I wanna go home!

[Deleted]

Der var ikke så langt igen til at hun ville lade ham stoppe, for hun ville ikke have han kom i nærheden af dem som vågede over skoven, han ville blot blive angrebet, selv med de rene intentioner som hun jo var overbevist om at han havde. At skulle blive udnyttet på et senere tidspunkt var i den grad intet hun havde i tankerne, for det var han al for venlig og rar til. Måske en smule forblændet af at han rent faktisk havde redet hendes liv? Serenity måtte jo lærer af sine fejl, hun havde lært ikke at tage fra grænsen uden at være forberedt, både på hvilke væsner der måtte gemme sig, men også på at kunne forsvare sig mod dem. Selvom hun et sted ville ønske hun kunne rede Alexander og finde det gode i ham, men sådan lykkedes det ikke altid. Der kom et lille fnis fra hende, hun så op mod ham og smilede sødt. "Jeg tror slet ikke jeg kender dig, jeg har jo kun lige mødt dig. Jeg snakker ud fra al almindelighed og mine erfaringer, samt indtryk af dig inde for det sidste døgns tid." Lød det roligt fra hende, hun fandt det rimelig sjovt at han sådan ikke brød sig om at blive omtalt som hun gjorde, men sådan var det vel med store stygge mænd? De ville helst ikke vise den søde rare mand som kunne findes der inde et sted. TJa hun havde set ham og hun ville ikke lade ham ude af syne. Igen kluklo hun. "Nok ikke nej, men det kunne jo være du stødte på nogle flinke folk som var lige mig at klæde på." Lige nu morede hun sig faktisk, det var ikke mange som morede hende, men det var nok fordi at folk ikke have modet til at give lidt igen og smådrille hende. Det havde Zean og det fandt hun dejlig frisk. At han havde stoppet op, gjorde vel egentlig at hun fandt ud af han var ved at være udkørt, hun strakte sig kort i kroppen under deres pause, selv i hans arme måtte man indrømme det var hårdt at være. Det gjorde stadig ondt og for en kort stund ved at snakke med ham havde hun faktisk glemt det lidt. Nu vendte det frygteligt tilbage. Hun så sig omkring, de var ved at være langt nok. "Der er et godt stykke vej endnu, men de som våger over os går i en lang vide omkring byen. Vi skal ikke meget længere før du vil være i fare og det kan jeg altså ikke have." Lød det roligt, men alvorligt fra hende.

[Deleted]

Åh...Det gik vel nok at en enkelt elverkvinde snakkede med sig selv om hvor god en dødsengel hun havde mødt. Ingen her kendte ham alligevel og måske var det kun nyttigt senere hen.
Han stoppede op, så de kunne holde en pause, og lod hende dumpe ned på sine egne ben. Han bøjede og strakte armene et par gange og lod skuldrene køre rundt i små cirkler for at strække musklerne og stimulerer blodomløbet igen. Han var lidt øm i armene af at have båret rundt på hende så længe og han følte sig en hel let lettere nu. Han sendte hende et svagt smil.
"Venlige folk? Jeg skal sige til hvis jeg en dag støder ind i nogen" kommenterede han. Han så sig lidt omkring, som var han i et øjeblik bange for de var så tæt på hendes hjem, at han snart var omringet om død. Omend, han lod ikke sin mindre bekymring derfor skinne igennem. Det lå ikke til ham. I stedet så han på hende igen.
"Jeg sætter også pris på ikke at blive et pindsvin. I så fald kunne du sy mine begravelsesklæder. Jeg tvivler ikke på elvere selv har stor viden om urter og medicin, og derfor vil jeg ikke give dig nogle videre råd om at passe og pleje dine ben og krop. Men pas på dig selv og læs på lektien...Næste gang er jeg her nok ikke. Jeg vil sende en fugl, når jeg en dag får brug for klæder..." Så meget at sige som et høfligt farvel! Puh, godt han ikke var så social til hverdag. Det var til at få ondt i kæben af.
"..Og i så fald...Vil jeg byde farvel" smilte han så og gjorde klar til at forlade hende, medmindre hun havde det sidste at sige eller gøre.

[Deleted]

Det gjorde ondt at komme ned på egne ben, men hun sagde intet, skar en kort grimasse i det skjulte, eller hun prøvede da at skjule det og rettede sig roligt op. Dog skælvede hun, det gjorde pisse ondt og selvom hun inderst inde helst ville sætte sig ned og vente på nogen kom, så var hun jo nok nød til at gå lidt vej selv nu. Måske kalde efter nogen, sende et skrig afsted, et eller andet for at nogen kom til ny undsætning. Dog ville hun vente til at han havde fundet vej videre og var kommet langt nok væk til han var ude af farezonen. "Jeg siger tak en sidste gang, og så siger jeg det ikke mere, det lover jeg. Men tak for du reddet mit liv. Jeg ser frem til at modtage besked en dag, og det kan være jeg endda selv kommer med dem, forberedt og klar på farende derude næste gang." Lød det blidt fra hende, han gjorde klar til at gå, det kunne hun se og han bød farvel, hvilket gjorde hun måtte give ham et hurtigt kram. Ikke et super knugende et, det havde hun slet ikke kræfter til, men hun søgte efter at give ham et kram, på en måde også som tak. Hun følte hun skyldte ham så mange ting og det var virkelig svært sådan bare at sige farvel og give hånd, han havde jo for pokker da reddet hende fra døden. "Farvel Zean." Lød det næsten varmt fra hende, hun sendte ham et smil og prøvede at holde smerterne så godt ud hun kunne, men hun ville hjem nu, få ro og hvile og mere hjælp.

[Deleted]

Han smilte svagt, hvilket udviklede sig til et noget anstrengt smil, da hun pludselig slog armene om ham. Det huede ham ikke...Han brød sig ikke om denne slags...Tæthed. Han bekæmpede trangen til voldsomt at skubbe hende væk, i stedet tog han fat i hendes skuldre og skubbede blidt til hende, for at få hende til at slippe.
"Virkelig...Alt det der...Er ikke mig. Du gør mig en større tjeneste ved at lade være..." kommenterede han, forundrende nok, lidt for blidt. Det var i den grad på tide ham kom væk herfra!
Han vinkede kort og gik sin vej, lagde en ret hastig fart, han ville ud af skoven og tilbage til slottet. Igen tænkte han over hvilken straf han mon ville få, når han kom tilbage...

//Out

[Deleted]

At blive afvist i at kramme som tak, fik hende bare til at trække på skuldrene, han var godt nok en mærkelig mand, men mon ikke hun havde vækket et eller andet i ham. Tanken fandt hun ganske tilfredsstillende, hun vinkede ivrigt og smilede stort. Serenity klynkede nu frit, nøj hvor gjorde det møghamrende ondt! Hun så sig rundt og prøvede at gå mod landsbyen, hun faldt op til flere gange og det tog en time eller to før nogen af spejderne fandt hende. De bragte hende hjem til byen, hun blev tilset af de medicinskyndige og kom til sin seng, her blev hun ellers passet og plejet, og faldt meget hurtigt i søvn da de alle var færdige med hende. Zean havde hun kort fortalt om, blot for at lade folk vide hvem der egentlig havde reddet hendes liv og at hun rent faktisk ellers havde været døden nær.

//out