Just a try...

[Deleted]

Carmine Jordin Marlineo - @eriz

Det var næsten fuldkommen mørkt i den kolde tronsal. De røde vinduer lod ikke noget som helst lys komme ind. Kun fakler oplyste den store sal, så væsner uden nattesyn, kunne færdes rundt, uden at falde over deres egne ben.
Den store, sorte trone stod i midten. Skarp, høj og respektindgydende. Et symbol på magt. Der var ingen indenfor i salen pånær to vagter, som stod på hversin side af tronsalens port. De stirrede lige frem. Et par tjenestefolk puslede rundt, men dem lagde ingen mærke til.
En lystig melodi blev nynnet rundt i den ellers ørerivende stilhed, der altid herskede i salen. Melodien gav blev kastet fra væg til væg, så den lød som et helt kor af stemmer, der nynnede. Den kom fra den henslængt skikkelse, der lå overskrævs på tronen lænet mod en af armlænene. Benene viftede frit i luften, mens hovedet hvilede sig i hånden.
Macaria sad behageligt på tronen. Hunvar iklædt en rød, simpel kjole, der sad stramt om hendes overkrop, men havde et frit skørt. Det var gledet ned fra hendes viftende ben, så læggene var til frit udsyn. Fødderne var nøgne. Vagterne gjorde alt for at stirre lige frem for sig. Hun kunne lige så godt være alene.
Et skakbræt på fødder var blevet trukket hen til tronen, så hun kunne sidde og spille skak. Om det var hende selv eller et par tjenestefolk, som havde arrangeret det for hende, var ikke til at vide. Det så ud til at hun spillede med sig selv.
De dybblå øjne der havde samme farve som en nattehimmel, studerede eftertænksomt brættet. Dovent hævede hun hovedet, så hun kunne tage en brik. Den dinglede i et par sekunder mellem to fingre, inden at hun flyttede den, og igen lagde hovedet i sin hånd. Nynnen forsatte uforstyrret.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enricos gang var lydløs igennem de mørke og nærmest forladte korridorere, bevæbnet med vagter, som stod placeret ved de rum af særlig karakter. Faklerne på væggene, var hvad der holdt gangene oplyste, så de væsner, som ej var nattens børn, havde nogen mulighed for at se. For Enrico gjorde det ingen forskel, da han kunne se udmærket uden.
Hænderne endnu en gang foldet over ryggen. Selv måtte han jo erkende, at han var blevet mere vant til tanken om ikke at have så meget arbejde, selvom Jaqia stadig brugte ham en del. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det helst store. Det var bare ikke ham som udgjorde posten som den primære rådgiver.

I takt med at han nåede den store tronesal, lod vagterne døren glide op. De kendte ham jo trods alt, og vidste allerede nu, at han på ingen måder var der for at forvolde nogen former for skade.
Den store tronesal havde han tilbragt frygtelig mange timer i. Stående ved dronningens side, og rådet og vejledet hende igennem de audienser, som havde fundet sted. Været med til at finde løsninger på de problematikker, som herunder lige så måtte opstå. Ja, til tider måtte han jo næsten erkende, at det var noget, som han næsten savnede. Han skulle nok vænne sig til det. End ikke det, var han i tvivl om. Det at se Macaria sidde i dronningens stol, var hvad der fik ham til at stoppe op. Næsten forarget over det syn, som han var blevet mødt af, spændte hans læber mere til, så de ikke var andet end en tynd streg i hans blege ansigt.
"Jeg ville ikke sidde i den, om jeg var Dem," begyndte han med en rolig stemme. Han så endnu ikke nogen grund til at hidse sig op, men at tage plads i dronningens stol, og lade hende vide, at man havde siddet i den, kunne meget vel komme til at koste hende livet. Jaqia var ikke en kvinde, som man spøgte med!

[Deleted]

De midnatsblå øjne gled op, for at møde det stramme ansigt, der tilhørte Enrico. Et glædestrålende smil voksede sig frem på hendes læber.
”Enrico! Sikke et dejligt syn!” udbrød hun hilsende, og tog en brik op fra den modsatte farve. Den lavede små cirkler i luften. ”Jeg er i gang med at spille skak! Kom og tag et spil med mig! Jeg mangler en modstander, og ingen vil spille med mig.”
Hun satte sig ordenligt op i tronen, så kjolen flagrede tilbage ned om benene på hende. De vilde, bølgende lokker faldt tilbagestrøget fra hendes ansigt ned over hendes ryg. Skakspillet var gammelt og håndskåret. Tydeligt ikke fra slottet. Hun havde selv haft det med hjemmefra. Det var det samme gamle skakbræt, som hendes skaber havde stillet op foran hende, den nat hvor hun lige var blevet bidt, for at tage et spil med hende. Mange spil havde efterfulgt. Det var en af de mange ting, som hun havde slæbt med sig til slottet, da hun flyttede.
”Kan vi ikke være dus? Du får mig til at lyde som en eller anden fin baronesse,” spurgte hun ham, og satte skakbrikkerne op til et nyt spil. Hun havde ikke flyttet sig fra tronen. Det var ikke fordi hun havde fået lov til at sidde i den, og måske ville dronningen blive gal, men Macaria tog det roligt. Som rådgiver var hun nødt til nogen gange at tale for dronningen. Hun havde ikke tænkt sig at stå op i flere timer ved siden af en tom stol, for at tage imod audienser, bare fordi tronen var forbudt. Hvert fald ikke når dronningen ikke selv var til stede, for at tage imod sin befolkning i dag. Macaria var ligeglad med grunden. Dronningen kunne gøre hvad der passede hende, uden Macaria stillede spørgsmålstegn omkring det. Hun kunne bare ikke se grunden til at stå ved siden af en tom stol, uden at sætte sig. Trone eller ikke trone.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var bestemt ikke meget for at Macaria satte sig for meget til rette i Jaqias stol. Selv han havde stået ved dronningens side igennem mange tusinde år, og havde end ikke vovet at tage plads i den. Han turde slet ikke tænke på hvordan det mon ville se ud, hvis dronningen rent faktisk ville ende med at dukke op. Han blev stående ikke langt fra tonen og med blikket hvilende på hende. Som et rovdyr. Det var jo det, som lå i hans natur.
"Jeg har ikke spillet skak i uendelige år," bemærkede han med en rolig stemme. Sandt var det. Et slag skak, ville han faktisk heller ikke have noget imod. Faktisk var det noget af det, om han rent faktisk værdsatte, men det var ikke ofte, at han fandt nogen som var intellektuelle nok til at kunne give ham den modstand, som han havde brug for, for at finde det spil interessant i det hele taget. Han trak ganske kort på smilebåndet.
"Det er skam ikke for at gøre dig... fin, Macaria. Det er blot en del af min opvækst.. I så fald, så beklager jeg," sagde han med en rolig stemme, inden han søgte mod hende. Han ville nu stadig anbefale hende, at fjerne sig fra den stol, nu i tilfælde af at Jaqia ville melde sig i tronesalen. Han stoppede foran skakspillet og foran hende, uden at blikket forlod hendes skikkelse igen.
Et tungt suk forlod hans læber. "Jeg vil dog stadig anbefale dig at fjerne dig fra denne stol, nu i tilfælde af at hendes majestæt skulle gøre sin entre," sagde han med en rolig stemme. Selv ville han ikke have noget imod et slag skak, men han ville da meget gerne tage det uden, at han vidste, at hun stod til at skulle blive et hoved kortere. Jaqia var en hård kvinde, og der udgjorde hun så sandelig heller ikke nogen forskel på om det var en fjende eller en allieret.

[Deleted]

En grimasse af irritation, fór over Macaria’s ansigt ved hans sidste sætning. Hvis hun nogensinde skulle forlade denne her post, samt hoffet og byen, ville det ikke være på grund af intrigerne, dramaet og magtspillet – det ville være på grund af folks kvalmende høflighed, der fik dem til at virke som glat pollerede masker. Hjemme på landet havde de alle været så meget badet i synd, at man trygt kunne sige de levede deres evige liv. Ikke længere.
Macaria var ret sikker på, at det var hvad Jaqia kunne lide ved hende, og det var derfor hun var blevet hendes rådgiver. Hun var ikke som alle de andre fra hendes hof. Ideerne var anderledes, rådene vovede, og hvem ved…. Måske savnede mørkets dronning selskabet fra én, som rent faktisk kunne stå foran hende, uden at kaste sig hovedkulds for hendes fødder, for at slikke på dem.
Macaria var loyal, ja. Hun adlød blindt Jaqia, holdte på hendes hemmeligheder, og ville gå i døden for hende, men ikke opføre sig som en larve, der skulle trædes på.
Folk heromkring havde gjort det til en alt for stor vane i frygt for konsekvenserne. Mon det ikke havde gjort den smukke dronning en smule ensom, ikke at kunne modtage et bredt smil og et stabilt blik fra en anden person? Well… hun kunne fra Macaria. Macaria der altid ville stå ved hendes side, og passe på hendes ryg.
”Fint. Hvis det kan få dig til at stoppe fra at skælve, som en harekilling på vej til slagtning,” hvislede Macaria uvenligt, og rejste sig fra den sorte trone. Med en hidsig bevægelse strøg hun sine fingre gennem håret, så det kom væk fra ansigtet, inden hun gjorde en håndbevægelse mod skakspillet til en tjener, der skyndte sig hen for at løfte det væk. ”Tag det til mit kammer. Ilden være dig nådig, hvis der kommer en ridse!”
Fra at have været smilende og charmerende, var Macaria blevet snerrende og kold, lige så hurtig som en regnbyge kunne begynde.
Hun glattede sin skørter.
”Jeg vil følge mit skakbræts eksempel, og forsvinde ind i mit kammer. Vi skulle jo nødigt have Dronningen opdager, at du kan smile en smule, kan vi?” spurgte hun hånligt. Hun var ikke vred på ham. Ikke rigtig. Bare frustreret. Hun havde hjemve, savnede ordentlig selskab, og manglede én der kunne grine sammen med hende. Breve fra hendes skaber gjorde bare hjemveen større. Dronningen var den eneste, som hun kunne snakke ordenligt med, og det var fordi hun var dronningen. Hvem behøvede hun holde en maske op overfor?
Macaria kastede et sidste blik op og ned af Enrico, inden at hun gik forbi ham, for at komme ud af tronsalen. Hendes skulder snittede hans.

[Carmine Jordin Marlineo]

Ordene var blevet sagt udelukkende for Macarias bedste, for Enrico kendte så sandelig godt Jaqia, og særligt med alle de år, som han havde været hende tro i tjenesten - på må og få. Han ville ikke have, at hans stedfortræder og efterfølger, skulle have hovedet hugget af, på grund af sådan en lille ting, men Jaqia var hård nok til at gøre det. Den trone var for royale, og ej for hoffet, og det måtte denne kvinde så sandelig også lære at respektere.
Tilsyneladende, var det hårdt for hende at rejse sig fra den. Ikke at han tog sig af det, for han gjorde og sagde det, udelukkende for hendes eget velbefindende. Hvorfor begå forrædderi, hvis det kunne undgås? Og særligt når det var sådan en lille ting?
"For dit eget bedste. Jeg er nemlig sikker på, at det klæder dig bedre med et hoved til at pryde den slanke hals," sagde han efter hende. Ud af øjenkrogen, havde han dog set tjeneren komme hastende, for at samle skakspillet op. Han trak næsten morende på smilebåndet. Hun ville uden tvivl falde utrolig godt ind i hoffet her. Han havde til nu overtalt Jaqia til at ansætte hende. Nu var det på tide, at dronningen nok for alvor ville få denne kvinde set an, og så håbe på, at han stod ved, at det var den bedste beslutning til nu.

Som hun passerede ham, lagde han hurtigt hånden mod hendes skulder i et forsøg på at stoppe hende. Nu hvor hun havde opfordret til et spil skak, var det nu heller ikke en udfordring, som han lod passere bare sådan uden videre, og kun fordi at hun var blevet utilfreds? Det hjalp bestemt heller ikke at spille umulig teenager, hvis man skulle udføre et godt job på stedet her, og det var noget som Enrico uden tvivl var klar over.
"Om det er ønsket, tager jeg endnu imod den udfordring over et spil skak," sagde han roligt. Han havde ikke noget imod at tilbringe den tid med hende.. Det var mere hvad han i forvejen skulle gøre med alt den fritid som han pludselig havde fået, da det i forvejen, ikke var noget som han var vant til.
"I dine gemakker?" fortsatte han. Hvorfor ødelægge det sjove, kun på grund af et lille bump på vejen?

[Deleted]

Hans hånd fik hende så sandeligt til at stoppe. I et kort øjeblik så det ud til at hun ville skubbe den af sig, og give ham en knytnæve i ansigtet. Hun gjorde det dog ikke. I stedet drejede hun skarpt hovedet mod ham, og så ham direkte i øjnene, inden blikket gled ned til hans hånd på skulderen. Det var ikke noget hun brød sig om. At blive grebet fat i på den måde. Det mindede hende for meget om den far, der havde bragt hende til livet første gang.
Hun tøvede dog med at svare ham. Det ville ære uklogt, at skubbe den eneste person væk, som havde vist hende bare en smule venlighed siden hun ankom. Enrico var ikke en fjende man burde have, selvom han ikke længere var i hoffet. Han var trods alt en form for selskab, selvom den blanke, rolige overflade, gav hende lyst til at slå ham. Ville dog være en skam med det udseende han havde.
Hun sukkede, og satte hænderne i siden, mens hun kiggede foran sig med et tomt blik.
”Fint,” svarede hun endelig. ”Hvis du kan give mig en ordentlig udfordring.”
Hendes kulde og utilfredshed var væk med det samme, og blev erstattet af hendes lille, legende smil. Hun kiggede op på ham, og blinkede til ham.
”Okay. Kom så med. Et spil. Skal jeg få noget blod sendt op? Jeg har noget alkohol som vi kan blande i. Du kan rent faktisk drikke det, uden at kaste op lige bag efter,” fortalte hun, og tog hans arm, for at føre ham med sig ud af tronsalen. Vagterne ikke så meget som skævede til dem, da de gik forbi dem.

Macarias kammer var blevet placeret så tæt på Dronningens som det var passende for en rådgiver. Hun havde ikke fået Enrico’s, da han blev boende på slottet, men hun klagede skam heller ikke. Hendes værelse havde udsigt ud mod byen, hvis små lys hun kunne se, som et hav af stjerner. Kammeret havde alt hvad hun havde brug for. En stor himmelseng med gardiner – et kæmpe klædeskab – et vaskefad – et skrivebord – en kamin og to bløde lænestole, samt en reol til bøger.
Værelset var en smule rodet. Noget tøj lå smidt over den uredte seng, personlige ejendele som hun havde haft med hjemmefra, pyntede værelset og gjorde det personligt. Et maleri af hendes familie fra landet, stod lænet op af væggen. En gammel skulptur stod på natbordet. Et par bøger, samt noget andet nips.
Skakbrættet var blevet placeret foran ildstedet mellem de to lænestole. Indbydende slog hun ud mod en af lænestolene.
”Værsgo at tage plads,” sagde hun, og lukkede døren efter dem. Der var ild i kaminen, som var den eneste lyskilde i rummet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde ikke valgt at tage fat i Macaria, for at være ond eller noget lignende, men den form af utilfredshed, blot fordi at han gav hende et godt råd undervejs, var ikke noget som han bifaldt. Råd var uden tvivl dyrkøbte i Dvasias, og han kunne have været ligeglad, og bare.. valgt at lade tingene passere, og så se hende miste hovedet, for selv at være tvunget tilbage i stillingen. Venlighed var en mangelvare, og han havde valgt at give den til hende, og dette var rent faktisk takken? Han var bestemt ikke videre imponeret.
"Jeg kommer til at slå dig," sagde han med en sigende, og næsten kortfattet mine. Ikke fordi at det var noget som han selv ønskede at blære sig med, men han havde spillet skak i frygtelig mange år, og han var jo meget strategisk anlagt, så dette var jo heller ikke ligefrem noget undtag af den forstand, kunne man jo sige. Hovedet lod han søge på sned, som han fjernede hånden, og lod hende tage om hans arm i stedet for, for at føre hende til hendes kammer.

Skræmmende tæt på dronningens, og særligt med tanke på, at hans eget lå nede i kældreregionerne, hvor han selv trives bedst. Heroppe var det for solrigt i løbet af dagene, til at han kunne holde det ud, men så lang tid, at hun kunne, så var han bestemt heller ikke den, som skulle brokke sig. Han ønskede blot, at hun fik den bedst mulige start, som det var ham menneskelig muligt, at give hende.
Hyggeligt var her uden tvivl. Tydeligt præget af en kvindelig tilstedeværelse med denne indretning. Han nikkede mod hende, inden han roligt tog pladsen i den ene lænestol overfor det smukke skakspil. Det var gammelt.. virkelig gammelt, men dog stadig brugbart. Han tog bevidst pladsen ved den sorte række. Hvid startet. Man var jo trods alt en gentleman, med alt hvad det indebar.
"Et glad blod ville behage.. Jeg takker... Desuden... det er dit træk," opfordrede han endeligt, inden han let lænede sig tilbage. Han var spændt. Det var sjældent at han fik denne mulighed og særligt i hans lange tid på Castle of Darkness.

[Deleted]

Enrico var den første person, som Macaria havde i sit nye kammer ud over tjenestefolk. Det var en smule personligt, for hun havde mange af sine personlige ejendele i rummet, blandt andet det store maleri af hende og hendes familie. De var 4 i alt, som var blevet skabt af vampyreren, Macaria nu kaldte fader og skaber. Macaria var den yngste i udseende, men den mellemste i alder.
På maleriet kunne de ligne en ganske normal familie. En alene far med to sønner og to døtre. Alle fire lige så forskellige som nat og dag.
Derudover var der små ting, som Macaria havde samlet gennem sit liv. En snurretop, et par smykker, en presset buket blomster i ramme, og andre ting, som lå rundt omkring i det opvarmet værelse. Hun var langt fra uden personlighed og dybde – og hvad vigtigere var – hun var ikke bange for at vise det.
Efter at have kaldt på en tjener, for at få bragt noget blod oppe, satte Macaria sig i lænestolen overfor Enrico. Flammerne knitrede ved siden af dem, så skyggerne dansede lystigt omkring dem.
”Lad os se….” mumlede Macaria eftertænksomt, mens hun lagde det ene ben over det andet, og lænede sig frem mod skakbrættet, så hun kunne få et overblik. Det tog dog ikke lang tid, før hun gjorde starttrækket med en hvid bonde. ”Er det lang tid siden du har spillet, Enrico? Forhåbentligt er du ikke for gammel til at have glemt hvordan man spiller.” Hun smilede drilsk til ham.
En tjener kom med et fad, hvor to høje glas stod. Indholdet bestod af en tyk, rød væske. Macaria tog imod glassene, og stillede dem på kanten af skakbrættet, hvor de akkurat lige kunne stå. Hun rejste sig, for at gå hen til sin reol. Der var ikke så mange bøger, da hun ikke læste særlig meget. Tilgengæld var der mange pergamenter med administrative informationer, statistikker og optegnelser over de forskellige lande. Macaria var grundig i sit arbejde.
Hun tog en flaske ned fra hylden. Den indeholdte en gylden væske, der fulgte halvdelen af den gennemsigtige flaske. Hun hvirvlede indholdet rundt, mens hun gik tilbage til skakspillet. Med sine kindtænder hev hun proppen af flasken. Den stærke lugt at sprit stod op fra flasken.
Koncentreret hældte hun noget af den gyldne væske op i de to glas.
”Det skal være den rette mængde,” fortalte hun. ”… hvis der kommer for meget alkohol i, vil vores kroppe bare forkaste det, ligesom alt andet mad og drikkelse. Tilgengæld hvis balancen er helt perfekt…” hun stoppede opskænkningen, og slog proppen i igen med et listigt blink til Enrico. ”… så kan vi drikke alkohol uden problemer.”

[Carmine Jordin Marlineo]

Alle de personlige ting som stod rundt forbi, var slet ikke noget som Enrico tog sig af. Selv havde han jo mange af dem, selv i hans eget kammer. Deriblandt et malet billede af den dvasianske hærfører. Den kvinde, som selv før havde været en, som han kunne kalde for sin kæreste, men dog ikke vidste om han overhovedet var sammen med længere. De så aldrig hinanden og den slags. Ellers var den meget præget af det arbejde, som han havde haft frem til nu, for det var jo heller ikke ligefrem småting. Han havde jo haft den stilling i årtusinder, og det afspejlede sig så sandelig også i hans omgivelser, og særligt dem som han var mest omkring.
"Det er mange år siden, men jeg husker det nu stadig.. vent og se," sagde han endnu en gang med et kort træk på mundvigen. Med alt det arbejde, som han selv havde haft at skulle give sig til, var det heller ikke underligt, at det rent faktisk var svært for ham, men han skulle nok give hende det modspil. Måske at han havde fundet en fremtidig modstander indenfor det her? Og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget som helst. Det ville være rart i forvejen, at have nogen at være omkring på daglig basis på den måde.

Som hun gjorde første træk med sin bonde, gjorde han det samme, bare på den modsatte side af brættet. Han vendte sig mod hende. Selv var det evigheder siden han havde fået alkohol. Han kunne jo ikke tåle det - havde han fået bildt sig selv ind, selv som halvvampyr. Så havde han jo endnu rigtig mange af de svagheder, som nu havde ligget der fra starten af. "Noget du har eksperimenteret særligt med?" spurgte han videre. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at den tanke gjorde ham noget.. Hvis han kunne få det, og rent faktisk holde det i sig, ville det jo blive direkte fantastisk, hvis han selv skulle sige det.
"Interessant," fortsatte han roligt. Han glædede sig nu til at lære hende lidt bedre at kende. Uden tvivl var hun typen som han ville få meget ud af på det personlige plan, og den tanke, kunne han uden tvivl rigtig godt lide.

[Deleted]

I en flydende bevægelse satte Macaria sig overfor ham igen, mens hun studerede skakbrættet. Det her mindede hende om hjem, og hun nød det i fulde drag.
”Lidt. Mine søskende – børn af samme skaber, som mig – savnede at være fulde. Først prøvede vi at drikke rent alkohol, og øvede os i at holde det i os… det gik ikke. Vi prøvede at se om det virkede, at drikke blod fra en fuld person, og da det lykkes, fandt vi ud af, det bare handlede om den rette blanding,” fortalte hun som svar på hans spørgsmål, mens hun rykkede en ny bonde. For at sørge for han troede på hendes teori, tog hun den første tår af sit glas. Blodet blandet med det stærke alkohol smagte både stærkt og sødt på samme tid. Det kildede i ganen, brændte i halsen, og røg hele vejen ned. Intet kom op igen. Hun smilede til Enrico over sit glas. ”Se? Det virker. Tog os lidt tid at finde ud af den rigtige blanding. Det var dog kun, når vores skaber, var ude på rejser, så vi kunne tørre opkastet op igen. Har du noget familie?”
Hun stillede glasset, for at folde hænderne, så hun kunne hvile hagen ovenpå dem. Øjnene flakkede mellem hans ansigt og hænder, så hun både kunne holde øje med hans næste træk, og hans ansigt mens deres samtale gik. Det var rent faktisk dejligt, at sidde i rolige omgivelser med en person, uden at være bange for at blive hånet direkte op i ansigtet, eller få en kniv dolket i ryggen. Enrico var behagelig, og ikke værst at se på. Slet ikke værst. Hun smilede skævt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Aktivt måtte Enrico lytte til Macarias ord. Det var altid spændende med den slags. Han havde jo altid været yderst fascineret af det skaberbånd, da det heller ikke var noget, som han havde fået den ære af at opleve på egen hånd. Den mikstur af blod og alkohol som hun placerede foran ham, skævede han i retningen af. Han havde jo selv stået der, hvor han havde forsøgt at holde det i sig, efter at have drukket det rent, uden at det havde virket efter hensigten, og det var noget som han da uden tvivl godt kunne mærke nu. Han kunne slet ikke huske hvordan det var at drikke det.. Og derfor blev det da kun ekstra spændende nu.
"Meget typisk det menneskelige liv at gøre alt hvad man kan for at fulde sig.. Hvor gammel var du, da du blev omgjort, om jeg må have den frækhed at spørge?" spurgte han roligt, som han igen vendte blikket mod skakbrættet. Han trak kort på smilebåndet. Han nød dette. Det var afslappende, og rart, at han kunne lægge arbejdet lidt fra sig for en gangs skyld, og særligt fordi at det ikke var noget som skete særlig ofte. Denne gang flyttede han dog en af hestene og placerede den oppe foran rækken af bønder, inden han roligt trak sig igen. Denne gang tog han om glasset, og førte det op til sine læber. Han duftede kort til det. Det var en anden duft, end hvad han var vant til... Han tog en tår. Det var uden tvivl en kraftig stimuli til hans gane, og det brændt i halsen på vej ned, men det smagte.. fantastisk. Han lukkede øjnene ganske let. Det blev i maven. Det var rent faktisk lykkes hende at finde den korrekte blanding!

[Deleted]

Macaria måtte i gang med noget hovedregning, for at finde ud af, hvor gammel hun havde været, da hendes skaber havde fundet hende på gaden, og taget hende med hjem. Det var sværere, end hun lige havde regnet med. Så mange år var gået, og selvom hun ikke ændrede sig, så gjorde hendes mentalitet.
”Jeg… kan ikke rigtig huske det,” svarede hun tøvende, mens hun eftertænksomt kiggede op i loftet. Årstallene blev talt tilbage, fødselsdage husket, og minder kørt igennem. ”Jeg er ved at være 200 år, så jeg var vel omkring 19 eller 20 år, da jeg blev bidt.”
Hvor ung hun dog havde været dengang. Mange ville mene, hun var lige på grænsen til at være for ung til at blive bidt, men hendes skaber havde taget konsekvenserne af det, og hun var ham evig taknemmelig for det. Selvom hendes krop aldrig ville blive færdig udviklet med brede hofter og fyldige bryster, var hun langt fra utilfreds med sin slanke talje og de stærke ben. Hun manglede ingenting som menneske.
Fingrene rørte let ved nogle skakbrikker, inden hun endte ved en bonde, og skubbede ham frem på brættet. Hun havde lagt mærke til, at Enrico ikke havde svaret på hendes spørgsmål om familie. Gad vide om der lå noget historie dér, som hun ikke vidste? Ingen kone, børn eller søskende? Han måtte da have en skaber! Det var dog sjældent vampyrer, vidste hvor deres skabere var. Macaria var ikke engang hundrede procent sikker på, hvor hendes altid var henne. Hendes søskende heller ikke.
”Hvis jeg ikke giver dig nok udfordring i det her spil, så er det min skaber, du må skælde ud. Det var ham som lærte mig spillet,” fortalte hun Enrico med en lille latter, inden den blev kvalt, da hun tog en slurk af sit glas. ”Mh…. Vi brugte mange søvnløse dage på at sidde foran kaminen og spille. Han sagde jeg havde hjernen til det.”

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var uden tvivl mere intereseret i at snakke om hende, end hvad han var interesseret i at snakke om sig selv. Desuden havde han ikke rigtigt nogen spændende historie at berette om. Han havde ikke rigtigt noget familie, ha nvar ikke gift, og han havde bestemt heller ikke nogen børn. Nej, den slags havde han aldrig rigtigt haft tid til, men det arbejde, som han havde haft her på slottet, og det var egentlig noget som havde passeret ham fint.. Foruden igennem de sidste år. Han lyttede aktivt, selvom blikket hvilede på skakbrættet foran ham. Fingrene slog han ganske let mod hinanden med en tænksom mine.
"Du er ikke gammel af en vampyr at være. Jeg er imponeret over, at du er kommet så vidt, på så kort tid," roste han hende. Det var uden tvivl en kamp, men som han hele tiden havde sagt, var han ikke i tvivl om, at hun ville være den rette til dette job. Han trak ganske let på smilebåndet. Han havde ikke en skaber. Han var født ind i denne verden.. Skænket livet af et levende væsen, selv på trods af, at han selv var.. ja, halvdød, i og med, at han var en varyl.
Denne gang tog han om sin løber, og flyttede den et godt stykke frem på skakbrættet.. Et kort smil måtte dog alligevel vise sig på hans læber. Det var hendes skabers skyld?
"Du vil vove at påstå, at det er din skabers skyld, om jeg finder spillet kedeligt? Du har ikke mødt den korrekte modstand, min kære ven," sagde han med en let morende stemme. Igen tog han om glasset, og førte det til læberne. Sjældent oplevede han, at kunne more sig på denne måde, og det var uden tvivl behageligt på en måde, som han ikke havde oplevet det længe.
"Dit træk," opfordrede han denne gang med en mere ivrig stemme. Han elskede virkelig det spil.

[Deleted]

Macaria's stormfulde øjne, gled op for at betragte hans ansigt. Ikke gammel af en vampyr at være? Han havde nok ret, men hvad var gammel og hvad var ung i en vampyrs levetid? Selv oplevede hun vampyrer på hendes egen alder, der opførte sig som gamle, bedrevidne personer, og hun havde mødt, nogle der var ældre end hende, men opførte sig uerfarende og uvidne.
"Jeg havde den basiske opdragelse indenfor adlen - min skaber sørgede for at jeg byggede på den, samt gav den min egen personlighed," fortalte hun en smule kryptisk, da hun ikke brød sig om, at tale om hendes tid som levende. Mange havde dog sat spørgsmålstegn til hvordan en vampyr, der primært kom fra landet, havde fået sådan en viden om hvordan man agerede sig i de højere kredse. Hun vidste hvordan man smilede falsk, hvem man skulle bukke for, og kun nikke til. Mange havde set hende manipulere rundt med ambassadører, grever, handelsmænd og generaler. Selvfølgelig bibeholdte hun altid sin legende, frie og konfronterende attitude, men hun vidste hvordan ryggen skulle holdes rank, og hovedet højt. Nej, det var tydeligt Macaria ikke bare var en vampyr, der havde levet i en lille landsby sammen med sin vampyr-familie.
Hendes hoved og hvile i hendes ene hånd, mens hun studerede skakspillet. Det var nu, man skulle til at holde øje. Den ene fod vuggede frem og tilbage, som var hun en doven kat, hvis hale viste, at den stadigvæk var opmærksom på omgivelserne. Roligt rykkede hun en hest, for at kunne tage én af hans brikker. Hun spillede aggresivt.
"Hvordan fik du stillingen som rådgiver?" spurgte hun, mens hendes frie hånd legede med glassets kant. "Kontakter? Kompetancer? Bestikkelse?" Hun smilede skævt.