To the rescue

[Deleted]

Med et opgivende suk slog Isabel til Caleb med sin håndryg mod hans overarm, inden at hun nikkede.
”Fint. Jeg kan jo ikke så godt gå imod vores forhenværende leder, kan jeg?” spurgte hun med et skævt grin til begge mænd. Det var åbenbart ikke i dag, hun fik lov til at være martyr, men det havde hun heller ikke regnet med. Caleb ville aldrig forlade hendes side. Aldrig. Lige så lidt, som hun ville forlade ham.
Derfor tog hun imod hans daggert, og stak den i sit bælte, inden hun låste døren op til cellen. Hun måtte beskytte Caleb og Salvatore, nu hvor de ikke havde hænderne frie. Med en lav mumlen fik hun flammer til at slikke sig op af hendes arme. Forsigtigt kiggede hun ud, for at se om der var klar bane, inden hun vinkede drengene med sig ud. Ilden lyste gangene op.
”Kom så! Hurtigt,” hviskede hun til dem, mens de småløb afsted, så hurtigt de kunne med den skadet Salvatore. Hendes egen fod gjorde ondt, hver eneste gang hun trådte ned på den, men i forhold til deres forhenværende leder, samt Caleb med sit mistet øje, følte hun ikke, at hun havde grund til at klynke.
De stødte på en ny gruppe af vagter. Isabel frøs blodet til is hos to af dem, vampyren gik op i flammer, og den sidste fik struben skåret over. Han ville overleve, men der var ikke tid.
”Videre!!” råbte hun til Caleb og Salvatore. De måtte forhåbentligt snart være ved udgangen for pokker! Der lød fodtrin bag dem, og hun skubbede Caleb og Salvatore forbi sig, så hun kunne springe på vagterne, der kom til. Trætheden ved brug af sin energi, begyndte tage på hende, hvilket gjorde at hun lavede fejl. Èn fik fat i hendes hår, så en anden kunne slog hende i maven med en behandsket hånd. Alt luft blev slået ud af hende, men hun fik kæmpet sig løs.
”Løb!! Løb mod udgangen!! Jeg kommer lige bag efter!” råbte hun over skulderen mod de to andre, mens at hun prøvede at holde vagterne på afstand ved en mur af is. Hun blødte fra en flænge i panden.

[Deleted]

Caleb havde fulgt med Isabel, så godt han kunne med Salvatore støttende op af sig. Flammerne var hårde for øjnene, der havde været ved at vænne sig til mørket. Det blændede ham. Han kunne kun høre deres gispende åndedræt, samt se de lakkende lysglimt, når Isabel kastede en besværgelse.
”Hold ud,” sagde han stakåndet til Salvatore, mens de kæmpede sig fremad. ”Bare lidt endnu. Vi skal bare… lidt endnu.”
Pludselig lød der fodtrin bag dem. Tunge, løbende og mange. Han nåede lige at vende sig halvt om, for at se efter, da Isabel skubbede ham forbi sig. Aggressivt havde hun kastet sig ud i kampen mod flokken af vagter. Ud over at han denne gang ikke var så sikker på det kun var vagter. Èn af dem var pænere klædt. Stærkere. Magien kunne nærmest ses som en aura omkring ham.
”Isabel!” råbte han desperat imod hende. Et kraftigt lysglimt fik ham kort til at se væk. Isabel råbte han skulle forsætte. At hun ville være lig bag dem, men han vidste at hun ikke kunne love det. Hun måtte være træt af at bruge alt den magi, og den finklædte herre, var på vej direkte imod hende. Han kunne ikke lide den snerren han havde.
”Jeg må…. Jeg må virkelig hjælpe hende…” stammede han undskyldende til sin forhenværende leder, og hjalp ham med at læne sig op af væggen. ”Undskyld, men jeg er virkelig nødt til det.”
Isabel havde fortalt historier om ham. Historier hvor hun havde smilet genert og rødmet over hele ansigtet, men Caleb lod hende ikke dø for rådgiveren. Lige meget hvem han var.
Lyn sprang mellem hans to håndflader, da han med bestemte skridt gik mod kampen, for at komme sin søster til undsætning. Han kunne ikke efterlade hende. Ville ikke. Om det så betød at de begge ville dø.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore følte sig mere eller mindre kun som en slaskedukke, og det var heller ikke noget, som han i forvejen brød sig om. De skulle alle sammen derfra igen, og det var det mål som han nu havde sat sig for. Om det var fordi at han havde været deres leder, vidste han ikke.. og ja, det var da uden tvivl en post, som han måtte erkende, at han savnede, men han tvivlede nu stærkt på at lysets dronning, ville give ham den retur. Af bedste formåen, forsøgte han at følge med Caleb, så han ikke bare var den byrde, som han følte sig som. Lyden af skridt, og følelsen af den mørke magi, var virkelig overalt omkring dem.
"De er overalt..." endte han med en mere febrilsk stemme. Selv vidste han jo godt, at det var meget begrænset hvad han kunne bidrage med, og han hadede det.

Selv nåede han knapt at reagere på hvad der foregik omkring dem, før Isabel havde guidet ham og Caleb op foran sig, og selv var blevet grebet bagfra. Han skævede kort over ryggen. Han kunne slet ikke følge med.. Kunne det virkelig passe, at han var blevet så sløv? I det fjerne, kunne han jo ane vejen ud af Den Mørke Cirkel... så tæt på! Hvor var det dog typisk!
"Find hende.." Det var det eneste, som han sagde, da Caleb placerede ham op af en mur, selvom hans ben nærmest følte, hvordan de knækkede sammen under ham. Det var måske der at faren måtte ligge, og det faktum, at han nu ikke var i stand til at føle smerte. Hans blik gled kort mod Caleb endnu en gang, da han så manden løbe ned af gangen, for at komme sin søster til undsætning. Hans hjerte hamrede selv mod hans bryst.. Han lignede selv mere eller mindre noget katten havde slæbt med ind, men at lade dem gå i døden på grund af det her, var slet ikke noget som ville komme på tale for hans vedkommende.
Med en fast hånd, skubbede Salvatore sig væk fra væggen. Han vaklede, og røg ind i væggen på den modsatte side, inden han selv søgte tilbage ind mod løvens hule. Han knyttede den ene næve. Noget var han nødt til at gøre. Han prustede let. Han lod dem ikke gøre det her på egen hånd. I et mindre forsøg på at danne en magisk kugle i sin hånd, som lyste op af det kraftige lys som han havde i hjertet og sindet, var det næsten blændende. Han kastede kuglen fra sig... på vejen ville den støde ind i de mørke væsner, som den passerede på sin vej. Han var jo ikke gammel leder for ingenting!

[Deleted]

Kampen var brutal, hård og nådeløs. Smagen af blod fyldte munden, og det føltes som om en kniv var blevet stukket i brystet på ham, for han havde svært ved at trække vejret. Han havde kæmpet sig frem mod Isabel, så de stod ryg mod ryg. Akkurat som de bedst kunne lide det. Med en lang erfaring som dusørjærgere kæmpede de indædt mod mørkets børn, uden at sætte farten ned.
Caleb kunne mærke Isabels fod ved siden af sin, som en evig bekræftelse på, at hun stadigvæk stod - hun var stadigvæk oppe og kæmpe. Med et støn sendte han en kugle af elektricitet efter sin modstander, der parrerede, og angreb tilbage, så Caleb var tvunget til hurtigt, at lave en barriere. Benene var begyndt at ryste under ham. Han var træt. Runerne på hans hud lyste op. Bag sig kunne han høre Isabels hivende åndedræt og kampråb, når hun angreb. Hun kom tættere og tættere på ham, indtil de stod helt op af hinanden.
"Træt?" spurgte han hende, mens de langsomt blev omringet. "Jeg sagde jo det her var en dårlig ide. Men høre du på hvad lillebror siger? Nej."

[Deleted]

Taknemmeligt så hun Caleb slutte sig til kampen, efter hun ellers havde sagt han skulle forsætte. Hun var dog glad, for at han ikke havde lyttet. Nu stod han bag hende, som en fast klippe, der beskyttede hendes ryg mod angreb. Hver eneste gang han smed en forbandelse blændede lysglimtet hende kort. Gangen var et virvar af fjender, angreb og råb. Hun kunne mærke noget vådt glide ned af sit ansigt, men om det var sved eller blod, vidste hun ikke.
Ild slikkede sig op af hendes arme, så hun kunne skyde med det omkring sig, når nogle kom for tæt på. Det føltes dog som om, at hver eneste gang en fjende var gået ned, så tog en ny hans plads. Var der ingen ende på dem?
Hendes hår klæbrede sig til hendes ansigt. Brystkassen hævede og sænkede sig i et hivende åndedræt, som for længst havde givet hende sidestik. Modstanderne fik hende presset længere og længere tilbage mod Caleb, indtil hun kunne mærke hans ryg mod sin.
Ved hans ord grinede hun barskt. ”Træt? Slet ikke,” svarede hun, selvom at trætheden gjorde hendes arme tunge, og musklerne i hele kroppen skreg på hvile. ”Hold op med at brokke dig, Cal. I det mindste går vi ned med et brag. Jeg tror vi er de første, som er brudt ind i Mørkets Cirkel, hvad siger du så?”
Hun parrerede et angreb.
”Hellere dø end tilfangetagelse?” spurgte hun Caleb, og skævede til ham over skulderen. Hendes ene hånd fandt hans, for at give den et klem. Hun håbede Salvatore var sluppet ud. Forhåbentligt var han ved at finde et sted, hvor han kunne skjule sig, og –
Et skarpt lys blændede hende, så hun med et råb måtte dreje hovedet væk. Hårdt knugede hun Calebs hånd, mens lyset fór igennem dem. Det føltes som om at gå igennem varmt vand.
Da hun forsigtigt kiggede igen, lå deres fjender rygende, og jamrende på gulvet. Få vej ved at komme på benene. Chokeret stirrede hun, indtil at hun hev i Caleb.
”Kom nu! Nu har vi chancen! Lad os komme ud herfra!” råbte hun, og trak i ham. Salvatore stod kun en menter væk, lænet op af muren. Stakåndet og glødende.
”Tak…” hviskede hun smilende til ham, og trak hans arm over sin ene skulder, mens Caleb tog den anden side. Hun lagde armen om ham, så hun kunne støtte ham.
Og så humpede de afsted, og ud af Mørkets Cirkel.
//OUT?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke den som bare efterlod nogen, og da slet ikke på denne her måde. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som han så de søgte tilbage ind i Den Mørke Cirkel. Kampen var intens.. Han kunne høre dem, og han vidste end ikke hvordan udfaldet ville ende med at blive, men han kunne bestemt ikke lide det!
Kuglen som han sendte direkte ind i rummet, tappede ham for stort set alt den energi, hvor hans ben denne gang gav efter under ham, og tvang ham direkte i jorden. Den iskolde sten borede sig direkte ind i hans krop, da han ramte. Han gispede kraftigt.. Det alene, at holde sig vågen, var umuligt, men det havde virket.. og det var det som havde været det vigtigste! Hans blik gled mod dem, også selvopm det nærmest var som uklart for ham, hvad han egentlig kiggede på, og hans krop rystede. Han havde det virkelig ikke særlig godt.
"V-vi skal ud..." Han lod sig blive revet med op på benene igen, selvom det var svært for ham, i det hele taget at holde sig på benene. Hvor var det dog ubehageligt, at føle sig som en byrde! Han hang mere eller mindre over dem begge denne gang, som de søgte ud. Luften ramte ham direkte i ansigtet... Hvor lang tid siden, det var at han havde følt det sidst, skulle han ikke kunne sige, men en ting var helt sikkert. Det var nok noget af det mest fantastiske som han længe havde oplevet!

//Out