I wanna go home!

[Deleted]

Sikke meget tak. Det var han slet ikke van til og blev endda en smule generet af det. Nok med det tak! Der var ikke mere at takke for og hvis hun ønskede at takke yderligere, tog han altid imod betalinger. Selv om han vidste at han ikke kunne forlange det nu her, takket være han selv var sprunget hende til undsætning. Han tænkte lidt tilbage...Det var sjovt. Han havde jo været lige ved blot at vende ryggen til hende og gå. Men det havde han ingen intensioner om at fortælle hende. Endnu i hvert fald, måske senere, hvis hun blev for klistrende, men det havde han ingen grund til at tro lige nu.
Åh ja, detaljerne om at hun var elver var gået ham forbi, men han tænkte ikke nærmere over det. Han var opvokset nær en mørkelver-by og var van til spidsøret folk omkring sig.
”Nok med det tak!” kommenterede han med et svagt smil. Han lød ikke direkte hård, men alligevel en smule bestemt.
”Hvil dig nu. Når du er frisk vil jeg hjælpe dig til grænsen af dit hjem” Hans hjemrejse måtte blive udskudt lidt. Men det gjorde nok intet, trods Ziggi nok var utålmodig og blot ventede på han kom og hentede hende.
Heldig...Hvis hun bare vidste hvor heldig hun var. Hans blik gled over hende et øjeblik. Hun var køn, men det var de fleste elvere jo. Med sine lange, smidige lemmer, hvis man lige så bort fra hun var syg. Hendes blege hud havde været næsten smuk i natten, men nu hvor det første lys tittede frem over horisonten, tog det lidt af magien. Han trak let på den ene skulder, for sig selv og kastede endnu et stykke brænde på bålet, før han lagde sig ned selv, ved siden af bålet.
”Du kan jo altid betale mig” kommenterede han med et svagt smil, før han blot lod hende sove. Han drak lidt af det vand der var tilbage og tyggede på nogle blade, mens han selv slappede af.

[Deleted]

Det fik hende til at fnise kort at han sagde nok med at takke ham, hun kunne ikke lade være, sådan var det, og der ville nok komme mere af det. Men først, søvn, åh hvor den kaldte på hende, hun nåede kun lige at høre han ville hjælpe hende til grænsen, hvilket hun nikkede til, det var nok klogt det ikke var længere. Andre elvere ville nok sætte våbnet i ham først og spørger efter, specielt når hun så sådan ud. Så helst så langt væk som han nu kunne, ikke alle havde det åbne sind som hende selv. Men hun ville mægtig gerne høre hvilket væsen han egentlig var og hvad han lavede der, hun var nysgerrig, men for træt til noget som helst og væk var hun. I drømmeland hvor alt var helt vidunderligt, hun var hjemme hos Thranduil, de så solopgangen sammen i hinandens arme. Så i sin søvn, gled et saglig smil om hendes læber og hun sov tungt og trygt. Feberen havde lagt sig helt, hendes krop havde ordenlig ro og fred lige nu, en vidunderlig ting. Hans sidste ord fik hun ikke med, og hun havde nok blot trukket på smilebåndet af det.

Efter hvad der nok havde svaret til 4-5 timer, vågnede hun, ganske stille og roligt, hun missede med øjnene, solen var dukket helt op nu og stod ganske højt. Skoven så mere levende ud og hun var lidt mere klar over hvor hun var, hvad der var sket og hvem hun var sammen med. Hun blev dog liggende lidt, sørgede for kroppen fik lov til at vågne rigtigt, hun kvalte et gav i sin håndryg og kunne mærke kroppen begynde at strække sig, hvilket fik hende til at klynke, nøj hvor gjorde det bare ondt over det hele. Benene allermest. Hendes blik gled roligt i, hun prøvede at bevæge dem lidt, men de var rimelig stive i det, de sov vidst stadig. Det gjorde hammer ondt, men der skulle jo gerne gang i dem, ellers gik det helt galt.

[Deleted]

Han brugte tiden på at slappe af, sove en time eller to, finde lidt ekstra brænde, i tilfældet der blev brug for det og sørge for at det endnu var nok blade rundt om Serenity, til at fungerer som en slags midlertidig seng. Han tog sig endda den frihed at gå lidt rundt i nærheden og studerer skoven og dens urter. Han fik, kort sagt, så meget ud af tiden som muligt. For når han først havde afleveret hende, var det vidst tid til at vende tilbage for hans vedkommende, inden Gabriel sendte en hel hær ud efter ham.
Endelig vågnede hun op. Nok skulle hun sove og komme sig, men den sidste halve time havde han overvejet at vække hende, for at de kunne komme videre. Han havde trods alt intet at lave og hun var jo ikke ligefrem døden nær længere. Dårlig, ja, men ikke direkte balancerende på grænsen til døden.
Han smilte svagt og satte sig ved siden af hendes primitive leje og studerede hende, mens hun vågnede. Det var tydeligt hun havde det meget bedre, hendes søvn havde også virket dyb og god. Omend, hun selvfølgelig stadig havde smerter.
"Hvordan har du det?" spurgte han, mere fordi...Det skulle man jo.

[Deleted]

Skoven var også vågnet, hvilket var vidunderligt og med varmen fra solen kom duftene også til at træde mere i kræft, det var livsbekræftende og fantastisk, en ting der måtte få hende til at smile. Hun så mod ham da han gav lyd fra sig, havde han slet ikke fået hvile? Eller var han blot vågnet meget hurtigt før hende? Hun kiggede lidt rundt og prøvede at komme op og sidde, hvilket lykkedes hende meget godt, hun begyndte at massere sine ben lidt. "Mine ben har ikke fattet det er vågnetid, men de skal nok bare lige igang tror jeg. Ellers har jeg det meget bedre, takket være dig." Kom det blidt fra hende, hun sendte ham et varmt smil og forsatte med at massere fra lårene og ned over knæene, ned over skinnebenet og til sidst sine fødder. Det gik fremaf og selvom hun måtte skære en del grimasser, jamen så gik det da nogenlunde. Men at gå selv, tvivlede hun på at hun kunne, det måtte blive fra hjælp af ham eller en solid kæp der kunne holde til hendes vægt. Hvis han ville have hende til at bevæge sig nu, men jo før hun kom hjem, jo bedre naturligvis. "Får du brug for nye klæder, eller en anden form for tjeneste, så send bud efter mig. Jeg står dig i gæld." Lød det ærbødigt fra hende, hun var virkelig taknemmelig og hun ville til hver en tid gengælde så stor en gerning, at redde hendes liv, tænk sig ikke alle ville gøre sådanne ting og måske ville folk have troet hun allerede var død. Men han fandt hende, til hendes held og hun havde overlevet takket være ham. 

[Deleted]

Han så lidt på hende og hans smil falmede en anelse, da hendes blide væsen trådte i kraft. Hende varme smil og livlige øjne, hendes kinder med en svag rødlig glød fra feberen og søvnen, hendes lette stemme, som tydelig var elvisk. Det pirrede ham og ikke hele tiden på en positiv måde. Han kunne ikke gøre for det, han var et væsen af mørke og ondskab! Han var ikke skabt til fredfyldte skove og blide kvinder. Men han sagde intet, bed det i sig. Dette var hendes land og de forkerte ord gav ham måske blot en pil i struben, hvad han på ingen måde ønskede sig. En almindelig mand ville måske rødme eller føle sig tiltrukket af hendes naturlige skønhed. Med disse tanker kom han op og stå. Han begyndte at slukke bålet ved at trampe på det og sprede kullene lidt. Han havde intet vand tilbage, som han kunne bruge på at slukke ilden, så han gjorde sig umage ved at trampe på alle gløder og ikke efterlade nogen.
"Jeg må virkelig bede Dem stoppe med at takke mig" kommenterede han, knap så blødt. Han brød sig ikke om tak, slet ikke så mange af dem.
"Betaling er mere mig, hvis vi skal tale om det. Jeg vil være glad for betaling eller de klæder, du foreslår. En dag, men ikke endnu, vil jeg måske tage imod dit tilbud og bede dig sy mig noget...som på det tidspunkt vil passe mig bedre, end de fattiges slidte klæder" han smilte svagt, da han så på hende, velvidende hun måske ikke helt forstod hvor han ville hen. Blot at han en dag ville indkræve hendes betaling. Det var rart at vide han havde muligheden. Aldrig havde han gået i fint tøj...Men en dag, en dag ville han kun gå i fint tøj.
"Når du er vågnet op vil jeg hjælpe dig hjemad, før jeg selv forsvinder. Jeg forlader snart landet. Hvordan skal jeg komme i kontakt med dig, hvis jeg ønsker mine klæder? Jeg vil ikke kunne komme over grænsen uden at blive skudt ned som en and i jagttid" kommenterede han og så på hende, mens han trampede på de sidste gløder. Han havde hård hud på fødderne og trådte ikke længe nok på gløderne, til at det gjorde ondt. Dog kunne han mærke varmen og hans fødder blev sorte - ikke ting han fandt problematisk.

[Deleted]

Det gik op for hende han rent faktisk mente det rimelig alvorligt, at han ikke ønskede mere tak af hende, så hun nikkede roligt for at fortælle hun havde forstået. Selvom det var underligt, måske fortrød han at have hjulpet hende? Forsættende med at gøre sig klar til at komme lidt op af stå, sad hun og tænkte lidt på hvordan mon kongen ville tage dette? Ingen tvivl om at hun ville fortælle om Zean og huske hans navn og lade det skrive at han havde hjulpet hende, ja reddet hende fra døden. Selvom det var fristende at sige tak endnu engang for at han ville følge hende, lod hun til at tie og bare smile i stedet, hun prøvede at komme op, men væltede da benene gav efter undere hende. Hun kom med et smertefuldt klynk og bed sig hårdt i læben for ikke at sige mere, hun knugede sine hænder sammen og prøvede endnu engang, hvor hun kom skælvende på benene, der skulle nok ikke meget mere end et vindpust til at vælte hende. Smerten var malet i hendes ansigt, hun kæmpede virkelig for ikke at give lyd fra sig, hun bed tænderne hårdt sammen og øjnene var ligeså knebet sammen, det krævede virkelig meget af hende, men ingen tvivl om at hun kæmpede og havde viljen til det. Efter lidt tilvending, fik hun sig rettet op og man fik et indblik i hvor høj hun faktisk var. Hendes krop var ikke ligefrem dækket helt til, men hun havde ikke overskud til at tænke på de ting, hun var jo i smerte! "Send bud efter mig, med brev eller budbringer. Jeg bor i elvernes by her i skoven, så det burde være nemt. Og jeg er den eneste Serenity." Lød det lavmeldt fra hende, hun måtte holde pauser og gispe lidt efter vejret grundet smertejag som gik igennem hendes ben.

[Deleted]

Han nikkede kort og så på hende, som hun kæmpede sig op og stå. En gentleman ville skynde sig over til hende og støtte hende, men han blev stående og så blot på. Han var van til at man selv måtte kæmpe sig igennem livet og han så ingen grund til at skjule denne sandhed for nogen som helst. Heller ikke en blid elver. Og så var der den anden sandhed...Han lukkede øjnene lidt. Flere uger havde han levet uden smerte og har var den, så blid og sød. Han kunne mærke den, nærmeste smage den og han mærkede hvordan han nærede sig på den. Åh, det var himmelsk! Han smilte svagt for sig selv, da han åbnede øjnene igen og så at hun var kommet helt op og stå. Han nikkede kort til det hun sagde....
Han kunne desværre ikke stå her og nyde hendes pinsler for evigt, trods han i øjeblikket hellere end gerne ville. I stedet trådte han over til hende og tog sin kappe, som han lagde om hendes skuldre. Så, uden videre advarsel, bukkede han sig lidt ned og væltede hende om i sin favn, ved at skubbe sin arm ind under hendes ben, samtidig som hans anden arm lå om hendes ryg. Uden videre problemer rettede han sig op og havde hende nu i sin favn. Sådan her kom de hurtigst frem, uden tvivl, og hun ville have hans kappe om sig til at holde varmen og holde sin krop skjult for hans blik.
"Sådan her går det hurtigst. Men du må vise vej. " sagde han og smilte svagt til hende.
Han var ligeglad med om hun sagde dette til kongen. Kongen ville kun elske det og være glad derfor.
"Så...Hvilken vej skal vi?"

[Deleted]

I sin helt egen koncentreret verden måtte det komme bag på hende at han lige pludselig fik hendes ben til at miste grebet om jorden. Det gjorde naturligvis ondt og hun måtte komme med et klynk og et mindre smertefuldt støn, hun så dog op på ham med et taknemmeligt blik, for det ville blive en lang vandring for hende og det ville gå langsomt, meget langsomt. Med alle de pauser som ville være nødvendige. Hun var overrasket over hvor meget han egentlig gjorde for hende, specielt med det hun kunne mærke ved ham, noget som ikke var helt godt, men hans handlinger sagde jo noget andet. Da han spurgte om vej, lod hun fingeren pege mod landsbyen hvor elverne boede, hun ville sige til når han skulle sætte hende, for det ville bestemt være det bedste. At han kom for tæt på ville ikke ligefrem være en god ting, nogle elver skød først og spurgte efter, faktisk de fleste når de så en sårede elver. Og han fortjente på ingen måde en pil igennem sig, hun var virkelig glad for at han havde reddet hendes liv, der var jo sket meget for hende på det sidste, blandt andet havde hun fundet ud af at hende og kongen passede ufatteligt godt sammen. Den elviske konge. Faktisk havde han vist sig mere end interesseret, hvilket var en drejning i hendes liv som bestemt havde gjort det var mindre kedeligt end før. Og nu hvor hun havde prøvet at være udsat for noget nær døden, jamen så var hun klar over hvor svag hun var. Der ville blive trænet endnu mere med bue og pil efter dette, samt hendes nærkampsevner som var manglende i stor grad.

[Deleted]

Der blev ikke sagt meget og Zean vidste ikke om han elskede det eller hadede det. Det virkede både velsignet og akavet, en situation han ikke var van til. Det gjorde ham blot endnu mere indelukket og han bed tænderne endnu mere sammen. I et øjeblik forestillede han sig Gabriels reaktion når han hørte om det her...Hvis han altså overlevede til at se det, hvis kongen nogen sinde hørte om det. Når han kom hjem herfra, ville kongen skælde ham ud og sikkert straffe ham eller noget. Han vidste ikke hvordan de gjorde tingene her og det gjorde ham både lidt utryg og mere bestemt. Han satte en rimelig god fart, når han kunne, han gik langsommere hvis buske eller væltede stammer begrænsede hans vej gennem skoven. Hun var ikke direkte tung, men han kunne alligevel mærke han blev mere og mere træt i armene, jo længere de gik. Han gik den vej hun havde vidst ham og blev ved med det, til hun evt. viste ham en anden vej. Man kunne altid diskuterer hvorfor han havde gjort det. Personligt holdte han sig til den mening at det var fordi dette ikke var hans land og han ikke ville straffes for at lade en elver ligge og dø i skoven. Andre ville måske argumenterer for at han var en bedre person, end nogen som helst ville have troet eller ønsket. Hvilket han for altid ville modsige og prøve at modbevise.
Han havde intet at sige. Han mærkede skovbunden under hans fødder. Han håbede at han ikke blev skudt ned lige pludselig. Han håbede Gabriel ikke ville flænse ham når han kom tilbage, håbede kongen ikke ville klappe ham på hovedet som en god hund, hvis han nogen sinde hørte om dette her. Disse var tankerne der gled gennem hans hoved, mens de nærmede sig elvernes by.

[Deleted]

Et sted var hun jo ud over nysgerrig, men lige i starten sagde hun ikke meget, grundet hun havde brugt mange kræfter på bare at komme op. Hun lagde hovedet ind mod ham og så roligt op mod ham som han gik og fik dem frem igennem skoven. Det var ganske enkelt lige ud hele vejen, men der var jo nok et træ eller to i vejen når det kom til stykket, måske en stor sten her og der, buske og mange andre ting. Så vidst muligt lige ud, hvis skoven tillod det og ellers hjalp hun ham med at finde vej omkring. Hun smilede blidt og lukkede kort øjnene inden hun alligevel vågede sig ud i at spørger ind til ham. "Hvad er du for et væsen? Jeg har aldrig mærket nærvær af en som dig før. Med undtagelse af manden som gjorde dette ved mig, men du reddet mig og derfor stoler jeg på du intet ondt vil mig." Kom det roligt fra hende, hun så lidt ud mod skoven som passere hurtigt forbi, eller sådan føltes det, hun var småsvimmel og endte med at hvile hovedet helt ind mod ham med lukkede øjne. Dog stadig vågen og lyttende, hun var nysgerrig som bare pokker! Men hun burde nok passe på, det havde hun fundet ud af, men igen, stilheden var akavet og dræbende. "Jeg tror mørkerød eller en mørk brun ville stå perfekt til din bygning, samt dit hår og øjne." Lød det fra hende med et lille smil, hun havde skam kigget på ham, målt ham, men det var udelukkende grundet hun altid gjorde dette med folk. Fandt måder at skulle lave tøj til dem, finde ud af hvilke farver som ville se godt ud til folk, designe tøjet i hovedet. En lille svaghed hun havde, men hun elskede jo at lave tøj til folk.

[Deleted]

Selv havde han intet at byde ind med, men selvfølgelig var hun frisk nok til at stille spørgsmål. Han havde dog hverken noget imod det, ligesom han heller ikke rigtig gad det. Men sådan var det vel bare. Han så rundt i skoven, så han bedre kunne finde ud af den igen ved at gå samme vej tilbage, men han kiggede også hvor han gik, så han ikke faldt eller trådte på noget skarpt. På et tidspunkt mærkede han en sten bore sig op i hans fod, hvilket var ganske ubehageligt.
Hans væsen...I et øjeblik så han på hende, i stedet for på hvor han gik. ikke fordi det gik galt. Vidste hun virkelig ikke hvad han var? sandt nok kendte han ikke til mange dødsengle der levede i procias, men kendte folk her virkelig ikke til en dødsengel, når de mødte en?
”Hvis du ved hvad jeg er, vil du skifte mening og selv flygte gennem skoven” kommenterede han, men ikke uden et lille smil over joken. Han fandt det meget underligt at hun ikke vidste hvad han var.
”Jeg må bede dig om ikke at få mig dræbt, hvis jeg skal fortælle dig hvad jeg er. Faktisk troede jeg allerede du vidste det” tilføjede han og så hvor han gik, igen.
Hendes kommentar om tøj fik ham blot til at trække svagt på smilebåndet. Hun var en af de få der næsten kunne lokke et ægte smil ud af ham, men hvordan skulle han kunne lade være? De ting hun sagde fandt han, lige nu, ganske naive og sjove.
”Mørkerød eller mørkebrun? Det skal jeg huske på” Normalt klædte han sig bare i det tøj han faktisk havde. Hvilket havde nogle ret almindelige, jordnære farver. Mest i de brunlige og hvidlige nuancer, omend han til tider også havde sort på. I et øjeblik prøvede han at forestille sig i noget pænt tøj i de valgte farver, mørkerød og mørkebrun. Umiddelbart kunne han bedst lide den røde.
”Hvis der var et valg, tror jeg at jeg bedst kan lide det røde forslag” svarede han en smule drillende.

[Deleted]

Var det så skræmmende et væsen han bar i fysik? Hun så undrende på ham, prøvede at se ham an, studere hans træk og så endte hun faktisk med at rødme, hvor pinligt, hun vidste faktisk ikke meget om væsnerne udenfor procias. "Jeg har ikke megen viden om væsner ude for grænsen, jeg burde måske læse på lektien." Lød det stille fra hende, hun sendte ham et undskyldende smil og trak kort på sine skuldre. Selvom hun lå ganske fint der i hans arme, var det ikke ligefrem optimalt for hendes ben, og hun måtte vrikke lidt med fødderne for at få blodomløbet til at gå igang nede i hendes ben. Det gjorde ondt, men det var ikke værre end at hun kunne holde det på et bare smertefulde grimasser og et enkelt klynk her og der. "Jeg dømmer ikke en person på væsen, men af hjerte. Og dit lader jo til at være det rette sted, ellers havde du ikke reddet mit liv." Hun sendte ham et roligt smil, inden hun hvilede øjnene lidt igen, eller sundede sig lidt, hun var stadig træt og udmattet, men efter sådan en tur kunne man nok ikke rigtig forvente andet. Egentlig var hun ret sej af sig, men det betød jo ikke at det ikke gjorde ondt og gjorde hende udmattet. Der kom et kort grin fra hende, som hun hurtigt fortrød da det fik kroppen til at hoppe. "Sikke en taknemmelighed, at få sin redningsmand dræbt. Tak for redning af mit liv, held og lykke med dit eget skin." Klukkede hun. Dog måtte hun rødme lidt og se undskyldende op mod ham, hun kunne ikke lade være, det virkede så grotæsk at skulle dræbe sin redningsmand. At han kommenterede hendes tøjide fik hende til at smile varmt, det var da dejligt at han bed mærke i hendes ord og tog dem til sig. Roligt studerede hun hans ansigt og nikkede ganske enig. "Mørkerød, måske med nogle Mørkebrune detaljer for at det ikke skulle blive for meget. Det ville passe så flot." Medgjorde hun med en klar nikken, hun var allerede igang i hovedet med at danne figurer og tegne, hvilket kom på papir så snart hun havde mulighed og kræfter dertil.

[Deleted]

Hun lovede ikke direkte at han ikke skulle dø, trods hun undskyldte sin uvidenhed og, fornemmede han, indirekte mente at hun ikke ville dræbe ham. Men måske ville hun ikke gøre det, måske ville en af hendes elvervenner, hvis hun fortalte det. Trods han havde hjulpet hende, gjorde det ham ikke uskyldig i så meget andet han havde gjort.
Hendes bedømmelse af hans hjerte var så...Forkert. Han fandt det ikke som en kompliment, mere som en påmindelse om at han havde gjort tingene totalt anderledes af hvad han plejede og at han i virkeligheden burde have ladet hende dø.
"Når man besøger et land, må man holde sig til landets regler. Som det er nu, er jeg under kongens beskyttelse og jeg har lovet ham ikke at gøre nogen noget, så længe jeg er her. Men misforstå mig ikke, for jeg et mørkets væsen og jeg elsker mørket mere end noget andet” han smilte lidt til hende. Selv om hun ikke kunne se det, måske ikke ville, var dette den bitre sandhed.
”Derfor rejser jeg også snart, umiddelbart for ikke at komme tilbage, trods jeg gerne vil have dit tøj på et tidspunkt. Jeg får nok brug for det førend vi begge regner med” kommenterede han. Hendes latter var...Mild. Blid. Næsten kærtegnende. Her i skoven, bare de to, gjorde det ikke noget at han ikke var så mørk og kold. Men derhjemme, eller blandt andre, gik det virkelig ikke. Ikke hvis han ville opnå, hvad han ville. Og det ville han, uanset hvad det kostede.
”Det er en god ting at læse op på det. Det kan redde dig, eller måske kunne have reddet, dig for mange sår. Mørket og lyset er meget forskelligt og det er altid...uheldigt...at møde en fjende, uden at vide noget om denne. Og hvis du endelig læser om dem, så slå op under dødsengle. Jeg er sikker på du vil finde sammenligninger mellem dem og Jeg” Smilte han til sidst, svagt, og forventede mere eller mindre at hendes latter ville forstumme, at hun ville blive bange eller chokeret og måske nægte at lade sig bære længere, bange for sig liv. Eller noget i den dur. Så han skyndte sig at fortsætte samtalen, i håb om det bare gik hen over hovedet på hende og de begge kunne ignorerer den ubehagelige sandhed...bare for et par minutter.
”Mørkerød med brun. Det lyder fint. Jeg glæder mig til at se hvad du kan sy sammen, jeg har en fornemmelse af det må være flot”

[Deleted]

Måske havde han ret, måske ikke, hun troede på godhed i alle væsner, hun var positiv som dagen var lang en varm sommerdag. Hendes blik hvilede mens hendes hoved lå trygt ind mod ham, hun skjulte et gab i sin håndryg, lyttende, blev hun da det klogere og alligevel så uforstående. Der var så mange valgmuligheder for ham, hun havde været nær grænsen, skovens ydrepunkt hvor ikke mange befandt sig, han kunne let som ingenting havde ladt sit mørke tage over, udnytte situationen. Nej hun nægtede at tro på han var et udyr. "Alle lære nye sider af sig selv og udvikler sig konstant. Jeg tror på det bedste i folk, selv den mand som overfaldte mig. Hvem ved hvilke grusomme ting har måtte være hændt ham siden han har udviklet sig sådan. Vi lære af hvem vi er i nærheden af, hvem vi lytter til, hvem vi lukker ind." Kom det roligt og blidt fra hende, hun så dybt alvorlig ud, men havde stadig sit milde væsen over sig og visdom var jo at spore i hendes ord, eller lyden af det, tonen. Sådan var elvere. At han var kongens gæst, var noget som kom bag på hende, naturligvis var det ikke hendes konge der var tale om, men Procias konge, som vel et sted var hendes konge. Dog ikke nær så meget som elvernes konge var det. "Jeg har lært af mine fejl, tro mig, og jeg ved hvad der skal gøres her fra." Den rolige aura hun bar var helt utrolig, normalt ville folk være bitre eller vrede, men alt det var forsvundet fra overfalden og efter sit mindre udbrud fra før hun besvimmede, var det som om intet andet end en slem godnat historie var hændt hende. Stadig lod hans væsen ikke til at skræmmende hende den mindste smule, hun ville faktisk gøre ham opmærksom på dette. "Jeg ville have troet du allerede nu havde opdaget jeg ikke dømmer folk på deres race, men hele væsnet i helhed. Ikke en person er ens, skønt race, natur og fortællinger." Lo hun sødt, inden hun rent faktisk så op mod ham igen, hun ville ende med at falde i søvn hvis hun ikke holdte fokus. Desuden var hans ansigt rart at se på, det var nok de færreste der ville mene dette, men det mente hun altså. Fornemmelsen var helt korrekt, hun ville lave noget helt fantastisk til ham! Det måtte være hendes tak og det skulle bestemt vises af hendes bedste evne. "Det bliver et fantastisk håndværk og jeg håber du vil nævne mit navn hvis du bliver spurgt hvor dine klæder kommer fra." Drillede hun, tydeligt fordi hun egentlig ikke ligefrem drømmede sig langt væk om kunder fra Dvasias, LANGT FRA!

[Deleted]

Det irriterede ham. I en pludselig indskydelse overvejede han blot at smide hende her og gå sin vej. Men det ville være...Barnligt, som folk yndede at kalde ham. Det var ubehageligt når folk hele tiden snakkede om og fortalte ham at han havde ændret sig, kunne ændre sig, burde ændre sig og at der altid var håb. Folk var simpelthen så blinde! Faldt det virkelig ingen af dem ind, at visse folk ønskede at være mørke, elskede at være det? Ikke alle havde brug for deres energi for omvendelse, især ikke ham. Men på sin vis bad han jo selv om det. Han snakkede altid om de fordomme der var mod hans race, men ingen så at han intet havde imod dem eller havde vænnet sig til dem og nu var ligeglad. Altid nævnte han at han absolut ikke var god, men ingen så at han elskede det på den måde og troede det var i deres ret at fortælle ham at han kunne gøre god. I stedet smilte han bare svagt, men svarede hende ikke yderligere på dette naive synspunkt. Folk af lyset var ganske naive og godtroende på det punkt...De troede alle ønskede at være gode. Mørket kendte sandheden...Langt fra alle ønskede dette. Visse folk havde udviklet sig til den mørke side, grundet en hel masse ting, men visse var bare født sådan. Der i blandt, mente han selv, ham selv.
Hans udtryk blev en smule mere reserveret og koldt. Ikke fordi det havde været direkte venligt før, men nu blev det, om muligt, endnu mere afstandstagende.
Dog kunne han ikke blive ved med at ignorerer hvad hun sagde...
”Du kender mig ikke nær så godt, som du selv tror” kommenterede han og så frem for sig. Og hvad skulle han ellers sige? Intet. Intet kunne overbevise hende om hvilket mørk person han var, medmindre hun så det og han kunne ikke vise hende det, medmindre hun tog med ham væk fra Procias...Og han havde allerede en kvinde at slæbe på. Derfor var der ikke mere at sige. Men det huede ham ikke at hun havde sådan et forvrænget billede af ham...Men hvem vidste, måske kunne han en dag udnytte det?
Det kunne han lide. At udnytte. Med denne tanke gled at svagt smil over ham igen, trods det ikke var for Serenitys skyld.
”Hvis vi ignorerer det at mørkets væsner nok ikke vil rejse så langt, eller over Procias' grænser, for et par klæder, ville du så virkelig ønske at få besøg af dem jeg omgiver mig?” spurgte han lumsk.
Efter lidt tid stoppede han op. Hvor langt var der lige? Hun havde fået det til at lyde som om elverbyen lå lige om hjørnet...Eller havde hun overhoved nævnt det? Han blev faktisk i tvivl på det punkt.
”Er vi der ikke snart?”spurgte han i stedet, før han satte sig i gang igen.