The doctor is in

[Deleted]

@aron - @eriz

"Jeg siger jo at der ikke er nogen grund til den her behandling!" Arons arrige stemme bed sig igennem luften i slottets indgangshal, men vagterne ignorerede hans protester. Der var to vagter; én som puffede Aron og Harris fremad, og én som gik Arons taske, og dens mystiske indhold, igennem. Glasflaskerne klirrede faretruende under vagtens klodsede fingre, og Aron måtte konstant kigge sig tilbage for at snappe af ham. "Pas dog på med dem der! Aner du overhovedet hva-" Han blev afbrudt da vagten bag ham puffede ham hårdt fremad og op af trapperne til vestfløjen. Aron bed sine protester i sig, og fortsatte tavst fremad. Ved hans side gik Harris, lige så tavs som de havde været da de ankom. Aron kunne ikke bebrejde vagterne for at være mistænksomme: de var ankommet med deres beskidte og slidte kapper, og påstod at have et ærinde med den kongelige rådgiver. Han ville selv have været mistænksom i deres sted.
Harris skævede op på Aron, bekymret. Han havde været ivrig efter at tage til slottet og se Macaria igen, men Aron havde måttet minde ham på at han måtte holde lav profil, indtil de var alene med hende. Han havde spillet rollen som hans lærling godt, og havde ikke sagt et ord uden at Aron havde sagt at han skulle.
De nåede endelig frem til Macarias kammer, og den ene vagt bankede hårdt på døren og meldte deres ankomst, før han skubbede døren op og puffede Aron og Harris indenfor. Den anden vagt holdt stadig fast i tasken med Arons udstyr.
"Disse to påstår at have et ærinde hos Dem." lød vagtens hårde stemme. Aron fik det indtryk at han var sikker på at Macaria ville nægte for det, og beordre en afstraffelse for dem. Aron var mere optaget af hvordan Macaria så ud. Det var to ugers tid siden hun havde fået modgift sidst, og der ville ikke være længe til hun igen ville mærke giftens effekt på kroppen.

[Deleted]

Dybe, midnatsblå øjne gled op mod døren, da den gik op. Oplyst i det flakkende, orange skær fra pejsen, sad Macaria i én af sine lænestole, hvor hun var i gang med at læse en rapport igennem. De bølgende, kastanjefarvet lokker var som altid strøget bagud, væk fra ansigtet, der blegt og fejlfrit, lignede noget taget ud af en sælsom drøm.
Hun rejste sig op fra stolen. Hvis ikke man lagde mærke til hånden, der støttede sig mod ryglænet, ville man ikke ligge mærke til den lille svimmelhed i hendes skridt. En midnatsblå aftenkjole af silke dækkede hendes slanke skikkelse, og markerede formerne med folder. Det knudret ar i skulderen, skinnede i flammernes lys.
”Aron! Jeg var ved at være bange for, du havde glemt vores aftale,” sagde hun med et svagt smil aftegnet i det ene mundvig. Hun ikke så meget som kiggede på Harris, men lod i stedet blikket rette sig mod vagten, der var gået med ind. ”Det er okay, Karlox. Aron er forventet, men tak, fordi du passer på. Være sød at give ham sin taske, ellers skal jeg vente i endnu længere tid på varerne, han har med til mig.”
Ved de svage ansigtsudtryk hun lavede, og de knap så opmærksomme øjne, kunne man næsten se på hende, at hun ikke havde det godt. Vagten så det også, og tog et skridt frem mod hende med et bekymret ansigt.
”M’Lady… Macaria… har du det godt?” spurgte han, men Macaria stoppede ham med en håndbevægelse. Hun havde hørt, hvordan han udtalte hendes navn. Blødt og varmt. Karlox var dog okay. Han var en af hendes vagter. Èn af dem som hun ønskede en Godaften, og smilede bredt til, når hun gik forbi ham på gangen.
”Jeg har det fint. Være sød at forlade os. Jeg er bare træt, og vil have den her handel overstået,” svarede hun med en lidt mere fast stemme. Vagterne adlød. De gav Aron hans taske tilbage, bukkede for Macaria, og forlod så kammeret med et lille smæk fra døren. Macaria kunne dog høre dem, stille sig på hver side af hendes dør udenfor på gangen. Måtte de selv om.
Hendes trætte øjne landede på Harris, og for første gang voksede hendes smil sig helt op til øjnene, mens hun spredte armene, og gik ned på hug, selvom det gav hende kvalme.
”Harris! Hvor har jeg savnet dig!” smilede hun, og lod ham løbe direkte ind i hendes favn, så hun kunne slå armene tæt omkring ham. Han duftede rent, og havde fået mere sul på kroppen, takket være Aron. Hun kunne mærke hans hjerte slå, og hans åndedræt der puffede hende mod nakken.

[Deleted]

Aron bed en hård kommentar i sig da han fik sin taske tilbage, men han gav sig i stedet til at undersøge dens indhold for at være sikker på at der ikke var noget der var gået i stykker. Alt så heldigvis ud til at være i orden. Macaria så ud til at mærke giften i sig kraftigt nok til at vagterne lagde mærke til tegnene – så de ville ikke have tiden til at han måtte skaffe midlerne til at lave modgiften om igen.
Hans blik faldt kortvarigt på Harris i Macarias favn, og han kunne ikke lade være med at smile et lille, skævt smil. Han var ikke i tvivl om at knægten allerede var i gang med at hviske i Macarias øre om hvad han havde set. Ikke at det ville være noget hun ville finde af interesse; siden sidst de havde set hinanden havde han kun handlet med en enkelt dæmon, to mørkelvere og en dødsengel, og havde sendt en enkelt vampyr bort efter at han havde forsøgt at true sig til en af Arons varer. Efter at have set hvordan hans blod havde påvirket Macaria, var Aron meget mere let til sinds med at afvise vampyrer. Macaria var stadig den eneste der havde givet ham en grund til at kurere giften.
”Aron har lært mig så meget!” fortalte Harris ivrigt. ”Han har vist mig hvordan jeg laver simple salver, og hvordan jeg får specielle safter ud af rødder og planter og bruger dem, og-”
”Du kan fortælle hende så meget du vil bagefter, knægt.” afbrød Aron tålmodigt, da han havde fundet kanylen frem og nok en gang fyldt den med modgiften. Hans blik faldt på Macaria, som han forventede vidste hvad hun skulle gøre. ”Lige nu tror jeg Macaria har lidt vigtigere ting at tænke på.” Han trak smalt på mundvigen, og gjorde tegn til at hun skulle trække op i ærmet.

[Deleted]

Med kolde læber kyssede Macaria, Harris på panden, inden hun forsigtigt kom på benene.
”Øjeblik…. Jeg har lært fra sidst,” sagde hun til Aron, og besvarede træt hans smil, inden hun gik hen til sin store, rodet himmelseng, hvor hun lagde sig ned. Den midnatsblå aftenkjole afslørede hendes nøgne hals, skuldre og arme, så der var frit for Aron at stikke nålen i hende.
De sidste ugers tid havde hun drukket rigtig meget blod, i et forsøg på at holde giften væk, men den var alligevel kommet snigende. Træthed, svimmelhed og hovedpine var et af de hyppigste symptomer.
Harris satte sig i lænestolen, for at lade Aron og Macaria få plads. Macaria lagde sin ene arm med indersiden opad ved siden af sig, så Aron kunne komme til. Bare synet af kanylen gav hende gåsehud.
”Tak fordi du har passet på ham,” sagde hun stilfærdigt til Aron med sin bløde stemme, da han kom hen til hende ved sengen. Skyggerne fra himmelsengens gardiner lå over hende, da flammerne ikke rakte så langt. Hendes øjne hvilede på Arons ansigt, for ikke at se på kanylen i hans hånd. Det kastanjebrune hår bølgede hen over puden som en flod af kobber. Hun smilede mildt til ham. ”Han virker glad. Jeg har lagt en pengepose frem til dig. Som aftalt betaler jeg alt tilbage, samt lidt for besværet jeg har givet dig, og mønter du kan bruge på Harris. Ingen har mistanke til ham endnu?”

[Deleted]

Aron smilede et lille, beroligende smil tilbage til Macaria, og skævede mod Harris, som tålmodigt ventede lidt på sidelinjen.
”Knægten har et naturtalent for at holde lav profil.” fortalte han hende. ”Han er sammen med mig til hver en tid. Når jeg samler mine ingredienser, når jeg arbejder, og når jeg sælger. Jeg sætter ham til at skrive notater ned og føre lister over det vi skal bruge, og folk er blevet vant til at se ham med mig. Ingen har fattet mistanke endnu.”
Ordene havde knapt forladt ham, før han førte kanylen ind i hendes arm, og langsomt sprøjtede dens indhold ind i hendes arm. Doserne efter den første ville ikke være lige så smertefulde som den første, men det ville stadig svide i armen i nogle minutter efter indsprøjtningen. Men i forhold til hvad hun ville gå igennem hvis hun ikke fik modgiften, var Aron sikker på at hun foretrak dette. Han trak kanylen ud af hende igen, og lagde den tilbage i sin taske. ”Jeg er blevet tilfreds med hans arbejde for mig. Med nok tid, kunne han blive en glimrende alkymist en dag. Han har i hvert fald vist sig at have lærevilligheden.” Et enkelt rosende smil blev sendt i Harris’ retning, og Harris selv så ud til at lyse op i stolthed, før han gik tættere på igen, nu hvor Macaria havde fået sin modgift. ”Hvordan går det med dine planer?” spurgte Aron derefter, i et dæmpet toneleje. Også han vidste at vagterne stod udenfor døren, men han var ikke sikker på hvor godt de lyttede til deres samtale, eller om de overhovedet kendte til Macarias planer for Manjarno. Og han skulle nødigt risikere problemer, bare fordi han talte alt for højt.

[Deleted]

En flygtig grimasse af smerte fór over Macarias ansigt, da han stak nålen i hende, men det gik hurtigt over. Alt hvad der var tilbage, var en lille svien, der dog kunne være irriterende nok i længden. Da han trak nålen ud, kom der et lille hul, men det var hurtigt healet efter alt det blod, som hun havde drukket.
Ømmende med en hånd mod sin underarm, satte hun sig op i sengen.
”Op og ned,” fortalte hun ærligt, og gjorde tegn til Harris, om at komme op i sengen til hende, så han kunne putte sig ind til hende. Kærligt kyssede hun hans hår. ”Jeg har mistet en god allieret, så… jeg må finde på noget nyt.”
Hendes tanker vandrede over til Marcellus, og hun kunne ikke lade være med at mærke bitterheden, samle sig som en klump i maven. Følelserne omkring hans beslutning, var stadigvæk forvirrende. Nogle gange var hun vred, nogle gange såret, nogle gange ked af det. Alkohol fik dog mindsket det meste, og hvis hun savnede det charmerende smil, var der andre, som inderligt brændte efter at få lidt af hendes opmærksomhed. Èn vagt var allerede liset ud af hendes kammer for nogle dage siden.
Hun skubbede tankerne væk, og koncentrerede sig om nuet. Med en håndbevægelse viste hun Aron hvor pengeposen lå – på hendes skakbræt mellem de to lænestole.
”Hvordan går det med din del af planen? Forhåbentligt har du nået at lave lidt på det jeg bestilte,” spurgte hun ham, og ruskede op i Harris’ hår, så han beklagede sig, og prøvede at stikke af fra hende.

[Deleted]

Ved Macarias gestus vendte Aron sig mod bordet med pengeposen, og han rejste sig for at tage den til sig.
”Det går fremad.” svarede han hende, mens han lod pengeposen forsvinde ned i sin dybe lomme. Den vejede godt til, men Aron følte intet behov for at tælle mønterne igennem – Macaria virkede som typen der holdt ord. Hans opmærksomhed havde vendt sig mod skakbrættet, og han samlede en af brikkerne op for at tage den i nøjere øjesyn. ”Men jeg arbejder stadig på det. Det skal gerne være en gift der enten tager livet af dem alle, eller i det mindste uskadeliggøre dem længe nok til at du kan få ordnet alt det nødvendige. Indtil videre har jeg en gift som giver mavepine, men jeg går ud fra du søger noget stærkere end det.” Han satte brikken fra sig på brættet, før han vendte sit blik tilbage til Macaria, med et overbærende smil på læberne. ”Du er en ressursstærk kvinde. Du finder en anden som kan tage den allieredes plads.” sagde han overbevist. Ved Macarias side sad Harris og forsøgte at få orden i sit hår, mens han så mellem Aron og Macaria. ”Hvordan mistede du din allierede?” spurgte han nysgerrigt, men Aron gav tegn på at han skulle være stille. ”Det er sikkert ikke vigtigt, knægt. Det er bedre at tænke fremover end bagover. Hvis der var en person der skred, var der nok en grund til det.” Aron trak på skuldrene, før hans blik faldt tilbage på Macaria. ”Vi bliver her lidt endnu, indtil vi er sikre på at modgiften fungerer som den skal. Hvis du da ikke har noget imod det, selvfølgelig.” tilføjede han. Harris havde alligevel virket så lykkelig for muligheden for at se Macaria igen, at det næsten ville være en skam at tage derfra allerede. ”Giften er min prioritet for tiden. Men efter det, vil jeg gå i gang med en mere permanent løsning på det her problem. Så slipper du da for at skulle have sprøjter med så jævne mellemrum.”