Breath of life

[Deleted]

Mørket var faldet på og mørkets væsner vandrede frit, vakte liv til landet der døde om dagen. Naleia havde vovet sig ud på ukendte vande. Børnehjemmet lå ikke så langt herfra i Corvento, hun hadede at være omringet af vampyrerne trods de var i dvale i dagligdagen, faktisk hadede hun alt ved det åndssvage sted. 
På nøgne fødder vandrede hun over den kolde, hårde jordbund og nød lidt smerten det satte i hende. I det mindste var det en følelse. Hun var stukket af fra børnehjemmet.. igen.. som regel betød det stor afstraffelse når de ansvarlige fandt ud af det, men det betød et par timer hvor hun kunne trække frisk luft ind. Det var farligt med vampyrerne vandrende omkring, hvilket var et faktum hun valgte at leve med, skulle det ske, så ville det ikke tage meget fra hende med det sølle liv hun levede, hvis man da overhovedet kunne kalde det et liv. 
Hendes isblå øjne spejdede ud i natten mod en lille lysning oplyst af månens blege skær. I midten af det hele stod et stort egetræ. På hjemmet gik der mange spøgelseshistorier omkring lige netop dét træ, men det skræmte ikke Naleia der nærmest følte sig betaget af døden. Hun nåede træet og mærkede hårene rejse sig. Det var en kold aften og hendes beskidte, slidte natkjole, gjorde ikke rigtigt noget godt for hendes varme, havde det ikke været for det tykke metalbånd om hendes hals, så havde hun kunnet varme sig selv. Roligt stoppede hun op under træets tykkeste gren og så op mod den smukke nattehimmel der glitrede af stjerner. Det her måtte være at leve.

[Deleted]

Det var forfærdeligt så langt turen måtte være, fra det yderste at Imandra's kanter og til Dvasias. Træerne gennem den mørke skov, var uden lige en pinsel at kæmpe sig igennem. Han var i den grad indstillet på bare at fælde hele skidtet i et sving... hvis ikke det var fordi han stadig samlede kræfter. Den forbandede kontrakt der lænkede ham til det offer der skulle skænke ham sin fulde styrke igen... den kunne lige understå sig i at hægte ham af før processen var fuldendt, ellers kunne det godt gå hen og blive en smertefuld affære.
Ikke lang derfra dukkede der en lille lysning op. Nok var han klar over at han befandt sig i Dvasias, men det der dukkede op for hans blik da han først selv trådte ud og frem i lyset, var intet andet en et individ med selv samme aura som ham selv. Han standsede op og stod blot for at aflæse hende. Han missede ganske svagt med øjnene.
Stående i det blege måneskær fik hans hvide skjorte til at lyse op og håret fik et sølv-agtigt skær, trods den tunge mørke kappe der hvilede om hans skuldre. Dette var første gang han så en af sine såkaldte artsfæller i levende live, efter at han igen var vågnet op.. til det der allermest mindede om en helt ny tidsalder. Hvad mon hun lavede helt herinde i skoven? og så i en påklædning der slet ikke indikerede nogen form for status...

[Deleted]

Trods hun normaltvis var forsigtigt i mørket, særligt her og nu hvor vampyrene søgte deres bytte, så optog himlen hende så meget at der kunne komme en mamut løbende og hun ville formentlig slet ikke bide sig fast i det. Hun stod med let åben mund og måbede ved det alt for smukke syn der lå for hendes blik. Himlen virkede så uendelig.
En mild brise mindede hende om hvor koldt der faktisk var. Hun kom lidt til sig selv, og slog armene omkring sin spinkle skikkelse i håb om at finde bare lidt. Der var varmere på børnehjemmet, men hun tog hellere kulden end at blive der. Somme tider undrede hun sig over hvorfor hun ikke bare stak ordentlig af. Måske fordi hun ikke vidste hvad der så skulle blive af hende. Uden at ane en anden af sin artsfælde i nærheden, rakte hun ud efter den tykke greb og følte den ru struktur under sine fingre. Kæden omkring hendes hals, forhindrede hende i at bruge magi, og sanse auraer og den slags, men somme tider ville hun ønske at hun kunne bruge den. Andre af de magiske børn var ikke låst fast, hvorfor det lige var hende, anede hun ikke. Ved et rent tilfælde vendte hun blikket over sin skulder og fangede en mandelig skikkelse ud af øjenkrogen. Lidt forskrækket vendte hun sig om og samlede en greb op der lå på den kolde jord. "Forsvind!"[/colo] udbrød hun og rakte pinden truende frem, i et forsøg på at virke modig, trods hun ikke på nogen måde, følte sig modig. Han var sikkert badass til et eller andet, det var de allesammen, en ung pige som hende, ville aldrig kunne hamle op med det.

[Deleted]

Rei var ikke typen man ville anse for at være behjælpelig overfor andre, men han kunne nu kun undre sig over hvorfor at en som hende ikke stod af bedre stand, rent påklædningsmærssigt. Han holdte ingen følelser for hende, men fandt det dybt nedrivende overfor hans egen race at se hende i en forfatning som denne. Warlocks var af en stolt natur og de burde under alle omstændigheder ikke vise sig fra deres bløde side.
Han trådte ganske roligt nærmere og betragtede hende. Hun var nu alligevel... af stor potentiale, måske endda mere end hvad han lige umiddelbart kunne skimte?
Kæden om hendes hals fangede hurtigt hans interesse, især da hun valgte at tage en pind i brug til sit forsvar. Det var næsten ydmygende kært at se.
Det tog ham intet mindre end et blink for at dukke op lige for næsen af hende, hvor han med mangel på respekt greb fat i kæden om hendes hals. "Sig mig, hvorfor render en warlock rundt med et magisk undertrykkende halsbånd?" Spurgte han med en mindre uforstående tone. Hans blik fæstede sig ned mod hendes, som de stod der. Han havde levet længe og kun været vidne til sin egen ungdom. Hvad mon nutidens leder havde gang i? Sammenholdet tilbage i hans tid havde været altafgørende for racens overlevelse, men det her var da ikke et syn han så, med mindre det sad om halsen på deres fjender. Så hvorfor lige hende?

[Deleted]

Naleia holdt faretruende pinden frem for sig og spændte enhver muskel i sin spinkle krop. overfor en mand som ham, udgjorde hun ingen trussel, hun var knap en kvinde, hun havde ingen magi og der var ikke så meget som en trænet muskel i hende. Hun kneb øjnene sammen i et forsøg på at se skræmmende ud, men det var svært at tage som noget synderligt.
Idet han forsvandt for øjnene af hende, sank hun lidt undrede pinden for at beslutte sig for om det havde været indbildning eller om han faktisk havde været det. Svaret kom sekunder efter, da hans hårde øjne så ned på hende. Hun gispede forskrækket, smed pinden og bakkede instinktivt bagud, til træstammen forhindrede hende i at komme videre, det var ikke meget mere end få centimeter fra ham alligevel.
Hendes kinder var blege i månens lys, og hun så op på ham med et hårdt blik der forsøgte at skjule den bagvedliggende frygt. "De siger at jeg ikke kan styre det.. magien," fortalte hun ærligt og hævede hagen lidt. Det var forfærdeligt ikke at kunne bruge den magi hun følte i sig, somme tider gjorde det ligefrem ondt. "Hvad er du?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå, velvidende om at hun burde løbe så hurtigt som hendes ben overhovedet kunne bærer, frem for at stile sin slående nysgerrighed.

[Deleted]

I langt de fleste tilfælde ville Rei ikke have nogen grund til at være så nærgående overfor fremmede væsner. De eneste som han valgte at agere frit overfor, var warlocks. Kæden om denne kvindes hals, var mere end grund nok til at han valgte at blande sig. Ej var han blød eller typen der frivilligt ville skåne en potentiel fjende, men hun var listet under en helt anden kategori. Hun var warlock, skærpet fra de mørke kræfter som hun af natur havde arvet og den tanke kunne Rei slet ikke fordøje.
Det var i hans øjne en ydmygelse overfor racen i sig selv. Warlocks lå ikke under for nogen! Og da slet ikke ved hjælp af så svagt et trick.
Hans øjne var låst fast til hendes. Det var en meget stor skam at se hvordan racen havde udviklet sig igennem hans lange fravær. Næven om kæden knyttede han fast med tanke på at hans stolte og berygtede far ville vende sig i graven hvis han kunne se det som Rei så.
"Mørke kræfter skal tæmmes... indefra,"
Hans stemme var dyb og rolig, på trods af hans udseende så var det ikke fordi det ikke passede til ham, men langt de fleste ville end ikke forvente det. Kæden slap han lige så stille igen hvor han i stedet lod fingrene indramme hendes hage. Hendes efterspørgsel om hans identitet fik kun smilet frem på hans læber og det løftede automatisk på trykket i hans ansigt.
"Hvad med at jeg viser dig det?"
Rent retorisk ment, for han agtede ikke at give hende tid til at svare før han lod fingrene om hendes hage, låse sig om kæden igen. Den anden arm sneg sig omkring livet på hende og trak hende helt tæt ind til sig. Han ville elske at mærke hvordan de mørke kræfter ville fylde hende op indefra. Han mumlede kun ganske få ord og straks bristede kæden om halsen på hende og forsvandt i en sky af støv.

[Deleted]

Hele livet var hun blevet undertrykt. Alle blev ved med at fortælle hende, at hendes forældre havde været ingenting, at de havde hadet hende og bare havde solgt hende til højestbydende, uden i virkeligheden at vide, at hun var datter af en warlock som havde været kendt i alle tider, en af de rigtig dygtige, det eneste hun vidste, var at kæden om hendes hals gjorde ondt, og tappede hende for energi. Hendes isblå øjne stirrede ind i den fremmedes øjne, uden helt at vide om hun skulle være bange eller ej. Dog blev hun modigt stående, forsøgte ikke at flygte eller at undskylde sig, for han gjorde hende nysgerrig. "De mente ikke at jeg kunne lære det, så de gav mig den her på," hun trak lidt i den irriterende kæde og sukkede så.
Den kølige vind fik hendes blonde hår til at svaje mildt. Hun var lidt fascineret af hele hans person, det lod ikke til at han ville gøre hende ondt, men skindet kunne jo bedrage. "Vis mig det," hørte hun sig selv bede, trods hele berøringen havde fanget hende lidt. Den var ikke farlig, drengene på børnehjemmet gjorde værre ting med hende end dette. I samme øjeblik, kæden forsvandt, faldt hun næsten sammen i hans arme og mærkede en ubeskrivelig følelse fylde hende. Smerten fortog, og lod hende bemærke hvor stærke de egentlig havde været. Hun følte sig varm, trods man kunne se den tunge, mærke dis sno sig omkring hendes skikkelse, og for et kort sekund male hendes øjne sorte, før de igen vendte tilbage til det normale.

[Deleted]

Der var ting, som havde givet stof til eftertanke. Hele racens udvikling og attitude var langt anderledes end det han selv huskede. Blot det, at en kvinde som hende kunne trække i hans lyst til at gøre en forskel og dermed rette op på de små fejl og mangler der måtte hvile i det skjulte. Skulle det vise sig at hans barndoms stræben efter magt igen ville blomstre på ny? Han smilede let for sig selv og mærkede hvordan den blotte tilfredsstillelse løb gennem hans åre, bare ved at høre hendes ord.
Armen om hendes liv fæstede han i et solidt greb og han tøvede end ikke med at hive hende til sig igen, da han bemærkede hvordan hun næsten faldt sammen. Han lod sin frie hånd snige sig om i nakken på hende, tog let fat med kun to fingre for at guide magien på sikker vis. Intet gik forbi hans næse og han var bestemt heller ikke halvhjertet i sine gøremål. Om der opstod fejl under hans handlinger, så var han også bebyrdet til at rette op på det igen.
"Vi deler begge de samme mørke kræfter," Hviskede han ind i hendes øre, næsten med en forførende undertone. Han elskede det virkelig! Nok var han ikke meget for at omgås kvinder, men i et tilfælde som det her hvor han havde muligheden for at mærke sig af noget så sjældent.. så ville han næsten våge at påstå at det var nok til at tænde en flamme helt indeni!

[Deleted]

Det var som om der var opstået to virkelighede. Den ene var reelt set den virkelige, men føltes fjern og distanceret, mens den anden var Naleias egen virkelighed. Hun kunne føle magien strømme igennem sine årer, det brændte men det var som om at smerten var ligegyldig ligenu. Den fremmedes greb holdt hende mere eller mindre på benene, hun vidste ikke hvem han var eller om han i virkeligheden ønskede hende ondt, men det føltes ikke sådan. Hendes ansigt var begravet ind mod hans bryst, hver gang hun tog en indånding, indåndede hun hans særlige duft, memoriserede den på en underlig måde, som havde hendes sanser ændret sig på et splitsekund. Det tog ikke mange øjeblikke før smerten foretog sig lidt. Virkeligheden kom tilbage, hun kunne fornemme kulden, se træerne, og mærke den hårde skovbund under sine fødder.

Hun gispede og så op på ham med et mørkt blik. For det ene øjeblik var hendes øjne helt sorte, men de skiftede ret hurtigt tilbage til deres naturlige farve. Hendes hænder var lukket omkring hans klæder , også selvom hun ligeså stille genfandt styrken så hun kunne stå. "Det brænder," mumlede hun og tog et par dybe indåndinger. Det var så stærkt, en lille del af hende var bange for ikke at kunne kontrollere det, trods hun virkelig gerne ville.

[Deleted]

Det var i den grad en oplevelse, selv for ham. De mørke kræfter der opslugte hende indefra, for at indtage deres retmæssige plads endnu engang. Han hjerte hamrede fast af den spænding, som hvilede om dem. Der lå alt for meget gemt for hende. Det ville tage hårdt på hende at genvinde kontrollen, så meget vidste han.. men hun var født til det. Født med et sind der var i stand til at håndtere det. Arbejdede hun imod det, ville det så sandelig også ende med hendes egen undergang. Hans fingre strøg sig blidt ned langs hendes nakke. Grebet om hende løsnede sig end ikke det mindste. Han lukkede øjnene og lod hans egen energi guide hendes mørke kræfter på rette vej, indtil de havde manifesteret sig.

De mørke øjne hun vendte op mod ham, som alligevel forsvandt efter ganske kort tid. Det fik selv hans blik til at ende fast og observerende. Hånden om hendes nakke løftede han til hendes kind og så indgående på hende, plaget af en overvældende ro helt indefra sjælen. Dette var en senstationerende følelse for ham. Det gav ham næsten lysten til at nægte at give slip på hende. Den smerte og svie hendes krop og sind lå offer for, ved en handling som dette. Fascinerende!
"Giv slip på dig selv. Arbejder du imod det vil det kun blive værre. Stol på mig.."
Endte han med en lav røst. Det meste af arbejdet lå til hende. Alt han kunne var at hjælpe hende på vej.

[Deleted]

Hårene rejste sig på hendes arme. Det var koldt igen selvom det brændte indefra. Følelsen var befriende, som om hun først for alvor havde mulighed for at trække vejret igen. Det gik sent op for hende at hun stod i favnen på en fremmede mand. Normalt ville hun slet ikke have rørt ham, men hun vidste at hvis hun slap ham, så ville hendes ben med største sandsynlighed give efter under hende. "Den føles så stærk," mumlede hun hæst og lukkede øjnene. Det var altopslugende, hun frygtede lidt at give slip på kontrollen i frygt for at magien ville overtage hende. "Hvordan gør jeg?" spurgte hun uvidende men bestemt. Hun agtede at vide hvordan dette kunne udnyttes, bevise overfor alle at hun var mere end bare et gadebarn, der var tvunget til at vente på en der ville ægte hende for at undslippe.

Hans kølige hånd, fik hende til at se op på ham igen. Hun lænede kinden lidt mod den, dog med et intenst glimt i øjet. "Hvem er du?" spurgte hun igen uden at udvise frygt. Han havde givet hende livets største gave, hun havde jo nærmest glemt hvordan friheden føltes, også selvom den var kortvarig. Der gik ikke længe, før hun ville være tvunget til at søge tilbage til børnehjemmet, selvom det slet ikke var med hendes gode vilje.