Melancholy & Nostalgia (2)

[Deleted]

@leora

Den brede og mørke trappegang, havde ledt Malekith og hans 'følgesvend', ned i mørket under Castle of Blood. Og enhver vagt eller vampyr de passerede, havde forstået det skarpe hint i hans blik, og var gået modsatte vej. Hvis man syntes at slottet i sig selv var mørkt og skummelt, ventede man på en grum overraskelse hernede i dybet. Da den store trappe havde nået sit endeligt, fortsatte den i en lang og bred korridor af mørkt og harsk sten, oplyst en anelse af fakler og deres lys. Malekith sagde ikke et ord, men ledte blot vejen, elegant men bestemt. Og indtil de nåede til en mekanisk dør, var den eneste lyd der kunne høres iblandt de to, den insisterende og bestemte klang af hans stålklædte støvler der gang på gang ramte stenene de gik på, og lyden af Leoras skridt. Dette var en del af slottet ikke mange gæster så, men han var nu sikker på at Leora ville kunne tåle synet og omgivelserne. Så snart de to nåede den tykke mekaniske dør, kunne man ane stemmer og lyde bag den, sløret en smule selv for deres overnaturlige sanser. Der var en udhulning i døren, et hul nærmest, og uden den store tøven, stak Malekith hånden deri. Han rynkede kort næsen da et lille spid stak igennem hans håndflade, og blod begyndte at dryppe. En del af mekanismen, og det var kun blodet af en født vampyr, der kunne åbne døren.
Da hånden var trukket tilbage, og døren havde åbnet sig i et lavt virvar af tandhjul og lyden af sten der skred mod hinanden, trådte Malekith videre ind, og de derværende utydelige lyde, blev nu ganske tydelige. Døren ledte til en smal korridor. Til fængslet og torturkamrene. En korridor med massevis af døre med små vinduer med tremmer, og man kunne i mørket se de individer der led i deres celler eller som blødte på et bord. Vampyrer, Warlocks, Varyler, Varulve.. der var enhver slags racer hernede. Individer som havde forgrebet sig eller forrådt Dvasias trone, eller Malekith ham selv. Og deres ynk og hvin kunne tydeligt høres som fjerne stemmer. Som de to kom længere ind, blev den store dør lukket bag dem, og Malekith endte med at gå ind i et lokale for enden. Lokalet havde et lille bord af træ i midten, hvorpå der lå alskens værktøjer og redskaber. "Du kan tale frit nu. Ingen andre kan høre os. Og de forpinte sjæle der skulle høre os, vil ikke leve længe nok til at kunne dele det med andre.." Sagde Malekith, og gik lidt rundt om bordet, inden han så vendte sig mod Leora.

[Deleted]

Leora fulgte roligt efter ham, nogen ville måske mene at hun var utrolig naiv for bare sådan at følge efter en vampyr leder, især når hun nu var taget til hans sted helt alene, men dette var noget hun skulle gøre alene og hun var sikker på at det først ville udvikle sig til krig hvis hun havde taget nogen vagter med. Det var ikke fordi at hun direkte stolede på Malekith, de havde jo ligget i krig mange år dengang hendes forældre levede, men hun var ikke ligefrem bange for ham, den mekaniske dør fik snart Leora til at stirre en smule, det var ikke det hun så oftest, i hendes verden var alt ved håndkraft, nu levede hun jo trods alt i en jordhule sammen med de mange andre i hendes flok, og selvom det efterhånden var ved at være moderne at leve på store slotte og have en masse folk under sig. Det var et ganske indviklet sted, det kunne man da roligt sige, og hun vidste at hun aldrig ville have fundet dette rum alene, der var så mange døre, så skumle gange, og havde man nu været en sød lille engel, så havde det nok givet en kuldegysninger, men Leora var ganske kold, som altid så var der intet i hendes sjæl at gøre bare.

"Jamen dog, jeg kan høre du har kæledyr" sagde hun i en kold stemme som hun kunne høre klynkene, hun var ikke ligefrem en kvinde der tog sig af sådan nogen ting, hun var lige så kold som en frossen nat. Leora gik hen til træbordet i rummet de kom ind i, og hun endte så med at skubbe nogen af tingene til side, for i en provokerende bevægelse at hoppe op på bordet, og hun satte sig så og kiggede på ham: "Jeg vil lave en aftale med dig, såfrem du er interesseret i at få mere magt..." sagde hun roligt og afventede ham roligt, ikke sikker på havd præcist hun skulle sige og hvordan hun skulle starte det, hun anede slet ikke om han overhovedet så hende som en samarbejds partner, eller han var typen der mon bar nag fra gamle dage.

[Deleted]

Alting ville eventuelt nå sin grænse. Hans magt var ikke uendelig, ej heller var hans overlegenhed eller nådesløse natur. Det eneste der kom blot tæt på noget uendeligt, var hans tørst efter blod, og hans søvnløshed. Til ham var der nærmest noget sygt eller latterligt over at holde sig helt og uendeligt fast i f.eks. frygtløshed. Alt for ofte mødte han individer der ikke det mindste følte for sine omgivelser eller lignende. Om det var påtaget frygtløshed, eller en reel følelse af netop det samme, kunne han ikke helt vide. Med frygtløshed fulgte også overlegenhed, for hvorfor være bange for noget eller nogen der syntes lavere stillet? Med andre ord.. var frygtløse individer derfor fyldt med en følelse af at være bedre end alle andre? Og hvor langt ville en sådan følelse række? Men Malekith var begyndt at spotte en underlig og nærmest foruroligende kølighed over Leora. Ikke foruroligende fordi han var bange for hende, eller bange på hendes vegne. Men nok nærmere fordi... ville han kunne stole på ordene der forlod en sådan kvindes mund? Hurtigt faldt hans tanker på Valarie, og han kunne næsten drage paralleller imellem de to... Ved blodet, ikke mange kunne pisse ham af, men...
Men dog, var det da en anelse underholdende, hendes kølighed og følgende attitude til et sted som dette. Og han kunne da heller ikke andet end at forny det sædvanligt diskrete smil ved hendes ord. Dog svarede han hende ikke. Det var sjældent Malekith der stod for disse personer. Det var der andre til, og så evigt underholdende var det nu heller ikke at torturere andre. Selvom man da sagtens kunne gøre en undtagelse for visse særlige og 'ærede' gæster. Som Leora satte sig på bordet, havde Malekith søgt hen til et mørkt hjørne af det mindre lokale, og stod nu lænet op ad muren, blot nogle få meter fra hende. "Gør dig ikke den fejltagelse at betragte mig som en hund, og at løftet om magt er et ben du kan vifte for min næse.." Hvæsede han en anelse efter hende, dog blot mest i en bestemt tone. Jovist, magt kunne altid bruges, og desto mere magt, en desto bedre fremtid var ham selv og vampyrerne. Men blot fordi han f.eks. elskede den kvindelige krop og figur af en elskerinde, og elskede magt, betød det ikke han ville lade sig manipulere af disse selv samme ting. Han var ikke dum. Malekith endte med at smile, og krydsede sine arme over brystkassen, imens blikket hvilede på hende. "Men jeg er dog interesseret i at høre hvad du har at sige." En aftale, var hvad der faldt ham til hovedet. En ting han skam gerne ville have igennem, og nok også selv ville kunne finde på at opsøge. Men han ville dog lade hende tro at det var hendes idé, og lod fortsat sig selv lyde en anelse uvidende. På den måde kunne han jo lade hende være i troen om at hun havde fået idéen, og derved havde kontrollen...

[Deleted]

Leora var glad for at være varulv, og naturligvis var det netop den race der lå tættest på hendes hjerte, hun var bare så forbandet træt af at være afhængig af den fuldmåne, for ligegyldigt hvor dygtig og gammel man blev, ligegyldigt hvor god hun var til at forvandle sig i det daglige, så ville hun aldrig kunne slippe af med månen og hun var nødt til bare at underlægge sig den så snart at den kom frem og lade sig forvandle, heldigvis var hun blevet god til at styre sig selv de sidste tusinde år, og hun var glad for det hun kunne, og hun mente selv at det mest rigtige ville være hvis varulvene styrede verden, men som årene gik var hun begyndt at indse at det måske ville være en smule urealistisk, og det var derfor at hun nu var begyndt med sin nye plan, og den skulle bare lykkedes, koste hvad de ville, udover hendes eget liv naturligvis, det var for meget værd, men en enkelt eller to af sine varulve brugte hun da gerne som forsøgs kaniner.

"Magt er nok for mig... Men hvis det ikke interesseret dig sååh... Jeg kunne bare godt tænke mig at få udryddet engle, warlocks... De der lorte racer" sagde hun provokerende og trak på skuldrende, som ville hun sige at når han var ligeglad, så kunne hun da også være det, forskellen var bare at hun ikke var ligeglad, hun ville ikke lade sin race dø: "Jeg har de seneste mange år arbejdet på at skabe en hybrid af en art.. Muterer varulve med en anden race, der gør os stærkere end nogensinde, jeg har forsøgt en gang med en varyl, men det blev noget værre god" sagde hun blod, Cadriel som var hendes søn, havde hun sle tikke kontakt med mere, han var blevet en ligegyldig race: "Men så huskede jeg dig og dine varulve... Forestil dig en blanding af varulv og vampyr der kunne være endnu mere magtfuld end nogensinde" sagde hun i et lille lokkende smil.

[Deleted]

Malekith ville ikke regere verden. Han ville hverken regere eller udrydde den, og havde ingen ambitioner om noget lignende. Han vidste hvad der ville ske, skulle vampyrer regere denne verden. Han vidste hvilket spild af det hellige blod det ville forsage. Forskellen på vampyrer og så mange andre væsner, var jo at vampyrerne levede af det blod der flød i andre væsner. Og hvis de blev udryddet, blev vampyrerne det samme. Ikke at han ville haste til forsvaret af andre væsner, men hans ambitioner lå blot et andet sted... Mørket og natten tilhørte og ville i frem tiden tilhøre ham og hans race. Ligesom at der ikke fandtes en race der var svagere under solen end vampyrerne, ville man nærmest ikke kunne finde et væsen der var stærkere i natten og i mørket. Ingen som regerede med samme autoritet og magt i solens fravær.
Malekith ignorerede lidt hendes svagt nedladende tone, og holdte blot blikket mod hende som hun endelig var ved at nå hvad der måtte være en plan og en pointe. Dog blev han en anelse overrasket over hvad hun talte om, og hvad hun reelt set foreslog. "Du taler om, at kreere en race der potentielt kunne rivalisere vores egne.. At skabe et væsen af blandet blod, der i sin vederstyggelighed ville fungere som en blafæmisk hån imod blodet der er helligt.." Jo mere han talte, stadig lavmælt, desto mere hvæsende og utilfreds blev stemmen. Malekith rejste og stille sig oprejst fra muren, og tog et par skridt ud af skyggerne, tydeligvis ganske utilfreds med præcist hvor dårligt hun alligevel kendte ham. Han rynkede sin næse og stille sig rank ikke langt fra hende, og hævede hagen med blikket mod døren. "Hvis du ønsker at udrydde denne verdens racer, og tror at sådanne ambitioner vil ske fyldest ved at kreere en ny, må det for blive din sag. Jeg vil ikke se det rene blod af min race blive fortyndet og muteret.. Og jeg vil ingen rolle have i en sådan vanhelligelse af blodet." Ytrede han ganske bestemt. Dette var ikke en joke eller en leg for ham. Og uden tørsten efter blodet og realiseringen af hans egne kræfter og præcist hvor vigtigt blodet var for hans race, ville man aldrig kunne forstå.
Malekith endte med at vende sig imod hende, og tog hurtigt de skridt der ville føre ham hen til bordet hvorpå hun sad. Han lænede sig ind imod hende, og placerede en hånd på bordet for at holde balancen, imens det insisterende og intense blik med fæstnet mod hende. "Jeg hverken fordømmer eller støtter dine ambitiøse planer, Leora.. Men det betyder ikke at vi og vore blodlinjer ikke kan samarbejde.. Sammen, kunne vi være stærkere.." Lød det nærmest hvislende fra hans læber, som efter ordene endnu engang samlede sig i det diskrete smil.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Leora som sådan ønskede at 'overtage verdensherredømmet', men hun ville gerne være være en større race, lige nu var varulve for mange en lille ubetydelig race man så ned på, fordi den nærmest var udryddet efter krigen, men hun var bestemt ikke interesseret i at racen skulle uddø og godt nok var de kun omkring et par hundrede tilbage på verdens plan, hvilket jo var utroligt lidt, men hun ville gøre det større, hun ville være mere magtfuld og hun ville have en race der var endnu mere udviklet end den var nu. Hendes forhold til Malekith var lidt svingene, hun vidste ikke hvordan han havde det med hende efter alle disse år, men hun var nærmest også ligeglad, hun var kun interesseret i om han ville være med på hendes plan eller ej. Hun sukkede roligt for sig selv, og afventede ham, det her var jo alligevel en smule underligt at snakke med ham om, og det var da heller ingen hemmelighed at hun til tider savnede ham, men nu var der jo gået virkeligt mange år.

"Ja og nej... Jeg taler om at vores egne racer, bliver udviklede og stærkere..." sagde hun blot, det var jo ikke som sådan fordi hun ville blande blod: "Jeg er ikke interesseret i at lave blandinger" påpegede hun blot, varyler var jo nogen af dem der var nederst i herakiet, og hun var ikke interesseret i at skabe flere, hun havde jo allerede Cadriel som var en stor fejltagelse på den front: "Malekith! Jeg prøver at få min race til at overleve, jeg er desperat! Noget må gøres..." sagde hun blot, naturligvis ville hun da også gerne undgå det hvis hun kunne, men for alt i verden ønskede hun at hendes race skulle leve. Som han kom meget tæt på trak hun roligt vejret ind og afventede så stille hans ord: "Så hvad foreslår du?" spurgte hun roligt.

[Deleted]

"Og en sådan udvikling og styrkelse vil finde sted.. med tiden. For hver en handling, for enhver udfordring vi overkommer, og enhver generation der følger vore spor. Jeg, er et levende bevis.." Selvom han nærmest ofte kun så inkompetence i yngre vampyrer, og nærmest væmmedes over deres ofte trivielle tilgang til deres evige eksistens... så havde han skam tiltro til at hans egen race ville overleve, selv hvis han skulle dø denne kommende nat. Han ville nok ikke ligefrem begræde tabet af en race som f.eks. varulvene, men desto færre spillere på brættet, desto færre muligheder. Og den ene mands død, var jo den andens brød. Men det var ikke altid hans brød.
Malekith blev en anelse overrasket. Overrasket over den pludselige... svaghed, der var at tyde i hendes ord. En desperation han ikke havde hørt fra hendes side denne dag, ikke indtil dette selv samme øjeblik. Ikke at en sådan frustration gjorde hende svag, men det satte næsten en tyk streg under netop hvorfor hun var kommet til ham. Og hvis hun var kommet efter råd eller hjælp, kunne han vel tilbyde hende blot en smule.. for en pris, selvfølgelig. Intet var gratis med Malekith, og det var kun meget sjældent han gjorde noget som helst ud af et 'godt' hjerte, eller lignende. Hvis man da nogensinde ville opleve en sådan venlighed fra hans side. Men han kunne da sluge sin stolthed en smule, og for en tid. Ligesom han kunne ignorere de fakta at hun var stormet ind på hans slot, og end ikke engang betalt prisen der gjorde hendes ord værd at lytte til. "Tænk over det, Leora.. Fjenden af min fjende, er min ven.." Lød det fra Malekith, som han stadig stod lænet mod hende, og nærmest lod ordene sive blidt fra sine læber mod hendes opmærksomme ører. Varulvene var måske nær udryddelse, men langt fra så svage som så mange andre måske ville tro. Og selv en mand som Malekith, som havde set varulve som sine fjender i tusindvis af år, kunne stadig se en bestialsk og næsten beundringsværdig styrke i hendes race. Malekith rettede lidt på sig, kom lidt nærmere. "Og du kunne bruge magtfulde venner.." Lød det hurtigt fra ham i en næsten udfordrende kommentar, og han snuste en smule til hende, inden han så trak sig væk fra hende og stilelde sig oprejst igen. Malekith begyndte elegant at gå rundt om bordet hvorpå hun sad, og lod en finger følge bordets kant, og let skubbe til de værktøjer og redskaber som skulle ligge i vejen. "Jeg kunne være din allierede.. Jeg kunne være din, ven." Tilføjede han så, måske endda en anelse skummelt, imens han holdte øje med hende ud af øjenkrogen.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Malekith altid var en smule melodramatisk, men det var måske en af de ting der gjorde ham en smule mere charmerende, selvom det til tider kunne være svært at se: "Men jeg har brug for at udviklingen går hurtigere" påpegede hun, hun kunne ikke vente 50.000år og en masse generationer, for så var der måske slet ikke varulve tilbage, hun skulle få noget til at ske lige nu, og hun kunne slet ikke forstå hvordan han ikke kunne se det, men på den anden side forstod hun godt hvis han ønskede hendes race udryddet, men han burde virkeligt bare åbne øjnene og se hvor fantastisk det kunne være hvis de kunne være dobbelt så stærke sammen, hvis hun fik noget der kunne gøre dem stærkere, så skulle hun skam nok garanterer ham fred og en forening imellem vampyrer og varulve så de sammen kunne fylde mere i denne verden, for det var jo en af de ting som hun ønskede mere end noget andet, at det onde skulle fylde i verdens billedet.

"Ven? Åh Gud, man skulle jo næsten tro du prøvede at være romantisk" sagde hun og rullede med øjnene, hun havde ikke brug for venner, hun havde brug for nogen der ville hjælpe hende: "Så du er ikke interesseret i at hjælpe mig med udviklingen? Forestil dig lige en vampyr med styrken som en varulv, eller en varulv med hurtigheden som en vampyr.. Kan du slet ikke se mulighederne!" sagde hun blot: "Jeg har tænkt mig at gøre dette ligegyldigt hvad, men det er klart at vampyr racen er min første priotet" sagde hun blot, afviste han hende måtte hun jo prøve at få fat i nogen andre racer, noget andet som hun kunne blande som ville være interessant og en god videreudvikling, men hun ønskede ham først, hun ville vide om der slet ikke var nogen mulighed for noget som helst, hun havde endeligt fundet en måde, nu havde hun bare brug for hjælp til at udfører den.

[Deleted]

Malekth var født vampyr. Han var af det fulde blod. Og derfor havde han altid set sin egen eksistens som en potentiel evighed. Verden omkring ham var blot midlertidig. Med alt lige fra ledere til byer, der hejse sig fra jorden og sank til forfald. Ofte faldt det ham ikke ind at der var andre hvis eksistens ikke ville være evig. Hvor underligt det måtte være... at vide at ens eksistens en dag med sikkerhed ville nå sit endeligt. Noget han på ingen måde tænkte om sin egen, men alligevel kunne han da godt sætte sig en smule ind i hvad det var Leora mente ved hendes ord. Men blot hvordan den menneskelige race havde udviklet sig, burde have været bevis nok for sandheden i hans ord. "Hvis du ønsker forandring og udvikling indenfor din levetid, vil det kræve meget drastiske og dramatiske handlinger.." Tilføjede han lidt med et svag rynken over sine øjenbryn. Ikke ligefrem en tanke han var vild med. Oh, han ville da elske at se verden blive overrasket over sådanne ting, men end ikke en som ham kunne afvise at der var langt højere magter i denne verden end individer som ham selv... magter der oftest hverken kunne eller ønskede at blive manipuleret eller vanskabt.
Malekith blev stående da han havde nået den anden ende af bordet, og let kiggede mod hende, imens et par af hans fingre kørte en kniv rundt i cirkler på bordet. Og til lyden af det skarpe blad der af og til snittede bordpladen, smilte han en smule. "Ven, allieret, samarbejdspartner, kald det hvad du vil... men i varulve syntes ikke at have mange af slagsen i disse dage." Lød det fra ham, i en skummel og let udfordrende tone, der stod i kontrast til hendes nærmest hånlige måde at afvise en tættere relation end hvad hun fik til at lyde som simple samarbejdspartnere. Hvilket jo som sådan ikke var så slemt igen. Men måden han kort rynkede sin næse og stædigt rankede sin ryg lidt derefter, gjorde det dog ganske tydeligt at han ikke ligefrem brød sig om hendes idé. "Så hvad du ønsker, er at skabe en ny race.. en race af både vampyr og varulv, men stadig dem begge overlegne?.." Spurgte han en smule køligt, da blot tanken næsten gjorde ham arrig. Men dog alligevel med en snert af interesse, da det jo ikke ligefrem var fordi nogen anden før hende, var kommet med et sådan forslag... Han var ganske interesseret i at vide hvordan og hvorledes denne 'udvikling' skulle finde sted. Men vidste nu også at hun højest sandsynligt ikke ville dele noget yderligere med ham, hvis hun ikke havde fået hans ord. "Eller er det os eller dig selv, du ønsker at udvikle? Er det fordi du selv har mangel på varulvens styrke?.." Lød det fra ham, og i ét bevægede han sig igen hen til hvor hun sad, i en enkelt hurtig bevægelse. "Eller er det blot vampyrens hurtighed du sådan misunder?" Ak ja, et gammelt væsen som ham måtte vel godt 'hygge' sig lidt hvor og hvordan han nu ellers kunne det. Der var ikke meget i denne verden for en som ham, hvis ikke de større og mindre nydelser. Dog tænkte han at hun nok hellere ville have et nogenlunde præcist svar fra ham, så han foldede sine hænder om hinanden og kiggede mod døren hvorfra de to var kommet. "Tanken om en blanding af vore racer og vort blod, finder jeg... forstyrrende. Et ukontrollerbart bæst med vampyrens tørst efter blod, vil ikke skabe andet end kaos og anarki.. Og dog, ser jeg ingen grund til at vore racer ikke kan samarbejde.." Sagde han køligt og skævede let imod hende. Han ønskede ikke at kalde ulvene sine egne, eller dele sit blod med dem. Men hellere end ulv ved spisebordet, end en ulv på sin vej.

[Deleted]

Leora vidste godt at han var en stolt mand, der mente han ejede hele verden og lidt mere, men hun var nu ikke meget anderledes på det punkt, men hun var nok ikke helt lige så glad for magt, som han ihvertfald udstrålede at han var, hun gik bare op i at beskytte den flok og race som hun elskede, og hun ville gå virkeligt langt for at redde den og virkeligt bare sørge for at alt gik som det skulle, hun ville gøre varulvene til de mest magtfulde i denne verden, de skulle ikke længere være underkuede: "Nej, det er gået tungt med racen på det sidste, og jeg vil gøre alt for at redde den... Nu har jeg endeligt fundet ud af hvordan" sagde hun roligt, næsten alle racer havde magier og ting de kunne, men varulve kunne blot løbe rundt som hunde og jagte folk og mennesker tilbage i deres huse og huler, hun ville være stærkere, hun ville have mere magt og hun ville gøre alt hvad hun kunne for at få de ting. Dette var ikke en indskudt sætning, planen havde været på vej i flere tusinde år, det var bare først nu hun havde fundet ud af hvordan.

"Noget i den stil, men du skal ikke tænke på det som en blanding. Det bliver en renracet, med flere egenskaber" sagde hun roligt: "Det er testet på dyr, og det kan lade sig gøre. VI kan skabe varulve der er hurtigere og stærkere, eller vampyre der kan forvandle sig til ulvelignene væsner" sagde hun roligt, alt var gennemtænkt og planlagt, nu manglede hun bare det væsen som skulle være den anden halvdel af hendes plan: "Jeg har brug for det her Malekith! VI er ved at dø!" sagde hun i en alvorlig stemme, var det virkeligt så svært for ham at forstå? Det her var alvorligt.

[Deleted]

Malekith blev mindet om en tid hvor alt havde været anderledes. En tid langt før han fik dette slot opført, og før blodet var helligt i hans øjne. En tid hvor folk af alle afskygninger, kom til ham efter hjælp og råd og støtte. En tid hvor han var kendt som den ædle og noble fyrste der holdte sit ord, mange tusinde år tilbage. Det var mange år siden han havde hørt en klagesang som denne, eller oplevet at nogen var kommet til ham i søgen efter hjælp. Men selvom minderne var friske i hans sind, var det så langt tid siden, at ikke mange andre end ham selv huskede de tider. Og de andre som gjorde, gjorde selvfølgelig en dyd ud af at minde ham om det fra tid til anden. Og her stod han så, denne eftermiddag, og hørte på ordene der gled forbi læberne af Varulvenes Leder... kommet til ham, efter hjælp. Og selvom det gav ham en hvis tilfredsstillelse at hun netop gjorde dette, så var hans mistroiske natur dog hvad der skreg en fjern advarsel i hans sind. Som om at noget ville gå galt... At han ikke kunne stole på hende. At hendes loyalitet overfor hendes egen race ville overgå enhver anden dyd af loyalitet.
Malekith strakte sin hals en smule ved hendes ord, og bag læberne kørte han sin tunge over sine skarpe tænder. Han var ved at være en smule sulten. "Hvad du taler om er.. fascinerende." Det var i hvert fald en måde at sige det på. Det var jo ikke ligefrem fordi han ønskede at varulvene skulle erhverve sig større mængder af magt og styrke. Styrke og magt der potentielt kunne rivalisere hans egen og det af hans race. Og det var jo heller ikke ligefrem fordi han selv mange hverken styrke eller magt. Men blot dét at der ville være noget i det for ham ligeså, noget for hans race, holdte ham dog en smule interesseret. Malekith rynkede sine bryn ved hendes sidste alvorlige udbrud og vendte blikket mod hende med en let rynket næse. "Og hvorfor skulle jeg bekymre mig om varulvenes forfald!? Jeres nederlag igennem tiden hviler på jeres skuldre, ikke mine! Jeres bestialske og ukontrollerede veje har ledt jer til afgrunden, og nu hvor i står ved afsatsen, krølles jeres haler imellem jeres ben!" Udbrød han og tog et skridt imod hende. Som sådan ikke truende, men som om der var en frustration i ham der måtte ud, og hendes var det nærmest sæt ører. "Tror du I er de eneste der er jagtet? Tror du at du er den eneste med byrder hvilende på sine skuldre!? Kom ikke her efter medlidenhed, Leora!.." Malekith fortsatte og hans blik flakkede et par sekunder inden det igen blev vendt fra hende. "Dette er ikke et sted for sådanne ting..." Tilføjede han endeligt, og spændte sine kæber et kort øjeblik. Han burde slå hende ihjel nu, og meget i ham kaldte efter blodet der flød i hendes årer. Men dog var der en del af ham der ikke ønskede det, men som nærmest ønskede at hjælpe hende... Men til hvilket endeligt? Han endte med at vende sig helt imod hende, og lægge hovedet en anelse på skrå. Et intenst blik rettet mod hende, og han sukkede lydløst. Som om han havde taget sig en beslutning, og at han var ved at være faldet til jorden. "Før jeg giver dig mit ord, er jeg interesseret i at vide hvordan du ville opnå en sådan drastisk udvikling?" Spurgte han en anelse køligt, men ikke uden den typisk charmerende tone der som regel prydede hans stemme. Hvis hun troede han blindt ville sige ja til noget, tog hun fejl. Men han regnede nu heller ikke med at hun havde glemt den præcise værdi af hans ord og hans løfter.. Malekith holdte altid hvad han lovede.

[Deleted]

Hun lyttede roligt tiul ham, og var glad for at han virkede til at overveje mulighederne. Hun havde selv gennemtænkt dette i lang tid, for de sidste par tusinde år var antallet af varulve i denne verden faldet, fordi at de ikke var lige så stærke som mange ander racer, ihvertfald ikke hvis de blev angrrebet i flok, og Leora vidste at noget skulle til at vende den udvikling: "Well jeg syntes det var lettere at forklare dig planen, frem for bare at forfører dig" sagde hun og blinkede let til ham, hun kunne jo altid gøre forsøget, men han ville ok ikke blive gad hvis hun fik hans unge og gjorde den til en mutant varulve race, så ville der nok først være ballade igen, og det var hun ikke interesseret i, nu skulle racen reddes og ikke skades yderligere. Den skulle overleve og den skulle frem for alt blive stærk.

"Nu må du lige huske at det er mine forældre der sendte os den vej... Jeg ønsker at få racen til at genopstå, men det kan jeg ikke alene" påpgede hun blot, og kiggede på ham, som hun satte sig længere tilbage på bordet og lagde armene over kors, hun ville bare gerne have hjælp, hun ønskede at alt skulle blive godt fra nu af, og hun havde brug for hans hjælp: "Og hvordan kan jeg være sikker på at du ikke bare stjæler min idé´,´hvis jeg fortæller dig hvordan?" spurgte hun en smule arrogant, det gik jo ikke at han endte med at alliere sig med en anden race og lave vampyrer der var stærkere end nogen anden, ikke fordi at denne metode ville virke på vampyrer, men man vidste jo aldrig om han ville ende med at få en eller anden god idé og finde sin egen vej.

[Deleted]

Leora var i sandhed en ganske interessant personlighed, også selvom det var en personlighed han i disse øjeblikke ikke rigtig kunne genkende. Han kiggede på hende, og det meste af hvad han så, var en varulv der søgte at gøre sig selv og sin race stærkere og mere magtfuld. Om Malekith i sandhed ønskede dette, vidste han endnu ikke helt, men det ville da være en skam, hvis han lod en sådan chance passere. EN chance for at erhverve sig en allieret, i en fælles race af natten. Svagelige og uorganiserede som de nu ellers kunne være, Varulvene, så ville Malekith nemt kunne bruge deres alliance og måske endda deres loyalitet. En loyalitet han ikke havde set det mindste af fra Leora.. en skam. Malekith valgte at ignorere hendes lille kække kommentar, og reagerede blot med et diskret smil og et enkelt skridt i hendes retning, som hun satte sig længere ind på bordet. Oh, det ville være underholdende, at få sig en lille 'bid' af hende, igen.. Men nu hvor han vidste hvad hun havde af planer for sin egen race, havde han skam også sine egne planer... Hvis hun ville forføre ham, måtte hun hellere gøre sig lidt mere umage. Han nikkede en enkelt gang og lagde igen hovedet lidt på skrå. "Ak ja, jeg husker det skam ganske godt..." Lød det blot en anelse skummelt fra ham. Det var jo trods alt Malekith der havde kvalt det lille 'oprør' hendes forældre havde haft gang i, i sin tid. Og Leora havde hjulpet ham.
Malekith lod sit blik glide en smule over hende, og trådte nærmere, som han lod et par fingre røre hendes knæ. Det diskrete smil hvilede stadig over hans læber som hans blik hvilede mod hendes ben og den nederdel hun bar."Hvis du havde planer om at erhverve dig min tiltro og ikke mindst min hjælp, så er du ikke kommet godt fra start." Kommenterede han roligt, måske endda en smule tvetydigt. Måske endda et hint til at der var andre måder hvorpå hun kunne gøre dette. Malekith lod dog ikke den lille bemærkning hvile særligt længe i luften, men endte i stedet med at vende blikket imod hendes. "Jeg har intet behov for hvad du taler om. Tusindvis af år i denne verden, og jeg er kun vokset mig stærkere og mere magtfuld... Så hvis du tror at jeg ville mutere min egen race eller mit eget væsen, for at erhverve mig hvad jeg allerede har, tager du fejl.." Lød det fra Malekith, og han lænede sig også en anelse mod hende, imens begge hænder hvilede roligt mod hendes ben. Det ville dog være ganske interessant hvis væsner som dem hun talte om, tjente ham og hans mål, men han havde ikke brug for en varulvs styrke. Men en varulv ville få brug for alt den styrke den kunne anskaffe sig, skulle den stå ansigt til ansigt med ham. "Men, hvad jeg har behov for, er allierede. Ligesindede individer og grupper, med hvem jeg kunne udrette store ting i en måske ikke så fjern fremtid..." Malekith lod igen blikket glide ned over hendes krop, og roligt spredte han hendes knæ en anelse, så han kunne stille sig selv mod bordet og imellem dem. "Du ved jeg ikke vil stjæle dine idéer og planer, fordi jeg intet behov har.. Du kan gøre hvad du vil med dine små ulve, og jeg vil måske endda hjælpe dig... Givet, at du fortæller mig hvad jeg gerne vil vide. Og hvis jeg skal hjælpe dig, forventer jeg meget til gengæld.." Lød det fra ham, roligt og ganske fattet, alt imens hans hænder igen fandt hendes knæ og lår af placere sig på, og hans blik atter fandt frem til hendes.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Malekith var en utroligt flot mand, og han var en mand som Leora havde nyt at være sammen med, man kunne ikke ligefrem sige at deres forhold havde været fuld af kærlighed, men det havde uden tvivl været fuld af passion, og hun ville ikke være sammen med nogen anden mand. Leora havde brug for sex, det var en del af den hun var, og lige nu havde hun det fint med de varulve mænd i hendes flok, som hun kunne knipse af, og de så smed tøjet med det samme. Det var naturligvis ikke helt så spændende som det havde være med Malekith, men man måtte jo tage hvad man nu engang kunne få, og om ikke andet kunne det jo være der kom noget andet og bedre på et tidspunkt: "Og hvad mener du vil være en god start? At jeg trækker bukserne af dig og sutter din pik? Er det ikke bare lidt gammeldags efterhånden?" sagde hun med en ærlig stemme, hun var ikke ligefrem en sød og pæn pige, hun sagde altid lige præcist hvad der passede hende.

Som han rørte hendes ben, kiggede hun ham direkte i øjnene, ingen tvivl om at hun kunne matche ham når det kom til at være arrogant og ovenpå: "Hjælp mig med at bygge min race stærk, så sørger jeg dig for at vi forevigt vil stå ved din side" sagde hun med en rolig stemme, og hun mente det skam, Selena var en kvinde der stod ved sine ord: "Og hvad er det præcist du tænker på skal være gengæld?" spurgte hun roligt, som han kom nærmere, hun kunne mærke hendes hjerte begynde at hamre en smule, den mand havde altid haft en speciel effekt på hende og det var ofte ret så fortvivlende, alligevel rørte hun ham ikke endnu, men lod blot ham være tæt på hende. Hun sukkede kort, og kiggede op i mod ham, var det bare hende eller var stemningen pludseligt blevet mere intens?

[Deleted]

Han kunne lide det. Hvordan dét at han kom nærmere og at hans fingre begyndte at røre hende, i det samme avlede en reaktion hos hende. Der var intet bankende hjerte at høre bag hans bryst, og ikke altid ånde der forlod hans læber. Men det var der hos hende, og et sted som dette, kunne han høre det hele. Endda høre hvordan blodet pumpede og flød i hendes årer. Og selv hvis den ændrede rytme af hendes hjertes banken ikke var nok til at bekræfte ham, så var der da altid de direkte og nærmest bramfrie ord der forlod hendes læber. Nærmest som om hun forsøgte at forsvare sig, eller måske endda lokke ham nærmere, med kække og frække kommentarer. Men det klædte hende da, en sådan attitude, og det kom skam heller ikke bag på ham at hun besad den. Det ville næsten være overraskende hvis hun var krøllet sammen, og at blot et par enkelte berøringer ville være nok til at hun gjorde det. Malekith nærmest fnøs lydløst ved hendes ord, men holdte stadig opmærksomheden mod hendes ben. "En moderne tilgang, som at vade alene ind på din Hertugs slot og kræve en audiens, vil jeg nu heller ikke sætte mine penge på hver gang." Varulve.. han havde altid ment at de kunne starte et slagsmål i et tomt lokale, og efter hans eget hoved havde han skam også ret. Som om at de manglede end hvis 'føling' med tingene omkring dem.. som om at de missede alle de små delikatesser af livet. Mange ville mene at han var død, men på en næsten daglig basis, ville han mene at han levede meget mere end så mange andre.
Malekith løsrev sit blik fra hendes krop, og vendte det imod hendes blik som hun talte. Men han holdte dog ikke blikket mod hendes øjne længe, og endte i stedet med at lade hovedet falde en smule på skrå, og blikket glide ned over hendes krop. Bag læberne kørte hans tunge over hans tænder, imens hans hænder gled ned på siden af hendes lår, og tog en smule fat. "Jeg giver dig mit ord.." Ord han nød at bruge fra tid til anden. Ord han nærmest var kendt efter. Alle i Dvasias vidste at Malekith altid holdte sit ord. Som han talte, begyndte han roligt at trække hende længere mod sig og længere ud på kanten af bordet. "Jeg vil hjælpe dig med dine planer... Hvis, du og dine ulve blot husker, hvem der er jeres Hertug.." Lød det fra ham, ganske roligt og en anelse lavmælt. Og idet han havde trukket hende ud og sidde på kanten af bordet, vendte han nu sit blik op imod hendes igen. De var kommet tættere, og det diskret skumle smil over hans læber afslørede måske også en hvis tilfredsstillelse ved dette. Han ene hånd gled op ad hendes krop, og fingrene var ikke bange for at røre hvad de passerede. Og som fingrene gled op over hendes korset, gled de bag hendes nakke og lod sig begrave en smile u hendes hår. Ligeledes lænede han sig også imod hende, og stoppede først da hans læber var nogle centimeter fra hendes ene øre. Oh, han kunne være mange ting... både forførende og truende, og måske var der en smule brug for begge ting med Leora? Pludselig greb han fat i hendes hår, og trak hende hoved en smule bagover idet han rynkede sin næse. "Næste gang du trænger ind på dette slot alene, så forventer jeg at du husker hvem Herren af dette slot er.." Hvæsede han en smule af hende, men ikke uden at smile blot en smule, imens han kort lod sine læber strejfe hendes øre. Han slap ikke hendes hår, men gjorde nu heller ikke meget for at holde hende som hun var. Hvis hun ville slippe fir af hans greb, var hun mere end velkommen til det. Som han trak sit hoved til sig igen, snuste han en smule til hendes hals og nakke, men var derefter hurtig til at få kontrol over sine trængsler, og vendte i stedet blikket ned imod hendes krop. Hans anden hånd hvilede mod hendes lår, med et par fingerspidser sneget op under kanten af hendes nederdel.