Jagten

[Deleted]

Caleb havde lettet lagt sin arm om Isabel, så hun kunne støtte ham. Hvis ikke Marcellus stod dér, havde han hevet hende ind i en tæt omfavnelse, selvom hun ikke brød sig om det. Bare for at mærke, at han ikke var alene. Det var da han kastede et blik over skulderen mod Marcellus, at han opdagede ham komme farende med sværdet hævet mod Isabel.
”Nej!!” skreg Caleb rædselsslagne, og skubbede Isabel væk fra sig, så sværdet ikke ramte hende. Han nåede lige at vakle et par skridt tilbage, for at vende sig mod Marcellus, da besværgelsen ramte ham. Smerten fór som en løbeild igennem ham. Skrigende faldt han om i mudderet, mens han knugede om sin såret arm. Inden længere havde smerten dog bredt sig til resten af hans krop, og han krøb sammen i fosterstilling i anfald, der fik ham til at skælve voldsomt. Et par tårer trillede ned af hans kinder. Mudder dækkede ham, mens regnen kæmpede for at skylle ham ren.
Smerten var ulidelig. Han mærkede, at han bed sig selv i tungen, og munden blive fyldt med blod. Hvis han kunne, ville han kalde på Isabel. Få hende til at stoppe det. Var barrierene faldet? Det var meningen, de skulle beskytte ham mod den slags angreb, men varylen måtte være stærk.
Der opstod hvide prikker for hans øjne, fordi han klemte dem så hårdt sammen. Alt han bad om var at smerten skulle stoppe, mens de kraftige rystelser blev ved.

[Deleted]

Hårdt blev Isabel skubbede væk fra Caleb, så hun gled i mudderet, og faldt. Forvirret kiggede hun op, og opdagede lige Marcellus rette en hånd mod Caleb, der straks faldt skrigende om på jorden. Skrækslagne kæmpede hun sig på benene, uden at kunne slippe Caleb med blikket. Han begyndte at ryste. Blod silede ud over hans læber. Aldrig havde hun set ham sådan før. Ikke engang da han fik stukket øjet ud, hvor han blot var besvimet af smerten.
Desperat smed hun sig på knæ ved ham, og prøvede at støtte hans hoved, men hans muskler var så spændte af smerte, at han næsten var ubevægelig og stiv som en sten.
”Åh I guder… Caleb… Caleb sig noget! Kom nu, ryst det af dig! Du kan klare det! Caleb, please! Please!” råbte hun ned til ham, men han svarede hende ikke. Et rasende blik rettede sig op mod Marcellus. Hun havde tårer i øjnene. Deres sværd lå langt væk, men hun var en magiker… hun behøvede ikke sværd.
Langsomt kom hun på benene. Et lyn skar himlen i to bag hende.
”Lad ham gå!!” skreg hun mod varylen, og gjorde et ryk med sine arme, så flammer strakte sig op af hendes hænder. Det var ulideligt at høre sin bror skrige, som han gjorde bag hende – det var som knive, der skar sig igennem hendes indre. ”Stop det!! STOP DET!”
En ildkugle fór gennem mørket, og var kun få centimeter fra at ramme det sted, hvor Marcellus’ hoved befandt sig.
”Hvorfor?!! HVORFOR?! Han er min lillebror, dit syge svin! Min lillebror!! Tag mig for helvede i stedet for!!” Endnu en ildkugle fór hvislende gennem natten. Og så endnu én. Hun stoppede ikke med at gå tættere og tættere på Marcellus. Alt hun ville var at skade ham. Få ham til at stoppe med at gøre Caleb ondt.
Calebs skrig og hulk ringede for hendes øre, så hun ikke kunne høre andet - Og så satte hun i løb. Pludseligt og hurtigt. Uden frygt sprang hun på Marcellus, selvom han var stærkere end hende, og nemt kunne knække nakken på hende. De faldt om i mudderet, der plaskede op over dem, da de landede. Hun fik kæmpet sig op siddende overskrævs på ham.
”Få det til at stoppe!” skreg hun ned i hans ansigt, med et fast tag i hans krave, som hun hev op mod sig, så deres ansigter kom tættere på hinanden. ”Stop det!! Stop det! Stop det!!”
Ingen tanker var at hun lige nu sad overskrævs på en vampyr, som ikke nok med at kunne sætte tænderne i hende, så havde han også overmenneskelig styrke. Frygten havde forladt hende til fordel for at redde Caleb. Ikke hendes lillebror. Alt andet end hendes bror.

[Deleted]

Marcellus blev overrasket over hendes reaktion og han hold øje med flere ildkugler istedet for selve Isabel og før han vidste af det havde hun væltet ham. Sværdet røg ud af hans hånd. Hendes ord, hendes vrede. hun ville for alt i verden redde hendes broder. Marcellus kiggede på hende med et ondt blik i det hun tog fat i hans krave. Denne kvinde var bestemt noget særligt. Han gjorde en gestus med hans hånd så besværgelsen stoppede før den påførte permanent skade på Caleb. Han stirrede bare ind i Isabels øjne. Han gjorde ingen modstand. Selv om han med et par bevægelser kunne knække nakken på hende, så gjorde han intet. Han stirrede hende bare ind i øjnene. Regnen slog ned over dem. I flere var han stille før han sagde overraskende roligt og stille '' Jeg sagde hvad der ville ske og du truede mig.. Indser du det ikke kvinde.. Hvis du så meget som forsøger at true eller jeg på noget tidspunkt føler i er efter mig.. Så vil jeg gøre noget ved dig der er værre end døden for dig.. Jeg vil dræbe din bror.. Og det vil være din skyld.. For nu advarer jeg dig en sidste gang.. Lad mig være i fred.. Gør du dette.. Skal din bror intet frygte fra mig.. Men finder jeg på nogen måde ud i at du eller han er involveret i noget der omhandler mig på nogen måde ''. Marcellus satte sig hurtigt op så hun sad med sine ben over ham, men de begge to sad op. Hans hoved få centimeter fra hendes. Hans øjne med et alvorligt og ondt blik '' Så vil din brors sidste ord være en bøn om at jeg skal dræbe ham.. Det vil jeg så gøre.. Og det.. Vil.. Alt.. Sammen.. være.. Din skyld ''. Han havde en respekt for hvad denne kvinde gjorde og selv om han ikke fortalte hende det. Så kunne han godt forstå hende, bedre end hun troede. Det var også derfor han gav hende en ekstra chance, derfor han forsøgte at skabe nok frygt i hende til de lod ham være. 

[Deleted]

Smerten stoppede endelig. Caleb var en ung mand på 24 år, og alligevel lå han og hulkede sammenbidt, krøllet sammen til en klump i mudderet. Han skammede sig over det. Skammede sig over at være sådan en ynkelig mand, der bare lå og græd, men han var så lettet over smerten var væk.
Hele kroppen summede stadigvæk, og musklerne var ømme, efter at være så spændte på grund af rysteturene. Træt rullede han op på maven, og kom langsomt op og sidde på knæ. Han var så udmattet. Så bange for at smerten skulle vende tilbage.
Armen gjorde stadigvæk ondt, men efter hvad han lige havde været igennem, så virkede det ikke så slemt længere. Alt han ville var at sove, men han kunne ikke blive liggende i mudderet, og flæbe som et lille barn. Hjertet hamrede afsted, som ville det springe ud af hans bryst, og han kunne næsten ikke trække vejret, der var både hivende og gispende.
Tungt drejede han hovedet mod Isabel, og blev mødt af det mærkeligste syn, han nogensinde havde set. Det fik ham kort til at holde vejret.
Hun sad ovenpå Marcellus med et fast greb i hans krave. Deres ansigter var utroligt tæt på hinanden, og deres blikke rettet direkte ind i hinandens. Et lyn oplyste dem kort.
Hvis ikke det var på grund af deres ansigtsudtryk, samt oplevelsen og omgivelserne, kunne det næsten have set lidenskabeligt ud. Men Isabel ville aldrig gøre den slags! Hun hadede den slags monstre!

[Deleted]

Stilheden imellem dem var vokset, uden nogle af dem havde bevæget sig, indtil Marcellus endelig talte. Hun havde ikke vist ham, hvor lettet hun var blevet, da han havde ophævet sin forbandelse over Caleb, men flere tårer var trillet ned fra hendes øjne. Heldigvis kunne det nemt være regnvand.
Da han satte sig op, holdte hun vejret. Åndeløst stirrede hun ind i hans intense, mørke øjne, der var så tæt på hende, at hun kunne tælle hans øjenvipper, hvis hun havde lyst. Hans åndedræt puffede mod hendes ansigt. Vampyrenes kendte tiltrækningsevne begyndte lokkende at hive i hende, men hun blev anspændt og stædigt siddende, og lyttede til hvert et ord han sagde. Hun lyttede med en trodsighed og vrede så intens, at det var utroligt, han ikke kunne mærke det brænde mod hans ansigt – men hun lyttede dog. Caleb skreg ikke længere bag hende. Det var på grund af Marcellus. Han havde demonstreret sin kraft.
”Fint… du vinder,” hviskede hun hæst efter alt skrigeriet, og slap langsomt hans krave. Stoffet var krøllet efter hendes behandling. Hun havde en dårlig smag i munden. Caleb og hende havde altid beskyttet de uskyldige og svage, og nu måtte hun lade et monster gå fri, for at redde hendes lillebror.
Hun bed sig hårdt i underlæben, inden at hun talte igen. ”Jeg har forstået. Vi skal nok lade dig være.” For første gang sænkede hun blinket, og måtte synke en klump. ”Bare… rør ikke min bror. Han er den eneste jeg har tilbage.”

[Deleted]

Dette var perfekt. Han havde knækket hende. Brugt hendes svaghed imod hende. Nu var der kun en ting tilbage at gøre. Presse citronen. Ikke for meget, men så meget han kunne. Han kiggede på hende, et charmerende skævt smil kom frem på hans læber. Han sagde hviskende så lavt at kun Isabel kunne høre det '' Jeg har skånet din broder fra min besværgelse.. Reddet hans liv. Der vil komme en dag hvor du vil gengælde dette. Hvor du vil betale tilbage for denne nåde jeg har vist i dag... Og du ved hvad der sker hvis du nægter ''. Måske var dette hvad Macaria havde brug for. Skønt han ikke havde sagt noget til nogen, så var Marcellus en mester i manipulation og han havde givet Macaria sit ord. et ord han havde tænkt sig at holde. Skønt han ikke kunne hjælpe hende direkte, så kunne han få andre til det. Hvad var bedre end en retfærdig magiker kvinde, tvunget til at gøre onde gerninger for at holde sin bror i sikkerhed og live. Han havde hende nøjagtig hvor han ville have hende, nu var det på tide at straffe hende for at have truet ham. Langsomt og sikkert, hver gang han mødte hende ville han kræve hun gjorde onde ting. I starten små onde, men langsomt ondere og ondere. Han havde allerede planlagt i sit hoved hvordan han ville fortælle hende at det næste hun gjorde for ham ville være det sidste, men det ville være en løgn. Han ville knække hende og gøre hende ond. For han havde set det i hende øjne. Det skjulte mørke og nu så han også noget andet. Hun havde lyst til ham. Marcellus var en mester i at forføre kvinder, men der var i sandhed kun en kvinde der havde været i stand til at forføre ham. En kvinde han havde truffet et hårdt valg for at beskytte. Ingen siden hende havde rørt hans læber. Han ventede på hendes respons og svar. Han mente selv han havde hende nøjagtig hvor han ville have hende.

[Deleted]

//hopper lige over mig ^^'

[Deleted]

De skarpe øjne gled igen op ved hans ord, for at møde hans. Hænderne knyttede sig, som ville hun slå ham, men hun gjorde det ikke. Blikket var dog nok til at slå en voksen mand ihjel. Hjertet hamrede fast i hendes bryst, men det var ikke det eneste hjerte hun kunne mærke. Marcellus’ bankede også mod hende. I et øjeblik tænkte hun på daggerten, som der sad i hendes bælte. Mon hun ville være hurtigt nok til at stikke den i hans hjerte, inden han kunne knække nakken på hende? Hun turde ikke. Tænk hvis han gjorde noget ved Caleb igen.
Hårdt bed hun tænderne sammen. Det var ikke godt at være så tæt på en vampyr i længere tid. Deres kraft blev stærkere og stærkere, og hun kunne mærke det som en pirrende hvisken i øret. Lokkende prøvede den at få hende til at kigge ned på hans læber. Læne sig lidt frem. Selvom Marcellus var lige så gennemblødt som hende, så var hans krop varm. Hun kunne mærke den tæt mod sin. Bare læn dig frem. Smag på hans læber. Se hvordan han smiler.
Hun lænede sig lidt frem, så næserne akkurat strejfede hinanden, bare for at vise hendes selvkontrol overfor ham, og at hun på ingen måde bøjede sig for ham.
”Du giver mig kvalme,” hviskede hun til ham med en snerren. ”Lad os gå. Du har fået hvad du ville.”
Hun måtte lægge noget afstand imellem dem, hvis ikke hans tiltrækningskraft skulle blive stærkere ved hende. Uroen for Caleb, voksede sig også større, samt hvad hun var gået ind til med Marcellus. Hvad skulle hun betale med? Hun havde ingenting! Skulle hun slå folk ihjel for ham…. Eller…. Ville han….? Nej. Ikke det.

[Deleted]

Da hun var trådt af ham rejste han sig op. Han stod rank og ret. Han havde vundet. Der havde været kamp og han var blevet både presset og ramt under kampen. Men han havde vundet og ikke nok med det, så havde han fået et nyt mål. Han ville gøre denne jæger ond. Langsomt og sikkert ville han gøre hende ond. Han ville bruge den ondskab han havde set i hende, bringe den frem og få den til at tage over. Hvordan han havde tænkt sig at gøre det. Langsomt, langsomt så hun ikke følte det ske, kun Caleb ville se det. Hvilke midler han ville bruge. Den åbenlyse tiltræknings effekt han havde på hende og hendes bror. Han ville bruge at hun ville gøre alt for hendes bror imod hende. Han havde allerede fundet på den perfekte slut mission. Den mission der for alvor ville ødelægge hende og ændre hende for altid. Han ville langsomt forvandle hende, fjerne hendes samvittighed, hendes syn på hvad der var godt. Få hende til at nyde at være ond. Det ville tage lang tid, ja. Men han ville få skabt sig et lille monster. Sit eget monster. Hendes sidste eksamen så at sige ville være. At dræbe hendes bror!. Han var allerede begyndt at planlægge det hele. Han stod bare og kiggede på Isabel. Ventede på at hun tog Caleb med sig. Nu var det nemlig hans tur til at forfølge dem. Han ville vente til de var taget til byen. Han vidste det ville tage Caleb noget tid at komme sig så han ville være sengelæggende. Det ville give Marcellus tid til at fange Isabel alene, så kunne han langsomt starte. Uden Caleb der til at tale hende til fornuft, håbede han på hun ville udfører hans opgaver en for en. Når Caleb så var rask nok til at rejse igen, ville hun allerede være begyndt ned af en mørk vej og så ville det blive en kamp for ham at redde hende fra denne vej. Hvorfor gjorde Marcellus dette. Det var simpelt, Manjarno var hans hjem og Isabel havde vovet at true ham og banlyse ham. Dette ville han straffe hende for på den hårdeste måde han kunne forestille sig. Han ville manipulere hende til at ødelægge sig selv, når det var sket ville han få hende til at indse hvor langt hun var faldet og hvad hun var blevet. Nemlig det hun jagede selv.

[Deleted]

Caleb opdagede til sin lettelse Isabel komme tilbage til ham, og hjalp ham endnu engang op på benene.
”Isabel, hvad… hvad sagde han?” spurgte han hende stilfærdigt om, og lagde sin friske arm om hendes skuldre, for at støtte sig til hende. Musklerne skreg på hvile, og tungen var som en stor klump i munden. Blod farvede tænderne og læberne røde. Han var dog i live. Isabel var i live. Inderligt kyssede han hendes tinding, mens han vendte sit hårde blikke mod Marcellus, der stod rank og sort et stykke væk. Selvom han ikke kunne se hans øjne, vidste han, at han kiggede på dem. Hvordan havde Isabel dog, sluppet levende fra konfrontationen med ham? Det gjorde ham urolig, og han kiggede ned på sin søster.
”Er du okay? Isabel… snak med mig,” mumlede han bedende til hende, og måtte kort bide tænderne sammen, da en smerte skød gennem hans arm. Hvor var han dog træt.

[Deleted]

Med faste skridt gik Isabel over til Caleb, for at hjælpe ham på benene. Han var fuldkommen dækket til af mudder og blod, men han var i det mindste ved bevidsthed. Hun hev hans arm om sine skuldre. Det fik hende godt nok næsten til at gå i knæ, men han kunne ikke gå selv. Selvom han ikke var underlagt forbandelsen længere, kunne hun stadigvæk mærke ham skælve som en forskræmt harekilling. Bare mindet om ham ligge dér…. Hidsigt tørrede hun tårerne væk fra øjnene.
”Han vil bare have vi lader ham gå,” svarede hun kort Caleb, men ville ikke fortælle ham om det andet Marcellus havde sagt. Mon han overhovedet mente det? Troede han virkeligt, at hun ville gøre noget som helst for ham?! Hun skulle nok finde en måde at beskytte Caleb på.
”Nu får vi dig tilbage til byen, og finder en healer. Når du er på benene igen, tager vi til Procias. Langt væk herfra,” fortalte hun, mens at hun haltende gik afsted med Caleb. Hun kastede et sidste hadefuldt blik mod Marcellus, der kort blev oplyst af et lyn, inden at hun vendte ham ryggen. Der var lang vej tilbage til byen. De skulle nå derhen, før Caleb faldt om af blodmangel.
Regnen piskede hende i ansigtet, mens kvalmen sad i halsen på hende. Marcellus’ ord ringede for hendes øre med løftet om at hun skulle betale tilbage. Aldrig…. Aldrig!

//out