Who I am underneath...

[Soraya Salvorique]

Kimeya Marvalo - Soraya Salvorique

---

Det var sjældent, at Soraya ikke havde dragten på. Faktisk tog hun den kun af, hvis Kimeya bad hende om det, ellers stod hun fuldt til hans rådighed i fuld påklædning. Hun havde fået alt hun ville. Havde opnået position og stilling som mord-sith, mestrede smerten til sin egen fordel, kunne bøje ethvert sind med sin kraftige mentale dæmon og ligeså bruge sin magi som ekstra forsvar sammen med agielen. Agielen var hendes kæreste våben, eftersom det var en stor ære at kunne holde den og eje den. Et våben så stærkt, var kun noget, man kunne være stolt af hver dag. I dag bar hun en mørkerød kåbe, eftersom hun havde fået at vide, at hun ikke behøvede at være så meget oppe på dupperne idag. Det var hen ad dagen, men mørket lurede allerede derude, eftersom vinterens dage var ret korte. Selvom hun ikke havde dragten på, så havde hun stadigvæk flettet sin hår. Hun havde dog bare ikke den høje knold på toppen af hovedet, så hendes fletning hang helt ned til hendes lænd, eftersom hun havde utroligt langt hår. Hun trådte ind i pejsestuen med rolige skridt. Utroligt nok var Kimeya her ikke, men han lavede jo nok noget andet. Hun gled ned i sofaen og kiggede rundt i rummet. Hun var altid på vagt, eftersom hendes sanser var utroligt skarpe. Hun var virkelig trænet godt. Nok den mest lydige og loyale kvinde Kimeya kunne finde nogensinde. En som ville ham. Hun vædede roligt sine læber og lænede sig tilbage som om hun så afslappet ud, selvom hun ikke rigtigt var det.

[Kimeya Marvalo]

Alt for mange ting, havde Kimeya på sinde i disse tider. Efter hans samtale med Zean, gik han egentlig blot i ventemodus hvorpå at han ville få besked om, at Elmyra ville være så sygelig og svag, at han kunne gøre sit træk. Han skulle have Sephiran med på det.. Men den tid, den sorg.. Ikke at han havde noget imod at indvige manden i hvad han havde gang i af planer, for der var virkelig mange ting.
Kimeya havde været ude stort set hele dagen i dag. Der skete frygtelig mange ting rundt forbi. Dronningen af Manjarno var væk, og ligesides var hendes rådgiver.. og hvor den mand var blevet af, efter Kimeya havde fået slået klørene i ham, vidste han ikke, for manden var forsvundet fra Den Mørke Cirkel, hvilket virkelig var en tanke som plagede ham voldsomt! I en kraftig sort sky, dukkede han op i forhallen af Marvalo Mansion, stadig iklædt den tætte dragt. Selv havde han altid den på, når han søgte nogen steder, og særligt ud af huset. Det var underligt for ham, når han ikke havde den på. Utilfredsheden var storslået.. virkelig tydelig i hans ansigt og mimik. Hovedet sænkede han.. Han var træt.. Det var nogen lange dage, og han var jo heller ikke ligefrem ung mere. Utilfreds og dog lettet.. Af hvad han vidste, var Yuuki død og borte for Reis hånd ude på hans egen grund.. Han burde vel egentlig være glad..? Hvorfor var han det så ikke?

[Soraya Salvorique]

Soraya hørte Kimeya komme hjem med det samme han landede i forhallen. Hun kunne fornemme hans tilstedeværelse og slappede automatisk en smule mere af, men aldrig helt, for det kunne hun ikke. Hun huskede egentligt godt, at Kimeya havde fortalt hende, at hun skulle blive i huset i dag, eftersom han skulle ud og ikke vidste, hvornår han kom tilbage. Derfor havde hun også fået besked på at kunne tage dragten af denne sjældne gang, ligesom Kimeya også yderst sjældent smed sin dragt, men det skete dog, det havde hun jo set. Hun blev siddende i sofaen. Hun vidste meget af de ting der skete omkring Kimeya, for han delte det jo med hende. Og det han ikke delte, det vidste hun jo allerede, eftersom hun faktisk kunne dominere ham med sin mentale dæmon, hvis hun ville. Det var bare ikke noget hun kunne få sig selv til på en ond måde, for hun var jo fuldt på Kimeyas side. Hun kunne næsten mærke hans utilfredshed på afstanden, så hun rejste sig op for at gå ham i møde. Hun stoppede op oppe på det øverste trappetrin og betragtede ham stå nede i forhallen. "Kære. Dine bekymringer larmer i mit hoved," startede hun med en rolig og blid tone. Med elegante skridt begyndte hun at træde ned ad trappen mens hendes hånd fulgte gelænderet.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke nogen nyhed, at Kimeya virkelig havde mange bekymringer og mange tanker, som til tider kunne være svære for ham at kapere og holde på afstand, selvom han virkelig gjorde hvad han kunne så var det for pokker da heller ikke nemt for ham.
Stemmen lød.. hvilket automatisk var noget som fik Kimeya til at hæve blikket en anelse, blot for at se på Soraya som stod for enden af trappen. Ja, en kvinde som han havde set vokse op.. sågar formet i sine egne næver, og han var stolt af hvad hun var blevet til. En Mord Sith med alt hvad det nu måtte indebære. Hænderne foldede han roligt over ryggen. Ja, hendes Mentale Dæmon havde nu altid været ham en pest og en plage på det punkt, som den samtidig kunne være befriende.. Hun formåede jo at få ham til at glemme det lidt.. slappe af, og særligt når det var slemt. "Mange tanker præger mit sind i denne tid," sagde han endeligt. Sandt var det dog.. en lettelse ved Yuukis død, og en frustration over alt det andet, som bare ikke ville som han ville. Sephiran var en mand, som han måtte rive fat i, endnu en gang. Han ville kunne tage en del af presset, som nu måtte ligge på hans skuldre. Han endte med at vende om på hælen, for at gå hende i møde. Kappen slæbte han nærmest efter sig. Salvatore var væk.. og han havde end ikke gjort sig færdig med den mand, samt det faktum at Denjarna også var væk, og det automatisk flyttede fokusset mod Manjarno. Ja, et sted forventede og frygtede han vel for en krig? Og krig, var ærligt ikke noget, som han var særlig interesseret i.

[Soraya Salvorique]

Kimeya havde altid mange ting at bekymre sig om, det havde Soraya været bekendt med lige siden hun havde været lille. Allerede som barn havde hun jo taget hans bekymringer væk for en stund ved at lægge hånden på hans pande. Og i dag kunne hun meget bedre sortere i hans tanker, så han kunne finde ud af hvad han skulle gøre af alle bekymringerne istedet for at blive mere irriteret og frustreret. Hun mødte hans blik, som han selv vendte om for at komme imod hende. Da hun nåede hen til ham, så stoppede hun op og lod en hånd lægge sig mod hans skulder. "Nu igen? Kære dog," endte hun og rystede lidt på hovedet. Hun lod sin anden hånd glide over hans anden skuldre og op i hans nakke, hvor hun roligt hev ham nærmere, så hun kunne placere sine læber på hans i et ømt kys. Hun brød så kysset og så ham ind i øjnene. Det faktum, at det var hendes onkel, der stod foran hende, en mand som i barndommen havde været en faderfigur, var slet ikke noget, der bekymrede hende i dag. Hun følte de havde et virkelig specielt forhold eftersom det hele tiden udviklede sig og hun kunne godt lide den retning, det gik. Hun strøg hånden ned over hans arm og tog hans hånd, som hun roligt førte ham med sig op mod pejsestuen. "Så... Spyt ud. Det hjælper at sige tingene højt," opfordrede hun ham til på vejen op ad trappen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var langt fra pladderromantisk af nogen slags, og derfor var han meget fast i minen. Særligt efter de gange, hvor han nu selv havde været igennem den intense og ekstremt hårde træning, for at holde det hele ved lige. Det var lidt noget andet, når man jo rent faktisk var en mand. Han stoppede op foran hende.. hvor han lod hende lægge hånden mod hans skulder. Det havde taget hende år, i det hele taget, at få lov til at gøre netop denne handling. "Intet nyt under solen, Soraya," sagde han med en ganske rolig stemme.
Som hånden gled i hans nakke, og hun krævede ham i kysset, gengældte han det uden at tøve. Ja, han havde fået en svaghed for hende, men okay.. han havde jo også selv opdraget hende til at blive den datter, som man kunne sige, at han aldrig havde fået.. og nu var blevet det vigtigere end blot en simpel datter. En som han havde nær i sit liv, og som han vidste, at han kunne stole på med sit liv, hvis det var det som det krævede af ham. Hånden gled endelig tilbage i hendes, som hun førte ham op ovenpå. Han havde brug for at slappe af.. virkelig brug for det efterhånden.

Let rystede Kimeya på hovedet. Det var mange småting som plagede ham i denne tid. Han var for det første sluppet af med hans plageånd. Han havde jo selv set Rei slå hende ihjel for øjnene af ham. Måske hjalp det at sige dem højt.. visse skulle bare bearbejdes i stilhed.
"Til tider ja.. Men visse er noget som jeg må tage hånd om på egen hånd. Salvatore er forsvundet, og hvem der har hjulpet manden ud af Den Mørke Cirkel efter de års tilfangetagelse, ved jeg ikke.. Jeg frygter at en krig er på vej," endte han. I forvejen var han meget krigerisk af person, men han hadede at kæmpe på slagmarken. Ikke fordi at han ikke kunne finde ud af det.. Men det var spild af kræfter og ressourcer i hans øjne.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste udmærket godt, at Kimeya ikke var den romantiske type. Men det gjorde hende faktisk intet, for hun havde ikke brug for en svag mand, hun ville ende med at rive rundt i manegen, fordi hun selv var en meget kontakt og dominerende kvinde. Kimeya passede til hendes temperament. Han havde jo også opdraget hende, taget hende ind i sit liv og havde i hendes øjne, åbnet sig op for hende. Han lod hende komme tæt på og delte flere og flere ting med hende, selvom hun udmærket vidste, at han også holdt ting fra hende. Og det respekterede hun og snagede derfor ikke, for hun ville for intet i verden bryde hans tillid. Hun ville gøre alt for ham. Uden at blinke, ville hun dø, hvis det betød, at han ville leve videre. Mon han ville det samme for hende? Det var altid den ene ting, som hun faktisk betvivlede om ham og nå hun tænkte i de baner, blev hun altid sur på sig selv. Hun trak vejret roligt og rystede let på hovedet. "Nej, det er jo så sandt, som det er sagt," svarede hun og vædede sine læber. Hun flettede sine fingre ind i hans og førte ham op ad trapperne. "Uden tvivl. Men blot fordi du siger dem højt, betyder det jo ikke, at jeg vil blande mig. Men for din skyld, kan det hjælpe at tænke højt," svarede hun. Hun rynkede på næsen af det sidste. Krig. Noget hun bestemt ikke brød sig om. Ikke fordi hun ikke godt kunne lide at slås, men der var forskel på det og krig. Hun nåede til pejsestuen, hvor hun åbnede døren og førte ham ind. Hun slap ham, da de nåede hans vante stol, hvor han altid sad. Og hun satte sig i stolen lige ved siden af. "Kan du ikke sende de dummeste warlocks i felten og så blive i sikkerhed?" endte hun lavmælt. Hun havde været tavs fra de gik op ad trappen og til de nåede pejsestuen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville gøre ufattelig meget for Soraya, men om han vidste, at hun rent faktisk tvivlede på hvor meget han ville gøre for hende, så ville han nok være en ganske anden mand end hvad han var lige nu. Han vidste hvor han havde hende, og det var det som derimod også var med til at gøre ham ganske rolig i den anden ende. Hans blik gled mod hendes skikkelse, da de endelig nåede pejsestuen. For ham, var det uden tvivl rart at være hjemme. "Jeg kender dig.. Du vil høre det, fordi at det bekymrer dig.." pointerede han med en sigende mine.
Lænestolen søgte han direkte til, hvor han roligt gled ned og satte sig. Han sukkede ganske let, også selvom han var tydeligt anspændt. Tanken om en krig, var ikke uundgåelig, om man ville det eller ikke, men derimod vidste han jo også godt, at det var noget som han ville blive tvunget til at deltage i. Hans blik søgte kort i retningen af vinduerne i stedet for. Han var ikke meget for tanken.. og hun vidste, at han ville være tvunget til at deltage, og særligt fordi at han var øverste Mord Sith i Dvasias. Det var en forventning, at han skulle deltage i det. "Hvis det var så vel, kæreste.. Hvis der udbryder en krig, er jeg placeret i fronten.. Det du skal vide.." Denne gang vendte han blikket direkte mod hende, og med et tydeligt alvor i minen. "Er at jeg ikke vil hverken se eller høre dig i nærheden af slagmarken, hvis det kommer så vidt.. Jeg vil ikke have, at du skal søge derud," sagde han med en direkte og yderst advarende stemme. Alene tanken om det andet, var noget som gjorde ham vred. Han ville jo heller ikke have, at der skulle ske hende noget. Det var hun for værdifuld til.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste udmærket, at Kimeya ikke ville bryde sig om, at hun tvivlede bare det mindste på ham. Af den grund, blev hun også mere sur på sig selv, når tanken passerede, for det var jo slet ikke meningen, hun skulle tænke i det baner. Hun elskede ham jo. Ville gøre alt for ham. Og den tillid som hun havde med ham, var hende noget af det vigtigste i deres forhold. Hun mødte hans blik med sine blå øjne og sendte ham et uskyldigt blik, som om det da slet ikke var derfor. Men det var jo det, det kunne hun vist ikke komme udenom. "Du har ret. Jeg vil bare gerne kunne følge med i hvad der sker omkring dig, så jeg ikke står tilbage uvidende," endte hun til ham. Hun lænede sig tilbage i stolen, der stod lige ved siden af hans. Hendes fod lod hun ganske uskyldigt stryge op over hans ben for at lægge sig på hans lår. Som hendes kåbe faldt ned om hendes ben kunne man se, at hun havde bare ben under kåben. Hun så roligt mod ham. Hun ville prøve at få ham til at slappe af, eftersom hun selv blev anspændt af, at han var det.
Med krigen i vente, så vidste Soraya godt, at Kimeya ville blive kaldt i marken. Han var leder af warlocks og øverste mord-sith. Han var uundværlig i kamp. "Jeg kan ikke lide du skal være i front," endte hun. Hendes ansigt var tomt og neutralt lige nu. Hun mødte hans blik, da han lagde op til at fortælle noget, der lød meget alvorligt. Hun endte mere stram i masken. Hun kunne jo ikke beskytte ham, hvis hun ikke var ved ham. "Men..." Hun tav igen. Det nyttede jo intet. Hans ord var lov. Hun flyttede blikket ud mod vinduet og stirrede lige ud i luften.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at Soraya bekymrede sig om ham, og at det var berettiget, og det var jo lidt det, som han godt kunne lide. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han havde trænet hende igennem stort set hele hendes liv. Hun havde ikke været særlig gammel, da han havde tvunget hende med sig, og nu kunne han jo så se frugterne af det ekstremt hårde arbejde, som han havde taget for sig igennem de sidste rigtig mange år. Hans blik hvilede fast og intenst på hende. "Vid, at du får at vide, hvad der er nødvendigt for dig, at vide, kæreste," sagde han endeligt. Hvorfor skulle han ellers lufte tanken om den kommende krig. Ikke at der var meldt noget endnu, men det hele lå bare i luften. Han var jo ikke dum. Han havde vandret på jorden igennem så mange år, og set lidt af hvert, så det var jo heller ikke ligefrem noget, som kunne komme bag på nogen som helst i den anden ende. Han kneb øjnene ganske let og fast sammen. Han vidste at han havde Sephiran i baghånden, hvis det skulle gå galt, men det var jo også kun fordi at han havde åbnet munden og sagt, at den mand havde lige så meget magt og autoritet over hende, som det han selv havde, og det vidste Sephiran heldigvis også. Han sukkede let og strøg hænderne over hans ansigt og lænede sig tilbage. At hun lagde benene over hans, sagde han nu ikke noget til.. Men det fangede dog hans opmærksomhed. "Intet men, Soraya," sagde han hårdt, da han igen vendte blikket mod hende. Han lagde hånden roligt over hendes ankel i et roligt og næsten.. blidt greb. Det lignede ham dog ikke. "Hvis krigen er uundgåelig.. hvilket jeg allerede ved, at den bliver, ender jeg med at stå i fronten.. I det tilfælde, så ved du at Sephiran er manden med ordet," sagde han kort for hovedet, også fordi at han nægtede at lade det være et emne som skulle diskuteres. Hans blik gled igen mod vinduet.. Han havde brug for at få styr på de tanker.. og der var virkelig mange af dem for tiden.

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne ikke lade vær med at bekymre sig om Kimeya. Det havde hun vel sin gode ret til, eftersom hun virkelig holdt af ham. Deres forhold var så anderledes og specielt, at det i dag ikke undrede hende, at de var endt ud i kys og kærtegn. Og faktisk havde et voksent forhold til hinanden. Hun blev ikke behandlet som et barn mere og hun opførte sig efter Kimeyas bog, hvilket vel egentligt kategoriserede hende som en voksen. Eller i hvert fald en ung kvinde i bedste alder. Hun mødte hans blik og nikkede så. "Okay, kære," svarede hun. Hun stolede på det. Og håbede bare på, at hun aldrig ville stå i en situation hvor hun fandt ud af nogle ting, som hun burde have vist på forhånd. Hun så roligt på ham. At han kunne fornemme krigen, før den overhovedet var ude blandt folk forundrede hende ikke. Men at han skulle stå i fronten brød hun sig virkelig ikke om, specielt når hun ikke måtte være der til at følge med og beskytte ham. Hun bed tænderne sammen, men fik det mere neutrale ansigt på igen så snart han lagde hånden over hendes ankel. Hendes lille kneb til at prøve og få ham til at slappe af. "Det ved jeg, kære. Men bør jeg så søge under Sephirans vinger hvis krigen bryder ud? Flytte til ham i stedet?" endte hun spørgende. Hun gjorde jo alt hvad han befalede uanset. Hendes blik gled mod ham igen. Let lod hun sin fod stryge længere op ad hans lår, så hendes fod endte med at ligge lige ved hans skridt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at Soraya bekymrede sig om ham, og det var skam ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget, for han kunne jo godt lide, at det rent faktisk var en som var berettiget, til at skulle gøre det. Hans blik gled langsomt i hendes retning. Hun makkede ret.. hun gjorde som han bad hende om, også selvom han vidste, at den kunne være svær til tider, så.. gjorde hun det jo faktisk ganske udmærket, og det var det, som han godt kunne lide. Han strøg hånden let over hendes ankel. De mange år, som han havde vandret på jorden her, så var han ikke i tvivl om, at krigen var oppe at vende, og nok meget snart ville bryde ud, og ja.. han ville ende med at stå i fronten, uanset hvor meget han ville ønske det eller ikke. Hans blik gled mod hende.
"Jeg forventer naturligvis at du bliver her og holder stand. Dvasias er stærke, så det ville forundre mig dybt, om noget i det hele taget, ville komme over muren her." sagde han blot. Desuden vidste han at Soraya bar inde med en styrke, som sjældent var set. Nu havde han jo også trænet hende, siden hun ikke havde været særlig gammel.. været den som forklarede hende, at forældrene havde vendt hende ryggen, og hvad havde de egentlig gjort for at redde hende fra den pinsel og tortur, som han selv havde placeret hende i? Og bevidst havde placeret hende i? Foden som placerede sig temmelig nær det hellige, tog han sig ikke af for nu.. Hans tanker var mange, og det var svært for ham at fokusere på det, som nu skulle fokuseres på. Han trak vejret dybt og slap det i et tungt suk. "Du er stærk, Soraya.. om der skulle ske mig noget i fronten, går ansvaret til Sephiran.. og jeg forventer, at du lyder ham, som du lyder mig," sagde han. Blot for at få det på plads.

[Soraya Salvorique]

Soraya adlød enhver af Kimeyas ordre. Hun kunne og ville ikke gå imod ham, for han var jo alt i hendes liv. Den eneste af to, hun stolede på, hvoraf den anden kun var fordi Kimeya havde sagt, at hun kunne. Sephiran var jo en stærk tiltroet mand ved Kimeya så kun derfor kunne hun også tillade sig, at stole på Sephiran. Kimeya havde jo også givet Sephiran magt over hende, hvilket hun hurtigt havde lært og forstået. Hun så ham roligt ind i øjnene. Hun havde aldrig frygtet ham. Altid været på hans side og blindt bare adlydt alt han havde sagt, gjort og ønsket. At han strøg hånden let over hendes ankel kunne hun godt lide, for det viste hende da, at hans tanker blev en smule afledt af hendes ben.
Kimeya var jo virkelig en erfaren mand, hvor hun stadigvæk var ved at skabe sig erfaring. Hun nærede sig meget på hans viden, men fandt også selv ud af ting, for dum var hun jo ikke og hun vidste lige hvordan man skulle få folk til at makke ret. Som mord-sith, så havde hun jo klart et ry at skabe og opretholde. Ligeså med det navn hun bar, som hun var virkelig stolt af. Marvalo. En ære i hendes øjne at have det navn. Hun nikkede så, det var da altid noget, at hun skulle passe mansionet. "Jeg skal nok holde stand her," lovede hun. Hun var ikke i tvivl om, at hun kunne, for med hendes træning, så var der ikke mange værdige modstandere. I hvert fald ikke i hendes hoved. Men måske i realiteten. At han dog ikke reagerede meget på foden ærgrede hun sig dog lidt over, for hun ville gerne aflede hans tanker. "Selvfølgelig gør jeg det. I er de eneste, jeg nogensinde vil adlyde. Resten må adlyde mig," endte hun bestemt.

[Kimeya Marvalo]

I alle henseender vidste Kimeya jo udmærket godt, at han kunne stole på Soraya. Han havde jo selv trænet hende og odraget hende til det punkt, som hu nnu havde nået. Det havde taget ham år.. forbandet mange år, men nu kunne han jo også se frugten af det hårde slid og arbejde, som han ellers havde været så tæt på, så mange gange, bare at give op på. Det havde holdt hårdt, men han var stolt, og selv det, var jo tydeligt at se og mærke lige nu. Han var tilfredse med hende, velvidende om, at hun ville gøre præcist det, som han ville have hende til. Sephiran havde lige så meget magt over hende, som det han selv havde, men det var kun fordi at han havde været nødt til at gardere sig, nu i tilfælde af, at der skete noget.
"Det ved jeg, at du vil," sagde han med en tydelig tilfreds stemme. Det var jo heller ikke fordi at han ville være utilfreds, eller holde op med at stole på hende. Hans blik gled roligt ned mod den fod, som lå temmelig tæt på hans skridt. Hvorfor kom det ikke bag på ham? Det afledte hans opmærksomhed en anelse, men med alt det som han gik rundt med i hovedet bare i dag, så var det svært for ham bare at.. se bort fra alt sammen. Han lænede sig mere tilbage i hans gode lænestol, og vendte blikket mod flammerne igen. Krigen var oppe om dem.. Hans erfaring var stor og alt indikerede jo, at den var oppe omkring dem efterhånden. Han ville bare ikke have, at noget skule ske hende.. Hun var faktisk noget af det mest dyrebare, som han havde i øjeblikket. Han sukkede igen tungt.. Det her gav ham da snart en gevaldig hovedpine. "Godt... Det er den indstilling jeg også forventer af dig, hvis der skulle ske mig noget på slagmarken, Soraya," sagde han endeligt. Ganske roligt puffede han hendes fod ned, kun for at rejse sig. Han følte sig virkelig underligt rastløs i aften.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste, at hun havde taget mange år. Men det var jo egentligt mest fordi, at hun først kunne få dragten og blive færdigudklækket som myndig eller nær myndig, selvom hun vel egentligt havde været klar siden hun var noget yngre. Men i dag var hun bare meget tilfreds, for der skulle kun nogle få vedligeholdende træninger til og så var hun virkelig godt kørende. Hun ville gøre alt for ham og mere til. Gjorde alt han bad om, også selvom det ikke var alt hun var enig med ham i. Hun nikkede. Hvis det skulle gå så galt, hvilket hun virkelig ikke ønskede, så skulle hun nok holde stand her. Passe huset. Sikre sig, at alt kørte som det skulle og holde kontakten med Sephiran, som jo faktisk så havde det sidste ord over hende. Hun sendte ham et opmuntrende blik, selvom hendes lille forsøg på at tiltrække hans opmærksomhed med foden nær hans skridt ikke helt virkede efter hensigten. Hun måtte finde på en større afledelse, eftersom hun ikke brød sig om når han tænkte så meget. Som han rejste sig og puffede hendes fod ned, så rejste hun sig også. Hun trådte hen til ham og lod sine hænder stryge op over hans skuldre og op i hans nakke. "Du tænker alt for meget kære," endte hun dæmpet. Hun sendte sine mentale kræfter mod ham for at sortere i det hele og give ham bedre ro, for han var alt for anspændt.