Det er ikke hvad du tror...Det er hvad du vil opnå.

[Deleted]

Macaria tog fat i hans arm, for at hive ham med ind i et tomt værelse, der mest blev brugt til gæster, der skulle vente lang tid på en audiens hos Dronningen. Der var intet lys tændt, men det var ikke noget problem for hende med sine øjne, der kunne se i mørke, på samme måde som hvis det var dag.
Hun lukkede døren efter dem, inden at hun vendte sig mod ham.
"Jeg vil overtage Manjarno," erklærede hun lige ud, og smed halssmykket fra sig på sengen, inden hun lænede sig bagud mod døren. "Alt er planlagt og i gang. Det eneste jeg skal bruge er folk, der kan slås mod trænet soldater."
Oprindeligt ville hun helst have folk med sig, som hun kunne stole på, men hun havde indset, at en dødsengel ikke ville være en dårlig person at have med. Specielt ikke hvis der kom mere modstand, end hvad hun lige regnede med. Derudover havde han vinger, hvilket kunne hjælpe hende til at få et klart overblik over slottet, mens de angreb.
Hun kunne se ham stå foran sig gennem mørket. Ligeglad, uinteresseret og kold. Mon ikke det her i det mindste, bare ville give ham en smule glæde? Han kunne lide at dræbe folk, right?
"Du kommer til at gå med mig igennem hovedporten, der bliver åbnet op indefra af en spion. Den meste modstand, burde være sat ude af spillet på forhånd, men jeg er nødt til at være på den sikre side. Der kan være en animagus til stede, som kan forvandle sig om til en drage. Det er specielt, hvor du kommer ind i billedet," fortalte hun, og hævede hånden, for at rette lidt på hans skjortekrave. "Nu har jeg jo set dig med vinger, og du er såååå dygtig til at bruge dem." Hun smilede spydigt til ham.

[Deleted]

Det kom overraskende, at hun greb ham i armen og hælede ham ind i et rum. Han næsten faldt ind af døren, før han fik sat en fod foran sig, for at stoppe et eventuelt fald og genoprette bevægelsen. Han rettede lidt på tøjet, der var blevet hevet skævt, før han så mod Macaria. Det var mørkt. Han så rimeligt i mørke, bedre end mennesker, men dårligere end vampyrer. Han kunne kun se omridset af møblerne i rummet, men ingen bestemte detaljer og da slet ikke farver.
Dette var dog ligegyldigt, han var van til mørke og det generede ham ikke. Faktisk foretrak han mørke frem for alt for meget lys. Som i procias...Se det havde være ubehageligt!
Overtage Manjarno...Han havde mødt landet dronning en gang, men han havde aldrig fået at vide hun var dronning og derfor vidste han det faktisk ikke. Men...Hvis hun overtog Manjarno, hvis de nu legede det lykkedes og hun overtog tronen...Hvad ville dette betyde for hans egne regler? At Manjarno var et totalt lukket land? Ville det stadig snakke om en alliance med Elmyra, den kommende dronning af Imandra, eller ville det blande sig udenom - Måske ligefrem stoppe evt. modstand fra Procias - så Kimeya og han kunne overtage Imandra? Åh...Det betød meget. Hvilken side ville hun stå på? Forhåbentlig ikke lysets, men Imandra var nu heller ikke lysets land. Ville hun støtte Dvasias og Kimeya? Ja, sandt var det han ville deltage, men manden med den egentlige magt i dette foretagende var Kimeya...
Dette var noget han måtte få rettet ud på et tidspunkt. Få snakket med Macaria om. Men først måtte han sikre sig hun brød sig om ham, så der var større muligheder for samarbejde. Hun var lige pludselig ganske nyttig. Og han var i den grad pludselig mere nysgerrig.
Det kriblede næsten i hans fingre for at kende strategien bag det. Hvad havde hun gjort for at nå så langt? Hvad skulle der ske? Manjarno manglede deres dronning, men hvad hvis dronningen dukkede op med en hær af oprørere...Åh, så var det pludselig Macaria der havde brug for støtte! Måske. Nu kom han for hurtigt foran, det var slet ikke sikkert noget sådan skete, men om ikke andet kunne han aldrig stoppe med at tænke over sådanne ting.

Spioner der havde svækket slottet og dens beboer. Som åbnede dørene for dem, så de bare skulle skære halsen over på folk, inden de opdagede dem og de blev nød til at slås...og det værste, en animagus der kunne blive til en drage. Hvorfor havde hun ikke fået gjort denne uskadeliggjort? Den kunne udrette en hel del skade! Det var denne der bekymrede ham mest, end bueskytterne.
Hendes behandling af ham gjorde ham irriteret. Han trådte bag ud og skubbede hendes hænder væk. Han ville med glæde hjælpe hende, men der var ingen grund til at hun prøvede at behandle ham som et barn. Absolut ingen. Men måske ville hun opdage det en dag. Han vidste ikke helt om han ønskede det mislykkedes...Eller lykkedes. Dragen kunne også være en god måde at gå det til at mislykkes...
Men for nu måtte han hellere overse sine personlige tanker om dette emne.
"Og hvad vil du gøre ved denne animagus? Ville der kloge ikke have været...At få dine spioner til at uskadeliggøre den? Den kan trods alt udrette en hel del skade som drage" kommenterede han en smule tørt.
"Selv om mange leder efter den manglende dronning, må der stadig være en del soldater tilbage ved slottet og beskytte resten af dens beboer. Jeg går ikke ud fra dine spioner har uskadeliggjort alle dem?" Han elskede død og ødelæggelse, og han havde da brugt sin barndom på at rende rundt med et træsværd og øve sig i dramatiske kampe. Men han havde aldrig...brugt-brugt et. Men hvis hun foretrak han var i luften, var det fint med ham. Og hvad? Holde øje, ikke blive skudt ned og dykke ned til hende, hvis han fik øje på noget ih-så-forfærdeligt? Han var spion-typen. Ikke soldat-typen.
"Eller regner du med at bruge mig som mading til at lokke dragen i luften og væk fra jer andre? Som...grillet kylling?" hans ene øjenbryn gled i luften. Noget sagde ham det var præcis dette hun planlagde for ham. Hvor...Dejligt. Han ville slet ikke have tid til at nyde myrderierne under sig.

[Deleted]

Macaria kunne ikke lide være med at smågrine af alle hans spørgsmål og gætterier på hvad hun ville bruge ham til. Og troede han virkelig, at hun allerede havde tænkt på de resterende soldater på slottet?
”Så skeptisk,” kommenterede hun med et legende smil, og fjernede sine hænder, da han slog dem væk. Det gjorde hende ingenting. Som sådan kunne planen godt forsætte uden ham, så det var ikke fordi han var en nøgleperson, men det ville stadigvæk være rart at have en dødsengel med sig, når de brød ind.
”Jeg har folk, der forgifter vandforsyninger til slottet. Soldaterne ville have travlt med at kaste deres indvolde op. Jeg ved ikke om det bider på en drage, men den er hvert fald svækket,” fortalte hun alvorligt, og lukkede sine hænder om hinanden bag ryggen. Aron var allerede godt i gang med giften. Det ville ikke tage lang tid før den var klar. Dean havde skaffet hende de nyeste oplysninger, samt byttet om på nogle breve, og Black havde sikret sig adgang ind til slottet, så porten kunne blive åbnet. Alt hun manglede var en håndfuld folk, der kunne nedlægge den resterende modstand, som der ville være.
”Jeg har en håndfuld gode krigere med mig. Du skal lokke dragen væk, indtil alt andet modstand er væk, og så få den ned i slotsgården, hvor vi vil stå og vente på den med en lille gave,” forsatte hun, og kunne ikke holde et selvtilfreds smil tilbage, der afslørede de spidse hjørnetænder. Det hele var på plads. Tronen var så tæt på, at hun næsten kunne se den for sig. Det ville gå over historien.

[Deleted]

Han havde først været skeptisk. Skeptisk, fordi han ikke kendte planen og ikke havde planer om at dø for en tilfældigheds skyld. Noget der var dømt til at mislykkes. Så det var klart han havde spurgt ind til det, ville have detaljerne. Både han selv følte sig sikker...Men også bare for at vide det. At Macaria fandt det sjovt han spurgte? Det var ham ligegyldigt. Mest af alt forstod han ikke hvorfor hun grinte. Folk ville være dumme at deltage, uden rigtig at kende planen.
Han trak let på den ene skulder, til sidst.
"Jamen i så fald skal jeg med glæde hjælpe" svarede han blot, ikke yderligere opildnet af ideen, men hellere ikke direkte negativ. Det var klart han næsten ville være danset af glæde, havde han haft et valg, men fordi han var tvunget med, ville han ikke vise den slags nu. Han ville gøre sin opgave og komme videre med sine egne planer, når dette problem var overstået. Det irriterede ham at en person som Macaria kunne forsinke ham så meget, i hans vigtige planer. Og for hvad? Intet andet end tøsefornærmelse. En der løb hjem under moders skjørter. Hun var ikke en person han normalt ville respekterer eller følge. Det ville han stadig ikke. Han ville blot...Overleve.
Og selv om han ikke var den vigtigste brik i dette her, var han dog med. Det kunne han jo altid prale af senere. Win-win.
"Så hvornår? Du regner vel ikke med jeg bare sover her på gulvet, til vi tager af sted. Hvor og hvornår?" spurgte han. Han overvejede om han skulle nævne han var god med en bue og kunne flyve over dem og dræbe samtidig...Men siden han ikke brød sig om hende og siden han ville få travlt med en drage, faldt det ham ikke rigtig ind at nævne det.

[Deleted]

Åhhh hvor var det dog behageligt, at se hans surmulende ansigt. Hun kunne ikke lade være med at smile sukkersødt til ham, bare for at provokere endnu mere.
”Jamen kære ven… når jeg er klar,” svarede hun glat, og vippede hoved lidt på skrå, mens at hun betragtede ham med skinnende øjne. Selvfølgelig hadede han at være under hende i dette her, og lige så meget som han hadede det, så elskede hun det. Faktisk så var det bedre end en halshuggelse. Nu kunne hun hvert fald bruge ham til noget praktisk. Noget som hun ville have gavn af.
”Så jo… jeg forventer faktisk du ligger på gulvet, og venter på mine ordre,” sagde hun bestemt, og lagde armene over kors. Hendes blik vandrede lidt rundt på værelset, inden at hun ubekymret slog ud med en hånd. ”Faktisk er det her dit værelse. Du kan være her, indtil jeg får brug for dig, og så skal jeg nok kalde på dig, som den lydige dødsengel du er.”
Hun vidste godt at hun provokerede ham, men hun kunne ikke lade være. Hendes tonefald var en blanding af legende og blød, men selvom hun smilede, var blikket fast og skarpt, så han ikke kunne have nogen tvivl om at hun mente det. I sin opvækst havde hun lært at lede og give ordre – noget hun fandt naturligt.

[Deleted]

Surmulende? Der var vidst noget hun misforstod. Han afspejlede slet ingen følelser, andet end helt og aldeles ligegyldighed. Ikke for at frarøve hende nogen latterligt fornøjelser...Mere fordi det var det eneste der passede til denne situation. Faktisk...Fik hendes ord selv ham til at grine! Hans ansigt brød op i et skævt smil og en svag glød lyste i hans øjne, som om hendes fornærmelser havde præcis modsatte virkning af hvad hun faktisk ville opnå med det. Provokerer? Åh. Lille pus. Han havde ondt af hende, at hun absolut måtte træde på folk, for selv at føle sig noget værd. Stakkels kvinde!
Han trådte et skridt tilbage og slog ud med armene, mens hans blik gled sigende over rummet.
"Bedre end en fængselscelle" Hun forsinkede ham. Hun forsinkede hans planer. For det, ville han aldrig tilgive hende.
"Jeg syntes jeg skimter en seng. Jeg tror jeg tager den i stedet. Du ligner en der selv elsker gulvet" svarede han med et svagt smil...Og uden så meget som optakten til respekt. Dette var ikke måde at opnå hverken hans venskab eller respekt...Men næppe noget der gjorde ondt på ham. Hverken fysisk eller psykisk. Det var det positive ved at være så afstumpet, som han var og som han brugte som undskyldning, når det passede ham. Sigende smed han sig på sengen, som han jo trods alt havde fundet. Lagde sig ned og smed skoene op på fodenden, som følte han sig mere end hjemme. Et svagt smil gled over til Macaria.
De ville få at se hvor...Lydig...Han var. Tag pis på en dødsengel, når du tager ham med til kamp...Åh ja. Mere var der ikke brug for at sige.

[Deleted]

Mistroisk havde Macaria betragtet ham, mens han havde smilet skævt til hende. Hvorfor smilede han? Hvorfor? Det gjorde hende irriteret, og hun svarede ham ikke, da han gik hen for at smide sig i sengen, som om hun havde gjort noget godt for ham, ved at holde ham på slottet. Hun vidste at han ikke nød det. Det var alt for tydeligt, når han var den person, som han var. Ikke desto mindre… hvis han kunne lege den leg, kunne hun også.
Der var stadigvæk helt mørkt i rummet, da ingen af dem havde tændt lys. Hun lagde armene over kors, og blev stående foran døren. De dybblå øjne hvilede studerende på ham. Da han smilede svagt til hende, gengældte hun det stift. Hun hadede at han pludselig var så afslappet, og smilende omkring det hele. Forhåbentligt pissede hun ham bare lidt af, lige så meget, som han gjorde ved hende.
”Godt du allerede føler dig hjemme,” endte hun med at sige, med et tonefald der tydeligt sagde noget modsat. ”Hvis der er det mindste du for brug får, så bare kald på en tjener. De er her for at opvarte.”
Med et suk lod hun blikket glide rundt i værelset. Det var ikke deres pæneste værelse, men det havde da alt det fornødne. Ingen lås eller vagter ville være på døren, så han kunne altid forlade slottet, hvis han havde lyst. Hun havde dog på fornemmelsen at hverken lås eller vagter, alligevel ville stoppe ham.
Slentrende vandrede hun rundt på værelset, for at studere det, inden at hun stillede sig ved fodenden, med fingerspidserne hvilende mod gærdet. Hun lod blikket glide hen over ham, som han lå der.
”Andet du har brug for fra mig?” spurgte hun med et hævet øjenbryn. Det kunne dog ikke helt skjule, der legende smil. ”Skal jeg skrige lidt af dig igen? Slå lidt til dig?”

[Deleted]

Medaljonen hvilede mod hans bryst, varmet op af hans krop. Dens kæde ville, for den trænede, kunne skimtes om hans hals, men selve medaljonen var skjult under hans trøje. Hvorfor skulle han gå i panik? Han havde en ven. En person i hele verdenen han ville påstå han kunne stole på, som ville hjælpe ham og til gengæld få hans venskab. Rei. Og medaljonen sikrede han kunne kommunikerer med manden og bede ham hjælpe til, så han ikke kom for langt bagud. Dog blev han, om muligt, endnu mere opløftet af at vide...Intet ville holde ham tilbage. Hun havde sagt han skulle blive, til hun meldte sig, men han kunne faktisk bare gå. Virkelig? Bare gå? Hvis hun ville have hans hjælp, var det i så fald dårlig stil ikke at fortælle ham hvorfor kampen skulle foregå. En kamp han da slet ikke ville misse...Af personlige årsager. Alle disse ting...Fik hans smil til vokse, også Macarias tydelig utilfredshed ved disse ting.
"Det er et slot. Selvfølgelig føler jeg mig hjemme. Ikke alle kan prale af at bruge et slot som et hotel" kommenterede han en smule frisk. Blot for at provokerer.
Hans hoved gled lidt til siden, som han placerede armene bag hovedet, for nemmere at kunne se på hende, som hun stod ved fodenden og ikke helt vidste hvad hun skulle gøre. Det hele var gået fra at hun havde styret slagets gang, til han havde overtaget. Dette måtte være deres leg, hele tiden at skiftes til disse ting. Hvem ville mon vinde i sidste ende? Eller ville de ende med blot at blive tålelige med hinanden? Ingen kunne forudsige det.
Tjener. Så han ville faktisk blive taget sig af i hoved og røv. Mon de også serverede...Ofre? Næppe. Trist.
Hans øjenbryn gled op i panden et øjeblik, så grinte han. En kold latter, som alligevel røbede han morede sig. En hel del.
"Hvis du har lyst, kan du endelig gøre som du vil. Du må råbe, skrige og slå løs, hvis det behager dig" svarede han morende.
"Du må også sove på gulvet, sætte dig til at broderer, trække nogen herinde for at drikke dem tomme af blod eller hoppe ud af vinduet. Jeg kan ikke rigtig holde dig tilbage. Så dertil finder jeg spørgsmålet irrelevant" Han satte sig op og virkede et øjeblik mere fokuseret på at gennemskue hvad der faktisk var af muligheder i værelset, end af hende.
"Hvis du ikke vil bruge andet end dit ord til at holde mig fanget, er det dumt af dig ikke at fortælle mig hvor og hvornår kampen skal ske...For det er klart jeg ikke vil blive her længe, så" sagde han så og så tilbage på hende. Hun ville nok sige noget. Noget om at han ville dø, hvis han gik sin vej. Men det var ikke rigtig en trussel, var det nu? Mange ønskede ham død, men det stoppede ham nu aldrig fra at gøre som det passede ham.

[Deleted]

Macaria lagde hovedet på skrå, mens at han snakkede med en let stemme, som om alt var i den skønneste orden. Måske havde en halshuggelse virkeligt været det bedste. Det var dog for sent nu. Alt hvad der var at gøre, var at få brugt Zean til det han skulle bruges til, og så skilles ad, for aldrig at se hinanden igen – forhåbentligt.
Hun havde været lige ved at forlade værelset, da han spurgte mere ind til tidspunkt og sted. Med et opgivende suk, hvilede hun panden mod døren. Hvorfor var han den eneste, som skulle være så besværlig? Alle de andre allierede, var accepterende, tålmodige, og kendte deres roller, uden at prikke til hende eller sætte for mange spørgsmålstegn omkring det hele. Men selvfølgelig var det ikke sådan med Zean.
Hun vendte sig om mod ham, som han lå deres afslappet i sengen. Hvor attraktiv han end kunne forkomme, så var han på ingen måde charmerende eller én der vakte noget hos hende. Meget ironisk eftersom hun elskede mænd, der kunne udfordre hende, samt være lidt hårde i deres måde at være på.
”Jeg ved det ikke, Zean. Det er derfor, du er nødt til at blive her,” svarede hun, og trak opgivende på skuldrene. ”Alting er i gang med at falde på plads, men jeg er ikke sikker på hvornår vi er klar. Jeg regner med at vi mødes ved byens porte, og så derfra samlet tager ind til slottet.”

[Deleted]

Hun virkede opgivende. Hvorfor mon? For blot et par minutter siden havde hun været ganske livlig og triumferende. Kanske han havde vundet deres lille kamp og hun nu trak sig tilbage? Tanken var behagelig og derfor blev han i den tro, uanset om den var sand eller ej. Hvad Macaria nok skulle få tid til at opdage, var dog helt klar...Hvis han formåede at komme til tiden, ville han ikke være den allierede hun søgte. Ikke på denne måde, ikke gennem tvang og alt andet end noget der mindede om venlighed eller allierede. Han glædede sig faktisk allerede til det. Til at ødelægge tingene for hende, så vidt det var ham muligt. Hvad angik om hun faktisk nåede så langt som at overtage Manjarno, var han ganske ligeglad. Han rejste over grænserne som det passede ham og Manjarno havde aldrig været hans ynglings land. Faktisk kunne han selv lide Procias bedre! Og med Macaria på toppen...Jamen så ville hun ikke længere have nogle skjørter at løbe hjem under, ville hun? Hun virkede ikke som en person der var klar til noget sådan. Men pyt nu med det, selv hvis han bare kunne løbe hjem til Kimeya med det samme, havde han ikke en anden mulig kandidat til Manjarno og de havde allerede deres opmærksomhed mod Imandra.
Det var mærkværdig som hun var faldet ned og snakkede næsten almindeligt, i stedet for at være spydig, blot opgivende.
Han satte sig op i sengen og så kort mod vinduet, før han så på hende igen.
"Åh...Jamen så vil jeg tjekke ind regelmæssigt og se om der er nyt. Bare rolig..." hans smil fortalte hun skulle være alt andet end rolig.
"...Jeg skal nok være der"

[Deleted]

Macaria kiggede ligegyldigt på ham, inden at hun trak på skuldrene. Hun var fuldkommen ligeglad med hvad den irriterende dødsengel lavede. Det havde været en lang dag, og alt det med Zean, gjorde hende bare mere irritabel og træt. Jo længere tid hun brugte med ham, jo mere indså hun, at han simpelthen ikke var det værd. Når alt kom til alt, kunne hun være ligeglad med hans liv. Når det her var overstået, var han enten død, eller også kunne de gå hver deres vej. Hun var ligeglad. Bare hun aldrig skulle se på ham igen, eller høre hans ligegyldig tonefald. Han var næsten taget ud af et eventyr. Så uoriginal, kedelig, og forudsigelig.
”Gør hvad du vil. Bare husk at du skal dukke op. Er din straf, og hvis du ikke er med, har du undgået den, og vi skal igennem det her én gang til,” svarede hun, og åbnede endelig døren ud fra værelset. ”Jeg tror vi begge er enige om, at ingen af os gider det cirkus igen, så bare… bare duk op for pokker. Selv en dødsengel som dig, kan vel finde ud af det.”
Hun nikkede til ham, som sidste afsked, inden at hun forlod værelset. Døren lukkede sig tungt bag hende. Med en hovedrysten gik hun ned af gangen, for at komme over til sit kontor. Hvor hun dog trængte til et glas blod med alkohol i.

//out