Tourist

[Deleted]

@zean - @eriz

Musikken var rytmisk, tung og sælsom. Ikke ligefrem Macaria's ynglings musik men hun skulle ikke klage. Hvis de havde lyst til at spille drænende musik, der mest af alt gav hende lyst til at gå i seng, skulle hun ikke ødelægge deres glæde. Selv fortrak hun dog noget med en lystig violin, en frisk rytme, og noget der gav hende lyst til at danse, så fødderne ville brænde under hende, og kjolen flagre omkring benene. I stedet måtte hun pænt sidde ved baren med et højt glas, der indeholdte en tyk, rød væske, der kun kunne være én ting. De spidse hjørnetænder var også med til at afsløre hvad hun var. Dog ville ingen kunne gætte hvem hun var. Nu var hun også ny på disse kanter. Selvom den store by indeholdte en masse nye ting, som kunne pirre hendes nysgerrighed, så var hun ikke fan af den dystre stemning, samt de glatte, overfladiske facader. Alle virkede så høflige, kedelige og kolde. Havde de glemt hvorfor de blev vampyrer? Nattens børn? Hun havde ikke!

Derfor drak hun sit glas ud, skar en grimasse, og bad om én til. Bartenderen havde allerede fundet ud af, at han skulle blande en smule alkohol i glasset, så hun kunne skylle det med ned. Var den eneste måde, hun kunne indtage alkohol, uden at kaste det hele op igen med det samme. Hun havde hjemve. Som rådgiver i dronningens hof, var der ikke mange venner eller sjov man kunne få. Så mange regler. Så mange straffe. Var til at kaste op af. Hun havde håbet en stilling i hoffet, ville være sjovere, men hun måtte indse at selvom intrigerne og alt dramaet var underholdende, så var det ikke nok.

Ud ad til ville ingen gætte på hvem hun var. Hun lignede ikke en fra hoffet. Kjolen var knald rød, simpel. Ingen smykker prydede hendes blege hud, og skoene var flade og enkle. Det bølgende, kastanjebrune hår var strøget tilbage fra ansigtet, og samlet i en løs frisure, så det ikke kom i vejen.

Endnu et glas blev serveret for hende. Dovent bevægede hun bunden rundt i bløde cirkler på bordet. Omkring hende var folk i gang med at snakke, forføre og danse sensuelt til den tunge musik, men Macaria smed sig ikke ud i den form for leg. Selvom et par blikke var blevet kastet mod hende, var ingen interesseret i at snakke med én, der virkede så ubetydelig. Hvis de dog bare vidste. Var tydeligt et tegn på udseende ikke var nok. Macaria rystede smilende på hovedet, og tog en slurk af sin drink. Magt, magt, magt og magt.

[Deleted]

Som det så ud nu, vendte han hele tiden tilbage til Rimshia og dens dystre gyder. Og hvordan kunne det være? Fordi han havde så meget ventetid, der skulle gå med et eller andet! Og Rimshia var jo en by hvor de fleste lyster blev indfriet. De fleste fristelser, de fleste lyster...Men heller ikke meget mere end det. Det vidste han, trods han kun havde været her et par gange før. Han brød sig ikke om byen, den var for stor, for kompakt og for snavset, han fik næsten klaustrofobi når han fik mellem husene og alle folk der vandrede frem og tilbage, som samfundets slaver, som zombier. Ikke at han ikke kunne komme frem. Dertil var hans race ganske praktisk, for de færreste fandt det særlig sjovt at være for tæt på ham og flyttede sig, når hans dystre aura prikkede dem på skuldrene. Kun de mest hårdføre lod endnu deres skuldre banke ind i hans, men helt ærligt...Sådan var det jo bare og ikke noget der fik hans pis i kog.
Til sidst gav han op, med et svagt suk. Selv Rimhia så ud til at slynge sig i kedsomhed på dette tidspunkt. Hans sidste mulighed var at opsøge steder, der var kendt for at være morsomme. Som det der dansested, med et navn han ikke huskede. Berømt og derfor nemt at finde.

Han stoppede ikke engang op for at studerer bygningen, i stedet lagde hans hånd sig om dørhåndtaget og skubbede døren op. Varm luft slog ham i møde, varm luft med lugten af folk der sad og drak, sad og spiste, af sved, blod og tårer, af sod og røg. Han lavede en svag grimasse.
Han var ingen storslået mand og folk ignorerede ham som oftest. Han så ikke rig ud og det ville være synd at sige han var det. Klædt i nogle slidte lædersko, et par halvløse bukser og en trøje, med en snor ved kraven der gjorde den nemmere at tage af og på. En snor der lige nu hang løst. Om livet hang et bælte, lidt skævt, for i den ene side sad en oprullet pisk, som hev bæltet lidt ned. i den anden side hang en dolk i sin skede. Hele vejen rundt hang små punge...Men tyven, der tog dem, ville blive skuffet for disse indeholdte ikke mønter, men urter af alle afskygninger.
Hans brune hår havde en tendens til at hænge ned over hans hoved, kun en smule strittende. Hans øjne var grå. Grå, kolde, ligeglade. Øjne de fleste undgik, for de var ubehagelige at kigge i for længere tid. Hans eller storslåede vinger, der kunne få alles interesse, var gemt væk.

Han lod døren glide i bag sig, samtidig som han lod blikket glide over aftenens underholdning. Folk der spillede, folk der lagde an på hinanden, folk der dansede til den ellers triste musik. Var hele byen bare død i dag? Og hvorfor? Med alle de planer, han forberedte med Marvalo og snart måske selve dronningen af Dvasias, ville Dvasias få sin storhedstid og folk burde feste! Velvidende disse ting, gled et selvglad smil over ham, da han med bestemte skridt vandrede tværs over lokalet og over til udskænkningen. Hans blik gled uimponeret over en kvinde der sad her, ganske alene og så ud til at kede sig. Hendes fingre legede med et glas, fuld af højrød væske. Det tog ham ikke længe at gennemskue hvad hun var for en. Vampyr.
Han nærmest brasede ind i baren, lod sig ikke stoppe, før han ikke længere kunne tage et skridt og hans krop kolliderede med det solide træ. Om det gjorde ondt? Ej, nu måtte folk tage sig sammen. I stedet sendte han et lidt for stort smil til bartenderen, da han næsten lænede sig ind over baren, som ville han selv tage hvad han ville have...
Til sidst lænede han sig tilbage igen og så uinteresseret på bartenderen. Så kiggede han på kvinden. Åh virkelig...Han kedede sig grusomt. Dette sted trængte til at vågne op. Han havde brug for noget der var totalt anderledes, end at sidde stille på en stol hele dagen og snakke planer for fremtiden, som lå langt ude i...ja, fremtiden. Lidt smerter. Det var hvad de alle trængte til, ham mest af alle, men uanset hvilken by man mødte op i, var der ingen der skrev det på menuen.
"Bartender, hvor i byen skal man gå hen, for at finde noget der faktisk er sjovt?" spurgte han til sidst. Bartenderen, dog, trak let på skuldrene.
"For en mønt kan du altid bestikke musikkerne til et andet nummer" svarede han sløvt, før han skyndte sig videre med at serverer noget for en anden kunde.

[Deleted]

Glasset var halvt tomt, da en ny person kom op til baren. At høre på hans stemme, var han lige så hungrende efter noget sjovt, som hun var. Et dovent blik gled op af ham, inden Macaria vendte tilbage til sit glas, lige da bartenderen svarede. Bestikke musikanterne? Hun rettede sig lidt op, og kiggede sig omkring, for at lede efter bandet. De sted henne ved et hjørne. Dystre at se på med mørke rander under øjnene, lignede de nogle der selv var ved at falde i søvn. Hendes dybblå øjne gled eftertænksomt tilbage til fyren ved baren. Måske var det lige hvad hun havde brug for. Èn som hende, der var klar på at få gang i den alt for mørke stemning. Hun tømte sit glas i et par store slurke med hovedet helt tilbage, inden at hun rejste sig op.
"Hey!" Friskt klaskede hun til fyrens arm med sin håndryg, og gjorde et hovedkast mod musikanterne. "Dans med mig!"
Uden at vente på hans svar eller på ham for den sags skyld, begyndte hun at myre sig ind mellem folk, for at komme over til musikanterne. Det blev over hendes.... aske.... hvis hun blot ville sidde, og lave ingenting. Hun havde haft en hård, kedelig uge på sit nye arbejde, og hun var virkelig ikke flyttet hele vejen til Rimshia bare for at kede sig endnu mere!
En sølvmønt dukkede frem mellem hendes fingre, og dansede over dem, mens hun havde sat kursen mod det lille band. De vendte opmærksomheden imod hende, da trådte hen til dem.
"En sølvmønt for noget mere livligt?" forslog hun med et charmerende smil, der afslørede de perlehvide hjørnetænder. En smule forundret vekslede musikanterne blikke, inden de igen kiggede ned på hende.
"Det her er en bar for de døde," var der en som svarede. "Find et andet sted, hvis du ikke kan lide stemningen."
Macaria smågrinede, og trådte et skridt tættere frem.
"Jeg tror du misforstår mig," begyndte hun med en lav stemme. Hendes blik fæstnede sig til ham. "Jeg dør ikke, jeg bliver ikke syg, jeg har snydt hele døden, så jeg vil høre noget lystigt musik! Noget der ikke lyder som noget, man kunne spille til den begravelse jeg aldrig får!"
Musikeren kiggede på hende med et olmt blik, som Macaria besvarede ved at rulle med øjnene.
"Hvis du ikke gør det, så får jeg dødsenglen over ved baren til at smadre dig, okay?" Var det virkeligt nødvendigt at true alle heromkring?
Musikanten med violinen så ud til at have fået et godt øje til hende, og ruskede sin vrisne ven i skulderen.
"Kom nu! Bare et nummer! Vi skulle nødigt få pudset en dødsengel på os ikke sandt?" Han sendte Macaria et bredt smil efterfulgt af et blink, og hun besvarede det sødt.
"Mange tak! Bare et nummer, og så skal jeg nok opføre mig ordenligt," svarede hun uskyldigt, og smed mønten over til violisten. Han satte straks sit instrument for kinden.
Straks begyndte en livlig melodi at flyde. Folk på dansegulvet stoppet overrasket op midt i deres sensuelle, sansende dans. Violinen var hurtig, legende og munter. Snart fulgte en kæk stemme med, og en tromme. Macaria tog hvad hun kunne få.
Hurtigt var hun ude på dansegulvet, hvor folk stadigvæk stod og måbede til den pludselig anderledes musik. Ubekymret smed hun skoene, så fødderne var nøgne. Hvis hun ikke fik splinter, havde hun ikke danset nok.
Rytmen havde allerede sat sig i hendes krop. Hun var ikke en forførende danser, heller ikke elegant, trænet eller sensuel. Mange ville kalde hendes dans bondsk, charmerende eller legende. Hun var ligeglad.
Friskt hev hun op i sin kjoleskørt, så hun bedre kunne bevæge benene, og begyndte at danse til musikken. Fødderne skulle gå stærkt, for at følge med melodien. Et smil havde allerede vokset sig bredt på hendes læber, og hun drejede rundt i dansen, for at se efter dødsenglen, der ligesom hende havde savnet noget sjov. Håbede han var klar til udfordringen.

[Deleted]

Han havde aldrig gået til dans. Og det ville være synd at sige han havde nogen form for evner hvad det angik. Faktisk havde han ingen...Hvor ofte havde han danset? En gang, to gange? Højst tre. Han brugte sin tid på mange andre ting og der var virkelig ikke meget tilovers for at hoppe rundt som en frø. Det var ikke hans styrke at være charmerende og forførende, så han havde ikke engang gidet prøve. Han tog jo hvad han ville have alligevel...Kvinde, mand, barn, ældre. Alle lå de under for hans kniv, når han var i humøret. Hendes dask var pludseligt og hun fik hvad hun ville: Hans opmærksomhed. Hans kolde, grå blik fulgte hendes nysgerrigt, da hun hastigt greb ideen og bragte den ud i livet. Så han var altså ikke den eneste der var blevet trukket dybere og dybere ned i kedsomhedens vulkan...Og han ville heller ikke være den eneste der blev kastet op igen, i en regn af glødende lava, som repræsenterede sjov.
Han sendte et blik til bartenderen, der i et øjeblik også se efter hende, før han selv forlod baren og gik efter hende. Ikke meget forsinket, nåede han over til hende og hørte netop hendes ord om dødsengel. Et svagt smil gled over ham og han var faktisk skuffet, da orkestret gav sig og ville spille mere lystigt. Hvorfor var kvinder altid så gode til at få deres vilje? Men det gik vel heller ikke at han splittede dem ad lige her. Han var jo trods alt den eneste der rigtig ville nyde det. Det ville bare give ham problemer. Alligevel legede han videre med tanken.

Der var en stor forskel. Det ene øjeblik var musik trist og uden meget rytme, det næste mere end livligt og med en rytme, der lokkede folk til at springe rundt, uanset om de var født til det eller ej. Han var lidt betænksom ved det. Folk var overraskede, forundrede og enkelte skar grimasser og forlod dansegulvet...Men resten nikkede svagt til hinanden og snart begyndte flere at danse. Trods kvinden havde haft sit eget publikum i starten, forsvandt hun snart i mængden af dansende. Det livede virkelig op i lokalet og stemning blev lettere og mere underholdende. Det havde nok ingen set komme!
Han opfangede kvindens blik, hendes uudtalte udfordring....
Åh for helvede da også! Han havde søgt efter sjov, efter spænding, ikke danselektioner! Død og ødelæggelse, ikke at lege prinsesse! Og nu stod han med en udfordring over hovedet og som altid, tog han imod udfordringerne. Han kunne ikke gå herfra, velvidende han ikke havde taget imod en udfordring. Han ville have det dårligt med sig selv. Han sukkede svagt opgivende for sig selv, før han skubbede sig ind mellem de dansende folk. Nu ville han for alvor blive til grin. Han kunne allerede mærke det. Og dog...Hvem var han at bekymre sig om det? Han var da skide ligeglad med folk og deres meninger, de fleste meninger om ham var i forvejen negative eller med de vildeste historier om smerte og lidelser. Dette var intet i sammenligning.
Store stygge dødsengel på dansegulvet!
Han var langt fra yndefuld, da han gav sig til at danse. Men hans kropsbygning var rimelig spinkel, hans muskler var aflange, i stedet for store og tykke. Han var ganske smidig og, når noget endelig skete, ganske udholdende. Så han havde en evne til at bevæge sig på ret specielle måder, trods han intet vidste om dans. Nok til at han ikke selv mente det var helt håbløst og faktisk måtte han indrømme det alligevel var ganske underholdende.

[Deleted]

Bredt grinede Macaria da dødsenglen kom på gulvet med hende. Han så lige så utilpas ud som en kat i vand. Det fik hende blot til at grine. Hendes tykke hår dansede omkring hende, når hun hoppede rundt. Fodsålerne brændte. Kjolen flagrede op om benene på hende, da hun tog dødsenglens ene hånd, for at lave en piruette. Han var ikke vild med det hele, men i det mindste så det mere og mere ud til at han i hvert fald havde det sjovt. Hun gjorde alt, for at få ham til bløde op. Om det så var at udfordre ham i dansen med et drilsk blik, eller grine bredt til ham, når de drejede rundt om hinanden for at mødes igen. Hun måtte imponeres af hans entusiasme.
De fleste med en puls omkring dem begyndte at få røde kinder, mens håret klistrede sig til deres svedige ansigter. Hårde hjerteslag var som en tromme i baggrunden til musikken for Macaria.
Det var sådan noget her hun havde savnet. Liv, sjov, fart. Bare fordi man boede i det mørke land, betød det ikke at man ikke kunne have det sjovt og fejre livets godet. Musik fik pulsen til at stige. Det gjorde folk mere tørstige og mere selskabelige.
Da det første nummer stoppede, fulgte der et til af samme tempo. I den korte pause skyndte Macaria sig hen, for at købe noget at drikke. Selvom hun ikke selv behøvede det, og sulten faktisk var stillet, så var det den eneste måde hun kunne drikke alkohol på. Bartenderen gav hende en flaske alkohol til hendes dansepartner, og et glas med blod og alkohol i til hende. Hun vidste ikke hvad dødsengle drak, men hun håbede at hvad hun købte kunne bruges.
Hun myrede sig forbi folk, og tilbage til ham. Han stod hvor hun havde efterladt ham. Bestemt skubbede hun flasken i favnen på ham. Det næste nummer var allerede i gang, og violisten havde trampet op til en hurtigere melodi denne gang. Han havde haft sendt hende et udfordrende smil.
”Drik, drik, drik! Vi skal nå det, inden de stopper!” skyndte hun på dødsenglen, og skålede flygtigt med ham, inden at hun lagde hovedet tilbage for at tømme sit glas. En smule blod silede ned over hendes mundvig, men hun fangede det med en finger. Hun suttede blodet af. Flere folk var kommet ud på dansegulvet nu. Det var rart at se folk kunne more sig alligevel. Smilende rettede hun blikket op mod dødsenglen.
”Jeg er Macaria,” hilste hun på ham med høj stemme, for at overdøve musikken samt de mange mennesker omkring dem.

[Deleted]

Det her var så...Anderledes. Igen det ord. Han havde levet isoleret det meste af sit liv, i hytten hjemme hos sin mor og far, til han en dag var flyttet hjemmefra...uden faktisk at have noget sted at smutte hen. Fløjet på må og få, fået set sig omkring og ormet sig ind i varmen hos de forskellige magtfulde personer, deri blandt flere kongelige. Han havde været i seng med en dæmon, der levede af sex, han havde udryddet en hel familie i selskab med en vampyr, nydt et fælles offer med en dødsengel og mange mange andre ting, men dette var så anderledes. Det andet var sjovt, det var på sin vis stadig spændende, selv om han vidste hvad der skulle ske. Men dette var anderledes. Ikke direkte en kvinde, der var helt vildt besværlig at regne ud, men en kvinde der elskede gang i den, at feste og danse natten lang. Han vidste ikke helt om det var hans type eller hvorfor han var blevet offer for hendes ideer.
Han løsnede lidt mere op, som de fik danset. Hans puls steg, sveden gled ned af hans pande og ryg, hans kinder blussede og hans øjne skinnede, selv om de stadig havde noget faretruende over sig. Han gættede på at han ville være øm i mindst 100 forskellige muskler i morgen, muskler han ikke brugte til hverdag, når han fløj eller spjættede folk op.

Og pludselig havde han en flaske mellem hænderne. Han var ikke tilhænger af alkohol og havde aldrig været det, stadig drak han ikke særlig meget af det og undgik det helst, hvilket ikke var svært, taget i betragtning han ikke var den mest sociale på planeten. Og hvem skulle gide feste med ham? Tilfældige vampyrer så det ud til! Folk omkring ham så ud til at have glemt alt om hvilken race hinanden var og havde det bare sjovt. Han havde faktisk aldrig rigtig oplevet det sådan før. Inden han fik set sig om havde han drukket flasken indhold, holdte en form for host tilbage, som en reaktion på alkoholens styrke, og var snart i gang igen, snorede rundt som en lille pige på en blomstereng, vred sig som en slange, sprang rundt som en hare. Det var en hel zoologisk have!
Macaria.
"Zean" svarede han tilbage. Intet efternavn, det faldt ham sjældent naturligt at nævne det og der var alligevel ikke mange der kendte hans adelige side af familien, så lille en adel som det kunne være. Sandt havde han arvet deres ting og sager, deres magt og rigdom, men han var langt fra at blive kendt eller anerkendt nogen steder alligevel. Han havde også svært ved at vænne sig til det, for det var stadig meget nyt. Men nok om det.
Han vidste ikke helt hvad det blev forventet af ham, hvad folk normalt gjorde i sådanne situationer her, så han dansede blot videre og prøvede at følge Macaria, så livlig og frisk hun var. Hun måtte have en del at indhente, så meget gas hun gav den. Det var på sin vis...ganske spændende det her.

[Deleted]

Det morede Macaria gevaldigt at betragte hvordan – Zean – løsnede mere og mere op. Næsten pinligt tydeligt var det, at han ikke var vant til den slags. Hvis ikke hans ansigt da han drak alkoholen var nok til at afsløre det, så var hans tøven hver eneste gang, hun trak ham med sig rundt på dansegulvet. Ikke fordi han ikke kunne. Sådan dans handlede mest om engagement. Og det havde de begge.
Hun lagde mærke til, at de begge to kun havde brugt fornavne. Det fik hende til at smile bredere. Alt for få folk gjorde den slags i den her by, hvor magt, arv og familie betød alt. Ikke for Macaria. Selv hendes stilling i hoffet ved dronningens side, betød ingenting lige nu. Alt hvad der betød noget, var den boblende latter, der befandt sig i hendes mave, samt de flyvske tanker, som fik hende til at glemme alle dystre bekymringer og tanker.
De dansede nummeret igennem sammen, indtil Macarias fødder ikke kunne mere. Leende hev hun afsted med Zean, hvis hånd befandt sig i et hårdt tag i hendes. Med en finger foran læberne til ham, stjal hun en flaske alkohol fra baren, da bartenderen ikke kiggede. Hun proppede den i hænderne på Zean, og skubbede ham leende forrest ud af baren.
Den kølige natteluft slog hende i møde, da de kom udenfor. Sorte skyer flød majestætisk over himlen, og dækkede de få stjerner, der fandt deres vej til mørkets by. En mild vind susede gennem de små, snævre gader, som nattens børn stadigvæk befærdes på. Kulden bed ikke på Macaria, der igen tog Zeans hånd, og trak ham med sig ned af gaden. Hun havde glemt sine sko indenfor på klubben. På nøgne fødder løb hun over brostenene med dødsenglen bag sig. Smidigt dansede hun sig forbi folk, indtil at hun kunne hive Zean med sig ind i en mørk, øde gyde.
Leende strøg hun de vilde lokker væk fra ansigtet.
”Hvor skal vi tage hen nu?” spurgte hun ham med et skævt smil, og tog flasken fra ham, for at åbne den med sine tænder. ”Du kan flyve ikke? Jeg har aldrig prøvet det før. Vi kunne tage til Iceila, og brænde marker ned! Oh come on! De har også den der grimme religiøse bygning! Lad os brænde den ned også! Du kan flyve os derhen!” forslog hun en smule utydeligt på grund af proppen, der var mellem hendes tænder. Ivrigt rakte hun flasken tilbage til ham.

[Deleted]

Hun var vild, som en tidevandsbølge, på rov efter endnu en kyst at oversvømme, endnu nogle bygninger at smadre og endnu nogle liv at tage. Som et vildt dyr, der skulle tøjres, inden det hele gik galt og de begge stod et sted, hvor ingen af dem kunne komme tilbage.
Det var ikke ham at være den ansvarlige og kedelige person. Måske var det fordi at fester var...Tja, underholdende, men ikke så specielle igen. Specielt ikke de vilde af dem, der kun gik ud på tre ting. Dans, alkohol og senere sex. Han havde hørt om dem, set på dem, behandlet unge folk, der var kommet til skade på sådan en aften...Men selv var han altid listet videre, videre til helt andre fester, hvor man gik mere op i høflighedsfraser og politik. Deres styrker lå så sandelig på helt forskellige steder. Ikke at det skræmte ham, han havde faktisk aldrig rigtig været bange for noget. Det lå i hans natur, at han ikke tænkte på tingene som noget at være bange for. Oplevelser, ja, men ikke noget han ville krybe ind under sengen for. Intet, på nær en ting...
Tankerne nåede aldrig rigtig at forplante sig. Tingene i hans bælte gyngede rundt, han kunne mærke hans pisk dunke ind i hans lår når han dansede eller, ret pludseligt, som resten af aftenen havde været, da de pludselig ilede ud af stedet ud i den friske luft. Pludselig stod han i en gyde, med en flaske af sær væske i sin hånd og trak vejret dybt, efter al den aktivitet. Og om ikke denne sære kvinde blot havde flere ideer på menuen?
Jamen problemet var det ikke var hans underholdning! Hun havde taget fejl af ham. Han var ikke hendes dukke, som hun kunne kaste rundt med og han var i den grad ikke til så ligegyldig underholdning, som alt dette var. Det var anderledes og lidt spændende, men ikke noget han gad som sådan.

Han rettede sig op fra den væg, som han var faldet ind mod og kastede lystigt flasken over til hende, da han strakte sig, så lang hans krop nu en gang var. Han vred sig lidt, som han strakte ud og løsnede musklerne. De var ude fra festen, de havde forladt den sikre ø og en masse folk, musikken, varmen. Hvis de virkelig skulle lave noget underholdende, og det skulle ske med ham, var det på tiden de løftede det lidt. Han var ligeglad med markerne. At brænde marker ned skabte sult og Dvasias havde brug for hver en styrke den kunne få. Selv dens grimme og ubrugelige religiøse bygninger var ligegyldige...Medmindre...Han fik en ide. og han vidste hun ville være med til det, for det havde noget at gøre med hvad hun selv foreslog. Åh ja...Lad dem brænde deres religiøse bygning ned. Et djævelsk smil gled over ham.
Lyden var flænsende og ryggen på hans trøje gik i stykker - som de fleste af hans trøjer snart var. Dog var det ikke meget af hans ryg hun lov at se, da han bevidst vente sig om mod hende og slog sine vinger ud. Storslåede var de, store, flotte. Og mørkere end natten. Det var som om de slugte det svage lys omkring dem og gjorde det hele endnu mørkere. På ingen tid stod han helt op af hende og slyngede sine ellers muskuløse arme om hende, som var hun hans offer og ikke havde mulighed for at stikke af...Hvis de altså glemte hun var vampyr og kunne bryde løs med lethed. Så bøjede han let i benene og så op mod himlen.
"Hold fast" kommanderede han, hans stemme efterlod ikke meget af et valg. Og medmindre hun faktisk vred sig løs, ville de snart befinde sig i luften.
Opturen gik lidt langsomt, det var hårdere at komme op i fart, når man havde nogen på slæb og han mærkede hvordan det spændte i hans muskler, hele vejen ned af hans ryg. Det føltes næsten som om hans hud ville sprænges, der hvor hans aflange ar var. Han baskede hårdt. De kom over bygningerne, længere op og lidt efter satte han kursen mod dette sted, hun havde nævnt.
Vinden var kold og strøg igennem hans hår, som en masse fingre. Det var dejligt og trods det var fysisk hårdt at holde dem begge oppe til en passende fart, nød han det alligevel. Totalt modsat af et rum, fuld af dansemus.
Lad dem brænde den bygning...Og dens præster i den.

[Deleted]

Han sagde ikke meget, ham hendes dødsengel. Lige så faretruende han så ud, lige så tavs var han. Der var ikke meget selskab.
I et kort øjeblik havde hun troet, at han rent faktisk ville angribe hende. Da han slog vingerne ud, fik det hendes hår til at blæse op, inden at han pludselig stod op af hende. Hvor dum var han? Hun var vampyr, og kunne uden noget problem enten begrave tænderne i hans hals, eller vride sig løs af hans greb. De stærke arme klemte hende. Hvis hun havde haft brug for ilt, ville hun snappe efter vejret, og blive helt rød i hovedet. Ingen af delene skete. Heller ikke hans angreb. I stedet satte han af fra jorden, vingerne slog hårdt, og snart slap Macaria’s nøgne fødder jorden.
Så han var altså enig med hende! De skulle ud og lave ballade! Hun smilede bredt. Han behøvede dog ikke fortælle hende at holde fast. Hendes blege arme gled omkring hans hals, så hun kunne klamre sig ind til ham, da de fløj op over de mørke bygninger. Kjolen flagrede om benene på hende. Kulden bed i huden, men hun tog sig ikke af det. Bredt smilende så hun hvordan himlen kom nærmere og nærmere.
Zeans krop var stærk og hård at klamre sig ind til. Hans pisk gnavede ind mod hendes hofte. Vingerne brusede i hendes øre, så hun ikke kunne høre noget som helst andet. Hans kraftfulde arme holdte hende trygt ind mod sig, så selv hvis hun slap ham, ville hun ikke falde. Ikke fordi det ville gøre hende noget. Hun healede ret hurtigt.

[Deleted]

Et fald fra denne højde ville med stor sikkerhed brække en del knogler. Et almindeligt menneske ville nok dø, af for store sår, af at lande forkert, af at forbløde. Dog var det ikke en ting han rigtig tænkte over, selv var han sikker i luften og aldrig havde han givet et menneske den sjældne fornøjelse af en flyvetur...Heller ikke for at slippe dem igen.
De kom ud over byen og ud over land. Turen var ikke forfærdelig lang, før de nåede dette mindre sted, Iceila. Markerne forsvandt under dem, flere var blevet høstet og ved andre stod der store bunker af halm. Et par få var endnu ikke blevet høstet.
Zean havde ikke meget erfaring med at flyve med folk, det var ikke hvad han brugte mest tid på og landingen skulle nok blive spændende, især fordi han til tider selv faldt forover, fordi han havde for meget fart på. I stedet tog han et hurtigt valg, det virkede til at Macaria slappede lidt af i hans arme, i hvert fald var det ikke det mest hårde greb hun havde. Han satte farten ned og steg højere op på himlen. Jo højere de kom op, jo koldere blev det. Til sidst stoppede han op og vendte rundt...Med hovedet ned ad. Han trak vingerne til sig...Og de fløj igennem luften som et projektil. Han mærkede hvordan kulden og farten trak tårer i hans øjne og han blinkede for at komme af med dem. Han spredte sine vinger ud og greb dem lidt efter lidt, samtidig som han begyndte at snore rundt, som en snoretop. Til sidst fløj de med ved lav fart hen over nogle af markernes bunker af halm...Da de var tæt på en snurrede han helt rundt igen, før han direkte skubbede hende fra sig, i håb om at bryde hendes greb og hun slap ham. Hvis det lykkedes ville hun falde ned i en af halmbunkerne. Hvis ikke, ville hans forsøg derpå gøre at han fløj direkte mod jorden og måtte bruge sine vinger og en hel del kræfter på at rette dem op og lande nogenlunde ordentligt. Uden Macaria ville han lande ganske elegant lidt fra bunken....Med Macaria ville han lande minde elegant, cirka samme sted.

Og her var de så! Ved Iceila. Han så sig omkring et øjeblik og fik hurtigt øje på deres religiøse bygning der lå i nærheden, med resten af landsbyens huse omkring sig, omend der var lidt mellemrum...Som der næsten altid var. Markerne var ham ligegyldige. De var bare marker. I stedet satte han direkte kurs mod den religiøse bygning, uden at tjekke om Macaria fulgte efter. Han overvejede hvordan han bedst kunne lokke folk ind i bygningen...Bare en eller to ville være nok...Bare et par få. Der var vel ikke en klokke, var der? Åh, nej, vent...Selve brænden ville lokke folk til...Men det var bare kedeligt at sætte ild til bygningen, uden der var nogen inde i den...
Men...Han så over mod Macaria, om hun fulgte med eller ej.
”Lad os få det lidt sjovt. Lad os sætte ild til deres religiøse bygning...Men først får jeg brug for dine evner til at lokke. Lok nogle folk ind i bygningen...” smilte han afslappet til hende. Han kunne ikke overtale dem, men vampyrer havde en...medskabt evne til at lokke folk. Han havde selv set det. Og hvis hun ikke kunne...Jamen så måtte han jo prøve noget andet. Om han så skulle sætte ild til et hus i stedet...Og så den religiøse ved siden af. Et smil gled over ham, et koldt smil. Hans øjne skinnede svagt ved udsigten til dette.
”...Hvis du altså kan” udfordrede han hende. Han vendte sig om, så han gik baglæns og kunne se på Macaria. Han havde ikke tænkt over hvor stille han var, måske var det fordi de intet havde at tale om, måske var det fordi han havde været på ukendt grund, angående festen. Normalt snakkede han fint nok med folk. Hvis det var interessant, altså.
Han smilte til hende, udfordrede hende, drillede hende. Åh, der var da virkelig ingen vej udenom nu! Et svagt grin undslap ham.

[Deleted]

Allerede da han var begyndt at kæmpe sig op i højde, havde Macaria regnet ud hvad han ville.
"Åh nej... åh nej, nej nej," gispede hun, og klamrede sig hårdere og hårdere til ham, jo højere op de kom. Kulden stak i hendes nøgne skuldre, fødder, ben og arme. Og så vendte han rundt. Luften rev brat i hende, så hvis ikke Zean havde haft fat i hende, ville hun være gledet af ham. Det hvinede i ørerne, men alligevel overdøvede det ikke hendes skrig, der flængede sig fra struben. Neglene borede sig ind i huden på Zean, der havde vendt dem med hovedet direkte ned mod grunden. Heldigt hun ikke var menneske, for så havde hun nok ladet middagen komme op igen. Med øjnene knebet hårdt sammen, begravede hun ansigtet ind mod hans skulder, for ikke at se hvordan jorden kom nærmere og nærmere. Kjolens skørt piskede mod hendes ben. Det her var nok noget at det mest vilde, hun nogensinde havde prøvet før.
Og så pludselig mærkede hun ham slippe sig.
Hun nåede lige at trække hovedet tilbage, for at se op på ham, da han skubbede hende hårdt væk fra sig. Endnu et skrig måtte lyde fra hende, da hun faldt et par meter - baskende med arme og ben - indtil hun faldt ned i en bunke af hø.
Faldet gjorde intet mod hende. Ikke engang en forstuvet hånd eller brækket ribben. Bandende kæmpede hun sig ud i høet. Der var strå i hendes pjusket hår, som hun med fingrene prøvede at få strøget ordenligt tilbage igen. Det gik nogenlunde.
"For satan!" udbrød hun, da han også var landet. "Du kunne have advaret mig!"
Han lyttede ikke, men var bare på vej mod den religiøse kirke. Med himmelvendte øjne, begyndte hun at følge med ham. Fødderne var iskolde, så det føltes som om, hun gik på glasskår i stedet for den bare jord. Hun blev ved med at bande, men fulgte dog efter ham. De var i Manjarno, og han var hendes transport hjem igen, med mindre hun ville til at gå hele vejen tilbage.
Irritabelt var hun begyndt at hive høstrå ud af sit hår, da han vendte sig mod hende, og - suprise - begyndte at tale til hende!
Hun blev så forundret at hun automatisk stoppede op, og stirrede på ham med blinkende øjne. Så efter at have været tavs i flere timer, opført sig som en uhøflig satan, så bad han hende om at lokke folk ind i den religiøse bygning. Det og hans smilede. Hun havde ikke set ham smile.
Udfordringen lå dog tydelig i både hans blik og hans smil.
"Well, well, well..." sukkede hun, og satte hænderne i siden. "Den mørke dødsmaskine kan rent faktisk snakke."
Hendes øjne gled over husene, der lå omkring den religiøse bygning. Originalt havde hun ikke planlagt, der skulle være nogen i bygningen, men det var tydeligt at udsigten til drab, fik hendes bevinget ven til at både smile og snakke. Hvis det var hvad der skulle til....
"Fint. Gem dig et sted, hvor de ikke kan se dig," svarede hun til sidt, og viftede med hånden over mod skyggerne af den religiøse bygning. Det var hundrede år siden, hun sidst havde lokket folk. Det var ikke den slags hun gjorde mest af - ikke engang når hun skulle jage.

Hun gik over mod det første hus, der lå tættest på bygningen, mens hun børstede sin kjole af. Utroligt at han bare havde skubbet hende ned i en bunke! Forbandet være dødsengle. Let bankede hun på døren til huset. Hvordan var det nu man gjorde det her?
Døren blev åbnet tøvende op. Det var en bredskuldret, stærk mand, som stod i døren med lyset i ryggen, så han så endnu større ud. Et stort fuldskæg dækkede hans hage og kinder.
"Ja?" spurgte han kort for hovedet.
Macaria overvejede to sekunder hvad hun skulle gøre, inden en ide kom til hende. Hivende trak hun luft ned i sine døde lunger, og hele hendes ansigt fortrak sig i panik.
"Du må hjælpe mig! Please!" hulkede hun, og håbede han ikke lagde mærke til, at der ikke var nogen tårer i øjnene. "En... en dødsengel! I kirken! Please hjælp han... han er modbydelig!"
Manden så i et øjeblik forvirret ud, inden at Macaria kastede sig i favnen på ham, og begyndte at hulke trøsteløst ind mod hans bryst. "Han ville dræbe mig! Du skulle se hans øjne! Åh ved guderne... hans øjne!"
"Så, så, så. Det skal nok gå. Bliv her. Jeg henter de andre. Så kigger vi på det."
Et par minutter efter stod Macaria med et tæppe omkring sine skuldre, og en dampende kop te mellem hænderne. Nogle af mændenes koner stod trøstende ved hende, mens de ængsteligt holdte øje med deres mænd, der nærmede sig den religiøse bygning med våben og fakler.
En anden vampyr havde nok bare hypnotiseret eller forført staklerne, men Macaria hadede den slags. Så hellere god gammeldags skuespil.
"Du er jo stadigvæk hel kold, min kære! Måske skulle vi gå ind i varmen!" udbrød en af konerne, der stod med en arm om Macaria.
"Jeg vil helst se dem slagte det monster," svarede Macaria med et trist smil. Det her var jo helt underholdende. Nu håbede hun bare den fine dødsengel selv kunne klare flokken af bevæbnet mænd, der var på vej ind i den religiøse bygning.

[Deleted]

Hendes reaktion havde været helt formidabel og han havde næsten overvejet at tage en tur mere, blot for at mærke hvordan hun klamrede sig til hans krop og høre hendes unaturlige høje skrig flænge natten. Hun var tydeligvis ikke glad for hans alternative landing...Sandt kunne han måske have landet mere blidt, sammen med hende, men var det ikke hende selv der var ude på fest og ballade? Når man fløj med dødsengle-ekspressen, måtte man også tage hele turen med...inkl. alternative landinger. Hun havde selv været spændt på en tur. Hvorfor skabte hun sig så nu?
Han kunne ikke være mere ligeglad og var derfor gået videre mod byen.
Alt i alt...Hendes skrig, hendes nu lidt mere vilde udseende, fik hende til at ligne et offer. Hvad der senere åbenbart skulle vise sig at være nyttigt.
Inde i byen fortsatte hun med at være flabet. Han smilte til hende og trak let på den ene skulder, der var virkelig ikke mere at sige til det, var der vel?
Han kunne ikke tro andet end hun hurtigt havde gennemtænkt hans plan og hvis hun var af de kedelige, med samvittighed og regler, ville hun nok prøve at forhindre det. I så fald ville han selv prøve at skubbe hende i flammerne, så var turen på vej hjem også nemmere. Men til alt held var hun ikke så trist og var med på ideen. Han sendte hende et lidt større smil, da han selv forsvandt over mod den religiøse bygning, hvor han forsvandt i dens skygger.

Han så over mod hende, så nogen åbne døren og først virke tvivlende, men bagefter hastende, da han kontakte andre familier i de nærliggende huse. Folk kom hurtige op af deres senge, så det ud til, og Macaria blev nusset om, som var hun en spinkel, uskyldig kvinde. Jaja, så kunne hun stå der og trøste konerne om lidt...Et sadistisk smil gled over ham. Så trak han sig tilbage og gjorde klar.
Han havde fundet vej ind i bygningen. Han fik hurtigt overblik over det store rum, der var indrettet så mange folk kunne stå og sidde her og modtage...Hvad end folk nu modtog herinde. Fred? Løgne? Lidt brød og vin? Det var virkelig latterligt! Til hans glæde så han at der var en del stearinlys og olielamper rundt omkring...Hvilket betød at dem, der holdte til herinde, også tændte lysene...Og hvem huskede altid at tage tændstikkerne med? Han gik straks på jagt efter disse ting. Han gik rundt i de mindre rum. Omklædning, noget der mindede om et kontor af en slags, opbevaringslager. På lageret, der ikke var særlig stort, fandt han det. En ekstra kande olie og en pakke tændstikker. Samt en del stearinlys. Nu måtte han være hurtig!

Den tomme kande til olie stod midt i rummet på en stol. Den opmærksomme vil bemærke hvordan olien var dryppet ned langs siden på den, ned på stolen og ned på gulvet...Og i en tynd stråle fulgte resten af væsken, som med stor behændighed var spredt rundt i rummet, i en form for cirkel. I det samme hørte han det, lyden af mændene der snakkede, enkelte råbte og til sidst også lyden af dem, der åbnede de større døre, som var offentlighedens vej ind og ud af bygningen. Da han ikke havde noget at lokke med, måtte han bruge sig selv...
Han stod længst væk i rummet, gemte sig i skyggerne og ventede på mændene kom tæt nok på, til at opdage ham. Det gik langsomt...Men han ventede gerne.
Mændene var forsigtige. Nogle af dem var sikkert mennesker, men han kunne ikke sige om de alle var det eller om nogen også var andre væsner. De gik langsomt frem, bevæbnet med høtyve og knive. Og fakler.
”Kom frit frem, dødsengel! Vi ved du er her og du er ikke velkommen! Stik af med dig eller mød døden! Du skal ikke torturerer flere af vores kvinder!” I forvirringen glemte de vidst at de ikke kendte Macaria. Nå, pyt med det. Det store brød, der havde åbnet for Macaria, gik forrest.
Zean smilte svagt, da de endelig nåede så langt, at de undrede sig over den tomme oliekande. De fleste undrede sig, men gik videre, et par, med faklerne, opdagede at olien gav genskær og skinnede, men da de ikke turde sprede sig for flokken, sagde de ikke noget og gik med de andre. Zean kunne høre dem hviske til hinanden og se sig forskræmt omkring...
Endelig han sine store vinger ud og spredte armene, for at virke så stor og skrækindjagende som muligt. Mændene opdagede ham og krøb sammen i en lille gruppe, klar til at stikke ham ned fra alle sider...Åndssvagt. Han smilte til dem. Manden fra før stak med en høtyv ud i luften.
”Prøv ikke på noget!”Manden var tydeligvis bange, men han blev støttet af de andre mænd og det gav ham åbenbart mod. Zean så sveden løbe ned af mandens ansigt, så han blinkede nogle ekstra gange. Og så gik helvede løs...
En mand kunne ikke tage presset længere og løb frem, med en stor hammer i hånden, i den tro han kunne ramme Zean. Det tog ikke mere et to bask med hans store vinger, før han var hævet over jorden og manden ikke kunne ramme ham. Mændene var nu samlet i den forkerte ende af rummet...Og som forventet, fulgte de ham over mod de store døre. Zean landede og bedømte tiden til at mændene ville nå ham...Der var forholdsvis god tid, man han måtte stadig være hurtigt. Han strøg tændstikkerne hurtigt, flere stykker, så han var sikker på der kom ild i olien. Snart var olien varm nok og ilden begyndte at sprede sig langs olien....Hele vejen rundt i rummet, fangede mændene i en næsten pæn cirkel og forhindrede dem i at løbe mod udgangen eller Zean. Næsten samtidig havde en af mændene kastet en kniv, hvilket kom lidt bag på Zean og lidt efter mærkede han den sviende smerte over sin ene kind...Kniven havde kun snittet ham over kinden, intet dybt, omend det var dybt nok til at en bloddråbe gled ned over hans kind...Hans hånd gled op til kinden og hans ene finger gled over hans sår. Han så på fingeren og det røde blod, der skinnede i ilden og varmen der slog mod ham, så suttede han det af...Og grinte. På ingen tid var han udenfor og lukkede og spændte dørene, så mændene ikke kunne komme ud, hvis de prøvede. Så vendte han om og løb over mod Macaria...Han stoppede op lidt før han nåede hende og gik hen til hende, med et selvsikkert og nydelsesfuldt smil. Han ignorerede fuldstændig konerne og deres reaktioner.
Lidt efter begyndte flammerne at sprede sig langs bygningens træværk, dens vægge og døren. Om lidt ville man kunne høre mændenes velsignede skrig...Velsignede, når de brændte i en religiøs bygning? Det var jo ligefrem morsomt! Og han hørte igen et grin undslap ham.

[Deleted]

Der var gået minutter hvor der ingen lyde hørtes fra den religiøse bygning, hvor mændene var forsvundet ind. Macaria stod omgivet af de ængstelige kvinder. Deres puls var som en hurtig danserytme, der udelukkede alle andre lyde. Hendes blik hvilede på bygningen. Gad vide om Zean var kompetent nok til det her, eller var mændene ham for overlegen, mange og bevæbnet?
Endelig begyndte hun at høre den svage lyd af råb, lige da en mørk skikkelse kom ud fra bygningen, og smækkede de store dører i efter sig. Et lille smil trak sig i hendes ene mundvig. Det var lykkes!
Zean løb imod hende, inden han satte ned i gå tempo, og smilede selvsikkert til hende. Flammerne bag ham oplyste hans skikkelse.
Kvinderne omkring hende var begyndt at skrige i panik. Nogle var sat i blind flugt, mens andre hev i Macaria, for at få hende med sig væk fra den uhyggelige dødsengel.
"Kom nu! Vi må væk! Løb! Find børnene! Børnene!!" skreg de til hinanden.
"Godt arbejde. Jeg var lige ved at blive bekymret," kommenterede Macaria roligt, og lod tæppet falde af sig med et ryk på skuldrene. De kvinder, som havde prøvet at hive hende med sig, stirrede chokeret på hende.
"Hvad snakker du om? Kom nu, vi må væk! Det er en dødsengel! Løb!" råbte de tiggende til hende, mens deres mænd endelig var begyndt at skrige inde fra bygningen. Smertefuldt, skingert og højt. Macaria kiggede ned på én kvinde, der havde grebet fat i hendes arm. Tårerne trillede ned af hendes kinder.
"Bare rolig... Du skal ikke være bange," sagde hun fløjsblødt, så kvinden brat stoppede op i at rive i hende. "Det hele er snart overstået."
I en hurtig bevægelse - så øjet ikke kunne følge med - havde Macaria grebet fat i kvindens hals, og skubbet hende med ryggen ind i et hus. De andre skreg og græd. Macaria begravede sine skarpe hjørnetænder i halsen på sit offer, der ikke engang havde nået at gispe i forskrækkelse. Det var ikke fordi hun var sulten eller havde brug for blod. Den eneste grund var stemningen. Bygningen som brændte, mændende der skreg, kvinderne der græd, og den tavse dødsengel. Hårdt holdte hun kvinden presset ind mod husets lervæg, indtil at hjertet var holdt op med at slå, og den sidste bloddråbe, var blevet suget ud af hendes krop. Macaria slap hendes livløse krop.
De fleste indbyggere var nu flygtet over markerne, for at komme væk fra den brændende bygning, og de to uhyrer. Deres gråd og løbende fødder kunne høres ude i mørket. Ingen havde nået at tage andet med end deres børn.
Macaria tørrede sig om munden med håndryggen, for at få det friske blod væk fra læberne, mens hun slentrede tilbage mod Zean. Flammerne dansede bag ham. Mændenes skrig var begyndt at fortone sig. Med et kæmpe brag faldt bygningens tag sammen.
"Vil du sætte ild til landsbyen?" spurgte Macaria den tavse dødsengel, og bredte armene lidt ud fra kroppen. Noget blod glinsede stadigvæk på hendes læber. Et djævelsk smil prydede hendes ansigt.

[Deleted]

Han slog armene ud og snorede rundt, som var han en lille dreng der nød noget virkelig stort. Hans ansigt vendte sig mod himlen og han grinte, grinte en latter så kold at nogle af kvinderne omkring i et øjeblik stoppede op og bare stirrede på ham, før de løb skrigende videre. Åh så herligt, åh så perfekt! Skrigende fra konerne, mændenes smertensskrig og, til sidst, dødsskrig...Det hele fyldte ham op og fik ham næsten til at friste i ren fryd. Han følte sig stærkere, hurtigere, bedre. Som altid, når han brugte en hel nat på at torturerer et offer, omend her kom det hele på en gang. Åh, han kunne blive helt forfalden til små massakre! Han så at Macaria selv tog sig en snack, så han vendte sig om mod kirken og så roligt på den brændende bygning, hørte til de efterhånden stille skrig, hørte hvordan bygningen gav efter. Nogle mænd fra de yderst-liggende huse kom løbene med spande, kastede vand på, som forsvandt i damp. Nyttesløs. Hvilket de indså, da skrigende holdt inde, opgav de og hjalp i stedet kvinder, børn og ældre ud af byen. Dette var en fest! Og endda en storslået en. Han kunne danse her og aldrig blive træt! Alt træthed var som blæst væk og han gik tættere på, kunne lugte brændt træ og, et sted, også brændt kød. Røget var tyk og mørk, varmen stor. Den slog mod ham, når han gik tættere på, som truede det med at riste ham som et styk kød. Hans vinger skinnede i lyset fra ilden. Ligesom hans øjne skinnede, faktisk havde de sjældent været mere livlige. Dette var jo perfekt! Når han kom ind over Dvasias grænser var han i sikkerhed igen og bagefter kunne han bruge det til at true Manjarno, når han kom i højere position. Om de kunne huske Iceila og deres religiøse bygning? Åh han kunne få det til at ske igen...
Fornuften kunne hurtig forsvinde i et tidspunkt som dette. Langsomt kom den tilbage og da Macaria kom over og spurgte om de skulle sætte ild til resten...Tvivlede han lidt på om det nu var en god ide. De havde jaget en skræk i hele byen, mange af deres mænd var døde og deres religiøse bygning, der kunne bringe dem trøst, var væk. Han truttede lidt med munden, da han kiggede sig omkring og bedømte situationen.
”Jeg tror vi får rigtig mange problemer hvis vi ødelægger hele byen. Hvad med vi nøjes med at ødelægge deres lager, deres høst? Så kan Manjarno og indbyggerne slås med lidt ekstra hungersnød. Det kan kun svække dem og det vil jo altid falde til Dvasias' bedste” smilte han og så på Macaria, for at se om hun nu mente han var kedelig, fornuftigt eller...bare var der.
Selvfølgelig ville han ikke være ked af det. Og han var i den grad ikke bange. Men hans fremtid taget i betragtning, kunne han ikke tåle en jagt lige nu eller en dom, der forhindrede ham i noget som helst. Han havde mange planer med Kimeya. Omend, at ødelægge deres mad kun kunne være en god ting.
Han smagte og lugtede røgen omkring dem og han gik lidt væk igen, nu hvor mændenes brændende smerter var forsvundet. En sand sukkerknald...Eller ti.

[Deleted]

Et skeptisk øjenbryn hævede sig ved hans svar. Det var tydeligt, at hun var skuffet. Well... måske var den søde, lille dødsengel ikke så samvittighedsfri og morsom alligevel. Flammerne spejlede sig i hendes øjne, da hun tavst gik forbi ham, for at gå over til den brændende bygning. Lyset skinnede omridset af hendes silhuet op. En skygge midt i ilden. Som alle andre vampyrer, var hun ikke vild med ild. Den var hungrende, vild, og spiste alt hurtigt og grådigt. En intens brand kunne nemt æde sig igennem en vampyrs døde krop, der ikke ville kunne nå at heale sig.
Forsigtigt samlede Macaria en brændende kæp op. Varmen slog hende i møde, som havbølger ved stranden. Langsomt gik hun tilbage til landsbyen med kæppen i hånden. Det orange lys skinnede hendes den ene side af hendes ansigt op.
Selvfølgelig forstod dødsengel ingenting. Hvordan kunne han vide hendes planer, og eftersom hun ikke havde fortalt ham sin position i hoffet, vidste han heller ikke hvilket bemyndigelse hun havde. Hun måtte dog indrømme, at dronningen ikke havde givet hende tilladelse til at brænde byen ned, men Macaria kunne bruge det til sin senere plan. Det ville være et stærkt bevis på, hvad der kunne ske, hvis man ikke adlød hende. Dronningen ville forstå. Hvad ville hun også have imod, at en lille landsby blev brændt ned?
Macaria løftede armen op mod et af husenes stråtage, så ilden kunne få fat. Ivrigt fik flammerne fat i det tørre strå, og snart var det første hus i brand. Husene stod så tæt, at ilden hurtigt kunne sprede sig fra hjem til hjem. De var alligevel tomme.
Hun gik et par skridt tilbage, for at studere sit værk. Ilden havde nu fat i de tre første huse, der alle brændte lystigt med en høj knitren. Røgen bølgede op mod den sorte himmel, så stjernerne blev lukket ude. Det var storslået.