Father and daughter..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Jarniqa Dynithril - Salvatore ’Kenara’ Salizmira

---

Salvatore vågnede brat.. Hvor pokker han var endt henne, vidste han virkelig ikke. Han havde været meget rundt på gulvet, siden han var reddet fra Warlockerne af nogle som han endda kendte.. Magikere, som endnu ikke havde vendt ham ryggen på trods af det, som var sket i Procias. Han kneb øjnene let sammen, og forsøgte at rejse sig.. En drage.. Det var egentlig det sidste som han kunne huske! Let vendte han sig i bunken af græs og halm, inden han lod hånden søge direkte over hans ansigt. Han prustede ganske let. Han var endnu godt øm, men hvad pokker.. Han kunne mærke noget, så måtte han vel stadig være i live? Det var jo det vigtigste i hans øjne, så det var der heller ikke rigtigt nogen tvivl om, når det endelig var det.
Forsigtigt satte han sig op. Ar og mærker, prydet uden tvivl hans krop fra top til tå, da man heller ikke ligefrem kunne sige, at warlockerne havde været milde ved ham, men han havde holdt stand, og det havde så sikret ham hans egen overlevelse på må og få, hvilket han uden tvivl var forbandet glad for. Men hvor var han nu? Han trak vejret dybt. I forhold til det øvrige Manjarno og verdenen generelt, var her stille.. Skræmmende stille, og han vidste bestemt ikke, om det var noget, som han brød sig om eller ej, men det var vel sådan noget, at tiden ville komme til at vise ham? Forsigtigt rejste han sig. Det var ikke det fineste hus han var endt i, men hvordan pokker han var endt der i udgangspunktet, kunne han jo heller ikke ligefrem sige.

Salvatore rynkede let på næsen. Dragens greb havde klemt om hans bryst, og efterladt ham med ømme ribben. Han kunne i hvert fald godt mærke, at det var ubehageligt at bevæge sig for meget. Men nok om det.. Livet havde han da tydeligvis fået lov til at beholde, og for ham, var det faktisk det vigtigste, hvis han endelig skulle sige det. Han nåede en dør og åbnede den. Det hele lignede jo mere eller mindre en ruin. Benden? Var han måske endt der? Blot havde han hørt om det forfaldne samfund igennem de sidste rigtig mange år.. Var det virkleig sådan at det så ud nu?

[Jarniqa Dynithril]

Roligt traskede Jarniqa ned ad den øde gade der udgjorde en del af Benden. Aldrig var der nogen at støde ind i her. Engang havde gaderne muligvis vrimlet med legende børn, mens konerne stod i køkkenet, og mens deres mænd arbejdede, men ikke længere.. Nu var der kun hende og Damien at finde her. Det var uden tvivl en trist skæbne for byens vedkommende, men for Damien og Jarniqa? Ja, for dem var det ganske belejligt. I hvert fald set med Damiens øjne. Selv ville hun nemlig ej have beklaget sig over, hvis der havde været andre her at tale med. Der var trods alt kun hende og den helt del ældre mand end hende. Hætten skubbede hun roligt af hovedet, som hun nu nærmede sig deres hus. Skønt hun endnu var ung var det allerede nu til at se, at hun var en ung køn kvinde. Hvis man havde kendt hendes moder, ville det også være let at drage parellelen, som hun havde sin moders ravnsorte hår og mørkelviske æstetik. Øjnene derimod havde hun eftersigende arvet fra sin fader, som hun end ikke kendte, men som hun vidste Damien søgte. Tavst stoppede hun op, som hun nåede døren til sit hjem. Ej behøvede hun at finde en nøgle frem, da det trods alt kun var hende og Damien i byen her. Desuden, var det end ikke deres eget købte hus. Let puffede hun døren op, hvor hun ufortvivlet bevægede sig inden døre. Hurtigt spændte hun kappen op, så hun kunne hænge den på en af knagerne i gangen, så hun kun stod iført sin skovgrønne buksedragt. Hun bevægede sig videre ind i huset, hvor hun stoppede brat! Hvem var det?! Hvad lavede han i deres hus?! Paralyseret stirrede hun på den fremmede mand, som befandt sig i en af døråbningen. Febrilsk kastede hun et par blikke omkring. Hvorfor ejede de ikke nogen forbandede genstande?! Selv mærkede hun, hvordan pulsen steg i hende og som det hændte, dukkede der pludselig en vase op i hendes ene hånd. Hvor belejligt.. ”Hvad laver du her?!” råbte hun ad ham, inden hun per automatik kylede vasen efter den fremmede mand. Var han mon den egentlige ejer af huset? En forbipasserende? Eller en røver måske?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore følte sig fuldstændig rundt på gulvet, efter at være vågnet på et komplet fremmede sted, og det kun med et minde om en kæmpe drage, som havde taget voldsomt om ham, med sine støre klør og bare var fløjet væk.. Ja, hvad der var sket under vejs, kunne han faktisk ikke huske, og nu stod han her.. Ud fra hvad han kunne se, var han i hvert fald stadig i Manjarno, og det kunne jo nærmest kun være det forladte Benden, som der var tale om.
Længe stod han blot og betragtede sig af de omgivelser, som han nu var omringet af, så han slet ikke lagde mærke til tilstedeværelsen af et yngre individ.. Ikke før hun begyndte at råbe af ham om ikke andet. Han drejede hurtigt blikket mod hende, hvor han dog ikke var et sekund i tvivl... "... Denjarna.." Det var det sidste han nåede at sige, inden vasen ramt ham direkte i ansigtet.. knuste og tillod ham at gå i gulvet igen. Blodet løb.. ganske let nedover hans pande og tinding, da han endelig tog sig til det. Han klemte øjnene sammen. Han vidste jo ikke ligefrem hvad han lavede der, for han havde ikke fundet ud af det! Han trak vejret dybt, inden han drejede rundt, i et forsøg på at komme op at stå igen. Nu på vaklende ben. Han var øm og tæsket nok i forvejen, og nu kunne han da for alvor mærke det på sin egen krop. Han vendte sig mod hende igen. Denjarna.. Det var det første som poppede op i hans hoved. Han blinkede med øjnene. Beslægtet? Det måtte de jo næsten være. "Denjarna... siger det navn Dem noget..?" Han var bare nødt til at spørge. Den kvinde havde været den, som han havde haft mest inde på sit eget liv, og dette var heller ikke noget som han ønskede at lægge skjul på. Ja, han havde rent faktisk haft et meget ømt punkt for landets dronning, og ville næsten påstå at han.. havde elsket hende, som de andre slet ikke havde været i stand til at gøre det, hvilket uden tvivl kunne mærkes nu. Han vaklede og stødte af mod en mur. Han havde det faktisk temmelig dårligt.. svimmel, og var øm. Han gled ned at sidde, også selvom han endte i skår af den vase, som hun havde kastet efter ham. "Jeg ved ikke hvad jeg laver her.." svarede han endeligt, da det gik op for ham, at hun rent faktisk havde råbt noget efter ham. Han var bragt hertil.. Hvorfor, det vidste han jo ikke.

[Jarniqa Dynithril]

Hvem denne fremmede mand var, vidste Jarniqa ikke, men ud skulle han! Hende og Damien havde gjort stedet her til deres grund, og derfor havde denne mand intet at lave her! Hvor var Damien henne? Havde denne fremmede mand gjort ham ondt?! Hun mærkede, hvordan vreden steg i hende. Vasen hun pludselig fremdrog og kylede efter ham, landede som et pletskud i hans ansigt. Selv havde hun ikke nået at høre, hvad manden havde fremstammet lige inden slaget, som hun blot havde hørt, hvordan vasen havde splintret mod hans ansigt, samt derefter hørt, hvordan hans tunge krop havde faldet pladask imod gulvet. Langsomt banede der et selvsikkert smil frem i hendes mundvige. Dette forløb sig jo lige efter hendes hoved! Håbefuldt vendte hun blikket ned mod sin hånd. Den hånd som for et kort øjeblik siden havde været fuld af en vase. Opmærksomt betragtede hun sin hånd, som hun ønskede, at en ny vase gjorde sin opdukken, men … intet skete. Hendes håndflader forblev tomme.. Pokkers! Pludseligt vendte hun blikket frem mod den fremmede, som han nævnte det navn, som hun vidste var sin moders. Øjnene kneb hun sammen. ”Hvorfor kender du min moders navn?” råbte hun efter ham, imens hun fjendtligt måtte se til, mens han langsomt fik førligheden tilbage. Godt så.. Så måtte han også have kræfterne til at skrubbe af! At han dernæst sagde, at han ej vidste, hvad han lavede her, fik hende til at tænke to ting: drukkenbolt eller løgner, og ingen af tingene brød hun sig særligt meget om. Blikket kastede hun hurtigt til siden, hvilket fik hende til at springe over mod væggen. I farten fik hun grebet sin langbue, samt en pil, som ellers havde stået nydeligt op ad væggen. Hurtigt tog hun sigte, som hun hurtigt afbalancerede buen perfekt i sine arme, mens hun spændte en pil på. ”Hvis ej du er ude om 10 sekunder, sidder den første i dit øjeæble,” begyndte hun krigerisk, alt mens hun nøjsomt forberedte sig på, hvad hun havde sagt. En god skytte var hun, som hun besad elvernes snilde, og derfor vendte pilens spids allerede imod hans ansigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Med blodet løbende ned af ansigtet, følte Salvatore sig kun endnu mere forvirret, end hvad han havde været for bare et øjeblik siden, da han var vågnet. Hvor han var og hvad pokker han egentlig lavede der, vidste han ikke, men der var noget ved denne pige, som han ikke lige kunne sætte en finger på. Hun var datter af Denjarna? Det kunne ikke passe... Havde han virkelig været væk i ... så mange år? Han blinkede let med øjnene. Et sted gav det mening og dog.. Han kunne mærke det magiske i hende, da det jo nærmest appellerede til ham selv.. Næsten som om at tiøren faldt allerede ved den tanke.
Derfor endte han på bagen op af væggen. Hans krop rystede. Denjarna havde en datter og... han... var far? De klare tegn efter hende, kunne han uden tvivl godt se i denne yndige unge kvinde. Hun kunne da ikke være særlig gammel kunne hun? Som hun yndefuldt kom op af væggen og greb til buen og spændte den i hans retning, måtte han alligevel stirre på hende. Han var jo ikke ligefrem et individ, som var ude på at gøre nogen som helst noget ondt! Og det ville aldrig nogensinde komme til at ske! Svagt bed han sig i læben, inden han satte hænderne mod væggen, for at rejse sig. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Det var hans datter.. han.. han havde rent faktisk en datter? Han trak vejret dybt. Uanset hvem denne drage havde været, var ikke noget som han selv var kendt med, men.. der havde vel været en mening med det hele. "Jeg finder det.. skæbnesvangert.. De.. De er hendes datter.. Min datter.." Han vendte blikket væk fra hende. Nej, han var ikke ude på at få en pil i hovedet med, men han var der jo heller ikke fordi at han var ude på at gøre hende noget ondt. Aldrig kunne han finde på at gøre hende noget ondt, når hun kun nu stod der og forsøgte at forsvare sig mod ham. "En.. drage førte mig hertil.." Han vendte blikket mod hende igen. Det kunne godt være, at det lød komplet tåbeligt, men det var jo sandheden. Han var virkelig blevet ført dertil, af et væsen som siges at være udryddet og uddød. Men denne havde ej været det. Han rettede sig op og tørrede hånden igen let over hans pande og bryn, som havde lidt skade efter den vase, som hun havde kastet efter ham. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere.

[Jarniqa Dynithril]

Kølige var Jarniqas smaragdgrønne øjne, som de afmålt hvilede på den fremmede skikkelse. Meget så han ej ud af, som han alt i alt så ufatteligt afkræftet ud. Det kunne hun dog ikke gøre noget ved, da hun blot ønskede at sikre sin og Damiens tilværelse. De havde nemlig ikke just midlerne til at brødføre andre end dem selv. Selv vidste hun desuden, at Damien end ikke besad interessen for at være i selskab med andre end hende.. Pilen holdt hun skarpt på kornet, som buestrengen var spændt til det yderste. Selv kunne hun tydeligt mærke i sine fingrer, hvordan pilen tiggede og bad hende om at komme af sted, og for at være ærlig, så var hun tilbøjelig til at lade den. Alligevel syntes hun at blive ganske stum, som manden fortsatte sin talestrøm. Hans datter. Var denne mand den mystiske fader, som Damien havde brugt dage på at finde? Hun mærkede, hvordan pulsen steg, og hvordan det også helt fik møblerne omkring dem til at vibrere. Havde Damien virkelig gjort det umulige? Havde han opsnuset hendes biologiske fader? Opmærksomhedsvækkende begyndte stuens lænestol og brod beklagende at banke mod gulvet, alt imens hendes fingrer på buen rystede svagt. ”Jeg vil sige det samme til dig, som jeg sagde før.. Gå nu,” fortsatte hun alligevel advarende. Hun havde udtrykkeligt sagt til Damien, at hendes fader ej havde en plads i hendes hjerte, og at hun muligt kunne have en plads i hans! Alligevel syntes det ej at have stoppet hans eftersøgning, og hvad værre var, så havde han bragt manden til deres hjem.. Deres hjem! Det var deres sted. Selv vidste hun, at han ville blive rasende på hende, hvis hun en dag bragte en med til hoveddøren, og nu havde han gjort lige netop det! Hvad værre var, at manden var inde i selve deres hus. Øjnene kneb hun beslutsomt en anelse sammen. ”Damien leger med sager, som han ej burde rode sig ind i,” svarede hun blot, inden hun slap pilen, så den arrigt fløj i hans retning.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore stirrede på denne unge kvinde. Han kendte jo end ikke hendes navn. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Magien i hende appellerede uden tvivl til hans egen, og det var noget som han uden tvivl godt kunne mærke på sig selv. Hans blik hvilede på hendes skikkelse.. Han stod nærmest og stirrede. Var det derfor dragen havde bragt ham hertil? Så han kunne møde sin.. datter? Den tanke var fuldkommen surrealistisk, og det var helt klart svært for ham i det hele taget at acceptere bare sådan uden videre, for han kunne uden tvivl godt mærke det på sin egen krop og sit eget sind, at det var helt... galt på det punkt! Hvor gammel var hun? Han vidste jo virkelig ikke noget som helst.
Han havde ikke tænkt sig at gå.. Hans hjerne arbejdede slet ikke så hurtigt lige nu, som den ellers ville have gjort.. Han nåede kun at vende blikket mod hende igen, som hun slap buestrengen og pilen blev sendt efter ham. Håndfladen åbnede han, hvor pilen stoppede lige foran den.. og blev holdt i luften foran ham. Hovedet lod han søge på sned. Uden tvivl havde hun sin moders ynde som en Mørkelver.. Han havde hørt at hun var forsvundet.. men andet havde han rent faktisk ikke hørt. Han vidste slet ikke noget som helst, og gik egentlig kun rundt hvor han var fuldkommen forvirret.
"Du har din moders ynde," sagde han med en rolig stemme, hvorefter han lod pilen falde til gulvet og igen lod hånden falde. Det var virkelig hårdt for ham at gøre brug af magi lige nu, men det skulle nok komme, ikke sandt? Han trak vejret dybt, inden han lod blikket vendes i retningen af hendes skikkelse. Det var virkelig ikke til at finde ud af.. Han kunne slet ikke finde ud af det her. "Damien..?" endte han. Hvem pokker var det? Han kunne slet ikke finde ud af det. Igen lænede han sig op af væggen. Han burde måske.. tage herfra? Han kunne slet ikke finde ud af hvordan han skulle reagere lige nu! Han var fader... rent faktisk til... landets prinsesse!

[Jarniqa Dynithril]

Pilen sendte Jarniqa af sted efter den fremmede mand, skønt manden meget vel kunne være hendes biologiske fader. Faktum var dog, at hun ej kendte ham, samt at det ej var hende, som havde sendt bud efter ham. Det havde Damien, som han havde været besat af ideen om, at hun behøvede hjælp fra sin kære fader. Problemet derfra var så, at hun aldrig havde haft den samme ide. Hendes opfattelse af sin mystiske fader var, at han aldrig havde ønsket hende, og at hun derfor kunne finde hjælp andetsteds. Desuden, var denne her mand overhovedet hendes fader? Ganske vidst fornemmede hun noget ved ham, som hun til tider fornemmede i sig selv, men ligegyldigt kunne det også være! De lyserøde læber strammede hun, som pilen stoppede foran hans hoved. Han havde magi.. Ligesom hende.. ”Tal ej om hende!” bed hun af ham. Ganske vidst havde hun aldrig mødt sin moder, men alligevel.. Hvis denne mand virkelig var hendes fader, havde han forladt hendes moder, og af den årsag kunne han ikke være noget mindeværdigt i hendes øjne. Behændigt bukkede hun sig en anelse ned igen, så hun igen kunne gribe en pil og spænde den for buen. Han havde muligvis pareret den ene, men udmattet så han stadig ud og derfor var det ej sikkert, at han fandt overskuet til at kæmpe imod hende. Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”Damien tror måske, at du kan hjælpe mig, men der tager han fejl.. Der vil være andre derude, som kan,” svarede hun ham stædigt igen. Selv vidste hun nemlig, at Damien havde ønsket at finde hendes fader, så manden kunne hjælpe med at kontrollere den stærke magi, som hun besad. På det punkt så hun dog sig uenig med sin værge, og det var skønt, at det allerede nu var til skue, at hun ej kunne kontrollere den. Møblerne omkring dem fortsatte nemlig beklagende med at vibrere og banke mod gulvet i takt med hendes uvilje.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var træt.. Han havde været underlagt warlockernes mørke tortur i frygtelig lang tid, og var selv fuldkommen forvirret omkring det som skete foran ham. En løbsk teenager, som tilsyneladende ikke havde nogen rammer at bevæge sig indenfor.. som gjorde skade på andre - eller forsøgte på det om ikke andet, fordi at hun ikke fandt det værdigt, at han var der. Pilen faldt til gulvet, som han bakkede mod væggen og stillede sig der i stedet. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han kunne mærke det.. Den energi som løb i hendes årer, var den samme, som måtte løbe i hans. "Hvor... er hun?" spurgte han denne gang. Siden det var ham et forbudt emne at omtale, måtte han jo for pokker få at vide, hvor hun måtte være henne. Han havde dengang skænket hende en rose, så hun vidste, om noget var sket ham. Havde hun reageret på den? Var der sket noget i mellemtiden? Han vidste det jo ikke.
Endnu en gang hørte han buen spænde, og det fik ham igen til at vende blikket i hendes retning. Det hele rumlede og vibrerede under hans fødder. Kunne hun overhovedet kontrollere den magi som var i hende? Han trak vejret dybt, og skubbede sig en anelse væk fra væggen endnu en gang. Han kiggede på hende. Var der nogen kontrol? Nogen til at hjælpe hende med det? Var det måske det dragen havde været ude på? Var dragen Damien? Der var så mange ubesvarede spørgsmål, men derimod mange klare svar. "Du kan ikke kontrollere magien som løber i dine årer... kan du?" Han vidste at det var hårdt.. og hvis hun var hans datter.. så måtte han jo have været væk i lang tid. Han ønskede bestemt heller ikke, at se hans eget blod miste kontrollen, da han vidste hvor farligt det var, når den slags overhovedet skete, og den tanke kunne han virkelig ikke have. "Sænk buen.. Jeg vil ikke gøre dig noget ondt.." afsluttede han. Han havde jo intet gjort.. Det var jo rent faktisk hende, som havde gjort alt det andet overfor ham.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene holdt Jarniqa knebet en anelse sammen. Der var nemlig intet givent tidspunkt, hvor hun sænkede paraderne for at lade ham komme til. For alt hvad hun vidste, var han nemlig ej en mand, som kunne bringe hende noget godt. Der var ganske vidst en chance for, at han var hendes fader, men selv hvis han var det, havde hun altid klaret sig uden ham.. og det havde hendes afdøde moder tydeligvis også. Derfor var der vel næppe noget, som hun kunne bruge ham til? ”Hvilken interesse har du i det?” spurgte hun ham koldt og afmålt igen. Hendes fader og moder havde ej dannet par. Derudover havde hendes fader ej været til stede ved hendes fødsel, så kunne hendes forældre virkelig have haft et stort episk forhold til hinanden? Næppe.. Derfor fastholdt hun ham også på kornet af pilen. At han derfra begyndte at italesætte hende, brød hun sig bestemt ikke om! Han havde intet forhold det hende. Han kendte hende ikke. Derfor gav hun ham ej tilladelse til at tale til hende, som havde de et forhold til hinanden! Han var fremmed for hende.. De var fremmede for hinanden. Buen sænkede hun en anelse, men også kun for, at hun i stedet for kunne sige på noget andet.. Pilen slap hun endnu engang, hvor den denne gang hylede ned mod hans ben, hvor den advarende gik i gak i gulvet mellem hans fødder. Det kunne måske vise ham, at han havde ingen magt her! ”Igen.. hvilken interesse har du i det? Hvis du er, hvem jeg tror du er, er det for sent at bekymre sig efter 15 år,” bed hun af ham, men nej.. Hun kunne oprigtigt ikke kontrollere sine evner. De løb ligeså frit, som hendes følelser gjorde. Kynisk sendte hun ham et smil, inden hun igen greb efter en pil. ”Sænk buen for du vil ej gøre mig noget? Meget bekendt har du end ikke overhånden,” svarede hun ham blot, alt imens hun igen spændte pilen for buen. Hvorfor havde Damien dog også belemret sig med at blande sig ind i sager, som ej var hans?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatores alarmer gik for alvor igang, da denne unge kvinde, ikke ville fortælle ham, hvor han kunne finde dronningen af Manjarno. Ganske vidst havde han hørt, at hun var forsvundet, men det var jo så rent faktisk det eneste, som han havde hørt. Hun kunne da være gået under jorden eller andet? Det var i hvert fald det, som han håbede på, og ikke alt det andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Din moder er mig en kvinde nært til hjerte.. Jeg ønsker at finde hende." Et sted måtte han jo kun frygte, hvad hun egentlig kunne fortælle ham, men han havde virkelig brug for at få hende fundet, og det var det eneste, som egentlig vægtede nogen betydning.
Nej, ham og Denjarna havde måske ikke ligfrem været et par ud af til det offentlige, men privat og i det personlige, kunne man vel næsten sige, at det var noget, som de havde indledt på daværende tidspunkt? De stunder som de delte, når ingen andre kiggede, havde uden tvivl været fantastiske.. Ja, han havde haft følelser for hende, velvidende om, at det ikke var noget som han kunne gå offentlig ud med, hvilket næsten var det værste af det hele. Pilen som satte sig direkte mellem hans fødder, fik ham til at stå fuldkommen stille. Magien var svær for hende at håndtere. Han kunne jo mærke det. Var der overhovedet nogen, som kunne hjælpe hende med det? De grønne øjne gled mod hendes skikkelse, hvorefter han denne gang valgte at bakke en smule mere væk fra hende. Han var jo ikke ude på noget.. Men var hun klar over konsekvenserne, hvis den magi i hende, fik lov til at få frit slag? Det ville kun ende med at gå helt galt. Han trak vejret dybt. Han var måske ikke i stand til at tage kampen op med hende lige nu, men han burde måske? Hun var jo for pokker hans datter. Ikke at det var sådan her, han havde tænkt sig, at skulle finde ud af det, og det var det, som næsten skræmte ham mest et eller andet sted. Hans blik gled mod hende. Han var træt.. Han var slet ikke ovenpå endnu, efter det som han selv havde været igennem, og han kunne mærke det. Hans hånd sænkede endnu en gang. Han følte næsten hvordan hans krop var faldet hen.. Han var træt.. virkelig træt. "Er det muligt at tale om dette på fredelig vis? Jeg ved ej hvem der har bragt mig her.. men jeg forstår nu.. hvorfor.." endte han sigende. Han var bragt hertil på grund af hans datter. Det var da så småt ved at gå op for ham nu.

[Jarniqa Dynithril]

Hendes moder var en kvinde, som havde stået hans hjerte nært, og nu ønskede han at finde hende. Ja, Jarniqa havde al mulighed for at sige, at han kunne leve forgæves til evig tid, men om hun stolede på ham? Ikke just.. Generelt stolede hun ikke på folk, men det var vel også blot, hvad hun havde lært fra Damien? Han havde lært hende, at de kun havde hinanden og at resten af verdenen ville gøre dem ondt. Ganske vidst havde han også sagt, at hun kunne stole på sin fader, men var den mand virkelig den person, som stod overfor hende lige nu? Desuden havde hun også altid sagt til Damien, at hun ej ønskede at have sin far. Hun mente nemlig selv, at hun havde nok i den mand, som altid havde været der for hende. ”I så fald kan du lede efter hende til resten af dine dage,” svarede hun ærligt, men kortfattet. Damien havde trods alt været den som havde bragt manden ind, så hun kunne vel godt give ham lidt.. kunne hun ikke? Dog måtte hun stadig være ufatteligt afvisende overfor manden, som hun stod overfor. Af den årsag måtte hun også se sig tilfreds med, at han veg en smule væk fra hende. Han var ej ønsket her, og det ønskede hun også, at han vidste. For meget var det nemlig at forlange, at hun ville te sig som den kærlige datter for ham, hvis han da virkelig var hendes fader. ”På fredelig vis? Du er på privat grund, og jeg har ej budt dig velkommen.. Damien ønsker dig muligvis her, men han er tydeligvis ikke til stede. Derfor må det være mine regler, som gør sig gældende,” svarede hun spidst igen. Videre høflig agerede hun ikke just, som hun derimod agerede meget selvstændigt og egenrådigt. Præcis ligesom hendes moder i hendes yngre dage.. Det var meget muligt, at hun aldrig havde mødt sin moder, men alligevel delte hun mange af hendes træk. Ikke kun, hvad hendes ydre angik, men også hvad hendes personlighed angik.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denne unge kvinde, var slet ikke interesseret i at hjælpe ham, hvilket Salvatore hurtigt havde fundet ud af. En skam. De kunne ellers have hjulpet hinanden godt på vej. Siden hun ikke sagde ham noget, frygtede han ærlig talt, at det værste var kommet til at ske for Denjarna.. Og den tanke kunne han ikke bære. De følelser som han igennem tiden, havde næret for hende, var store.. Han vendte blikket væk fra hende og med et tungt suk. Han var ærlig talt for træt til at tage den diskussion med hende. "Du kan ikke hjælpe mig lidt på vej, så jeg rent faktisk kan finde hende?" spurgte han med en sigende mine, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvorfor så vred? Han havde jo intet gjort hende.
Uanset hvem denne Damien var, var det en person, som han var nødt til at finde og snakke med. Naturligvis glad for, at nogen havde været omkring hans datter, nu hvor han i det hele taget slet ikke havde vidst, at hun havde eksisteret. Om han havde gjort det, havde han nok handlet på andet vis. Han ville ikke bare gå... Der var noget her, som gjorde ham forvirret, og det var vel derfor at han stædigt blev stående, selvom han var nem at slå i jorden lige nu? "Hvis det vil stille dig tilfreds, så lad mig forlade din grund og søge udendøre. Jeg er her ikke for at gøre dig ondt," gentog han igen. Det eneste, som han i princippet havde gjort, var at forsvare sig, hvoraf hun derimod, havde kastet ting efter ham, og gjort brug af våben. Han så meget af Denjarna i hende.. hvilket næsten var det mest uhyggelige ved det hele. Hvor var hun, siden hun ikke var omkring denne unge kvinde? Igen forsøgte han at gå mod hende.. for at komme tættere på døren, som hun måtte være kommet fra. "Jeg ønsker ikke at gøre noget, andet end at søge de svar, som jeg har brug for.. er det svar du kan give mig?" spurgte han denne gang. Ja, han var interesseret i at vide hvor pokker Denjarna var henne.. som han også ønskede at vide hvem hun var.. også som hans datter.

[Jarniqa Dynithril]

På sin vis føltes det som om, at manden var oprørt over, at Jarniqa ikke gav ham nogen svar. Dog var det ikke så underligt igen, at hun handlede således, da hun var blevet opdraget til ikke at stole på nogen. Ikke på andre end Damien. Ganske vidst havde hendes værge udtalt, at hun måtte ligge sin lid til sin ukendte fader, men svært var det nu engang at lave om på vaner, når de endelig var der. ”Som sagt vil eftersøgningen blive lang, hvis du begiver dig ud efter hende,” gentog hun fra før. Ja, søgningen ville blive lang, som hendes moder aldrig ville være at finde. Den kvinde var nemlig ej at finde på jordens overflade, men derimod under det. Derudover lå hun et sted, hvor kun Jarniqa selv og Damien vidste, hvor var. Damien havde nemlig altid sagt, at det var sikrest, hvis denne sandhed blev holdt skjult. At manden dernæst sagde, at han rent faktisk ønskede at søge ud var ord, som uden tvivl behagede hende. Dette sted var nemlig det eneste sted, hvor hun og Damien kunne vide sig tryg, og derfor brød hun sig bestemt ikke om ideen om at blive invaderet. Kort for hovedet nikkede hun. ”Søg udenfor og bevis, at du intet ondt ønsker mig,” sagde hun kort for hovedet, for nej.. Hun stolede ikke på ham. Underligt kunne det dog ikke være, da det var de færreste som nød tanken om ubudne gæster. Behændigt valgte hun at træde til siden, så hun søgte om bag stuebordet, som han valgte at komme tættere på. Det var trods alt udgangen, som hun havde givet ham tilladelse til at komme tæt og ej hende. Blikket holdt hun på ham. ”Hvordan kan vide mig sikker på dig? Hvordan ved jeg, at jeg kan stole på dig?” spurgte hun sigende. Hun var nemlig med garanti i stand til at give ham svar på nogle af sine spørgsmål, men spørgsmålet var bare, hvorfor hun skulle hjælpe ham? ”Og selv hvis jeg kan stole på dig, hvorfor skal jeg så hjælpe dig? Hvis du virkelig er, hvem du siger du er, samt hvem jeg tror du er, så efterlod du både mig og hende.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Naturligvis vakte det Salvatore en frustration, at hanikke kunne få et klart svar på, hvor han kunne finde Denjarna. Noget sagde ham nemlig, at noget frygteligt var sket hende, og at noget frygteligt ville ske landet her. Ej en tanke som han måtte bifalde, men det var noget, som han for nu, måtte lære at leve med. Hans blik hvilede på hende. Hun ville ikke hjælpe ham. Det kunne han så tydeligt se og mærke det på hende. "Det ville være mere behjælpeligt, hvis du kunne fortælle mig mere konkret, hvor jeg skulle starte min søgen," sagde han roligt. Han lod sig ikke hidse op. Det ville vel kun gøre ondt værre? At det derimod ville hjælpe hende, at se ham søge ud, var noget som han godt kunne imødekomme. Han var heller ikke lide, at stå med ryggen mod muren, som han nu følte, når han stod indenfor, og nu hvor hun var hans datter, ville han ikke gøre hende noget ondt. Han var i forvejen ikke meget for at gøre ondt. Han nikkede. "Så lad mig søge udenom dig, og forbi, så jeg kan komme ud.." Han bevægede sig roligt mod udgangen. Han gik nemlig ud fra, at det var den vej. Det var hende, som havde overtaget i denne situation, da det var hende som stod med våben i sin hånd. Han stoppede op ved udgangen, og vendte sig mod hende. Han havde forladt hende og Denjarna? Det var på ingen måder, sådan at det hang sammen! "Jeg har ikke forladt nogen af jer.. jeg vidste ikke, at du var til.. Jeg vidste ikke at Denjarna ventede dig.." begyndte han, inden han søgte videre ud. Han havde jo lovet at søge udendøre, og hvis det gjorde hende mere rolig, så måtte han jo imødekomme det, efter bedste mål og vilje. "Jeg påtog mig personligt en vigtig opgave, om en alliance mellem Manjarno og Imandra.. De fangede mig på min hjemfærd.. Jeg er først for nylig sluppet ud ved hjælp af min egen race," forklarede han ærligt. Warlockerne havde tortureret ham.. udnyttet ham.. set hvad det manglende lys gjorde ved en mand som ham.. men aldrig knækket ham. Vidste hun i det hele taget, at hun var prinsesse af landet her?