Father and daughter..

[Jarniqa Dynithril]

”Der er så meget, som kan være hver og en behjælpeligt, men det er ikke ens betydning med, at man får det,” sagde Jarniqa kort for hovedet. Selv havde hun muligheden for at hjælpe manden her på vej, men det ønskede hun personligt ikke at gøre, før hun vidste, om hun kunne stole på ham. Hvis hendes moder virkelig havde været af betydning for ham, kunne hun vise ham hendes gravsted. Hvis hun gjorde det, ville han højst sandsynligt også forsvinde, og var det ikke for det bedste? Alle tankerne var der, og det var også de tanker, som kørte rundt i hendes hoved, som hun nøje studerede ham, alt imens han søgte hen mod døren. Selv fornemmede hun, hvordan det måtte gøre hende det mere tilpas, og det havde også den betydning, at møblerne i huset igen lagde sig til ro. At han alligevel skulle tøve ved dørtærsklen, fik hende til at knibe øjnene mistænksomt sammen. ”Måske ønskede hun at slippe bort fra dig.. Måske er det derfor, at du ej vidste noget,” svarede hun ham spidst igen, skønt hun ikke vidste, hvorfor hendes moder havde været alene om det.. eller helt alene havde hun ikke været, som hun havde haft Damien. En mand som nu fungerede som hendes værge. Langsomt trådte hun frem, som han søgte helt udendørs. En handling, som fik hende til at ånde lettet op. Så langt, så godt. Nysgerrig blev hun dog, som han begyndte at tale om alliancer mellem landene. Hvis han havde forsøgt at lave en alliance, måtte han vel være en vigtig mand? Det var trods alt ikke almindelige bønder, som drog ud og skabte aftaler på kryds og tværs. ”En alliance? Arbejder du for kongehuset?” endte hun med at spørge, alt imens hun betragtede ham fra stuen af. ”Hvad var dit forhold til min moder?” Nysgerrig var hun nu engang omkring al dette, som hun aldrig rigtigt havde fået svar på al det. Der var endnu meget, som stod blankt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Den ene tjeneste, er vel den anden værd?" spurgte Salvatore med en rolig stemme, som han endelig passerede hende, for at komme udenfor. Uanset om hun ville det eller ikke, ville han hurtigere være videre, hvis hun ikke ville vide af ham. Selvom han ikke var meget for at efterlade en kvinde, som jo var hans biologiske datter, da han jo.. ønskede at kende hende. Han vidste bare ikke helt hvordan han skulle reagere på den nyhed om at han rent faktisk var blevet en far i den periode, hvor han havde været væk. Det var næsten det, som faktisk var det værste. Om han havde vidst, at hun havde ventet sig, var han jo aldrig taget til Imandra den aften, for at få den aftale i hus! En aftale, som man ikke just kunne sige, faldt til Manjarnos favør nu.
De grønne øjne vendte han mod hende. "Mit forhold til din moder var professionelt, og dog personligt," sagde han. Han var hendes elsker.. aldrig havde de været noget udadtil til det offentlige.. Måske at de havde været for hinanden.. de kys og de kærtegn og de særlige stunder, som de havde delt, var jo ikke noget, som man delte med gud og hvermand, kunne man jo sige. Han bed tænderne let sammen. Vidste hun overhovedet noget om sin moder? "Jeg arbejdede under hende, som kongelig rådgiver," sagde han denne gang direkte. Vidste hun overhovedet noget som helst om den verden som hun befandt sig i? At hun havde kongeligt blod i årene? Han blev stående, nu hvor han var kommet udenfor, og uden tvivl godt kunne mærke, at det var ved at være koldt.. Virkelig koldt faktisk. Han trak vejret dybt. For nu måtte han lade det passere. "Jeg elskede hende... derfor er jeg nødt til at finde hende," forklarede han. Ord han aldrig havde sagt.. end ikke til Denjarna. Han havde virkelig forsøgt at forholde sig strengt professionelt i det her.

[Jarniqa Dynithril]

”I visse tilfælde..,” svarede Jarniqa blot. Umiddelbart ønskede hun intet af ham, skønt hun vidste, hvorfor han var blevet hentet hertil. Han var nemlig blevet hentet hertil, så hun kunne lære at styre de kræfter, som hvilede i hende. svært havde hun det dog med tanken om, at det var hendes fader, som skulle gøre dette. En mand, som hun end ikke kendte. Derfor var hun mere tilbøjelig til at søge en fremmed, men det var også en bedrift, som Damien med det samme havde meldt ud som besværlig. Meget var al det her desuden at sluge for hende, og derfor forsøgte hun at skubbe det hele fra sig igen. Mærkeligere og mærkeligere syntes det hele dog at blive, som manden foran hende fortsatte med at tale. Det var nemlig alt sammen nye oplysninger, som hun skulle bruge tid på at bearbejde. Helt bleg i hovedet blev hun dog, som han sagde, at han havde arbejdet under hendes moder, som hendes kongelige rådgiver. Kongelige rådgiver.. Det betød, at hendes moder havde været landet dronning, og at hun var en … prinsesse. En skælven gik igennem hendes krop, en skælven som bredte sig til resten af huset og lavede skår i vinduesglassene. Hun rystede på hovedet. ”Det kan ikke passe.. Du lyver!” endte hun med at bryde ud. ”Min moder fødte mig i en tom klippehule. Dette sted er det mest luksuriøse, som jeg nogensinde har kendt til.. Jeg lever af at tage, hvad jeg kan få for andre. Du må tale om en anden kvinde..” Hun kunne umuligt tro ham.. Det kunne umuligt passe! Hun kunne umuligt være en prinsesse. Hende som sov på i en høstak, og som tjente til føden ved at være lommetyv. Manden her måtte derfor være blevet bragt hertil ved en fejltagelse.. Han kunne ikke være hendes far.. Der måtte eksistere en anden kvinde ude i verden med hendes moders navn.. Det var den eneste realistiske årsag til al dette.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvordan denne unge kvinde valgte at tackle den nyhed om, at hun rent faktisk var prinsesse af landet, var tydeligt ikke noget som hun vidste.. Hvis hun ikke vidste det, var Denjarna vel heller ikke omkring? Han knyttede næven ganske let, og vendte blikket væk. Et sted var han bange for bekræftelsen på de indre tanker, som han pludselig måtte gøre sig.. Var hun væk? Han var virkelig bange for det, og alene tanken om det, var noget som efterlod ham med en voldsom trykken for brystet. Og den var da uden tvivl slem nok, som den måtte være i forvejen. Hun var prinsesse, som hendes moder var dronning af landet her. Selv blev han stående.. Det hele begyndte at ryste, og det rystede egentlig ganske voldsomt. Så voldsomt, at det gnistrede og knak i vinduerne på de gamle huse, som var omkring dem. Han tog denne gang et skridt mere mod hende. Han frøs.. Han var selv nødt til at holde sig i gang.
"Denjarna Dynithril er ikke et alment bredt navn, så det må vel næsten være din moder, har jeg ikke ret?" spurgte han denne gang direkte. Hun var dronning. At det var en nyhed, som var gået den unge kvinde forbi, var slet ikke noget som han kunne forstå. I den ganske korte tid, som hun til nu havde regeret landet, var der kommet så mange ting som var kommet landet til gode og det var jo det, som også måtte være det vigtigste i den anden ende. Tænderne bed han let og fast sammen. Han stoppede denne gang op helt foran hende. Han rørte dog ikke ved hende.. strøg ikke hendes kind eller aede hendes hår. At det var hans datter, var ham stadig en fuldkommen surrealistisk tanke. "Din moder er dronning af Manjarno," sagde han endeligt. Et sted håbede han vel lidt på, at få et fingerpeg af hvor pokker hun var blevet af. Han vidste intet.. så intet.. Han var virkelig bange for, hvad der var sket hende.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt navnet Denjarna Dynithril var et alment navn, kunne Jarniqa ikke sige. Hun havde nemlig set alt for lidt af verdenen, og mødt alt for få personer til at vide det. Det var også noget, som hun ønskede at gøre kål på, som hun ønskede at se alt, men indtil nu havde lejligheden ikke budt sig. Hun havde trods alt også sin tilværelse ved Damiens side.. En mand som … måske havde løjet for hende? Hun mærkede, hvordan det sved i øjenlågene, skønt hun endnu ikke vidste, om hun skulle tro den fremmede mand eller mig. Ubærligt ville det være at finde ud af, at hun ej kunne stole på den mand, som hun altid havde levet med, og derfor ønskede hun ikke, at denne fremmede talte sandt. Alligevel var det tydeligt at se, at hans ord alligevel nåede ind til hende. Det kunne nemlig ses i vibrationerne og de vinduer, vis glas begyndte at knuse. Endnu et tydeligt tegn på, at hendes magi udelukket hang sammen med hendes følelser. En ganske skræmmende viden at have, hvis man vidste, hvad det kunne betyde. ”Hvem ved om der findes flere med min moders navn derude?” begyndte hun desperat at foreslå, skønt manden foran hende lød temmelig sikker i sin sag. Buen i sin hånd havde hun endnu et solidt greb om, skønt hun havde valgt at slippe pilens fokus på hans ansigt. At han kom tættere på hende, vidste hun ikke længere, hvad hun skulle sige til. Hun stolede ej på ham, men hans ord gjorde, at hun havde svært ved at holde fokussen på noget som helst. Tænderne bed hun sammen, inden hun bevidst søgte over til døren, hvor hendes kappe hang. Skønt det var hendes eneste kappe, og skønt en ny ville være dyr, rev hun en slis af i dens bund. Tvivlsomt betragtede hun stoffet i et par sekunder, inden hun valgte at række stoffet til manden. ”Bind dette for øjnene,” beordrede hun ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna Dark Dynithril, var bestemt ikke et navn som gik igen særlig mange steder, og derfor var Salvatore ganske sikker i sin sag. Den kvinde havde været ham ekstrem nær til hjerte, at han næsten ville påstå at han havde elsket hende. Nu hvor han så i forvejen, skulle stå overfor sin egen datter, var det ikke noget som gjorde sagen meget bedre. Den manglende kontrol var tydelig, og det var noget som helt klart måtte bekymre ham meget, og endda også dybt.
Uroen og den manglende kontrol, var bestemt heller ikke til at tage fejl af. Han brød sig ikke om det, og særligt fordi at han vidste hvor vigtigt det var at have kontrollen over den slags ting. "Der er næppe andre som besidder din moders navn," sagde han direkte. Skulle han lægge hænderne på hendes skuldre, for at hjælpe hende med at genvinde den kontrol? Han nåede dog ikke rigtigt at gøre andet, før hun så på ham og.. stormede ind i huset for at hente et stykke klæde? Han blev stående.. Det var koldt, men han vidste og havde lært på den hårde måde nu, at han ikke var den, som skulle åbne munden lige nu. Her var det hende som bestemte, og hvis hun havde det bedst på den måde, var det vel sådan at det skulle være? Hendes ord fik ham til at kigge på hende. Hvor ville hun føre ham hen? Han valgte nu alligevel at løbe risikoen.. Det kunne næppe være værre, end det som warlockerne havde gjort ved ham, kunne man jo så sige. Han tog roligt om klædet og endte uden at tøve, med at binde det for sine øjne. Han rettede sig en anelse op, og rettede det til, så han ikke kunne se noget som helst. "Hvor vil du føre mig hen?" endte han med en sigende mine. Han lod roligt hænderne falde ned.. han var for nu ganske afslappet, selvom det nok var svært at forestille sig, at nogen kunne være det, når hun havde givet sådan et udtryk for, at hun ønskede at slå ham ihjel. For nu lod han tvivlen komme hende til gode. Måske hun førte ham til Denjarna nu?

[Jarniqa Dynithril]

Tavs valgte Jarniqa at forholde sig. Svært var det nemlig at fokusere på, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert, og udover det var det også svært at holde styr på alle de følelser, som hun sad inde med. Ikke nok med, at hun befandt sig i sit femtende år, så skulle hun også til at slås med sin nyligt fundne fader og det faktum, at hun muligvis var kongelig. Det var uden tvivl meget at stå inde med på ganske kort tid! Dog følte hun, at der kun var en rigtig ting at gøre lige nu og her, og derfor lagde hun også buen fra sig, så hun kunne gå ud i gangen, hvor hun fremskaffede et bind til ham. At han ej kommenterede på det, glædede hende, da hun bestemt ikke følte for at forklare sig! Han burde desuden bare være glad for, at hun gjorde det, som hun skulle til at gøre. Som han fik bundet sine øjne, stillede hun sig om bag ham, hvor hun trak sin dolk. Ej valgte hun at dolke ham, som hun derimod blot valgte at trykke spidsen svagt ind mod hans ryg, så han fortsat vidste, hvem der havde magten af de to. Derudover valgte hun også komplet at ignorere hans spørgsmål.. ”Bare gå,” beordrede hun ham. Ej forklarede hun sig mere end det, som hun blot guidede ham frem. Som hun fik guidet ham ud af huset og ud i det fri, var det eneste hun sagde: til højre, til venstre, ligeud, pas på fødderne. Ud af byen ledte hun ham, som hun ledte ham ud i et hårdere terræn. Et terræn med små stier, enkle træer og en hel del klippe. I et par minutter gik de, indtil de nåede en nydelig klippeafsats. ”Stop og tag bindet af,” beordrede hun ham nu. Omgivelserne de nu befandt sig i var en klippeafsats der gav udsigt til det fulde Manjarno under sig. Selve klippeafsatsen var dog mere besked, som der var et enkelt træ, et par budskaber, og et ujævnt stykke af jord og småsten. En grav. På den grav lå der dog en nydelig buket blomster. Blomster som hun havde lagt her, som hun ofte måtte komme hertil for at slappe af eller ”besøge” sin moder. Hun bed sig selv i læben. Var det det rette at vise manden dette? Dette var jo hendes og Damiens hemmelig.. ”Hvad end min moder var engang, er hun nu i jorden,” sagde hun i en nu stille tone. Et tegn på, at hun skam talte sandt, og sørgede over dette.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne bestemt heller ikke påstå at han stolede på denne kvinde, men havde han noget andet valg? Han var slet ikke ude på at bekæmpe hende eller noget lignende, for hvorfor skulle han da gøre det? Hun var hans datter.. han kunne mærke det helt inderst inde.. Der var noget velkendt ved hende, som han også følte og kunne mærke ved sig selv, og derfor var der grund nok til at handle på den måde, som han nu gjorde. Han trak vejret dybt, og vendte blikket mod hendes skikkelse.
Bindet tog han for øjnene, selvom det heller ikke var med den største medvilje. Dolkens spids mod hans ryg indikerede kun, at hun mente alvor.. og måske at det bare var bedst, at han gjorde som hun sagde. Han trak vejret dybt. Før eller siden, ville det nok gå op for hende, at han ikke var ude på at gøre hende noget ondt, eller modarbejde hende og hendes værges liv herude. Han gik som hun opfordrede ham.. Gik til venstre og højre, fortsatte lige ud og var meget opmærksom på hvor han placerede sine fødder, selvom han nok næppe ville kunne gengive turen tilbage på egen hånd. Benden var jo i forvejen et meget ukendt område for ham, da det var forfalden og ødelagt i den forstand at det var glemt for civilisationen.. glemt for omverdenen.

Salvatore stoppede op, da han blev opfordret til at fjerne klædet for øjnene. Første møde var med det skarpe lys, som omgående virkede blændende på ham. Han klemte øjnene let sammen og rystede så kort på hovedet. Blikket vendte han i stedet for mod træet, som et minde... mod graven. Automatisk vidste han allerede hvem der måtte ligge dernede under jorden.. Trykket tog kun til omkring hans bryst og omkring hans hjerte. Endnu en kvinde mistet.. endnu en som han havde åbnet sit hjerte for. Uden at sige så meget som et ord, søgte han hen til den, hvor han gik i knæ. Et smukt hvilested havde hun da fået. Han knyttede den ene hånd. Havde han svigtet hende? Det var faktisk den første tanke som slog ham i det her tilfælde. Let kyssede han sine fingerspidser og lod dem glide over stenene foran ham. Han lod blikket falde. Han trak vejret dybt. Uden et ord.. Kun med en masse tanker, som for igennem hans hoved. En stor og stærk kvinde, var uden tvivl gået tabt.

[Jarniqa Dynithril]

Ej stolede Jarniqa på manden her … eller måske gjorde hun? Der skulle vel en vis tillid til, før hun viste en person sin moders gravsted? Der var trods alt ingen anden, som hun havde ledt hertil, men på den anden side havde hun heller ikke et forhold til nogen anden end Damien. Læben bed hun ned i, som hun viste manden sin moders gravsted. Dette var vel på sin vis skæbnens time? Hvordan han ville reagere, vidste hun ikke, men hvis han oprigtigt havde elsket hende, ville det vel slå ham dybt.. Tavst så hun til, mens han reagerede og ej sagde noget. Skønt han ej sagde noget, måtte hans handling alligevel røre ved noget i hendes hjerte. For selvom han ej udtalte det, viste hans handlinger en vis sorg. Armene valgte hun at lægge om sig selv, alt imens hun så væk. Et sted følte hun vel, at dette var et privat øjeblik mellem ham og hendes moder? ”Hun døde under fødslen.. Damien har taget sig af mig lige siden,” begyndte hun stille at fortælle ham, skønt hun følte, hvordan hendes hals langsomt snørede sig sammen. Ej var hun vant til at fortælle folk sin historie, og derfor var det på sin vis også svært for hende, samt det måtte gøre ondt endelig at sige noget. Hun bed sig igen i læben, mens hun så ud over afsatsen. Herfra kunne man se hele Manjarno, som Paggeijabjergene var Manjarnos nordligste og højeste punkt. På sin vis var det vel også et passende sted af have begravet hendes moder, hvis hun virkelig havde været landets dronning? Hun tog en dyb indånding. ”Damien siger, at jeg ej må tale om min moders bortgang med nogen.. Han siger, at det vil gøre mere skade end gavn.” Om manden her var af samme opfattelse, vidste hun ikke.. En regents bortgang skulle vel være almen viden? Var det også af den årsag, at tumult havde begyndt at brede sig i selve landet? Fordi de havde mistet deres dronning? Hendes moder? Passede al dette virkelig? Hun mærkede, hvordan knuden i sit bryst blev ved med at brede sig.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I flere sekunder stod Salvatore bare og stirrede på den ensomme grav her på toppen af bjerget. Uden tvivl den bedste placering som de kunne give hende, også selvom det kun bekræftede, hvad han til nu havde været meget bange for: At hun virkelig var væk. Knuden meldte sig omgående i hans bryst og klemte om hans hjerte. Måske at det rent faktisk var det, som havde tvunget ham i jorden? Han knælede ved graven, kyssede sine fingre i tavshed og lod dem glide over stenene. Derefter sænkede han hovedet. Han græd ikke.. Ikke foruden den ene lille tårer som trillede ned af hans kind. Det efterlod ham med en dårlig fornemmelse. "Har jeg virkelig været væk i så mange år..." endte han dæmpet. Mest overraskende for sig selv, for han havde virkelig ikke set den komme. Han trak vejret dybt. Selvom han dog ikke kiggede på hende, så hørte han dog alle og hvert et ord, som hun fortalte ham. Han trak vejret dybt igen og vendte blikket mod hende. Damien var en som han skyldte sin tak... for at have taget sig af hans datter, så han ikke også skulle ende med at miste hende. Uanset hvad, så var hun jo hans datter! "Jeg skylder denne Damien meget.. for at have taget sig af dig.." Han rettede sig op endnu en gang, hvor han med en let bevægelse med hånden, fik en plante til at vokse frem fra de sten, som dækkede det eneste minde, som var om Denjarna.. Disse kredsede sig om hinanden, og dannede en beskyttende krans. En gave til hende fra ham.. Først der, vendte han sig mod hende. Øjnene blanke.. hans mine tom, men ellers intet.. Virkelig intet. "Han har ret.." sagde han blot. Landet var urolig nok i forvejen, og han turde slet ikke tænke på hvordan folk ville reagere, om de vidste, at hun rent faktisk var død. Han knyttede næven let.. Han var nødt til at holde sig stærk.. Det var bare hårdt.. virkelig hårdt. "Jeg... værdsætter at du viste mig det," sagde han endeligt. Han mente det dog.. Uanset hvor hårdt det var for ham at sige, var han glad for, at hun alligevel viste ham tilliden til at vise ham det her.

[Jarniqa Dynithril]

En anelse fra ham stod Jarniqa, som hun lod ham tage afsked med hendes moder. Underligt var det helt for hende at se, at andre end hende og Damien kunne blive rørt over denne her grav, men det var også fordi, at manden her var den første, som var blevet ledt hertil. Var der mon flere i verdenen, som ville sørge over hendes bortgang? Der ville vel være en vis folkelig sorg, hvis hendes moder virkelig havde været landets dronning.. Hun bed sig selv i læben, imens hun skuede ud over horisonten. Det var endnu svært at tage til selv.. Det virkede som om, at denne fremmede mand forsøgte at lave alt for mange omvæltninger på en og samme dag. De smaragdgrønne øjne vendte hun først mod manden igen, som han talte om Damien. ”Damien er al, hvad jeg har.. Han er som en far for mig,” sagde hun direkte. Sårende ord var det måske, da denne mand vidst var hendes biologiske fader, men af hjerte følte hun dog, at det var Damien som havde den plads hos hende. Han var nemlig den mand, som altid havde været der for hende. Han havde lært hende at gå, tale, bebyrde sig ovs. Denne mand her var derimod fremmed for hende.. At manden var glad for, at hun havde vist ham sin moders grav, var hun selv positiv over, men det betød vel også, at det var det? ”Du kan tage bindet for øjnene igen.. Så skal jeg nok guide dig ned for foden af bjerget, hvor du derfra kan søge hjem igen,” endte hun med at sige. Han havde trods alt fået den viden, som han ønskede, og derfor var det vel det? Han kendte hende ikke, samt hun tydeligvis ikke havde været planlagt fra sine forældres side, så hvorfor skulle han være interesseret i mere? Inderst inde tænkte han vel også bare, at hun var skyld i sin moders død.. En kvinde, som han havde holdt af. Af alle de årsager ville hun derfor ikke bebrejde ham for at ville tage af sted.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

For Salvatore var det uden tvivl rart at få lov til at se denne grav. Selvom han slet ikke havde forståelsen for, at hun rent faktisk var væk.. Alt det som hun havde haft at slås med igennem sit liv.. og nu lå hun der.. død. Han kunne virkelig ikke forstå det. Sorgen var tydelig at spore i hans øjne, selvom han virkelig gjorde hvad han kunne, for at holde igen. Det var svært.. Det var virkelig svært. At hun så derimod havde en anden som agerede som far for hende, var han naturligvis glæad for. Han trak svagt på den ene mundvig. Han følte vel et sted, at det var hans plads? Det var ham, som var far, og det var det som han holdt fast i, i den anden ende. Han trak vejret dybt. [collor=33ffcc]"Du har haft nogen.. og for mig, er det faktisk det vigtigste.. Jeg er ked af, at jeg ikke har været der,"[/Color] sagde han oprigtigt. Han lod endnu en gang blikket glide mod graven. Den var ensom.. men uden tvivl den smukkeste placering som de kunne give hende til den endelige hvile.
Klædet tog Salvatore op i sin hånd endnu en gang. Hans krop dirrede og sitrede. Det var virkelig hårdt for ham det her. Hvad var grunden til at hun ikke ville lade ham se vejen herop? "Jeg må ikke vandre med mit fulde syn, så jeg selv kan opsøge hende, når sorgen bliver for stor?" spurgte han med en rolig stemme. Naturligvis var det noget som gjorde ham trist.. men dog. Hvis det var det som gav hende en følelse af kontrol over situationen, så ville han gerne give hende det. Endnu en gang valgte han at tage klædet på og strammede det til, så det endnu en gang måtte blive sort for hans blik. Hænderne sænkede han roligt endnu en gang, og hævede så blikket endnu en gang, uden at være i stand til at se noget som helst. Han trak vejret dybt. "Vis mig vejen tilbage.." sagde han stadig roligt. For hans vedkommende, var han ked af det, men kæmpede for at holde det i sig. Denjarnas bortgang, var uden tvivl noget som ville bringe ham sorg i fremtiden, og særligt fordi at han virkelig havde været glad for hende. Han elskede hende jo.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa havde i den grad altid haft en hos sig. Ganske vidst var Damien ej hendes biologiske fader, men han vogtede over hende, som om han var. Derfor havde hun svært ved at sige, at hun følte et tab over aldrig at have haft en egentlig forældre, for på sin vis følte hun, at hun altid havde haft en. Derfor kunne hun ej heller blindt acceptere, at denne mand pludselig stod over for hende, og muligvis nu krævede den plads hos hende. Dog føltes det ikke således, som han nærmere fokuserede på hendes afdøde moder.. En handling, som egentligt ikke overraskede hende, da hun aldrig havde tænkt på sin biologiske fader som en, der ønskede hende. Dog gjorde også den tanke ondt et sted. Kortfattet trak hun på skulderne. ”Jeg lærte for længst, hvordan mit lod var, og jeg har lært at acceptere det,” svarede hun kortfattet. At der så kom en udestående meganisme, der forsøgte at lave om på denne realitet, havde hun dog svært ved at kapere.
Afvisende rystede Jarniqa på hovedet ved hans ord. Der var ganske vidst en stor sandsynlighed for, at han var hendes biologiske fader, og at han havde holdt af hendes afdøde moder.. Dog var det ikke ens betydning med, at hun stolede på ham. Det var vel også, hvad der kom ud af at leve med den mest paranoide mand på jorden? Af den årsag følte hun sig ganske enkelt ikke tryg ved at vide, at denne mand til hver en tid ville kunne tage herop, og med hvem end han ville. ”Som du selv var enig i.. hendes død skal holdes hemmelig,” svarede hun blot, alt imens hun så til, at han igen tog bindet for øjnene. Denne handling gjorde også, at hun igen trådte om bag ham, så hun let kunne puffe til ham, så han denne her gang bevægede sig ned af bjerget. Længere ville denne tur blive, som de denne her gang ikke ville stoppe ved Benden, men derimod helt nede ved bjergets fod. Det var trods alt også bedst, at han heller ikke kunne finde frem til Benden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde virkelig svært ved at skulle stå i en situation som denne. Denjarna var død, han var blevet far, og han stod nu foran hendes grav, og havde muligheden for den afslutning, som han slet ikke vidste, om han var klar til. En anden mand havde taget en plads som far i hendes liv, men det vigtigste for ham, var at der havde været nogen til at tage sig af hende, nu hvor han ikke havde været i stand til at gøre det. Han trak vejret dybt. Hendes lod i livet? Det var virkelig en hård udtale. "Og dog har du haft mulighederne, og du har haft en til at tage sig af dig," sagde han med en rolig stemme. Naturligvis var det trist at det skulle tage denne drejning. Han ønskede jo at lære hende at kende.. som sin datter eller en bekendt, for det var bestemt heller ikke fordi at han var ligeglad med hende, for det var han da godt nok heller ikke.
Hun ville ikke lade ham søge herop igen. Et sted var det en tanke som gjorde ondt, for han ville da til tider have brug for at finde stedet her igen. Han sukkede let, og tog klædet på igen og efterlod sig selv fuldkommen blind. Han blev stående, indtil hun endte med at puffe ham frem. Han kunne jo heller ikke rigtigt sige hende umod. At hun så derimod fulgte ham længere ned af bjerget, lagde han temmelig hurtigt mærke til. Han trak vejret dybt og sænkede blikket en anelse. Han flyttede fødderne ganske forsigtigt, for ikke at ende med at falde. Han måtte jo stole på hende, nok til at vide at hun ville føre ham ret sted. "Du fører mig ikke bare til Benden, kan jeg fornemme.." sagde han endeligt. Han havde drejet langt flere gange allerede, end hvad han havde gjort til nu. Han trak vejret dybt. Hvor var han dog bare fristet til at fjerne det klæde igen, så han kunne se hvor de var på vej hen!

[Jarniqa Dynithril]

”Ja, jeg har altid haft én, som har værnet om mig, og for det kan der ikke sættes ord på mit forhold til Damien. Det burde dog ikke have været hans lod i livet at agere fader for en, som ikke var hans egen,” sagde Jarniqa direkte. Hun holdt uden tvivl af sin værge af hele sit hjerte, men det burde dog ikke have været ham, som skulle have ageret forældre for hende. Det burde have været hendes egentlige forældre, men der var hendes historie også det mere kompliceret. Hendes moder havde nemlig mistet livet under fødslen, hvor hendes fader aldrig havde været der. Hun forventede dog heller ikke længere, at han ville være der for hende. Det skib havde sejlet med årene.. Undrende kastede hun et blik på mandens ryg, som hun ledte ham ned af bjerget. Havde han ikke forstået det den første gang, som hun havde givet ham beskeden? Tydeligvis ikke.. ”Det har jeg allerede fortalt,” sagde hun sigende. ”Jeg vil føre dig ned til bjergets fod, så du kan drage hjem.. Jeg har desuden hørt, at der er tumult i Ityrials gader, så hvad end din pligt på slottet er, må det være der, som du hører til.” Det var vel også, hvad han selv ønskede? At vende hjem? Han havde tydeligvis et liv, som han havde brug for at få på plads igen, og det liv var ikke i Benden, men i Ityrial. At hun i virkeligheden selv hørte til der, havde hun endnu svært ved at tro. Hende.. en prinsesse? Det lød ligeså utvivlsomt som at sige, at himlen var rød og ej blå. Desuden, hvad end hun var det eller ej, tvivlede hun på, at hun blot kunne vade ind på slottet og proklamere sig som landets prinsesse. Og desuden.. hun vidste end ikke, hvordan prinsesser var, men hun tvivlede på, at de agerede som tyve og havde hendes opførsel.