo så bare være så alvorligt, at han ikke behøvede at pakke det ind. Han så tænksomt på ham. "Nu kender jeg ikke til hele historien i detaljer, men jeg har dog hørt et og andet. Dine børn er i Procias, ikke?" Han så mod Nathaniel og bød ham til at fortælle mere.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel søgte med ind i stuen og tog endelig pladsen i den stol, som han blev henvist til, inden han igen vendte blikket i retningen af Brayden. Det var ikke ofte, at han gjorde dette, men lige nu, var det rent faktisk ham som havde brug for et råd.. eller bare en snak, eller en bekræftelse på, at det som han havde gjort, ikke var forkert, for det var det som han følte. Han vendte blikket mod ham. Han stolede på Brayden mere end hvad han gjorde på så mange andre, og denne snak var bestemt ikke af typen som han havde tænkt sig at tage med Yuuki. Han vidste, at det kun ville gøre ondt værre, hvis det kom så vidt, og det var slet ikke noget som han ønskede sig. "Mine børn er i Procias, det er sandt," begyndte han. Ja, hvor skulle han starte historien? Han havde jo nærmest i bogstavelig forstand vugget Liya ind i døden, men den havde været fredfyldt.. bare ikke med den fred, som han gerne ville have hende til. Brayden vidste nu heldigvis ikke, at Nathaniel kunne høre, og til tider se de døde, da det var et kort, som han holdt tæt ind til kroppen. "Jeg har været i Dødsriget, da noget skete den kære kvinde i mit liv.. jeg måtte vugge hende ind i døden, velvidende om, at jeg intet kunne gøre for at redde hende.. Det knuste mig.. Jeg kunne ikke være der for mine børn, Brayden.. ikke uden at se hende for mig, så jeg søgte væk," fortsatte han. Han følte sig som en dreng fanget med hånden i kagedåsen, men han var vel nødt til at komme til orde og fortælle hvordan tingene rent faktisk forholdt sig? "Jeg har i tiden væk, åbnet mig for en anden kvinde.. og er ved at etablere en familie.. er det at gøre mine børn og familieliv i Procias uret?" spurgte han dæmpet. Han mente det ikke, men Silia havde stået helt fast på, at det var sådan det forholdt sig. Han vidste ikke hvad han skulle gøre mere.

[Brayden Jaxson]

Brayden vendte blikket mod Nathaniel, da han satte sig ned i stolen. Det var underligt som tiden havde påvirket dem begge helt forskelligt, men det var jo klart med alt det som Nathaniel egentligt havde gået igennem til forskel fra ham selv. Han havde aldrig fundet en ægte kærlighed, ej heller troede han helt på det. Og deraf, var der ikke kommet børn ind i billedet hos ham. Han så tænksomt på ham. Han glædede sig da til at høre mere eftersom han var meget bagud med sin lærlings liv. Han havde da hørt lidt her og der, men han var altid ret kritisk med hvad han hørte ude i verden, for det var så nemt at fordreje alle små sandheder til store løgne. "Du har været i så dyb sorg, at du måtte efterlade dine børn?" Han vædede sine læber. Det var egentligt ikke et spørgsmål men nærmere en konstatering fra hans side, for han blev jo nødt til lige at være med, så han kunne hjælpe ham med at udrede trådene på bedste vis. Han holdt blikket mod sin gamle lærling. Ny familie? Det var noget af et stort spørgsmål han alligevel kom med. "Hvordan ville du selv have det, hvis din far havde forladt dig til fordel for at etablere en ny familie, Nathaniel?" endte han spørgende. Det var jo klart, at børnene selvfølgelig ikke ville vide af ham, men så måtte han vel faktisk vælge, hvis det nu ikke så ud til, at han kunne få begge dele.
"Jeg siger ikke, at det ikke er i din ret at starte noget nyt. Men det er klart, at det sårer dine børn endnu mere, når de allerede er blevet efterladt én gang."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde virelig været derude, hvor han ikke vidste, hvad han skulle stile op med tingene, og særligt efter han havde mistet Liya. Det tab, var større end da han havde mistet Auromia for frygtelig mange år siden, go selv dengang, var han gået fuldstændig i baglås. Han havde forsøgt og han havde formået at åbne op for en ny kvinde, også selvom det bestemt ikke havde været nemt. Liya var død.. selv han havde vel brug for at komme videre efterhånden, og var der ting i det, som var så galt igen? Han var glad for Yuuki.. det var han virkelig, men det var jo ikke ensbetydende med, at han ikke ønskede af sine børn, som han havde fået sammen med Liya!
Hans blik hvilede på Brayden. Han vidste jo godt, at han have dummet sig, men af den grund, så ville han jo gerne vide af sine børn, og finde ud af det hele sammen med dem, så det var jo heller ikke ligefrem noget som kunne komme bag på nogen. "Jeg ved godt, at jeg har dummet mig, Brayden, men er det berettiget at give udtryk for et had så voldsomt?" spurgte han. Hans forhold til hans søn, havde i forvejen været så utrolig anspændt, at det nok ikke havde været nemt at redde, men lige Silia.. den var ekstra slemt. Det var virkelig, virkelig hårdt for ham. Hans blik gled mere i gulvet. Hans hænder begyndte at ryste. Han havde det virkelig dårligt med det. "Jeg forstår deres frustrationer og deres følelser, men at slå hånden af deres egen fader, når han endelig er klar til at tage hånd om dem.. Jeg ønsker at være en del af deres liv.." Han vendte blikket mod dem. Han var sendt ud af landet, ellers var det fangekælderen... endda af sin egen datter, og han kunne ikke rigtigt klare det var sådan det var. "Det var hårdt for mig at se dem... at kigge på dem.. at se hvor kede af det de var, når jeg selv var det. Der kunne jeg ikke stå stærk for nogen af os." Han havde det skidt med det. Virkelig, virkelig skidt.

[Brayden Jaxson]

Brayden kunne se sorgen i Nathaniels ansigt. Manden havde det virkelig skidt. Mon det stadigvæk var hans gamle kærlighed der trykkede? Han var måske ikke kommet over hendes død? Eller så var han nu netop nået dertil, hvor han kunne åbne op efter den dybe sorg, lukke sine børn ind, men de var så voksne nu, at de ikke ville vide af ham. Tiden gjorde meget i sådan en sag. Både godt og skidt. Han holdt sit tænksomme blik rettet mod Nathaniel. "Måske er hadet det, som kan tydes til i en sådan situation... Specielt første gang du prøver at vende tilbage til dem. Du har været ude af deres liv længe. Men jeg kan ikke forestille mig, at du ikke vil kunne åbne op for dem en dag. Du bliver bare nødt til virkelig at holde fast, at du ønsker at være en del af deres liv," svarede Brayden sigende. Selvom Nathaniel var nede lige nu og havde fået slået hånden af, så måtte han jo prøve at holde sig i sine børns bevidsthed, så de måske ville overgive sig til ham og måske være åbne for bare et eller andet. Han kunne selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, at det ville virke, men måske var det et forsøg værd for ham? Han kunne jo ikke miste dem endnu mere end han allerede havde. "Prøv at hold dig i deres bevidsthed, uden at dukke op. Det er måske nemmere for dem at bearbejde det hvis du ikke står lige foran deres ansigt. Send dem breve måske?"

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var måske ikke kommet så meget over Liyas bortgang, som han havde troet, at han var, og særligt ikke, efter hun var begyndt at vise sig for ham, og klandre ham for alt muligt, som han vidste, han havde gjort forkert i fortiden.. Men meget af det, kunne han jo ikke just gøre noget ved nu. Det lignede ham ikke, at falde så langt ned i det mørke og det negative, men denne gang havde han ikke kunne formå at holde sig selv oppe. Han vendte blikket mod Braydens skikkelse. Han var udeforstående, og derfor fandt han det bare ret, at det var her han søgte rådene.
"Naturligvis ønsker jeg at være en del af deres liv. Det har været svært mellem min søn og jeg, end det har været i forholdet til min datter," forklarede han. Knægten havde slået hånden af ham for mange år siden, hvor hans datter derimod måtte have gjort det for nylig. Hun havde sågar tiltalt ham med navn og ikke bare med den faderlige titel, og dog.. den var kommet engang imellem. "Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal bevise det for dem, uden at vise mig for dem.. Det er hårdt, Brayden.." Denne hindring var ikke en af slagsen, som han bare kunne overkomme alene, og naturligvis var det hårdt og svært, selv for ham. Brev? Han havde gjort sig tanken, men han kunne end ikke vide, om Silia i det hele taget ville læse dem. Og det var den uvished, som ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han havde det virkelig ikke særlig godt med tanken om alt det, som rent faktisk skulle til at ske, og gud hvor var det en forfærdelig holdning at have! "Jeg kan jo ikke engang vide mig sikker på, om de vil læse det. Min søn er ikke i stand til at læse.. Det har været mig en kunst, jeg aldrig kunne lære ham," forklarede han. Et sted var det en fejl i Diamaqima.. Altid havde de været at betragte som noget perfekt.. uden fejl.. Det var en facade.. Og det var vel tydeligt at spotte nu?

[Brayden Jaxson]

Brayden så på Nathaniel med sine nærmest gennemsigtige øjne. Hans øjne var nærmest unaturligt lyse som is. Tangerede i en grå og krystalklar farve, der bestemt ikke var helt normal, men ikke at det gjorde ham noget. Han synes selv godt om sin øjenfarve, for hvad ellers? Han havde det jo godt med sig selv, eftersom han var ret forfængelig angående sit udseende. Men af den grund så var han god til at acceptere sig selv, når han synes, at det var perfekt. Han så jo altid nydelig ud. Håret i dag var skrabet tilbage, som han bar et par nydelige bukser og en hvid skjorte samt et par støvler. Vinteren var her jo.
Med det problem som Nathaniel havde, så forstod han godt, hvorfor han var vendt hjem til sin tidligere mester. Han var ikke sat ind i tingene, var ikke indblandet, så derfor kunne han faktisk se ret objektivt på det hele og det kunne han godt lide. Han kunne godt lide at komme med svarene og være der for Nathaniel, nu hvor han kom med et problem, for det ansvar ville han gerne tage. Han nikkede forstående. "Det er klart, at dine børn reagerer forskelligt. Drenge har en tendens til at tage den hårde facade på. Jeg tror din datter vil være din vej ind. Hvis hun accepterer dig, så kan det være, at hun kan få din søn overbevist også. For hvis du forenes med din datter, så vil han jo stå udenfor og det ønsker han nok ikke," forklarede han tænksomt. Det var i hvert fald sådan han så på det. Han nikkede så og rejste sig op, som han trådte over til sit lille 'medicin' skab og trak to glas og en whisky frem, som han tog med hen til sofabordet. Han gled ned at sidde og skænkede to glas op og rakte Nathaniel det ene, inden han lænede sig tilbage med sit eget glas. "Du bliver nødt til at være standhaftig, Nathaniel. Hele tiden holde dig i ilden uden at stå op i deres åbne fjæs. Som det lyder for mig, så har dine børn brug for at bearbejde det selv," svarede han. Han lod hovedet glide på sned og tog en tår af whiskyen. En han havde byttet sig til gennem handel og det var en fin en af slagsen. Han rystede på hovedet. "Det er sandt. Men du bliver nødt til at tro på, at det vil ske og så regelmæssigt sende breve til din datter. Og håbe på hun informerer din søn," endte han.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste slet ikke hvordan han skulle gribe sagen an længere, og det var virkelig også svært for ham at finde ud af det i den anden ende. Hvordan nogen kunne få sig selv til at slå hånden af sin familie på den måde, når det slet ikke var det som han havde gjort, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere i den anden ende. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Han forstod jo godt, at de gjorde det for at passe på dem selv, men hvordan han skulle tage det.. Det var rent faktisk den, som var det svære for ham. "Min datter er uden tvivl vejen ind, men jeg vil stadig gøre det rigtigt. Hun var vred, da jeg opsøgte hende, Brayden. Ikke at jeg klandrer hende for det, for jeg ved ,at det jeg gjorde, var forkert.. men det var svært.. virkelig svært for mig, at håndtere den smerte, som det tab efterlod mig med.. og det gør ondt.. det gør det stadig." Han vendte blikket mod ham, da han selv søgte til medicinskabet, og fremdrog noget whisky. Det var ikke just den drik som Nathaniel fik mest, men lige nu, kunne det uden tvivl være rigtig godt, at få sådan noget at drikke, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Nathaniel nikkede som tak til glasset og tog det til sig. Han skulle måske bare fortsætte som han gjorde og skrive breve til dem? Og forhåbentlig ville det gøre det lidt nemmere. "Tror du ikke ,at det vil frembringe hende den frustration og irritation, som hun må føle i forvejen?" spurgte han. Det var svært.. Gud hvor var det svært for ham, når det var på den måde, og han kunne uden tvivl godt mærke det. Han endte med at age en god tår.. Skar en kort grimasse og satte glasset på bordet igen, inden han igen så på Brayden. Den læremester som han havde, og som han vidste, at han stadig kunne gå til. "Jeg kan høre de døde sjæle, hvis de kommer tæt nok på, Brayden... jeg kan se dem, hvis de virkelig ønsker det.. Jeg kan se Liya..." fortalte han med en dæmpet stemme. Det var måske meget.. unaturligt at man gjorde det, men det var nu omstændighederne for ham. Han var bestemt ikke kommet over tabet af Liya, som han havde troet og håbet på, at han var i den anden ende.. Gud hvor var det dog svært!

[Brayden Jaxson]

Brayden prøvede at vejlede Nathaniel på bedste vis. Det var ikke nemt når man sådan fik historien og først skulle til at sætte sig ind i sagerne, før man rigtigt kunne give råd. Men det var også rart at se objektivt på sagen og analysere fakta, så man kunne prøve at vejlede sin gamle lærling, nu hvor man blev opsøgt i den sag. Han betragtede Nathaniel og prøvede selv at læse ham uden bare at læse hans tanker, for det var uden tvivl ikke pænt at snage. Og hans tankelæsning var virkelig noget han holdt for sig selv. Kun han vidste, at han kunne det. "Jeg tror ikke du skal tænke i rigtigt og forkert, Nathaniel. Du skal bare se målet for dig og gå efter det. Give det tid. Jeg ved godt det er svært, min kære ven, men du bliver nødt til at gøre dit bedst," svarede Brayden roligt. Han løftede sit glas mod sine læber endnu engang og tog endnu en tår. Det var heller ikke ofte han faktisk selv tog af medicinskabet, men om ikke andet, så var dette da en perfekt lejlighed til det. Som regel så fik han jo en drink på farten fremfor når han kom hjem. Han så tænksomt ud i ansigtet ved Nathaniels spørgsmål og nikkede så. "Præcis. Jo mere frustration du kan fremprovokere, uden at være der til, at hun kan straffe dig. Jo mere kan hun selv bearbejde det hele og måske åbne op for at tackle det," svarede han roligt. Nathaniel var bestemt altid velkommen her, det skulle han end ikke tage fejl af. Faktisk synes han næsten, at han så for lidt til den mand, så det var faktisk rigtig godt at se ham igen. Hans hoved gled let på sned og han forfalskede en lidt overrasket mine, for ikke at afsløre, at han godt havde kunnet fornemme det på hele hans aura og tanker. "Du må omvende det til, at det ikke er en dårlig ting, Nathaniel. Liya er stadig hos dig og det er jo godt, ikke sandt? Det må du ikke være ked af..."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bare vant til at tænke i den ene eller den anden bane, og nu var det bare svært for ham, at finde ud af, hvordan han skulle håndtere denne situation, for det var virkelig svært for ham. Han vendte blikket mod Brayden. Det bedste var vel at søge råd ved en udenforstående, og nu hvor han ikke stolede på særlig mange, så var det Brayden, som han valgte at åbne sig op for. Han sukkede ganske let. Hans bedste, når han ikke vidste hvad det var? "Hvis jeg dog vidste, hvad der var ret og galt i en situation som denne, Brayden, så var det nemmere.. Jeg ved ikke hvad jeg skal.." Han vendte blikket stille ned mod sine hænder. Det var virkelig ikke ofte, at han stod i en situation som denne, men nu var det jo så hans tur.. og han havde bestemt ikke været rede til at stå med de valg, som han nu gjorde.. og det var virkelig, virkelig svært.
Nathaniel sukkede næsten opgivende.. Ja, han følte virkelig at han var den fortabte i denne situation, og det var det, som han uden tvivl havde det sværest ved lige nu. Han trak vejret dybt og lænede sig så en smule tilbage igen. Han ville jo heller ikke være til gene for sine børn, og gøre det værre end det var i forvejen.. men var det virkelig det, som han var nødt til? "Det lyder bare så voldsomt at skulle fremprovokere noget, når det er noget af det sidste som jeg har lyst til," sagde han endeligt. Han hadede, at det var ham, som skulle søge efter råd, men denne gang, var det bare en nødvendighed, og uanset hvor hårdt det så end måtte være sagt, så kunne han heller ikke rigtigt gøre noget ved det i den anden ende. Tungen strøg han ganske let over sine læber endnu en gang og vendte blikket mod Brayden igen. Han vidste at manden vidste hvad han snakket om. Han hørte døde, og Liya viste sig for ham... Han ville ikke påstå at det var nogen god ting. Han trak vejret dybt. "Jeg kan ikke komme videre, når hun plager mig med hendes tilstedeværelse... klandrer mig for de fejl og mangler jeg har gjort.. Jeg kan ikke klare det, Brayden.." endte han næsten frustreret. Han var blevet langt mere menneskelig, end hvad hans ry og rygte sagde, og det var hårdt!