I wanna go home!

[Deleted]

@zean

Mørket var faldet på, hun var kommet ind i Procias land igen, hun var virkelig lykkelig for at se velkendt land, men hun havde haft svært ved det og da hun endelig var i sikkerhed, gik hun helt i panik da en ville tilse hendes sår. Serenity havde aldrig mødt onde væsner før, men de var kun lige ude på den anden side af muren! Hun havde mødt mange, Alex som den første og hendes stædighed havde gjort hun var rejst videre for at få fat i de ting hun manglede til sine bestillinger af klæder. Men her var hun, tomhænder, med tilrevet tøj, løst sjusket hår, hun så virkelig forfærdelig ud. Natten var kold, månen lyste alting op, himlen var skyfri, vejret koldt, men klart. Serenity havde sin kjole på, som havde set bedre dage, mørkegrøn, formen var ikke til at se, den havde været lang, smuk og med lange ærmer, men den sad kun lige på hendes krop og dækkede da sådan nogenlunde. Hun var spurtet ind i skoven, det vidste hun da hvad var og nu på vej mod den elviske by. Men med blodtab ufatteligt stort, frostskader i ben og fødder fra mødet med isdæmonen, måtte hun give efter for mørket indeni som gled som et lyn fra et klar himmel og hun faldt ned i skovbunden. Her lå hun på siden, med hår over hovedet og spredt ud over det hele, langt og løst, beskidt, uglet. Hendes fødder var bare, benene bare, hun var ufattelig bleg og man kunne faktisk godt anse hende som værende død. Langt væk i hendes tilstand, var et dådyr henne og snuse lidt til hende, men et par kviste som knækkede fik den til at stikke af. Serenity var fyldt med tydelige snitsår, blå, gule, lilla, ja endda sorte mærker prydet hendes hud ligeså. Selv var hun i tvivl om hvad der var sket rundt omkring, det gjorde bare ondt over alt og nu var hun så langt væk i bevidstløsheden. 

[Deleted]

Han var på vej hjem igen, snart ville han forlade Procias og tage Ziggi med sig, uanset hvad kongen havde sagt til ham. Han sukkede svagt ved mindet, kongen! Manden havde kun bragt problemer til ham, omend...Han måtte indrømme det havde været interessant at se Procias og studerer deres urter. Og møde Ziggi. Men ellers var der ikke meget han kunne give sig til her og han længtes hjem, længtes efter endnu en gang at flænse en person, til at lægge flere planer. Åh ja, han var mere travl end folk troede og havde flere planer der skulle bringes ud til handling. Han glædede sig til dem.
Han var, trods det var nat, klædt let. Bare fødder, løse bukser og en løs trøje. En kappe der lå over hans ene arm, i tilfældet af det alligevel blev køligt. Det var varmt i Procias, også om natten, i hvert fald hvis man spurgte ham. Og løst tøj og bare fødder var hans måde at køle ned på, for ellers ville han da falde om af varme!
Skoven var fantastisk. Det var nat og det passede ham fint, han havde det bedst i mørket og fandt uden problemer ind mellem træerne. De kolde, grå øjne gled opmærksomt over træerne og beplantningen i skovbunden. Fra tid til anden bukkede han sig og plukkede nogle urter, kendte som ukendte. Om livet hang et forholdsvis løst bælte og i dette hang flere små punge, hvori han gemte sine urter. Der var også plads til en dolk og en pisk, men takket være hans aftale med kongen, havde han ingen våben på sig. Og takket være hans aftale med kongen...Havde han altid en vagt med sig, som skulle holde andre i sikkerhed, i tilfælde af han gik løs på nogen...Og omvendt. Dødsengle var ikke populære, specielt heller ikke i Procias.
Men han havde været smart og vagten var ikke med. Han var stukket af. Han vidste det ville give endnu flere problemer når han kom tilbage, men han ville opleve skoven og det var hans sidste nat her, inden han tog hjem. Han ville udnytte muligheden for at snuse lidt rundt selv. Hvad skulle han kunne gøre nogen som helst? Men han vidste folk ville lede efter ham alligevel. Uanset om han kunne gøre skade eller ej.

Små grene knækkede under hans fødder. De stak lidt, i kontrast til at planterne i skovbunden ellers var bløde nok at gå på. Luften var kølig, uden at være direkte koldt. Der duftede. Af træer, af frisk luft, af muld. En let brise gled ind mellem træerne og fik dem til at sukke og en ugle tudede et eller andet sted. Så fredfyldt! Han stoppede op på en væltet træstamme, lukkede øjnene og trak vejret dybt, mærkede hvordan hele hans krop slappede af...
Og så hørte han det. Et par små knæk, der lige så godt kunne være fra et dyr...Og så nogle lidt større, som om noget pludselig brasede frem, trådte hårdt, hoppede, væltede...uanset hvad var lydene højere og lokkede ham til sig, nysgerrig som han var.
Han fulgte den vej, hvor han mente lyden var kommet fra. Der gik lidt tid inden han fandt stedet, takket være han også var gået lidt i den forkerte vej. Men endelig fandt han hende...Lidt fordi han havde ledt efter lyden og lidt grundet held.
I et øjeblik stod han stille mellem nogle træer og gemte sig i mørket. Hans øjne så godt i mørket og han kunne se det var en kvinde. Han kunne se hendes tøj var ødelagt. Hun lå stille...Og efter lidt tid, besluttede han sig for hun ikke ville være meget af en fjende. Hun lå alt for stille.
Han gik tættere på, stille. Han stoppede op ved siden af hende og kiggede ned på hende. Nu kunne han se det, alle hendes mærker, hendes sår, hendes blege hud og alt for blege ben og fødder. Hans blik gled let hen over hendes krop, mens han vurderede hendes tilstand. Burde han hjælpe hende? Han vidste at kom hun til bevidsthed ville hun skrige og flygte fra ham, så vel hendes ben kunne bære hende. I princippet kunne han bare lade hende ligge her og dø. Hvad betød det for ham?
Han var lige ved at gøre det. Han havde næsten vendt ryggen til hende, men så stoppede han op igen og sukkede svagt, mens hans blik gled op mod trætoppene et øjeblik.
”forbandet...” ordet blev næsten hvisket. Så vendte han om igen og satte sig på hug ved kvinden.
Hans hånd gled over hendes pande. Kold. Den gled ned over hendes hals. Svag puls, alt for svag. Han ruskede let i hende for at tjekke hvor bevidstløs hun faktisk var. Så slog han kort klik med tungen. Der var kun en ting at gøre og han måtte lægge en plan der kunne redde kvinden. Han rejste sig op og tænkte sig kort om. Han havde brug for flere ting. Først og fremmest varme.
Uden videre betænksomhed skyndte han sig at samle noget tørt brænde sammen. Han ryddede en plads, hvor bålet kunne stå, uden at futte hele skoven af samtidig. Så stablede han det erfarent og fandt to passende sten. Lidt efter knitrede ilden, kæmpede for at komme ordentligt til live. Han nikkede kort af det.

Han samlede nogle bløde blade og andet plantemateriale og skabte en form for leje nær bålet. Så gik han over til kvinden. Det tog et par forsøg at få hende ordentlig op i favnen, men snart havde han lagt hende på det primitive leje ved ilden, uanset om hun var kommet til bevidsthed eller ej. Han skubbede lidt flere blade sammen til en form for hovedpude.
Han tog en af sine punge frem og tog urterne ud af den. Så tog han dem i munden og gav sig til at tygge dem til en grød. Han tog sin fyldte vandflaske frem og rensede de værste af sårene og da urterne var tygget godt, begyndte han at smøre hendes sår og rifter ind i det. Det ville holdte sårene lukkede og hjælpe med at rense for infektioner. Han tog sig ikke meget af at han havde frit udsyn til det meste af hendes krop. Når han først besluttede sig på at være en healer, glemte han alt om den slags ting og bekymrede sig kun om en ting: Patienten.
Hans bud var hun måtte være dehydreret og have blodtab. Blodtabet var det meste farlige, bedømte han. Uden blod, ville hendes krop lukke ned, for ikke at tale om hun slet ikke ville have blod nok til at varme hendes alt for kolde fødder og ben op igen. Men han kunne ikke gøre meget ved det. Han kunne kun håbe det ikke var for slemt og hun ville komme sig, han kunne ikke give hende noget styrkende før hun vågnede og kunne drikke og tygge. Så han gik i gang med den næst-vigtigste ting. At varme hendes ben og fødder op igen. Han havde godt nok ikke alt hvad han havde brug for, så han måtte gøre det så godt han kunne. Normalt ville man lægge hende i noget vand, som langsomt blev varmere og varmere. Det måtte ikke være for varmt med det samme. Han satte sig ved hendes ben og fødder og begyndte at masserer dem, for at stimulerer blodets tilgang til dem. Blodet i hende måtte varme dem op, så godt det kunne. Han lagde sin kappe over hende, så hun kunne holde varmen så godt som muligt. Men uden en seng, uden et ildsted der var nemmere at holde, uden varm vand...Han tvivlede på hvor godt dette ville gå.
Men han blev ved, uanset hvor triste hans tanker var.

[Deleted]

Der var intet liv i hende, ikke det første tid, hun var helt væk, bevidstløs og egentlig så godt som død et sted, i hvert fald hvis han ikke havde fundet hende. Det som fik hende til at vågne var da han begyndte at massere hendes ben, faktisk var det ikke ligefrem en blid måde at vågne på, de gjorde sindssygt ondt! Et smertefuldt skrig gled igennem det ellers stille mørke, hun gispede kort og så forvirret rundt, hun kunne ikke trække benene til sig, eller trække sig væk, hun var alt for svag. Men et skrig, det havde hun formået at sende igennem skovens træer. Hun lod hovedet dumpe ned igen, lukkede øjnene og kneb dem godt sammen, det gjorde ondt, meget ondt og hun var på ingen måde van til smerte. Ikke i den her grad. Vanvittige dæmon! Hun skulle være glad hvis hendes ben virkede normalt igen og der ikke var gået koldbrand i dem. Mens smerterne egentlig bare blev ved med at være der, lagde hun mærke til alt det andet, hendes sår sveg en del, hun åbnede kort øjnene og lod dem falde på de nærmeste, der var noget på dem? Igen gled øjnene i, hun trak vejret dybt og prøvede at slappe så godt af hun kunne. Serenity var bange ja, men ikke for den person som havde rørt hendes ben eller puttet mærkeligt stads på hende, nej hun var bange for at dø og derfor, tog hun en chance i at stole på den fremmede her ikke lavede alt muligt mærkeligt ved hende, men rent faktisk prøvede at redde hendes liv. For hun havde ikke muligheden for at overleve uden, og for at overleve måtte hun også slappe af, hvilket hun virkelig gjorde sit bedste for. Der var fuld koncentration på vejrtrækningen, hvis hun kunne, havde hun takket ham, men hun ville spare på sin energi og fokusere på det vigtigste, at holde sig vågen! Hendes krop skælvede, hun frøs helt vildt, men mærkede egentlig godt hun var blevet lagt en varmere sted og havde noget over sig. En rar følelse, hun blev fyldt med taknemmelighed og hun måtte fælde et par tåre, ganske lydløst. Alt hvad den fremmede havde at byde på af hjælp ville hun nok tage imod, for hun ønskede at leve og nægtede hun hjælp ville hun dø, så simpelt var det faktisk. Hvor hun dog savnede sine forældre og sin seng lige nu.

[Deleted]

Han massere hende og skiftede regelmæssigt mellem hvert ben og hvert fod. Han masserede mod hjertet i passende cirkler. Han vidste det ville blive smertefuldt, der var ingen anden vej igennem det. Kun skulle være heldig hvis hun ikke mistede en fod eller måske et par tæer. Hendes tæer var faktisk helt blå. Hvis han ikke fik liv i dem, måtte han fjerne dem. For så var de døde og hvis de blev hvor de var, ville det sprede til op af hendes fod, til hele foden var død. Sådan ville det fortsætte. Men for nu, afventede han blot. Han havde alligevel intet redskab på sig, der kunne hugge tæer af. Og så...Begyndte hun at røre på sig. Og et skrig flængede luften og døde hen, som et ekko, mellem træerne. Hans blik gled over til hendes ansigt og han slap hendes ben, da han satte sig på hug ved siden af hendes og med en hånd på hendes ene skulder, fik hende til at blive liggende.
”Bare slap af...Det vil være smertefuldt, men det kan måske redde dig. Træk vejret dybt...Sådan...” han så hun var villig til at slappe af og at hun selv begyndte at trække vejret dybt og kontrolleret, præcis som han ville have hende til. Det var for tidligt at love hende noget og han var ikke født med en forståelse for sine med-mennesker eller væsner, så det faldt ham ikke ind hvor bange hun måtte være.
I stedet vendte han tilbage til hendes ben og masserede videre. Regelmæssigt. Hans blik vendte ofte tilbage til hendes ansigt, for at bedømme hendes tilstand og tjekke om hun var ved bevidsthed. Det var fantastisk hun var ved bevidsthed og han ville helst have hun forblev det! Hvis hun var ved bevidsthed var hun ikke død og nemmere at have med at gøre. Han tjekkede til tider til bålet, som knitrede lystigt, han kunne mærke varmen fra bålet og personligt var det lige varmt nok til ham, men hun havde mere end brug for det. Han havde lagt hende med overkroppen tættest på ilden og benene lidt væk fra. Han huskede hvad hans mor havde fortalt ham om forfrysninger og hvordan man varmede folk op igen. At det gjorde ondt var kun godt...Så var der endnu noget at redde.
Han håbede ikke hans mørke aura ville skræmme hende unødigt. Jo mere en patient slappede af, jo bedre og nemmere var tingene. Men man kunne vel sige at han fik erfaringer af at folk sjældent gad samarbejde med ham.
Han vedblev at masserer hendes ben og fødder og det ville han blive ved med det næste lange stykke tid, til han kunne se en bedring eller måtte konstaterer der måtte grovere midler i brug. Desværre kunne han ikke varme noget vand og lavede en the til hende. Men så måtte hun bare leve uden.

Tiden gik. Til sidst så han en bedring. Hendes ben så mere sunde ud og det gjorde hendes fødder også, trods han lige nu ikke kunne lokke hendes fødder til at tø helt op. Han var helt træt i fingrene, hænderne og armene af at masserer hende hele tiden, så han besluttede sig for at holde en pause. Han satte sig op til hendes hoved og lod en hånd glide over hendes pande og over hendes puls igen.
”Er du i stand til at tale? Er du i stand til at drikke?” spurgte han. Hans plan var at hvis hun kunne drikke, ville han give hende noget vand. Måske kunne han endda lokke hende til at tygge på nogle urter.

[Deleted]

Bange var vel egentlig en underdrivelse, livet var endelig begyndt at byde på nye spændende ting, og så skete dette, en eneste gang ude for Procias og faren lurede kun lige op af de store mure. Hendes held var bestemt ikke på den side af muren og hun blev enig med sig selv om at hun måtte lære at forsvare sig før hun så meget som tænkte på at skulle krydse grænsen igen. Serenity ømmede sig i ny og næ, men gjorde sit bedste for at trække vejret roligt, hun kunne godt mærke han ikke var et væsen af lyset, men hun dømte ham ud fra hans handlinger, ikke hans væsen. Lige som hun havde gjort med Alex, men til gengældt også fortrudt, mindet var smertefuldt, men hun måtte videre og hun måtte kæmpe lige nu for ikke at klynke af smerterne. Serenity var stærk på sin helt egen måde, men det var nok mere et overlevelsesinstinkt end noget andet. Stemmen han bar var faktisk ikke en som løb hende så koldt ned af ryggen igen, måske fordi han hjalp hende, men hun fandt den næsten rar. Det var nok håbet som talte for hende, men hun stolte lige nu på at alt nok skulle gå. Specielt da hun efter lidt tid begyndte at vrikke med tærene og mærke det prikke og nive i dem, det betød kun de var ved at finde varme. En lettelse, hun havde set mange syge folk i sin tid og hun vidste at hun ville kunne miste hele benet hvis der ikke skete noget i god tid, eller lige tids nok som nu. Selvom det gjorde godt, var hun lettet da han stoppede for at tage sig en pause, hun var stadig meget fokuseret på sin vejrtrækning, men blev lidt ukoncentreret da han satte sig ved hende og mærkede efter hendes puls og højst sandsynlig om hun havde feber, hvilket hun ikke selv var klar over. Alt hun vidste var at hun frøs og hendes krop skælvede for at få varmen, selvom ilden, og det han havde gjort for hun skulle få den klarede det godt, gik det langsomt synes hun selv. Men det var nok iver efter at få varmen helt, at være tilpas. Noget som nok tog tid. Da han spurgte om hun kunne tale, rystede hun på hovedet, hun havde ikke kræfter til det, den chance ville hun ikke tage, nej hellere fokusere på vigtigere ting, som den anden ting han sagde, som hun nikkede ivrigt til. Åh vand, hun ville så gerne have noget vand, noget til at fjerne den udtørret følelse som havde opbygget sig i hendes svælg under løbeturen, faldet og nu den halvhårde vækning, samt koncentrationen om at trække vejret stille og roligt. Allerede nu havde hun da fundet lidt kræfter, men ikke nok til selv at skulle sidde op, det kunne hun ikke klare. Hun sendte ham et taknemmeligt blik, inden hun lod øjnene glide lidt i igen, det føltes hårdt bare at holde dem åbne, mens vejrtrækningen faktisk blev stille og rolig ganske let, lidt for let. Hun var så træt og kold.

[Deleted]

Han nikkede let og tog proppen af flasken med vandet. Hans ene hånd gled ned under hendes hoved og støttede hende, da han let pressede hendes hoved opad, så hun kunne drikke uden at blive kvalt samtidig. Han sørgede for hun fik drukket noget af vandet, uden at hun fik drukket for meget på en gang. For meget vand kunne være skadeligt i forhold til at være dehydreret og det værste der kunne ske var hun for meget og kastede det hele op igen. Så han gav hende kun nok til at stille den værste tørst og ubehag, før han fjernede flasken igen og lod hendes hoved synke tilbage. Hun var træt, ingen tvivl om det og hun ville snart glide ned i en urolig søvn, var han vis på. Det ville også være det bedste, han kunne ikke gøre meget mere for hende lige nu og de havde begge brug for at hendes krop selv tog kampen op og genvandt noget af det. Hvilket skete bedst, når folk sov. I et øjeblik kiggede han bare på hende i et øjeblik. Han kunne ikke hjælpe hende mere lige nu...Han burde vel skaffe en form for mad hun kunne spise senere. Noget frugt eller bær...Han så sig rundt et øjeblik og lavede en kort grimasse. Han havde ikke lyst til at forlade hende, men havde vel ikke meget af et valg. Det var bedre at være til nytte end sidde her.
"Bare sov og slap af. Du vil langsomt få varmen" han fortalte hende ikke at han ville gå. Det ville måske gøre hende urolig og hvis hun alligevel sov, ville hun nok slet ikke opdage det. Han ventede lidt for at se om der var nogen forskel, inden han rejste sig op og gik på opdagelse i skoven, hele tiden opmærksom på små ting, der kunne hjælpe ham med at finde rundt og finde tilbage igen. Heldigvis havde han altid været van til at finde rundt, så han var dårlig til at fare vild.

Han vidste ikke hvor lang tid der var gået. Men lidt efter vendte han tilbage med hænderne fulde af nogle bær han havde fundet og smagt på. De var ikke giftige, men søde og de måtte fungerer som lidt føde, i tilfældet hun vågnede og var sulten. Han fandt noget mere brænde og stablede det lidt væk fra dem, inden han kastede lidt mere brænde på selve bålet. Så satte han sig ned ved siden af hende igen for at tjekke op på hende. Hvis hun havde det fint og sov, ville han lægge sig bag hende, for at dele sin varme med hende. Uden nogen skumle tanker. Hvis hun havde det dårligere, måtte han prøve at hjælpe hende. Men det havde været oplivende at se hende vrikke med tæerne og han følte efterhånden at det nok skulle gå, trods de endnu havde lang vej igen.

[Deleted]

Tænk heldet skulle være sådan at han havde fundet hende, kunne man være andet end taknemmelig? Hendes liv var reddet, for nu ikke mindst og hun glædet sig over det, selvom hun var kvæstet. At mærke sit hoved løfte ved hans hjælp gjorde hun smilede meget svagt, hun skilte sine læber og tog imod vandet, drak forsigtigt og nød hvert sekund af det, som hele hendes svælg blev løsnet op og hun bedre kunne få vejret. Det var i hvert fald mere behageligt at skulle trække vejret nu. Hendes blik gled kort op igen som hun så mod ham, selvom hun kunne drikke meget mere end det, vidste hun også selv da ikke var smart, og han lod til at vide rigtig meget om hvordan han skulle behandle hende, hvilket gjorde hende tryg. I teorien kunne han jo have været ligeglad, være gået sin vej og ikke skænket hende en tanke, hun var intet for ham og hans aura udviste ikke nogen tegn på at dette var normal adfærd fra hans side af, men hun var taknemmelig og valgte ikke at stille spørgsmålstegn ved det lige nu. At være ved at glide ind i søvnen var en rar ting, hun slappede i den grad mere af, hvor hun før havde været mere anspændt i forsøget på at slappe af. Det kom af sig selv, det hjalp når man var bedre tilpas og hans ord var det sidste hun mindedes inden hun gled ind i en blid søvn. Den var tung grundet hendes tilstand, men alligevel let grundet hendes seneste oplevelser. Og i den tid han var væk, sov hun rent faktisk, men da han lagde sig ved hende, vågnede hun en smule, dog ikke meget, for hun gled hurtigt hen igen og nød varmen som dannede sig. Mens hun sov, havde hun ingen drømme, ingen mareridt, hun var i en perfekt hviletilstand, hvilket gjorde hendes krop godt og hun fik varmen hurtigere takket været ham. Det gippede dog lidt i hende, som hun vågnede efter hvad der havde føltes som en evig søvn for hende selv, hun stirrede ud for sig og begyndte igen at skælve, denne gang gav det ikke så meget mening at hun frøs, for hendes hud var blevet mere gylden end bleg. En mulig feber? Hun holdte sine arme ind til sig og trak benene op så hun lå i fosterstilling, hun rystede voldsomt og kneb øjnene sammen, det gjorde ondt, hendes ben var stadig ømme, klart nok og det ville nok tage hende tid at bevæge sig ordenligt rundt igen. Det nev og rev i hendes lemmer, hun havde næsten lyst til at ligge sig ind i bålet for at få varmen, det gjorde næsten ondt at fryse så meget. Hun lå i den grad uroligt, for uden hendes skælven, og hun mærkede hvor bange hun egentlig blev igen, hvilket gjorde hun fik et panisk udtryk i øjnene.

[Deleted]

Han døsede selv hen, da han lå op af hende og delte sin kropsvarme med hende. Selv om hun allerede var mere varm end da han fandt hende, virkede hun stadig helt vildt kold ved siden af ham. Han fik måske sovet en time eller to, måske længere, måske kortere, før hun var vågen og krummede sig sammen. Hendes bevægelser og den voldsomhed, som hun rystede med, vækkede ham. I et øjeblik missede han let med øjnene og var desorienteret, men så huskede han hvor han var og hvad han havde gang i. Han satte sig op og puffede sin kappe god ned om hende, så hun ikke skulle fryse for meget over han havde fjernet sig. Han rejste sig op og hoppede lidt på stedet, for at få gang i sit eget blodsystem, før han satte sig på hug foran hende og studerede hende lidt. Kulderystelser. Måske endda kramper. Det var både godt og skidt. Kramperne betød hendes krop var ved at fryse op igen, men kramper kunne også gøre skade. Han lod en hånd glide hen over hendes pande. Varm og koldsved. Hun havde feber. Feberkramper? Han håbede det var kuldekramper, de var bedre end feberkramper, omend begge dele kunne være slemme.
Han tjekkede op på hendes ben og fødder. Hendes hud så mere sund ud, men det var på tide at finde ud af hvor slemt det stadig stod til. Eller måske lige frem hvor godt. Han så op på hende for at se om hun virkelig var ved bevidsthed.
”Kan du høre mig? Jeg vil prøve at nive dig rundt på dine ben og fødder for at tjekke hvor slemme dine forfrysningerne var eller er. Bare giv udtryk for hvis du kan mærke det. Gør intet, hvis du intet kan mærke” hans stemme var myndig og havde en hvis autoritet over sig. Til hverdag troede folk ofte han var en form for dreng og ikke en der var alvorlig eller ville driste sig til at hjælpe folk. Dette var den helt anden side af Zean, den alvorlige og betænkelige, den del der kunne opnå meget...Og den side folk næsten aldrig så. Åh, det var den side hvor han var bedst at snakke med, men også den side han kunne være mest farlig, hvis det endelig gik galt.
Han afventede for at se om hun havde forstået ham, før han gav sig til at nive hende. For hver nev tjekkede han hendes ansigt for at se om der var reaktion.

[Deleted]

En stemme som lød som om der var styr på tingene fik hendes frygt til at skrumpe en smule, hun så mod ham med et hjælpeløst blik, hun nikkede dog, for det kunne hun jo, altså høre ham. Hendes tanker gled i kastestrofe, men hun prøvede at bekæmpe det ved at føre en samtale i sit hoved, talte sig selv ned hvis man kunne sige det sådan, i tankerne. Kroppen reagerede da han nev, hun trak sig sammen og hun skar en smertefuld grimasse, småklynkede og kneb sine øjne hårdt sammen, hun kunne bestemt mærke det, det gjorde vanvittigt ondt og selvom det var en god ting, så gjorde det ikke mindre ondt af den grund! Serenity havde aldrig haft det sådan før, aldrig været i så store smerter, eller været syg på nogen måde førhen. Det var nok derfor hun var så bange, hendes hjerte var da i fuld sving med at pumpe blodet rundt i hendes system, hun måtte stoppe ham i at nive hende. "Ikke mere." Pev hun bedende, for det gjorde ondt og selvom hun rystende havde fået sat sig op, sad hun ikke længe før hun gled ned mod jorden igen. Det gav et lille bump som hun lagde sig ned igen, der var ikke mange kræfter at arbejde med og slet ikke når kroppen rystede helt vildt. Hun tog stoffet godt om sig og prøvede at putte sig godt ind, hun havde det virkelig af helvedes til. Det var så koldt, men hun var varm og på vej til at blive fugtig af sved. Men ikke tale om hun skulle køles ned selvom hun egentlig var ved at brænde op, hun frøs jo! Tænk at han rendt faktisk stadig var der, han skulle bestemt vide at hun ville sy så mange klæder han kunne bruge som tak, om ikke andet give ham en god løn for hans arbejde, ja måske endda skylde ham en tjeneste af eget valg når han engang fik brug for den. Et eller andet måtte hun gøre for at vise sin taknemmelighed, for selvom hun havde det slemt og faktisk var rigtig bange, så havde hun håb, fordi han var der. "Tak...." Hviskede hun blidt, med lukkede øjne og lod et kort smil vise, men det var også kun i få sekunder, før det måtte forsvinde.

[Deleted]

Hun nikkede og han begyndte. Det var ikke fordi han nev specielt hårdt eller slemt. Blot let, så han kunne tjekke om hun havde følelsen i sine ben og fødder. Ikke fordi...Altså...Den smule smerte hun følte...Åh, han havde ikke været i nærheden af smerter længe! i et øjeblik havde han lyst...Lyst til at give efter. Han bemærkede at hans hænder rystede let. Han havde gået...hvor længe? Et par uger? Uden smerter. Uden drab. Uden noget som helst af hvad han elskede aller mest. Det var hårdt, havde været hårdt og var hårdt. Der var tider hvor han havde været så tæt på at gå amok. Og nu...Nu lå kvinden her foran ham, svag, ude af stand til at gøre modstand og peb fordi han nøjedes med at nive lidt. Åh, han kunne gøre så mange andre ting!
Men Gabriel ville have hans hovedet for det. Åh, hvor komisk! Manden der troede at han ville rejse med Ziggi til Dvasias, at han ville flå Ziggi op, så snart de krydsede grænsen...Han ville aldrig have ladet Zean hjælpe hende, denne fremmede kvinde, i frygt for han gjorde noget ved hende. Og nu sad han her og prøvede tværtimod at hjælpe! Det var absurd.
Hun klynkede. En lyd han var van til. Hun satte sig endda op. Han så over på hende, kort, og nev hende en sidste gang i en af hendes tæer. Hun bevægede sig og sagde lyde, hun havde ikke nogen større smertetærskel, men i det mindste kunne de konstatere en ting, en god ting. Han smilte let til hende et øjeblik.
”Færdig. Jeg har en god nyhed” han gav sig igen til at masserer hendes ben og fødder, for at sikre deres stabile tilstand og højne sandsynligheden for at de kom sig uden større problemer.
”Dine ben og fødder skal nok klare sig. Jeg har fået masseret blodet og varmen ned i dem og du reagerer på mine berøringer, hvilket betyder der ikke er sket større skader. Du er heldig” han så lidt på hende. Hun var usigelig heldig. Havde han ikke været der, havde ingen været der...Var det ikke engang sikkert hun ville have overlevet. Og her kunne hun se frem til at gå normalt igen! Måske ville hun opleve nedsat følelse i fødderne, men ellers ville hun kunne gå som normalt igen. Hun skulle bare slappe lidt af nu og komme sig. Få varmen helt igen.
”Jeg har samlet lidt bær, hvis du er sulten og jeg har nogle urter, der vil styrke din krop. Og mere vand” Han fjernede sig fra hendes ben og hentede vandet. Uanset om hun var sulten eller ej, skulle hun have mere vand. Uden at vente på tilladelse gjorde han det samme som før. Han løftede hendes hoved og hjalp hende med at drikke. Hvis hun altså ville have noget. Hvis ikke, måtte han jo trække let på den ene skulder og sætte flasken fra sig igen.
”Du skal bare slappe af, få varmen og sove så meget som muligt. Jeg har plejer dine sår, så der ikke går betændelse i. Du har feber, men den vil forsvinde når du får det bedre. Du vil nok være svimmel, have hovedpine og føle du fryser en del det næste stykke tid. For ikke at nævne dine ben og fødder vil være meget ømme.” konstaterede han. At patienten vidste hvad der skete og hvad denne kunne forvente, fik ofte folk til at slappe mere af og accepterer det. Om ikke andet, var det ofte bedre at vide tingene end slet ikke. Og dette kunne måske endda være en trøst for hende.
”Du skal nok klare dig. Ingen dør på min vagt” Medmindre han selv sørgede for det, vel at mærke.

[Deleted]

Det var både smertefuldt, men også rart at mærke ham massere hendes ben, hun gjorde sit bedste for ikke at pive for meget, tage sig lidt sammen. Selvom hun ikke klarede det specielt godt hele tiden, hun var virkelig ikke van til smerte. En vind gled småkraftigt igennem træerne, hvilket fik hende til at krølle sig lidt mere sammen, så pokkers koldt. Gode nyheder var vidunderlige, hun var virkelig glad for at lytte til hans stemme, det mindede hende om at hun ikke var alene lige nu, og at der var en til at passe på hende og det havde hun haft brug for, mere end hun anede. En ting hun faktisk hadet og at skulle blive bedre til at forsvare sig ville bestemt blive et must efter det her! Serenity smilede ved hans ord, det var virkelig godt af høre. "Det har jeg dig at takke for." Småstammede hun, stadig rystende af kulde, hun så mod ham, sendte et lidt større smil og var glad for at kunne sige mere nu, selvom det var anstrengende når ens stemmebånd viberede med resten af kroppen. Der var så mange ting hun gerne ville sige, eller, egentlig bare tak og at hun ville give ham noget for at vise sin taknemmelighed, men kvinder kunne jo lave lange lister af ord om så simpel en ting. Men at hvile vidste hun var nødvendigt og så var det hårdt at snakke, hun ville egentlig bare gerne sove! Alt han sagde lå hun og nikkede roligt til, hun var glad for at høre hvordan situationen egentlig helt præcis var, for hun var jo rimelig forvirret og ikke helt hundred procent klar over hvad der egentlig var sket fra hun gik kold og til nu, andet end at han havde hjulpet. Ikke hvad præcis, men det vidste hun nu. En rar ting, at blive indformeret, han havde gjort det her før, hun var helt sikker på at han måtte være healer og være van til at have med mennesker af gøre. Hun lod ham hjælpe sig til at drikke mere vand, det var skønt og selvom hun var træt, kunne hun godt mærke hendes krop nok burde få lidt at arbejde med. Forsigtigt prøvede hun at komme op og sidde, hun tog stoffet godt omkring sig og prustede lidt, det var koldt! Desuden havde hun ikke vildt meget at dække sig med uden hans hjælp, så det var i den grad rart. Det generede hende ikke at han havde haft frit udsyn, nøgenhed var naturligt, desuden tænkte man ikke just over sådanne ting i sådanne situationer. Det hele kørte rundt og hun måtte lukke øjnene for at samle sig lidt igen. "Bær og urter at styrke sig på lyder godt." Mumlede hun så, inden hun åbnede øjnene for at prøve at se lidt rundt, se om hun genkendte steder og finde ud af hvor langt fra hjem hun egentlig befandt sig. Det hele snurrede dog lidt for meget rundt, så hun endte med at lukke øjnene igen og sænke hovedet lidt, hun var så slap og afkræftet, men kroppen skulle bruge noget at arbejde på. "Jeg er dig evigt taknemmelig, hvad du end må behøve, så skylder jeg dig. Tak." Lød det så blidt fra hende, stadig med en skælvende stemme som matchede hendes krop der stadig kæmpede for at finde ro og egentlig være tilfreds med den varme hun havde. For hun var varm nok nu, mere end varm nok med feberen, men mon ikke den ville lægge sig når hun havde fået sovet lidt mere? Feberen var vel tegn på hendes krop kæmpede mod infektion, eller andre ting. Hun var øm over det hele, de store mærker viste hun havde taget imod en del slag, mon det også var en af grundene til at hendes ben og fødder gjorde så ondt?

[Deleted]

Han satte flasken fra sig og så på hende, da hun langsomt fik sat sig op. Det var...rart. At modtage tak og se at hun ligefrem slappede af ved de ting han sagde til hende, i stedet for at blive bange eller skrige op om en dødsengel. Det var så anderledes i forhold til hvad han var van til, meget anderledes og han havde ikke troet han faktisk ville opleve det. Men her var det! Et lille mirakel.
Han samlede bærrene op og holdte dem frem til hende, lagde dem foran hende, så hun selv kunne tage nogen. Så fandt han et par punge frem og fiskede nogle urterne op fra dem og lagde dem blandt urterne. De fleste var tørrede, men enkelte var friske og nogen han næsten lige havde plukket. Problemet med urter var at de ikke virkede lige med det samme, men over tid. Om ikke andet, var de fremragende medicin. Han kunne se hun var svimmel og stadig havde det dårligt og det vigtigste var at hun slappede af.
Han satte sig ved siden af bålet og så lidt på hende. Spørgsmålene var begyndt at dukke op. Hvem var hun, hvad lavede hun siden hun var kommet i så dårlig en tilstand, holdte hun til i skoven eller stak hun af? Der var flere spørgsmål, men de var ikke passende lige nu. Ud over et, vel at mærke. Han bedømte hendes tilstand et øjeblik mere og besluttede sig så at hun nok godt kunne overskue det ene spørgsmål.
”Jeg bliver nød til at spørge...Er der endnu fjender efter dig eller vil vi være sikre?” det var af rent praktiske årsager han ville vide det. Skulle de forberede sig på at fjerne sig, komme videre eller skulle han forberede sig på at forsvare dem? Eller måske var der slet ingen fjender efter hende og så kunne de blive her og slappe af.
Og hvorfor lige fjender? Fordi ingen kom til skade, sådan som hun var, uden at nogen stod bag det. Selv folk der faldt og slog sig slemt ville have nogle helt andre sår og blå mærker. Han var ikke i tvivl om at nogen stod bag det...Og han var næsten helt sikker på at hun var flygtet var noget og var endt her i skoven, udmattet af det hele.
Selvfølgelig var det begrænset hvor bevidst hun måske var om deres situation lige nu og om hvor meget hun faktisk kunne bedømme. Men hun vidste det alligevel bedre end nogen anden og derfor måtte han spørge.

[Deleted]

Hver bevægelse han gjorde opfangede hun, selv med lukkede øjne, hun trak af og til på smilebåndet, men det var hårdt, det krævede mange muskler i ansigtet og hun var så forbandet træt! Vinden som af og til gled igennem træerne fik hende til at gyse hver gang, det var koldt, men mon ikke det snart gik over, hun var begyndt at falde mere ned og selvom feberen stadig var der, var kramperne holdt op. Nok som en kickstart for at hun kunne få lidt gang i kroppen igen. At ligge længe kold, havde jo også gjorde noget og derfor var det ømt at bevæge led, skønt de var varmet op. Bærene som blev lagt begyndte hun at putte blidt i munden, en efter en og spise forsigtigt, selv urterne lod hun blande i, væden fra bærene gjorde det lettere at synke de mere tørre urter efter at de var blevet tygget godt og grundigt på. Det var med stort velbehag og der kom små lettede suk fra hende, hun følte sig virkelig taknemmelig for mad lige nu, også selvom der var tale om simple bær. Hans spørgsmål var en vis ting at tænke på, hun kiggede blidt op på ham, inden hun sendte ham et blidt smil. "Vi er sikre. Jeg fik en mindre psykose da jeg kom over grænsen, det var grunden til jeg løb." Forklarede hun, for hendes oplevelser på den anden side, havde gjort at folk der kom for tæt på virkede farlige og så var hun stukket af, fra mennesker der faktisk prøvede at hjælpe hende. Hendes mentale tilstand der, havde ikke været rask, hun var faldet ud af hendes ellers rolige sind og var helt ude af den, men nu, her med ham, var hun tilbage og rolig, faktisk glad. Hans mørke væsen skræmte hende ikke, alene af den grund at han havde hjulpet hende og man kunne vel kalde hende naiv, men hun var sikker på der var en god grund og ikke at han ville skade hende efterfølgende. Serenity fik spist hvad hun nu kunne, lod det komme ned med lidt mere vand og måtte vente med at ligge sig ned, hun var bange for maden kom op igen hvis hun lagde sig for hurtigt. Desuden var det nok sundt nok lige at sidde lidt, selvom det var hårdt. Og efterfølgende kunne hun få sovet, der var stadig noget rejse igennem skoven, men hun var nær hjem og hun savnede hjem.

[Deleted]

Han så lidt på hende. Han fornemmede ingen løgn ved hende, men alligevel troede han ikke at dette var hele sandheden. Han kendte sine sår. Enkelte på hendes ben og fødder var fra da hun løb, men på resten af kroppen? Han ville vædde med nogle af dem stammede fra en person. Men det var ikke op til ham at snage, uanset om han var nysgerrig eller ej, der var nok problemer i denne verden og han behøvede ikke involverer sig selv i yderligere. Desuden rejste han snart.
Men hvad kunne der være af så skræmmende ting i Manjarno? Han havde rejst igennem landet et par gange snart og det havde altid virket så afslappet. Procias var det også ja, men Manjarno var også ret fredeligt, omend mindre lyst og mindre varmt end Procias. Hvis man fik psykoser af det land, var det bedst bare at blive her resten af sit liv, for de sidste to lande var blot endnu værre. Men måske havde hun været helt i Dvasias eller Imandra.
Det var som det var. Om ikke andet kom hun sig og en dag skulle hun nok være helt rask igen, også selv om det ikke blev lige med det samme. Han nikkede kort. Psykoser kom ikke uden grund.
Hans grå blik gled over træerne omkring dem. De ville være ret udsatte for en angreb her, hun ville være svag, de havde ingen våben og han kendte ikke skoven særlig godt. De ville ikke nå særlig langt, hvis nogle fjender slog et smut forbi. Hans hånd gled igennem det brune hår, før han lagde sig ned på ryggen og hvilede hovedet på sine arme, som han lod glide om bag hans hoved. Hans blik søgte trætoppene og himlen over dem, så godt han nu fik lov at se den. Tiden var gået stærkt, natten var stort set forbi og himlen begyndte at lysne op og bebude en ny dag. Han burde snart vende tilbage til slottet og rejse. Han lukkede øjnene lidt.
”Jeg er Zean” bekendtgjorde han. Det ville være nemmere hvis hun kendte hans navn og ikke skulle kalde ham...Ja, ham. Ham, Ham dødsenglen, ham den lille fyr...Zean var bare nemmere. Han forventede ikke nødvendigvis at få hendes navn retur. Folk droppede ofte de mest normale høfligheder i nærheden af ham.
”Hvis du er flygtet hertil, må stedet her stå for noget trygt. Noget du kunne vende tilbage til. Jeg gætter på du bor i skoven? I så fald kan du ikke have langt hjem...” han satte sig op igen, åbnede øjnene samtidig og støttede sig selv, ved at læne sig op af en udstrakt arm. Hvis hun snart var hjemme, så når hun var frisk nok, kunne han hjælpe hende hjem...Og så kunne de begge komme videre. Det ville også være bedre for hende at være et sted med en ordentlig seng, ordentlig mad og mere vand. Hans beholdning af vand var næsten tom.

[Deleted]

Man skulle tro det var tydeligt at hun var elver, hendes spidse øre afslørede hende jo gerne, samt hendes højde og ædle træk. Men okay, med de tydelige sår af knivblade og andre ubehagelige ting i form af farver og hævelser, ja så var det nok ikke lige det man sådan lagde mærke til. Hun sad og rokkede lidt, det var hårdt at holde sig selv oppe, meget endda, men hun kæmpede da og hun havde fået spist og drukket lidt, nu skulle hun vel bare hvile. Hendes blik faldt på et træ, det så fantastisk ud, lige til at sidde op af, men nej, hun kunne ikke bevæge sig derop og desuden, så var det snart tid til at ligge ned. Hendes rejse var blevet kortere end hun havde regnet med, hun var slet ikke kommet igennem Manjarno, kun lige kommet ud for muren og så var hun stødt på dæmonen som beherskede elementet is, hun gøs ved tanken. Det havde været det mest ubehagelige møde hun nogensinde havde haft, hendes fantasi om rædsel havde aldrig været der, alting var jo fryd og harmoni i skoven, ingen onde ting hvad hun havde oplevet. Nok fordi hun var en simpel syerske. Hendes gøren, havde været at finde specielle ting til bestillingerne hun havde modtaget på markedet, men de blev ikke fuldført og hun måtte give folk deres penge tilbage. Eller det måtte hun få nogen til, nabodrengen ville nok gerne hjælpe hende, det gjorde han altid. Tænk at hun var forsat for at få hjælp i byen, for så at få hjælp, hun blev faktisk healet lidt, de indre skader ikke mindst, men så blev vedkommende krævende, på punkter hun slet ikke havde forstillet sig, og så var hun ellers færdig med Manjarno og havde løbet fra byen og tilbage til grænset, blev lukket ind og da folk prøvede at hjælpe hende, havde hun stadig været for meget oppe og køre til at stole på nogen og løb mod skoven. Her var hun så, fået hjælp af en som de fleste nok ville løbe skrigende væk fra og hun fandt ham faktisk rigtig rar. Lige nu var hun tryg og rolig, hendes øjne var gledet i og hun lignede mest af alt en som sad og sov. Dog lod hun øjnene åbne blidt da hun hørte hans stemme, hun smilede varmt til ham og nikkede som en hilsen. "Det er vidst umuligt at forklare hvor glad jeg er for at møde dig Zean, mit er Serenity." Lød det stille fra hende, som hun lod blikket hvile mod ham, rigtige sovekammerøjne, hun var udmattet. Hans ord fik hende til at nikke, efterfølgende endte hun blidt nede i det han havde redt for hende til at starte med, hun lukkede øjnene og sukkede dybt. "Jeg er skovelver, min by er et stykke vej herfra, jeg håbede at nå i rækkevide til at blive opdaget af dem, men jeg nåede ikke forfærdelig langt. Jeg er virkelig usædvanlig heldig at få hjælp af en fremmede på den måde. Endnu engang mange tak Zean." Lød det roligt fra hende, tydeligt mere afslappet og det var også en blid mumlen som måtte komme fra hendes læber, for hun var godt på vej i drømmeland allerede. Der ville ikke gå lang tid før hun sov.