One step at a time..

[Deleted]

jack rynkede næsen lidt han forstod ombart ikke hvad en hemligehed vaar men sådan måtte det jo en gang være rolige vente jack sig stille om for at gå ud igen han vente på sin gud fare ville komme ud der fra " jamen så må vi jo af logge stede " sagde han stille og rolige mens jack lage en hånd i jorden og lukket øjne stille og rolige så der kom nogle rodere op med et Teng på " så kan du se hvor det er til næste gang vis din famille kan holde fingerene væk der fra og ikke gøre så meget skade på for at bange for det er skrøbliget " sagde jack mens han stille vente sig om for at gå videre ind i skoven han ventede ikke på Thranduil da han renget med at han fulte efter ham men der gik ikke lagtid før han stopped op ved en kant som man kunne se ud over helle skoven "Thranduil kan du huske min far ?? "" sagde han stille og rolige mens han Lænte sig op af et træ og kikket ud over skoven " hvem var mine forældere inden de bliv " jack tav lidt og vidste ikke om han skulle sige det men så kom det fra ham " inden de bliv slaver ??"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Jack var tilsyneladende ikke bekendt med begrebet 'Hemmelighed', og at visse ting, ikke var noget som skulle holdes hemmeligt. Dette sted var på alle måder unaturligt. Måske dyrene søgte hertil for varmen, men selv han kunne jo se, at de ikke var meget for at komme alt for tæt på, hvilket han skam udmærket godt kunne forstå, hvis han selv skulle sige det. Hans grønne øjne gled mod Jack og med en ganske sigende mine. Hvad var det egentlig han lavede? "Jeg skal have stedet undersøgt, og handle ud fra det.. Det er på alle måder unaturligt, og det ønsker jeg ej skal befinde sig i min skov," sagde han kort for hovedet. Han handlede på skovens bedste.. For alt hvad han vidste, var der tale om mørk magi, og så skulle det ødelægges.
Jack fortsatte med at gå.. Der stod Thranduil længe stille, inden han alligevel fulgte med. Han måtte se til dette sted på et senere tidspunkt. Det var ikke passende lige nu. At han gerne ville vise mere om sine forældre, kom nu egentlig heller ikke bag på ham. Han var vel som en typisk ung mand, som ønskede sine svar, på spørgsmål som han havde stillet sig i flere år? Han trak vejret dybt. "De var gode mennesker.. Nær og kær til mit hjerte," svarede han. Sandt var det.. Det var yderst sjældent, at der forekom ham nogen u-elviske væsner, som han nærede respekten for, men lige hans forældre, havde formået at vække den i ham.

[Deleted]

jack smile stille da han sagde de var gode mennesker for han kunne godt se det lidt for sig selv også rolige lage hovdet han på skrå og kikket mod sin gud far " hvordan måtte i hianden enligen ??" sagde han stille og rolige mens han smilte rolige hvad skulle han dog stille op det var svært ikke at tale om dem for han hadet så mange Spøgmål til om dem og han kunne da godt tænkte sig at se hvor de bode før de bliv slaver rolige tog han et halskede frem og kikket lidt på den " det stor set det enste jeg har fra dem " sagde han og kikket lidt på et smukke hvor på et træ nærmste Flætte rundt om dem og danden et ring med spiraler inden i mitten han tog den stille af og gav den rolige til Thranduil " min far sagde som sine sindste ord at jeg skulle gen op ratte det der har været gåete tap og holde den fred der er i mellem os vad mener han med det ? " kom det lidt spøgeren fra jack han vidste godt hans far hadet en høj stilingen men hvad det mentes med det han sagde hadet han ingen ide om

men jack vendte sig rolige om for at gå videre han hadet set nok måske Thranduil ville se hans hus lidt nærmer an rolige trak jack på smilte bondete " jeg tænke på om du ville se hvor jeg bor ??" sagde jack lige så stille og rolige mine det var jo ikke forde han ville plage ham eller forsinge hans gud far i ting han var torsalt koge og hadet sikkert masse ander ting og se det og det forstod jack godt

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils blik gled mod Jacks skikkelse. Uden tvivl langt mere irriterende end sine forældre, men var det underligt, hvis han ikke rigtigt kendte til dem, eller den verden, som var omkring dem? Det var jo lidt sådan at han gerne ville have det. Det var dog en tanke som han valgte at holde skjult. "Jeg lærte dem at kende for en del år siden.. Du ved at Jeres slags, ikke lever så længe som min.. Jeg skyldte dem en tjeneste, efter at han.. hjalp mig ud af en problematik.. Og dertil kom det løfte, om at fremstå som din gudfar.. og deraf mit venskab med din slags," sagde han med en rolig stemme. Sandt var det jo, også selvom han ikke var meget for at fortælle hvordan det egentlig måtte hænge sammen i den forstand. Gud hvor han dog hadede det faktum. Han trak vejret dybt. Hans fader havde været en højerestående mand, og det var j ikke rigtigt nogen hemmelighed. "Din fader var af højerestående slægt.. den mand som forbandt en alliance mellem os elvere og druider i skoven her," forklarede han. Der havde jo længe ligget frygtelig mange intriger.. og ja, de var fortsat, og særligt efter mandens bortgang og slaveri.

Det var ikke fordi at Thranduil i forvejen var meget for at manden måtte holde til i skovene her, men han var underlagt andre love og regler fra det højerestående. Han vidste at Jack gjorde hvad der passede ham, og det var rent faktisk det, som han havde de største problemer med.. Han måtte jo bare bide det i sig for nu om ikke andet. "Jeg tror jeg har set nok," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hans skikkelse. Alene det at have set ham gøre brug af bue og pil på de skabninger og væsner som var i skoven.. Han fandt det forkasteligt.

[Deleted]

jack kikke hen mod sin gud far og smilte rolige til Thranduil mens han kikket rolige over mod byen men sagde heller ikke rolige kikket han ned og smilte mens hans hånd røte hans hjerte rolige sagde jack i stille tone " tak " sagde jack stille og rolige mens han stille vente sig mod ham igen der var et varmt smil over ham og gald ansiget mens han stille og rolige gik mod ham for at gå hjem adet det var det der skete mellem dem lige nu var noget stort det kunne jack mærker og et bråd at håb og venskab bliv stille knytted sammen selv om jack var meget anderledes ind sin konge rolige gik han hjem og af slutte dagen med godt humør det var godt jack sov tungt den nat og det var en god natte søven han hadet Foget sig / out

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ordene havde måske en varmende betydning for Jack, så var han da glad for at give ham dem. Han havde holdt af hans forældre, og det havde han alle dage gjort. Deres bortgang havde været et kæmpe tab, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han nikkede mod ham, og så til at han søgte tilbage til sit. Han gik derfor også ud fra, at det var det som der var at komme efter i denne omgang, og det passede ham egentlig fint. Han skulle nok holde lidt mere øje med denne Jack. Han brød sig i forvejen ikke om at han var der, og særligt når han kun havde givet udtryk for at være i vejen og være til belastning. Nuvel.. det kunne jo være, at det ville ændre sig.
Roligt rejste Thranduil sig fra sin plads, inden han selv vendte om på hælen, for at søge tilbage mod den elviske landsby. Han havde mere end rigeligt at tage sig til, end at sidde her og stene, når der var brug for ham andet steds.

//Out