To the rescue

[Deleted]

@isabel - @caleb - Salvatore ’Kenara’ Salizmira

Lavt bandende opgav Caleb at lave en alternativ indgang igennem det hårde granit. Med kridt havde han tegnet diverse pentagrammer, men intet bed. Selv Isabel havde prøvet med sit elemental magi.

Han rejste sig op, og slog opgivende ud med armene, mens at vendte sig om mod sin søster, Isabel, der havde stået og holdt vagt.
”Virker ikke,” sukkede han, og stak kridtet i lommen igen. ”Der må være ældgammelt magi, der sørger for, at man ikke lige sådan kan bryde ind. Vi må finde en anden indgang. Jeg siger vi tager hoveddøren. Vi slår alt ihjel som bevæger sig, og presser igennem til cellen.”
De var allerede i tidspres. Det var kun et spørgsmål om tid, før nogle opdagede dem, og så blev det hurtigt ubehageligt. Mennesker var ikke ligefrem i sikkerhed i Dvasias. Ofte blev de set som mad eller legetøj. Caleb vidste ikke hvad han helst ville fortrække, men han havde ikke tænkt sig, at blive for at finde ud af det.
Han trak hætten mere over hovedet, for at skjule sit ansigt. En stille regn gjorde jorden mudret under støvlerne, men heldigvis gjorde det også sværere for andre at se dem. Tiden var dog ved at rinde ud. De runer som var skåret ind i deres kroppe, kunne kun så længe, snyde en ubevidst warlock eller dæmon. Hvis de dog mærkede ordenligt efter, ville de straks opdage, der var noget galt.
Ham og Isabel havde brugt tre uger på at komme til Dvasias. En lang vandring, der ikke havde resulteret i meget andet end løse samtaler, en løs sål i hans ene støvle, og tabet af et væddemål.  Et væddemål, der havde kostet ham to guldmønter. 

[Deleted]

Irritabel over den tætte sikkerhed, kiggede Isabel sig omkring med hænderne i siden. De havde allerede prøvet diverse måder at komme ind i cirklen på, men indtil videre virkede det umuligt. Hofmarskalen skulle dog reddes - hvis han dog ikke allerede var død. Det havde taget lang tid, at finde ud af, hvad der var sket med ham. En enkel formskifter var blevet rigeligt betalt, for at fortælle hvad hun havde set, og derefter havde de skulle finde ud af, hvor pokker mørkelvere holdte deres fangere bundet op henne. Intet var nemt ved denne her mission, men hvis de klarede det, ville de blive rigeligt belønnet, samt gøre en god gerning for Procias.
Hendes grønne øjne skinnede i mørket fra hætten. Caleb havde ret. Der var ikke rigtigt andet at gøre end tage den originale indgang. Måske behøvede de dog ikke at kæmpe sig igennem! Hvis Caleb kunne bruge sin illusionsmagi til at sørge for bare én af dem var under forklædning, kunne den anden være fange, og de kunne vandre direkte ind.

De brugte ydeligere nogle minutter på at tilrettelægge planen, for at sørge for den holdte. Det var mere end deres liv, som stod på spil.
"Jeg siger dig... hvis han er død, så bliver jeg meget utilfreds," vrissede Isabel, mens at Caleb bandt hendes hænder på ryggen. Hun havde trukket det korte strå, og skulle spille fange. Hætten var strøget væk, så hendes ansigt var fuldt synligt. Regnen havde allerede gennemblødt hendes røde, korte hår, og kappen hang tungt fra hendes skulder.
Deres våben var gravet ned i jorden. Kun Caleb havde fået lov til at beholde sine ting.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Fornemmelsen af tid og sted, var for længst gået tabt for Salvatore.. Hans dage bestod af skrig og skrål af smerte. De forsøgte at knække ham.. knække den magiske psyke som han igennem mange år, havde kæmpet for at holde oppe og styrke. Lænket i et mørkt lokale.. beskyttet af en gammel magi, da han for dem, var en kendt og skarpt bevogtet fange, som de i forvejen havde brugt flere år på at fange og bringe til det mørke, som de igen forsøgte at vække i ham.
Salvatore var ganske vidst ikke den kongelige hofmarskal af Procias, men havde derimod haft en stor betydning i det lang, igennem mange år forinden, frem til at dronningen havde valgt at fratage ham den ledende titel som Magikernes Leder i Procias, fordi at han havde misbrugt sin magt, for at redde og hjælpe et mørkt individ, og nu hang han jo så der. Lænkerne raslede i takt med at han let gyngede frem og tilbage. For i dag, kunne man sige, at hans omgang af tortur og pinsel, var overstået.. blot for at blive gentaget igen i morgen.

Salvatores vejrtrækning var tung og besværlig, men for længst var han gledet ud af bevidsthed om hvad der egentlig skete omkring ham. Han var blottet fra livet og op, og kun prydet med alverdens ar og mærker.. nye som gamle, og visse så dybe, at de stadig måtte bløde. Hvor længe han kunne holde ud, vidste han ikke.. Men det var virkelig begyndt at blive hårdt. Frygten for at miste livet under forløbet, var stor.. og særligt fordi at han vidste, at det var der, at de var på vej hen.

[Deleted]

Hårdt strammede Caleb den stærke lædersnor omkring Isabel's hænder. Han kunne ikke lade være med at smile smørret.
"Du ved... Hvis ikke det var fordi du var min søster, så kunne det her let, være en fræk fantasi," sagde han spøgefuldt, og turde kun sige det, fordi hun var bundet fast. Han gik hen foran hende igen, for at betragte sin fange. Ud over det ilter blik, kunne hun nemt gå ud fra at være et menneske taget til fange. Nu skulle de bare i gang med magien. Han lukkede øjnene for at koncentrere sig.
Det krævede stor styrke at gøre det han skulle gøre. Mumlende begyndte han at messe. Ordene var ukendte for folk, der ikke var magikere, og lært op i gamle besværgelser. En sitren gik igennem hans krop, så hårene rejste sig på hans arme og i nakken. Han blev dog ved med at messe, indtil han var sikker på, at hans menneskelighed var gemt bort. Forsigtigt åbnede han øjnene. Det så ud til at virke. Forhåbentligt ville vagterne og seglene tro han var en dæmon eller andet uhyreligt.
"Sådan. Jeg tror, jeg har den," sagde han, og turde knap nok trække vejret for tungt i frygt for at bryde besværgelsen. Han tog Isabel i armen. Hvis han skulle være overbevisende, kunne han ikke være for blid. Var faktisk ret behageligt, at kunne skubbe og rive rundt med hende for en gangs skyld. Han skjulte et grin.

Indgangen var både bevogtet og låst af med en barriere. Der kom dog ingen problemer ud af det, da Caleb kom gående med Isabel. Vagterne lod et enkelt hungrende blik glide over Isabel, kom med et par beskidte kommentarer, og lod dem så passere. Caleb kunne mærkere Isabel's vrede, men hun måtte vendte til de var ude af syne.
Der var fuldkommen mørkt indenfor i Mørkets Cirkel. Forsigtigt måtte han liste sig frem med en hånd mod den ru, stenvæg, indtil han var sikker på de var langt nok væk fra vagterne.
"Jeg tror vi er langt væk nok nu," hviskede han til Isabel, uden at vide, hvor de skulle gå hen, eller hvor de befandt sig. Hvordan skulle de overhovedet finde frem til hofmarskalen?

[Deleted]

Isabel havde kun nået at skære en grimasse mod Caleb ved hans kommentar, inden at hun måtte være stille, da han skulle kaste besværgelsen over sig. En smule utålmodigt ventede hun. De havde ikke meget tid, og hun brød sig ikke om at være bundet.
Det var ikke fordi man decideret kunne se en forskel på Caleb, da besværgelsen var kastet. Han føltes bare anderledes. Auraen hun plejede at kunne fornemme omkring ham, var ikke til hverken at se eller mærke. Med hætten over sit hoved, så ansigtet var gemt i skyggerne, kunne han nemt gå ud fra at være én fra Dvasias.
"Fint! Lad os komme afsted," sagde hun til ham, da han var klar, og lod ham trække afsted med sig, selvom hun op til flere gange, var ved at glide i mudderet. Heldigvis støttede han hende i armen. Hun var dog ikke i tvivl om, at hun ville have blåmærker fra hvor han holdte hende.

Det var svært ikke at give vagterne tilbage, da de endelig kunne gå ind i Mørkets Cirkel. Hun måtte bide sig hårdt i underlæben. En af dem slog hende endda på bagdelen.
Mørket omsluttede dem næsten med det samme, da de trådte ind. Det var tydeligt folk med nattesyn, normalt befærdede gangene. Skrig, gråd og råben kunne høres som ekko omkring dem. Det fik hende ubevidst til at gyse. Hvis de dog bare kunne få dem alle ud, men hun vidste, det ville blive svært. Èn var mere end rigeligt.
Da Caleb gav besked om fri bane, lod hun ild omkring hendes hænder brænde rebet om håndledene bort med en knitren. Hun gned huden, hvor rebet havde strammet omkring, mens hun beordrede en lyskugle frem, så de kunne se rundt.
"Led efter en tæt forseglet celle," fortalte hun Caleb, mens hun begyndte at gå fremad. Lyskuglen fulgte efter hende. "De har helt sikkert spærret ham inde med en række gamle magier og segel."

Det var ikke til at sige, hvor lang tid de vandrede rundt. Mørket var uendeligt. Isabel var begyndt at blive døv for skrigene. Hun koncentrerede sig om at mærke efter energier eller rester af magi. Derfor hørte hun ikke lyden af fodtrin, der kom tættere og tættere på, før de næsten stod ansigt til ansigt med to warlocks.
Uden at tænke, slog hun sine håndflader ind i brystet på den første. Ild og gnistre sprøjtede op ved kontakten. Warlocken nåede lige at udbryde et forpint skrig, inden at ilden åd ham op. Hun regnede med Caleb tog sig af den anden. Skriget måtte dog have slået alarm, for nu kunne flere fodtrin høres.
"Caleb! Løb!" råbte hun til sin lillebror, og trak ham i ærmet, for at få ham med. Hun vidste ikke hvor de løb hen. De skulle bare væk fra fodtrinene, der kunne høres over alt som et ekko, blandet med kommandoer og ordre. Skrigene var i det mindste blevet en smule stille.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

De mange øredøvende skrig, var end ikke noget som Salvatore lagde mærke til mere. Han kæmpede nok med sine egne. Hans øjne var direkte blodskudte, og han var for træt til at holde sig vågen. Med hænderne tvunget direkte op over hovedet i de kraftige magisksikrede lænker, som han ikke kunne bryde på egen hånd. Han havde forsøgt.. gud hvor han dog havde forsøgt.
Øjnene tvang han op endnu en gang.. Der var noget omkring ham, som var som det ikke plejede at være. Selv var han klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, inden Kimeya endnu en gang ville komme forbi og sige 'hej' til ham.. Han hadede det. Det var uden tvivl et spørgsmål om tid, inden han ville knække fuldstændig og tanken om det var skrækkelig nok i forvejen! Han prustede ganske let, inden han igen forsøgte at vride i hænderne.. typisk når han egentlig slog øjnene op, næsten som om at han håbede, at han kunne. Det var bare ikke noget som helt ville som han gerne ville.

Et øredøvende skrig, ikke langt fra den celle hvor han blev holdt i, var det som han reagerede på. Det var ikke et af de typiske, som han hørte i løbet af en dag. Han vendte blikket mod døren.. men kunne intet se. Han bed tænderne sammen og rystede så endegyldigt på hovedet og forsøgte igen at få hænderne let fri, men uden at det egentlig lykkedes ham. Hans krop dirrede. Smerten var han jo næsten forberedt på, men bare det at bevæge sig, var tungt.. og tungere end hvad han egentlig havde forventet, at det skulle være.
Salvatore var svag i øjeblikket, og det at holde sig vågen og ved godt vel, var bestemt en stor udfordring, som han ikke vidste hvordan han skulle overkomme. Han led under kraftig mangel på sollys, og han var bleg, træt, udmattet og så gennemtæsket, pint og torturereret at han knapt kunne bevæge sig. Han kunne jo ikke rigtigt gøre andet end at.. vente.. vente på at se hvad der skulle ske.

[Deleted]

Vagtsomt havde Caleb fulgt efter sin søster, og ligesom hende mærket efter tætte forseglinger. Uheldigvis havde heller ikke han opdaget de to personer, som de pludselig stod ansigt til ansigt med. Ligesom Isabel, reagerede han instinktivt. I en hurtig bevægelse havde han trukket sin daggert frem fra bæltet, mens han var sprunget frem mod den warlock, som Isabel, ikke havde taget. Glidende skar han halsen over på ham. Blod sprøjtede ud over ham, mens offeret med en rallen, faldt om på gulvet, hvor han kunne ligge i sit eget blod. Der var ikke tid til at gøre ham færdig. Gangen grungrede af ekkoet fra tunge fodtrin, og Isabel hev i ham, for at få ham med.
De sprintede afsted uden at vide, hvor de løb hen, eller om de var direkte på vej mod forstærkningen. Isabel's lysende kugle slingrede afsted foran dem, så de kunne se hvor de løb hen.
En gruppe kom til syne. Hvæsende og snerrende over lyset. Caleb skyndte sig af bruge deres korte blændelse, ved at kaste sig frem med sin daggert i et fast greb.
Han afværgede et angreb, fik stukket daggerten i tinding på én, videre til den næste. Hurtigt, præcist og uden tøven. Ham og Isabel var et godt team.
Da alle var nedlagt, skyndte de sig videre. Det havde kun været en lille gruppe, og lyden af denne her kamp, havde helt sikkert alarmeret andre, hvis ikke hele byen.
"Stop! Issy, stop!" Han greb fat i Isabel, for at få hende til at bremse op. Selv havde han været lige ved at løbe forbi døren. Der var dog ingen tvivl. Ældgammelt magi pirrede drillende til hans indre, som en syl igennem is. Energierne var store her. Rigtig store.
"Der er noget herinde..." mumlede han, og stak sin daggert tilbage i bæltet, for at lægge begge hænder mod den stærke dør. Blå gnistre sprang mellem hans håndflade og dørens overflade. "Øjeblik. Jeg kan få seglene frem."
Han koncentrerede sig med rynket pande, og hænderne presset imod træet. Med et støn stemme han fødderne imod. Magien var kraftig. Rigtig kraftig. Det var som at stå og skubbe til en stor klippeblok, uden rigtig at kunne få fat. Sveden glinsede på hans pande, så det blandede sig med blodet fra vagterne. Han kunne høre fodtrinene og råbene fra andre.
Endelig kom et falmende, rødt pentagram frem på døre. Linjerne lignede de var blevet tegnet med blod.
"Få det væk fra døren! Jeg kan ikke holde det fremme," gispede han hæst til Isabel, mens en svedperle trillede ned af hans tinding.

[Deleted]

Da gruppen af vagter var kommet til syne, havde Isabel skyndt sig at angribe. Mens Caleb sprang frem med sin daggert, samlede hun varmen i sine håndflader, og fik flammer til at brøle frem som et inferno mod vagterne. Ilden rørte ikke Caleb, der allerede havde nedlagt to. En enkelt vagt havde undgået de fortærende flammer, og kom direkte imod hende. De væltede om på det hårde stengulv, indtil at hun fik ham sparket af. I mangel på våben, greb hun om vagtens hoved, og bankede det et par gange hårdt ind i væggen, indtil blod farvede stenene, og han ikke rørte på sig mere. Gispende kom hun på benene. Vagten havde nået at slå sit hoved ned i hendes ansigt. En stille flyden af blod silede ned fra hendes underlæbe, der var flækket.
De forsatte videre i løb, indtil Caleb standsede ved en dør. Hun studerede den indgående, og måtte give ham ret. Der var ingen tvivl om, at noget magtfuldt og stærkt blev holdt fanget indenfor.
Klar til at gøre sit, når Caleb fik seglet frem, ventede hun trippende.
"Kom nu, Caleb..." hviskede hun pinefuldt, mens kommandoer og råb lød tættere og tættere på. "Koncentrere dig! Kom nu! Du kan godt!"
Endelig kom seglet frem på døren, og hun skyndte sig med en behandsket hånd, at bryde det, ved at gnide en linje ud.
"Ind! Ind! Ind!" hvæsede hun, da døren nu var låst op, og nærmest skubbede Caleb ind i cellen. Lige så snart hun selv var inde, lukkede hun døren, og med en svag mumlen, låste den.
Forpustet lagde hun panden mod døren. Lyttende hørte hun hvordan tunge fodtrin løb forbi døren, indtil de fortbate sig længere nede af gangen. Hivende efter vejret, takkede hun alle guderne med en stille bøn, inden at hun endelig vendte sig om mod det som cellen end indeholdte.
"Hvem har vi så her?" sukkede hun, og gjorde en håndbevægelse, så den lysende kugle gled op til fangen, der hang i armene lænket til loftet. Lyset ramte hans ansigt.
Chokeret stirrede hun på fangen. Selvom at han var hårdt medtaget, beskidt og bleg, kunne hun genkende de lyseblå øjne, og det stærke ansigt.
"Caleb... det er ikke, hofmarskalen," hviskede hun, og gik et par skridt mere frem. "Det er Salvatore Salizmira."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Uanset hvad der skete på den anden side, så var det ikke noget som Salvatore kunne følge med i. Det eneste som han kunne vise sig sikker på, var nemlig at det på ingen måder var det normale, og det var det som han havde svært ved i den anden ende. Han vred sig ganske let i lænkerne, selvom det ikke rigtigt hjalp ham.
Han var nemlig en strengt bevogtet fange, og det var tilsyneladende slet ikke meningen at han skulle komme herfra med livet i behold. Hvor han dog hadede det.. Han hadede det virkelig! I og med, at døren blev tvunget op, vendte han blikket direkte mod dem. Han spændte fast i hele kroppen. Kimeya var det dog ikke.. et sted var det en lettende tanke, men hvem fanden var de? I udgangspunktet kunne han ikke rigtigt kende nogen af dem.

Efterhånden havde Salvatore fået grimme ar om håndleddene, sådan som lænkerne måtte rive og slide i ham og med tyngekraften, som rev i ham i den anden ende, så gjorde det virkelig ondt, bare at røre sig i det hele taget! Han klemte øjnene let sammen. De genkendte ham.. Naturligvis gjorde de da det, hvilket nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket mod dem. Hans krop rystede ganske let. Han havde det dårligt.. han havde det virkelig, virkelig dårligt lige nu. Deres udstråling sagde ham dog at de ikke var warlocks, men derimod et andet væsen.. Et ganske andet væsen.. En magiker.. hans egen slags. Han prustede ganske let. Hans håndled var fuldkommen følelsesløse.. og det gjorde uden tvivl forbandet ondt lige nu!
"Få mig ned..." endte han med en dæmpet stemme. Det var rent faktisk noget som gjorde ondt på ham.. Han havde ondt.. han var så forpint, at det at bevæge sig, gjorde ondt i hele kroppen, og bare det at gøre sig en tanke, var noget som gav ham en voldsom hovedpine. Hans blik gled mod dem igen. Selv deres lys, var noget som næsten skar ham i øjnene. Det var dog der, at han så kvinden.. en kvinde som han havde set før. Han trak vejret dybt.
"T-tager.. tager jeg fejl... Isabel..?" endte han. Han glemte yderst sjældent et ansigt.. Og dette var intet undtag. Han havde set hende før.

[Deleted]

Bare det at han kunne huske hendes navn, fik hende til at blive endnu mere overrasket, hvilket i et kort øjeblik, blot fik hende til at stå, og stirre forfærdet på ham. Salvatore havde været et stort forbilled for hende, da hun var yngre. Ikke nok med at hun fulgte med i alt hvad han lavede, så havde hun også opsøgt ham hver eneste gang hun kunne komme til det, samt fået fat på enhver ting, han havde rørt ved eller ejet. Det havde drevet hendes læremester sindssyg. Alt det var dog stoppet, efter hendes forældres mord, og efter at hun var blevet dusørjærger. Hun var langt fra den unge pige længere, som sukkede drømmende om ham i vindueskarmen.
"Ja... ja, det er mig. Bare rolig! Vi får dig ned," sagde hun hastigt, og gjorde tegn til Caleb, om at han skulle hjælpe hende med en hestesko. Ligesom to akrobater sprang Isabel op i hånden på Caleb, der kastede hende op i luften, så hun kunne gribe fat i lænkerne, der holdte Salvatore fast. De klirrede mens hun viklede dem omkring sine ben, så hun kunne sidde fast.
"De er forseglet med magi," stønnede hun, efter at have studeret dem. "Det vil tage for lang tid, at få dem op. Jeg er nødt til at skære mig igennem metallet. Caleb! Prøv at grib ham, når han falder!"
For at præciser magien, hviskede hun besværgelsen, og tog omkring lænkerne med hænderne. Straks begyndte huden at blive blålig af en intens varme. Enegien sugede sig ud af hende, men hun bed tænderne sammen, og stoppede ikke tilførelsen af magien.
"Bare rolig..." gentog hun med et støn. De korte lokker faldt ned over hendes koncentreret grønne øjne. "Jeg får dig fri."
Endelig mærkede hun metallet smelte i hendes greb, indtil det gav sig. Takket være vægten fra Salvatore, behøvede hun ikke at skære hele vejen igennem, og lænken knark. Ligesom ham faldt hun ned mod gulvet, men hun nåede at lande på benene, selvom det gav et jag i foden. Hun bed det i sig.

[Deleted]

Ligesom Isabel havde Caleb stirret chokeret på manden hængende i lænkerne. Det kunne ikke passe. Hvordan kunne det være.... men han var jo... det var umuligt! Ikke desto mindre måtte alle hans spørgsmål og alt hans tvivl forsvinde, da manden talte. Det var Salvatore! Deres gamle leder, og rådgiveren for Manjarnos dronning!
Stadigvæk måbende gjorde Caleb som Isabel sagde, og hjalp hende op i lænkerne, så hun kunne få Salvatore fri. I det mindste var hun handelkraftig. Han var ikke engang færdig med at stirre endnu! Først da hun kaldte ned til ham, rystede han det af sig. Han måtte tage sig sammen, hvis de skulle slippe ud af det her i live! Det var lige meget hvem det var, eller hvordan han var havnet her.
"Lige så stille, Issy! Sådan... jeg har ham.... jeg har ham!" Da lænken knækkede, stod Caleb allerede under Salvatore, og var klar til at gribe ham. Den fuldvoksne magiker var næsten lige så let som et barn. Da Caleb greb ham, og støttede ham ned til gulvet, kunne han mærke hvor udsultet han var. Han stank af betændelse, dårligdom og sved.
Nænsomt holdte han fast i ham, så han ikke skulle falde. Hvor lang tid siden, var det mon siden, han sidst havde gået?
"Jeg har dig. Kan du stå? Bare giv dig selv tid," sagde han beroligende, mens Isabel, kom hen til dem. Hun haltede let. "Han er okay," fortalte han hende ved synet af hendes bekymret ansigt. "Vi får ham ud."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Isabel var i hvert fald ikke en ukendt kvinde for Salvatore, også selvom det nu var tider siden, han havde set skyggen til hende. Særligt efter han havde været nødsaget til at forlade Procias, men det var nu en helt anden historie. Han dinglede stadig i lænkerne, som virkelig sled på hans håndled. Et sted frygtede han, at han ikke kunne bruge hænderne, hvis han var så heldig, at slippe fra det her med livet i behold. Han var nemlig - frem til nu, begyndt at tvivle på, at han ville være så heldig, hvilket næsten var en tanke som gjorde ondt. De ville hjælpe ham ned? Tanken var uden tvivl lettende! De var rent faktisk de første, som var kommet for at redde ham.
Som Isabel nåede hans lænker, og var blevet kastet, rev det voldsomt i Salvatore i den forstand, at han helt begyndte at gynge. Han klemte øjnene sammen, hvor et smertefuldt gisp brød hans læber. Det gjorde ondt!
"P-pas på.." endte han sammenbidt. De var magisk sikret, netop for at sikre sig, at han ikke kunne komme fra dem. Så bevogtet en fange, som han havde været.. Ja, Kimeya ville få et føl på tværs, når han vidste, at det her var noget som var sket. Hans blik gled mod gulvet.. Ja, hvor lang tid siden, var det overhovedet at hans fødder havde nået den kolde sten?

Mere end den tanke nåede han end ikke, før lænken slap. Det stivnede helt i ham, da Caleb måtte gribe. Hans krop var ikke andet end store og åbne sår, som direkte brændt bare ved en berøring, og han kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre. Hans ben knækkede sammen under ham, da han slet ikke kunne finde styrken til at stå på dem, og det var uden tvivl noget, som gjorde forbandet ondt. Hans hænder faldt slapt ned foran ham, da det stadig føles som lænkerne holdt ham. Det sydede i hele kroppen. Bare at kunne få lov til at bevæge sig, var næsten helt befriende for ham. Han trak vejret dybt, men stadig i hurtige stød.
Mens Salvatore forsøgte at finde styrken til at stå på benene, lod han den ene hånd glide mod mandens skulder. Det ville bare ikke helt som han ville. Så meget som hans krop rystede dels på træthed, udmattelse og den behandling som han havde været udsat for, så var det nok ikke realistisk, at han ville kunne gøre det.
"J-jeg kan i-ikke.." endte han svagt. Hvor var det dog ynkeligt!

[Deleted]

Der var snart ikke meget tid. Jo længere tid de ventede, jo større var chancerne for, at der kom flere og flere til Mørkets Cirkel, for at finde de indtrængende. Hun måtte ligge bekymringerne til side. Det her var en hvilken som helst person. De kom her for at redde en person, det var lige meget hvem det var. Planen havde ikke ændret sig, og de havde stadigvæk det de skulle bruge med, til at kunne hjælpe en fange ud.
Mens Caleb støttede Salvatore, rodede Isabel hans bælte igennem, indtil at hun fandt reagensglasset med den mikstur, som de havde købt. En healer havde lavet den til dem, inden de skulle afsted. Miksturen ville fjerne alt smerte i et stykke tid. Man ville ikke kunne mærke hvis noget gjorde ondt, eller hvis man blev skadet. Tilgengæld var der chancer for, at man kunne blive afhængig af miksturen, men både Caleb og Isabel, havde prøvet at drikke den slags igennem årerne. En mand som Salvatore kunne klare det, og hvordan skulle de ellers komme ud? Det var ment til den Procianske Hofmarskal, men nu havde de altså kun Salvatore at arbejde med.
"Drik det her," beordrede hun ham, og pressede glasset mod hans sprukne læber. "Det vil fjerne smerten. Caleb du støtter ham, jeg føre an."
Selvom han ikke ville kunne mærke noget, ville det ikke heale ham. Han var stadigvæk skadet, men måske kunne det hjælpe en smule. Lige meget hvad, måtte de gøre et forsøg. Hverken hende eller Caleb havde lært at heale. Andre ting var vigtigere.
Hun gik hen til døren, for at lytte. Det lød ikke som om der var nogle tæt på.
"Det handler om at komme ud," fortalte hun med øret mod døren. "Vi stopper ikke for noget som helst." Hendes blik gled over til Caleb, inden at hun vendte sig mod ham med et bestemt ansigt. "Hvis jeg bliver tilbage, for at holde dem tilbage, så forsætter du, forstået? No looking back. Du forsætter med Salvatore lige meget hvad."

[Deleted]

Støttende holdte Caleb fast i Salvatore, så han ikke faldt. Heldigt var manden ikke så stor, som han havde været første gang de havde set hinanden. Han var nærmest kun skind og ben nu. Lydigt nikkede han ved Isabel's ordre. Hun var bedre til magi end ham. Med sine evner kunne hun opsluge hele gangen i et bølgende flammehav, der åd alt levende, mens han kunne støtte Salvatore.
"Læg en arm om mine skuldre. Selvom du ikke kan mærke smerte, vil du stadigvæk være skadet. Bare støt dig op af mig," mumlede han til den tidligere leder af magikerne. Han var i hans blinde vinkel på grund af det manglende øje, der havde fået syet en læderlap over sig. Forhåbentligt kunne han råbe op, hvis nogen kom fra den side.
Da Isabel vendte sig mod ham, for at give ham den sidste ordre, spærrede han automatisk øjnene op i forundring.
"Forsætter uden dig? Hvad snakker du om?! Selvfølgelig vil jeg ikke gøre det!" snerrede han, uden at tage sig at hendes bestemte ansigtsudtryk. Hun var hans søster! Aldrig i livet om han ville lade hende i stikken. Selv ikke for én som Salvatore. Heller ikke for hofmarskalen, eller hele det procianske kongehus, om de så også skulle være herinde!
"Jeg efterlader dig ikke, Issy! Lige meget hvad hvad! Enten kommer vi alle ud, eller ingen af os kommer ud!" sagde han stædigt, og gik frem mod hende med Salvatore støttende til sig. Vredt så han ned på hende. Selvom hun var ældre end ham, var han vokset over hendes hoved. I det svage lys fra hendes kugle, var håret det mest iøjenfaldende i halvmørket. Det lignede ild. Han lagde sin frie hånd på hendes skulder. Bare tanken om hende alene herinde i mørket, var nok til at få maven til at knuge sig sammen. Selvfølgelig var chancerne for at de alle kom ud herfra små. Hvert fald nu hvor de var blevet opdaget, men han lod ikke Isabel stå alene med det. Hvis hun blev fanget, ville han være ved hendes side. Med et lille smil, rakte han hende sin daggert.
"Åben døren. Jeg danner bagtrop. Vi kæmper os ud herfra, om det så bliver det sidste vi gør," sagde han fast, og hankede mere op i Salvatore. "Miksturen burde begynde at virke nu."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore måtte sande, at han ikke ville komme ud herfra på egen hånd. Selvom han nu kunne mærke magien strømme igennem hans blodårer, var det ikke noget som han kunne bruge, og særligt ikke når han var så træt og udmattet, at han næsten kunne falde i søvn nu. Han klemte øjnene let sammen. Det at bevæge sig, var noget som gjorde forbandet ondt!
"For helved!" endte han med en tydelig sammenbidt stemme, hvorefter han igen let spændte i hele kroppen. Den mikstur som så blev ført til hans læber, var noget som han kort skævede til, men ikke rigtigt havde noget andet valg, end at sluge. Selve smagen var... grum. Det brændt i halsen, og det føles nærmest som at sluge kanel, for det var tørt på samme tid. Hvis det var noget som tog smerten, ville det uden tvivl gøre det meget nemmere, for han havde virkelig ondt. Hans krop dirrede.. Det var jo fint nok, at det var folk han i forvejen kendte, men hvad ville de gøre ved ham, hvis de kom herfra?

Salvatore havde skam forståelsen for, at Caleb ikke ville efterlade sin søster, for han ville hellere efterlades, end at andre skulle blive det samme, og det var sådan at det måtte være. Han rejste sig forsigtigt op.. Selvom hans ben stadig rystede under ham, var det ikke nær så smertefuldt nu, men han kunne nu stadig mærke det.
"Vi.. vi efterlader i-ingen..!" sagde han med en mere bestemt tone, da han igen forsøgte at rette sig op. Ikke at det var noget der gik helt som han gerne ville have det, men for pokker.. han havde virkelig ikke nogen energi. Isabel skulle ikke have lov til at ofre livet, for Warlocks, var ikke et væsen som man spøgte med, og særligt ikke på denne her måde!
"Det... det gør den.. Det gør ikke så ondt mere," sagde han endeligt. Han forsøgte virkelig at hanke op i sig selv, selvom det på ingen måder var nemt. Han var nok ikke til megen nytte i en tilstand som denne, men han måtte jo prøve. Et sted følte han næsten, at det var hans job at få dem ud. Han var jo deres forhenværende leder.