Bound by Blood

[Deleted]

@yuuki X @reimelini 

Det var nat og månen skinnede ind gennem det høje vindue her i soveværelset. Nathaniel og Aya havde sovet igennem de sidste par timer og som altid, sad hun nu her i den varme lænestol, med sin dagbog i hånden og en pen. Hun kunne stadig ikke sove om natten. Bare synet af Nathaniel.. liggende i den store seng, helt alene. Det gav hende en hjemlig følelse af varme, selvom hun ikke lå ved hans side.
Han virkede ikke nær så fjern på denne måde. Det var efterhånden ved at være ret ofte, at hun end ikke kunne holde ud at se på ham. Hans trykkede, bekymrende mine fik hende til at spekulere over alt for mange ting. Bare tanken om synet, var nok til at hun selv rynkede bryn. Når hun kunne se bort fra sine egne problemer, så kunne hun kun spørge sig selv: Hvad er det dog der plager ham i disse tider? Ville hun nogensinde finde et svar på det?
Hun rejste sig fra stolen. Lagde sin dagbog fra sig på bordet og slog sin lange, sorte, silkekåbe tæt om sig, inden hun søgte ud af værelset og ned langs korridoren, mod det der nu var blevet Nathaniels kontor. Døren stod på klem da hun skubbede den op. Olielampen på væggen lige indenfor døren blev tændt. De mørke gardiner var trukket for og de mange pergamenter og bøger lå igen helt vilkårligt omkring i rummet. En bog på bordet lå åben og hun tog den op i hånden, for at bladre den igennem. Intet af det forstod hun. Det var intet andet end volapyk med tegninger for hende.

[Deleted]

Udsigten der dukkede op for hans blik, da først røgskyen forduftede, var en han i sandhed så sig tilfreds med. Han vidste udmærket hvor hans lille offer rendte rundt og gemmte sig. Han så sig omkring i den store stue han var havnet i. Smilet trak sig slesk over læben og han slog kappen til side for at vende sig mod de store døre ud til balkonen. Hun var tæt på. Han kunne mærke det! Døren indtil stuen fløj op og smældede mod væggen. Han blev bare stående, afventende og lod sig ikke gå på af det faktum at der var en anden.. ret så velkendt tilstedeværelse.. lige i nærheden. Yuuki var hans mål. Han vidste at det ikke ville nytte noget at slå hende ihjel, selvom hans fine forestilling til Kimeya, nok ville komme til at få konsekvenser i det lange løb. Det var noget han måtte tage sig af på senere hold. For nu var han nød til at gøre noget ved Yuuki. Han havde en stærk tro på at Vaine stadig havde en finger med i spillet og den eneste måde han kunne kontrollere det på var ved at lade hans evner komme til sin fulde ret igen. Med andre ord.. Yuuki skulle over på hans side, bogstaveligt talt! Det var i sig selv også meget nemmere at trække mørket frem i andre, end det var at gemme den væk. Hun havde Salore blod løbende i sine åre, hvilket kun gjorde det hele så meget mere enkelt. Alt han skulle bruge nu, var hende..

[Deleted]

Da smældet lød fra stuen, gav det et sæt i hende. Hun var ikke vant til pludselige lyde på denne tid af natten og da slet ikke typen af døre der smældede. Det løb hende kort ned af ryggen da hendes instinkt greb fat i hende. Essensen af hvem der pludselig indvaderede hendes hjem.. fik hende til at tabe bogen på gulvet. Den gav hende kuldegysninger. Kun ganske få dage var passeret siden hun var vendt hjem fra Dvasias. Var Kimeya fulgt efter hende!? Et strejf af panik ramte hende og hendes hænder begyndte så småt at ryste, da hun vendte sig om og stirrede blankt mod lyset fra stuen, som skinnede ud i gangen. En skygge var at ane. Ganske stille og roligt nærmede hun sig, med knyttede næver. Hun var jo ikke bange for Kimeya, men hun vidste hvor let hun havde tabt sig selv sidste gang og det ønskede hun slet ikke skulle ske igen.
Med en hånd mod dørkarmen drejede hun ind i stuen. Blikket faldt mod skikkelsen. Det var en mand med lyst.. hår..
"Du..?" Var det ikke den mand der havde reddet hende fra Kimeya's klør? Et sted var hun faktisk irritabel over den måde han bare kom væltende på, men hun var også en smule nysgerrig efter at finde ud af hvad han ville og hvem han var. Hun havde nemlig ikke set ham før, så hvad lavede han i det hele taget her? Var han måske et sendebud for Kimeya!?

[Deleted]

Rei stod i og for sig bare og ventede på at der skulle dukke nogen op. Han var ikke bekendt med dette hjem som sådan, men han var ikke i tvivl om hvor han havde hvem henne, i forhold til afstand. Han lukkede øjnene og smilede for sig selv, da lyden af trin kom tættere på. Han trak sit smil til sig og forholdt sig enormt upåvirket af situationen. Synet af hende fik det til at krible i fingrene på ham. Tanken om at Vaine's blod løb gennem hendes åre, var næsten alt for fristende!
"Ah! Yuuki, kom endelig nærmere." Han slog næsten ud med armene af bar begejstring.
"Jeg går ud fra at du er kommet dig vel her igennem de sidste par dage?" Det var skrækkeligt så familiær han næsten lød. Der var grund for det. Hans planer var afhængig af hvor godt hun var kommet sig, eller det vil sige.. det var hendes helbred der ville afgøre hvor smertefuldt det ville gå hen og blive. Han trådte et enkelt skridt frem og slog hånden ud mod sofagruppen, som en klar invitation til at hun skulle finde sig til rette. Selvom han var den uvelkommende gæst her, så tog han det ikke særlig tungt. hun ville snart ligge for hans fødder alligevel.. om hun så ville det eller ej.

[Deleted]

Han kendte hendes navn? Nu var hun da næsten sikker på at den var helt gal. End ikke Kimeya havde sat fod i dette hjem før, så hvad havde fået ham til at tage efter hende? Hun brød sig virkelig ikke om det.. slet ikke. Han var fremmed for hende og ligeledes brudt ind i hendes hjem, for hvad? At spørge ind til hendes helbred?
"Jo tak, det går skam bedre.." Svarede hun ret tøvende og forblev stående i døren. Hun skævede kort omkring sig for at se om hun virkelig var den eneste der var vågen.. men der var ikke et øje. Det bed lidt i hendes samvittighed, at hun havde lovet Nathaniel ikke at udsætte sig selv for fare igen. Noget helt andet var jo så, at hun ikke vidste om hun kunne stole på denne mand. Hun havde aldrig set ham før og nu stod han her, med kendskab til hendes navn uden så meget, som at have spurgt efter det? Det lød ikke særlig fredeligt i hendes øre.
"Hvorfor fulgte du efter mig? Hvad vil du mig og hvor kender du mit navn fra?" Spurgte hun direkte og trådte denne gang ind i stuen, stadig med en afstand til ham for nu. Hans person lod til at være ovenud venlig, men det fangede hende ikke. Hun var opmærksom på ham. Han gav hende lidt af den samme fornemmelse, som når hun stod overfor Kimeya, denne mand, var også af mørket!

[Deleted]

Rei slog armene løst om sig. Synligt for ham var det da at hun slet ikke følte sig tryk ved situationen. Han så bare ikke nogen grund til at gemme deres relation af vejen. Skulle han give hende et ganske kort indslag om hvem hun i sandhed var, før han ville gå til værks? Nah, så hellere vente til bagefter, hvor hun alligevel ville få brug for hans hjælp.
Der var mange ting, som Rei gerne ville have sat på plads. Han skulle rydde op efter sine egne kendsgerninger. Han stod med en leder der var svagt stillet overfor hende her og der var han mildt sagt fristet til at give sin leder en værdifuld lærestreg og Yuuki kunne bruges til begge formål. hun var i den grad langt mere værd, levnde, end død.
"Tilgiv mig at jeg ikke har præsenteret mig selv. Mit navn er Rei og som du nok allerede har bemærket, så er jeg af samme race, som den kære lille mand du så nådigt forsøgte at give en lærestreg," Trak han den for langt? Han sagde jo intet der var forkert i den sag. Han løftede hånden og vinkede hende ind til sig, hvor hun straks blev løftet fra gulvet og ført hen til ham. Nok var hun vampyr, men han var langt fra bange af sig. Hendes race var måske stærk og kunne bide fra sig, men denne lille sag her, var født med et svagt sind og i den grad blevet udsat for lidt af hvert. Hun havde sikkert mange ting gemt i sin fortid, der kunne være med til at udløse et mørkt sind. Især når hun havde været involveret med en warlock.
"Tro mig, vi har mere til fælles end hvad man umiddelbart lige skulle gå og tro.. derfor hjalp jeg dig," Svarede han med let træk på skulderen og et bekymringsfrit smil. 

[Deleted]

Hun havde aldrig mødt andre fra Kimeya's race, så for hende var det ganske naturligt at nære en mistro til ham. Dog kunne hun ikke klandre ham for at være grov i munden.. ligesom Kimeya, så hvad var det i grunden han ville med hende. Hun var ovenud nysgerrig og samtidig nervøs for hans væsen. Hun tog en dyb indånding, som ville hun til at træde helt ind i stuen, da hun blev løftet fra jorden og ført tættere på. Det gav et sæt i hende og hun strittede panisk imod, men intet kunne hun gøre, så det var først da hun blev sat ned igen at hun endte med at træde på afstand af ham. Han var i sandhed ikke til at spøge med. Dette her var langt anderledes end ellers. Rei lod til at være en der ville lægge hånd på hende, hvis hun ikke gjorde som han ville. Det var anderledes med Kimeya, så i det her tilfælde stod hun i en langt mere indviklet situation, for der var ingen følelser indblandet.
"Hvad er det du vil mig!?" Spurgte hun nervøst.
"Du er af mørket, ved hvem jeg er.. har Kimeya sendt dig?" Tilføjede hun og blev helt bleg ved tanken. Hendes sidste udflugt kunne vel have sat gang i noget hun ikke havde forventet. Nu hvor det måske var gået op for Kimeya at han ikke kunne gøre det af med hende.. prøvede han så at få andre til at gøre det for ham!?
Hun ville ikke tro det..
".. hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Jeg har aldrig set dig før," Nu forstod hun da slet ingenting. Hvordan kunne en mand, som hun ikke havde kendskab til, vide hvem hun var og samtidig have noget til fælles med hende? Var hendes eksistens virkelig så velkendt i Dvasias!?

[Deleted]

Der var visse ting, som Rei vidste at han var nød til at tage højde for. Hun frygtede for sit eget liv.. selvom hun for kun få dage havde set sig varm på ideen om at pine Kimeya ved at forsøge at tage livet af sig selv.
"Som sagt, vi har meget til fælles. Vi deler et meget særligt bånd.. du og jeg. Et bånd af blod," Svarede han og lod de sidste ende ud i en næsten kærlig hvisken.
Ikke om hun fik lov til at komme særlig langt på afstand af ham før to mørke og nøgne slyngende arme skød op fra gulvet og hægtede sig fast om begge hendes håndled.
Han trådte over mod hende med rolige skridt.
"Kimeya har skam ikke sendt mig, selvom han vågeligt tror fuldt og helt på at jeg vil tage livet af dig, på hans vegne. Han vælger at tro fast på at leder og undersåt deler et stærkere bånd, end det af blod.. men der tager han fejl," Fastlagde han og lod sine slanke fingre låse sig om hendes kæbe, som han stilte sig lige foran hende. Han kiggede hende dybt i øjnene med en fast mine.
"Du er en kvinde der har sit liv kært, men som tingene er nu vil du aldrig slippe af med din hang til at opsøge ham. Du er den første af min kære broders efterkommere, som er svag nok til at give efter for mørket." Han slap hendes hage igen og vendte let med siden til hende og lukkede øjnene. Han lagde sine arme over kors og strøg sin hage med en tænksom mine.
"Fordi du i forvejen har arvet en undertrykket mørk sjæl, så kan jeg tilbyde dig min hjælp. Det kræver dog en meget vigtig detalje fra din side af. Din loyalitet og respekt, så vil jeg også sørge for at dine problemer med Kimeya vil få en ende," Endte han med en sikker og alvorlig tone. Nok kunne han bare tage livet af hende i tilfælde af at noget skulle ende galt, men hendes væsen var ham en meget vigtig ingrediens for de planer han havde i tankerne. Han var sikker i sin sag. Han kunne meget nemt gøre hendes dage lettere at håndtere.

[Deleted]

Yuuki var på ingen måde særlig glad for denne her situation. Hun havde godt undret sig. Tænkt på hvem han var og hvorfor han i det hele taget ville hjælpe hende, men stod da helt klart nu.
Hendes skridt kom til ende da først hun blev fastholdt på sin vej baglæns og væk fra ham. Armene var ikke voldsomt stærke, men deres greb var magisk og det kunne hun end ikke stille noget op imod. Som Vampyr, så havde hun faktisk ikke en jordisk chance mod ham og det inkluderede også Kimeya. Måden han sagde tingene på og det han gav udtryk for.. det kunne da vel ikke være hans ramme alvor kunne det? Var hendes forfædre virkelig efterkommere af en Warlock?
"Hvordan.. ?" Var det eneste ord hun kunne finde frem. Han var ikke tro og loyal overfor Kimeya? Og var det Kimeya som var hans leder? Hvordan kunne han stille sig op imod ham? Nej.. han var mere en fuldt ud klar over hvem han var oppe imod. Han havde frivilligt stillet sig i hendes forsvar og beskyttet hende.. og sendt hende hjem. Hun havde alle dage forestillet sig at hun var stærk nok til at tage kampen op med Kimeya, men hvad nu hvis det virkelig kun var på grund af at han havde følelser for hende? Tog han det let fordi han vidste hvor nemt det egentlig var at blive af med hende? Det irriterede hende lidt på samme måde som det bekræftede hendes teori. Så Kimeya havde altså stadig følelser for hende? Så var det ikke bare ønsketænkning fra hendes side af.. så havde hun hele tiden haft ret.
"Hvordan vil du gøre det.. ?" Endte hun denne gang mere nysgerrig.
"Så længe jeg kan huske har jeg aldrig haft noget at gøre med Warlocks.. før jeg mødte Kimeya, så hvordan er det muligt at vi deler et bånd af blod? Og hvordan vil min loyalitet og respekt til dig, være i stand til at ende mine problemer med Kimeya?" Hendes nysgerrighed voksede i takt med hans ord. Han lå inde med noget, som hun så småt var begyndt at hige efter. Hvis han kunne sætte en stopper for hendes problemer med Kimeya, så var hun næsten blankt ud klar til at tage imod hans tilbud. Hvis alt han krævede af hende, var loyalitet og respekt.. så havde hun virkelig ikke ret mange indvendinger tilbage at gøre brug af.

[Deleted]

Alt faldt efterhånden mere og mere på plads. Hun var langt mere villig til at lytte til hans ord, end hvad han først havde ventet sig og hvis det fortsatte sådan, jamen så var dette møde ganske enkelt snart forbi. Han forstod godt hendes undren og han lyttede glædeligt til hendes spørgsmål. Det var næsten som at høre en sød lille melodi. Han nød i den grad at hun ikke bare var vildt opfarende og afvisende. Hvor skulle han nogensinde finde et lettere offer til sine skumle planer, hvis ikke her? Det var næsten for godt til at være sandt, men måske at hendes hungren efter at blive af med sine problemer, var større end den han lige havde ventet sig? Havde det noget at gøre med den lille familie hun havde til at hvile inde i et af de nærliggende værelser? Han smilede let for sig selv og vendte sig motiveret mod hende igen.
"Min kære broder, Vaine Salore, din forfader.. blev i sin tid frataget sig sine kræfter som Warlock og forvist. De mørke kæfter i ham blev undertrykket i en sådan grad at det efterlod ham som intet mindre end en formskifter," Forklarede han roligt. For ham var det ikke så vigtigt at påpege at han selv var ansvarlig for det, så for nu lå hans fokus langt mere på hende. Hun skulle have svar, stilles tilfreds og lokkes over på hans side.. om hun villet det eller ej.
"Hvordan jeg kan hjælpe er egentlig ganske simpelt. Det sker ved magt. Jeg kan stille dig i en bedre position og hjælpe dig af med problemerne i dit sind, sådan så du rent faktisk vil være i stand til at stå til måls med ham, ansigt til ansigt. Hvis du vil op imod ham og virkelig skære samtlige bånd over, du har til ham, så for du i den grad brug for mig. Jeg taler selvfølgelig ikke om hverken ægteskab eller noget lignende. Vi er allerede i familie, så navnet Salore.. tilhøre dig allerede. Bær det, gør det til din ære at være vort gamle ædle navn loyal." Han måtte bide det i sig at overgive sit stolte navn så let, men han satsede alt på at få hende ind i sin hule hånd. Han løj på ingen måde overfor hende og hun stod da i den grad langt bedre med hans støtte og opbakning mod Kimeya, end alene.

[Deleted]

Al denne nye viden, var for hende enormt overvældende. Hun havde altid rendt rundt i troen på at hun nedstammede fra en lang og ren slægt af formskiftere. hun havde aldrig i sine vildeste fantasi forestillet sig at hendes rødder, var så anderledes. Desuden så havde hun aldrig hørt om noget lignende før.
Til at starte med havde hun stadig forsøgt at stritte imod, men som hans ord lød for hendes øre, blev det mere klart for hende og så slappede hun også mere af. Nathaniel var som en høg over hende når det kom til hendes sikkerhed og ville for alt i verden ikke miste hende. Hvis Rei virkelig mente det han sagde så havde hun kun en bøn til ham.
"Beskyt min familie!" Endte hun i en klar og tydelig tone.
"Hvis du lover at beskytte resten af min familie, ud over mig, så.. så har du min respekt og loyalitet, men svigter du og lader du dem ske noget, så vil jeg heller ikke opretholde mit løfte til dig," Hun var vovet, men fast besluttet. For ham var det måske et barnligt og simpelt ønske, men for hende betød det alt. Laqisa, Demian, Nathaniel og Aya.. de var alt hun havde tilbage i denne verden og nu hvor at Rei var dukket op og forlangte at hun skulle afgive et løfte om loyalitet overfor hendes slægts skaber.. så var det heller ikke meget at forlang i hendes verden. For alt hun vidste, kunne hun ende op med at komme galt afsted, hvis ikke at hun direkte sørgede for at passe på sig selv. Rei kunne hjælpe hende. Det sagde han at han ville og han havde gjort det før, så hvad havde hun at sige ham imod for? Intet, han havde opgivet sit løfte til Kimeya om at flå hovedet af hende, for at byde hende velkommen ind i hans familie.. hendes ukendte rødder. Naiv og godtroende som hun nu engang var endte hun nu blot med at sende ham et bedende blik.
"Det kan godt være at jeg er efterkommer af din slægt, men det er stadigvæk min nuværende familie der betyder mest for mig. Du har reddet mit liv, da jeg selv var ved at give op og nu står jeg her. Jeg vil ikke vende ryggen til dit tilbud, men vil du have mig, så må du også holde hånden over dette hus." Endte hun alvorligt. Det var intet der betød mere for hende end at holde Nathaniel og Aya sikker. Demian og Laqisa med, hvor end de befandt sig henne..

[Deleted]

Beskytte hendes familie? Ah, hun måtte hentyde til dem der opholdt sig i huset her. Han nikkede sigende til hendes ord og strøg sig igen tænksomt mod hagen.
"Det vil være det mindste jeg kan gøre for dig. Jeg har langt større ting jeg er i stand til at skænke dig, for at du selv vil være i stand til at beskytte det der betyder mest for dig." Dette var ikke engang en joke. Han mente det i ramme alvor. Når hun først var genforenet med de gener der løb gennem hende, så var der langt større muligheder i vente for hende. Det han var ude efter.. det han kunne opnå, hun var en vigtigt nøgle til hans dybeste ønsker og for dem.. der ofrede han gerne.
Han behøvede i sig selv ikke trække den ret meget længere. Hun var i og for sig med på hvad der skulle ske og derfor..
"Her," Han rakte hånden ud mod hende og lod hende blive fri af de lænkende arme. Hånden blev holdt på afstand af hendes pande. Et blændende lys blotlage hele stuen og straks dykkede han uden tøven ind i hendes sind. De mørke skygger slyngede sig om dem begge og med hendes metale accept til den overfladiske del af aftalen, så gjorde det bare det hele meget nemmere for hans del...

... lige så såre han slap hende, sank hun i knæ. Det tog hårdt på ham og han vaklede for et kort øjeblik, men han kunne mærke dem.. de mørke kræfter strømmede gennem hende. Han vidste det! Vaine's aura skinnede igennem hendes egen.. Hans kære broder. Han gled på knæ ved hendes side og samlede hende op uden så meget som et ord. Hun var bevidstløs. Han vendte sine øjne ned mod hende.
"Ah~ Selv Vaine's hårfarve har du arvet. Du er i sandhed en af hans efterkommere," Han beundrede hende for en kort stund. Hun var varm og havde nu et bankende hjerte.. et stolt og værdifuldt bankende hjerte!
Dog uden at han lod den gå for vidt bortmanede han hende fra sine arme. Hun forsvandt fra hans arme og ligeså gjorde han fra stuen her. Hans arbejde her var gjort, så nu var det bare om at vente tålmodigt på, at resten kom af sig selv.

// Out

[Deleted]

Yuuki måtte indrømme at hendes forstand på hans logik, slet ikke kunne følge med. Dog forstod hun så meget at han var villig til at efterkomme hans ønske og mere havde hun ikke brug for at vide. Hun sank en smule nervøst, med viljestærkt. Måske var hun bare født naiv? Måske at det var fordi at hendes sind stadig var præget af det lys, som stædigt holdt fast i hende og gjorde det svært for hende at leve i harmoni med sig selv.
Hun ønskede for alt i verden at skænke sit hjerte fuldt og helt til Nathaniel, uanset prisen og måske.. at hun havde fundet løsningen på det hele nu?
Hun mærkede straks at hun blev fri og tog sig ømt til håndledet. Han kom hende nærmere og instinktivt reagerede hun da hans beordring lød.
Et lys så skarpt og blændende fyldte rummet og fik hende til at knibe sine øjne sammen og før hun vidste af det, sortnede det for hendes blik.

Hun hvilede i et tomt og mørklagt univers i hvad der føltes som evigheder. De mørke kræfter strømmede gennem hende og vakte hver en død celle til live igen. Hendes hjerte begyndte forsigtigt at slå igen lige så stille. Den dulmende fornemmelse af varme, var øredøvende og lammende. Hele hendes krop føltes let som en fjer. hun følte sig beriget med fornyet energi og samtidig overvældende træt. Hvad var det der skete med hende?

... //Out