Just a try...

[Carmine Jordin Marlineo]

Macaria var ikke gammel af en vampyr, men det ændrede dog ikke på det faktum, at Enrico alligevel havde fået respekten for hende, hendes holdninger og hendes meninger, samt det faktum at hun med hovedet på det rette sted, havde kastet sig direkte ind i arbejdet her, for det ville bestemt ikke blive nemt.
"Selv på trods af din lave alder, har du hovedet på det rette sted, Macaria. Du har fået det grundlæggende med, til at lægge grobund for dit arbejde på stedet her," sagde han roligt. Hovedet lod han søge en kende på sned som hun rykkede frem og tog den ene af hans bønder. Ikke at det var noget som rørte ham.. Spillet lagde egentlig meget op til hvordan det forholdt sig i det virkelige liv. Bønderne som i princippet ikke var meget værd, men springeren og løberen derimod, samt tårn, konge og dronning, var de brikker man vogtede over. Et eller andet sted, var det en skræmmende udvikling.

Enrico endte med at tage om sin Springer. Denne gang var det dog ham som tog en af hendes brikker, og førte den over ved siden af spillepladen, inden han endnu en gang satte sig tilbage. Hans blik gled mod hende. Det spørgsmål var ikke nyt for ham, og i mange henseender, havde det jo været oppe at vende. Nej, han havde jo ikke hygget sig til positionen. Den var skænket til ham på ærlig og fredelig vis.
"Du er ikke den første som stiller mig det spørgsmål," sagde han med en rolig stemme. Ikke at han tog det særlig tungt. Han trak ganske kort på smilebåndet.
"Kontakter og kompetencer er vejen frem, og særligt i det erhverv, som selv du har pådraget dig. Jeg har kendt vores dronning i frygtelig mange år, og selv siden hun var ganske ung. Det er et bånd bygget på tillid," forklarede han roligt, inden han rejste sig op og tog sit tomme glas.
"Kan jeg tillade mig at skænke et nyt?" spurgte han roligt. Det var jo trods alt hendes værelse, og han var jo faktisk en gæst.

[Deleted]

Som svar til hans spørgsmål, viftede hun med hånden, for at vise ham, at han bare skulle tage for sig. Imens studerede hun skakbrættet, uden så meget som at se op. Kendt dronningen i mange år... Det var lige før hun havde komme til at give et fnys fra sig. Åhhh ja, hun kendte skam rygterne, der vandrede rundt i hoffet om den tidligere rådgiver og hans dronning. Hun kunne dog ikke bebrejde nogen af dem. Dronningen var en smuk kvinde, og Enrico var mere end en fryd for øjet. På sin vis kunne hun også være ligeglad. Så længe det ikke gik over kongeriget, eller Enrico prøvede at misbruge det, så kunne hun blot ryste på hovedet af historierne. Hvem var hun at dømme omkring den slags? Usmageligt? Uproffesionelt? Uetisk? Hun var bestemt ikke den rette til at pege fingre. Og hvorfor skulle hun?
"Ja, dig og dronningen ser ud til at... have et tæt bånd," nøjedes hun bare med at kommentere, dog med en sigende tone, så man ikke kunne være i tvivl om, at hun vidste besked. Hun var trods alt dronningens højre hånd. Hvis hun ikke kendte til den slags, ville hun være dårlig til sit job. Ligesom hendes kollegaer havde små rotter i væggene, havde hun slanger gemt rundt. Slager spiste rotter.
De lange fingre gled søgende over skakbrættet, inden hun med et suk, måtte sætte én af sine bonder frem, for at ofre den, så Enrico ikke kunne stjæle en af hendes andre brikker.
"Det er sjældent at finde, sådan en loyalitet her i Dvasias, der er bygget på andet end frygt. Sådan noget kan man kun respektere," snakkede hun roligt videre, mens øjnene endelig gled op, for at betragte hans reaktion på hendes afsløring af hendes viden. "Andre du nære samme loyalitet til?"

[Carmine Jordin Marlineo]

Dum kunne man bestemt ikke ligefrem kalde Enrico, da han udmærket godt vidste, hvad det var hun måtte hentyde til, hvad angik hendes ord. Han skænkede let op til sig selv, inden han igen tog pladsen i stolen overfor det smukke skakbræt. Ham og dronningen af landet her, havde nemlig et meget tæt bånd, og han lagde så sandelig heller ikke skjul på, at han en gang eller to, havde været forbi dronningens seng. Hvorfor lægge skjul på sandheden, når det var den, som han skulle rådføre hende i? Eller havde gjort det frem til nu om ikke andet.
"Jeg forstår din hentydning," begyndte han roligt. Han vendte blikket i hendes retning endnu en gang. Det var skam ikke fordi, at det var noget som han tog særlig tungt, og da slet ikke på den måde. "Dronningen er et væsen, som jeg har været tæt på, både i fysisk og psykisk forstand i mange år. Det har dog ikke påvirket mit arbejde, som det ej har påvirket hendes," sagde han ærligt. Han havde intet imod at snakke om det, og nu hvor hun bevidst gik efter en mand som Matthew, så var det næsten som om at det bare.. havde lagt en dæmper på det, som han havde haft med hende. Loyaliteten, kunne man i hvert fald ikke betvivle, måtte ligge til den dvasianske trone. Ja... der var ganske vidst Noelle.. en kvinde, som han ikke havde set længe nu. Gemt et eller andet sted på slagmarken som den dvasianske hærfører.
"Til én.. Men hende, ser jeg sjældent," svarede han. Det var bestemt heller ikke ofte, at han i forvejen åbnede op på den måde, men lige her, følte han bare, at det var det rigtige at gøre. Endnu en gang tog han om en brik, for at flytte den, så han netop tog hendes brik. Den placerede han ved siden af den anden, inden han igen lænede sig tilbage.

[Deleted]

Macaria sagde ikke noget, og hun havde heller ikke blikket nede mod skakbrættet længere. Hun sad foran Enrico med hovedet eftertænksomt i den ene hånd, og studerede ham, som var han et svært regnestykke, hun skulle få til at gå op. Den ene finger bankede let mod hendes kind.
Så han var Jaqia dybt loyal? Aldrig ville han vende kronen ryggen, ikke engang nu hvor han ikke længere havde et job her. Det var næsten trist. Gad vide om hun ville ende sådan om nogle hundrede år? Uden en anden personlighed og vilje end dronningen? Og når hun en gang skulle træde af, ville hun så også blive, fordi hun ikke havde et andet mål med livet? Fordi hun ikke ønskede andet?
Hun tvivlede stærkt. Bare nu kunne hun se, hvor forskellig hun var fra alle de andre masker omkring sig. Hver eneste gang hun gik forbi en vagt, hilste hun på ham med et charmerende smil. Når hun havde fri gik hun ud af slottet, for at finde selskab på barerne i byen. Hun lyttede til den fattige gademusikant, der kunne få hende til at længes efter hjem, og hun havde sine egne planer, som dronningen ikke vidste om. Og så var der det her… hun sad og drak blandet alkohol, og spillede skak med sin forgænger, som var de gamle venner, uden at få noget ud af det, end selskabets skyld. Jo… hun var sandelig ikke som de andre, og det ville blive over hendes lig, at miste sig selv til dronningen. Hvor loyal hun så end var.
”Enrico….” begyndte hun, og rettede sig op, for at kigge ned på skakbrættet. ”Har du en hobby? Noget du laver i fritiden? Du ved… spille musik? Male? Gå ture? Drikke? Danse?”

[Carmine Jordin Marlineo]

Macaria var anderledes end de mange andre, som befandt sig på slottet her. Måske var det faktisk det, som han godt kunne lide ved hende? At hun ikke bare fulgte strømmen, men selv personligt satte en glød til hele arbejdet? Han så hvor smilende hun var i forhold til den stive mine, som ellers var at finde på stedet her, og det var det som han godt kunne lide. Han trak ganske kort på smilebåndet.
Ja, her sad han og drak, hvilket han aldrig nogensinde gjorde, men nu hvor han endelig havde fået muligheden for det, uden at skulle kaste det hele op igen, var det en fantastisk fornemmelse. For en gangs skyld, så slappede han rent faktisk af, og det var det som han elskede.. Et slag skak, noget at drikke og det gode selskab. Man kunne bestemt ikke ligefrem sige, at det her, var noget som skete dagligt for ham. Nej, men derimod kun nu hvor Macaria havde indtaget hans gamle plads som den kongelige rådgiver for Jaqia, følte han at han rent faktisk kunne tillade sig det.
Hendes spørgsmål, fangede dog meget hurtigt en interesse for ham. En hobby? Nej... han måtte jo erkende, at det slet ikke var noget som han havde haft tiden til at udføre, hvis han skulle være helt ærlig. Let rystede han på hovedet.
"Det kan jeg ikke påstå at jeg har.. Jeg studerer kort når jeg har muligheden for det... sætter mig ned foran pejsen med en bog i min hånd, men det er selv mange år siden, jeg har haft tiden til at gøre det," sagde han blot. Hvor ville hun hen med det? At han havde taget arbejdet for alvorligt? Ja, det var heller ikke ligefrem nogen nyhed for hans vedkommende, for sådan var det, og havde det været hver eneste gang, han havde gjort dette. Han tog om glasset, og førte det til sine læber. Han var ikke god til at slappe af, og særligt ikke når han var alene. Han duede faktisk ikke til at sidde alene.

[Deleted]

Et lille suk forlod Macarias læber ved hans svar, men hun kiggede ikke op fra skakbrættet, så det kunne lige så vel være på grund af spillet, som på grund af ham.
Langsomt var hun ved at finde ud af, at folk her i Rhimsia, var langt fra hvad hun var vant til. Det var som om slottet – ja dronningen – slugte deres sjæle, så de til sidst ikke havde mere personlighed end en sten. Det var frustrerende for én, der brugte uendeligheden på at fejre livet. Selv hendes selskab – Enrico – havde mistet alt hans individualitet til sin herskerinde, så det eneste, som var tilbage af ham, var en skygge af hvad han burde være. En levende død? Passede vidst perfekt. Overraskende nok, opdagede hun det gjorde hende ked af det. Flygtigt lod hun sit studerende blik glide over ham. Han var en smuk mand, selvom han var gammel i år, kunne han med sin vampyrisme stadigvæk gøre hvad end, der passede ham. Hvert fald nu hvor han var gået på…pension?
”Ved du hvad, jeg tror, love?” spurgte hun ham pludseligt, og rykkede en brik, som tog hans. Et smil prydede ansigtet, der ellers havde været henlagt i alvorlige folder. ”Jeg tror, at jeg er akkurat den, som du har brug for. I overmorgen har jeg tideligt fri, fordi Dronningen har en personlig aftale, hvor hun ikke får brug for mig. Dér tager jeg dig med udenfor i byen. Vi går derhen. Nyder natten, vandre rundt i byen, nyder et glas blod på en kro, lytter til musikanterne, måske tager en dans eller to, og så kan vi gå hjem igen, hvis du lyster."
Hun havde lænet sig frem imod ham. De dybblå øjne hvilede i hans, uden at slippe, mens et overtalende smil afslørede de perlehvide tænder. Blodet hun havde drukket, farvede svagt de indbydende læber røde. Hvis ikke han havde været en vampyr, havde han sikkert mærket tiltrækningskraften fra hende.
"Er det en aftale, Enrico?" spurgte hun blødt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste jo godt, at han havde gået så meget op i sit arbejde, at han ikke havde andet at tage sig af.. Han havde ikke andet at tage sig af, før nu, hvor han havde valgt at trække sig lidt tilbage.. Og nu skulle han jo så bare finde noget at bruge tiden på. Han havde jo været indbegrebet af en arbejdsnarkoman. Nu hvor han blev konfronteret med det, var det noget vidunder, at han rent faktisk reagerede på det?
De mørke øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Han havde udført arbejdet, fordi at han havde været glad for det, og ikke kun fordi at Jaqia havde bedt ham om det. Dog måtte han jo sande, at dronningen af landet, var en af de personer, som han havde tættest og nærmest på hans liv. Han trak vejret dybt, inden han tog sin springer og flyttede den.
"Skak," sagde han endeligt, inden han igen satte sig tilbage. Hun ville have ham med i byen? Selv måtte han jo sande, at han ikke havde været der og bare.. nydt en tilværelse igennem frygtelig mange år, og sådan havde det jo så alle dage været lige siden.
"Du ønsker mig med i byen for at nyde livet? Det er virkelig mange år siden, at jeg har gjort noget lignende af det, Macaria.." Han rystede let på hovedet. Ja, hvad ville folk da ikke sige, hvis de så den forhenværende kongelige rådgiver slå sig løs på en af de mange kroer og steder, hvor mennesker opholdt sig, bare for at nyde tilværelsen? Han kunne selv slet ikke forestille sig, at det var sådan at det forholdt sig.
"Jeg frygter, at jeg ikke ved hvordan man.. nyder livet i den forstand," sagde han endeligt. Hårdt nok for ham at indrømme, og særligt fordi at det i hendes forstand, lød til at være så nem en ting. Han kunne ikke finde ud af det. Hans liv havde jo udelukkende bestået af arbejde i frygtelig mange år nu.

[Deleted]

I et hurtigt ryk havde Macaria taget den brik, han havde sat hendes konge skak med. Uden overhovedet at se væk fra ham. Alt hendes koncentration var samlet mod Enrico, der virkede tøvende og usikker på hendes eller simpel ide. Han havde kigget intenst på hende, inden han havde talt. I det mindste havde han overvejet det. Det eneste han manglede, var et lille skub - og hvis der var noget Macaria var god til, så var det små skub.
"Min kære ven...." sukkede hun, og rakte ud for at lægge en hånd ovenpå hans. Begge deres kroppe var en smule varme efter blodet, de begge havde drukket. Hun smilede opløftende til ham. "Det er derfor jeg er med. Bare rolig... det bliver intet vild, da jeg ved, det ikke er din stil."
Hun rejste sig fra stolen i en glidende bevægelse, for at gå hen, og hælde mere blod og alkohol op til sig selv. Kjolen bølgede omkring hendes ben.
"Forestil dig en rolig gåtur rundt i byen. Vi kigger bare på tingene, ser hvordan folk har det, og når vi så ikke gider det mere, finder vi et fint sted, hvor vi kan sætte os." Med ryggen til Enric, hældte hun den tykke væske op i sit glas, mens at hun talte. Blødt og overtalende som en slanges hvislen. "Vi drikker noget blod, lytter til noget musik, snakker, og more os, indtil vi til sidst tager hjem igen." Med glasset op mod læberne, vendte hun sig rundt mod ham med et charmerende smil. "Lyder det ikke tilfredsstillende?"

[Carmine Jordin Marlineo]

Macaria var kvik... Lidt for kvik i forhold til Enrico, men selv han kunne ikke se bort fra, at han et sted nød, at der rent faktisk var nogen, der ville have noget med ham at gøre, og rent faktisk spurgte ind til hans private liv. Hånden som gled over hans, var dog noget af det første, som fangede hans opmærksomhed. Selv var han på ingen måder vant til at blive berørt på den måde. Tvært imod. Han lod den dog blive.
"Det er mange år siden, jeg var ung, og end ikke dengang, var det skik for mig eller min familie, at.. nyde livet. Det bestod af arbejde.. hårdt og tungt arbejde," sagde han endeligt. Hvordan det egentlig havde været i hans fordi, var ikke noget, som han havde delt med nogen, for der var ikke rigtigt nogen som havde spurgt ind til det.
Længe sad han og tænkte. Jovist.. det kunne vel godt vise sig, at blive meget underholdende at komme lidt ud? Slå sig lidt løs og bare nyde en tilværelse, som han nu ikke havde været i stand til at gøre det i frygtelig mange år. Ville han overhovedet kunne finde ud af, at gøre det? Uden at sidde og bare glo ud i luften?
"Du må nok hjælpe mig.. Jeg har ikke gjort sådanne ting i frygtelig mange år. Desuden.. det kunne være rart at slå sig løs for en gangs skyld." Igen flyttede han en af sine brikker, inden han igen vendte blikket mod hende. Det var heller ikke ligefrem ofte, at han hyggede sig på denne måde, som han gjorde det lige nu, men han kunne lide det. Uden tvivl kunne han godt lide det.
"Dit træk," afsluttede han udfordrende.

[Deleted]

Medlidenhedsfyldt lyttede Macaria til ham, inden at hun lænede sig tilbage, for at studere skakbrættet, nu hvor han havde rykket. Han virkede heller ikke ligefrem for typen, som havde oplevet livets mange glæder – specielt nu hvor man var udødelig, og levede evigt.
”Det er jeg ked af at høre,” svarede hun ham, og lod en finger hvile ovenpå en skakbrik, som hun overvejede at rykke. Det var dog en lettelse, at han stærkt overvejede at tage med, for det gav da håb om, at han havde en personlighed ud over arbejde.
”Jeg skal nok hjælpe dig med hvad du har brug for,” fortalte hun, og vippede brikken op på den ene kant, mens hun overvejede sit træk. Hun havde trods alt lovede ham modspil. ”Bare rolig, Enrico. Du vil jo have fantastisk selskab, så du kommer hvert fald ikke kede dig. Husk… i overmorgen. Vent på mig udenfor slottet.”
Hun rykkede brikken, og lænede sig selvtilfreds tilbage i stolen med armene over kors.
”Skak, love.” Hun smilede sødt til ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde alle dage kæmpet sig op af rangstien, for at bryde de traditioner, som havde ligget i hans egen familie.. Nu var han her.. han havde været kongelig rådgiver, og følte nu at det var på tide, at han trak sig en smule til fordel for de nye, som også skulle komme til.
Hun ville hjælpe ham. Han var i forvejen ikke meget for at spørge ind til den slags, for han var en mand, som alle dage havde været i stand til at klare sig selv, uden at skulle have en at holde i hånden.. men at søge ud og nyde livet? Det var straks en anden side af sagen. Han trak vejret dybt, som hun satte ham i skak. Dertil rykkede han hurtigt, og tog hendes brik, så hans egen konge stod fri igen.
"Heldigt træk.. Din tur, kæreste.." Igen vendte han blikket mod hende. Selvom hun var ung, så besad hun frygtelig meget, og langt mere end hvad han selv var i stand til at give kongefamilien. Ja, et sted var det vel også svært, at erkende, at der var nogen i hans liv, som var.. bedre til hans arbejde, end hvad han selv var?
"Det lyder som vi har en aftale... I overmorgen.. der vil jeg vente på dig, foran slottets porte.. Og så må du jo vise mig, hvad det vil sige, at nyde livet," sagde han denne gang med et træk på mundvigen. I sig selv, var det noget, som stort set aldrig nogensinde skete.. men hun vækkede det i ham. Han følte sig skræmmende vel omkring hende.

[Deleted]

Et bredt grin fik Macarias øjne til at stråle, mens at hun tog om sit glas, og lod det lave små cirkler i luften. De perlehvide hjørnetænder glimtede i flammernes skær.
”Det vil jeg glæde mig til,” svarede hun, og mente det. Ville være dejligt, rent faktisk at have noget selskab man kendte med i byen for en gangs skyld – også selvom de bare skulle sidde og være kulturelle. Enrico var en elegant, stilfuld mand. Hun måtte respektere hans livsstil. Specielt hvis den nat skulle give ham blod på tanden. En mand med hans udseende ville hvert fald straks stjæle kvindernes blikke. Hvem ved? Måske fik hun ham ikke med tilbage?
Det fik hende til at smågrine bag glasset, inden at hun tog en slurk, og lænede sig frem, for at studere skakbrættet.

Timerne gik hurtigt. Macarias flaske med både blod og alkohol blev tømt, brikker blev mistet, og samtaler blev talt igennem. Macaria holdte hvad hun lovede, og gav Enrico kamp til stregen i skakspillet. Til sidst måtte hun rejse sig op, for at gå hen, og trække de tunge gardiner for vinduerne, hvis ikke solens blege stråler skulle nå ind i værelset. Hun kunne mærke alkoholen i kroppen. Den fik fingerspidserne til at snurre.
De havde kun hver omkring 3-4 brikker hver. Enrico havde fået hendes konge op i en krog, så det spillet snart ville slutte med hendes nederlag.
”Om få timer skal jeg snart på arbejde,” konstanterede hun med et grin, og satte sig igen i stolen overfor Enrico. ”Du stjæler tiden fra mig, min ven.”

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico smilede let for sig selv. Han mødte uden tvivl modstand i dette spil, men han kunne derimod rigtig godt lide det. Nu hvor han alligevel havde en aftale med hende en af de kommende aftener og nætter, hvor de skulle ud, så var det alligevel en tanke som gjorde ham en kende usikker. For han havde aldrig gjort den slags før.
"Jeg vil se frem til det," sagde han endeligt efter en længere pause. Ville han se frem til det? Han kunne jo håbe på det om ikke andet. Han havde aldrig været ude hvor han kunne slappe af, og bare nyde sit liv. Hvordan gjorde man det? Han håbede virkelig, at han fandt ud af det, og at det faldt ham lidt mere naturligt, end hvad han følte lige nu.

Som tiden gik og spillet fortsatte, begyndte det da kun for alvor at blive spændende. Begge uden særlig mange brikker på brættet, og med et spil som meget snart gik mod sin ende. De havde vel siddet der i timer? Solen var i hvert fald ved at stå op, og det var begyndt at genere Enrico.. Han burde måske få det spil færdigt? Så han kunne nå at søge ned i kælderen, inden solen ville nå at bade hele slottet, så han ikke ville kunne gå nogen steder.
"Jeg beklager, kæreste. Men du har i sandhed skænket mig en modstand, jeg sjældent oplever i et slag skak," sagde han endeligt. Han vendte blikket ned mod brættet igen. Han havde selv fået mere at drikke, end hvad han plejede at få. Ja, han plejede jo rent faktisk slet ikke at få noget som helst. Han tog sin springer og flyttede den, så hendes konge endnu en gang stod i skak.
"Skak, love," sagde han med et smil på læben. Han følte sig langt mere.. afslappet end hvad han plejede at være, og det var faktisk rart.

[Deleted]

Opgivende måtte Macaria slå til sin konge, så den dovent væltede om på siden. Enrico havde allerede vundet. Et træk til, og så havde han kunne stille hendes konge skakmat.
”Fint, fint. Du vinder,” sukkede hun, og lænede sig tilbage, mens hun kørte alle sine fingre gennem det bløde, bølgende hår. Kroppen føltes en smule øm, efter at have sættet så lang tid ned. Sengen var også begyndt at kalde lokkende på hende det sidste stykke tid. Himmelsengen, hvor gardinerne kunne trækkes for, så der blev fuldkommen mørkt, når man lå inde i de bløde puder og tæpper. Hun kunne næsten ikke vente til at smide tøjet, og putte sig ned i sin hule.
Med et stort gab, der viste alle hendes fine rækker af tænder, kom hun op og stå. Alkoholen fik hende kort, til at måtte støtte sig til lænestolen, inden hun genvandt balancen.
”Jeg er desværre nødt til at smide dig ud nu,” sagde hun med en trist grimasse, og mente det skam. Enrico var fantastisk selskab. For en gangs skyld siden hun kom til slottet, følte hun sig faktisk godt tilrette. Hun havde nydt de mange timer med ham. ”Hvis jeg skal nå at få noget hvile, inden jeg bliver kaldt op igen, må det være snart.”
Hun smilede godmodigt til ham, mens hun slentrede hen til døren, som hun åbnede lidt på klem for ham. ”Hvad må folk ikke tænke, hvis de ser dig, kommer ud af mit værelse så tidligt på dagen?” spurgte hun spøgefuldt, og blinkede til ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

Et triumferende smil måtte alligevel brede sig på Enricos læber, da hun væltede kongen og måtte anerkende sit nederlag i et slag skak. Han vendte blikket mod hende i stedet for.
"Det har været en kamp til stregen.. Det har været udfordrende.. Hvem ved.. Du slår mig måske en dag," sagde han næsten udfordrende. Han ville ikke benægte, at han kunne finde på at gøre det her igen en dag, udelukkende fordi at han havde fundet det rart, og særligt nu hvor han følte sig så vel i hendes selskab, så kunne det ikke være bedre. Han følte sig virkelig vel i hendes selskab.

Det var lige før, det var en skam, at de var tvunget til at gå hvert til sit, men solen og hendes kommende arbejde for natten, var noget som tvang hende til det. Han trak kort på smilebåndet, inden han rejste sig. Begge hænder støttede let af mod bordet foran ham. Okay, han havde fået langt mere end hvad han nok lige havde regnet med.
"Du er tilgivet," sagde han, da han slap bordet, for at rette sig helt op igen. Han burde få sig noget søvn.. Så kunne det være at han var klar igen, når mørket ville falde på. Han fulgte hende hen til døren. Han kunne jo se vagterne stå langs gangene, bare ved at kigge ud af døren. Ja, hvad ville de ikke sige?
"Lad det forblive vores lille hemmelighed. Ikke sandt?" Han blinkede let til hende. Han havde hygget sig på en måde, som han slet ikke havde troet, at han kunne gøre det nogensinde.
"Jeg vil takke for en god aften, Macaria.. Jeg ser virkelig frem til vores tur ud." Han bukkede let med hovedet, hvorefter han greb efter hendes hånd, hvor han plantede et kys mod hendes håndryg. Man var vel en gentleman? Han så hende kort i øjnene, inden han søgte ud og ned af korridoren, for at komme ned mod kælderen, så han kunne komme i skjul. Han havde virkelig hygget sig.

//Out