A seek for justice..?

[Damien Nathanael Adams]

Jarniqa Dynithril - Damien Nathanael Adams

---

Det var hen på aftenen, da man hørte de kraftige vingeslag henover himlen. Damien havde endnu en gang været ude. I en næsten daglig søgen for Salvatore Salizmira. Manden som var fader til den lille pige, som han siden hun var blevet født, havde taget sig af. Selvom hans kendskab til den kære Denjarna ikke var langt, så havde han alligevel taget sig tiden til at fortælle den lille pige, hvor stor og fantastisk hendes moder havde været.
Han vidste, at hun var død.. Han havde selv gravlagt hende, og skænket hende det ærefulde minde, som kun et sølle væsen var i stand til, da han havde fundet det fortjent på alle tænkelige måder. Nu, 15 somre senere, sad han stadig med ansvaret for en ung teenager, som ønskede at lære den store vide verden at kende. Ikke at han klandrede hende, men han ønskede nu stadig at gøre hvad han kunne for at passe på hende, og det var med alle midler.


Benden.. et ganske forladt sted igennem frygtelig mange år, var hvor Damien havde ført Jarniqa til. Et oldgammelt samfund.. Nærmest som en ruin i disse dage, omringet af store skoven, hvor der i midten var en sø, som også udgjorde den vigtigste del af den oldgamle by. Her vidste han, at han kunne finde hende. Den store drage søgte henover himlen og bag klippetoppene, for at komme frem. Smukt var her.. Et sted en skam, at folk havde glemt, at det eksisterede. Det var dog deres fordel. De kunne være i fred.
Damien gik ind til landing. I takt med at han nærmede sig jorden, ændrede han form, så han elegant, endte med at stå der på sine to menneskelige ben i stedet for. Kappen lagde sig om hans skuldre, idet han rettede sig op med brænde i sine arme. Byer blev brændt.. uroen bredte sig. Folk vidste ikke hvor deres dronning var, og han klandrede dem end ikke for det.. Det var vel bare bedst at.. ingen vidste noget? Han trak vejret dybt. At leve menneskeligt, var han blevet vant til nu. Særligt efter han skulle tage sig af Jarniqa. Han søgte igennem en ensom gade, for at komme til huset, hvor de boede. Han forventede at finde hende her.

[Jarniqa Dynithril]

”.. 10.. 11.. 12 guldmønter,” mumlede Jarniqa stille for sig, inden hun forsigtigt puffede guldmøntetårnet til siden. Hurtigt fandt hendes slanke fingrer de resterende mønter, som alle lå spredt ud over det gamle træbord. Ligesom hun havde gjort med alle guldmønterne, begyndte hun nu pænt og systematisk at stable alle sølvmønterne oven på hinanden. Igen begyndte hun at tælle.. ”1, 2, 3..” talte hun, alt imens tårnet langsomt voksede foran hende. ”17!” afsluttede hun endelig, som hun lagde den sidste sølvmønt på plads. Ej kunne man sige, at det var de store rigdomme, som hun havde at gøre godt med, men alligevel gled hun tilbage i den slidte lænestol med et smil på læben. Mønterne var bedre end ingenting, da hun og hendes værge trods alt ikke besad nogle reelle erhverv. Manden som hun levede med, og som fungerede som en slags onkel for hende, havde brugt størstedelen af sit liv som en drage. Derfor var det svært at påstå, at han var i stand til at bidrage samfundet med det helt store.. Det var måske også af den grund, at hun var endt, hvor hun var? Dog kunne hun ikke sige, at hun klagede, for dette var alt, hvad hun kendte til. Roligt strøg hun en ravnsort lok om bag øret, alt imens hendes smaragdgrønne øjne hvilede på dagens fangst. Set herfra var det ikke just svært at gætte, hvad hun bebyrdede sig med. Da hende og Damien aldrig havde været de mest velhavende individer på denne klode, havde hun selv kastet sig over det mest nærliggende job. Nemlig funktionen som tyv. Hurtig med fingrene var hun, samt et kønt ansigt havde hun, og derfor var det ikke just svært at gøre en mindre succes ud af det. Det største problem angående det var dog, at Damien havde valgt at bosætte dem så afsides den egentlige civilisation. Det gjorde derfor, at hun havde svært ved at nå frem til folks punge og andre værdifulde genstande, og derfor kunne man meget vel sige, at det var en god ide at have en del med hjem, når man endelig var ude. Derfor kunne man et sted også sige, at 12 guldmønter og 17 sølvmønter ej var den største skat.

[Damien Nathanael Adams]

Med henblik på hendes erhverv, var det måske ikke det bedste sted at slå sig ned, men det holdt hende langt væk fra det liv, som ellers var at finde i Manjarno, og særligt fordi at hun jo rent faktisk var.. prinsesse af landet. Han havde gjort hvad han kunne for at beskytte hende, og nu havde hun nået alderen af 15 somre, og stadig levede ved bedste vel, og det var det, som rent faktisk betød mest for ham i en stund som denne. 
Livet som drage, var bestemt ikke noget som gav dem nogen fordel her. Andet end at han naturligvis havde de skærpede sanser, og muligheden for at bringe dem langt, hvis det blev for farligt. Han havde skænket det løfte til Denjarna på hendes dødsleje, at han ville gøre hvad han kunne for at passe på hendes lille pige, og det havde han i den grad også tænkt sig at overholde i den forstand, at det var ham muligt. Derfor værdsatte han heller ikke hendes valg af erhverv. Der var så mange andre muligheder og måder at gøre tingene på.

Her sad hun og talte dagens inkomst. Han smilede let for sig selv.  Hun var i sandhed en tro kopi af sin moder med de enkelte tydelige tegn fra sin fader. En mand som hun endnu kke havde lært at kende, og endnu ikke havde set. "Jeg bifalder ej dette, Jarniqa," sagde han, som han nu havde sagt det allerede hundrede gange i forvejen, men dog sagt og snakket for døve ører. Ikke noget som han gjorde noget ved nu. Brændet smed han fra sig ved ildstedet, inden han igen vendte sig mod hende. Endnu en gang en dag ude.. uden nogen spor efter hendes fader.

[Jarniqa Dynithril]

Døren hørte Jarniqa glide op, som hun betragtede sig af dagens tyvekoster. Selv behøvede hun ikke at se op for at gætte, hvem det var, da det kun kunne være en person. Damien. Manden der altid havde fungeret som hende værge, og som var en af det eneste, som udgjorde befolkningen i Benden. De to var de eneste. Kedeligt var det på sin vis, som hun ikke kunne lægge skjul på, at hun længtes efter eventyrer, men hvilken 15 år gammel pige gjorde ikke også det? Hendes blik gled op og hendes hoved søgte på sned, som Damien igen beklagede sig over hendes gøren. Uskyldigt så det ansigt ud, som han tidligere havde beskrevet som en kopi af hendes mor. En kvinde, som hun aldrig havde kendt til, og som hun aldrig ville komme til at kende til, som hun var gået bort efter hendes fødsel. Uskyldigt gled smilet over de lyserøde læber, som det var et skuespil, som hun ofte gjorde sig i. ”Hvis du ej bifalder det, kan du jo blot se væk,” svarede hun kækt tilbage. Trodsighed var vel også en anden naturlig ting, som hørte til alderen? Uden uskylden forlod hendes kønne ansigt, begyndte hendes slanke fingrer behændigt at skrabe mønterne tilbage i den brune læderpose, som hun også havde stjålet. Et sted burde Damien ej tale om, at han ej bifaldt hendes erhverv. De kunne trods alt ikke sige, at de havde købt huset her med deres egne mønter. De havde nemlig blot indtaget det, som det havde ligget spøgelsesforladt hen. Desuden, det var ej let at bebyrde sig med et anstændigt erhverv, når man ej levede i de pulserende byer, og desuden.. hvilken arbejdskraft kunne hun overhovedet tilbyde folk? Ganske vidst var hun god til at skabe ting med hænderne, men selv vidste hun også, at det var arbejde som tilfaldt mændene i de større byer. Læderpungen bandt hun roligt fast til bæltet i sin kjole, inden hun igen hævede de smaragdgrønne øjne mod Damien. ”Er det brænde til pejsen? Det er begyndt at blive bidende koldt herinde,” skiftede hun behændigt emne.

[Damien Nathanael Adams]

Damien ønskede kun at passe på Jarniqa, som han havde gjort siden den dag hun var blevet født. Det havde været hårdt.. særligt dengang hun havde været en helt lille nyfødt og spæd.. Men det havde gået.. men kun lige og lige, og nu kunne han jo se hvilken ung og smuk kvinde hun var blevet til. Uden tvivl en tro kopi af sin moder, hvilket stadig kunne stikke til ham af det gruelige savn, som han måtte føle i hans krop og sind. Han savnede Denjarna. Den eneste kvinde som rent faktisk havde set på ham med de milde øjne, og rent faktisk ville hjælpe ham da han havde problemer, og her sad han så... så mange år efter, og følte stadig, at han skyldte hende.
Brændet smed han ved ildstedet, hvor han alligevel gjorde hvad han kunne for at få gang i det, i stedet for. Det var ved at blive koldt udenfor. Vinteren var over dem og det var en hård tid. Men ikke noget nyt. De havde været igennem den flere gange, og de havde alle gange klaret den sammen. Han kunne jo ændre form igen.. om vinteren gjorde han hvad han kunne for at holde hende varm i en pelset skikkelse som en stor bjørn og om dagen, var han dragen, når han skulle ud. "Gid det var så vel, min kære," sagde han endeligt. Hans hoved ændrede form til dragens. Bare i en langt mindre udgave. Ud af munden kom en klar flamme, som ramte direkte ned i brændet, som omgående måtte tage fyr. Han rystede på hovedet, som så igen indtog den menneskelige form, inden han vendte sig mod hende. "Det er det.. Kom herhen og få varmen. Du ligner en som kunne bruge det," sagde han med en rolig stemme. Hvad han dog ikke ville gøre for at passe på hende, og særligt også fordi at han virkelig havde lovet Denjarna, at han ville gøre hvad han kunne, for at holde hende sikker.

[Jarniqa Dynithril]

Intet sagde Jarniqa til, at det ej var let at se bort fra hendes kriminelle side. Hun vidste nemlig, hvad det kunne ende ud i.. Et skænderi. Dem havde de haft før, som de gik op og ned ad hinanden og kun havde hinanden, og derudover var skænderier også lette at opfostre, når to parter ej så sig enige. Dog så hun selv en vis nødvendighed i, at hun bebyrdede sig med disse ulovligheder. Selv kunne hun nemlig ikke gøre som sin værge og blot glide hen i en dyreskikkelse. Nej, hendes krop var altid menneskelig, og derfor fulgte visse naturlige behov også med. Damien måtte også selv have mødt dem nu hvor, at hendes ankomst havde tvunget ham til at indtage sin menneskelige skikkelse. Selv vidste hun nemlig, at han inden hende havde holdt en permanent skikkelse som den mægtige drage, som han kunne forvandle sig til. Det var også et glimt af den skikkelse hun så, som hans hoved forvandlede sig for øjnene af hende. Selv foretrak hun ikke en mine, da det skete, da det blot var en del af dagligdagen her. Hun bevidnede nemlig dag ud og dag ind, hvordan han indtog forskellige dyreskikkelser. Hun fugtede læberne let. ”Hvornår lader du mig gøre det?” spurgte hun, som hun refererede til tændingen af ildstedet. Dog vidste hun allerede, hvorfor hun ikke gjorde det.. Selv vidste hun, at hun havde magi, men ærlig snak var det, at hun ingen kontrol havde over den. Derfor kunne hun meget vel tænde en ildebrand i hele huset, hvis han lod hende passe ilden. Roligt rejste hun sig fra lænestolen, så der kom liv i kjolens røde klæder. ”Så du noget nyt, som du var ude?” spurgte hun nysgerrigt ind, alt imens hun bevægede sig over til ildstedet på bare fødder. Hurtigt kunne hun fornemme den pulserende ild, som flammerne ej behøvede at bruge tid på at tage fat, når det var Damien som stod for tændingen. Mageligt sank hun ned på hug ved ildstedet, hvorefter hun stak hænderne frem, så hun blidt kunne masserer dem mod hinanden i glødernes skær.

[Damien Nathanael Adams]

Damien gjorde hvad der var ret, for at beskytte og passe på hende. Ironisk nok, var det ulovligheder som hun måtte begå, for at skaffe dem penge, med tanke på, at hun i princippet kunne sætte sig på den manjanske trone og kalde sig for dronning. En sandhed, som han bevidst for nu havde valgt at holde skjult for hende, da der ikke var nogen grund til at bebyrde hende med mere end hvad de måtte kæmpe med i forvejen. Frygtelig meget af hendes moder, måtte Damien se i hende, hvilket kun gjorde det.. svært for ham at lade hende gå. Denjarna var som sagt en kvinde, som han endnu følte, at han skyldte sit liv til. 
Et tungt suk forlod hans læber. "Du ved udmærket godt, hvorfor jeg ikke lader dig gøre det.." forklarede han. Det var derimod noget af de som de oftest skændes om. Han vidste, at det var at gøre hende en bjørnetjeneste, men han kunne ikke bare lade hende.. gøre den slags. Magien i hende var stærk. Ej underligt med den fader som hun havde, men som ikke var at opdrive nogen steder. En grund til at han søgte ud - nemlig i håbet om at Salvatore ville vise sig for ham, og at han ej var borte, som hendes moder. Ilden gnistrede hurtigt foran dem. Han flyttede sig, så selv hun kunne komme til. Han satte uden tvivl hende og hendes velbefindende langt over sit eget, så han lod hende komme til ilden først. "Endnu søger jeg din fader, Jarniqa. Uro er under opsejling i Manjarno. Jeg tror det er en glæde, at vi befinder os her," sagde han endeligt. Nu hvor hun ikke selv havde muligheden for at opfange det samme som han, måtte han jo indvige hende i hvad han opfangede undervejs. Han satte sig på enden og med blikket vendt mod hende. Så ung og smuk... uden tvivl skabt i billedet af sin moder. 

[Jarniqa Dynithril]

Skønt Jarniqa vidste, hvorfor hun ikke benyttede sig af den magi – som hun vidste, hun havde – stak det alligevel i hende. Hvad godt var det at have noget, hvis man alligevel ikke kunne bruge det? Og ikke mindst … hvad godt var det at have, når det for det meste gik grueligt galt, når det endelig viste sig? Dybt frustrerende var det, hvor hun næsten ville ønske at have været foruden den del af sig. Selv vidste hun, at hun var halvmagiker grundet sin far. Hvem manden var, havde hun ingen ide om. Derfor vidste hun ej heller, at han var den stærkest nulevende magiker, og at magien derfor var kraftig i hende.Det var måske også af den årsag, at det så ofte gik ragende galt for hende? ”Nuvel.. Ikke, at jeg heller ikke nyder at se dine halve forvandlinger,” endte hun med at sige med et drilsk smil på læben. Særlige fandt hun dog ikke hans skift. Hun så dem trods alt på daglig plan, og samtidig med det måtte det være svært at benægte, at han var det individ, som hun havde set mest til. Det var nemlig bestemt ikke sådan, at Damien havde en vennekreds, som de blev inviteret ud til. Faktisk var der kun dem. Hændernes gnubbede hun fortsat mod hinanden i flammernes skær, så cirkulationen kom i gang. Køligt var deres hjem i vinterhalvåret, men bedre var det trods alt at være inde end ude på denne tid af året. Det havde hun også før fået af føle, da det ikke var altid, at de havde stået med tag over hovedet. De uskyldige smaragdgrønne øjne vendte hun mod ham, som han nævnte hendes far. ”Er jeg virkelig til så stort et besvær for dig, at du så brændende ønsker mig væk?” spurgte hun ham med et smil på læben, inden hun vendte blikket ind mod flammerne, hvor hendes humør dalede en anelse. ”Jeg forstår ikke, hvad du vil ham.. Vi har jo hinanden. Desuden.. du har selv fortalt, at min mor var alene, og derfor kan min eksistens vel næppe huje ham. Han er vel ligeglad,” kommenterede hun med et skuldertræk.

[Damien Nathanael Adams]

Et sted var det jo direkte grotesk at Damien ikke kunne fortælle Jarniqa noget som helst om hendes familie. Han kunne snakke frit om hendes moder, men ikke præsentere hende for hendes fader, før denne mand var fundet. Nu var Salvatore ikke just en mand som han brød sig om i forvejen, men hvad gjorde man ikke for den kvinde, som man nu havde lovet at beskytte og passe på? Han havde fordele som han kunne kontrollere, hvor hun derimod nedstammet fra tidens stærkeste magiker.. Det var jo heller ikke underligt, at magien i hende var så stærk, og denne, kunne han jo ikke ligefrem hjælpe hende med. Han trak vejret dybt.  "Den magi som du har i sinde, nedstammer fra en stærk magiker, Jarniqa.. Det vil ende katastrofalt, om du ikke lærer at kontrollere den," forklarede han. Det var skam ikke fordi at han havde tænkt sig at sende hende væk! Tvært imod! Hvis han kunne, ville han da hellere leve med hende heroppe alene! Det kunne godt være, at det var de dyriske instinkter, som forbeholdt ham, ønskede at de skulle holde sig alene og mere i det skjulte, hvor han vidste, at intet ondt ville komme til dem. Så meget som der var under opsejling nu, så var det bare en nødvendighed.
Langsomt fjernede Damien sin kappe fra sine skuldre, kun for at lægge den omkring hende. Det var en kold tid. En virkelig kold tid, som de nu måtte gå i møde, men han havde brug for, at hun stolede nok på ham til at vide, at det han gjorde, rent faktisk var for hendes bedste. "Du har ret.. Heroppe har vi hinanden, men uanset hvor meget jeg hader det, så har du en vigtig del af dig, som du er nødt til at lære at kontrollere. Og det kan jeg ikke hjælpe dig med." Det var nok det værste af det hele - det var noget som han personligt ikke kunne hjælpe hende med, andet end at ved at forbyde hende at øve med det. Velvidende om at det kun var med til at gøre det værre.. Meget værre.

[Jarniqa Dynithril]

Tvært måtte Jarniqa skyde underlæben frem, som kun en utilfreds teenager kunne gøre det. Hvor betagende det end var at vide, at der hvilede en stærk magi i hende, ligeså irriterende var det også. Der var nemlig intet godt i at besidde en umådelig styrke, hvis ikke man måtte bruge den eller var i stand til at kontrollere den. Det var nemlig lige præcis det lod, som hun havde trukket. Gennem tiden havde Damien fortalt hende, at hun nedstammede fra denne sagnomspundne mand. En mand, som skulle være nutidens stærkeste magiker.. hvis han da vel og mærke var i live. Selv vidste hun nemlig, at Damien havde brugt år på at søge denne forsvundne magiker, og derfor var Jarniqa også nået frem til den konklusion, at: enten var manden død, eller også var han ikke interesseret i hendes eksistens. Det hele kunne vel komme ud på et? ”Jeg ved det, jeg ved det.. Jeg besidder en stærk magi, og den vil hidkalde en katastrofe, hvis jeg benytter mig af den,” svarede hun ham i et sarkastisk toneleje, hvilket helt fik ilden til at sprutte faretruende inde i ildpejsen. Altid havde magien været et tegn på hendes følelsesstadie. Det var blot blevet tydeligere, som hun var kommet op i årene. Det var måske også af den årsag, at Damien var begyndt at søge mere ud? Som hun let mærkede, hvordan kappens vægt tyngede ned over hendes skuldrer og ryg, vendte hun det smaragdgrønne blik mod Damien med et svagt smil. Dette betød også, at roen igen indfandt sig i pejsestedet, hvor flammerne nu syntes at danse fredsommeligt. Hun vidste, at den mand kun ønskede hende det bedste, og det var også af den årsag, at hun ikke ønskede at finde sin fader. Ganske vidst var Damien og hende ikke biologisk slægtet, samt han aldrig ville kunne hjælpe hende med sine kræfter, men alligevel vægtede han det mere hos hende. Han havde opfostret hende, og det var også af den årsag, at det var ham, som hun var loyal. ”Jeg ville bare ønske, at det ej var nødvendigt.. Findes der ikke også andre som kan hjælpe, end min biologiske fader?”

[Damien Nathanael Adams]

Som den fine teenager Jarniqa måtte være inderst inde, så var det også noget som Damien virkelig forsøgte at tage hensyn til, dog selvom hun på ingen måder gjorde det nemt for ham altid. Han gjorde det udelukkende for hendes skyld. Alt det som han gjorde, var jo udelukkende for hendes skyld, mere end det måtte være for hans egen. Hun vidste hvorfor han ikke lod hende bruge magien.. godt, så var der vel heller ikke noget stort problem der? Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. "Netop.. Og uanset hvor lidt det behager mig at sige det, så er det noget som jeg ej kan hjælpe dig med, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne.." Et sted forsøgte han vel at søge forståelsen, mere end han opsøgte skænderiet? Dem havde de bare haft alt for mange gange, på grund af disse småting, og det var hårdt. Det var virkelig, virkelig hårdt. Selv havde han jo alle dage haft det ømme hjerte for Denjarna.. og selv han måtte jo se så meget af hende, i hendes datter.
Kappen lagde han om hendes skuldre. Omgående kunne han se, at ilden i pejsen gik mere i ro og til den svajende dans, som det nu efterlod dem med. Hans hænder gnubbede let over hendes overarme i et forsøg på bare at give hende lidt mere varme. "Jeg har mine tvivler til, at din fader ved at du overhovedet eksistere, Jarniqa.. Derfor søger jeg efter ham," fortalte han med en rolig stemme. Manden havde været væk i år nu.. Og naturligvis bragte det kun landet større uro! Ingen vidste at landet havde en prinsesse såfremt! Svagt bed han sig i læben. Der var sikkert andre som kunne.. Men om de ville? "Mange vil sikkert kunne, men jeg nærer tvivl til, at de ønsker at hjælpe dig, min kære.. Din moder var elsket.. såvel som hun har været hadet af frygtelig mange," forklarede han med en dæmpet stemme. Ondt og hårdt måske, men folk dømte.. og han tog ikke nogen chancer.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa slap et dæmpet suk. ”Jeg ved, at du ville hjælpe, hvis du kunne,” svarede hun ærligt. Det var trods alt kun et faktum, at de to altid havde stået hinanden bi. De havde trods alt også kun hinanden. ”Jeg ville dog ønske, at du forstod, hvor svært det er at besidde noget, som du er blevet forbudt at bruge.” Hårdt var det at vide, at hun havde en del i sig, som hun ej måtte komme i kontakt med. Ekstra frustrerende var det også at vide, at hun ikke altid var herre over, hvornår hun ville i kontakt med den del af sig. Den del havde det trods alt med at komme til overfladen på selvvalgte tidspunkter.. som nu, hvor hun helt fik flammerne til at slå gnister, hvorefter de dansede så fredeligt, så man kunne tro, at intet var hændt. Det smaragdgrønne blik vendte hun frem mod ildstedet, som hendes krop rokkede i takt med, at han gnubbede hendes arme. Tryg var hun ved dette, som han måtte være den eneste person, som lagde hånd på hende. ”Han ved måske ej, at jeg eksistere, men hvorfor skulle han også ønske at vide det? Du har selv fortalt mig, at han aldrig kom efter min moder.. hvorfor skulle han så komme efter mig?” Hårdt var det måske at dømme en person, som man end ikke kendte, men hvorfor skulle hun også dømme ham anderledes? Hun var alligevel kun vant til at åbne sig op for Damien, så hvorfor skulle hun åbne sig op for en anden end ham? En fremmed endda.. De lyserøde læber fugtede hun, inden hun uforstående måtte ryste svagt på hovedet. Let føj hendes ravnsorte lokker omkring, som det skete. ”Jamen jeg er ej min moder.. Jeg kendte hende ej.. Hvorfor skulle folk i så fald ønske at behandle mig på den vis? Jeg er ligeså vel et individ som alle andre,” begyndte hun at sige i en pludselig diplomatisk tone. Ganske vidst havde Damien lært hende at være stolt af sin moder, men alligevel var hun sin egen … var hun ikke det? Eller var hun i virkeligheden en kopi af sin afdøde moder?

[Damien Nathanael Adams]

Damien kunne godt forestille sig, at det var svært for Jarniqa, og derfor gjorde han virkelig hvad han kunne, for at hjælpe hende med byrden. Dette var efterhånden en daglig samtale, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at det gjorde sagen meget bedre af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans blik gled mod hendes skikkelse, mens han gnubbede hendes overarme, bare for at få lidt varme i hende, for han ville jo heller ikke have, at hun skulle sidde her og fryse røven af sig, for at sige det mildt. "Jeg ved ikke, om han er rede over, at hun er borte, min kære," sagde han med en rolig stemme. De havde jo taget ud for at finde hendes fader, mens maven var vokset.. og fødslen havde jo så taget livet af hende. Og nu var de jo så her. Han vidste at det var svært for dem. Virkelig svært. 
Damiens blik gled mod hendes skikkelse. "Folk kan være skræmmende fordømmende og særligt mod folk af mørkelvisk slægt, min kære. Din moder var som sagt elsket og hadet.. hadet af de højerestående," forklarede han med en rolig stemme. Mattheus, såvel som Gabriel. Det var virkelig slemt på særligt den front. Han ville jo bare passe på hende, og var der noget forkert i det?Ingenting vel? Han trak vejret dybt. "Og derfor håber jeg lidt på, at jeg kan finde ham.. For jeg ved, at han i hvert fald, vil være i stand til det... Lad os nu bare komme i seng," sagde han dæmpet, inden han roligt rejste sig op. Deres stand var måske ikke en prinsesse værdig, men hvad hun ikke vidste, havde hun vel heller ikke ondt af?

[Jarniqa Dynithril]

Tavst sad Jarniqa blot og så til, mens han talte. Selv vidste hun godt, at hendes moders bortgang ikke var almen viden, men alligevel.. Hvis hendes moder havde haft nogen som helst betydning for hendes fader, ville han så ikke have søgt hende? Var det ikke det folk gjorde, hvis de holdt af en? Faktisk vidste hun ikke, hvad normalen var, da hun ikke kendte andre end Damien personligt. Hun vidste dog, at hun ej ville blive glad, hvis han pludselig forsvandt. Ganske vidst havde de deres opture og nedture, men alligevel holdt hun jo af ham. Brynene rynkede hun. ”Jeg ville søge efter dig, hvis du pludselig var borte,” endte hun med at sige, alt imens hendes ene hånd fandt hans. ”Jeg tror, at det er, hvad man gør, hvis en man holder af pludselig er borte.” Hånden endte hun med at trække til sig igen. Hendes fader kunne umuligt havde holdt af hendes moder. Hvis han havde gjort det, havde han søgt efter hende, og i den anledning ville han have stødt på dem. Hendes blik faldt på sned, uden at hun tog de smaragdgrønne øjne fra flammerne. Verdenen blev altid beskrevet som en skræmmende en, når ordene kom fra Damiens mund. Måske havde han ret? Måske havde han ikke? Selv ønskede hun at finde ud af det, men det tvivlede hun på, at han ville tillade hende. Hun ønskede nemlig at se verdenen og dets skabninger, og han ønskede at holde dem i eksil. ”Jeg ved end ikke, hvordan mit folk er.. Jeg har aldrig set deres samfund. Hverken mørkelvernes eller magikernes.. Hvordan kan jeg i så fald blive stemplet af den baggrund?” Meget vidste hun endnu ikke om omverdenen, som hun kun vidste, hvad Damien fortalte hende, og hvad hun selv opsnappede i gaderne, når hun endelig kom til byerne. Irriterende var det, som det helt måtte føles som et handikap! Dæmpet slap hun et suk, som hun valgte at ignorere hans ord omkring hendes fader, og derfor blot lod sig fokusere på sengedelen i næsten. ”I seng i så fald,” endte hun med at medstemme, inden hun langsomt skubbede sig op på benene igen.

[Damien Nathanael Adams]

Damien vidste at det var hårdt for hende, men han stod så til gengæld fast på, at dette var hvad der skulle til. Verdenen ville gå efter hende, om de vidste, at hun eksisterede, og særligt fordi at hun jo var landets prinsesse. Med den uro, som måtte være derude, så var det heller ikke noget som han ønskede at hun skulle fanges i! Tvært imod! Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han ville ikke diskutere det med hende, selvom han skam havde forståelsen for at det var svært for hende. "Han var selv borte, da vi søgte ud.. Det var der det gik op for din moder, at hun ventede dig," forklarede han. Han vidste end ikke om Salvatore i det hele taget var i live eller ikke, og ja, det var svært for ham, at vedkendes, og særligt på denne her måde.
Damien forsøgte virkelig bare at passe på hende, og det vidste hun vel godt? Han rejste sig roligt  og vendte blikket mod hende. Hun kunne sige hvad hun ville, men den som kunne hjælpe hende, var en magiker, og det at finde en.. det ville blive en kæmpe problematik. "Borgerne af landene omkring dig, er god til at dømme, og særligt på dit navn, min kære. Din fader vil kunne hjælpe dig, og siden jeg ikke har kunne få bekræftelsen på, om manden er død eller levende, er jeg nødt til at fortsætte med at søge." Hans blik var bestemt, og tydeligt, at det ikke var noget som stod til diskussion. At skulle stå og diskutere med en teenager kunne være hård nok!

Sengene var nu heller ikke ligefrem noget at prale af, men hvad gjorde man ikke for at sikre sig, at hun ville holdes varm og tryg? Undervejs, skiftede han form endnu en gang, og denne gang til den store pelsede bjørn. Han lagde sig på en bunke af det tørre græs, blandet med halm og andet, som udgjorde bunden, og med det tynde tæppe, så hun havde noget at kaste over sig. Han lagde sig til og forventede, at hun lagde sig ved siden af. Derefter lagde han sig til at sove.

//Out