Just a freak like me?

[Deleted]

S: Dvasias, Marvalo City
V: mørkt og koldt, frostgrader

Dette var tredje gang han var i byen. Han huskede det hele ganske klart. Allerførste gang han kom til byen var ikke blot for at have været der, men lige så meget fordi den var fuld af...Mystik og hemmeligheder, skjulte ritualer og warlock, et folk der for ham altid havde symboliseret noget mystisk og magtfuldt, fuld af magi og sådanne ting. Sandt var det, at han var blevet voldsomt skuffet. Dette var hans tredje tur igennem byen og han havde intet mødt af disse spændende ting. Første gang havde han overvundet en warlock for at bruge ham som legetøj, med en anden dødsengel han havde fundet her. Anden gang havde han mødt den, formentlige, bedrageriske Kimeya. Og tredje gang var så nu. Lige her, hvor han mere eller mindre vandrede på må og få, som håbede han at falde over noget nyt, noget mystisk, noget spændende.
Han havde skam travlt. Han var en forfærdelig travl mand og han var ikke engang blevet leder endnu! Folk hev og flåede i ham, når det først gik op for hvilke muligheder han bar rundt på. Dette gjorde han hele tiden havde ting at lave, steder at være, folk at gøre tilfredse eller pisse af.
Det var koldt, derfor havde han også klædet sig lidt bedre på, end han normalt gjorde. Dette bedre tøj dækkede over en kappe i mørkt stof, finere end noget han normalt gik rundt med, takket være hans nye muligheder ved at have overtaget familiens hus i Atterlin. Dertil, dog, skjulte kappen noget ellers mindre fint tøj. Nogle nye sko, omend slidte bukser. Igen en ny trøje, i hvidt. Skjult af den mørke kappe.
Han kunne mærke den kolde medaljon under trøjen, en han havde hængt om halsen, så den altid var der.
Nåe ja, hvad der ellers var at bemærke, var hans lidt flade og brune hår, de stålgrå, kolde øjne.

Uopmærksom var han, helt begravet i tanker. Tanker der bar vrede, forvirring og snyderi med sig. Tanker og ligefrem følelser, der var blevet vækket af Reis foruroligende ord. Ord han ikke kunne glemme og som han, sekund for sekund han tænkte på det, troede mere og mere på, trods de endnu ikke havde opsøgte sandheden. En sandhed om Kimeya, om dødsenglene, om hvorfor de nu skjulte sig, som rotter! Hans hænder knyttedes i en ubevidst sammentrækning af nogle muskler, aktiveret af hans dybe frustration. Åh...Selv hvis Kimeya ikke stod bag det, selv hvis han ikke kendte til det...Hvis det passede. Alt ville ændre sig!
Så tog han en dyb indånding...For disse tanker, disse følelser, var ikke velplaceret og han kunne bruge sin energi på så meget mere! Som at finde en måde at straffe Kimeya. Helst uden manden opdagede Zean stod bag det...At straffe ham, og samtidig kunne stå ved siden af manden og nyde hans reaktion, nyde hans eventuelle lidelser. Men...Det var ikke sikkert han nåede så langt og måske var sandheden en hel anden. Det ville tiden vise.
Han blev endelig lidt opmærksom på sine omgivelser. Hans blik gled ud over de nærmeste huse, der lignede...Tja, alle de andre huse. Tænk en by kunne blive kendt for noget specielt, når der intet specielt var! Det var dybt skuffende. Måske skulle han flyve til Rimshia? Der skete i det mindste lidt. Eller var det fordi han overså det, ikke var inviteret, ikke kendte det hemmelige kodeord?
I så fald...Måtte han bare selv finde sin underholdning. En borger. En eller anden. Måske en warlock, ville det ikke være passende, for at komme af med nogen af hans inderste frustrationer? Det mente han nu nok.

[Soraya Salvorique]

Selvom det var frost, så var det ikke noget, der slog Soraya ud. Kulden var faktisk rart, det holdt hovedet dejlig koldt og alle tanker godt i orden. Hun var ikke nem at gøre forvirret uanset dog, for den mentale dæmon var stærk og god til at sortere i alt, der passerede sindet. Som altid, så bar hun den fornemme mord-sith dragt i det blodrøde læder. Det sad stramt og passede på en prik til hende. Udover tøjet bar hun en mørkerød kappe med en smuk pelskant af polar rævepels, tydeligt mere dyr end bare en simpel pige. Hun var jo heller ikke hvem som helst, hun var både mord-sith og Marvalo. Hun kom ofte i byen, eftersom hun ikke rigtigt havde noget at frygte. Hun var en meget bestemt og dominerende kvinde, der havde klare mål og ønsker i livet og hun opnåede det også. Bare se hvor langt hun var kommet allerede og endda på hendes barndomsønske om at blive til noget, fremfor at blive holdt tilbage af sine biologiske forældre. Hun havde jo endda brudt båndet til sin tvillingesøster som 6 årig og frastødt sine biologiske forældre som 8 årig og valgt Kimeya i stedet for. Matchende til dragten havde hun sin agiel, der dog var skjult af kappen. Ligeså handsker og støvler, der også matchede i samme farve og hun elskede det. Håret sad som det altid gjorde; en fletning, der kom ud af en højt sat knold. Sådan som det skulle være. Med rolige og bestemte skridt trådte hun over gaden. Egentligt på vej hjem på gåben, fordi hun nød den friske luft.

[Deleted]

Dette var blot en ganske almindelig dag, eftermiddag, så vidt han bedømte. Der var næsten altid mørkt i Dvasias og stort set altid koldt, så det gjorde sjældent større forskel om det var nat eller dag, efter hans mening, og han elskede det!
Han begav sig ned af gaderne med større ligegyldighed. Til en skikkelse delte gaden med ham. Bestemt, kunne han så, på den måde hun gik. Og noget rig, ud fra hendes...øhm...røde tøj. Det måtte være ubehageligt at have på, huden kunne næsten ikke ånde, så det måtte klistre til hende og hive i hendes hud. Men hver sin smag, gættede han på, hun skilte sig i hvert fald ud, så var dette hendes plan...Måtte man sige det var lykkedes.
Og netop derfor fik hun Zeans opmærksomhed. Hun skilte sig ud, var usædvanlig i sit tøjvalg og måske derfor også i handlinger og person. Mulighed for noget nyt.
Og hvordan stoppede man en kvinde, der så ud til at være klar til at myrde hvem end der stod i hendes vej, blot for at småsnakke og forfølge hende? Intet problem. Zean fik altid opmærksom...Selv om den ikke altid var god.
Han gik hende ganske enkelt i møde og gjorde intet for at skjule hun var hans mål. Da de nåede tæt nok på, stoppede han op med et skævt smil.
"Usædvanlig udklædning. På vej til en fest eller ritual jeg intet kender til?" Direkte, som han altid var.

[Soraya Salvorique]

Den kolde vind nappede lidt i Sorayas hud, men det gjorde hende slet intet. Tvært imod følte hun sig ganske afslappet. Hun havde en ekstremt høj smertetærskel eftersom hun var blevet trænet siden hun var 5 år gammel og hun blev stadigvæk regelmæssigt trænet af Kimeya for at holde det hele ved lige og styrke hende endnu mere. Kappen dansede let om hendes skuldre som hun gik, da hun gik ganske bestemt og målrettet. Hun havde jo en destination i tankerne, hvilket var hjem. At hun så ikke var alene, det mærkede hun meget hurtigt. Hun kunne fornemme en del dystre tanker, men gad ikke gå ind i dem, da hun ikke ville spilde sin tid på det. Hun var ganske vist velhavende, for hun var jo ikke bare en eller anden. At den anden tilstedeværende så endte med at udse hende som mål, det fandt hun ret hurtigt ud af, selvom hun ikke værdigede ham et blik overhovedet, for det var han da vist slet ikke god nok til. Da han stoppede op, så puffede hun blot til ham og prøvede at fortsætte videre, da hun ikke gad stoppe op for en eller anden, der alligevel lå under hende. Hun rullede med øjnene. Fest eller ritual? Hun var mord-sith, ikke på vej til et karneval! "Hvor vover du tale til mig?" vrissede hun og sendte ham nu et dræbende blik. Kimeya havde en stort set lignende dragt som hendes, bare i mandeudgave, og den bar han jo også altid.

[Deleted]

Han havde ikke bemærket Kimeyas beklædning, der havde virket ganske normal, da han havde mødt ham. Og han havde også været mere opmærksom på deres planer, end hans beklædninger.
Han tog ikke hendes afvisning negativt. i stedet drejede han om på hælen og gik ved siden af hende, som var de gamle venner der tilfældigvis mødte hinanden igen.
"Jeg vover mange ting" svarede han ligegyldigt, men stadig med et svagt smil om læberne. En hård kvinde? Uden tvivl. Men dem havde han jo mødt før, faktisk var det som om Dvasias vrimlede med dem, så derfor tog han det lige så hverdagsagtigt, som det faktisk var. At hun tænkte ilde om ham, undrede ham heller ikke og dette vidste han at hun gjorde, fordi hun havde talt og reageret som hun gjorde. Han var altid interesseret i rige og magtfulde personer. Det virkede altid som om han mødte dem ved et tilfælde, men om ikke andet fik ham dem ofte til at hjælpe sig med hans planer. ikke at han forventede det hver gang, men lige nu dog, var hun stadig den mest spændende i miles omkreds. Eller faktisk...Kimeya havde været klædt i en del rødt. Der havde mindet om dette. havde han ikke? Og Rei havde fortalt ham han var en...mord-sith...Hvad end det betød.
"Mord-sith?" spurgte han direkte. Dette var perfekt. Han havde ledt efter oplysninger om hvad dette var for nogle og måske ville hende her blive hans svar på mysteriet. Hvis han kunne få hende til at svare, det var.

[Soraya Salvorique]

At denne mand valgte at følge efter Soraya, var noget, der i den grad irriterede hende. Hun havde ikke i sinde at skulle stå og småsludre med en eller anden person, der slet ikke var hende værdig, for det var da spild af dyrebar tid. Hun holdt sit tempo og sin gang uden rigtigt at skænke ham flere blikke, men blev blot ved med at gå i håbet om, at han faktisk opgav og anså sit forsøg som mislykkedes. Hans svar rungede irritabelt i hendes ører, men hun lod sig dog ikke sådan påvirkes. "Vid, at hvis du rækker mig en hånd, så tager jeg hele din arm," svarede hun blankt. Hun var ganske vist en hård kvinde og nok ikke den eneste i Dvasias. Dog var hun en af de stærkere af slagsen, specielt fordi hun faktisk havde opnået status som mord-sith ved at overgive sig til Kimeyas træning helt fra barnsben af. Det var det bedste valg, hun nogensinde havde taget og hun havde aldrig fortrudt et eneste sekund. Hun havde fraskrevet sine biologiske forældre og søster og i stedet tilskrevet Kimeya som først far, forbillede og nu nærmere mand og samlever. Eller faktisk vidste hun ikke helt hvordan hun skulle beskrive deres forhold i dag, hun vidste jo bare hvordan hun havde det hos ham. "Godt observeret, engel," svarede hun sagte. Hun kunne fornemme det og læse det på ham, for det var ikke svært for hende med den mentale side at læse ham. Hun stoppede op, da de nåede til enden af gaden, eftersom hun ikke ville føre ham med sig mod Marvalo Mansion. "Og smut så ud og leg med nogle andre, jeg har ikke tid," endte hun og sendte ham endnu et dræbende blik.

[Deleted]

Åh, han var slet ikke færdig. Hun var udvalgt som hans underholdning og han opgav hende ikke før han selv havde lyst. Men det opdagede hun jo nok på et tidspunkt. Måske.
"Jeg har ikke tilbudt noget?" svarede han en smule undrende. Sandt var det, han havde intet tilbudt, blot sagt han vovede mangt og meget. Derfor var det ikke relevant for deres manglende samtale eller noget andet, at hun mente hun tog mere end der tilkom hende. Nå pyt med det! De fleste tog og udnyttede alt. Deriblandt ham.
Hvad angik hendes 'evner' til at læse folk, var han helt uvidende. Men selv hvis han havde vidst det, ville det ikke have ændret noget, andet end det ville være rart at vide.
"Dødsengel, hvis du er så velinformeret" korrigerede han hende, uden rigtig at ændre udtryk. Dog havde det alligevel ramt ham...Han var ingen simpel, latterlig engel.
Han så Marvalo mansion og smilte svagt for sig selv. Så hun hørte enden hertil eller havde et ærinde her. Ud fra hendes opførsel, ville det at hun boede her, nok være mest sandsynligt. Spændende. Så måtte hun også kende noget til Kimeya.
"Åh, skub ikke en af Kimeyas venner væk fra hans dørtrin!" udbrød han, som var han blevet såret af hendes afvisning, dog var det tydeligt at se på ham, at han nærmere drillede, end var ked af noget som helst.
"Så, hvad er en mord-sith?" Hendes øjne kunne lige så godt skinne fuld af kærlighed, end være dræbende. Det havde ingen indflydelse på Zean.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde et koldt og fast udtryk i ansigtet. Hun var ikke nem at læse eftersom hun udstrålede en dominerende og stålfast kvinde, der ikke var nem at lege lege med. Hun var veltrænet af Kimeya, hans specielle kreation og hun var stolt af alt, det havde givet hende til nu. Hun havde så mange muligheder for livet, som hun slet ikke ville have haft hos sine biologiske forældre, der ikke havde gjort andet end holde hende tilbage i en beskyttet bobbel. Det havde hun jo fundet ud af med hendes tvillingesøster, der virkelig havde været det svageste pjok, da hun fik fat i hende. Hun rullede med øjnene. Nej, nok havde han ikke tilbudt noget, men hvis han rørte hende, så skulle hun nok tage armen alligevel, så hendes svar var ikke med dens helt normale betydning. Hans lette undren morede hende, men hun gjorde dog ikke mere ved det og trak bare mystisk på skuldrene. Et kynisk smil fortrak sig på hendes læber ved hans korrigerende tone. Det vidste hun da udmærket. "Engel... dødsengel. To sider af samme mønt," afviste hun ham. I hendes øjne, var han kun en simpel engel. Hun skævede ud i det fjerne, hvor Marvalo Mansion kunne ses og hun så, at han regnede ud, at hendes retning havde været sat mod mansionet. Hun løftede et bryn. Venner? Hvem troede han lige, at han var? Hun grinte hånende og klappede ham på hovedet som en sød lille hundehvalp. "Dejligt for dig du anser ham for din ven," endte hun nedladende. Hun lagde armene over kors foran sig og løftede et bryn til hans spørgsmål. "Hvorfor skulle jeg fortælle dig det?"

[Deleted]

Han fjernede sig fra hendes hånd, førend hun overhoved fik snittets hans hår. Folk undervurderede ham, legede han var en fattig dreng der fulgte efter de store drenge, troede han var ingen og viste intet. På en måde både hvad han ønskede og hadede. En dag ville alle vide hvem han var og i forbindelse, enden frygte ham eller være hans allierede. Men der var endnu noget tid og dette var jo blot underholdning, så det gjorde ham nu ikke så meget, som hun sikkert troede. Han kunne ikke helt tolke om hun gjorde nar eller bare ikke troede på ham. Pyt med det. Hendes tab.
"Åh, jamen hvis du havde læst din lektie rigtigt, ville du vide der er meget stor forskel, selv om de mest naive mener vi har meget tilfældes" fortalte han hende, som var hun virkelig uvidende på dette punkt...Hvad hun tydeligvis var.
"Engle, som ikke blot forbliver væk fra Dvasias hvis de kan, har hvide vinger og lys omkring dem. De er skide irriterende og en hel del snæversynet. De er naive, svage og kedelige. Dødsengle, til gengæld, har sorte vinger og er helt anderledes. De er smartere, klogere, bedre. De er morderiske, næres på død og lidelse og de mest særeste væsner, jeg endnu har mødt" Eller noget i den stil...
Han smilte bedrevidende til hende.
"Åh...Jeg har ikke rigtige venner. Vi udnytter blot hinanden. Men du kan jo altid spørge ham...Efter jeg har fortalt ham at du har bedt mig om at gå, uanset om jeg har meddelelser til ham eller ej. Uden mig, ville han ikke være så tæt på...Mange ting. Som han er. Undervurder aldrig dine med-væsner. Selv om de ikke klæder sig sådan, kan de være mere magtfulde end man tror" belærte han hende, omend der ikke var meget seriøst over ham. Faktisk snakkede han blot for...Ja, for ingenting. Provokerer, irriterer lidt måske? Han viste det ikke. Det var i hvert fald sjovere end at gå alene.
Han så på hende som om hendes spørgsmål ingen mening gav.
"Fordi jeg spurgte? Fordi jeg ikke ved det? Hvordan kan nogen af os..." han slog ud med armene, som inkluderede han alle borgere i byen og andre steder.
"...Frygte noget vi ikke ved hvad er?" lokkede han.

[Soraya Salvorique]

Soraya smilede hånende. I hendes øjne var alle under hende pånær Kimeya og Sephiran. Og ja, kongehuset, men dem talte hun ikke rigtigt med. Hun så nærmest lige igennem ham og var sikker på, at ikke havde noget ordentligt at tilbyde uanset hvad. Han kunne da måske godt være nyttig, men ingen ville holde særligt længe i hendes selskab. Hun var en virkelig hård nød og trænet af Kimeya igennem mange år, eftersom hun havde været nødt til at blive myndig, før hun jo rigtigt kunne blive selvstændig. Og hun havde været i Kimeyas varetægt siden hun var en ganske lille pige. Hun rullede med øjnene. Hun kedede sig allerede, for hans lamme forsøg på at svare hende igen var virkelig dårligt.
Hun greb ud efter hans hals og prøvede at presse ham op at nærmeste mur på det nærmeste hus. Hun smilede køligt. "Jeg har ikke sagt, jeg ikke kender forskellen, engel. Men om du er sort eller hvid er virkelig ligegyldigt for mig. Du er stadigvæk et insekt med vinger ligesom din modpartrace, der kommer fra lyset. Og i er lige ækle," svarede hun ham hånende. Hun trak vejret roligt og lyttede til hans ord. Selvfølgelig udnyttede de hinanden, hvad skulle de ellers gøre? Den eneste Kimeya vel i sandhed stolede på var Sephiran og hende selv, så selvfølgelig kunne denne mand ikke være en af dem.
"Hvis det er så vigtigt, så kan du jo bare opsøge ham. Hvis I er så gode venner, så ved du jo hvor han bor og holder til, ikke?" svarede hun sagte. Han var da lidt irriterende, var han ikke?
"Fordi I tidsnok vil finde ud af det." Han fik ingenting ud af hende. Hvis han ville vide det, måtte han trække svar ud af Kimeya, hun skulle nødigt tale over sig.

[Deleted]

Hun var da i sandheden kedelig og ligegyldig. Han tog fejl. Hun var overhoved ikke underholdende, men blot...kedelig. Selv hendes sløve forsøg på at dominerer ham, undgik han. Hurtig og smidig som han var, smuttede han hurtigt og elegant væk fra hendes rækkevidde. Han havde prøvet at provokerer lidt, udfordre hende lidt, stikke lidt til hende. Men han måtte se det i øjnene. Hun havde mistet noget i sin barndom, der forhindrede hende i at kommunikerer med almindelige dødelige. Hun ville aldrig få hans respekt og han ville aldrig, hverken nu eller nogensinde, så på hende som noget særlig stort eller værdigt. Hun var blot en soldat. Hun opførte sig i hvert fald sådan.
Han trak let på skuldrene.
"Fint" svarede han ligegyldigt, omend han vedblev at smile til hende, som en irriterende flue der ikke bare ville flyve væk med det samme.
"Åh jo, her i dette palæ!" svarede han, som var det noget alle vidste. Hans ene hånd gjorde en gestus mod det store hus bag hende. Han trak da let på skuldrene.
"Jamen så hold da dine små, ligegyldige hemmeligheder. Det må jo betyde vi ikke skal frygte jer, men blot trække på skuldrene, når vi høre denne særpræget titel. Jeg vil spørge ham selv ved lejlighed. Giver du mine bedste hilsner videre?" selvfølgelig gjorde hun ikke det. Hun var måske allerede vendt om og gået. Men han sagde det alligevel. Og så lagde han ellers selv op til at gå...For virkelig. Der var intet at komme efter. Hverken sjov, underholdning eller nyttigt. Hun var blot...Ligegyldig.

[Soraya Salvorique]

Soraya kneb øjnene let sammen da han undveg hende. Okay. Englen var hurtig, det skulle han alligevel have, men hun skulle da nok få ham ned at ligge, hvis hun virkelig ønskede det. Det var egentligt bare spild af kræfter uanset hvor meget han irriterede hende. Hun lagde armene over kors foran sig og så uinteresseret på hende, selvom det nok boblede mere i det indre end hvad hun lige gav udtryk for. Hendes barndom var ganske vist taget fra hende og hun var ret krigerisk af fremtoning, men det var også hvad dragten vel betød. En specialenhed? Hun var udvalgt af Kimeya, der var den første af sin slags. Hun lo til hans ord. At han så endte med bare at vende om og gå, irriterede hende alligevel, når hun ikke rigtigt havde stået med det sidste ord. Han skulle ikke vinde dette slag, som jo kun var en mental kamp i hendes hoved, fordi hun var præget af sin opvækst. "Fortæl mig din helt ærlige grund til at kende til mord-sith... Jeg ved du ej bekymrer dig for folket," endte hun for at prøve at holde lidt på ham. Burde hun tage ham med ind? Nej, det ville Kimeya nok ikke bryde sig om og hvorfor skulle hun også. Hun tog armene ud af den korslagte stilling igen.

[Deleted]

Med ryggen til hende, stoppede han op, inden han var nået at gå særlig mange skridt...Og et svagt, sejr-sikkert smil gled over ham. Selvfølgelig havde han fjernet det, inden han vendte sig om mod hende og så ganske uskyldig ud, mens hans arme gled om på ryggen af ham. Nånånånå! Så hun var mere interesseret end hun gav udtryk for. Hun foretrak folk sloges for hende...Men når hun så ikke fik opmærksomheden, gav hun alligevel op. Eller hvad? Nu skulle han ikke være for hurtig.
"min særlige grund? Ud over jeres mærkværdige udklædning?" han smilte svagt, da han gik et par skridt tættere på, men endnu stod uden for hendes rækkevidde.
"Kimeya er det jo også. Jeg prøver at forstå ham bedre, at finde ud af hvilken mand han er. Til det skal jeg vide hvad en mord-sith er” svarede han og nikkede svagt for sig selv, før hans kolde blik gled over palæet, som manden husede.
”I og for sig at jeg så dig gå forbi...I og for sig at jeg har hørt Kimeya er en mord-sith, men aldrig har hørt om dem før...Dit røde lædertøj...” som var en prostitueret værdig, dog ikke ord han yndede at nævne. Nok var han flabet, men han havde intet ønske om død. Specielt ikke en smertefuld en. Ikke til sig selv i hvert fald.
”Jeg gik blot ud fra at bruge resten af borgerne...” han slog let ud med armene.
”...kunne lokke dig til at nævne det. Men tydelig er du lige så ligeglad med disse myrer, som jeg er. Så...Er min personlige grund god nok til at du vil lukke op for godteposen?”

[Soraya Salvorique]

Soraya havde et køligt og uimødkommende udtryk i sit ansigt, selvom hun jo faktisk ønskede, at han skulle stoppe op og fortælle om sit motiv. Når han var så fræk at opsøge hende på den måde han havde gjort, så skulle han sandelig ikke slippe så lidt! Hvis hun nu bare kunne lokke ham tæt nok på, så skulle hun da nok give ham en smagsprøve på hvad en mord-sith var i stand til, for end ikke en dødsengel ville kunne udholde den smerte det krævede at holde agielen. Det var forbeholdt for mord-sith. Hun havde bestemt ikke givet op, men at han faldt så nemt i igen, det morede hende virkeligt. Hun blev stående rankt og stolt, da han ikke skulle tro han var nogen uden videre. Hun løftede et bryn til hans lamme forklaring. Deres påklædning? Ja, den var speciel, men det var et varetegn som ikke skulle laves sjov med. "Prøv igen," svarede hun og trak kynisk på smilebåndet. Dragten ville aldrig blive ham værdig, i hvert fald ikke i hendes øjne, for han mindede ikke om en, der nogensinde skulle vise sig værdig som hun selv havde været. Hun kneb øjnene sammen, men lod ham snakke færdigt, før hun egentligt begyndte at svare ham igen. Han var lidt for flabet efter hendes smag, men hun udviste det dog ikke. Hun smilede på bedste skuespillervis og så på ham.
"Okay, så lad gå da..." endte hun og håbede på, at han kom lidt nærmere. "Mord-siths er morderiske væsner... Mere end dig selv, dødsengel. Skumle, mørke og for alt i verden, må du ikke pisse os for meget af, for så forvandler vi os til et ældgammelt magisk væsen, der for længst er gået ud af bøgerne. Det eneste, der for alvor slår os ud, er vand tappet ved den hemmelige kilde i bjergene under måneformørkelsen." Hun fortalte ham det lavmælt, oprigtigt og som om det ikke var noget for alle øre. Det som han bare ikke vidste var, at intet af det som sådan var sandt, men hun morede sig betragteligt indvendigt.

[Deleted]

Han smilte svagt. Virkelig? Hun ville ham faktisk intet. I virkeligheden prøvede hun blot...Hvad? Holde ham der, for at udsætte ham for et kaskade af fornærmelser? Den var ikke ny og næsten alle gjorde det. Det rørte ham ikke, at folk fandt det underholdende. Omend, han alligevel huskede det til en anden god gang. Hver og en.
Åh, jamen angående deres tøj og Kimeya var det hans grund! Så der var intet han kunne prøve igen, kunne hun ikke lide svaret, var det så sandelig ikke hans problem. Og det var ikke fordi han selv ønskede at blive det - hvem ville være noget de ikke vidste hvad var? - han var blot nysgerrig.
Hvad angik resten dog, var det så tydeligt et skuespil, at han ikke lod sig hoppe på den. Alt pegede i den retning. Hendes lille smil, der slet ikke havde været der før, den måde hun hældede over mod ham med kroppen, hendes lave stemme. Lokning. Havde han ikke selv gjort det ih så mange gange, når han lokkede folk væk fra de befolkede gader for at nyde deres smertensskrig i gyderne?
End troede han end ikke på hvad hun fortalte. Hun havde ingen grund til at fortælle ham det, det forstod han. I stedet smilte han blot svagt, omend det fortalte han faktisk kedede sig.
”Næppe” svarede han blot.
”Godt forsøgt. Hvad vil du? Fornærme mig, som resten af verdenens befolkning altid har gjort? Så kan jeg godt fortælle dig at det ikke vil virke og du kan spare energien. Snyde mig? Med hvad dog...Du har intet at tilbyde. Slå mig, som du prøvede at gribe fat i mig før? Jamen hvorfor...Jeg har da intet andet gjort end stillet spørgsmål” han sendte hende et lidt drillende og udfordrende smil.
”Folk nu til dags er så følsomme!” han himlede let med øjnene. I et øjeblik overvejede han at gå tættere på og se hvad der ville ske. Og mest af alt, hvis hun faktisk gjorde ham noget, ville han gøre som Macaria og løbe hjem under Kimeyas...øhm...bukseben! Og brokke sig, som et barn. Det kunne faktisk være sjovt...Men dog, vidste han ikke hvad hun gemte på og han ønskede ikke få alt for store skader lige nu, han havde alt for mange ting at tage sig til og som krævede han var i tip-top stand!