Tourist

[Deleted]

Folk havde så travlt med at bedømme ham, til dels på hans race, og meddele at han ikke levede op til deres forventninger. Hun ville ikke være den første med den tanke, tilmed var den sidste der sagde det også en kvindelig vampyr. Men hvorfor betød det noget? Han kendte ikke hendes tanker og gad ikke bruge energi på at tolke hendes ansigtsudtryk eller mangel på samme. Hvis hun var klar på at blive jagtet af et helt land, måtte hun gøre det. Han var ikke...Men han kunne vel godt se på imens...Eller måske skulle han bare flyve sin vej og lade hende sejle sin egen sø? I et øjeblik virkede det mest tillokkende. Selv om han ikke havde brugt sin tid på det, skinnede hendes skuffelse tydeligt igennem. Og hvad skulle han stille op med den? Folk der reagerede sådan kedede ham! Åh, folk havde så travlt med at være den mest onde, den mest groteske og den mest tankeløse. Hvorfor ikke bare have det sjovt og være skide ligeglad med hvad den anden valgte at gøre eller ikke at gøre?
At hun absolut mente hele byen skulle futtes af var tydelig, for hun gik rundt med den brændende kæp og satte ild til stråtaget. Han måtte faktisk indrømme...Han kunne ikke se det sjove i det. Det var ødelæggelse, men ikke sjov ødelæggelse. Huse kunne bygges op igen. Han klappede af hende, da hun så stolt på sit værk, som var hun virkelig dygtig, men i virkeligheden hånede han hende nok lidt. Så spredte han sine vinger og gik i luften. Fløj ind over varmen, ind over røgen. Det irriterede hans åndedræt, hans øjne og næse, men røget fyldte hele luften og der var ikke meget mulighed for at slippe den. Selve ilden var kedelig. Åh nej, selve ilden var kedelig. Lad hende bare brug tid på at futte den af og hygge sig med det.

Han var kamufleret i mørket. En sort skygge. Menneskerne kunne ikke løbe for evigt og rigtig nok skulle han ikke flyve særlig langt før han nåede de første af dem. Mest ældre og børn, gravide. Folk der ikke kunne løbe så langt eller hurtigt, grundet forskellige ting. Hvis de absolut skulle lave ballade, hvis hun absolut mente at det skulle ske, trods de ville blive jagtet og forfulgt, jamen så skulle han da virkelig ikke stå i vejen. Det var jo ikke fordi han tog modstand fra det, blot at han havde ting at tage hensyn til. Hvad denne kvinde ikke havde...En kvinde han desuden havde besluttet sig for ikke kunne stoles på. På noget punkt. Lidt som ham selv, hvis han selv måtte sige det.
Han dykkede, som en rovfugl. Hans første offer var et barn, han næsten flåede ud af armene på den grædende og chokerede mor. Moren skreg op og prøvede at rive fat i ham, løb endda efter ham, men han var på vinger og meget hurtigere. Han var væk på ingen tid. Han fløj ind over byen, barnet var måske...hvad? 4 år? 5 år? 6 år? Det græd i hvert fald og var skide irriterende. Han gjorde hele verdenen en tjeneste ved at skille sig af med det. Han dumpede barnet ned i ilden, lod den flyve igennem luften, mens den skreg, før den til sidst skreg i smerter, da ilden grådigt åd den. Så velsignet! Så fantastisk! Åh, hvis bare husene ikke var tomme, så ville han faktisk kunne nyde det mindst lige så meget! Det ville være et sandt paradis...Han besluttede sig hurtigt for at når han blev leder af sit folk, skulle de have lov at gøre ting som disse. Det ville de nok elske.
Om Macaria var der og så det eller ej, fandt han ikke særlig relevant. Måske var hun løbet hjem ad, måske var hun i gang med at sætte ild til resten af husene. Uanset hvad, vendte han om og hentede den næste. Denne gang to børn, en i hver hånd. Næste gang en ældre kvinde, så en ældre mand. Så den grædende mor fra før. Selv om det var udmattende at flyve i længere tid, gav deres smerter og skrig ham styrke. Styrke og glæde, nydelse, nydelse nok til at det var bedre end sex for ham! Han var overbevist om at han kunne blive ved hele natten og dagen med, hvis tingene tillod det...Selv om de, der løb hurtigt nok, sikkert snart nåede en ny by og kunne slå alarm.

[Deleted]

Macaria mærkede irritation over dødsenglen, der stod bag hende og klappede hånligt af hende. Lad ham bare. Han forstod ingenting, og ville nok ikke komme til at gøre det, før hun sad på Manjarnos trone.
Hendes utilfredse øjne fulgte ham, da han steg på vingerne. Ville han nu efterlade hende? Solen ville være oppe om en times tid, så hvis hun skulle nå at komme tilbage til Dvasias, måtte hun snart til at løbe. Specielt nu hvor hendes lift, var gået på vingerne uden hende. Denne her nat, så ud til ikke at have endt så underholdende som planlagt, men planen var sat i gang.
Hun skulle lige til at vende landsbyen ryggen, da gråd og skrig nåede hendes ører. Forundret kiggede hun sig omkring. Landsbyen var jo tom! Folk var flygtet, og mændene i laden var for længst blevet til forkullet lig. Svaret fandt hun på himlen. Dødsenglen. Han havde et barn. Han havde et barn!!
Hvis hun havde haft et levende hjerte, ville det være stoppet. En knude i maven klyngede sig sammen. Alt virkede som om det gik i slowmotion, da barnet langsomt faldt gennem luften, for til sidst at havne i flammerne. Dens skrig ringede for Macarias ører.
Børn. Hvorfor børn?! Ikke børn!!
Rædslen stod tydeligt malet i hendes ansigt.
Meget kunne man sige om hende. Hun havde leget med folk, dræbt dem, spist af dem, manipuleret med dem, og tortureret dem, men aldrig…. aldrig børn. Alt andet end børn.
Da Zean kom tilbage med to andre børn hængende grædende i hans arme, rystede hun sig ud af chokket, og begyndte at sætte i løb mod ham.
”Nej!! Stop!! Zean stop det!!” skreg hun op mod ham, men enten var han ligeglad, eller også kunne han ikke høre hende. Uden at tænke på sin egen sikkerhed, løb hun ind i den brændende landsby, hvor ilden nu havde bredt sig til alle husene. Flammerne strakte sig hungrende mod hende. Varmen slog i bølger ind mod hende, så det stak i halsen, og øjnene ville være løbet i vand, hvis hun havde været levende.
Oppe på himlen, holdte hun øje med Zean, der fløj over landsbyen. Han lod børnene dingle lidt, inden at han slap dem.
”Nej!” råbte hun, og satte farten op, for at nå de faldende skikkelser. Hun afværgede en brændende bjælke, løb igennem et hus, og braste igennem en gloende væg, for at nå børnene. De faldt ikke længere, men hun kunne høre dem græde og hvine et sted tæt på. Nogle gløder havde grebet fat i hendes tøj. Hvor flammerne havde rørt hendes hud, var den begyndt at heale igen, men hvis hun blev fanget, ville hun ikke kunne heale hurtigt nok.
Panisk kiggede hun sig omkring, for at lokalisere børnene. Imens var Zean tilbage med en ny person. Heldigvis ikke et barn. Det kunne hun ignorere.
Skrigende guidede hende rundt i landsbyen, indtil hun endelig fandt det ene barn. Han lå krøllet helt sammen, og græd som pisket. Ilden havde allerede omringet hans spinkle skikkelse.
Macaria tøvede ikke, men sprang direkte igennem flammerne, for at nå barnet, der begyndte at skrige op, da han fik øje på hende.
”Bare rolig! Rolig! Jeg får dig ud herfra!” beroligede hun, og strakte armene frem, så barnet kunne se hun ikke ville gøre noget. ”Luk munden. Hvis du indånder for meget røg, kan det ødelægge lungerne. Luk øjnene. Jeg skal nok få dig i sikkerhed.”
Hun rev et stykke af sin kjole af, så hun kunne binde det om barnets mund i sikkerheds for røgen. Ilden gnavede sig ind i hendes skinneben, mens varmen brændte hendes ryg og ansigt. Det lød som et brusende hav.
Uden problemer løftede hun barnet op i sin favn, og holdte beskyttende dets ansigt ind mod sin skulder, mens hun kiggede sig omkring efter en flugtvej. Ilden brølede over alt omkring dem, som et stort uhyre, der ikke ville lade dem gå.
”Jeg har dig. Jeg har dig….” hviskede hun ned mod barnet, der knugede sig ind til hende. Hun tog en beslutning. Hvis de blev herinde meget længere, ville det være for sent. Hun tog tilløb, og brasede igennem en skrøbelig husmur. Skulderen blev slået af led, men den ville heale efter kort tid. Kæmpende for at beholde overblikket over deres flugt, skyndte Macaria sig videre gennem landsbyen. Røgen gjorde det næsten umuligt for hende at se, men hun kunne guide sig rundt ved hjælp af de andre sanser.
Endelig mærkede hun græs under de nøgen fødder. Røgen var stadigvæk tyk, men der var ikke så meget varme længere. De måtte være nået ud af landsbyen. Barnet hostede ind mod hendes skulder. Det var stadigvæk i live. Hun havde ikke kunne nå at redde de andre to børn, men det var lukkes at redde det ene.
Træt vaklede hun videre, indtil de endelig var ude af røgen. Der faldt hun på knæ. Ilden havde tilsodet hendes tøj og kjole. Huden var irriteret og rød. Et par væskende sår var langsom ved at heale.
Hun klamrede stadigvæk barnet ind til sig. Hun måtte væk. Væk fra dødsenglen! Finde én, der kunne se på barnet. Hun måtte op igen. Videre. Med en kraftanstrengelse kom hun på benene.

[Deleted]

Han grinte for sig selv og slog ud med armene, da kvinden forsvandt ned i flammehavet, som Macaria havde startet. Hendes skrig fortonede sig snart og hendes pinsler var overstået. Åh hvilken fryd! Han kunne blive ved og ved, aldrig ville han blive træt af dette. Han snorede rundt i luften, før han holdte sig stille i luften og blot kiggede ned på de brændende bygninger...Han havde ikke hørt Macaria, eller set hende, før nu. Han så hende løbe ind i en af bygningerne, som var hun panisk for noget. Hans hoved gled let på sned, var hun blevet fanget i ilden? Nej, så ville hun ikke løbe ind i en brændende bygning. Han ventede. Var hun brændt op nu? Vampyrer kunne ikke klare sig mod ilden, hvad faktisk kun få kunne. Men til sidst så han hende komme løbende ud med en bylt, med et...Barn? Han smilte svagt, hans øjne skinnede med et lettere vanvittigt lys. Et af de børn han havde smidt? Hvordan kunne barnet overhoved have overlevet faldet? Og endnu mere...ilden?
Og hvorfor bekymrede store og stærke Macaria sig dog om et dumt barn? Så mange spørgsmål. Han fulgte efter hende, i stedet for at hente en ny. Han studerede himlen og besluttede der ikke var lang tid til daggry og den sol, der også kunne være skadelig for Macaria...ikke at det var hans problem.
Han nåede ud over byen og så hende falde sammen på græsset med barnet. Og lidt efter kæmpede hun sig op igen. Han kunne se hun var skadet, omend han gættede på sårene ville lukke af sig selv efter noget tid. Hun havde været så ivrig efter at lave ballade, hvorfor trak hun sig nu? Hun skulle da ikke stjæle hans ofre!

Han satte farten op og det endte med han landede lidt foran hende og børstede sit tøj med en ligegyldig mine, for det var blevet blæst lidt skævt under hans ture og folk der havde revet i ham for ikke at blive smidt på bålet. For byen var et stort bål efter hånden. Han så op på Macaria og sendte hende et svagt smil, som om der intet var galt, hvad der fra hans synspunkt heller ikke var. i stedet slog han en smule forvirret ud med armene.
"Du var ivrig efter sjov og ballade. Og det næste øjeblik stjæler du mine ofre. Du er vel ikke...Svag?" han smilte udfordrende til hende. Han lyttede efter barnets livstegn...Sandt formåede han at heale folk og et sundt barn ville skrige helt vildt, af sine lungers fulde kraft. Men barnet kunne umuligt være uskadt og skulle sikkert have hjælp lige nu...Hvis altså Macaria ville redde det.
"Jeg forstår dig ikke" tilkendegav han.
"Hvad betyder en snotunge fra eller til? Du havde så travlt med at ødelægge hele byen" pointerede han.

[Deleted]

Macaria havde været ved at sætte i løb igen, da dødsenglen var landet foran hende. Med et gisp gik hun et par skridt tilbage, mens hun klamrede barnet ind til sig.
"Du rør ham ikke!" hvæsede hun truende til ham, så de skarpe hjørnetænder kom til syne. "Hold dig fra ham!" Hendes stormfulde øjne skød med lyn mod ham. Barnets åndedræt var hæst og besværet. Det var tydeligt, han havde indåndet alt for meget røg, men hun havde ikke i sinde, at opgive bare af den grund.
Bare det at han kaldte hende svag....
"Er liv en svaghed?! Det her er et barn! Det har ikke gjort noget! Han er ikke hans far eller hans mor! Han er ikke en voksen! Han er uskyldig! For helvede.... DET ER KUN ET BARN!!" De sidste ord skreg hun mod dødsenglen. Rasende om dog stadigvæk i chok. Ilden fra landsbyen brølede stadigvæk bag hende, hvor de fleste huse var begyndt at falde sammen.
Ja hun havde brændt en landsby ned, og dræbt et par voksne mennesker, men ikke børn! Aldrig børn. Hun hankede mere op i drengen, der var begyndt at klynke en smule. Han havde lagt armene om halsen på hende, og klyngede sig ind til hende med ansigtet gemt ind mod hendes skulder. Hele hans krop rystede af angst.
"Træd til side," snerrede hun til Zean, og krængede igen overlæben tilbage i en truende grimasse. "Flyv din vej, og lad mig være! Flyv!!"

[Deleted]

Han var tydeligvis ikke berørt af hendes trusler eller spidse tænder. Ej hellere at hun stod og skreg som en eller anden sindssygt kvindemenneske. Hvad hun jo gjorde. Og det var også hans dom, at hun reagerede sådan her fordi hun var en kvinde. Men Cathlin...Cathlin havde været ligeglad med om de var børn eller ej og en sand kvinde at være sammen med. Macaria...Skuffede ham. Havde hun ikke lagt op til ødelæggelse, til drab, til sjov? Og nu stod hun her og sagde ligegyldige ting. Hun havde ret i en ting. Det var et barn. Resten forstod han ganske enkelt ikke.
"Det er et barn. Og hvad så? Det er ikke et barn af Dvasias og det tilhøre ingen, præcis som det er ingen. I princippet kan han vokse op blive en helt, eller også vokser han op og jæger os for at slå os ihjel. For mit vedkommende er det ligegyldigt." Sandt var det at han ikke angreb gravide og spædbørn. Men så snart børnene nåede 2-3 års alderen havde han intet problem med at dræbe dem uden så meget som at blinke.
"De der ovre, som er døde, var voksne. Var gamle. Var også liv?" argumenterede han, som prøvede han at forstå hende eller overbevise hende om at hendes syn på det var latterligt.
Drengen klynkede lidt, men han kunne høre at barnet havde besværet vejrtrækning. Det måtte også have slået sig slemt efter faldet fra himlen. Han fandt det ikke særlig sandsynligt det ville overleve særlig længe og måske forlængede hun kun dens pinsler. Ikke at det gjorde ham noget, selvfølgelig. Et svagt smil gled over ham.
"Jeg er her ikke for at skade dig. Vi kom sammen, i fred og jeg foretrækker vi brydes igen i fred. Barnet har dårlig vejrtrækning og hvis det er et af de børn jeg slap, har det nok også slået sig slemt. Det er ikke sikkert det overlever og du forlænger måske kun dens pinsler. Solen står snart op...." Han så mod horisonten. Hvis han skulle flyve dem hjem, skulle det være nu, så kunne de lige nå væk inden solen ramte dem.
"...og så vil du selv tage skade, mere end ilden har påført dig...At ofre dit eget liv for et simpelt barn..." han rystede svagt på hovedet.
"Jeg er skuffet over det. Men hvis du ønsker det, kan jeg hjælpe dig med at hjælpe barnet" foreslog han kort, omend uden rigtige følelser. Han fandt det lige så ligegyldigt, som mange andre ting.

[Deleted]

Hvis det sidste han skulle sige, var at hun var svag, så var det slet ikke på højde med at han sagde, hun var skuffet over hende. Der gik en lille rystelse igennem hende, som trådte hun pludselig ud i skarp kulde. Langsomt lod hun barnet glide ned på jorden, så hun havde armene frie. Meget havde hun fundet sig i af ham. Rigtig meget. Mere end én som hende ville have kunne holde ud. Respektløshed havde hun intet imod, heller ikke uforskammethed, eller trusler. Det var blot hverdag i hoffet. Men ham her... den forbandet, lille, sindssyge dødsengel... hvis han troede at hun fandt sig i mere fra hans side af... Han var ikke engang værd, at kalde en Dvasias beboer. Han var et sygt dyr. En hund med rabies, der skulle slåes ned med det samme.
"Så er det nok!" Hendes stemme var skarp som et piskesmæld, mens at hun gik frem imod ham. Sandt at sige var han både højere og bredere end hende, men det var hun ligeglad med. Lad dem bare se hvis tænder, der var mest skarpest. "Jeg har taget mere end rigeligt fra dig! Er du skuffet over mig? Kalder du mig svag?! Hvis nogle skulle sige den slags, så er det mig!"
Hun var tæt nok på ham, til at give ham et solidt skub tilbage. Raseriet bølgede næsten ud af hende, lige så meget som ilden i baggrunden. Hele ansigtet var fortrukket i en rasende grimasse, der fik hende til ikke at se menneskelig ud længere. Øjnene gnistrede.
"Jeg vil ikke have din hjælp! Jeg vil ikke have andet fra dig end din undskyldning på knæ! Tro mig! i vil mødes igen, men denne gang bliver det dig i lænker for mine fødder, forstår du det?!" hvæsede hun, og greb hårdt fat i hans krave, for at kunne hive ham ned i øjenhøjde med hende. Der var kun få centimeter mellem deres ansigter. Hendes negle havde kort revet ham over halsen, da hun havde taget fat i stoffet på hans tøj.
"Du har gjort en stor fejltagelse, dødsengel. Jeg agere på Dronningens vejne, og jeg er på ingen måde tilfreds med den måde, du gør tingene på, eller hvordan du snakker til mig! Skrid - så- af helvede til!" Hun slap ham igen, ved at skubbe ham væk fra sig, så hun kunne vende ham ryggen, og gå tilbage til barnet. Nænsomt samlede hun ham op. I sit hoved havde hun allerede udtænkt en plan. Hun måtte have ham over til Aron. Hvis hun begyndte at løbe nu, kunne hun nå det inden solen stod op. Bagefter tog hun tilbage til slottet, og sørgede for dronningen fik det her af vide.
"Jeg ved det gør ondt," hviskede hun ned til drengen, der klynkede i hendes arme. "Bare rolig, jeg får dig over til én som kan hjælpe dig. Der sker dig ingenting. Bare rolig."

[Deleted]

Han forstod slet ikke kvindens reaktion. Ikke at det gjorde noget, han var skam ligeglad, som han næsten altid var. Ja, det var faktisk lige før han grinte, blot det at vide han havde denne påvirkning på folk! omend det var forståeligt...Mange reagerede med frygt, endda vrede, og kaldte ham ting og truede ham. Dette var hverdag og meget kedeligt. Havde hun ikke ønsket at sætte ild til en landsby? Havde hun ikke bare set til da han satte ild til flere mænd? Hvordan kan et par børn så overhoved betyde noget? Nej, han havde slet ikke forventet dette og det var beklageligt. Men ikke noget han ville gøre noget ved. Hvis hun var vred og sur, som kvinder kunne være det, var det ikke hans problem.
Hvad de til gengæld ikke var enige om, var hans rolle. Selvfølgelig var han en del af Dvasias og det ville han altid være! Han var født der, opvokset der og det var det land der accepterede dødsengle bedst. Han optrådte præcis som de fleste dødsengle ville gøre det. Hvis hun havde noget imod ham, måtte hun have noget imod hele racen. Men en kvinde stoppede ham nu ikke fra at gøre som det passede ham.
For ham at se overdrev hun. Meget. Dette var på ingen måde hans skyld - Selv hvis det var, betød det så noget?
Han fjernede sig ikke, da hun optrådte truende. End ikke en trækning, da hendes negle gled over hans hud og gav tydelige, svigefulde mærker. Han havde prøvet værre.
Det eneste der fik ham til at reagerer med mere end et svagt smil, var hendes kommentar om at hun var på god fod med dronningen. Dronningen? Det var interessant. Hvad ville Dvasias' dronning med et udskud som hende her? Åh, men det betød ikke noget. Han havde planer med Kimeya om at udvide Dvasias, gøre det stærkere og større. Så måtte de se om dronningen satte mere pris på sit land...Eller på en kvinde der overdrev. Han havde jo tilbyd sin hjælp, trods alt. Ergo, han kunne ikke se hvorfor Dvasias' overhoved skulle vende sig mod en af sine egne på den måde. Nej, han tog ikke truslen som noget særlig slemt. End ikke i nærheden af.
Han trak let på den ene skulder.
"Jeg har tilbudt min hjælp. Resten er dit problem" svarede han blot, som om hun slet ikke havde sagt noget til ham. Så spredtes hans vinger...Og lidt efter var han væk. Gled over himlen som dødens budbringer, for hvem end der så hans ædle skikkelse.
En tanke, dog...Måske havde hun vidst hvem han var og lokket ham til ballade, blot for at straffe ham for det bagefter? Der varede jo ikke længe før folk ville ønske at skade ham eller være hans allieret...Ah, nej. Usandsynligt. Hoffet og de kongelige kendte ham slet ikke endnu. Han var endnu ikke en trussel til nogen af rank. Ud over...Procias og Imandra, altså.
Og så fløj han hjem til det kære Dvasias.

//out