Hemmeligheder

[Deleted]

Det var så hårdt ikke bare at springe på ham, men hun forstod jo godt hvorfor det var klogt at lade være, hendes krop istemte langt fra hendes fornuft, men hans lod til at sejre og hans stemme havde vundet slaget for hende. Søvn...... Hvorfor dog det? Hendes blik gled ned af ham som han lagde sig ved hendes side, hun tøvede langt fra med at ligge sig ind mod ham, hvile sin krop mod hans og mærke hans varme faste krop mod sin. Hjertet var stadig i fuld oprør, både af forelskelse og begær, hendes blik gled i, hun mærkede søvnen som manglede og glædet sig til at få hendes krop til at falde til komplet ro. Dog var hun ikke i tvivl om hvad hendes krop ønskede og hungrede efter da hun mærkede hans hånd ned af hendes side, onde mand! Et længselsfuld suk brød hendes fyldige læber, næsten med et klynk blandet ind over fordi at hun udemærket vidste der intet mere kom ud af det end det. Hun nægtede at åbne sine øjne, hun kunne virkelig mærke på sig selv at det havde været svært for hende at de skulle lade det ligge og hans fantastiske kyndige hænder lod ikke til at lade hende glemme hvad hun gik glip af. Det gjorde jo næsten ondt! Hun sukkede tungt og lod sin hånd hvile mod hans brystkasse, benet glide blidt hen over hans og kyssede kort og enkelt hans brystkasse hvor hendes hoved måtte hvile. "Godnat min konge." Hviskede hun, trykket hun lagde på min konge havde en helt ejerfornemmelse over sig, som var han hendes personlige konge, kongen i hendes liv, ikke bare som elvernes konge, men som manden hun holdte nær sit hjerte. De brune lokker bølgede smukt ned af hendes ryg og mod madrassen, hun nød at mærke dem kilde hendes nøgne ryg blidt. Her lå hun virkelig som på en sky, eller forstillingen derom. En nat, måske en nat senere hen, ville han give sig hen til hende, fuldføre det som var påbegyndt denne nat. Måske en nat, men kun måske, det var hvad hendes tanker sagde og som måtte bryde hendes hjerte i at banke hurtigt, men næsten springe et slag over. Havde han mon fortrudt alt dette? Var hun en fejl fra hans side, et bump på vejen som ikke skulle gentages. Panikken bredte sig i hende, men hun skjulte det mesterligt, i stedet sukkede hun træt, gabte lydløst mod hans hud og lagde sig til at sove, så godt hun nu formåede ikke mindst.

//out

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Serenity var en kvinde, som nu havde formået at få plads i hans hjerte, og det var sket på en måde, som Thranduil ikke ligefrem havde regnet med, men han kunne jo virkelig godt lide det. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, som hun lagde sig til rette. Armen lagde han roligt om hende, hvor han let trykkede hende ind mod sig igen. Han smilede let, som hun kyssede hans bryst. Han kunne nok alt for hurtigt vænne sig til det her.. og det var virkelig.. underligt et eller andet sted. At blive kaldt 'min konge', vidste han ikke om var en god eller en skidt ting, men det var vel ikke så skidt? Siden hun valgte at blive liggende? "Godnat, kære," sagde han med en rolig stemme, som han forsigtigt lænede sig frem og plantede et stille kys mod hendes pande. Han lagde sig roligt til. Det hele sitrede i hans krop.. han ønskede jo slet ikke at stoppe op og særligt ikke på denne her måde. Hvor var det dog frustrerende! Han trak vejret dybt og lagde sig godt til, hvorefter han tog fat om skindet og trak det op over dem, så de kunne ligge godt og varmt, samt tæt op af hinanden.
Thranduil følte en vis form for glæde, ved at lade hende ligge der. Og endda sammen med ham. At hun var en som selv Jack måtte være glad for, var noget som han egentlig var ganske ligeglad med. For nu, var det med en glæde i sindet, da han denne gang valgte at lægge sig til. Øjnene lod han denne gang glide i. Måske at han gik en lang og hård dag i møde igen i morgen. Men selv var han ikke et sekund i tvivl om, at det ville blive en af de bedre. Særligt når hun var der til at lyse den mørke ensomhed op for ham, og lade ham føle sig som en del af folket, og en del af noget mere særligt end det.

//Out