Darkness... all over the place

[Theodore Jarvis Acheron]

@reimelini - Theodore Jarvis Acheron

---

Det var sent på aftenen, da Theodore meldte sin ankomst i 'Den Mørke Cirkel', i sin søgen for Kimeya. Her var mørkt.. præget af de mange fakler, som nærmest indrammede den magiske by, som kun warlocks havde tilgang til. Som taget direkte ud af en gyser med de tårnhøje murer og vægge i stærk og solid sten. Stærk nok til at modstå selv den stærkeste magi, som kunne ramme dem.
Med faste skridt, søgte han ned igennem den mørke gang. I det fjerne kunne han høre skrigene fra den daværende magikerleder, som de havde i kælderen. Den arme mand blev udsat for lidt af hvert, og selv han måtte jo sande, at han elskede den lyd. Det var som sød musik for hans ører. Hans blik forblev intetsigende.. tomt for følelser, da han så at sige, ikke var i stand til at føle noget som helst. Konen var efterladt derhjemme, og nu hvor hans barnebarn var blevet afhentet af hans søn, så kunne han også fokusere på hvad han skulle fokusere på, og det var uden tvivl noget som passede ham fantastisk fint.

Warlocks trak sig fra ham på hans vej. Det var dumt at gå ham i vejen i hvert fald. Et kendt ansigt var han heromkring, og særligt nu efter han selv var stået op efter en tid i graven på et årtusinde, så var der stadig rigtig mange ting, som han skulle have styr på. Nemt var det ikke, men han gjorde da om ikke andet, så en ihærdig indsats.

[Deleted]

Turen gennem Dvasias gav Rei følelsen af at han havde været fraværende alt for længe. Det var direkte som om at hele befolkningen var mere eller mindre skiftet ud og at det var startet et helt nyt samfund. Hvor var frygten for Warlocks forsvundet hen? Bare ved at tage turen ned gennem det de alle sammen kaldte for den store markedsplads, så var der ikke en eneste der lod sig bemærke af hans aura. Han bed sammen og stødte hårdt og kontant folks tilnærmelser fra sig, fysisk som mentalt.
Der fandtes et sted hvor han måske ville være i stand til at finde et kendt ansigt, om end den mand så stadig var i live eller ej, det skulle tiden nok vise ham.
Mørket var kun ved at falde på udenfor og han havde direkte kurs mod det sted der var allermest kendt for Warlocks, nemlig 'Den Mørke Cirkel'.
De lange kolde gange rummede en intens og tyk essens af de mørke kræfter. Det var som at gå gennem et hav af energi. Auraer fra andre Warlocks var at fornemme over det hele og han stoppede op kun ganske kort for at blive bekendt med stedets signatur. Ganske fast og roligt trådte han ud af gangen og så sig omkring. Det mindede ham allermest om en kæmpe arena, med alle de lænker og remedier der lå omkring. Han trådte let til side for gangeåbningen og lod ryggen hvile op af muren. Meget havde ændret sig gennem de sidste 80.000 år....

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom Theodore efterhånden var ved at være det, som man kunne kalde for en gammel eller aldrende herre, så var der bare visse ting, som ikke havde ændret sig synderligt igennem hans eller så utrolig lange levetid: Den Mørke Cirkel. Det som man nærmest kunne betegne som sit andet hjem, såvel om man var lederen loyal selvfølgelig. Kimeya var en hård mand, og han styrede denne ædle og flotte race med en hård hånd nu, og det var tiltrængt. Den gamle frygt for dem, var som forsvundet som dug for morgensolen, og selv Theodore og Kimeya havde indgået en alliance, netop for at få dette ændret. Det var nemlig forkert!
Med de faste skridt, søgte han ned igennem de snoede gange. Stedet her kendt han lige så godt som sin egen bukselomme, så det var vel hvad man kunne kalde for en klar og tydelig fordel? Hans blik blev dog hurtigt fanget af en anden herre, som havde meldt sin ankomst.. Han stod op af muren i den retning, som han selv skulle gå, for at komme til Cirklens kerne, og deraf også det sted, hvor der var størst og bedst mulighed, for at få Kimeya at se. Han var nemlig nødt til at tale med ham, og det var uden tvivl også en meget vigtig sag, som han havde for, i denne omgang.

I fysisk forstand, flyttede warlocks sig for ham, så han kunne komme forbi. Deraf valgte han at stoppe op foran denne mand, som han ellers ikke mindes at have set før, og han var ellers god til at huske et ansigt. Ikke så meget som en følelse at spore i det ellers så tomme og intense blik.. Bleg som det hvide lagen og med en intensitet, som var det lyn i hans øjne. Her stod han for et længere øjeblik.. betragtede sig af manden, inden han kort rynkede på næsen og søgte videre. Ikke noget af større betydning, havde han hermed konkluderet.

[Deleted]

Det var ikke underligt at Rei havde en helt anden attitude overfor sine artsfæller. Tilbage i hans tid var det helt andre regler der havde gjort sig gældende. Et voksende talent havde han været og derved også været blandt dem der havde stået lederen nærmest.
Han var kvik trods det at tiden havde efterladt ham. De andre der kom og gik fra tid til anden lagde ikke det mindste mærke til ham. Det var tydeligt at hans aura alene ikke afslørede hverken hans alder eller sendte dem et faretruende signal om at han faktisk var ny her. Det var næsten en skam.
Smilet der var gledet op i hans mundvige forsvandt ganske langsomt, da en hvis herre trådte hen til ham. Han så ham direkte i øjnene og var ikke et sekund i tvivl om hvad denne herre havde i gemmerne. Sjælløshed? Var det efterhånden gået hen og blevet en populær udøvelse i disse tider?
Han stoppede sine hænder i lommerne og rettede sig op igen. Denne herre var den første der overhovedet havde bidt sig mærke i hans tilstedeværelse. Han sagde intet og forventede næsten at høre for sagen, men intet dukkede op? Lod de bare alle og enhver betræde området?
"Manglende sjæl giver manglende rygrad," Citerede han blot da herren igen vendte sig for at gå. Hvis en mand af hans status ikke kunne kende forskel på gammelt og nyt uden at stille spørgsmålstegn derved, var det så ikke på tide at de fik strammet op i de løse tråde?

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde været sjæleløs i så mange år, at han slet ikke mindes hvordan det var at føle glæde.. sorg.. hovmod.. tænke de positive, såvel som de negative tanker.. Nej, det som han gjorde nu, var at handle for sit eget bedste.. sin familie og sin race, og det var det som var det vigtigste lige nu. Dog skulle man måske lige tage højde for, at han nu kunne gøre tingene uden at være præget af det mindste samvittighed. Det var det som gjorde ham til en farlig mand, og en direkte trussel, selv overfor alle andre, som han måtte passere på sin vej.

Denne fremmede mand derimod var noget som fangede hans oprigtige interesse. Det var nemlig ikke ofte, at man så nye. Det skinnede dog langt ud af manden, at han var warlock, ligeså var det noget som kunne mærkes, så hvorfor skulle han da ikke have lov til at være der?
Selv nåede Theodore dog ikke langt, før mandens stemme rungede i hans hoved. Han stoppede op igen og uden at se på ham. "Det er muligt.. men den manglende sjæl sparer mig for tid.. virkelig meget tid," endte han kortfattet, inden han igen vendte blikket mod ham. Var det hån? Var han netop blevet hånet midt i den samling af warlocks i deres eget lille samfund? Han blev dog stående med en vis afstand til denne mand. Han skulle i hvert fald passe på. Det var ikke ham man skulle komme på tværs af. "Og hvem er De? Som vover at kaste omkring Dem med hånlige ord?" spurgte han videre, lige så toneløst som tidligere. Der var nemlig intet der indikerede følelse af nogen slags ved ham,

[Deleted]

Intet var mere sikkert end det man selv var vidne til. Det var det som alle gik rundt og betragtede for at være sandheden. For ham var det en hån, men for Rei var det en simpel konstatering af virkeligheden. At denne herre jo så valgte at tage på vej over hans lille kommentar, var ikke noget han i den forstand ville føle sig skamfuld over.
Hvad der dog ikke gik forbi hans næse, var herrens direkte tilståelse om at manglende følelser gjorde arbejdet som warlock nemmere. Tvært imod, stoltheden lå som en naturlig følelse hos racen i forvejen... det ville være synd at lade en med et svagt sind forblive på posten, som en potentiel leder.
"Det er én måde at se det på, med mindre at disse såkaldte følelser faktisk går hen og bliver til et så stort problem, at de må fjernes ved magt. Det, som man i gamle dage ville have gjort noget ved på helt andre måder," Svarede han i en konkret hentydning til at det var uacceptabelt for en warlock at blive alt for blødsøden. Han var af det gamle regelsæt. Tilbage i hans tid var der ingen diplomati, kun konkrete handlinger. "Kald mig for en gammel veteran af stedet her, eller nej, vent... lad os starte med efternavnet 'Salore'. Det pryder jo ligefrem meget godt på et ansigt uden et ry i disse tider," Han strøg sig tænksomt over nakken og lod den anden smutte i lommen. "Hånlige ord?" Gentog han lettere forbavset. "Hah," Fnøs han overfladisk og lod ligeså den anden hånd finde ned i lommen. "En åbenlys faktore er intet tabu og det synes at være en meget populær ting at udøve i disse tider, altså sjæleløshed," Påpegede han ligeud og så ingen grund til at skulle skabe ravage, men det havde da givet ham den manglende opmærksomhed han ellers var så vant til og han kunne lide det!

[Theodore Jarvis Acheron]

Manden overfor ham, var virkelig intelligent, og selv Theodore måtte sande, at det var noget som uden tvivl måtte falde i god jord. Det var ikke mange, som turde ytre sin egen mening i denne tid.. og særligt ikke nu. Kimeya forsøgte at styre stedet her med en hård hånd, og efter at have været væk igennem rigtig mange år, var det ting som egentlig bare måtte falde på sin plads. Han blev stående og med blikket mod denne mand. Han vidste at udseendet kunne snyde.. For alt hvad han vidste, var denne mand jo faktisk ældre end ham selv.
"Magt skal anvendes i disse tider," begyndte han med en ganske kortfattet stemme. Efter han selv havde indgået den blodige alliance med Kimeya - lederen af warlocks, så havde han muligheden og retten til at gøre brug af mere, end hvad den typiske havde, og han tøvede heller ikke med at gøre det, om det skulle vise sig at blive en nødvendighed. Han rettede sig en smule op. "Du virker som en yderst intelligent mand.. Brug det et andet steds hvor det har relevans," sagde han blot. Han var ikke videre interesseret i at køre denne samtale videre.

Som manden nu alligevel præsenterede sig ved efternavn, var det noget som fik Theodore til at spidse øre igen. Salore? Et ellers meget gammelt familienavn, som gik langt tilbage - ligesom hans eget. "Salore? Et meget gammelt og ædelt navn, må jeg sige," sagde han roligt, som han igen vendte blikket i retningen af manden endnu en gang. Nu fangede det for alvor hans oprigtige interesse. Han kneb øjnene svagt sammen.. Dog ikke med noget truende over det. Han kunne ikke mindes hvordan det var at have en sjæl.. Han havde mistet den dengang han ikke havde været særlig gammel. Hans egen far havde lovet den til Azrael til fordel for muligheden for en ny chance, dersom døden pludselig skulle indtræffe.. Han havde jo praktiseret det selv samme.
"En gammel familiehemmelighed, som længe har vandret i Acheron, Salore... Det har uden tvivl sine klare fordele," forklarede han med en kortfattet stemme. Han gjorde ting uden samvittighed, og gud hvor kunne det være befriende engang imellem, selvom det vanskeliggjorde tingene mellem ham og hans hustru.

[Deleted]

Rei var ikke påvirket af tilskuerne omkring dem, ligeledes, var han ej heller betynget af sit ordvalg i offentlig rum. Det var dog ikke ret mange, som rent faktisk så ud til at genkende hans navn lige med det første, måske det blot var en historisk legende for dem.
"Magt? Et tyrannisk styre er det vel?" Han havde skam mødt Kimeya. Den mands gemte hemmeligheder var ham som en åben bog at læse sig til. Ikke alene var han langt fra imponeret over kvaliteten der nu besad lederens post, men det kunne der vel laves om på? Om end ved at give ham en kærlig lektion fra tid til anden? Warlock til Warlock.
"Arbejder skam allerede på sagen, dog er det lige med at finde den rigtige at tage fat i," Han samlede begge hænder omme på ryggen og trådte roligt tættere på. Smilet faldt over hans læber da manden klart genkendte hans familienavn uden videre spekulation.
"Javel jah.. så her jeg måske allerede fundet den rigtige?" Han var meget interesseret i denne mand. Han var nysgerrig efter den viden der lå gemt i hans sind, et sind der ikke var farvet af hverken godt eller ondt; Et praktisk sind! Han stoppede ganske roligt op lige foran manden og et lys spredte sig i hans øjne da han hørte navet på den pågældende han stod ansigt til ansigt med.
"Acheron!? Selveste Acheron! En ven af stolt og ædel slægt. Min kære gamle leder var skam meget interesseret i din slægts forskning, hvad angik sjæleløshed. Det næsten synd at han ikke fik lov at opleve det, men ak jah.. det er en viden der er kommet mig til gode," For første gang var det som om at han næsten følte sig helt hjemme igen. Ej havde han troet at han skulle møde efterkommere af så gammel og ædel en slægt. Især når det var en slægt han vidste at hans kære fader og leder havde haft et tæt samarbejde med.