We are finally here!

[Myia Destiny Flancker]

Myia grinede mildt, for hun kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Hun lagde sig endnu godt ind mod ham. "Det tænkte jeg nok.. Det var en tanke, som faldt lige i din smag.." sagde hun morende. Nu vidste hun ikke personligt, om hun troede på, at der rent faktisk sad en mand deroppe, og bestemte det hele, men det var jo aldrig til at vide.. Og det var nu heller ikke ligefrem en tanke som hun turde sige særlig højt. Lige nu ville hun bare gerne have lov til at ligge der sammen med ham. Det var det eneste, som rent faktisk havde nogen betydning for hende. Hånden mod hendes maveskind, fik et kraftigt sus til at gå igennem hende. Dog var det noget som hun nød.. nok lidt for meget, men det var jo virkelig også dejligt, når han gjorde det der. "Virkelig? Så er det jo også meningen, at du skal være bange for mig," sagde hun med en tydeligt underholdende stemme.

Myia kunne ligge der hele dagen, hvis det var det, som hun kunne.. men hun vidste jo godt, at det ikke ligefrem var tilfældet. Hun vendte blikket mod ham, og plantede et stille kys mod hans kæbe. "Tanken er virkelig sød, men.. den er nok meget svær at arrangere i det virkelige liv, skat.." sagde hun dæmpet. Det var ikke nogen hemmelighed, at mange ikke brød sig om det som de lavede.. og særligt på et sted som det, men at lave et tilflugtssted.. hun ville jo heller ikke ligefrem rende rundt som en skydeskive, mere end hvad hun gjorde i forvejen, og det ønskede hun bestemt heller ikke, at han skulle komme til!

[Deleted]

Elias smilede, han kunne ikke huske at han nogensinde havde været så lykkelig, og selvom det måske virkede en smule lyserød sky agtigt, så kunne han ikke andet end smile af det, der var vel intet galt i at være lykkelig, heller ikke selvom det måske blev en smule sukkersødt engang imellem? Man kunne jo ikke andet end at takke de højere magter, når man nu havde fundet en pige som Myia: "Bange for dig ligefrem? Åh Frk. Flancker, jeg er så bange for dig at jeg ikke tør andet end at kysse dine læber når du ber' om det" sagde han drillende, og kyssede hende så igen, hun havde så meget humor at det var svært ikke at elske hende, og hun havde så meget personlighed at man ikke kunne andet end kende hende en smule bedre for hver dag der gik.

Han smilede let: "Ja med mindre jeg bliver millionær indenfor den næste time, så bliver vi nok nødt til at bevæge os på et tidspunkt" sagde han i et lille grin, lige nu havde Elias dog ikke specielt meget lyst til at bevæge sig, at ligge sammen med Myia var ikke var betryggende men også virkeligt behageligt, hun var en dejlig kvinde og hendes varme der gik over i ham, fik ham til at føle sig mere lykkelig end nogensinde før: "Jeg elsker dig, Myia" sagde han i en stille stemme, og lod roligt en tommelfinger nusse hendes kind. De skulle bare finde det perfekte sted, og forhåbenligt blive der i mange år.

[Myia Destiny Flancker]

Myia kunne ikke lade være med at grine ved hans ord. Hun vidste jo godt, at han ikke var bange for hende, og da slet ikke sådan som de var overfor hinanden. Selvom hun måske kunne være så varm og hjælpsom, så var det noget som hun uden tvivl godt kunne mærke effekten af lige nu, og det var.. rart. Hun nød virkelig, at han var på den måde overfor hende. "Du skal jo også passe på.. Det ender jo med, at du slet ikke får den mulighed for fremtiden," endte hun med et morende glimt i øjet. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun ønskede at gøre nogen skade på ham, eller generelt ønskede at noget skulle ske ham. Slet ikke nu hvor de rent faktisk havde hinanden.

De havde ikke mange penge, og de skulle finde et sted at være, samt skaffe sig et arbejde, og det vidste hun jo godt. Lige nu var det bare ikke lige det, som stod stærkest i hende, og var det som faktisk betød mest.. Det var derimod det faktum, at de nu kunne finde den form for ro, hvilket næsten var det bedste af det hele, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. "Jeg ved godt, at vi burde.. men lige nu, ligger jeg fantastisk.. Du er så dejlig at ligge ved," forklarede hun med en rolig stemme, som hun igen vendte blikket op mod hans skikkelse igen. Hun lagde sig umådelig godt til rette igen, for hun kunne bestemt heller ikke ligefrem lade være, når det nu endelig skulle være. "Bare lidt endnu... før vi søger ud?" spurgte hun stille. Lidt som et barn, der bad om 5 minutter ekstra den tidlige morgen. 

[Deleted]

Elias grinede: "Ikke får den mulighed? Du er ikke rigtig klog" sagde han og kyssede hende så endnu engang, han kunne ikke forestille sig nogensinde ikke at kysse hende, ikke at være tæt på hende og ikke have hende som sin kæreste: "Hvad drømte du så om? Før alt det her? Dengang du var en lille pige?" spurgte han nysgerrigt, alle små prinser og prinsesse havde vel en stor drøm om et eller andet, selv ville Elias gerne som en lille dreng være bondemand, og han skulle bare bo på en gård og have nogen marker med forskelligt grønt, have en kone, nogen børn og den slags. Et helt stille og roligt liv, Elias var ikke født som engel, men var blevet hentet af Gud dengang han døde, hvilket komplicerede tingene en hel del.

"Jeg ligger også godt... Jeg elsker at ligge ved siden af dig" sagde han i en rolig stemme, og kyssede så hendes læber endnu engang, som han fortsat lod sin hånd nusse hendes mave, han elskede at ligge tæt på hende og bare slappe af, og han mærkede hvordan at hans eget hjerte begyndte at slå en smule hurtigere ved tanken om at deres fremtid nu nærmest var sikret, sådan følte han det ihvertfald, at deres fremtid var sikret og at mange gode ting nu ville ske for dem. Han kyssede hende endnu engang: "Vi ender med at blive smidt ud af værelset" sagde han i et grin, ja de kom jo aldrig op ihvertfald.

[Myia Destiny Flancker]

Myia kunne ikke lade være med at grine, hvorefter hun gengældte hans kys. Han var nok den mest fantastiske mand, som hun længe havde kendt, og lige der, var hun yderst lykkelig. Hun kunne ikke være mere lykkelig end hun var nu med den mand. "Du ved at jeg er streng og hård nok til at føre det igennem," sagde hun med en morende stemme, inden hun igen lagde sig til rette ved ham. Hvad hun havde drømt om som barn? Hun trak kort på skuldrene. "Skal jeg være helt ærlig..? Så kan jeg ikke rigtigt huske det.. Det er jo mange år siden.. som virkelig mange år siden, du ved... Drømmen om et hus, have, mand og børn og alt det. Det blev jo så ødelagt, da jeg.. ja.. blev taget som en lille pige og bragt til mørket," sagde hun med en dæmpet stemme. Hun havde jo altid drømt om det samme som alle andre, men det havde bare ikke været en realitet før nu.

Et grin forlod Myias læber, inden hun igen mødte hans læber. Han havde jo ret.. de burde måske rejse sig op? Hun rystede let på hovedet. "Eller siger du det kun, for at tvinge mig op?" spurgte hun med en rolig stemme, inden hun kort lod hånden stryge over hans bryst. Selv kunne hun jo ikke lade være. Sammen med ham, så følte hun sig virkelig bare.. fri og det var virkelig befriende for hende! Ganske stille, endte hun dog med at sætte sig op, og med blikket som hun igen vendte mod ham. "Skal vi se om vi kan komme op og ud?" spurgte hun videre. Selv ville hun helst blive liggende... men hun vidste jo, at han havde ret.

[Deleted]

Han kunne ikke lade være med at grine af hendes ord: "Ja det er du da... Super hård, svinger pisken og det der" sagde han blot og blinkede til hende, hun var noget af det blideste og han elskede at ligge i sengen sammen med hende og bare nyde det faktum at de var sammen og at alt det værste nok var overstået: "Arh... Men ligegyldigt hvad så har du tid til at finde drømmen igen nu, og jeg skal nok støtte dig, ligegyldigt hvad du finder ud af du gerne vil" sagde han kærligt og kyssede så roligt hendes læber, han elskede at være sammen med hende, og han ville støtte hende i alt, ligegyldigt hvad hendes plan var ude i livet, hun fortjente et godt liv, og hun fortjente at være sammen med en som ham, der ville gøre alt for hende. For første gang var han egoistisk at sige at han var den rigtige for hende.

"Jeg vil tvinge dig om" sagde hun i et grin, og satte sig op for at rive dynen af hende og lod begge sine hænder kilde hende i siden i prikkende og killende bevægelser, som et smil voksede sig frem på hans læber: "Jeg syntes vi skal komme op... Vi skal helst finde et nyt sted at sove inden det bliver mørkt igen" drillede han og killede hende fortsat, han havde en lille fest lige nu, og han kunne ikke huske at han nogensinde havde været i så godt humør, og hvis han havde så var det ihvertfald utroligt mange år siden og nok i forbindelse med de mange dage og aftenener han havde været i selskab med Florian.

[Myia Destiny Flancker]

"Du har ret... jeg er nemlig meget hård," sagde Myia med en tydeligt morende stemme. Hun var nok mere konfliktsky end hvad man nok lige ville gå og tro, men var det underligt? Hun smilede let for sig selv. Hun elskede ham virkelig.. hun var bare glad for ham og håbede på at det hele endelig skulle løse sig nu hvor de var kommet hertil. Sammen med ham, var hun ikke et sekund i tvivl om at de drømme som hun havde haft som lille, var en som hun nok skulle opnå. Det var noget som hun kun blev mere og mere overbevist om. "Sammen med dig, ved jeg at jeg vil kunne opnå det. Jeg er ikke ude efter et vildt og spændingsfyldt liv.. Jeg vil bare gerne have dig... det er virkelig det eneste som jeg har brug for," sagde hun med en rolig stemme. Sandt var det jo.. hvad andet havde hun egentlig brug for?

I og med, at han tog fat om hendes sider, skreg hun op af grin, for hun var virkelig kilden, og da særligt i siderne! Hun forsøgte at gribe fat om hans håndled, netop for at forhindre ham i at kilde hende, for det var virkelig ikke retfærdigt på nogen måde! Hun vendte blikket direkte mod ham. "Nu er du slet ikke sød, altså..!" sagde hun med en leende stemme, hvorefter hun rystede på hovedet, for det var virkelig for komisk. Hun forsøgte at skule mod ham, også selvom det ikke rigtigt noget som gik hende særlig godt. "Hvis vi skal nogen steder.. så må du altså ikke kilde..!" sagde hun morende, hvorefter hun let prikkede ham på næsen.

[Deleted]

Elias smilede blot til hende, ja hun var en hård negl - eller noget, faktisk var Myia nok det blideste menneske som han nogensinde havde været sammen med og han elskede hende utroligt højt, hvilket et eller andet sted var ret så imponerende eftersom de ikke havde været sammen særligt lang tid: "Jeg har slet ikke brug for nogen spænding, tro mig jeg har fået action nok for de næste mange år, nu vil jeg bare gerne være sammen med dig" sagde han i et smil, han elskede Myia utroligt højt og hun betød utroligt meget for ham, faktisk ville han ikke gøre noget som helst andet end bare at være sammen med hende, og han håbede at hun forstod, hvor meget hun faktisk betød for ham.

Elias grinede over hendes ord, som han lagde sig over hende med en hånd på hver side af hendes hoved, og lænede sig så ned og kyssede hende da han havde stoppet med at kysse hende: "Du er min, og jeg må gøre med dig lige hvad jeg vil" sagde han i en drillende stemme, og kyssede så hendes læber igen, Myia var en dejlig pige, og lige nu havde de vel snart brugt en time på bare at komme op af sengen, men det var ikke ligefrem det nemmeste når man lå sammen med så sød og fantastisk en kvinde, og Elias havde ikke andet ønske end at denne dag ville blive fantastisk og at når de skulle i seng i aften så var det med endnu større håb for fremtiden end de allerede havde: "Kom så op, sovetryne, inden vi er nødt til at blive en halv time længere" drillede han og rejste sig roligt op, og trak så i hendes håndled som en hentydning til at hun skulle følge med.

[Myia Destiny Flancker]

Der var absolut intet hårdt at finde i Myia. Hun var ikke en ledertype, men derimod det stik modsatte. Hun fulgte andre, også selvom hun denne gang rent faktisk havde valgt at følge sit hjerte, og særligt fordi at hun nu stod med den mand, som havde taget hendes hjerte, og som hun rent faktisk måtte sige, elskede at være sammen med. Spænding kunne hun godt undvære.. men det var svært.. særligt med det som hun havde oplevet og været igennem. "Tror du, at de vil acceptere en engel som mig? Med.. min fortid og uden at have vinger..?" spurgte hun. Eventuelle fremtidige børn, ønskede hun jo heller ikke ligefrem skulle udsættes for noget, på grund af hende. 

Myia grinte, da han kildede hende, hvorefter hun forsøgte at få fat i hans hænder. Ikke at det gik hende særlig godt. Han var hurtig og uden tvivl langt stærkere end hende. Hun tog glædeligt imod hans kys igen. Det her blev hun dog bare aldrig nogensinde træt af! Hun smilede over hele ansigtet. "Vi må nok se at komme op.. du er for fristende, til at blive liggende ved siden af," sagde hun morende, hvorefter hun let blinkede til ham, og rejste sig så endeligt. Hun tog fat om hans hånd, for at rive ham med op. Han skulle ikke blive liggende der selv, også selvom det bare var.. fristende at blive der. "En ting har du dog ret i... At jeg er din.. af krop, hjerte, sind og sjæl," lovede hun. Hun kunne slet ikke forestille sig, at skulle undvære ham.

[Deleted]

Roligt kiggede han på hende, og mærkede hvordan at hans hjerte hamrede, bare ved tanken om hendes fantastiske sind, hendes smukke udseende og hendes personlighed som altid ramte ham direkte i hjertet, han havde aldrig følt sig så vattet og dansende på en lyserød sky før, men det var faktisk helt forfriskende: "Naturligvis vil de accepterer det Myia... Du er fantastisk, kærlig og smuk, det er det vigtigste... Dine vinger, betyder intet" sagde han roligt, og dog vidste han jo godt at det var nemmere sagt end gjort, for havde Elias ikke haft sine vinger, så havde han nok også været meget mere bekymret, og følt sig langt mere ydmyget og lille end han gjorde i forvejen, dog betød det intet for ham, for han ville passe på hende, og desuden var hans vinger store nok til at passe dem begge to, ihvertfald i hans hoved.

"Det er jeg glad for" sagde han venligt, og begyndte så roligt at klæde sig på for at gøre sig klar til at komme ud af døren: "Jeg tænker vi går ned til bageren og ansøger først... Ville det ikke være det perfekte sted for os begge at arbejde? Og nogen i området må da kende til noget med boliger?" sagde han og trak opgivende på skulderen, han indrømmede jo gerne at han faktisk ikke vidste noget som helst om området eller landet, han havde kun været på gennemrejse her få gange, og det var efterhånden ret så mange år tiden, og Elias havde trods alt erfaret at tingene ændrede sig hele tiden.

[Myia Destiny Flancker]

Frygten for at skulle blive dømt for det som hun havde gjort, og været tvunget til at gøre, var uden tvivl meget stor for Myia, og det var uden tvivl en meget ubehagelig fornemmelse, at skulle sidde igen med. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst. Hun var en engel uden vinger, og med de mange år, som hun havde været i mørket.. desuden var det procianske folk kendt for at være meget fordømmende, så hvad nu hvis de slet ikke ville have hende der? Det var tanker, som først nu pludselig måtte dukke op. "Tror du virkelig det..?" spurgte hun. Hun havde egentlig bare brug for, at han bankede lidt op i hendes selvtillid, for det var på ingen måder den bedste i denne her stund.

Myia rejste sig op, for at se, om hun kunne finde sine klæder, som var kastet rundt lidt forbi alle steder kunne man jo sige. Hun fandt den aflagte kjole, og fik den igen tvunget over hovedet. At starte med en bager, lød faktisk for hende, som en meget god ide. "Jeg kan godt bage, så.. det lyder som en rigtig god idé," sagde hun med et skævt smil. Hun fik resten af tøjet på. De havde egentlig meget, de skulle have lavet, hvilket hun skam godt kunne høre. Ikke at det gjorde hende noget. "Vi skal nok finde ud af noget.. det håber jeg i hvert fald," sagde hun. Hun forsøgte virkelig at forholde sig optimistisk, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt.

[Deleted]

Han nikkede roligt: "Naturligvis vil de det Myia... At du er et godt og kærligt menneske, er hvad der betyder mest" sagde han i et roligt smil og lænede sig så frem for at placerer et roligt kys på hendes pande, han elskede hende og han var så glad for at hun også havde lyst til at få den fantastiske fremtid, ligesom ham. Elias vidste ikke præcist hvad der ville ske eller hvordan det ville udforme sig, men han vidste bare at hvis hun var i den, så ville fremtiden allerede være langt bedre end fortiden, de skulle bare finde nogen penge nu og de skulle finde et sted at bo, et arbejde og alt det som det nu krævede for at man kunne have et roligt og normalt liv, men Elias ville ofre alt for hende og han ville gøre alt for at leve et godt liv med hende: "Du er i sikkerhed nu og det er det vigtigste" sagde han i en rolig stemme, og kyssede så hendes pande endnu engang.

 Som Elias havde fået tøj på, pakkede han hurtigt den lille taske de havde haft med på hele turen, og tog hende så i hånden: "Så lad os gå" sagde han i et smil, og gik så roligt ud af døren, uden at slippe hendes hånd, han vidste ikke helt hvor de skulle gå hen, men et eller andet skulle de jo nok kunne finde: "Du kender vel ikke byen her?" spurgte han roligt, bare lige for at vide om hun måske havde været her, eller om de faktisk skulle have fundet en eller anden der kendte byen, måske købe et nyt kort eller noget i den stil? Det var jo trods alt ikke nemt at holde styr på et helt nyt land, ikke for Elias ihvertfald, han havde aldrig været i dette område nogensinde før.

[Myia Destiny Flancker]

Elias havde virkelig en beroligende effekt på Myia, og det var noget som var tydelig at se. Lettelsen meldte sig med det samme. Hun håbede virkelig, at han havde ret i sine ord, for det var virkelig en stor ting for hende, det her, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Jeg håber virkelig, at du har ret.. Jeg vil bare gerne være til.. accepteres for den jeg er," sagde hun med en dæmpet stemme. Det var jo heller ikke fordi, at hun ønskede at skille sig ud på trods af hvad hun havde oplevet, for det ville hun ikke. Glædeligt tog hun imod hans kys.. Det fik hende nemlig kun til at smile mere bredt. "Jeg er ligeglad med hvor jeg er, bare jeg har dig," sagde hun blidt. Sandt var det.. Det var virkelig det eneste, som for hende, betød noget.

Tøjet kom Myia i, selvom hun var mest fristet til bare at blive liggende der sammen med ham. Hun tog omkring hans hånd, og lod ham føre hende med sig ud. Vinden slog blidt, men koldt, og dog føles det slet ikke som det normalt havde gjort. Tungen strøg hun let over sine læber. Byen var næsten ukendt.. der var enkelte ting, som hun kunne huske og genkende fra tidligere.. men det var virkelig mange år siden nu. "Det er virkelig ved at være mange år siden jeg har været her sidst... Jeg ved ikke om jeg kan huske det.." sagde hun med en dæmpet stemme. Hun så sig omkring. Der var enkelte ting her omkring, som hun kunne huske.. eller mindes at kunne huske i hvert fald. "Jeg tror, der er noget den vej... kom.." Hun trak let i ham, for at få ham med sig.

[Deleted]

Elias forstod hende skam godt, og han endte med blot at nikke: "Jeg acceptere dig ihvertfald for hvem du er, og det håber jeg er godt nok" sagde han roligt, han kunne jo ikke gøre så meget andet, og han håbede blot at hun en dag ville indse at han var alt hun havde brug for, dog forstod han godt at hun gerne ville acceptereres af resten af verden, og Elias ville også prøve at undersøge om man på en eller anden måde kunne skaffe hendes vinger igen, han vidste jo ikke selv specielt meget om netop det, hans vinger sad jo stadig pænt på hans ryg, når han bad dem om at komme frem, hvilket han jo gjorde så snart han skulle bevæge sig mere end et par hundrede meter. Han smilede kort, som han kiggede i mod hende, hun var uden tvivl det mest fantastiske menneske han nogensinde havde mødt, og han havd ejo trods alt været på jorden længe.

[color=white}"Tror? Hvorfor er jeg ikke helt tryg"[/color] sagde han i et drillende grin, og flettede så roligt hendes fingre ind imellem hans, så de kunne gå sammen og holde hinanden tæt, det var alt han ønskede sig: "Jeg følger efter dig, jeg ved absolut ingenting..." sagde hun i et lille grin og kiggede sig så roligt omring omkring, hun elskede ham som han elskede hende, og han ønskede ikke at være sammen med nogen anden end hende, det håbede han at hun forstod: "Men ja... Så længe vi har hinanden og at de idioter ikke kommer efter dig" sagde han blot, det var uden sammenligning hans største frygt.

[Myia Destiny Flancker]

Sammen med Elias, havde Myia alt det, som hun havde brug for. En mand der var der for hende, og som accepterede hende, som den hun var, selv på trods af hvad hun havde været igennem og oplevet. Smilet bredte sig på hendes læber endnu en gang. "Det ved jeg," sagde hun glad. Det var rent faktisk det, som betød mest. Selv havde hun hørt at folk havde fået deres vinger igen, efter de var blevet mistet... men om det ville blive alternativt og aktuelt for hende, var jo så straks en anden side af sagen, og hun frygtede nemlig for, at det ikke var muligt i den anden ende. Svagt bed hun sig i læben og rystede på hovedet. Lige nu, kunne hun bestemt ikke tillade sig, at tænke for meget over lige netop det.

Myia kunne ikke lade være med at grine. Let rystede hun på hovedet. "Jeg prøver da i det mindste," sagde hun leende. Det var jo for det første, virkelig mange år siden, hun havde været her, og der var enkelte ting som hun kunne genkende. Byen lå nemlig ikke forfærdelig langt væk fra dem. Det var en ganske særlig, men oldgammel bygning, som hun synes at kunne genkende i hvert fald. "Jeg tror, der er noget denne vej.." Fingrene lod hun sammenflettes, som hun førte ham igennem det sidste skov, for at nå byen som lå lige ved udkanten af den. "Jeg håber virkelig heller ikke, at de kommer her," sagde hun med en dæmpet stemme. Det var noget af det som hun var mest bange for.
I takt med at de kom tættere på, begyndte der at vise sig flere, og flere mennesker. De var rent faktisk ankommet til byen nu, hvilket glædede hende. Smilet bredte sig mere på hendes læber. Nu var hun da sikker på, at det her var den rigtige vej.