Sort som blæk

[Deleted]

Den Sorte Sø. Et passende navn for dette sted, så langt inde i skoven i Dvasias' midte. Det sorte vand kunne næsten repræsentere alt hvad enhver udenforstående anså at Dvasias var: mørkt og giftigt.
Ved søens bred stod en skikkelse og fæstede en glaskolbe til et reb, og kastede det ud i søens vand. Glasset sank som en sten, og skikkelsen trak rebet til sig, indtil han kunne stå med en kolbe af det sorte vand i en handskeklædt hånd.  Et par sorte øjne granskede kolbens indhold, inden et tilfreds smil bredte sig over hans læber.
En sky gled bort fra månen, så dens blege lys kunne oplyse området omkring søen. Det var fugtigt i luften, og alt tydede på at det kun var et spørgsmål om tid før det ville begynde at regne. Aron havde tænkt sig at forlade Søen inden det skete. Han havde masser af arbejde at gøre, og vandet ville være en god hjælp for ham. Han placerede en korkprop over kolbens åbning, før han trak en lille notatbog frem fra sin kappes dybe lommer, og strøg et punkt af sin liste.  Han havde efterhånden fået mange bestillinger af diverse gifte, og med det høje forbrug, var han nødt til at genfylde sit lager. Han strøg en hånd gennem det krøllede hår med et støn, før han puttede notatblokken tilbage i sin lomme. Vandet var kun ét punkt på listen ud af mange, og natten var stadig ung.

[Deleted]

Det var svært at finde et roligt sted at holde et møde, uden at nogle uvedkommende ører smuglyttede i skyggerne. Derfor havde Macaria valgt at holde sit møde med en af sine agenter i skoven tæt på Den Sorte Sø. Rapporterne som hendes agent havde givet hende, havde været mere end tilfredsstillende. Et held for efter den dag hun havde haft, orkede hun ikke dårlige nyheder.
Efter at dumpet en lille pengesæk i hånden på sin agent, og sagt farvel, havde de gået hver til sit. Ham for at tage tilbage til Procias, hende for at komme tilbage til Castle of Darkness. Hun trak hætten op over hovedet, så det bølgende, tykke hår blev skjult, samt ansigtet lagt i skygger.
På fjedrende skridt gik hun mod søen, for at slå sin vej rundt om den. Månen fik det hele til at ligne et spøgelseslandskab i sit blege, kolde lys. Hendes kappe og kjole kant hvislede over græsset. De flade, simple sko var allerede gennemblødte. Hun nød stilheden omkring sig. På slottet var der altid øjne og ører, der holdte øje med hende, men her var hun fri. Den friske luft indåndede hun dybt, bare for at kunne dufte den, og mærke ilten trænge ned i hendes døde krop.
En skam hun bare skulle tilbage til slottet. Det var ellers en perfekt nat til at gå tur. Hun elskede regn. Måske burde hun tage ud og jage for en gangs skyld? Eftersom slottets køkken gav hende alt hvad hun havde brug for, var hun bange for at komme ud af træning, hvis ikke hun snart begyndte at jage sit eget bytte. Hun savnede det faktisk.
På sine lydløse fødder drejede hun rundt om en klynge træer, og opdagede med det samme skikkelsen ved søens bred. Brat stoppede hun op, gemt i skyggerne fra nogle træer. Hovedet gled ned på skrå, mens hun betragtede mennesket. Hans hjerte bankede roligt i hendes øre, som en svag rytme. De dybblå øjne vandrede rundt, men det så ikke ud til, at der var nogle omkring. Hun fugtede eftertænksomt læberne.
Kunne det gå an, bare at… tage én? Reglerne omkring den slags her i nærheden af byen var uklar, og ingen havde fortalt hende noget konkret.
Hun endte med at gå i en stor bue omkring ham, så hun kunne liste sig ind på ham bagfra. Lydløst gik hun nærmere ham med blikket hvilende på hans nakke. Forsigtigt. Tættere og tættere på. Hurtigt stoppede hun dog op. Kun to meter bag ham.
Et opgivende suk forlod hendes læber. Det var utroligt. Hun følte sig som et uvidne barn for tiden. Måtte hun, eller måtte hun ikke angribe? Irriteret strøg hun hætten væk fra sit ansigt.
Måne lyset skinnede hende op.
”Undskyld, sir?” Hun havde lyst til at rulle med øjnene af sig selv. ”Kunne du hjælpe mig med noget?”

[Deleted]

Aron havde på intet tidspunkt overhovedet bemærket lyden af skridt i nærheden af sig. Han havde været travlt optaget med sit eget indre kort, og planlagt hvor han skulle gå hen nu, for at få fat i de sidste ingredienser til sit arbejde. Da han så hørte en kvindestemme bag sig, gav han et svagt spjæt fra sig, før han vendte sig om, og betragtede kvinden foran ham. Mistroisk kneb han øjnene en smule sammen, før han også stoppede kolben med det sorte vand ned i sin dybe lomme.
De mørke øjne betragtede kvinden grundigt. Hun så ikke ud til at bære våben, så hun så ved første øjekast ud til at være harmløs. Men Aron vidste bedre; i Dvasias var det ikke til at sige, hvem der var i stand til at stikke en dolk i ryggen på én. Han rettede sig alligevel en smule op, og fandt et smil frem på sine læber.
”Jeg kan da gøre et ærligt forsøg.” svarede han roligt. Hun kunne ikke være herude uden grund. Det var sjældent man bare tilfældigvis stødte ind i nogen ved Den Sorte Sø. Den var så afsidesliggende, og med skoven omkring den, var det ikke sådan at man bare tilfældigvis endte der. Men han ville alligevel lade tvivlen komme hende til gode. ”Hvad laver du herude?” spurgte han alligevel, og foldede armene over kors. Hans blik granskede hende stadig. Det var en vane han havde; at prøve at finde ud af hvad en person var. Men det var ikke til at sige med sikkerhed; kvinden var bleg, men det behøvede ikke være et kendetegn. Og med kappen hun bar, var det ikke til at sige om hun trak vejret eller om hendes hjerte hamrede. Han ville lade tvivlen komme hende til gode, men det betød bestemt ikke at han ville lægge alle kortene på bordet.

[Deleted]

Roligt blev Macaria stående, mens hun gengældte mandens betragtende blik ved ligeså at lade sine øjne glide op af ham. Well… han så ikke grim ud. Meget naturlig at kigge på med hans krøllet hår, skægget og de mørke, dybe øjne. Hun trak let på skuldrene af hans spørgsmål.
”Jeg er ude og gå en tur,” svarede hun ham med en næsten åbenlys løgn, og tog et par skridt tættere på ham. Selvom han smilede kunne hun næsten se mistroen i hans øjne. Hvem ville dog ikke være det? Hun var en ung kvinde i starten af tyverne, der rendte alene rundt om natten ved Den Sorte Sø. Uden våben eller andre tydlige egenskaber, burde det være lige så mistænkeligt som en ræv i en hønsegård.
Der var nu kun halvanden meter mellem dem. Søen var bag ham, så han kunne ikke træde tilbage uden at gå ud i vandet. Han var fanget. Den tanke fik hende til at lægge hovedet på skrå med et lille, legende smil omkring læberne.
”Er det ikke ret farligt at gå rundt herude alene?” spurgte hun sigende, og slog lidt ud med armene. ”Jeg mener… vi er jo et ret ubehageligt sted, og det ser ud til at du er fanget.” Hun kunne ikke lade være med at smågrine, og gjorde et lille nik mod søkanten lige bag ham, for at vise ham hvad hun mente.

[Deleted]

Hendes løgn var næsten pinligt åbenlys, men det virkede bestemt ikke som om kvinden gjorde noget forsøg på at skjule det. Det gjorde kun Aron mere opmærksom, og det gik ham da ikke hus forbi at hun gik endnu tættere på ham. Han havde søen i ryggen, og han kunne ikke komme væk uden at træde ud i det giftige vand. Han var måske interesseret i vandets effekter, men han var ikke ligeså villig til selv at være forsøgskaninen.
"Det kan være farligt, hvis man ikke ved hvordan man passer på sig selv." svarede han tilbage. Han var klar over den trussel hun gav ham, og det gjorde ham kun overbevist om at hun ikke var et menneske. Han fangede hendes blik, og mærkede omgående det svage drag fra hende, som han ofte før havde mærket når han havde stået overfor særlige væsner. Men han kunne stadig ikke være sikker på hvad hun var, før han fik set mere. Han skar ansigt. Han hadede når der var noget han ikke forstod. "Om jeg er fanget ved jeg nu ikke om jeg er. Der er kun dig og mig herude. Indtil videre burde det ikke være farligt." Han stak hænderne ned i sin kappes dybe lommer, både for at se henkastet og afslappet ud, men også for at finde den lille sølvdolk han havde skjult i sin lomme. Normalt brugte han den til at skære særlige urter og planter, men i nødstilfælde kunne den altid bruges som våben. Han havde stadig ikke sluppet hendes blik. "Så hvad vil du? Du bad mig hjælpe dig med noget?" spurgte han utålmodigt.

[Deleted]

Hans forsøg på at se afslappet ud fik Macaria til fnise. Hun havde glemt, hvor sjovt det her var. Det han sagde prellede også fuldkommen af på hende. Gad vide om han vidste, hvor tæt på døden han var? Der var noget med hans ansigtsudtryk, der fik hende til at gætte på, han prøvede at finde ud af det. Endnu en gang gik hun nogle skridt tættere på ham. Der var nu kun en meter mellem dem. Så tog hun endnu et, og endnu et.
”Jeg er ny heromkring. Faktisk kommer jeg fra landet,” begyndte hun forklarende. ”Derfor ved jeg ikke helt præcist, hvordan reglerne er her, men måske kunne du hjælpe mig. Hvordan er reglerne for det med at dræbe en her? Ikke bare koldblodigt, men for mad?”
Hun smilede uskyldigt til ham, og blinkede med sine øjne. Hænderne var lagt om på ryggen, så hun næsten kunne se helt hjælpeløs ud. Det var hun da langt fra – og da smilet voksede sig bredere, afslørede de spidse hjørnetænder sig.
”Jeg vil helst ikke komme i problemer ser du, og tingene er meget anderledes her end derhjemme. Du er vel en eller anden slags…. Hertuge… der står ved søen, og er i gang med at…. Fiske.” Hun grinede til ham, og i månens lys kunne man tydeligt se tænderne.

[Deleted]

En vampyr. Selvfølgelig var hun en vampyr. Så havde hendes blege hud været et kendetegn alligevel, men det var de spidse hjørnetænder og måden hun omtalte ham som en mulig føde, der afgjorde sagen for ham. Han strammede grebet om sølvdolken i lommen, men han holdt den stadig roligt i lommens dyb. Vampyrer kunne til tider være som vilde dyr, hvis de var sultne nok; enhver pludselig bevægelse kunne være hans død - og han havde tænkt sig at holde sig i live i mange, mange år endnu.
"En hertug?" Han lo næsten. Det måtte da være hendes spøg? Det var ikke fordi han så specielt pyntet ud, med hans gamle kappe og ubarberede ansigt, for ikke at snakke om hans manglende følge, så kunne hun da ikke virkelig tro det om ham? "Så vigtig er jeg overhovedet ikke." Han bed sig omgående i tungen. Her stod han overfor en vampyr og fortalte at han ikke var vigtig.
"Du burde ikke bruge mig som føde," tilføjede han derfor hurtigt. Han trådte et halvt skridt bagover, og kunne mærke søens vand nå hans hæle. Han havde virkelig ikke andre steder at gå. "desuden tvivler jeg på at mit blod smager særlig godt, efter hvad jeg har udsat min egen krop for i årenes løb." tilføjede han. Hvorfor i alverden lavede han jokes? Han trak endelig sølvdolken op fra sin lomme, og holdt den op mellem dem i en advarende gestus. "Jeg ved at I ikke bryder jer om sølv. Hold dig væk."

[Deleted]

Et slankt øjenbryn hævede sig, da han tog kniven frem, og pludseligt truede hende. Faktisk havde han været sjov at lytte til, og da han havde tydeligt smilet, havde hendes smil vokset. Nu var det dog væk, og var blevet erstattet af et skeptisk ansigtsudtryk, inden det også forsvandt for et lille grin.
”Virkelig? En sød, lille kniv?” spurgte hun, og lagde armene over kors. ”Det er næsten en fornærmelse.”
Eller… en stor fornærmelse. Hvor hurtig ville han kunne nå at vifte ud med dolken, før hun allerede havde brækket armen på ham? Han var næsten sød, så naiv og uskyldig han var. Ikke engang et rigtigt våben havde han. Hun kløede sin næse med en finger.
”Okay… hvad nu hvis jeg drikker bare lidt blod fra dig? Det gør ondt, du piver, jeg spiser, og så kan vi give hinanden hånden, og skilles ad? Helt ærligt… hvad får dig til at tro, du kan stoppe mig?” Igen smilede hun bredt til ham, og gik et enkelt skridt frem. Jo tættere hun kom på ham, jo mere kunne hun lugte kemikalier. Det kradsede i næsen og halsen. Han havde ret. Blodet ville ikke smage godt. Måske ville hun endda hoste det op igen. Alligevel var det sjovt, at stå her og diskutere med et menneske om at spise eller ikke spise. Dræbe eller ikke dræbe. Han var ganske charmerende at høre på.
En stille regn var allerede begyndt. Dråber faldt tungt ned fra den sorte himmel, og dannede et plettet mønster på deres tøj. Søen var ikke længere spejlblank, men sat i bevægelse gang på gang. Macaria slap ikke mennesket med øjnene. Hendes dybblå øjne havde fanget hans, og det legende smil flyttede sig ikke ud af stedet. Det var en af de første gange, hun havde diskuteret med sin mad.

[Deleted]

Aron vidste godt at han umuligt ville kunne nå at gøre hende noget, før hun selv havde uskadeliggjort ham - eller dét, der var værre. Det havde måske været meget mere af et instinkt end en faktisk plan, at bruge dolken mod hende. Det var heller ikke fordi bladet var særlig stort, så selv hvis han på en eller anden mirakuløs måde skulle være hurtig nok til at angribe først, ville den næppe gøre særlig stor skade. Han skar en grimasse, før han puttede den tilbage i lommen.
"Jeg ville foretrække hvis du lod være, hvis jeg skal være helt ærlig." svarede han hende. Han var udemærket klar over forskellen i deres styrke. Hvis hun bestemte sig for at drikke fra ham, ville han ikke have meget andet valg end at lade hende, og håbe på at hun lod ham leve. Så hvis han ikke kunne kæmpe fysisk imod, skulle han måske tale hende fra det?
Idet regnen begyndte at falde, måtte han nok en gang skære en grimasse. I løbet af få sekunder hang hans hår allerede ned af panden på ham, og han måtte stryge det bagover med en hurtig håndbevægelse. Han turde ikke slippe kvinden af syne længere end han behøvede. "Jeg mener det, mit blod er sikkert en coctail af alskens smage, som sikkert ikke vil smage særlig godt blandet sammen. Du er bedre tjent med nogen andens blod end mit. Desuden..." Han lod et svagt smil gro over hans læber. "Alle har brug for en alkymist på et eller andet tidspunkt. Brygning af gift? Modgift? Hvis du lader mig være kan jeg skylde dig en tjeneste?" foreslog han.

[Deleted]

Langsomt lod Macaria sit hoved glide på sned, mens hun eftertænksomt studerede ham. En alkymist! Det burde hun have gættet. Det her viste sig jo at være hendes lykke dag! Og han havde endda selv kommet op med en aftale – også selvom hun for et stykke tid siden, allerede havde besluttet sig for ikke at spise ham.
”Faktisk…” begyndte hun og gik endnu et skridt frem. De stod nu tæt på hinanden. Så tæt at hun kunne mærke kropsvarmen fra ham. Regnen fik hendes bølget, vilde hår til at følge hendes baghoved, for til sidst at falde ned over hendes ryg. Fladt og tungt. Ligesom Arons. ”Jeg kunne godt have brug for noget gift,” forsatte hun, og hævede sine hænder, for at rette på hans tøj. Hun smilede til ham.
De var cirka lige høje. Begge med brunt hår. Hvor Arons øjne var næsten helt sorte, var Macaria’s blå som nattehimlen overfyldt med stjerner. De begge to havde åbenbart også en form for humor.
”Kan du lave en gift, man kan blande i noget… lad os sige vandforsyning… og så forgifte et par dusin soldater?” spurgte hun med en sigende stemme, og løftede blikket fra sine hænder, der rettede på hans tøj, til hans ansigt. Deres næser hvor regnvandet dryppede fra, var kun få centimeter fra hinanden. Hvis hun ville, kunne hun tælle hver og én af hans våde øjenvipper.
Tanken var selvfølgelig at bruge ham i hendes plan om at infiltrere Manjarno. Det ville gøre hende populær overfor Dronningen, samt hele hoffet ville bøje sig for hende. Ikke flere skeptiske sideblikke. Hun ville have bevist sit værd. Mennesket kunne meget vel være nøglen til det. Hvis bare han kunne det, som han sagde. Ellers kunne man altid smage lidt på ham…. Selvom det ville være en skam med hans humor. Det var lang tid siden, nogen havde fået hende til at grine og smile. De fleste på slottet var kølige, glatpoleret masker, der kun sagde det rette i høflige fraser, som hun kunne knække sig af.

[Deleted]

Aron følte sig splittet. Et sted var han lettet over at hun ikke havde tænkt sig at drikke hans blod, men samtidig var det en stor tjeneste hun krævede af ham. Da hun stillede sig næsten helt ind til ham og rettede på hans tøj og betragtede hans ansigt, vidste han heller ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Han var fanget mellem hende, og det giftige vand bag sig.
En gift som kunne blandes i vandforsyningen... Den måtte i så fald være både farveløs og lugtfri, hvis det ikke skulle opdages. Men i stor nok mængde til at forgifte flere dusin soldater? Hvad var det denne kvinde planlagde? Han betragtede hende med rynkede bryn. Der var noget foruroligende ved at stå så tæt op af en anden person, og ikke kunne mærke noget åndedræt. Aron havde stået overfor vampyrer før, men ikke så tæt. Han blev pludselig opmærksom på hans egne hjerteslag, og han forsøgte - uden meget held - at berolige sig selv. Hun lod til at ville lade ham gå derfra i live. Han valgte at fokusere på dét.
"Det... burde ikke være så svært at lave." svarede han tøvende, efter at have sunket en klump. "Hvis jeg bare får tiden til at lave det, burde jeg kunne få det ordnet. Men hvilke soldater skal det bruges mod?" Normalt ville Aron ikke spørge til den slags. Normalt ville han have været tilfreds med at få en opgave, udføre opgaven, få betaling, og så ikke tænke på den sag længere. Men denne gang bestod betalingen i hans eget liv, og han kunne ikke lade være med at være nysgerrig.

[Deleted]

Det var tydeligt han var utryg ved at have hende så tæt på, hvilket kun gjorde det endnu mere morsomt. Let pressede hun sin krop mod hans. Lige nok til at deres kroppe rørte ved hinanden.
”Hvorfor?” spurgte hun silkeblødt. ”Har du en samvittighed at tage vare på?”
Hjertet bankede roligt til lyden af regnen, der trommede på blade og grene omkring dem. Det var næsten meditativt. Som en stille natsang. Macaria var færdig med at rette på hans tøj, og lod armene falde ned langs hendes sider. De begge var ved at være gennemblødte. Både deres hår og tøj. Hun vidste at regndråber ligeledes dryppede fra hendes hage og næse, som det gjorde ved ham. Dog havde hun ikke sluppet hans blik. Smilet stadigvæk legende.
Hun drog et suk.
”Soldaterne er… neutrale. Hvilket selvfølgelig gør det sværere,” forklarede hun med et ubekymret skuldertræk. Hun vidste ikke særlig meget om alkymi. Faktisk slet ikke. Hun var bedre til matematik og det mere administrative. ”Jeg er dog sikker på dit liv vil være en god pris for det. Og så tænk på udfordringen! Vil det ikke være det værd?”
Hendes ord prikkede pirrende til ham, for at overtale ham. En alkymist. Hun havde aldrig mødt sådan en før. Det var lidt spændende. Den her nat viste sig at være helt god. Hun smilede skævt til ham.

[Deleted]

En samvittighed... Aron måtte næsten smile et smørret smil, og han ville måske have gjort det, hvis ikke han følte sig så presset som han gjorde nu. Det meste han formåede, var et lille træk i mundvigen, mens han lod hende tale ud. Neutrale soldater? Det måtte være tale om Manjarno. Hvor hun mente at det gjorde det sværere, mente Aron faktisk at det gjorde det nemmere. Havde det været dvasianske eller procianske soldater, ville faren for at han ville lide af konsekvenserne for dette være langt større. Men eftersom Manjarno forholdt sig så neutralt, var der altid chancen for at de pårørte helst ville sørge i fred og ikke gøre noget stort ud af det. Det var faktisk perfekt i hans bog.
Hvis Aron ikke havde været fristet til at gå med på hendes krav fra før, ville hendes afsluttende ord have været nok. Hun gav ham en udfordring til at vise hvad han kunne, og hvilken alkymist med respekt for sig selv ville vige bort fra sådan en udfordring? Ingen som Aron kendte til - og i hvert fald ikke når man stod med en vampyr foran sig, og en giftig sø bag sig.
"Jeg elsker en god udfordring." svarede han med et skævt smil. Det ville betyde at han måtte hamstre mere af Søens giftige vand. Der måtte være en måde at filtrere giften ud af vandet, og koncentrere det. Hvis ikke, skulle han nok finde en måde. Alskens planer og teorier var så småt allerede begyndt at tage form i hovedet på ham, og det var næsten synligt, med måden hans blik begyndte at flakke ud i luften, som om han var i færd med at skrive notater ned for sig indre øje. "Et par dusin soldater, gift som kan blandes i vandforsyningen. Det burde kunne lade sig gøre." indskød han selvsikkert, og trak en smule mere på smilebåndet. "Jeg vil stadig gerne høre mere om hvad du vil bruge det til, men noget siger mig at du ikke vil dele det med mig. Men jeg vil i hvert fald ikke stå her i regnen meget længere, hvis du ikke har noget imod det." Han sendte hende et sigende blik. Han ville ikke komme nogen vej, så længe hun stod så tæt op af ham. Det havde i tillæg gjort ham pinligt opmærksom på hvordan han kunne mærke hende mod sig, hver gang han tog et åndedræt. Han var sikker på at det kun fik hans hjerte til at banke hurtigere. "Du vil vel også ud af regnen og ind i det tørre?" indskød han, som for at få farten op. Regnen var begyndt at tage til, og kappen hang snart tungt om skuldrene på ham.

[Deleted]

De midnatsblå øjne gled op mod himlen, for at betragte regnen, der nu silede ned i en stille strøm. Hun havde altid elsket regn, men på den anden side, kunne mennesket selvfølgelig blive forkølet og syg. Med et lille, lumsk smil til ham, trådte hun et par skridt tilbage, så han kunne komme forbi hende. Græsset lavede våde lyde, når hun trådte ned på det. Skoene var allerede plask våde, og kjolens kant gennemblødt. Det gjorde hende ingenting. Lidt mudder og regn havde aldrig generet hende. Ikke ligesom de andre snobbet vampyrer, der knap nok kunne klare at få lidt jord under deres negle.
Hun betragtede mennesket med hovedet lidt på skrå, som hun havde for vane. Der var ikke noget anderledes over ham, selvom han var alkymist - pånær den skrappe lugt af kemikalier, men regnen havde allerede slørret det.
"Jeg skal nok lade dig gå. Promise. Ingen bidemærker denne gang," sagde hun, og trak smilende på skuldrene. Hun havde brug for en levende alkymist, der kunne hjælpe hende med planen. Alting ville gå meget nemmere, hvis hun kunne forgifte soldaterne i Manjarno, før at de angreb.
"Har du et navn, så jeg kan opsøge dig om et par dage?" spurgte hun, og mærkede hvordan vandet allerede var trængt ind gennem hendes kappes stof. Der lugtede af våd uld. "Mit navn er Macaria. Jeg er... fra slottet."
Hun havde det stadigvæk mærkeligt ved at fortælle om sin stilling, og holdte den tit skjult for folk. Ingen behøvede at vide, at hun var en af de mest magtfulde folk i Dvasias, med mindre det virkelig var vigtigt. Mennesket behøvede ikke. For resten lignede hun ikke en nobel, som hun stod der gennemblødt i enkelt tøj, uden smykker, følge eller noget andet til at hæve hende op i hierakiet.
Hun rakte en hånd ud mod ham som officiel hilsen. Et prøvende smil aftegnede hendes smalle læber.

[Deleted]

Med et taknemmeligt smil bevægede Aron sig endelig nogle skridt væk fra søens bred, så afstanden mellem ham og det giftige vand til sidst blev på et par meter. Han stod nu i stedet med søen på venstre hånd, og Macaria foran sig. Fra slottet, sagde hun. Hans blik gled nok en gang op og ned af hende, granskende. Hun så ikke ligefrem ud som om hun havde den højeste stilling på slottet, men hendes adfærd antød at hun heller ikke var langt nede på rangstigen. Hvad hun end lavede på slottet, måtte Aron gå ud fra at det ikke var nok for hende, hvis hun planlagde at angribe Manjarno på den måde som hun gjorde.
"Jeg er Aron." svarede han hende, og rettede sig nok en gang op. De var omtrent lige højt, så hans blik mødte omgående hendes. Han holdt det stædigt. Han brød sig ikke om følelsen af at stå i gæld til nogen, og han brød sig endnu mindre om tanken på at han gik med på at lave gift til en person, så han skulle få lov til at leve. Men hvis valget var mellem dét, eller at lade hende drikke hans blod, foretrak han det sådan her. Hans blod skulle kun være til nytte for ham selv. "Men jeg ved ikke hvor meget det kommer til at hjælpe dig. Jeg plejer at rejse rundt. Hvis du forventer at finde mig om nogle dage, burde vi aftale et sted at mødes." fastslog han. Det var ikke unormalt for ham at være i Dvasias den ene dag, og i Procias ugen efter. Det var sågar sket at han havde taget et skib fra Imandra og taget til fjerne lande for at finde ingredienser eller sælge sine varer. "Hvis du er fra slottet, kunne jeg tage dertil. Hvis de da lukker mig ind." indskød han med et skævt smil hængende i mundvigen.