Post by Jarniqa Dynithril on Dec 23, 2014 23:32:41 GMT 1
Skønt Damien fortalte, at hendes fader havde været borte i lange tider, havde Jarniqa svært ved at se på manden med milde øjne. Hvilket barn så også mildt på den mand, som skulle have været dets fader, men som ikke havde været der for det? Det eneste hun vidste var, at han ej havde været der, og derfor var det det eneste, som hun valgte at gå ud fra. Dette valgte hun dog ikke at sige højt for Damien lige nu og her. Det var sent, og de behøvede ikke at bruge nattetimerne på et skænderi, som alligevel ikke ville føre dem nogen veje. Hun sukkede stille for sig, som hun kom op på benene. ”Søg du blot, hvis den viden vækker dig glæde. Forvent dog ej, at det vil blive et glædeligt gensyn, hvis det umulige skulle ske,” svarede hun ham kort for hovedet. Uden nogen yderligere ord, valgte hun at følge ham til det sted, hvor ’sengen’ måtte stå. Sengen var ej en egentlig seng, som den blot bestod af tørret græs og halm. Det var dog den eneste seng, som Jarniqa kendte til, og derfor havde hun ej heller noget problem med at gå derover, hvor hun også lagde sig. Ryggen trykkede hun ind mod Damien, der nu havde taget form som en varm og pelset bjørn. Til resten af kroppen trak hun det tynde tæppe over sig, så hun kunne føle en smule lune og tryghed. Den ene arm valgte hun at folde, så hun kunne bruge den som en slags hovedpude, da hun ellers ikke havde nogen. Øjnene glimtede hun let og søvnigt med. ”Godnat Damien,” sagde hun i en dæmpet tone, inden hun lod sine øjne glide endeligt i. Deres hjem var ej, hvad man kunne byde en af hendes herkomst, men det var alt, hvad hun kendte til. Hvor mange andre derfor ville have ligget og vendt og drejet sig, faldt hun derfor hurtigt i søvn..
// Out
// Out
