Take A Deep Breath...

[Deleted]

@isabel

---

Det var en helt rolig Lørdag formidddag, Cadriel havde lige afsluttet en nattevagt ved demningen, og han første tanke havde været at han burde få sig noget søvn. Han boede i en lille fiskerhytte overfor havnen, et stykke væk, der var kun lige præcist plads til en seng og et bord, og han prøvede at udnytte hver mulighed han havde for at tænke, planlægge og udtænke. Det var hans egen mor der havde sat ham i denne her forfærdelige situation og han havde mange ting han ønskede at gøre i mod hende, og mange ting han ønskede at ændre på i fremtiden, for ikke at ende ligesom hende, men alligevel vinde på den ene eller den anden måde. Cadriel havde løse bukser på og en sort striktrøje, der lugtede af saltvand, han elskede sit arbejde på havnen, han var en mand der ikke var bange for at tage fat, men alligevel så følte han sig helt tom når han gik rundt i disse gader.

Cadriel gik roligt op fra en af de mange udkigsposter ved dæmningen. Han kiggede sig let omkring, der var ikke mange mennesker sådan en lørdag formiddag, de fleste lå jo nok et sted og var gået kolde efter en vild bytur, og ja Cadriel kunne da også godt lide at gå i byen fra tid til anden, men han var også utrolig arbejdsom, og han nød at putte godt håndværk i, han nød at lave noget som virkeligt betød noget for andre mennesker, og det var da også derfor han flere gange havde meldt sig som frivillig på de lokale børnehjem. Han elskede børn, og havde altid drømt om at få nogen selv, men det havde lange udsigter, heldigvis levede han jo nok også i mange år, og han vidste derfor at han ikke havde travlt.

[Deleted]

Stønnende slæbte Isabel sig med sin raske arm, om fra den mudret flod, for at komme op på bredden. Alger og mudder overdængede hende, efter at hun var blevet transporteret flere mil ned gennem floden, for bagefter at få kæmpet sig ind til land. Hendes ene arm holdte hun presset ind til kroppen. Knoglen var brudt ud gennem huden. Et hårdt knogle brud, der gjorde det så godt, som umuligt at bruge den.
Med en jamren væltede hun om på ryggen på flodbredden, med armen trykket ind til brystet. Hendes praktiske tøj og det røde, korte hår klæbrede sig til hende, og var næsten brunt af mudder.
Trætheden fik hendes krop til at summe, mens den gennemgik den eneste bølge af smerte efter den anden. Hun kunne ikke bevæge sig længere. Musklerne skreg af hende. Gispende efter vejret åbnede hun øjnene, for at kigge direkte op i den blå himmel.
Små rifter dækkede hendes ansigter. Nogle blødte. De var sikkert blevet betændte efter det beskidte flodvand. Sammenbidt kiggede hun op mod dæmningen. Der var udkigstårne, men det så ikke ud til, nogle havde fået øje på hende, og hun havde ikke kræfter til at skrige på hjælp.
Hun var sikker på, at hun blødte fra et sted i hovedet. Det bankede som, var der et smedeværksted derinde.
Hvor fanden var Caleb blevet af?! Hendes forsøg på at rejse sig op, fejlede da smerten skar igennem hende, så hun med et dæmpet skrig, måtte ligge sig ned igen. Mudret føltes varmt under hende. Et par tårer dannet af smerten, gled ned af hendes beskidte kinder. Det var lang tid siden, hun havde følt sig så hjælpeløs og fortabt. Bandende slog hun en knytnæve ned mod panden.

[Deleted]

Cadriel gik som altid i sine egne tanker, når han var alene prøvede han at lukke sig ind i sin egen lille bobble, fordi han ahvde så mange ting at se til, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv for tiden, han havde mange ting han gerne ville nå her i livet, og han ville mest af alt bare gerne ud og finde en måde hvorpå han kunne hævne sig på Leora, hun var en forfærdelig kvinde og Cadriel havde virkeligt lyst til bare at slå hende og få hende til at fortryde at hun nogensinde havde smidt ham ud. Ikke fordi han ønskede at bo ved hende, hendes ondskab gik langt over hans fatteevne, men alligevel så kunne han jo ikke gøre så meget andet end bare at håbe på at han i fremtiden ville få en chance for at slå til og give sin biologiske mor en lærestreg.

Som han pludseligt hørte et skrig, kiggede Cadriel sig omkring, inden han hurtigt satte i løb i retning af det, som han hørte det igen, og han fik snart øje på en kvinde: "Jamen dog! Lad mig hjælpe Dem" sagde han og kom hurtigt ned til hende, for at tage sin jakke af og sætte omkring hende, hun var jo gennemblødt, og på denne årstid var vandet jo ikke ligefrem varmt: "Hvad er der sket? Er der nogen efter Dem?" spurgte han og kiggede ned af dæmningen, det var jo altid en god ting at vide om man skulle gøre klar til at forsvare sig, man vidste jo aldrig med denne verden, det ene øjeblik kunne man være verdens rigeste og mest lykkelige, og det næste øjeblik lå man forslået i en vandpyt.

[Deleted]

Lettelsen skyllede gennem Isabel, da hun opdagede en person komme løbende mod hende. Èn havde set hende. Guderne være lovet! Da han nåede hende, lod hun ham taknemmeligt lægge sin jakke omkring sig, mens han tog om hende. Det støttede hende til at sidde op af ham. Han var åbenbart ligeglad med at han nu også blev fuldkommen mudret til.
”Nej, det… jeg tror ikke de er efter mig længere,” svarede hun ham, og måtte bide sig lidt i læben, efter at have bevæget sig, så kroppen gjorde ondt over det hele. Specielt armen. Blod silede ned over siden på hendes ansigt fra hullet i hovedet, men hun var ikke så svimmel igen. Forhåbentligt var det bare en lille skade.
”Please være sød at kig ned af floden. Min bror var med mig, men… jeg ved ikke om han også sprang i floden, eller… ” Hun tav, for at lade blikket flakke ned af floden, som hun var flydt ned af. Uroen over at Caleb ikke var der, gnavede næsten værre end smerten. ”Vil du bare gå lidt ned af bredden, for at se om han ligger ude i vandet, eller noget.”
Måske var han sluppet væk på en anden måde. Caleb var en snedig person. Måske havde han løbet fra dem, gemt sig, eller på en eller anden måde kæmpet sig fra dem. De blev jo adskilt, da de flygtede gennem skoven. Måske ledte han efter hende lige nu.
En ting var sikkert. Hun kom ikke væk herfra uden hjælp.

[Deleted]

Godt nok oplevede Cadriel mange ting her i byen, og man kunne aldrig helt vide sig sikker på hvad der foregik. Men det var alligevel længe siden at han havde set en kvinde så foreslået, også ved dæmningen. Hvis man fandt mennesker i vandet, så var de ofte allerede døde ovenpå den hårde tur, og Cadriel kunne mærke hans hjerte næsten stoppe ved tanken om at hun kunne være død. Han havde to gange været med til at fiste lig op af dæmningen, og det var virkeligt ikke noget man havde lyst til at gøre mere end en gang, og når det så var sket hele to gange, så blev man altså en smule skræmt: "Godt... Lad os få dig op... Hvor har du mest ondt?" spurgte han med en stemme han forsøgte at holde rolig, bare for at sikre sig hun ikke ville ende med at blive bange eller måske skade sig selv endnu mere, han kendte hende jo ikke.

"Jeg skal nok sende nogen ud og lede efter ham... Lige nu er jeg nødt til at få dig i sikkerhed... Hvad er dit navn?" spurgte han roligt: "Jeg er Cadriel... Jeg gør dig intet, men vi er nødt til at få noget tørt tøj på dig og finde en læge" sagde han blot, han havde en masse venner i branchen og gode kollegaer, og han skulle nok finde nogen der kunne se efter hendes bror, dog var han ikke umiddelbart fuld af håb, for han vidste hvor farlig vandet var, og hvor dybt det var, alene at hun var i live, var jo nærmest et mirakel og man kunne jo kun håbe han va rkommet op længere nede.

[Deleted]

Hidsigt prøvede Isabel at rive sig fri fra ham, men kroppen var for træt og smertefuld til at hun kunne gøre andet end et lille ryk. Det korte hår klæbrede sig til hendes ansigt, og tøjet dryppede af mudder og vand.
”Nej. Nej! Jeg efterlader ikke Caleb! Du MÅ leder efter ham! Hvis du ikke gør, så vil jeg!” råbte hun stædigt, og prøvede at komme op og stå. Det gik dog ikke særlig godt. Det føltes som om hun havde blåmærker over alt på benene. Da hun prøvede at rejse sig, blev hun så svimmel, at hun var lige ved at dejse om igen. Det var kun på grund af, at hun nåede hurtigt at gribe fat i Cadriel, at hun ikke faldt.
Sammenbidt klemte hun øjnene hårdt sammen, for ikke at skrige højt af smerte. De dæmoner havde virkeligt givet hende nogle tæsk, inden hun fik sluppet fra dem. Hun var sikker på, at én af dem, havde bidt hende i skulderen.
Da han spurgte om hendes navn, sendte hun ham et surt blik, inden at hun rullede med øjnene.
”Isabel…” svarede hun kort for hovedet. ”Mit navn er Isabel. Jeg er… dusørjæger. Magiker.”
Der var dog ikke meget magiker ved hende lige nu. Pånær runerne, der var skåret ind i hendes kød, så lignede hun ikke andet end et menneske. Trætheden kvalte alt energi, hun kunne bruge til at lave magi. Ikke fordi det ville hjælpe meget… hun havde ikke lært at heale.
Opgivende kastede hun et blik ned af floden. Der var ingen bevidstløse skikkelser hverken på bredden eller i vandet. Hun var nok nødt til at indse at Cadriel havde ret. Når hun ikke engang kunne stå op uden hjælp, så var der nok ikke meget hun kunne gøre, for at lede efter Caleb. Måske var han virkelig sluppet væk… Tanken om han var død, var ikke engang nærværende. Hun nægtede at tro det om sin lillebror.
”Fint, jeg… for satan!” Hun havde lige prøvet at støtte på sit ene ben, og måtte lægge en arm om Cadriels skuldre, for ikke at falde. ”… jeg tager med dig, Cadriel. Er det tæt på?”

[Deleted]

Cadriel havde ikke set andet ballade end de få slåskampe der var på den lokale kro, i meget lang tid. Så at finde en kvinde i denne tilstand var bestemt ikke roligende og lige nu afventede han blot at hun enten ville skrige, sige at han skulle skride eller faktisk lade ham hjælpe, i dette land vidste man jo aldrig helt hvilken af mulighederne der kom til en: "Men hvis jeg efterlader dig vil du dø, please lad mig hjælpe dig, jeg skal nok sende nogen ud efter ham" sagde han blot, okay faktisk så vidste han ikke om hun ville dø, men hun kunne fejle alverden ting, der kunne være alt muligt indeni hende som var gået i stykker og der kunne være meget værre ting galt end bare en brækket arm, hvilket dog var et ret så tydeligt problem, sammen med blodtab, hvordan kunne hun mene at hun måske ikke havde brug for at komme væk og blive hjulpet?

Som hun gik med på hans plan, lagde han en arm omkring hende, og begyndte at gå: "Jeg bor et par hundrede meter væk, min overbo er healer... Vi skal nok finde ud af det" sagde han og begyndte at gå med hende, selvom det måske var svært, han endte med at løfte hende op i sine arme for at hjælpe hende, så hun ikke skulle gå og med hurtige skridt gik han så hen i mod kælderlejligheden. Den var intet fint, men var dog heller ikke direkte klam, som han kom ind, lagde han hende roligt på sengen: "Fortæl mig hvor du har ondt" sagde han blot.

[Deleted]

Medvilligende lod Isabel sig løfte, da hun selv godt kunne se, at det ville gå hurtigere. Hun lagde en arm om hans nakke, og bed tænderne sammen, for ikke at bande højt af smerte, hver gang han kom til at gøre et bump, eller bevæge sig lidt for hurtigt. Da han lagde hende ned på sengen, måtte hun dog stønne og jamre sig. Et par svedperler var dukket frem på hendes ansigt.
”Hvor gør det ikke ondt?” svarede hun ham tilbage med et spørgsmål, og knugede armen tæt ind til sig, for ikke at udsætte den for mere bevægelse. Hovedet hamrede, som var en forhammer i gang derinde. Hele kroppen var øm. Hvis ikke på grund af blåmærker, så af skader de fucking dæmoner havde givet hende!
De havde været 5. Brutale, legesyge og sadistiske. Isabel turde kun håbe på, at hun ikke havde indre blødninger efter de tæv, de havde givet hende.
Selvom Cadriel fortalte hans overbo var healer, havde hun på fornemmelsen at han selv, ikke anede hvad man skulle gøre med skader. Det ville sige, at hun var nødt til at guide ham igennem det hele.
”Har du en kniv? Ellers har jeg i den venstre støvle. Tag den, og skær mit tøj op. Kog noget vand. Du er nødt til først at se hvor slemt det er,” vejledte hun ham, mens luften hvislede ud mellem hendes sammenbidte tænder i pinefulde åndedrag. Nu hvor Caleb ikke var der, måtte hun bruge Cadriel. Så længe hun var bevidsthed, skulle det nok gå. Blufærdighed var hun ikke, og hun var ligeglad med at en fremmede, skulle klæde hende af. Alt der betød noget, var hendes skader.

[Deleted]

Cadriel kiggede roligt i mod den unge kvinde, han var ikke sikker på hvad han skulle sige, mest fordi at Cadriel ikke havde været i denne situation i et godt stykke tid. Men han havde et stort hjerte, der var ingen tvivl om at selvom hans mor var en kold skid og hans far en afdanket alkoholiker, så havde Cadriel fået både et godt hoved og et godt hjerte og det var da også derfor han ikke bare kunne kigge den anden vej når folk kom til skade, og det kunne han bestemt ikke med hende her, hun virkede som en ganske sød kvinde: "Hey easy, jeg prøver bare at hjælpe..." sagde han roligt og kiggede så over i mod sit skab, som han trådte i mod da han havde placeret hende på sengen, og fra skabet fandt han en lille flaske med noget klart væske.

"Her... Drik det, det er smerte lindrende" sagde han, egentligt var det noget som han havde gemt til når han selv kom til skade, når man arbejdede på havnen så kom man jo hurtigt ud fra lidt af hvert, uden at man helt vidste hvornår eller hvorfor: "Jeg... Jeg har en kniv, men lægen, han er lige ovenpå, skal jeg ikke hente ham?" spurgte han blot, Cadriel vidste ikke helt om han var hjemme, men ligegyldigt hvad så var han bare i panik lige nu og han ville bare gerne have kontrol over situationen, men han anede intet om pleje og han anede ikke noget om livet, andet end hvordan man levede, overlevede og smilede sødt til piger der var omkring.

[Deleted]

Isabel skar en grimasse af hans spørgsmål, men hun kunne godt se en læge ville være bedre, end en fyr, som stank af fisk og saltvand.
”Okay, fint! Hent lægen, men skynd dig!” sagde hun til ham, og kæmpede sig op og sidde, selvom det gjorde ondt i enhver muskel. Der var blod på hovedpuden, hvor hendes hoved havde lagt, og sengetøjet var fuldkommen smurt ind i mudder, nu hvor hun lå dér.
Taknemmeligt tog hun flasken til munden, for at drikke af den klare væske. Det var som at drikke varmt, rent vand. En sitren gled igennem hendes krop, helt ud til fingerspidserne, der gav sig til at summe. Smerten stoppede. Det var som at have frosset slemt, og så være sænket ned i et varmt, behageligt kar med vand.
Et lettet suk undslap hendes læber, mens hun saligt lukkede øjnene. Langsomt sænkede hun sig tilbage i sengen. Ansigtet der før havde været forvredet i smerte, var nu afslappet og glat.
”Åh guderne være lovet….” hviskede hun. Godt nok summede hele kroppen, og hun kunne ikke så godt mærke sine muskler, der føltes som gele, men smerten var væk, og for det var Cadriel hendes nye bedste ven. ”Tak… tusind, tusind tak.”
Hvis hun døde nu, ville det ikke gøre noget.