Jagten

[Deleted]

Græsset piskede mod støvlerne, mens at Caleb løb afsted gennem græsmarkerne. Åndedrættet stak i halsen, og det sorte, korte hår klistrede sig til det svedige ansigt. Mørke skyer var ved at samle sig over ham, så stjernerne blev dækket til, og ikke meget lys kunne slippe igennem. Elegant sprang han over sten, vandløb og hegn, uden at sænke farten det mindste. Målet var hurtigt. Hurtigere end et menneske, og han havde opdaget, at han blev forfulgt. Jagten var begyndt.
Kort måtte Caleb stoppe op. Hivende efter vejret, støttede han sig til knæene. Sveden drev ned af ryggen på ham, mens hjertet hamrede afsted i brystet på ham. Han kunne ikke længere se målet foran sig. Mørket havde omsluttet ham. Forbandet! Nu vidste han ikke, om varylen kunne have drejet ud af kursen, eller værre... listede sig til angreb.
Stakåndet knyttede han en hånd, inden at han i en hård bevægelse rakte den i vejret. Et lilla lys sprang gennem hans arm, og ud af håndfladen, for at eksplodere op i luften. Omgivelserne blev kort lyst op, så han kunne spejde sig omkring efter målet.
Dér. Længere fremme! En sort skikkelse. Det var ham! Med en lav banden satte Caleb i løb igen. En kniv borede sig som sidestik ind i hans side, men han kunne ikke stoppe. De var så tæt på.
Isabel og ham havde delt sig, så hun kunne afskære ham vejen, og de kunne omringe ham. Det var den eneste måde, at få en vampyr ned med nakken, eftersom de var både hurtigere, smidigere og mere fleksible end mennesker.
Som erfarende dusørjægere, var det ikke første gang, de havde jaget et mørkvæsen, og det blev heller ikke sidste. De havde jaget varylen i flere uger nu. Fra afstand havde de studeret ham, indtil han til sidst havde lugtet lunten i kroen, og stukket af. Byen lå langt bag dem, som en lysende klat af stjerner fra de små huse. Her på markerne var der ingen. Heldigt… ingen uskyldige kunne komme til skade.

[Deleted]

Ved søen havde Caleb og hende skilt sig, så de kunne omringe varylen, de var på jagt efter. Mens Caleb forsatte i hælene på ham, havde hun taget en stor omvej, for at møde ham face to face og afskære ham vejen. Det var en farlig strategi, men det var den eneste, som duede når man skulle fange en vampyr.
Isabel sprang elegant som en hjort afsted. Vinden piskede igennem hendes røde, korte hår, og lårmusklerne skreg på hvile. Svedperler trillede ned over ansigtet på hende.
Jagten havde varet i et stykke tid nu, efter varylen opdagede dem i kroen. Pokker stå i det! Planen havde ellers været, at lydløst konfrontere ham på værelset i dagslys, hvor mørkets væsner var svagest. I stedet stod de nu i et åbent landskab, omgivet af mørke fra begge sider, og langt fra lys og varme. Det var endda ved at trække op til regn.
Et lilla lysglimt distraherede hende kort. To skikkelser på engen blev oplyst. Hun kunne genkende Caleb, så den anden måtte være målet. Marcellus Black.
Bandende opdagede hun, at hun ikke var foran ham. Han havde været for hurtig. Der var kun én ting at gøre. Med tænderne trak hun handskerne af sine hænder. Runer, som var skåret ind i hænderne, kom til syne, og begyndte at lyse op.
Med en lav mumlen, gjorde hun en blød, cirkulerende bevægelse om sig selv. Flammer sprang frem fra hendes hænder, og spredte sig som en mur ned af engen, så den kunne afskære Marcellus vejen. Ilden oplyste hende, da hun i et lidt mere roligt tempo kom gående mod ham. Truende og beslutsom, uden nogen spor af frygt i hendes ansigt.
Fra skeden ved sin side, trak hun sit sværd frem. Det glimtede i det orange lys.
”Du kan lige så godt opgive, at komme igennem!” råbte hun over brølet fra de grådige flammer til varylen, og slog ud med hånden mod ildmuren, der langsomt var ved at omringe dem. Caleb var ligeså på vej, så han kunne hjælpe hende. ”Du er omringet! Der er ingen steder at flygte hen, bæst! Det her - bliver den dag, du dør.”

[Deleted]

Marcellus havde været på flugt i mange år og var efterhånden blevet ekstrem god til at opdage når nogen holdt øje med ham. Men disse to havde virkelig gjort det godt. At han først opdagede dem i kroen. Men hans flugt var planlagt. Han havde altid en flugtplan. Han vidste disse to var dygtige og at se kendte hinanden godt. Ellers ville de ikke kunne have gemt sig for ham så længe. Han måtte have dem ud i mørket, ud på en åben plads hvor han havde overblik så de ikke kunne bruge omgivelserne til at give dem en fordel. De var allerede to og det var fordel nok. Selv om Marcellus var hurtig så vidste han at han måtte vise disse to at der var en grund til han ikke var blevet fanget. Hvis han blot flygtede ville de jage ham igen og igen. Han vidste desværre også hvad det ville betyde hvis han besejrede dem. Flere ville komme, dusøren ville stige. Mere fokus ville blive sat på ham. Da ildmuren omringede ham stoppede han op og vendte sig om. Han trak sin hætte ned. Han stod med et skævt smil og betragtede dem. Han stod rank og ret. Han måtte ikke undervurdere dem. Men det virkede til de var ved at undervurdere ham. På tide at udnytte det. Hans øjne begyndte at lyse rødt og hans hugtænder kom frem. Han hvæsede som var han opslugt af vrede. Men i virkeligheden var dette for at få dem til at tro han ville angribe dem blidt. Han trak sit sværd og satte i løb imod Caleb. Han vidste at hvis han fokuserede på en af dem ville den anden gøre alt for at redde den i problemer. Deres svaghed var klar. Imens han løb frem satte han sin sande plan i værk. Han vidste de begge to havde fokus på ham og ikke ildmuren bag dem. Han mumlede '' Inferno comternus ignita ''. Han var en Warlock. Hans evner var onde og destruktive. Der fandtes ikke noget mere kaotisk og destruktiv end ild. Han brugte sin magi til at kontrollere ilden fra ildmuren bag dem og sende et spyd af ild imod dem begge bagfra. Et lydløst og farligt angreb. Selv gik han til angreb på Caleb forfra. Han slog ud efter ham med venstre hånd og svang sit sværd med højre, efter han havde svunget sværdet, slap han det og greb det med venstre hånd og brugte sin vampyr hastighed til at vende sig om for at forsvare sig imod det angreb han forventede fra Isabel. Han var logisk, rolig og strategisk. Alt i alt en formidabel modstander. Han brugte sit hoved, sine omgivelser og hans små tricks i kamp. Var det en uærlig måde at kæmpe på. Ja. Men nu var han heller ingen helt.

[Deleted]

Et stramt smil voksede sig frem på Calebs læber, mens han sagtnede farten ved synet af ildmuren, der hævede sig for Isabels kommando. Hans søster var en stærk kæmper, og en endnu bedre magiker.
Ligesom Isabel trak han sit sværd i en elegant bevægelse. Langsomt men sikkert som to rovdyr, nærmede de to søskende sig deres bytte. Med ondt, skal ondt bekæmpes. Ham og Isabel havde brugt hele deres opvækst på at træne intenst, for at slå monstre som varylen ihjel. Meget kunne læses i den måde de så ud og bevægede sig på. Nærmest som kunne de læse hinandens tanker, og vidste hvad den anden ville på forhånd, bevægede Caleb og Isabel sig med hinanden. Deres kroppe var unge men hærget. Atletiske, så de kunne følge med de ondskabsfulde væsner. Øjnene nådeløse og hårde.
Opmærksomt betragtede Caleb,hvordan Marcellus hvæsede af Isabel, der stod klar til angreb. Selv nærmede han sig ham bagfra. Deres lange, sorte skygger lå over Marcellus.
Da han pludselig kom farende imod Caleb, stod han klar med sværdet i begge hænder. Et koldt, glædeløst smil lå om hans læber, mens hans vagtsomme øjne, fulgte varylens bevægelser.
”Kom så dit svin,” mumlede han, og gjorde klar til at hugge ud, lige da ilden rev sig ud af Isabels kontrol, og skød ud mod ham bagfra. Flammerne skilte sig rundt om ham, takket være de magiske barriere, der lå omkring både ham og Isabel.
Han nåede lige at parrere det fysiske angreb fra varylen, men måtte danse tilbage, for at undgå huggende. Varylen var hurtig, men Caleb var på vagt. Hurtigt dukkede han sig for endnu et angreb, mens han kunne se Isabel nærme sig.

[Deleted]

Da Marcellus farede mod Caleb, var Isabel lige bagefter, for at komme sin lillebror til undsætning. Ved lyden af en susen, nåede hun lige at vende sig halvt om, og opdage ildspyddet komme direkte imod hende. Den magiske barriere holdte, men kraften fra spyddet, var så voldsomt, at hun blev skubbet flere skridt tilbage. Ilden fik håret til at bruse op omkring hende, mens hun klemte øjnene hårdt sammen for det skarpe lys. Hun kunne mærke varmen brænde på huden.
Da hun vendte sig mod Marcellus igen, var han gået til angreb på Caleb, der dansede rundt, for at parrere slagene fra varylen. Med sværdet hængende i den ene hånd, nærmede hun sig målet bagfra. Hilten blev svunget en omgang rundt, inden at hun løb til angreb, for at hjælpe Caleb.
Nu hvor de var to, måtte varylens hurtighed komme på prøve, når han blev angreb fra begge sider.
Hvis han prøvede at ville flygte til én af siderne, hoppede enten hende eller Caleb foran, så han var fanget mellem dem. Et himmelrivende brag rullede ind over dem, inden et lyn flænsede luften i to, så alt blev klart oplyst i et kort sekund. Regnen begyndte at hamre ned. I løbet af blot et minut var jorden forvandlet til glidende mudder, og alle tre skikkelser var gennemblødte.
Isabel fik pludselig travlt med både at stå fast, og sørge for byttet ikke slap væk. Regnvand drev ned af hende. Hun drejede rundt om sig selv, for at få styrke i svinget, der var rettet direkte mod Marcellus hals, mens Caleb distraherede ham forfra. Vandet sprang fra hendes tøj i svinget.

[Deleted]

I sidste sekund blokerede han hendes slag. Dog ikke hurtigt nok. En lille dråbe blod fra et fint snit på hans hals gled langsomt ned af hans hals. Han sprang med sin overnaturlige hurtighed til siden så de stod i en trekant. Regnen løb gennem hans hår, ned af hans ansigt og blandede sig med bloddråben. I et par sekunder stod han stille og kiggede mellem dem. Kulder var kommet med stormen. Hans åndedrag kunne ses i den kolde luft. Han gjorde sig mentalt klar.* de har en magisk beskyttelses formular omkring sig. Men eftersom Caleb beskyttede sig mod mit sværd, er det tegn på at denne besværgelse ikke virker imod fysisk skade. Så læge de hele tiden søger rundt om mig så der er en foran og en bagved. Så vil der altid være en af dem jeg ikke kan se. SE!. Nøgle ordet er at de har fordelen ved at kunne se*. Marcellus tog et bedre greb om sit sværd og smilede skævt. Hans stemme blev dyb og mørkere i det han råbte '' Darknisus totalis markeus ''. Et mørke bredte sig fra ham som et tæppe der lagde sig over ringen af ild de stod inden i. Der ville blive kul sort. Selv i dette mørke havde Marcellus sit nattesyn. Dog var det ikke så godt. Han vidste at hans syn var bedre end et menneskes. Så han havde lavet mørket så dybt at mennesker ikke ville kunne se, men han kunne se siluretter. Han tog sin taske og kastede hen af mudderet så det lød som om at en person var på vej hen imod Isabel. Selv sprang han fra Jorden og satte i et hop imod Caleb og svang hans sværd med alt hans styrke. Han vidste at han måtte gøre en af dem ukampdygtige. Han vidste at så længe de var to var det et spørgsmål om tid. Han ville blive træt og mere udmattet før de ville eftersom han skulle holde to væk. Sværdet brød regnens dråber i det det blev ført gennem luften. Han svang det med en overnaturlig styrke så der ville komme en susende lyd der måske kunne advarer Caleb i tide. 

[Deleted]

Lyden af sværdene der klingede mod hinanden, var som en fast rytme til dansen som Caleb førte. Bag Marcellus stod Isabel. Nogle gange mødte deres blikke kort, inden de igen angreb. Han følte, at de havde overtaget. Sammen var ham og Isabel uovervindelige. De kendte hinanden. Kendte hinandens bevægelser. Ingen kunne gøre dem noget, når de stod sammen.
Da Marcellus sled sig fri af deres midte, kunne Caleb ikke lade være med at smile hårdt til ham.
”Ved at være træt, Varyl? Skal vi til at gøre en ende på det?” spurgte han, mens ham og Isabel begyndte at kredse om ham. Sværdspidsen strøg hen over den mudret jord. Calebs sorte hår hang i lokker ned over hans øjne, hvor det ene var skjult af en læderlap, der var syet fast over øjet.
Da han opdagede varylen tog et bedre tag om sit sværd, gjorde han ligeledes klar til at dansen skulle forsætte, da vampyren talte. Mørke bølgede ud fra ham. Caleb gispede da det omsluttede ham, så alle omgivelserne forsvandt fra ham.
”Isabel!” råbte han, da han ikke længere kunne se hverken byttet eller Isabel. Der lød en lyd et stykke væk. Mod Isabel. ”Isabel pas på! Han er på vej mod dig!”
I samme øjeblik, som han skulle til at springe frem, for at komme sin søster til undsætning, hørte han en susen ved siden af sig. Automatisk kastede han sig til siden, men det var ikke nok. Koldt stål skar fra hans arm. Han mærkede sværdklingen skære igennem læder, stof, hud og kød.
Med en høj jamren væltede han om i mudderet med en hånd pressende mod sin arm, hvor han mærkede blod flyde ud mellem hans fingre. Regn plaskede ned over hans ansigt, der var forvredet i en smertefuld grimasse.

[Deleted]

Roligt havde Isabel cirkulerede omkring Marcellus sammen med Caleb, der hånede den mørke varyl. Hendes skarpe blik hvilede på Marcellus, klar til at hæve sværdet, hvis han angreb. Regnen fik hendes røde hår til at klistre sig til ansigtet, men hun lod sig ikke distrahere. Man måtte aldrig slippe en vampyr med blikket.
Derfor var det så meget mere et nederlag, da mørket pludseligt sprang fra Marcellus, og omfavnede dem alle. Hun kunne ikke se noget som helst. I et øjeblik var hun ved at gå i panik, men nåede at samle sig. Hårdt tog hun om sværdet med begge hænder, og hævede det op foran ansigtet, så hun var klar til at parrer et angreb.
Hun kunne høre Caleb advare hende et sted til højre for sig. Med forsigtige, balanceret skridt drejede hun rundt om sig selv, for at spejde til alle sider. Ørerne skærpet, for at høre suset fra et sværd. Det kom bare aldrig. Hvert ikke mod hende.
Alt i hende stivnede, da hun hørte Calebs høje jamren, og hun vendte sig hurtigt med lyden. Spejdende kiggede hun rundt med hjertet hamrende i brystet.
”Caleb!” gispede hun, men kunne ikke se ham nogen steder. Hvis der var sket ham noget…. Ikke Caleb. Ikke Caleb.
Hun borede sværdet ned i jorden foran sig, og samlede energien i sin krop. Varylen var både vampyr og warlock. En warlock var en magikers modsætning. Lad dem se, hvem der var bedst til den leg.
Hårdt slog hun håndfladerne sammen. Et lys sprang ud fra hende, som var hun månen selv. Mørket angreb lyset, så det veg tilbage til hende, men hun bed tænderne sammen, og koncentrerede sig. Igen bølgede lyset ud fra hende.
Hun kunne se Caleb ligge på jorden et stykke væk. Hele hans ene arm var fuldkommen klistret til af blod, der sivede ud mellem hans fingre. Sværdet havde han tabt.
Hun løb hen til ham, stadigvæk lysende som en anden engel. Beskyttende stillede hun sig skrævende over ham. Klart, skærende lys samlede sig som røg omkring hendes knyttet hænder.
”Hvis du vil have min bror, må du først forbi mig, monster!” hvæsede hun mod mørket, der gang på gang, prøvede at trænge ind på dem, men hendes lys var stærkt. ”Jeg er ikke bange for dig!”

[Deleted]

Marcellus landede på fødderne og gled et stykke hen af den mudrede jord. Han hev en smule efter vejret. Han havde lagt så meget styrke i slaget og besværgelsen. Langsomt stoppede mørket med at strømme ud fra ham og nattehimlen blev oplyst af et stort lyn. Regnen faldt over ham, han så hvordan regnen vaskede blodet på hans sværd langsomt af. Han havde ramt sit mål. Han kiggede underligt på Isabel. Han så hvordan hendes lys havde været i stand til at bryde hans mørke. Selv her ude hvor der allerede var mørke som forstærkede hans besværgelse så kunne hendes lys bryde igennem. Disse to var i sandhed værdige modstandere. Marcellus fik et skævt smil frem på hans læber og han sagde overraskende roligt, men en smule stakåndet '' Det er meget simpelt, Dusørjæger.. Med mindre du er i stand til at heale din ven.. Så er han allerede i mit magt.. Ser de.. Jeg er noget af en specialist indenfor smerte magi.. Eftersom din ven allerede er i smerte, vil det blot forstærke min magi.. Med mindre du ønsker han skal lide mere end han gør nu ''. Det skæve smil forsvandt og blev erstattet af et mørkt blik i hans øjne '' Så lig dit sværd og knæl for mig ''. Marcellus vidste at hvis han lod dem gå uden at vise styrke og vrede, så ville de vende tilbage. Dette var den perfekte måde at sende en besked. Han ville ikke dræbe dem, men bruge dem til at sende en besked til alle dusørjægere om at han ikke var en dusør der var risikoen værd. At han var en fjenden de skulle glemme. Han vidste at det kunne give bagslag og at Marcaria og hans Fader sikkert ville oppe dusøren og sende flere efter ham. Men det var en risiko han var villig til at løbe. Han var konstant på flugt, konstant kiggede han sig over skulderen og konstant anspændt. Dog var han nysgerrig og han havde bestemt tænkt sig at finde ud af hvad hans dusør lå på. Han vidste ikke hvor sårede denne mand han havde ramt var og han vidste ikke om kvinden havde tænkt sig at hævne sig. Denne kamp var måske ikke slut. Et lyn mere slog ned og lyden rungede i hans øre. Han tog et fast greb om sit sværd og gik et skridt tættere på Isabel.

[Deleted]

Armen nægtede at lystre. Måske havde klingen skåret over musklerne i armen?! Caleb bed tænderne hårdt sammen, for at holde smerteskrigene inde, mens at Isabel stillede sig beskyttende over ham. Hendes magi var stærk, så stærk at den skar ham i øjnene. Hun var en skytsengel. Alligevel var der noget i hendes blik og ansigt, der fortalte ham, at hun var langt fra den engel, mange ville tro.
Med ondt, skal ondt bekæmpes. Isabel levede op til den ubarmhjertighed og kulde, som de fleste børn af mørket besad. Da Marellus ophævede fortryllesen, og omgivelserne igen stod frem. Måbende hørte Caleb, hvordan varylen ville have Isabel, skulle knæle, ellers ville han bringe mere smerte til ham. Denne mand var snedig! Ekstrem snedig! Han brugte deres svaghed overfor hinanden.
”Isabel, gør det ikke!” sagde han med det samme til sin storesøster, der stod med et ben på hver side af ham. ”Du hugger hovedet af det uhyre forstår du! Lad ham ikke skade flere! Tænk ikke på mig, jeg klare det. Isabel, please, lyt til mig! Du vover ikke, at smide det sværd!!”
Han vidste, at Isabels største svaghed, var ham selv. Siden han havde mistet det ene øje, havde hun beskyttet ham, selvom et til tider, havde været tæt på at koste hende sit eget liv. Med sin raske hånd greb han fat i hendes ben, og prøvede at fange hendes blik. Mudder og blod blandede sig i en pøl omkring ham.
”Isabel!! Du vover ikke!”

[Deleted]

Lyset fra Isabel bølgede omkring hende, indtil at de til sidst forsvandt ind i brystet på hende. Nattens mørke sænkede sig igen omkring dem. Regnen havde for længst gjort hende gennemblødt. Hun blinkede med øjnene, for at få regndråberne væk fra øjenvipperne.
Under sig kunne hun høre Caleb, råbe til hende med en fast beslutsomhed i stemmen. Hendes borende øjne studerede Marcellus, der stod truende foran hende – klar til at påføre hendes lillebror mere smerte. Hun kunne allerede høre smerten i Calebs tonefald, samt lugte blodet fra ham. Hvordan kunne han forlange, at hun skulle lade varylen, give ham mere smerte? Det var hendes bror!
Hårdt rev hun sit ben fri af Calebs greb, og trådte over ham, for at komme nogle skridt tættere på det der havde været deres bytte. De havde som sådan ikke fået til opgave at dræbe ham. Der var blot gået rygter om et mørkvæsen i Manjarno. Mørkvæsner hørte ikke til i Manjarno blandt mennesker og neutralvæsner, som kunne komme til skade, så derfor havde de jagtet ham. Han fik ikke lov til at gøre flere fortræd – specielt ikke hendes bror.
Mudder klaskede op, da hun smed sværdet fra sig. Øjnene var fængslet til Marcellus. Frygtløst bredte hun armene, en smule ud fra kroppen, så han kunne se, hun ikke bar flere våben tæt på sig. Kun dolken i støvlen, og daggerten i bæltet. Uden tøven gik hun videre mod varylen.
”Du får ikke lov til at gøre min lillebror fortræd,” fortalte hun ham med en knusende stemme, der bar på alt det had, hun havde til hans slags. Vreden gnistrede stærkt i hendes øjne. ”Du har allerede såret ham. Lad ham være! Hvis nogle skal komme til skade eller mærke smerte, så er det mig.”
Hun var nu kun få skridt fra ham, og standsede derfor op, stadigvæk med armene spredt ud. På ingen måde om hun havde i sinde at knæle for ham! Det var hun alt for stolt til. Regnvand trillede ned af hendes kinder. Musklerne skælvede let af anstrengelse, men hun stod fast.

[Deleted]

Marcellus kiggede på hende. Dette var hans måde at kæmpe på. Han udnyttede modstanderens svagheder imod dem. Selv i kamp var hans talegaver et våben. Marcellus havde respekt for Isabels valg. Måden hun stod op for hendes lillebror. Lynet slog ned igen og det oplyste Isabel som hun stod og beskyttede Caleb, var villig til at ofre alt for at holde ham sikker. Marcellus sværd blev langsomt sænket til spidsen ramte den mudrede jord. Det hun gjorde, for denne mand. Det mindede ham om ham selv. hvad han havde gjort for hans søskende for at beskytte dem imod hans Fader. Et mere respektfuldt blik viste sig i hans øjne. Han nikkede til Isabel og sagde '' Jeg giver dig en chance, kvinde.. Tag din kæreste og få ham ind til byen før han forbløder.. Og kom aldrig efter mig igen.. Aldrig ''. Mercellus holdt stadigvæk et fast greb i hans sværd. Dette var hans mulighed, mulighed for lidt fred. At sprede skræk og frygt i hans fjender. Han var ved at smide det hele væk fordi denne kvinde havde vist ham noget han selv besad. Hun var kommet ind under huden på ham. Marcellus løftede sit sværd igen og kiggede på Isabel med et stålfast blik '' Lad være med at lege en helt.. Hver gang jeg har gjort det.. Har jeg mistet alt.. Først min frihed.. Så den kvinde jeg.. Og nu frygten blandt mine fjender.. De skal ikke give mig en grund til at fortryde dette valg.. Ingen dusør hvor stor den end må være.. Er værd at sætte deres kærestes liv på spil for.. Tro mig ''. Han gav hende et bestemt nik. Han håbede at hans ord nåede ind til hende. Hendes handling var en af hans svagheden og i dette øjeblik var han ikke forberedt. Hvis hun angreb ville han ikke være forberedt på det.

[Deleted]

Da Isabel forsvarsløst havde nærmet sig Marcellus, havde Caleb kæmpet sig op på siden. Skrækslagne havde han set til, da hun trådte tættere og tættere på monsteret, som de havde jaget i flere uger nu. Hvis han ville, kunne han nemt dræbe hende, som hun stod der. Selv ikke med magi, ville hun kunne nå at parere et slag.
Selvom hele kroppen gjorde ondt, fik han skubbet sig op og sidde. Han ville ikke ligge i mudderet, mens hans søster blev skåret ned som et eller andet dyr.
”Isabel, gør det ikke! Please! Please!!” råbte han mod hende gennem regnen, men hun ikke så meget som kiggede på ham. Skrækken var som en knude i hans mave, der lammede alle tanker. Desperat prøvede han at samle koncentration til at skabe noget magi, men han var for træt, og blodet der fossede ud af ham, gjorde ham svimmel. Der var ikke andet han kunne end stirre panisk over på sin søster, der stod fast og ubeskyttet, uden frygt at spore i hendes bevægelser.
Da han hørte Marcellus ville lade dem gå, kunne han ikke tilbageholde et lettet støn, og han kæmpede sig op først på det ene knæ, og så helt op og stå. I et øjeblik svajede han, inden han tog et usikkert skridt mod Isabel. Armen dunkede slemt. Blodet ville ikke stoppe. Han gik dog ikke helt hen til hende. Hun ville ønske, selv at snakke med bæstet.

[Deleted]

Mistroisk blev Isabel stående, hvor hun stod, og nedstirrede det uhyre, som havde skadet hendes lillebror, uden at tage et valg, om hun skulle angribe eller tage overgivelsen. Caleb var efter lydene at dømme, kommet besværligt på benene. Nogle burde se på hans skader. Der havde været meget blod på jorden.
”Han er ikke min kæreste, og jeg leger ikke helt,” svarede hun Marcellus med en snerren, inden hun hurtigt kastede et blik over skulderen mod Caleb. Han stod lidt væk fra hende med hængende skuldre. Den ene arm var dækket til at blod, og hang slap ved hans side. Fortrøstningsfuldt smilede hun til ham, inden hun igen rettede blikket mod Marcellus.
”Caleb er min lillebror, og jeg beskytter ham mod uhyre som dig,” fortalte hun hårdt. ”Og vi får ingen dusør, for at jage dig ned, andet end fortjenesten ved endnu engang, at fjerne et bæst fra verden. Gøre landet til et sikre sted. Så hvis du vil undgå vi kommer efter dig – så bliv væk fra Manjarno!”
Med de ord vendte hun frygtløst ryggen, for at skynde sig hen til Caleb, der så ud til at han var ved at falde om. Støttende dukkede hun op under hans ene arm, så han kunne læne sig op mod hende, selvom han var både højere og tungere end hende.
”Bare rolig…” hviskede hun til ham, og lagde en arm om hans ryg. ”Vi får dig over til en healer. Træk vejret, dit lille fjols. Det er bare en skramme – du overlever.”

[Deleted]

Kvinden sagde alle de forkerte ord. Manjarno var hans hjem. En af de eneste steder hvor han følte sig bare lidt sikker og nu stod hun og truede ham. Forlangte at han blev væk. Den medlidenhed og den venlige gestus han havde tilbudt var blevet gjort nar af. Hun vovede at true ham når han havde vist dem nåde. Han rystede på hovedet. Med et satte han af i det han atter hævede sit sværd. Han sigtede efter hendes ben. Han ønskede ikke at dræbe hende. Han ønskede at skade hende som han havde skadet Caleb. Dette var åbenbart den eneste måde han kunne få denne kvinde til at forstå at hun skulle lade ham være. Han måtte åbenbart vise hende gennem smerte og pinsel at han var en hun burde have respekt for, at han ikke var en man skulle true og så vende ryggen til. Hvad troede hun at han var, en svækling?. Efter han havde stukket ud efter hendes ben, satte han af på jorden og landede en meter derfra. Han holdt sin frie hånd ud mod Caleb og sagde '' Painanus ekstremus innignia ''. Hvis Caleb blev ramt af Marcellus smerte besværgelse ville den smerte han følte i hans arm blive forstærket ti gange og langsomt brede sig til hele hans krop som en ild der åd ham indefra. Den ville være intens og nådesløs. Marcellus var i sandhed ikke en god person. Han var kold og ond. Der var øjeblikke hvor han viste godhed, selv godhed der ville koste ham dyrt. Men hvis folk gjorde nar eller ikke respekterede det han gjorde. Så ville han hævne sig og hans hævn ville være hundrede gange værre end den godhed han havde vist. Han tog et bedre greb om sit sværd og gjorde sig klar. Han forventede et modangreb af en eller anden art for sine overraskende handlinger.