One step at a time..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

@jack - Thranduil Íl Aleazea Devárniä

---

Det var ved at være sen på dagen, men dog endnu lyst i Skoven i Procias. Thranduil havde endnu en gang forladt sin elviske landsby til fordel for en lille vandretur igennem det, som igennem rigtig mange år, havde været hans rige og hans domæne. Uden tvivl noget, som han værdsatte meget endda.
De grønne øjne spejdede igennem skoven. Han kunne høre fuglene synge, og overalt så han spor efter de dyr, som til dagligt levede under hans beskyttelse. Langt om længe, så man at det hårde slid og arbejde, som man udførte, bære frugt. Og det var det som fik det tilfredse smil til at melde sig på hans læber. Han var iklædt det typiske elviske tøj. Den lange brune kappe, det afslappede tøj, og så var han renvasket og med det lange hår sat. Selvom han var et lyst væsen, bar han præg af et arrogant ydre. Sådan havde det været lige siden han havde mistet både sin hustru og efterfølgende også hans søn. Tilværelsen for ham, var rent faktisk meget ensom.

Vinden slog ham let mod ansigtet, selvom det nu heller ikke var noget som han tog tungere end det. Det var ved at blive koldt og vinteren nærmede sig med hastige skridt. For nu gjaldt det at få samlet ind til vinteren, så de alle sammen kunne klare sig. Thranduil endte med at stoppe op ved et af de ældste træer som var i skoven, som stod her ved Lysningen. Et af de få, som havde overlevet skovbranden som var fundet sted for mange år siden. Kort lod han hånden stryge over træstammen og med et ganske tilfredst smil på læben. Her var fredeligt.. og han kunne lide det.

[Deleted]

jack hadet forladt sin stinlinge som smed og flytte til til sin gud fares rige for mest at lære ham beder at kende og så også forde hans kærste boret her også men det var ikke nogle der kendte til det da jack og senitry måtte holde lav Profil menst fordi hindens forælder var ran rase og ville have hun gifte sig med en elver mand og ikke en som tja jack. Jack selv øvet sig i at skyde med bue og pile da han hadet set mange elver kunne det tag temlige godt men ind til vider hadet han kun ramt et æble og en stykke træ med et uhel safølge han hadet Hellet træet så ingen kunne se det han var stede jack puset og svedte let " hvordan bære de sig ad med at gøre det der " sagde han stille og kikket åp elver buen som han hadet foget med til hytten jack kikket op Gvinene han ville godt gøre sin gud far stoldt og vise han hørte blandt dem lige som sin far og mor om bart hadet gjort det rolige tog han en pil igen og satte den ved strengne mens han Lugget sine øjne lige så stille mens han prøvet at fornemme hvor langt der var med et fast blik slap han pilen og den fløj hurtiger ind nogle sinde og han bed sig svagt i læben pile spidsen ramte ikke skiven men fløj fra et jeren stukke op til en lygte og så vider hen mod en vagt som hævet skjolet og mens den faret videre hen mod skude skiven hvor jack stod han måtte falde ned på jorden for ikke at blive ramt af pilen men med et "PUFHHH " og et hårdt stød ramte pilen midt i skiven jack holdte sig om ørne for at sikker sig for ikke at at høre et eller andet skrig med lidt skævlne og sunkne kikekt han op mod sted og kikket med store øjne d og "tjaa sådan kan man vel også få ramt på sit mål" sagde jack stille og gjord et skulder træk med armen mens blikket vilte på vagten rolige nikket han unskylnde mod ham men manden så ikke lige frem gald ud men holdte sin mund ved det

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var klar overe at Jack havde forladt smeden til fordel for et liv i skoven. Hans vagter og spioner havde allerede informeret ham om mandens blotte tilstedeværelse, men selv han havde ikke valgt at gøre særlig meget ved det faktum, for det havde der ikke været nogen grund til. Så lang tid at han opførte sig ordentligt, så passede det ham faktisk ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det.
Selv gik han roligt frem og med en tydelig ynde som aldrig nogensinde før. Alt taget i betragtning, så var han nok en af de mest yndefulde og mest ædle af slagsen. Han stoppede op ved det gamle træ, som han let lod hånden stryge over den gamle træstamme, som han stod lige ved.. Han hørte lyden af en pil i vinden, hvilket meget hurtigt fangede hans interesse. Han havde ikke hørt det elviske horn, så han gik så sandelig heller ikke ud fra, at det var en alvorlig sag, som var på gang lige nu! Han kneb øjnene let sammen.. Dette var noget, som han var nødt til at undersøge.

Thranduil bevægede sig roligt frem og med blikket som hurtigt gled til Jacks skikkelse. Så det var her han hørte til eller havde slået sig ned. Han rystede let på hovedet. At se ham rode rundt der på jorden, rørte ham som sådan ikke. "Måske du skulle lære at kontrollere buen, inden du forsøgte dig med den," pointerede han ganske kortfattet. At ramme andre, og dyr også, var slet ikke noget som Thranduil ønskede skulle ske, og alene den tanke om, at det rent faktisk var noget, som kunne ende med at ske.. Det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre i det hele taget. Armene lagde han roligt over kors, som han søgte hen mod ham.. Det var først der et par skridt før, at han faktisk stoppede op igen. "Jeg kan se, at du har slået dig ned i skoven her, Jack," tilføjede han sigende. Om det var en god eller en skidt ting.. det måtte han jo finde ud af.

[Deleted]

jack stivnede stille og roliig mens han kikket rundt og fandt sin gud far ståndene bag ham han hadet vel ikke set ham skyde han rømdet lidt og kikket hen mod skyde skiven " hehe måske har du rat....sir " sagde han stille og kikket lidt ned i jorden i flov hed rolige vente jack blikket og kikket op mod Thranduil da han sagde han hadet slået sig ned i skoven han nikket rolige og tog sig atter i nakken " jeg sagde til mig se lv jeg ville beskytt min mor og fars folk og venner og famille " sagde han stille og sagde på en stoldt måde men blikket faldt lidt igen " men det svært at passe sig ind sir " sagde han lidt med en spark i jorden lidt " der er så mange ander måder i elver folk gør og sproget er bøvlet for mit ved kommet men jeg sluger det i mig " han smilte gald og stoldt over det han hadet op noget han tænkte lidt på serenity og kløde sig lidt folvt i nakken det irterte ham et eller andet sted de skulle holde det hemliget for hindens skyld

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils blik forblev intenst hvilende på Jack. Han havde selv personligt intet imod at manden befandt sig i skoven, for det skulle han da være mere end velkommen til, men ikke når det forblev på denne her måde. Det var farligt. Meget endda. Kunsten at benytte en bue og pile, var en ædel, men derimod også meget gammel kunst, som man skulle lære sig, og ikke bare noget, som man fik foræret på den her måde. Det var jo nok lidt det, som man også skulle huske. "Der er aldrig nogen, der har sagt, at det skulle være nemt.. Du er ikke en elver, Jack.." endte han sigende. Det elviske sprog, brød han sig faktisk ikke om, at manden var i færd med at lære. Ganske vidst var det efterhånden et uddøende sprog, og den tanke skræmte ham en anelse, men for pokker.. Hans blik forlod dog ikke hans skikkelse. Uanset hvem der end var i færd med at lære ham det sprog, så brød han sig bestemt ikke om den tanke.
"Tvært imod tror jeg ikke du kan gøre meget herude, for at passe på de nære og kære, som dine forældre havde.. Det er snarere os, som må passe på dig. Det er en hård verden herude.. den er ikke som det byliv, som du er vant til," påpegede han sigende. Til nu, ville han ikke påstå at han var imponeret over, hvad manden havde formået at opnå til nu, eller gøre for den sags skyld. Faktisk var det ham en pestilens, at manden havde søgt herud.. Det gav ham kun mere at holde øje med, end hvad han havde i forvejen.

[Deleted]

jack kikket på sin gud far og smilte lidt bredt til ham men det famlet lidt igen da hanså lidt på sin bue mens blikket kikket igen på pilen " tjaa jeg gjord nok noget galt men jeg ramte da plet " grinte han så og peget hen mod skiven han ville så inderliget fortælle Thranduil om hans følser og så mange ander ting hans kærlighed til senitry rolige kkikket han stille ned og gik hen mod Pilne for at gøre tingen godt han stak dem i jorden og ventede svar for Thranduil det var begyndte at blive lidt koldt her og der gik vel nok heller ikke mange dage så ville der sikkert falde sne også jack smilte igen " Sir " kom det stille fra jack mens han sparket en sten væk " har du nogle sinde været forelskede " han tænkte det var * dumt dumt dumt * kom det stille fra hans inder tanker men han kunne ikke lade vær de kunne lige så godt state et sted " unskyld det var ikke for at prasse på eller noget " sagde jack rolige og vente sig om for at tage en pil op han sigte rolige hen mod den råde plet og lukket sine øjne og mærkede vinden i sit hår og på sin hånd der var ved at være kold og ved det næste blæst skød jack pilen af sted den fløj forbi hans hånd og lavet en lille risse i hånd fladen jack bed sig i læben * kom nu kom nu ram ram * jack måtte prøve for alt i verden til at blive beder til tingene men da Thranduil sagde noget igen kikket han dog med lidt strengt blik " byliv vad renger du mig for.... husk lige jeg er druide også og del af min maige kommer fra selve skoven også " sagde han lidt med et hævet blik men han smilte dog igen " jeg har væt her ude mange gang i ulve form og kan klare mig " sagde han så lidt mere varmt jack vendte stade på nogle ting som han snakket om før han ville høre så mange ting fra ham

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil blev stående og med blikket vendt mod Jack. Selv var han ikke meget for at manden havde valgt skoven, for det gav ham langt mere at skulle tage hensyn til og holde øje med, end hvad han havde i forvejen. Han havde måske ramt plet, men af den grund, så havde han i hvert fald ikke den fjerneste anelse om hvad det egentlig krævede, at skulle mestre buens ædle kunst. Det var en virkelig gammel krigsstrategi, som også kunne hjælpe til med at holde et folk mætte, da det kunne bruges til jagt.. Dette var da kun noget som skræmte dyr og andet væk, og det var jo heller ikke ligefrem meningen. "Jeg vil anbefale dig, at øve dig, før du gør det der igen," sagde han blot. For nu, kunne man jo ikke ligefrem sige, at Thranduil selv, havde været af den største overbevisning. Der skulle i hvert fald mere til end det her, for at han skulle blive imponeret, og det var det, som han især også ønskede at understrege på den måde, som han nu kunne.
Forelsket..? Det var ved at være mange år siden, at han havde haft det på den måde. "Forelskelse er en del af det naturlige og normale liv, Jack.. Alle oplever den.. Selv jeg har faktisk været grebet af den følelse," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hans skikkelse. Han havde jo været gift, og det havde været med følelser i billedet.. så selv følelsen af sorg, var en som han havde stiftet bekendskab med.

De grønne øjne vendte Thranduil mod Jack. Han virkede underlig rastløs, og det kunne han ikke lide. Der var noget i det her, som ikke rigtigt stemte, og det var jo lidt det som han ønskede at komme til bunds i. "Det er meget muligt.. Men du forekommer mig ikke som et væsen, som er vant til naturen og skoven her," sagde han med en sigende mine. Armene lod han roligt søge over kors. Hans mine forblev intens og fast. Det var jo en alvorlig sag.. Kunne Jack overhovedet klare sig herude?

[Deleted]

jack vendte sig om " hvad ved du om det du glemmer at jeg også er en Druide " kom det lidt hårt for jack mens han prøvet at få den sidste pil ud af et stykke træ han kunne mærke vreden komme op i i ham igen han stolede ikke på en elvere mere som efter det der var sket i skoven han knueedet om pilene spisen og han kunne næsten mærke hvordan bæret flød over men han puset ud og kikket mod Thranduil med et lidt hårdt blik men den bliv tom igen som om alt forlod ham rolige tog han sig til sit hjerte og puste ud " det der kæreste sogere kan.. kan det godt tage lang tid at gå over " sagde jack så enlige han satte sig ned på en bænk og stirede tomt på pilene hvorfor var han født sådan her det vidste han ikke der var så mange tanker der forsvandt det var ikke til at bære men en tåre gled stille ned af hans kind han hadet været dum nok til at holde af nolge og så lige en elver

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil stirrede næsten forfærdet i retningen af Jack. Det kunne godt være, at han var en druide.. eller havde blodet i sig, men helt ærligt, hvor meget af det, havde han overhovedet praktiseret? "Det som jeg ser, er at du gør skade på det levende som befinder sig her.. Det ville en druide aldrig gøre," fastholdt han med en ganske kortfattet stemme. Ja, det gjorde ham forarget, når en mand skulle stå og forsvare, at han rent faktisk skød efter træerne!
Kærlighed og forelskelse, kunne være en velsignelse, som det kunne være en forbandelse. Thranduil havde selv oplevet begge sider af den. Hans blik fulgte Jack, som han satte sig hen på bænken i stedet for, hvor han tog pladsen. Han lod hovedet søge let på sned. Hvem var det dog som han måtte omtale? "Det kommer an på så mange ting, Jack.." begyndte han roligt. Hvem var det? Hvor længe havde de været sammen? Var de overhovedet sammen? Der var virkelig mange faktorere som spillede ind. Dog af den grund, så valgte han at blive stående. Armene forblev lagt over kors og uden at han så væk fra ham på noget tidspunkt. Det var jo alligevel en alvorlig sag. "Hvem er kvinden, som har taget dit hjerte?" spurgte han videre.

[Deleted]

jack sukket lidt og kikket så hen mod ham han vidste ikke hvad han skulle sige han knutted nævneren lidt " Serenity " sagde han stille og kunne mærke en pil ramme hans hjerte og skere det ud han tog sig stille sammen og kikket så lidtp å buen " jeg gør ikke skade på folk han vidste ikke hvad han skulle føle " jeg hved ikke hvad jeg skal føle mere vrede eller omsoghed det helle er koldt luft " sagde jack stille med en lidt duster stemme rolige vente han blikket mod sin gud far men der var ikke følserser i Ansigete mere som før det var koldt og dystert han ville ikke gentage tingen som hun sagde ordne gjorde for ondt i ham rolige kikket jack på en lille tot grånt som var en blomster plantte han stak rolige hånden hen mod den og gav den en skjold så den hadet en form for beskytlse rolige kikket han ned igen han hørte ikke til nogle steder alt var koldt og dystert igen

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil spidsede ørene. Serenity? Den elviske kvinde, som han selv havde mødt? Hvilket sammentræf.. Dog var det ikke noget, som han lod komme til udtryk i hans mimik. Hans blik gled mod ham endnu en gang. "Det er en følelse, som alle kommer til at stifte bekendskab med, Jack," pointerede han med en ganske sigende mine. Det var jo heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at skulle rede den ud for ham.. Han stod nemlig fast på, at en elver kun skulle være sammen med en elver og andet, var uacceptabelt, så det passede ham egentlig ganske fint, at Jack var i kærestesorg... havde de overhovedet været et par? Det var ikke sådan Serenity havde fremstillet det i hvert fald. Kun at hun havde udnyttet ham.
Thranduil vendte blikket i retningen af Jack endnu en gang, og med hovedet, som let søgte på sned. Manden måtte se at tage sig sammen. "Selv træerne er et væsen med et liv, og dette skal naturligvis beskyttes," pointerede han med en sigende mine. Dette var alligevel en meget alvorlig sag.. Som han lagde det beskyttende skjold over planten ved hans fødder, fik ham nu blot til at smile. Måske at der alligevel var lidt druide i ham? Det var bare noget som han håbede på, ville komme lidt mere til syne med tiden. Måske at det ville komme i takt med at han var herude?

[Deleted]

jack kikket igen på ham med lidt efter tænk som mine han vidste godt det med trærne rolige kikket han ned med et lidt stille smil " kvinder " kom det overraskene fra jack selv men smilte så igen " vi kan ikke forstå dem men vi kan heller ikke leve uden dem " sagde han med et stille grin og puffet til Thranduil mens han blik stille gled ned " bare lov mig en ting....." s agde jack stille og rolige mens jack satte amren over kors og så på sin gud fars ansiget med en lige så af volige ansiget som Thranduil selv pleget at ud give " at du ikke gør mig til en konkurant med dem " sagde han med et smil på læbene hvordan den komme tag måtte falde ind hos Thranduil vidste jack ikke han prøvet at holde humøret oppe han ville nu godt vise sit hjemlige sted han tænkte lidt " kom jeg skal vise dig noget " jack smilte stille og gik stille ud mod skoven og hen til en lille grotte hvor der nærmste var sommer her inden " jeg fandt sted ved et uhel for nogle dage siden det lader til at denne krustal ud sender så meget varme så buskene og dyren kan holde sig i live her en form for " sagde jack stille og peget mod ud gange " en beskytlse rum "

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil måtte give Jack den... Han havde ret. Han havde rent faktisk ret i hvad han sagde. Man kunne ikke klare sig uden det kvindelige køn, og selvom det var svært at erkende, så spillede de jo rent faktisk den vigtigste rolle i føringen af generationer. "De kan forvolde skade, som de kan gøre det modsatte.. Dog et væsen og en del af vores liv, som skal vogtes om med et liv som indsats," sagde Thranduil med en rolig stemme. Selv havde han ikke nogen grund til at skulle hidse sig op eller noget lignende, for det ville ingen få noget ud af, når det endelig skulle være det.
De grønne øjne vendte han mod Jack. Hvad mente han helt præcist med de ord? Konkurrent? Han brød sig jo i forvejen ikke om at Jack gik rundt herude og skød mål på træerne, som jo faktisk var levende væsner, og særligt efter den skovbrand for nogle tusinde år siden, så var det vigtigt, at det var noget som rent faktisk blev vogtet om på den måde, som det nu var dem muligt. "Og hvad mener du helt præcist med det?" spurgte han med en mere kortfattet tone, idet han modtog slaget mod hans skulder.. Hvad skulle det til for? Det var nok noget af det ungdommelige, som han aldrig rigtigt havde haft nogen sans for.. eller forståelse for, for den sags skyld.

Da Jack sagde, at han havde noget at vise ham, rynkede han på panden. Hvad var det nu af småting, som han skulle til at tage sig af? Han fulgte dog med.. Det første som han dog bed sig fast i, var varmen, i takt med at de kom tættere på. Hvad var det her helt præcist for et sted? Han stoppede op ikke langt fra grottens indgang. Det kunne være farligt for alt hvad han vidste. "Hvorfor har mine spejdere ikke meldt fra om det her? Det kan være farligt, Jack," sagde han kortfattet.

[Deleted]

jack sendte et stille smil over mod ham men kikket ind i grotten og gik ind vis det var farliget så ville han nok ikke ha vendt tilbage i live noget lys kom fra grotten, en lille ful bliv forskeret over at jack Tråtte hen over den gren den sad på og fløj ud mod Thranduil men skiftets Reting og fløj op i et træ og fløjte lidt vredt mod grotten . Jack kikket ud mod grotten som linete en skov inden han smilte og sagde så "vis det er så farliget hadet jeg nok ikkke kommet ud igen " sagde jack ed et stille smil på læbenen hvad skulle han ellers sige det var hans pap fare jack hoppet ned mod en sten og hopped ned " i staten var der ikke så meget liv her inden lige men jeg hjalp den lidt på vej " jack ragte stille hånden ud mod en træ og kikket på den " og n u tja gengælder den med det her " der lå en lille sø i mittne hvor dyr kunne drikke og få mad nogle fisk hopped rundt

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kom virkelig ikke bag på Thranduil, at Jack ikke havde delt dette med nogen, og alligevel havde valgt at undersøge det på egen hånd, uden at vide, hvad det egentlig var, eller hvad det var blevet brugt til. Ikke at han ville blande sig, men så lang tid, at det var i hans skov, så var det noget som han ville have undersøgt! "Du ved ikke hvilke kræfter du kan lege med i en stund som denne, Jack.. Det kan være farligt," sagde han med en ganske kortfattet stemme.
Selvom det virkede som et paradis midt i det hele, som det kom med varme, vand og dyrelivet samlede sig her, så var der alligevel noget meget mystisk over det, som Thranduil ikke vidste, om han brød sig om eller ej. Fuglen søgte op over hovedet på ham. Ikke direkte skræmt af en elvers tilstedeværelse, for det var et væsen som hvilede så meget i sig selv, at det næsten ikke kunne undgås. Han trak vejret dybt.. Selv stedet efterlod ham med en form af ro, og det var uden tvivl.. underligt, for det var nyt og fremmed, og den slags ting, havde han ikke været gode venner med i udgangspunktet. "Jeg skal have undersøgt stedet mere grundigt.. Jeg vil anbefale dig, at blive væk fra det," sagde han kortfattet. Det stod nu ikke til diskussion.