Who I am underneath...

[Kimeya Marvalo]

For Kimeya var det mange ting at have i hovedet på en gang. Han var ikke god til mange bolde i luften, selvom han var god til det kaotiske overblik. Han stirrede ind i retningen af flammerne i pejsen. Der var mange ting, som han var nødt til at have i hovedet, og gud hvor han dog hadede at det var sådan at det hang sammen. Han kunne virkelig ikke fordrage, at det var på den måde. Foden skubbede han ned, kun for at rejse sig op. Vel tydeligt, at de mange tanker som han gjorde sig, ikke var typen som han bare kunne se bort fra?
Langsomt gled hans blik mod hende. Hendes hænder i hans nakke, gjorde automatisk at han slappede mere af. Det mentale som hun brugte.. Han gav hende fuld adgang. Han stolede på hende, som han vidste, at det var gengældt, og derfor havde han heller ikke nogen kvaler ved at lade hende gøre det. Automatisk i samme sekund, faldt hans skuldre ned på plads igen. Øjnene åbnede han ganske roligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. En smuk og ung kvinde med et helt liv foran sig.. Han havde formet hende, og det som han havde fået ud af det, var af slagsen, som han kun måtte være storslået tilfreds med i den anden ende. "Til tider er det svært at lade være," sagde han roligt. I aften var det svært.. Der var så mange ting lige nu.. Faith.. krig.. overtagelse af andre lande, alliancer og han havde meget personligt, som han samtidig også skulle tage sig af samtidig, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for ham lige nu. Han rystede let på hovedet. Hun var ham en hjælp.. Og det kunne han mærke. Og det var faktisk ufattelig rart.

[Soraya Salvorique]

Soraya kendte Kimeya. Han havde altid lidt svært ved at sortere alle sine tanker, så når han havde for mange ting i hovedet, så blev han bare anspændt og tvær. Det havde hun fundet ud af i en meget tidlig alder, så hun havde faktisk altid hjulpet ham, lige siden hun var lille. Hun fornemmede hans distræte blik ind i pejsen og derfor så hun også sit snit til, at hun hellere måtte hjælpe ham nu, for i aften var en fysisk afledelse ikke nok. Hun måtte gå ind psykisk. Hun mærkede, at hans skuldre faldt på plads som den mentale sortering havde hjulpet og hun holdt inde med at presse mere på med det mentale og nussede ham så blot i nakken i stedet. Hun mødte hans blik og så ham dybt ind i øjnene. Han var virkelig hendes et og alt, hvilket faktisk var en skræmmende tanke for hende nogle gange. "Ja, det kender jeg udmærket. Men du er især slem," endte hun. Hun trak skævt på mundvigen og rejste sig på tær, så hun kunne kysse ham ganske blidt og kort, før hun brød kysset igen. Hun nussede ham fortsat i nakken, da hun ikke kunne lade vær. "Er der noget, jeg kan hjælpe dig med, kære? Eller gøre for dig?" endte hun på mest charmerende vis og blinkede sødt med øjnene.

[Kimeya Marvalo]

Tankerne havde altid været Kimeyas svage punkt, og særligt når er var mange af dem, og han ikke kunne abstrahere fra dem. Særligt i denne tid, var det slemt, og han hadede det virkelig, for han kunne jo for pokker ikke rigtigt gøre noget ved det. Han stolede på, at hun kunne hjælpe, uden at han behøvede at sige det højt.. Og ganske rigtigt, det kunne hun. Hans skuldre faldt ned i deres normale højde, og han følte sig langt mere afslappet på bare et stille øjeblik. Hans blik gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Hun nussede ham i nakken. Automatisk vækkede det jo ting i ham, som kun Faith havde formået at gøre det før i tiden. Det var bare.. underligt.. Virkelig underligt faktisk.
Hænderne lagde Kimeya roligt mod hendes hofter. Han var glad for hende, hvilket der nu heller ikke rigtigt herskede nogen tvivl om, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han sendte hende et stille smil. Hun vækkede det virkelig i ham, og det var bestemt heller ikke meningen at det skulle ske. Han lod hovedet søge let på sned. "Er der noget særligt du tænker på, Soraya?" spurgte han direkte. Hendes kys gengældte han glædeligt. For ham, var det rart, at der var nogen på hjemmefronten der rent faktisk bekræftede ham på den måde. Det fik ham til at glemme Faith mere.. og mere, og det var heller ikke noget, som i forvejen gjorde ham noget. Hvorfor tænke på det, når han fik det derhjemme... bare af noget andet og noget ungt? Det kunne han jo særligt godt lide.

[Soraya Salvorique]

Soraya kendte udmærket til Faith. Hun havde jo hørt det i hans tanker som lille hvis hun var kommet til at gå for dybt i hans tanker og siden havde hun fulgt lidt med. Den kvinde, der hørte hans fortid til fyldte dog mindre og mindre og det var noget, hun især kunne lide. Hun skulle have den kvinde helt ud af hans tanker og være den eneste for ham, hvilket hun ville gøre alt for at bevise for ham, at hun kunne være. Som han slappede af, så gjorde hun det også. Hun nussede ham fortsat i nakken og smilede charmerende til ham, da han nu også overgav sig mere til hende og lod hænderne lægge sig mod hendes hofter. Han var glad for hende, det kunne hun mærke og den bekræftigelse var stor for hende. Det sitrede helt i hende da han gengældte kysset og hun så ham dybt ind i øjnene, da hun havde brudt kysset igen. "Måske," svarede hun hemmelighedsfuldt og bed sig uskyldigt i læben. Hun strøg hænderne ned over hans arme og lod sin finger gribe fat om den ene læderrem på hans dragt som hun greb fat om. "Følg med mig kære," endte hun opfordrende og vendte om for at føre ham med sig. Hun skulle nok få ham til at ende denne dag på god vis og han kunne jo endda få det lige som han ville have det.

//Out.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Faith var den kvinde i Kimeyas liv, som havde haft den største betydning, og nok for altid ville have den største betydning, men han gjorde sig færre og færre tanker om hende i sin dagligdag, i takt med at Soraya var blevet ældre og ældre. Hvad der var af bagtanker ved det hele, skulle han ikke kunne sige, men han måtte jo sande, at det virkelig var befriende, at han kunne tænke på nogen lidt andre ting engang imellem, og ikke konstant tænke på den kvinde, som gjorde absolut alt for at holde ham på afstand og væk fra sig. Han sendte hende et stille smil. Hun fik hans tanker på andre ting, hvilket uden tvivl var virkelig.. rart og bekræftende på sit vis, og det var det eneste som rent faktisk betød noget lige nu. Der var han endnu menneskelig.. han havde tankerne og han havde følelserne, også selvom han var blevet bedre til at lægge dem på is.
"Vis vej," endte han sigende, som hun tog fat i ham, hvorefter han langsomt fulgte efter hende. Hvis der var nogen i hans liv som kunne få hans fulde tillid på den måde, så var det uden tvivl. Han fulgte med. Nu blev han da kun for alvor spændt på hvad hun egentlig havde i tankerne.

//Out