Det er ikke hvad du tror...Det er hvad du vil opnå.

[Deleted]

S: Dvasias, Rimshia, Castle of Darkness
T: Midt på dagen
Medvirkende i rækkefølge, som de bør svare: Zean, Macaria, Mattheus.

Castle of Darkness. I sandheden gammel. Gammel og stor, truende med sine høje tårne og indelukket med sine høje, tykke mure. Godt beskyttet, uden tvivl, hvilket var understregede af de vagter der opholdte sig ved porten til slottet.
Tilkaldt som en hund. En god, lydig, loyal hund. Det passede ham ikke det mindste og han havde overvejet at blive væk, hvis ikke det var fordi det kunne skade alle hans planer. Hans og Marvalos. Og efterhånden, også mange andres planer. For der var mange planer, mange var i i omløb, mange blev skabt og Zean havde en evne til at sætte sig selv i centrum af dem. Som tingene var lige nu, vidste han og var aktiv i mange af planerne, heri både andres og sine egne.
Han havde overvejet det. Om Kimeya allerede havde talt med den kongelige familie om deres nye planer og om de kongelige støttede det eller blot samlede dem, der havde lagt planerne, for at spærre dem inde. Men så længe siden var det heller ikke de havde snakket og det virkede mere sandsynligt at Macaria, den latterlige kvinde, var løbet hjem under mors skjørter og havde grædt sine sorger. Godt man havde farmand til at tage sig af de slemme drenge, gættede han på. Måske havde dronningen ikke gidet høre på hende, siden det var selve prinsen der kaldte?
Han havde ikke klædt sig yderligere pænt på, bare fordi han var kaldt til hoffet. Hvorfor skulle han? Han var ikke en af dem der klædte sig i klovnekostumer for at foregive at være en, han ikke var. Nej, i stedet havde han klædt i nye, men stadig almindelige sko, et par halvt slidte bukser og en trøje, der også var mere ny og derfor mere hvid, end hans andre trøjer efterhånden var. Åh ja...
Takket være Cathlin var hans familie død og han havde overtaget alt efter dem. Deres lille, men gode, rigdom, deres hus, deres forretninger...Og deres minimale adelige titel. Hans far havde gjort meget ud af at familien havde været adelig, men de små adelsfamilier gjorde vidst mere ud af det, end det var det værd. Men om ikke andet, var det bedre end ingenting.

Bæltet var også på, siddende skævt om hans hofter, da pisken i den ene side trak det ned. Dolken, der sad i den anden side, var også med. og alle de små punge, som udgjorde hans altid medbragte beholdning af urter. Nogen giftige, nogen helbredende. De fleste almindelige, enkelte sjældne. Åh...Og for Elmyras skyld...Visse langsomt virkende, men noget nær dødelige.
Disse ting betød dog intet nu. Han vidste brevet frem, af papir der var blevet åbnet og pakket sammen mange gange, som han havde læst brevet med den fornemme påkaldelse. Den var hans indgangsbillet. En vagt tog sig æren af at vise ham ind og sørge for han ikke havde sine våben på sig, da han blev vist ind i tronsalen. Våben...Men de havde ingen erfaring om urter. Dog havde han, kunne han indrømme, ingen planer om at forgifte nogen som helst...Trods han ønskede det.
Alligevel smilte han svagt for sig selv, da han lod de stålgrå øjne glide over interiøret. Slottet var i den grad ældre, mørkere og koldere end det i Imandra og det i Procias. Mere skummelt. Og meget mere i hans smag. Det var et slot med skjulte rum og hemmeligheder, med skjulte rædsler og han nød næsten at gå rundt i det, som om selve væggene rungede af aldrig glemt smerte.
Tronsalen var, som alle tronsale, stor og rummelig. Han gik afslappet ind mod midten af rummet, uden at tage sig af om nogen burde introducerer ham. Han vidste hvad dette handlede om...Og dog, så han ikke at han havde gjort noget forkert. Han var ikke bange, det var han faktisk aldrig, men han var alligevel en smule spændt, især på hvad dette kunne ende med.
En prins behøvede ikke tage sig af nogen sandhed. Sådan en havde magten til at gøre som det passede ham. Og Macaria stod sikkert på hans venneliste. Forpulet, korrupte, magtliderlige personer...præcis som ham selv! De var forfærdelige. Men hvis det endelig gik helt galt, havde han skam flere tråde at trække i. Macaria ville ikke se ham hænge fra et reb eller samle hans afhuggede op. Og dette gav ham den fornødne selvsikkerhed til blot at vade op til tronen. For som sagt...Bøjede han ikke knæ for nogen som helst og hans loyalitet lå hos den person, som gav ham mest. Mest nyttigt, vel at mærke. Den person, der opfyldte denne del, var selveste Kimeya Marvalo, warlockernes leder. I hvert for nu. Han glædede sig dog alligevel til at møde denne prins og se hvad han var for en type. Hård, brutal og ligeglad? Eller en fair, hård type? Måske ligefrem blød og slasket...Nejnej, det passede ikke til rygterne i byen! Nej. Ikke blød og slasket. Men hvad med resten? Det ville han jo få at se.

[Deleted]

Fodtrinene gav genlyd i den stor, næsten øde tronsal, da Zean vadede op til tronen. Ligeglad og respektløs som altid. Macaria stod allerede klar på sin plads ved siden af tronen. Halvt gemt i skyggerne, lod hun sine dybblå øjne hvile på dødsenglen, der havde fornærmet hende personligt, dræbt børn for øjnene af hende, for derefter at efterlade hende i Manjarno med et døende barn i sine arme, og en brændende landsby bag sig. I dagens anledning havde hun klædt sig respektabel.
En rød kjole klædte hendes slanke krop, mens håret var sat op med perler. Et elegant halssmykke var som et snoet jernhalsbånd om hendes hals, så hun knap nok kunne synke, uden at mærke det kolde jern mod huden. Det symboliserede dog ret god, det ejerskab som dem royale familie, havde over hende. Alt hun gjorde, var noget som Dronningen havde tilladt hende. Hun var Dronningens lange arm, Dronningens øjne, Dronningens øre. Hvis nogle gik mod hende, gik de imod selve tronen.
Hendes ryg var rank, og hovedet stolt hævet, så hun kunne nedstirre den uhøflige dødsenglen, der var på vej op til Mattheus, som sad i tronen. Hun lænede sig ned, for at ligge læberne mod hans ene øre.
”Det er ham. Zean Forsyth. Han har en adelig titel, samt arvet hele hans familie besiddelser, efter hans far døde. Mange mener det var beskidt spil,” hviskede hun i prinsen ene øre, uden at slippe Zean med blikket. ”Og dog ser det ud til, at han ikke kunne klæde sig passende, i Deres Højheds selskab. Hm… tegn på disrespekt måske?”
Hun rettede sig op igen med hænderne bag ryggen, og forholdte sig tavst. For det meste, skulle hun blot være observatør, men der var ingen chancer for, at hun ville lade Zean forlade slottet, uden en form for straf. Så han kaldte hende svag? Mon han ville kalde hende det samme, efter at have skreget sin strube ud, når hun torturerede ham nede i kælderen?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Utålmodigt lod Mattheus sine lange negle tromme henover stenen, som den smukke tronstol var lavet af. Dette var den audiens, som han havde set frem til, og særligt fordi, at han selv have sendt bud efter denne dødsengel. Dette var en af de små sager som hans moder ikke ville tage sig af, og det havde han nu ikke noget imod. Han skulle nok. Han kneb øjnene let sammen. Denne dødsengels ry og rygte, var allerede kommet langt. En ukendt mand var han i hvert fald ikke. Han rettede sig let op ved lyden af Macarias ord i hans ører. Han måtte dog erkende, at dette væsen ikke just vækkede nogen respekt.. og han udviste den så sandelig heller ikke.
"Der er ikke meget adelig over ham," endte han blot med en rolig stemme, inden han let rettede sig op i stedet for. Fuldt påklædt de royale klæder, var der ikke nogen tvivl om, at dette virkelig var en alvorlig sag, som de skulle snakke om. Denne dødsengel havde valgt at handle imod de dvasianske principper, og bare gøre som han ville have. Det havde været et problem længe, og det var på tide, at de tog hånd om det, i stedet for alt det andet, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om i den anden ende.

Næverne satte Mattheus i stolen, inden han tvang sig op på benene. Manden startede med en disrespekt. Det alene tegnede bestemt ikke godt. Det var på tide, at folk fandt ud af, hvordan og hvor den loyalitet skulle lægges.
"Gå i knæ..." Der var en tydeligt beordrende undertone over Mattheus' stemme, for alene det, at se manden bare stå der, var virkelig... disrespektfuldt! Og den tanke kunne han slet ikke have! Han blev stående foran tronestolen. Hans kappe lagde sig tungt omkring hans ellers tydeligt markante krop og med næverne knyttet. Det var vel tydeligt, at han ikke ligefrem var tilfreds med hvad han havde hørt? Selvom han ville give Zean muligheden for at forklare sig. Han fandt støtten i Macaria.. Såfremt at hun ikke snakkede om hans kære søster, så skulle det vel nok gå.
"Dit ry er kommet langt frem for dig, Zean," fortsatte han med en toneløs stemme. Hans blik hvilede intenst og fast på skikkelsen foran ham. Brændte byer.. døde lig, og sågar børn, af hvad han havde hørt. Det tegnede bestemt ikke godt for denne dødsengel.

[Deleted]

Lyden af negle mod sten gav genlyd som en tromme og fik Zean til at se op fra det gulv, han ellers havde studeret uden sine fødder. Han så hende...Han så hvordan Macaria stod i skyggen og hviskede prinsen i øret som en slange. En slange fuld af løgne og agenda. Han var slet ikke i tvivl...Dette var en svær opgave og han havde måske været for sent om at opdage hvor svær. Han havde været for van til at han altid kunne...slange sig ud af problemerne. Det formåede han ofte, altid, men måske virkede det ikke denne gang. Dette var så sandelig anderledes end noget andet end han havde oplevet...For sandt var det at de andre kongelige, han efterhånden havde mødt, trods alt ikke var madet op med løgne om ham først og derfor havde været venligere stemt, trods han race.
Endelig nåede han helt op til tronen, som bestod af...sten? Kold sten. Macaria i skyggen og prinsen i centrum. Hvad var det prinsen hed? Det vidste han faktisk ikke...Noget med M, var det ikke...
Han nåede ikke at tænke på mange navne, før prinsen henvendte sig til ham. Godt! De var måske færdige med at udveksle løgne med hinanden og han havde endelig prinsens opmærksomhed. Hans stålgrå, kolde blik gled over prinsen et øjeblik, studerede ham, bedømte ham, som hørte han slet ikke den truende undertone i mandens ellers kommanderende stemme.
Magten var virkelig steget denne mand til hovedet og han troede at han kunne kommanderer rundt med alle og enhver og gøre som det passede ham. Sådan bedømte han ham.
Men nok om det! Enhver virkede lidt mere magtfuld, end Zean ville kalde dem, og måske var det kun fordi han selv begærede at have samme mulighed. I stedet blev han bevidst om at dette ikke gjaldt om at have ret eller ikke, men om overlevelse. Og han var en noget nær ekspert i at overleve.

Et svagt smil gled over ham, da han svingede ud med armene og meget dramatisk bukkede ned på det ene knæ, med en knyttet hånd for hjertet. Var dette den rigtige gestus? Jamen ingen havde instrueret i hvordan man hilste en kommanderende prins! Sandt var det at folk der blot forventede man overholdte deres magt, uden at bevise deres værd først, ikke havde meget respekt i Zeans øjne.
Han ignorerede fuldstændig Macarias eksistens. Hun kunne og ville kun skade ham og for alt i verden måtte tingene ikke gå galt nu...Ikke nu, hvor han endelig var nået så langt! Nej, hans opmærksomhed var rettet mod prinsen og ingen ringere. Til sidst rejste han sig, gik ud fra at det havde han vel lov til. Ellers ville manden nok ikke tøve med at rette ham?

Han trak let på den ene skulder.
"Tak for invitationen, trods jeg fandt det overraskende at selve prinsen af...mit hjemland...Fandt mig værd at hidkalde" hans blik fandt prinsen, men så tvivlede han på om man overhoved måtte gøre det og så nedad i stedet. Det ville måske gøre ham bedre tilpas! Ja...Prinsen altså.
"Beklager min...uhøflighed. Ingen har instrueret mig i hvordan man gebærdet i så højt selskab og jeg har levet isoleret det meste af mit liv" undskyldte han sig. Overlever. Overlever til det sidste!
"Jeg gætter ikke mange gange, når jeg siger at dette må skyldes episoden i Manjarno, I Iceila. Jeg tøver heller ikke med at sige at jeg er sikker på De kun har hørt noget af historien og ikke alt om, hvad der virkelig skete. Tillader De jeg snakker for min sag eller har De tilsagt dom over min sølle krop?" Spurgte han i stedet. Han måtte vide hvor han stod, før han sagde mere. Det var...livsnødvendigt. åh, dette kunne være så meget mere behageligt, var han alene med prinsen! Mere behageligt...Han måtte få prinsen til at indse at han kunne ville Dvasias sit bedste og intet andet...At vidste han sig det værd, ville han med glæde bøje knæ for ham resten af sit liv. Men han havde intet at tilbyde, ud over sin viden...En prins måtte være ligeglad med at han måske i fremtiden kunne blive en leder selv.

[Deleted]

Macaria kunne ikke lade være med at himle med øjnene af ham. Hvis bare han havde udvist halvdelen af den samme realitetssans, da hun havde stået og skreget af ham, havde der ikke været noget problem. Hun var ikke i tvivl om, han nu ville fortælle prinsen, om hendes rolle i nedbrændingen, som også havde været hendes ide. Personligt kunne hun ikke se et problem i det. Alt havde forgået i Manjarno. Selv havde hun syntes, det var for meget, da han begyndte at dræbe børn. Der havde hun sat grænsen, og skamfuldt nok gået i panik. Problemet var hans disrespekt og ord bagefter; ”Du er svag… jeg er skuffet over dig…”
Hun havde kunne slå ham direkte i ansigtet. Hvor vovede han… Hende som dronningens højre hånd! Når han sagde det til hende, sagde han det til Dronningen selv.
Diskret tog hun et skridt frem, for at komme op og stå lige bag prinsen. Som det passede sig for hende, stod hun i hans skygge. De dybblå øjne skinnede i mørket.
”Han hentyder til at jeg har udladet noget af historien, Deres Majestæt,” hviskede hun til den unge prins, hvis ryg hun lænede sig lidt ind imod, så hun kunne nå hans øre. ”Han hentyder til jeg – Deres mors egen rådgiver – skulle have løjet, eller twistet historien. Enrico ville ikke have valgt mig, hvis ikke I kunne stole på mine ord.”
Bag ryggen klemte hun om sin ene hånd, mens hun nedstirrede Zean. Selvom de havde moret sig indtil episoden, kunne hun ikke se bort fra hans attitude overfor hende. Om det så ville kræve hans hoved til sidst. Adel eller ej. Hun ville bevise for ham, hvem der var den stærke af de to. At han ikke skulle have opført sig sådan.
Der var gået over 24 timer, før hun var dukket op på slottet efter episoden. Hun havde overnattet på en billig kro ved en bekendt, hvis tøj hun havde lånt, efter sit eget var brændt til kul. Træt, udsultet og smadret efter at være vandret barfodet i flere timer, havde hun akkurat nået indenfor, inden solen var stået op.
Alt det… bare fordi en lorte dødsengel, ikke havde sine manere i orden. Det var ikke engang hans attitude, hun havde noget imod! Det var bare hans mangel på respekt over dem, der var større end ham i spillet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mange vidste ej hvordan de skulle begærde sig i det store selskab, og for det, var noget som Mattheus sagtens kunne tilgive. Det var den manglende respekt, eller forsøg på det, rettere sagt, som var hans store problem. Denne dødsengel havde valgt at kaste sig i krig med en kriger som var svær at slå i det lange forløb.
Endelig bukkede dødsenglen for ham. Mattheus lod derfor sine skuldre sænkes en smule, hvor han stadig blev stående med armene foldet over ryggen og med rådgiveren i ryggen. Selvom han havde sine tvivl til hende, så vidste han, at det var en kvinde, som Enrico selv personligt havde valgt til at tage over efter ham, og at der derfor også måtte være noget om den sag. Han lyttede til de ord hun hviskede i hans ører. At der skete ødelæggelser i Manjarno, var han nu ganske ligeglad med. Hvis der var noget som kunne stille det land dårligt i forhold til det land som han selv skulle regere på et tidspunkt, når hans moder ville glide bort, eller hun overgav tronen til ham. Hvilket nok aldrig nogensinde ville komme til at ske.
"Stille, Macaria," sagde han med en kortfattet stemme. Uden egentlig at kigge på hende, da hans fulde fokus hvilede på den dødsengel foran ham. Ja, det var bestemt heller ikke ofte, at man oplevede at kongehuset selv sendte bud efter andre, og gud nåde trøste dem, som ikke meldte sig, når det var. Han kneb øjnene let sammen. Ja, han var meget interesseret i, hvad der havde fået denne engel til at slå kvinder og børn ihjel, og særligt med alt det som var under opsejling lige nu. Så var det kun noget som kunne skade landet yderligere!
"Ej, er der en dom på dit hoved - endnu, Zean," begyndte han roligt. Han blev dog stående og med blikket hvilende på ham. Han var en hård mand.. Nok ikke så blød, som mange rygter måtte sige, at han var, men selv han tog ved lære af de bedste, og det gjorde han nok resten af livet.
"Det er kommet mig for øre, at Manjarno og byerne omkring, er blevet din legeplads i den forstand, at det går udover børn særligt.. Jeg vil meget gerne høre din side af historien.. før jeg afgører noget som helst.." Roligt bakkede han tilbage til tronen igen, hvor han tog plads. Det her skulle nok vise sig, at blive yderst interessant.

[Deleted]

Som nævnt, valgte han at ignorerer Macaria. Det frydede ham, frydede ham og styrkede ham, når han så hende liste frem på tå og hviske prinsen i øret, som var hun ikke sikker på hun ville vinde det og de begge kæmpede for prinsens bedste, for hans opmærksomhed og tro. Hvis hun ikke vidste om prinsen ville være totalt fjendtlig mod Zean...Betød han endnu havde chancer. Chancer for at leve, chancer for at fortsætte...Og sandt var det han endnu ikke forstod hvor noget var gået galt? Hvor Macarias utilsigtede vrede var blevet vækket, som en slumrende drage der opdagede dværge, der tog dens skat. Hvorfor? Han legede mere og mere med ideen om at hun måske bare ikke kunne lide at en fattig dødsengel pludselig kom og skabte røre blandt de magtfulde.
Han havde været klar over der skulle kæmpes. Dog havde han aldrig forestillet sig præcis hvordan. Men dette var irrelevant nu.
Han ventede venligt til Macaria var færdig med at sno sine tråde og hviske prinsen i øret. Hendes sandhed...Eller liderlige ord? Det mindede ham om kvinderne i diverse horehuse, der hviskede begærligt i mænds ører. Dog tvivlede han på, men det ville ikke undre ham, at de ligefrem havde sådan et skændigt forhold.

Han fattede mod, da prinsen så ud til at slappe lidt mere af og være mere villig til at høre på ham. Han kunne ikke lade være med at undre sig over for...Hvis prinsen stolede helt på sin rådgiver, ville han så ikke bare hænge fra et reb nu? Men nu måtte han ikke forhaste sig. En fair konge, eller prins, lyttede til begge sider af historien. Og for det steg prinsen i graderne hos ham og sikrede sig endnu mere Zeans samarbejde.
"Jeg vil da starte helt fra...Starten. Og fortælle dig præcis hvad der skete, med så få personlige meninger, som det er mig muligt" kommenterede han og blev høfligt stående hvor han var. Normalt ville han være gået tættere på den, han snakkede med, men måske prinsen ville misforstå det og sende ham i fængselskælderen. Man kunne aldrig udelukke det, kunne man vel?
Hans hænder gled om på hans ryg og foldede sig om hinanden, som en skoledreng der stod ret foran skolelederen og aflagde rapport.

"Jeg var i Rimhia den aften, Deres nåde, og jeg kedede mig noget så forfærdeligt. Sandt er det at dødsengle næres på død og lidelse og sandt er det at jeg hungrede mere end normalt. Jeg besøgte et af byens kendte steder for fest og i baren sad denne kvinde - Macaria - og kedede sig ligeså noget så forfærdeligt. Det endte, kort sagt, med at vi dansede og fik skabt den helt store fest, trods det ikke er min ynglings beskæftigelse. Vi forlod da stedet og løb lidt rundt i byen, til vi blot var os to og en flaske alkohol. Til mit forsvar, havde jeg ej rørt meget af det, da jeg simpelt ikke bryder mig om smagen. Vi kedede os stadig, trods vi fandt trøst i hinandens selskab og det var da spændende. Og da var Macaria vildere end jeg troede, da hun kom med en masse ideer til sjove ting vi kunne lave. Vi kunne brænde Iceilas marker af, eller måske deres religiøse bygning. Først tvivlede jeg. Jeg tænkte at brænde ting af næppe er så underholdende. Men så fik jeg en ide og uden at indvie Macaria i den, spredte jeg mine vinger og fløj os til Iceila. Sandt er det jeg gav hende en lidt vild tur, som hun siden brokkede sig over, men næppe er dette relevant for Dem.
Vi gik ind i byen og fandt snart deres religiøse bygning. Min ide var at skaffe en gruppe mænd og brænde dem i kirken, for jeg længtes efter død og ødelæggelse. Og Macaria hjalp mig med at lokke disse mænd ind i kirken ved at lege hun var offer for mine påfund og hun blev trøstet af kvinderne. Sjovt var det at drille mændene og brænde dem inde, at høre deres skrig af smerte...
Macaria ville da brænde resten af byen ned. Her gad jeg faktisk ikke mere. Jeg havde fået lidelser og død og mange var allerede flygtet fra område. Jeg tænkte selv at det var kedeligt at brænde en by af, når der ingen var i husene længere, men Macaria var urokkelig og - Dette er min personlige tro - hun fandt mig måske endda lidt kedelig, da jeg sagde jeg ikke gad. Hun skaffede noget ild og satte ild til husenes stråtage og satte ild til hele byen.
Jeg sukkede da og tænkte over hvad jeg skulle gøre. Vi var sammen om at sprede kaos og jeg ville ikke bare flyve fra hende, da jeg var hendes hurtigste transportmiddel hjem. Så jeg fandt selv på noget sjovt. Jeg fløj ud og hentede byens flygtende borgere og kastede dem ud over ilden. Ældre, voksne og børn. Jeg er ikke kræsen og jeg nød det. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det modsatte.
Det var i sandheden kaos!
Og så så jeg det...Meget mod min fornemmelse af hendes person, der da havde virket kold og fuld af lyst til at sprede kaos, satte hun sit liv på spil og løb ind i flammerne for at redde et barn. Jeg undrede mig meget og dette er mine personlige tanker - For jeg troede hun var kold og ligeglad, som mange af mine ellers kære legekammerater er det. Børn er blot det samme som voksne, bare mindre, og jeg finder det ligegyldigt om det går ud over børn specielt. Så jeg fløj efter hende, for at finde ud af hvad der var galt.
Her mødte der mig, noget overraskende, en vred Macaria, der for alt i verden ville redde det dødsdømte barn. Jeg ved ej om det overlevede aftenen. Men her stod hun og skældte mig ud for at brænde børn, trods hun havde lagt op til at sprede kaos og sætte ild til det hele - Ja, det hele havde endda været hendes ide! Jeg forstod det ikke, skal jeg indrømme, og mødte hendes vrede med min egen. Ord blev vekslet. Sandt vil jeg nævne at jeg ikke kendte til hendes rang, vi kendte kun til hinandens navne. Jeg sagde blot min ærlige mening om hendes reaktion, som jeg altid er ærlig, trods ikke alle sætter pris på det. Jeg tilbød hende at redde barnet, for vi var trods alt sammen om det, men hun nægtede og bad mig om at lade hende være og truede mig med de kongelige, Deres også, min prins, vrede og hævn. Og da fløj jeg hjem til Dvasias igen" Han stoppede op. Det havde været en lang fortælling, især fordi han sjældent sagde så meget på en gang. Han vidste heller ikke om prinsen ville bide mærke i de vigtigste detaljer i denne historie. Men han havde holdt hvad han lovede: Han havde fortalt præcis hvad der var sket. Og hvorfor ikke? Han mente ikke han havde gjort noget galt og forstod næppe hvorfor han faktisk stod her, ud over at kvinden var blevet tøsefornærmet og krævede undskyldninger. Undskyldninger for hvad? For ikke at ville høre Zeans ærlighed? Folk satte ellers pris på ærlighed. Normalt. Og han havde, på sin egen måde, tilbudt en undskyld i form af at hjælpe med at redde barnet, hvortil hun havde takket nej. Han mente bestemt ikke han havde gjort noget forkert.
Men spørgsmålet var nu...Hvem troede prinsen mest på og hvad ville han vælge at gøre ved det?

[Deleted]

En smule forundret lyttede Macaria til Zeans fortælling. Især bed hun mærke i, hvordan at han nærmest fik det til at lyde som om, han havde nydt hendes selskab? Samt at han kaldte hende en legekammerat? Aldrig på noget tidspunkt den nat, havde han opført sig, som var de ligemænd! Tværtimod! De gange han havde snakket, havde det været fyldt med diskret hån overfor hende! På den anden side… som dødsengel, var det vel sådan man snakkede, men ikke desto mindre. Hun var ikke bare en normal vampyr. Hun var den kongelige rådgiver. Selv efter hun havde fortalt ham om sin rang, havde han ikke bakket ned, men stædigt blevet stående overfor hende. Trodsig, hånende og respektløs.
Da han kom til børnene… da han fortalte om sit syn på børn, samt hvordan han var blevet overrasket over at hun havde reddet et af dem… Hun mærkede raseriet bølge op i sig. Lydigt havde hun stået bag prinsen med et neutralt ansigt, og blot tålmodigt lyttet til Zean, men nu –
”Du dræbte børn!! BØRN! Hvad fanden havde de gjort dig?!! De var endda flygtet væk, men du hentede dem, og bare lod dem…. Brænde!” råbte hun ustyrligt, og gik frem mod den kolde dødsengel. Hun kunne stadigvæk høre børnene skrige. Se dem falde gennem luften, mens flammerne strakte deres grådige fingre op mod dem. Vreden fik hende næsten til at ryste. Øjnene lynede mod Zean, som de havde gjort den nat. Hun tænkte ikke engang på prinsen bag hende. ”De børn var uskyldige! Ja, de var fra Manjarno, og hvad så?! Det er stadigvæk børn! Hvordan kan du bare dræbe dem sådan?!”
Hun nåede lige at tøjle sig, inden at hun skulle til at træde helt frem, så hun kunne skubbe til Zean. Frustreret knyttede hun hænderne. Det gik ikke. Hun måtte have styr på sig selv. Hårdt bed hun tænderne sammen, og vendte sig halvt om mod prinsen, men… hun turde ikke. Turde ikke nævne hans søster igen. Turde ikke appellere til at børnene var ligesom hans lillesøster. Uskyldige, som blev dræbt i krig. Hun ville så gerne, men… kunne ikke. Turde ikke.
Så i stedet bed hun sig hårdt i underlæben, for at standse sine ord, og bredte opgivende armene ud.
”Deres Majestæt… Jeg undskylder for mit udbrud, men – ” Hun tog en dyb, unødvendig indånding Det med børnene var lige meget for ham. Kernen var disrespekten Zean havde udvist, ikke de brændte børn. Hun måtte fokusere. Priotere. Svagt rystede hun på hovedet, og lod armene falde. Hvad kunne hun sige? Det handlede ikke om børnene. Aldrig om børnene.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus blev siddende på sin høje trone, mens han lyttede til ordene som kom fra denne dødsengel. Det var ikke fordi at han ikke troede på hans rådgiver, men hvordan hun opfattede det, kontra hvordan andre havde opfattet sagen, var og kunne være to helt forskellige ting. Han kneb øjnene let sammen. Selv havde rygtet om en nedbrændt by, heller ikke ligefrem kommet frem til ham på nogen måde. Jo længere ind i historien de nåede, jo mere knyttede han hænderne om armlænet på den forstenede stol, som han nu sad i. Uanset oprindelse, var det børn og ja.. selv her måtte han jo tænke på hvordan det var, at miste børn.. han havde jo mistet sin søster, som han igennem så frygtelig mange år, havde gjort hvad han kunne for at vogte og passe på, men selv fejlet.
Det som han reagerede mest på, var hvordan hans egen rådgiver håndterede sagen. Hvordan hun trådte frem og med hævet stemme, nærmest truet den dødsengel, som de nu måtte stå overfor. Det var dog ej noget, som han fandt sig i!
"DET ER NOK!" endte han med en høj stemme, som selv fik vagterne på den anden side af de store porte til at reagere, og hurtigt strømme salen med deres våben hævet, nu i tilfælde af, at deres prins rent faktisk var i fare. Det var dog heldigvis ikke tilfældet.

Endnu en gang rejste Mattheus sig. Han vendte det vrede blik mod Macaria i denne omgang. "Tilbage på plads," endte han med en fast og tydeligt advarende stemme. Derefter vendte han blikket i retningen af Dødsenglen. De handlinger som denne mand havde stået bag, gjorde det bestemt ikke ligefrem godt for ham. Tvært imod, så ville det kun gøre ondt værre. Han kneb øjnene let sammen.
"Jeg mindes ikke at have hørt noget som helst om en nedbrændt by i Manjarno. Dertil er der ingen grund til at det skal gå udover uskyldige børn. Det er dem som skal manipuleres til at tage vores parti i de kommende krige.. der kommer mange af dem i fremtiden," sagde han med en kortfattet stemme. Endnu en gang tog han pladsen for at sætte sig på tronen endnu en gang.
"Jeg tolererer ikke den slags opførsel! Fra nogen af jer!" tilføjede han med en fast tone, denne gang mere henvendt i retningen af Macaria. Hun havde allerede tidligere dummet sig ved at nævne hans elskede lillesøster, som havde mistet livet, da slottet var blevet angrebet for godt og vel et hundrede år siden nu.. Stadig en smerte, som han måtte bære i sindet. Og leve med for resten af sit liv.
"Tilstår du at have begået handlinger, som har kostet børn livet i Manjarnos land, Zean?" spurgte han med en kortfattet stemme. Flere af vagterne havde trukket sig tilbage på deres plads, men enkelte blev. Alt afhængig af hvad Zean svarede.

[Deleted]

Han havde fortalt sandheden...Og alligevel stod han på grænsen mellem liv eller død. Det var utålelig og ikke til at accepterer. En vrede fyldte ham, men han viste den ikke, for tydeligt havde han mere selvkontrol i dette øjeblik, end selve Macaria, der burde være fuld af selvkontrol, ikke havde.
Hvordan kunne det være at Dvasias og dens kongelige familie, begge kendt for den ene rædsel efter den anden, var blevet så blødsødent, så pivet, så ligegyldigt? Det land han altid havde været så stolt af...Var faldet i agtelse. Dette var ikke noget han ville støtte...Selv om han kunne blive nød til det, for at holde sig i live. Han valgte ikke at besvare Macaria, selv om flere svar faldt ham ind. Det gik ikke de stod og skændes her, foran prinsen, som om de havde glemt hans tilstedeværelse. Det ville heller ikke nytte hans sag noget, hvis han blot viste sig utilregnelig og med dårlige manerer. Mere end i forvejen, vel at mærke.
Han drejede hovedet og studerede vagterne der kom løbende ved lyden af deres prins stemme. Så drejede han hovedet tilbage og så på prinsen. Virkelig...Han havde nogle ting at sige til det her. Desværre lå det ikke hans natur at lade være, uanset hvor farlig situationen er.
”så vidt jeg er informeret sætter Dvasias normalt pris på ærlighed. Så hvis mine ord alligevel intet betyder, så tillad mig at sige noget, der vil falde dem ganske fornærmende, selv om det ikke er min henseende, omend jeg vil informerer.
Jeg har altid holdt af Dvasias og den...kulde. Så hårdt, så stærkt, så ligeglad. Her kan man slå sin nabo ihjel og folk vil nærmest blot trække på skuldrene. Det er et sandt paradis for dødsengle. I sandheden har jeg altid pralet af at Dvasias er det bedste land for min race, et sted vi kan være i nogenlunde fred og gøre som vi vil, for det ligger til landet. At det så tilmed skete i Manjarno, burde gøre sagen endnu mere ligegyldig. Venner eller fjender...Hvem siger ikke børnene i virkeligheden ville vokse op og blive vores hjemme, blive til et oprør? Men det er ligegyldigt at snakke om hvad de kunne blive. De kan blive slagtere, bagere, soldater...Intet af dette kan vi sige med sikkerhed. Min opfattelse af børn er også ganske anderledes end jeres, og dertil må jeg nok undskylde det med kendetegnene for min race” han så mod prinsen, for lige nu var det ham han snakkede til.
”Hvad ville vores fjender ikke tænke? De ville overtage landet ved at gøre en hær af børn ind...Og der vil ikke blive udgylt så meget som en dråbe blod”

For en gangs skyld så han væk fra prinsen og over til Macaria.
”Ja, jeg er skyldig i at dræbe børn. Jeg dræber voksne, som er lige så uskyldige, som børnene måske, måske ikke, er. Og jeg er ligeglad. For det er min natur og jeg nyder det. Men sandt er det også jeg tilbød dig at redde barnet og dette ser det ud til i begge glemmer. Jeg tilbød, du takkede nej.” han var stille et øjeblik, men inden prinsen kunne nå at gøre tegn til at han skulle dø, gled han ned på det ene knæ igen, men denne gang mere seriøs end tidligere.
”Min prins, rådgiver...” Det var rådgiveren han talte til nu, ikke prinsen, men han ville ikke virke uhøflig ved at knæle for rådgiveren, frem for prinsen...
”...Mange ting skete den aften. Macaria gjorde fejl og jeg gjorde selv fejl. Dette indrømmer jeg også. Men jeg har ikke tænkt mig at dø i dag, for jeg har store planer, for os alle. At dræbe mig ville være en stor fejl, for hele Dvasias. Så Macaria...” han måtte overleve. Og virkelig...Det betød jo egentlig ikke så meget, det var mere et princip.
”...Hele grunden til jeg er her og skal dø, er fordi du hader mig, grundet jeg aldrig helt forstod hvorfor. Dette er, desværre, også en del af min race, at jeg ej forstå de mest basale ting, når man socialiserer med folk” han så på hende et øjeblik, for at se om hun ville kradse øjnene ud på ham.
”Jeg undskylder”
Overlevelse til det sidste.

[Deleted]

Macaria havde som den gode, lydige hund hun var overfor prinsen, lusket om bag tronen igen, og havde bidt ordene i sig. Med bøjet hovedet, havde hun stået, mens prinsen og Zean, havde talt. Det var ved at være tydeligt for hende, at hende og prinsen aldrig ville ende med at blive gode venner. Bitterheden smagte som aske i munden. Og alligevel virkede det som om hun fik sin vilje i denne her sag. Zean ville miste hovedet. Hvem var svag nu? Derfor gjorde det lige meget for hende hvad han sagde - indtil at han sagde undskyld.
Overraskelsen fik hendes øjenbryn til at flyve i vejret, og hun hævede blikket for at se om han nu hånede hende igen. Det så ikke sådan ud. Forvirret kiggede hun mellem prinsen og Zean, uden at vide, hvad hun skulle sige, eller om hun overhovedet skulle sige noget?
Dødsenglen havde sagt undskyld. Ikke for sine handlinger mod børnene, men for den disrespekt, som han havde udvist overfor hende. Han havde jo selv lige sagt det. Dårlig til sociale interaktioner. Hendes blik mødte hans, da han kiggede på hende. Et sted havde hun lyst til bare at hugge hovedet af ham, og få det hele overstået, men... men hun måtte indrømme, at én som ham, var godt have. Han kunne gøre alle de ting, man ikke selv ville gøre. Hun som vampyr, havde stadigvæk sin menneskelige samvittighed, men han... han var anderledes.
"Ehm..." Forsigtigt gik hun et par skridt frem mod prinsen. Let lagde hun nogle fingerspidser mod hans skulder, klar til at trække dem tilbage, hvis han gjorde mine til at det ikke var acceptabelt. Hvor ville hun ønske, Enrico var her. "Deres højhed... jeg har måske en passende straf, hvis De vil lade mig få ham."
Tøvende fugtede hun læberne, mens hun betragtede den knælende dødsengel, inden at hun igen vendte opmærksomheden mod den unge prins.
"Måske vil han ikke engang overleve, det jeg har i tankerne, men der er en chance. Lad mig få ansvaret for hans liv, og jeg skal sørge for, at han vil bruge det til at tjene Dvasias," bad hun stilfærdigt, og lod fingerspidserne glide ned af hans arm, for at hånden til sidst faldt. "De behøver ikke bekymre Dem om ham. Bare rolig, jeg skal nok tage mig af hans straf. Den bliver passende."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det her var virkelig en komplet latterlig sag, at skulle diskutere, men om ikke andet, så var den nødvendig. Voksne havde taget valg i livet, som børn end ikke var præsenteret for, og derfor var han egentlig ligeglad med om det var børn af lyset, det neutrale eller mørket, da de alle sammen kunne manipuleres til det ene eller det andet, og særligt i den alder. Han var roligt gledet ned på sin plads i den kongelige stol og med blikket intenst hvilende på Zean foran sig. Et liv for et liv.. det var en livsfilosofi, som han gik meget ind for, og her havde denne mand jo rent faktisk taget flere liv, som han faktisk selv ville kategorisere som uskyldige.
"Du tilstår dine gerninger gjort mod børn, som i kongehusets øjne, anses som uskyldige, Dødsengel.." Igen rejste Mattheus sig op. Straffen for ham var tydelig, og end ikke af slagsen, som skete særlig ofte, hvis han selv skulle sige det. Længe havde han været prins og endda konge af mørket her, og særligt, når hans moder end ikke kunne tage hånd om arbejdet fordi at hun var fraværende - af grunde, som var ham ukendte.

Hånden som gled mod hans skuldre, var noget som fik ham til at stoppe, allerede inden dommen blev sagt. Manden undskyldte, men intet kunne undskylde for at tage børns liv. Hans blik gled derfor i stedet i retningen af hans rådgiver, som stod der ved hans side. Længe havde hun givet udtrykket for, at hun ville ende mandens liv, og derved forhindre, at denne mand ville komme til at plage hende mere.. men nu virkede det til at hun havde skiftet mening?
"Du ved, at du forhindrer mig i at sætte mit eksempel, ikke sandt?" endte han med en ganske kortfattet stemme. Selv var han bestemt ikke tilfreds med dette foretagende, men dog.... han var nu alligevel spændt på, hvad det var hun hentydede til, sådan helt præcist. Han kneb øjnene ganske let sammen, inden han endnu en gang vendte blikket mod denne Dødsengel. Han var heldig i denne omgang, så meget kunne man vel sige?
"Men udmærket.. Tag ham under dine vinger.. lad det koste ham livet, om det går så vidt.. Jeg forventer fuld rapport, Macaria.." Han vendte blikket direkte mod hende. Nej, han stolede endnu ikke fuldt og fast på hende, men hun var nu og da, en som havde Enricos tillid.. Og derfor valgte han også at lade tvivlen komme hende til gode. Han stillede sig med ryggen mod dødsenglen, hvor selv vagterne valgte at trække sig tilbage på sine poster.
"I kan gå," afsluttede han. Tilfreds? Nej, bestemt ikke.

[Deleted]

For hver manglende handling, for hvert manglende ord og reaktion, faktisk for alt det prinsen lavede lige nu, faldt han i agtelse. Nej, han brød sig ikke om prinsen og han var slet ikke den type der burde regerer Dvasias! Han var skuffet. Han havde forestillet sig noget helt andet, at kongehuset var koldt og kontant, ligeglad med noget så følsomt som børn og ligeglad med om folk slog hinanden hele tiden. Hvordan kunne det være der var så meget mord og drab i Dvasias, hvis kongefamilien var imod det? Tydeligt måtte de ikke have et godt straffesystem eller også var borgerne uenige og klarede tingene selv. Uanset hvad, var Zean skuffet og han var glad for at han stod på Kimeyas side. Han var den mand der burde stå her i stedet. Ingen tvivl om det, han ville passe posten bedre. Det undrede ham ingen havde gjort oprør. Dette var ikke en prins han ville følge, hvis han fik valget. Som bosættende i Dvasias burde han...Men...Ingen havde jagtet ham endnu, jo, trods de nu kendte hans navn.
Undskyldningen var ment for ham at overleve. At der stadig var tale om straf overraskede ham...Men var ellers noget man kunne forvente. Han havde et eller andet sted troet det ville blive droppet, for hele grunden til han var her, var ikke fordi han slog folk ihjel – det undrede ham Dvasias var et land for dødsengle, de måtte da jage dødsengle med de drab de havde på skuldrene? - men fordi Macaria ikke følte sig magtfuld nok i hans selskab. Men det var Macaria, selvfølgelig ville hun presse citronen yderligere. At hendes ide næsten lovede han døde, gjorde ham nu ikke synderligt...Så længe han kunne forlade slottet, havde han skam muligheder for at gemme sig og sno sig ud af andre problemer. Og hvem ved..Måske ville det ligefrem blive sjovt. Eller...Nok ikke. Macaria var en dødbider. Man troede hun var sjov, men i virkeligheden var hun kedelig.

Han rejste sig op og rettede på sit tøj, som om det han lige havde gjort var hverdag for ham og det ikke rørte ham yderligere. Hans udtryk af ulæseligt, blot en blanding af kulde og ligegyldighed.
Dømme ham for drab? Sikke mange i Dvasias han burde dræbe...Faktisk de fleste. Han burde sende soldater ind i vampyrernes by og udrydde dem alle. Det samme med dødsenglene. Og warlock? Heller ikke små killinger. Dæmonerne? De havde nok også nogen på kontoen. Elverne og menneskerne var måske, men kun måske, de mest uskyldige i dette land. Men hvis de slog alle indbyggere ihjel, ville landet jo blive tomt og de havde ingen at regerer over. Det undrede ham en hel del. Og han tænkte at dronningen måtte virkelig være noget for sig, hvis hun lyttede til Kimeya og lod deres fællesplaner lykkedes.
Uskyldige? Bah. Ikke en skid. Det var bare prinsen der ville bevise sin magt og svinge lidt rundt med sit usynlige scepter. Latterlige skid. I stedet elskede han den svage følelser af at Macaria og han tog snød prinsen og gjorde det de ville. Omend...Det hun ville. Men derfor var tanken stadig lidt sjov.
Han bukkede svagt for prinsen, mest for at undgå at miste hovedet på vej ud, end fordi prinsen faktisk fortjente det. Og så afventede han blot Macaria. Siden de måtte gå og siden han nu var tvunget til at være hendes hund for en tid, måtte han vel vente og se hvor hun gik hen, så han kunne høre hvad hun mon tænkte. Han havde ikke så meget som et ord mere, han gad spilde på prinsen. Han var simpelthen ikke det værd. Dog ikke tanker han sagde højt eller viste frem. Han var jo ikke dum.

[Deleted]

Det var lige før hun havde råbt et stort, barnligt "HAH!", men det ville på ingen måde være passende, og hun skulle være professionel. Hun nejede dybt for prinsen, inden at hun skyndte sig ned fra tronen. Kjolen flagrede om benene på hende. Hun gjorde tegn til Zean, om at følge med sig, mens at hun forlod tronsalen med lange skridt. Godt nok blev det ikke til en halshuggelse, men hun var tilfreds med afkommet af denne audiens. Det var hvert fald nok til at få hende til at smile skadefro.
Hun førte Zean med sig ned af de mørke gange, og sagtnede først farten, da de var langt ude af hørevidde fra tronsalen.
"Du er velkommen," kommenterede hun afmålt til ham, og kastede et blik over skulderen på ham. Hvis hun havde været nok materiel, havde hun været sur over, at han havde kostet hende en kjole, men genstande og ting var hende ligegyldigt. "Jeg tror lige, at jeg reddede dig fra en halshuggelse dér. Selvfølgelig en halshuggelse, jeg gerne ville have givet dig, men... nu kan du se hvilken magt jeg besidder."
Hun kunne ikke lade være med at sende ham et smørret smil.
"Heldigt for dig, vil du kunne lide de planer jeg har for dig," forsatte hun, mens hun tog en hånd om i nakken, for at løsne halsudsmykkelsen. Den gnavede i hendes hud. "Du får hvert fald lov til at gøre, hvad du er mest glad for, så en straf kan det vel næppe kaldes."

[Deleted]

Det var tydeligt hun nød dette og var ganske tilfreds. Han vendte om og fulgte med hende, med noget nær lydløse skridt...For dem med almindelig hørelse. Han lod endnu en gang blikket glide over udsmykningen, eller mangel på samme, og noterede sig hvilken vej de gik, så han altid kunne finde ud, blev det nødvendigt. Han fulgte hende uden en lyd. Han havde virkelig ikke meget at sige til hende. Han var bare glad for at han var i live og kunne fortsætte sine planer, stort set uden forandring. Alt i alt? Af en situation, hvorfra han intet galt havde gjort men dog blev holdt ansvar, var han sluppet godt...Åh, præcis som han plejede. Det var godt. Selv om han ikke var på venskabelig fod med selve prinsen, var det godt. Bedre end han et øjeblik havde forventet. og end ikke hendes små kommentarer - der faktisk var ganske latterlige – kunne generer ham. Hvis hun følte sig ih og åh så almægtigt, jamen så var det fint. Han var virkelig ligeglad. Hvad man også ville kunne læse på hans ansigt, at han var ligeglad med hende og det hun sagde. Han ville bare vide, komme fordi denne opgave, hvad den end bestod i, og komme videre. Han havde planer og han havde faktisk travlt. Han skulle til Imandra og ændre Elmyras urteblanding. Han skulle tilbage til Dvasias og finde dødsenglene...For han følte han var ved at komme tæt på dem, ifølge de rapporter han modtog for hans medsammensvogne.
Han sagde ikke tak. Ikke for noget der alligevel var hendes skyld. Det manglede kun hun hjalp ham...Hvad dette angik...Kunne han vel altid se det som en tjeneste for at være i live. Ikke at han ville gå helhjertet ind i...Hvad end det var. Det kunne hun ikke forlange eller forvente...Han gik kun helhjertet ind i det, han havde lyst til at kæmpe for og ikke noget han blev tvunget til.
Hvad angik hendes ord om at han et eller andet sted ville nyde det...Måske, måske ikke. Ikke hvis hun ville løbe hjem under mors kjole igen og give ham skylden for noget, der var hendes ide. Men denne gang ville han dog have prinsen som vidne til at Macaria stod bag det.
Han trak let på den ene skulder og var mere travlt med at studerer et stykke udsmykning på deres vej, end hende.
”Så hvad er det du ikke kan klare selv, men skal bruge store og stygge dødsengel til?” spurgte han ligeud...Og mindst lige så ligegyldigt. Hvis de kunne komme videre fra ligegyldige kommentarer om hvor forfærdelig ligegyldig hun var, til selve opgaven, ville han være svært godt tilfreds.