Where do we begin..?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

@eriz - Mattheus Diamaqima Angleráx

---

De lange negle trommede henover armlænet på den store tronestol, som Mattheus i øjeblikket sad i. Den sidste audiens i dagens timer, var ved at gå mod sin ende, og vedkommende, havde netop forladt tronesalen. Om dagen, tog Mattheus sig af arbejdet, som hans moder - dronningen af landet, tog sig af det om natten, når han selv søgte til sine gemakker.
Blikket gled mod vinduerne, som var vendt ud mod det store rige. Selv havde han igennem en længere årrække siddet som konge af landet selv, selvom det var en magt, som han havde givet videre og tilbage til sin moder. Han var ikke klar til det.. Han følte slet ikke at være så.. tilfreds med at have den højeste af den højeste magt. Månen var næsten fuld.. han vidste hvad det betød for ham de næste dage, og det var bestemt ikke noget, som han så frem til.

Mattheus trak vejret dybt, inden han roligt rejste sig op fra stolen. De kongelige klæder faldt tungt omkring hans stærke krop, idet han bevægede sig ned de få trappetrin, som gjorde, at han kom ned på det glatte og skinnende gulv, som nærmest var oplyst af den måne, som var at spotte på den anden side af vinduerne.
Kappen gled henover gulvet bag ham. Han var royal, og det var heller ikke noget som han lagde skjul på. Født og opdraget til at overtage tronen. Det var dog bare ikke tiden til at skulle gøre det - endnu om ikke andet. Hans mine var hård og intens. Tænksom ikke mindst, selvom det nu heller ikke var noget at sige til, med den moder han havde. Han stoppede op ved vinduerne, hvor hans hænder gled i fold bagved ham. Dette skød næsten automatisk hans bryst en anelse frem, og afslørede en forholdsvis stærk figur. Så mange ting, at skulle tage sig af.. og så lidt tid. Hvor skulle man da starte?

[Deleted]

En klingende latter lød som et ekko igennem tronsalen, mens lyden af fodtrin kom nærmere og nærmere. To personer trådte ind af den store port, leende og i en munter samtale, der vidst drejede sig om den nyeste kropige i byen. Macaria bar en lang rød kjole, der flød over gulvet bag hende. Ryggen var åben, så man kunne se den dybe kløft ved ryggraden. For en gangs skyld var Macaria klædt nogenlunde ordenligt i forhold til hendes stand – pånær fødderne, som var nøgne. Hendes kastanjebrune hår var samlet i en løs knold med perler, så de bløde lokker blev holdt væk fra ansigtet. Hun førte sig stolt og elegant med glidende skridt, der fik hofterne til at vugge blødt fra side til side. Ved hendes side gik en vagt, der skulle afløse en anden ved tronen.
De tog afsked ved at vagten bukkede dybt for Dronningens rådgiver, og Macaria høfligt nikkede tilbage, inden de skiltes, så vagten kunne gå hen til sin plads. Macaria smilede stadigvæk bredt, inden at hun opdagede, skikkelsen ved vinduet. Hovedet røg lidt på sned, mens at hun studerede skikkelsen.
”Ah…. så der har vi ham endelig,” kommenterede hun, og skiftede kurs fra tronen til vinduet, hvor arvtageren stod. Åh hvor havde hun dog hørt om ham; Mattheus. Arvtageren. Kongen som slog fejl. Enrico’s yngling. Dronningens lille prins. Macaria havde hørt meget om ham fra både noblen og borgerne. Det ville være en løgn, hvis hun påstod, hun ikke havde glædet sig til at møde denne… prins. Mange rygter så ud til at passe… andre knap så meget.
”Deres Majestæt,” hilste hun ærebødigt, og nejede dybt for ham, da hun nåede ham. ”Vi har vidst ikke haft fornøjelsen af at møde hinanden. Mit navn er Macaria. Jeg har afløst den kære Enrico fra hans pligt som Deres Moders Rådgiver.” Hun smilede skævt til ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Allerede længe inden Macaria ankom tronsalen, havde Mattheus hørt hendes stemme og latter på den anden side af de store porte. For nu ville han afvente, at hans moder ville komme i salen, så de kunne gå hvert til sit igen, og særligt nu hvor det forholdt sig som det gjorde. Som konge havde han fejlet, men efter hans moders tur forbi Dødsriget, havde han jo heller ikke rigtigt haft andet valg end at tage tronen, og gøre med den, hvad han nu måtte være i stand til, for nemt havde det så sandelig heller ikke ligefrem været.
Hovedet drejede Mattheus i retningen af de store porte, som gled op, og tillod den nye rådgiver at træde ind. Selv havde han hørt rygterne om, at der skulle være en ny, men aldrig havde han fået den ære af selv, at skulle møde hende. Han blev dog stående.. Det skinnede langt ud af hende, at hun var langt mere munter end hvad Enrico havde været.. Et sted næsten for meget? Hans blik fulgte hende, som et rovdyrs som søgte byttet.. Denne gang var det bare ham som var rovdyret. Afmålt nikkede han mod hende, som hun valgte at bukke for ham.
"Rygterne sagde, at en ny havde trådt til i hans stilling.. Et stort tab er det for landet.. og for min familie," sagde han roligt som det første. Hun var høflig. Det var dog noget, som han godt kunne lide, også selvom vejen til hans fulde respekt og accept, uden tvivl var lang. Oftest, så han folk som udnyttede hvad en stilling på slottet, kunne give dem. Og derfor ville han meget gerne have lov til at se denne kvinde an først.
Enrico havde valgt denne kvinde i sin egen stilling. Og hvorfor var noget som han nok meget snart skulle finde ud af.
"Umiddelbart.. ser du ikke ud af så meget.." En ung kvinde, fuld af liv... Det var hvad han kunne se. Det var virkelig store sko denne kvinde skulle fylde ud, og lige nu, tvivlede han på, at det var noget, som hun rent faktisk var i stand til.

[Deleted]

En lille latter undslap Macaria ved hans ord, og hun bøjede accepterende hovedet. Hans rang tillod ham at være uhøflig.
”Mange har sat det samme, Deres Majestæt – og mange har indset, at skindet bedrager,” svarede hun ham glat, og lagde ligeledes hænderne om bag ryggen, så hun stod som en kvindelig refleksion af ham. Han var alt som mange sagde. Stolt, smuk, ærefuld og respektindgydende. Alt hvad en prins skulle være. Ham og hende så næsten ud af samme alder. Var rart til en forveksling.
Begge stod de, og så hinanden an, som to børn, inden de kaster sig ud i legene med hinanden. Matthieus med sin stenhårde mine – Macaria med sit legende smil.
”Jeg kan ikke gøre det tydeligt nok, My Lord, at De endelig skal komme til mig, hvis der er noget jeg kan gøre for Dem. Mine tjenester står til Deres rådighed, hvornår De end har brug for det,” tilbød hun gavmildt, som man nu burde gøre, når man som rådgiver stod foran arvingen. Når han engang overtog, ville hun gerne have lov til at beholde sin plads ved siden af tronen. Også selvom det blev ved siden af en anden hersker. I sit stille sind kom hun til at tænke på forholdet Enrico og Dronningen havde. Den tidligere rådgiver og hans dronning. Macaria lagde hovedet undersøgende på skrå, mens hendes langsomt voksede sig bredere. Det ville ikke være imod hendes vilje, hvis historien skulle gentage sig ved den næste generation.
”Enrico har allerede fortalt så meget om Dem. Jeg har længe glædet mig til at møde Dem, sådan som han taler om Dem. Forhåbentligt kan jeg være til lige så stor glæde for Dem, som jeg har været for ham,” tilføjede hun. Selvom prinsen næsten ikke havde været nævnt i hende og Enrico’s samtaler, vidste hun hvor tæt de to mænd var. Det skadede ikke at hentyde til, at hun selv var på god fod med hendes forgænger, der nød hendes selskab. Måske kunne det få den unge prins til at åbne mere op for hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Macaria og Mattheus befandt sig i hver deres boldgade, hvad angik udstråling og personlighed, og lige nu, var hun en kende for smilende, for Mattheus' del. Han blev dog stående. Han havde brug for at se hende an. Det var en kvinde, som selv Enrico havde foreslået som den, der skulle tage over efter ham, selvom han nu mente, at det faktum, at Enrico havde trådt af, uden tvivl var et kæmpe tab, så forstod han godt, at manden havde brug for nye udfordringer og ting at tænke på. Det var jo heller ikke ligefrem lidt, der plagede hans kloge sind. De mørke øjne hvilede intetsigende på denne kvinde. Meget kunne man sige, men hun havde i alle fald en magt i form af ord på sin side. Det var nu noget, som han alligevel godt kunne lide.
"Skindet bedrager siger du? Det må jeg jo se," sagde han direkte. Selv havde han været imod at Enrico skulle stoppe i udgangspunktet, og hun virkede ikke umiddelbart særlig gammel. For alt hvad han vidste, var hun ikke ældre end ham, og det var noget som han rent faktisk havde svært ved.
Kort måtte han alligevel trække på smilebåndet. Enrico var som en onkel for ham, og særligt i de mange år, hvor hans moder havde været væk, havde havde han været en kæmpe støtte, som han helt klart havde haft brug for. "Så det har han? I hvilket omfang har han talt om mig?" spurgte han stilfærdigt. Nu gik han bestemt heller ikke og regnede med, at Enrico smed rundt omkring sig med alt det negative, som han havde lavet igennem sit liv. Men selv han havde været ung, og han havde haft brug for at fejle, netop for at lære. Men nu gjorde hun ham jo kun nysgerrig.

[Deleted]

Var det et ganske lille smil, der kort dukkede op? Hun var sikker på, hun hvert fald havde set mundvigen bue lidt op af. Så langt så godt. Ikke desto mindre kunne hun ikke lade være med at stå, og prøve ikke at smile for bredt overfor ham. Som altid fandt hun sådan nogle situationer morsomme. Mest fordi de var så fyldt med det kendte spil, som alle her i slottet, holdte så meget af. I det mindste var Mattheus direkte i hans ord.
Hun svarede ikke på hans uhøflige kommentar, men stod bare pænt, og ventede indtil han følte, at han havde studeret hende nok. Indtil videre kunne han vidst ikke lide hyad han så. Et held han så ikke havde set hende i det tøj, hun normalt gik i. I det mindste havde hun perler i håret, og bar en lidt mere prydet kjole.
Ved hans spørgsmål ind til Enrico, brugte hun udelukkende, alt den viden, som hun havde samlet sammen om den unge prins. Da hun havde fået stillingen som rådgiver, havde hun brugt flere uger på at samle så mange rygter, dokumenter og informationer ind om den royale familie samt hoffet, som hun overhovedet kunne. Hun ville kende de folk, hun skulle dele tag med. Mattheus var den, hun havde mest om.
”Well…” begyndte hun med et let skuldertræk, og begyndte langsomt at gå rundt om ham. ”Han har fortalt De en dag vil blive en god konge – når tiden er inde. De er en god storebror, og ved at man skal holde fjender tættere end venner.”
De nøgne fødder gik lydløst over det kolde gulv, indtil at hun stod bagved Mattheus, og kiggede ud af vinduet. Hun betragtede ham ud af øjenkrogen.
”Derudover er der mange nobelkvinder, som græder sig selv i søvne, over Deres trolovelse, og mange fra pøblen hvisker ofte om Deres bedrifter som Konge,” tilføjede hun blødt, og hævede hovedet lidt mere.
Smigre virkede sådan set altid. Selvom hun var Dronningens rådgiver i øjeblikket, var hun ikke blind for, at Mattheus på et tidspunkt ville overtage tronen. Macaria var fast besluttet på, at kæmpe sig vej ind til Prinsen, for at beholde sin plads! Derfor brugte hun alt sin koncentration på den unge prins.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Smilet falmede allerede med det samme, da Macaria valgte, at nævne hans lillesøster.. En kvinde, som han havde holdt nær og kær i sit liv, men nu var død og borte. Hans øjne skød lyn, idet han denne gang vendte sig med fronten direkte mod hende.
"Nævn aldrig Lilith for mig igen...!" endte han denne gang med en meget hård stemme. Hans hjerte brændt af savn efter den kvinde, som havde været noget af det kæreste i hans liv i frygtelig mange år, og særligt i den tid, hans moder havde været forbi Dødsriget. Enrico og Lilith var dem i hans liv, som til nu havde haft den største betydning for ham i hans tilværelse her på slottet og i det mørke land. Hans øjne udstrålede en intens og fast mine, som intet andet overhovedet, og det var sådan at det nu måtte være. Efter angrebet på slottet for flere år siden, som havde kostet mange af tjenestefolket livet, samtidig med at han havde mistet sin søster under samme forløb, var det stadig noget af en effekt, som han kunne mærke på sin egen krop.

Mattheus forsøgte at holde sig rolig. Nemt var det ikke for ham, men om ikke andet, så var han villig til at gøre et forsøg. Hun kendte ham jo ikke, end som andet end hvad rygterne sagde. Og ja... selvom han kunne have for vane, at være en mand som gik med følelserne lidt for meget udenpå tøjet, så var det noget, som han virkelig kæmpede med om ikke andet, og det var bestemt heller ikke ligefrem nemt for ham.
"Jeg kan høre, at Enrico allerede har fortalt meget om mig. Det kommer nu ikke bag på mig.. Og ja.. forhåbentlig, bliver jeg en stor konge en dag. Jeg har meget at leve op til," endte han dog alligevel med at sige. Ikke fordi at det var noget som han egentlig ville sige alt for højt, men det var nu sket alligevel. Han var ikke så sikker på sig selv i den kongelige stol, som han måske burde være, men med en moder som Jaqia ved sin side, var det overhovedet underligt?
"Min moder vandrer med mange planer, om Dvasias' fremtid," sagde han endeligt, som han igen foldede hænderne bag på ryggen. Han forsøgte at holde sig rolig. Emnet omkring hans kære lillesøster, var et emne, som nok for altid ville plage ham.

[Deleted]

Pokkers! Hun måtte virkelig til at læse de kilder bedre igennem! Selvfølgelig var hans lillesøster død, hvor skulle hun ellers være henne?! Macaria måtte indrømme, at hun mere havde koncentreret sig om Dronningen og hendes arving, end de andre kongelige. Hun følte sig så dum. Hvis ikke Mattheus havde stået der, havde hun nok slået hovedet hårdt ind i væggen. Fandens stå i det. Det var som at blive revet hele vejen tilbage til start. Hun kunne næste se hvordan prinsen lukkede af på grund af hendes ord.
Hårdt bed hun sig i underlæben, mens hun bandede af sig selv indvendigt, men sagde ikke noget til ham. Det var ham som ønskede, at hun aldrig nævnte søsteren igen – fint. Hun ville aldrig nogensinde nævne hende igen. Aldrig. Det skrev hun grundigt bag øret.
Først da han havde afsluttet med at snakke, sank hun en klump, og fugtede flygtigt læberne.
”Vi alle har planer for Dvasias fremtid,” svarede hun lavmælt, som var hun bange for at gøre ham oprevet igen. Hun var stadigvæk gal på sig selv. Måske burde hun virkelig opsøge Enrico, og få ham til at fortælle hende ALT om den unge prins, bare så hun var sikker på, ikke at gå så grueligt forkert igen. Desperat prøvede hun at finde en måde, at gøre det hele bedre på.
”Deres Højhed… ,” begyndte hun, mens planen allerede var i gang med at blive spundet i hendes hoved. ”Jeg har gået rundt, og tænkt på at lave en ordenligt afsked med Enrico. Måske en fest? Et maskebal? Alt sammen til ære for vores kære ven. Jeg skal nok sørge for det hele, hvis det er noget Deres Majestæter vil give tilladelse til?”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At nævne Lilith for Mattheus, var virkelig det dummeste, som man kunne gøre, og særligt fordi at den kvinde havde været det vigtigste i hans liv igennem mange år. Alt det som han havde gjort for at beskytte og passe på hende, og så skulle han så absolut fejle til sidst. Et sted, så var det skyldfølelsen som ramte ham, og han responderede ved hjælp af vrede, og det var svært for ham at styre og kontrollere det hele til sidst. Han sendte hende en hård mine, inden han langsomt vendte blikket mod vinduet igen. For nu havde hun virkelig trådt forkert ved ham.. Og derfor var hans syn til hende, bestemt heller ikke ligefrem det mest positive.
"Du har ret.. Det har vi alle.." Han sænkede blikket igen, som han let knyttede næver. I hans tid som konge, hvilket havde været en el år faktisk, havde der været ganske fredeligt. Måske fordi at han også havde været heldig at have en mand som Enrico ved sin side, så krig og strid kunne undgås, og det var uden tvivl noget som faktisk betød meget for selv ham.

Mattheus' blik gled mod hende. Denne gang mere fast, men stadig meget tænksomt. En fest til ære for Enrico? Ja, hmanden havde jo fortjent det, og særligt efter alle de års loyalitet og tro tjeneste. Eller var det måske bare hendes forsøg på at gøre det godt igen?
"Enrico har været en loyal og tro mand igennem al sin tid på slottet her. I alle fald igennem den tid jeg selv har været til. Og ja.. Du har ret i, at han fortjener det. Er det forberedelser, som du ønsker at stå for?" spurgte han videre, og denne gang med en helt anden ro i stemmen. At snakke om Enrico, kunne han sagtens.. Det var da langt væk fra samtaleemnet omkring hans elskede og afdøde lillesøster.

[Deleted]

Lettet opdagede hun, hvordan han tog imod hendes ide om et maskebal. Hun kunne næsten mærke hvordan skuldrene sank af lettelse, over nu endelig at kunne få ham væk fra det andet emne. Forhåbentligt ville hun aldrig træde så forkert igen overfor ham.
”Jeg skal nok stå for det hele, Deres Højhed,” svarede hun med et nik, og nåede lige at stoppe sig selv fra at hæve hånden, for at køre fingrene igennem håret. Hun var ikke vant til, at have det sat op. Det var ved at g op for hende, at Mattheus følte sig tæt til Enrico. Så Enrico var vejen ind til prinsen. Hun måtte virkelig finde Enrico, når dagen var færdig, så hun kunne få nogle tips fra ham, om hvordan man kom ind på livet af prinsen. Det var tydeligt charme, smil, og smigre ikke virkede. Det var som at stå, og prøve at komme igennem en hård klippevæg til skatten på den anden side.
”De behøver ikke tænke på noget som helst. Jeg finder en nat, hvor alle er frie. Jeg invitere gæsterne, sørge for maden, underholdning, pynt og alt andet,” fortalte hun med et prøvende, lille smil, inden hun kastede et blik over skulderen. En tjener kom ildende ind i tronsalen, og hen til hende. Han hviskede hende noget i øret, og hun nikkede med et skævt smil, inden at hun nejede dybt for prinsen.
”Nu må De have mig undskyld, Deres Majestæt. Pligten kalder, desværre. Jeg håber at se Dem igen på et tidspunkt, hvis ikke til maskeraden. Hvis jeg ser Enrico, skal jeg nok hilse ham fra Dem.” Hun smilede denne gang bredt til ham, så de perlehvide hjørnetænder kom til syne. Dette første møde kunne været gået bedre. Hun bøjede hovedet for ham, som en sidste hilsen, inden at hun vendte ham ryggen, og efterlod ham ved vinduet. Pokkers til kongelige. En lille snerren rynkede hende næse, inden hun forsvandt ud af tronsalen.

//OUT

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Enrico var uden tvivl vejen ind til Mattheus. Det var den mand, som han følte, havde taget sig af ham, siden han ikke havde været særlig gammel, og det var uden tvivl noget, som han værdsatte, og havde frygtelig nær til hjerte. Smigre og charme, var ikke rigtigt noget som havde nogen påvirkning af ham.
At hun ville tage sig af det hele, var uden tvivl lettende, for Mattheus ville jo gerne give Enrico den glæde, og lade ham gå af på ordentligt og retfærdig vis. Særligt fordi at han havde været sådan en tro og loyal støtte igennem så mange år, og særligt fordi at han selv havde været udsat for lidt af hvert, men alligevel havde valgt at blive. Og det var næsten det bedste af det hele. Dette var noget som Macaria kunne anse som en test.. en test som hun skulle bestå, for at blive accepteret af ham om ikke andet.
"Jeg vil glæde mig til at se, hvordan du vil fejre din egen plads som rådgiver, og hvordan du vil fejrer Enrico i hans mange års tro tjeneste," sagde han med en rolig stemme.

Kvinden som dukkede op, og hviskede Macaria i øret, var noget som fik ham til at lytte. Ikke at han fik meget ud af det, men han kunne da fornemme at arbejdet måtte kalde. Han havde ikke noget imod det. Hun virkede da til at være en kvinde, som rent faktisk tog det meget alvorligt, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Han nikkede mod hende.
"Bring ham min hilsen.. Og så ser jeg frem til det kommende samarbejde," sagde han roligt. På hendes vej ud, bukkede han let med hovedet mod hende, inden han igen vendte sig mod de store vinduer, og spejdede ud mod landet. Nå ja.. Det kommende samarbejde, var uden tvivl noget som vækkede ham en interesse. Det var spændende.

//Out