Hemmeligheder

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Oplagt, var Thranduil bestemt ikke ude på at gøre noget ved hende, og særligt ikke nu hvor de rent faktisk skulle dele en seng for natten. Et sted var han vel... spændt? Han havde huset en kvinde før, ved navn Groa, og end ikke hun, havde fået lov til at komme i nærheden af hans soveværelse. Nu tilbød han en kvinde at sove der ganske frivilligt? Ja, der var vel forskel på hvilket selskab man befandt sig i. Han kunne lide det, og det var noget, som rent faktisk gjorde ham en smule spændt. Han kunne ikke finde på noget, sådan.. oplagt at gøre ved hende, selvom han ønskede at gøre det modsatte.. Lige der var han jo lige så menneskelig som enhver anden, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde tingene meget nemmere for hans vedkommende.
"Det glæder mig," sagde han med en rolig stemme, som han igen sendte hende et let smil. Han var folkelig.. Det var noget som han gik meget op i, og derfor ønskede han da naturligvis, at være en mand, som folk fandt troværdig, og som de kunne gå til, om det skulle være nødvendigt. Selv igennem hans liv, havde han lagt øre, som øjne til ekstremt mange ting. Duften begyndte at sprede sig. Nu var det her heller ikke ligefrem det som tog længst tid at lave, men det mættede godt, og det smagte godt, så det var jo det vigtigste. Som tiden gik og duften forblev tung og god, fandt han to skåle frem, samt to skeer af samme materiale. Det blev jo heller ikke mere naturligt, end i et hjem med elvere i et elvisk samfund. Han skænkede op til dem begge. "Vi kan sætte os her," sagde han roligt og førte tallerknerne hen til et lille bord, hvor han satte det fra sig, inden han trak stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig. For nu, ville han bare gerne tilbringe tiden sammen med hende, og han så uden tvivl frem til det.

[Deleted]

Maven måtte knurre lidt igen, hun var virkelig sulten og den skønne duft gjorde det ikke ligefrem bedre, hun måtte give en tilfreds lyd fra sig som hun nød duften en del. Serenity kunne ikke tage sit blik fra ham, han var en smuk mand og hun fandt nye træk ved ham hele tiden, hvilket hun kunne få lang tid til at gå med, bare at se på ham. Og vågnede hun først morgenen derpå, ville hun nok ligge og beundre ham indtil han måtte vågne af sig selv. Hun kiggede ned af sig selv, hun kunne umuligt sove med alt det på, men hun havde da ganske vidst en underkjole på som hun nok godt kunne sove i, selvom det nok ikke ville være behageligt. Håret skulle bestemt løsnes og hun skulle have det redt, hvilket hun fint kunne bruge sine fingre til. Måske tænkte hun alt for meget over det, men det gik også stærkt oppe i hendes hoved, alle de tanker. Og hun vågnede først rigtig op af dem da han igen snakkede. "Det dufter vidunderligt." Roste hun, inden hun gik hen forbi ham og hen foran stolen for at sætte sig. Hun var ikke i tvivl om at hans manere måtte være på det højeste, hvilket var fantastisk, sådan var de fleste elvermænd heldigvis, gentlemen og i den grad fyldt med gode manere og ordenlig opførsel. Serenity var en gang kommet sent hjem fra en tur på markedet, og her var hun gået forbi en kro, der blev kæmpet ude foran, råbt og skreget, berusede mænd sagde virkelig upassende ord til hende og det var bestemt ikke et sted hun nogensinde ville hen eller tråde ind i. Ildelugtene fulde mænd, nej tak.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil gik virkelig op i manere og den slags, også fordi at det var noget som han var opdraget med allerede fra han havde været helt lille, og frem til hans forældres bortgang. Nu havde han bare taget det hele til sig, og praktiserede det selv i sin egen dagligdag, hvilket var noget som faktisk passede ham ganske fint. Han smilede let for sig selv, og så mod hende. "Hvis det smager som det dufter, så har du gjort et udmærket job med de urter, min kære," roste han hende med et smil. Det duftede uden tvivl anderledes end hvad han plejede at lave, men forandring behøvede jo heller ikke at være nogen skidt ting.
Den kommende nat, var uden tvivl noget som Thranduil så frem til, men ikke noget som han tænkte yderligere over lige nu. Regnen silede ned udenfor vinduet, og de kunne sidde inde i varmen og nyde den ro, som det nu ville bringe dem. Selv håbede han ikke, at hun ville være avnet på hjemmefronten, da han naturligvis heller ikke ønskede at hun skulle få ballade når hun vendte hjem i morgen, men det var jo trods alt heller aldrig til at vide. Som hun selv tog plads ved bordet, gjorde han det samme. Han sendte hende et smil. Det føles så skræmmende naturligt, når han sad der sammen med hende, hvilket var noget som han godt kunne lide, og det var det som var det vigtigste lige nu. "Nuvel.. velbekomme," sagde han med det varme smil på læben. At få noget at spise.. lidt hvile, inden man gik til ro for aftenen, også fordi at han uden tvivl skulle vænne sig til tanken om, at han ikke skulle sove alene i aften, dog selvom det var en tanke som han virkelig godt kunne lide, så var der ingen tvivl om det i den anden ende. Overhovedet ikke. Han tog om skeen, som han førte ned i den varme suppe, inden han blot begyndte at spise. Det smagte overraskende godt!

[Deleted]

Her sad de så, som var det helt normal hverdagsrutine, mad, serveret og velduftende på bordet, lavet fælles, hvilket havde været en udfordring for hende, på det psykiske basis, men det var nok kun sundt for hende. Serenity smilede varmt til ham, hun samlede skeen op og kiggede ned mod suppen som dampede livligt. "Mange tak. Det skal nok blive spændende det her." Sagde hun med en blid og rolig stemme, hendes blik gled kort op på ham, for at se ham spise, se hans reaktion. Det så jo ganske ufarligt ud, så hun endte med at dykke skeen ned i suppen, for at hæve den, puste blidt mod den så hun ikke brændte sig og førte den så det sidste stykke, hun smagte på den, selv havde hun ikke ligefrem smagt noget lignende, men godt smagte det! Der kom en uhmm lyd fra hende, mens hun smilede for sig selv, ganske stolt over hun ikke havde gjort det blev ødelagt, et under faktisk. Men det havde også været en svær beslutning han gav hende, men den var blevet truffet og det smagte ganske fint. Efter en del skefulde suppe, holdte hun en pause og sukkede blidt, det var i den grad noget som havde været tiltrængt, hun kiggede mod vinduet hvor regnen gled i fine dråber på ruden. Som barn sad hun altid og fulgte dem, studerede deres veje og hvordan det krydsede hinanden, det mindede hende om hvordan væsner havde det med hinanden. At deres veje også krydsede hinanden og pludselig skulle de i samme retning, i samme dråbebane. En sjov ting at tænke som barn. Blikket gled stille mod hans skikkelse. "Hvad laver De så når der endelig er fritid til Dem selv? Andet end at snige Dem ind på en ung kvinde." Hendes toneleje var nysgerrigt, og til sidst drillende som hun fniste af hendes egne ord. Det var jo en ganske rar ting at kunne få af vide, hun smilede for sig selv og forsatte så med at spise.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil smilede let for sig selv og nikkede så. "Det smager virkelig," sagde han roligt og med et smil på læben. Det havde uden tvivl været en mærkelig sammensætning af urter og krydderier, men det smagte virkelig, så det var da uden tvivl en blanding, som han skulle huske for fremtiden. Dog lige nu, var det ikke hvad han tænkte på, men derimod det selskab som hun bød ham. Det fik ham til at slappe af, på en måde, som han ikke havde gjort det i uendelige tider. Det var nu heller ikke fordi, at han var ude på at udkonkurrere sin gudsøn i det her, men hun var en elver og fortjente uden tvivl bedre, end hvad den mand kunne tilbyde hende, og det var altså noget, som han stod fuldkommen fast på.
Thranduil spiste glædeligt, og med blikket som han vendte mod hende. Hvad han plejede at lave? Det var nu yderst sjældent, at han faktisk havde disse frie stunder, og særligt fordi at han havde det kongelige ansvar i skoven alene. Ikke at han havde noget imod det, for han var glad for det.. Og folk virkede også glad for det ansvar og det arbejde som han påtog sig, så det passede ham jo egentlig ganske glimrende, hvis han selv skulle sige det. "Det er ikke ofte, at jeg har disse frie tider, Serenity," begyndte han roligt, inden han tog lidt mere af suppen. Den smagte virkelig, virkelig godt, og han elskede det. Det i den kolde tid... når det regnede udenfor, og kulden meldte sig, så blev det virkelig ikke bedre. "Men når jeg endelig har dem.. er jeg ude. Vandrer igennem skoven, og forsøger at finde mig noget at give mig til, som regel. Jeg er ikke god til at slappe af, når det endelig er," sagde han roligt. Hun fik ham til det, af en eller anden underlig følelse, men han kunne derimod rigtig godt lide det. Det var underligt, men... dejligt, og det var det som han stod fast på i den anden ende. Han var uden tvivl glad for at have mødt hende.

[Deleted]

Der var virkelig intet bedre end varm suppe på en regnfuld kold dag, nej det var helt perfekt og at han kunne lide det betød meget for hende. Specielt da hun havde frygtet det ville ødelægge det hele og maden ville blive uspiselig. Lige når det kom til mad, var hendes selvsikkerhed lig med nul. Det var i den grad hyggeligt, mere end det, hun havde aldrig siddet sådan og spist hjemme ved en anden elver alene, det var kun med hendes forældre. Og så meget som hun nød det, ville det bestemt ikke være sidste gang hvis det stod til hende. Der var noget over måden han sagde hendes navn på, det var nok bare den dejlige stemme han besad, men hun blev så varm og følte hun kunne smelte ved lyden. Hun lagde hovedet undrende på skrå, det var da ikke så godt at han ikke rigtig havde tid til sig selv. "Jeg håber dette er Deres fritid værd. Kan jeg hjælpe Dem til at slappe af? Kom det næsten helt forsigtigt fra hende, som frarøvede hun ham hams fritid. Serenity nød at være sammen med ham og slappede helt af, hun tiltalte ham stadig, men det var også det eneste som viste hun behandlede ham som konge, alt andet var som hvis de var gamle venner. En ting hun godt kunne lide. Hun var blevet færdig med at spise og lagde fingrene på maven som hun sukkede mæt. "Tusind tak for mad." Lød det blidt fra hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tiden sammen med hende, var uden tvivl noget som Thranduil nød utrolig meget. Han slappede af.. han følte at han kunne smile, og han følte, at hun var et individ, som rent faktisk hørte ham, som den mand han var for øjeblikket, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele. Han følte sig værdsat som et individ, og ikke bare som en konge af skovene her. Nu sad han der og spiste.. En handling, som han ikke havde delt med et andet individ igennem rigtig mange år. Det var i hvert fald ikke sidste gang, han ville gøre dette. Tvært imod. "Det gør du bare ved at være her," svarede han med en ærlig stemme. Det var bestemt ikke fordi, at han havde tænkt sig at lyve for hende, eller sådan noget ,for det var han slet ikke ude på.
Suppen blev tømt i tallerkenen, inden Thranduil endnu en gang måtte sætte sig tilbage og med en tilfreds mine. Han var varm, god og mæt, og han havde det gode selskab ved sin side. Jamen, så blev det virkelig ikke bedre end det. "Og jeg siger tak for mad.. Det smagte vidunderligt, Serenity," sagde han roligt. Hun havde jo sammensat den perfekte kombination af urter og krydderier, som havde gjort det her til en smagsoplevelse uden lige. Og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Han smilede let. Han var nu vant til at lægge sig forholdsvis tidligt, og typisk efter aftensmaden. Hans morgener startede nemlig rigtig tidligt. "Jeg er nu ikke kendt med dine rutiner ved aftentide, men jeg vil trække mig til soveværelset. Vil du gøre mig selskab?" spurgte han med en rolig stemme, dog uden at smilet falmede fra hans læber. Sove var nu det eneste han ville. Han havde virkelig ikke nogen skumle bagtanker.

[Deleted]

Maden havde smagt overraskende godt, men hun var helt sikker på at det var noget han havde gjort og ikke hendes værk, alligevel takkede han også for mad og fik det til at lyde som hendes værk. Det ville være fantastisk at lave noget på egen hånd og servere for ham en dag, som han reagerede lige sådan over. Måske hun skulle få sin moder til at lære hende om madlavningens kunst, bare lidt, for at overraske ham en dag. Tanken varmede hende på ny, ligesom suppen havde gjort. Regnen slog stadig hårdt ind mod ruden. "Velbekommen." Mumlede hun lidt genert, for hun kunne nu ikke lide at det skulle være hende der fik æren, hvilket hun lidt følte ved hans ord. Hans andre ord havde virkelig været noget som måtte komme bag på hende, han slappede af bare ved hun var der? Hold da op, det var alligevel en rimelig stor ting, synes hun selv og det var hende en ære. Der var mange ting hun ville lære om ham, men det kom jo nok med tiden, hun havde bare så stor en iver for at lære ham mere af kende, komme tæt på ham. En ny dag ventede næste morgen og hun glædet sig over dette, hun havde det meste af næste dag med ham, og han skulle vise hende hvor de skulle træne hendes færdigheder. Det var så spændende og at skulle sove lige nu og her, ville hun nok ikke kunne. Serenity nikkede dog alligevel roligt, de kunne vel altid ligge og snakke, ellers kunne hun kigge på ham imens han sov indtil hun selv gav efter for søvnen. "Naturligvis. Lad mig hjælpe med at få ryddet op her først." Lød det blidt fra hende, som hun gjorde tegn til at rejse sig. Hun ville hjælpe ham med at rydde væk og op, gøre skålene og skeerne rene i det vand han havde og stille på plads. Herefter ville hun følge ham til soveværelset, højst sandsynlig nervøs og rimelig genert, for hun følte virkelig hun krænkede hans privatliv, selvom hun gerne ville være en del af det, være tæt på og disse tanker var vel også grunden til hun rødmede på vejen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde uden tvivl fundet sig meget godt til rette i Serenitys selskab, og det var jo det, som han selv kunne mærke for nu. De grønne øjne hvilede på hende. Det var hende, som havde tilsat smagen og den slags. Han havde jo bare taget sig af det typiske arbejde, set i den forstand, og det var jo heller ikke ligefrem noget, som han havde tænkt sig at lave om på. Han sendte hende blot et smil. Han tog det vel lidt, som hun rent faktisk havde lavet mad til ham i aften?
Regnen piskede mod ruden, og selv for Thranduil, var det ved at nærme sig tiden, for at søge til køjs for natten. Han måtte jo også sande, at han var ved at være godt træt. At han så derimod i den samme omgang, skulle dele seng med denne kvinde, var nok det, som han faktisk måtte finde mest spændende, og da særligt fordi at han ikke havde gjort det igennem rigtig mange år. Den eneste som faktisk havde været tæt på ham i den forstand, havde jo været hans hustru. Selv kunne han ikke huske hvor mange år siden, det var at han havde mistet hende. Han nikkede roligt mod hende. "Glædeligt," sagde han roligt, som han selv rejste sig op. At få taget den opvask, og så komme ind og lægge sig, ville bestemt heller ikke gøre ham noget. Tvært imod, var det noget som han faktisk måtte se frem til! Ganske roligt begyndte han at bære af bordet, for elegant at bevæge sig hen mod en balje med vand, som han havde stående. Her lagde han det hele i, for derefter at begynde at vaske det af. Måske meget unaturligt for en konge at gøre dette selv, men han stod fast på, at han ikke behøvede at have nogen til at gøre den slags ting for sig, for hjælpeløs, var han jo ikke ligefrem.

Som tiden gik og han endelig måtte blive færdig, rettede han sig roligt op. For alvor, kunne han nu mærke, hvordan hans hjerte hamrede og slog mod hans bryst. Et sted fordi at det jo var en klar og tydelig spænding. Han var jo lidt spændt på det.. nervøs, selvom han virkelig forsøgte ikke at vise det. "Lad os komme i seng," bekendtgjorde han med en fortsat så rolig og kontrolleret stemme, som han nu kunne.
Igen vendte han let om på hælen, og søgte mod soveværelset. Nok et af de største rum, som var i hans hjem. Det var præget af elviske skrifter og markeringer, samt graveringer. Det indbød til ren afslapning - Når han kunne finde ud af det, vel at mærke. Roligt og elegant lod han kappen glide af hans skuldre. Han kunne jo trods alt ikke sove med tøj på.

[Deleted]

Det var hyggeligt at ordne mad og køkken med ham, det føltes naturligt og som om at det var hverdag, hvilket på en måde skræmte hende lidt, for hun var sikker på hun ville savne det når hun engang skulle skilles fra ham. Ikke en særlig behaglig tanke, faktisk, gjorde det en smule ondt, hun ville ønske hun kunne blive, hver dag, snakke med ham, lave mad med ham, træne bue og pil med ham. Serenity var overrasket over hvor meget hun egentlig havde knyttet sig til ham, uden at kende ham, uden at have haft ham så tæt på igen. Da de endelig gik mod soveværelse, føltes det som om at ti tusinde af heste galopperede i brystet på hende. Hendes frygt for at overskride hans grænser var stor, for hun ville være ham nær og det var svært at lade tankerne søge på andet når de skulle dele seng. Faktisk, så var det rimelig grænseoverskridende for hende at blive stilt i sådan en situation. Soveværelset var virkelig unikt og smukt, hendes øjne blev store og vandrede rundt med beundring i sig. Her skulle hun sove for natten, men ville hun overhovedet kunne lukke et øje? Det måtte hun, dagen efterfølgende ville blive hård hvis hun ikke var udhvilet. Serenity endte igen med at stå og pille ved sit hår, hun lod blikket glide mod ham, som han lod kappen glide af sine skuldre, selve synet gav sitren i hendes krop. Hvor var han dog smuk! Hun bed sig i læben og trådte lidt længere ind i rummet og vendte så rundt mod ham. Det var vel egentlig ikke andet for end at gøre sig klar til natten, hun løsnede sit hår mens hendes blik hvilede roligt på ham, hun kunne ikke lade være med at studere ham og hans bevægelser. Da hendes hår var løst, redte hun det igennem med sine fingre, hvor det til sidst hang pænt om hendes skuldre, bølget af fletningen, hvor det normalt var næsten glat, kun med meget svagt bølg i. Nu så hun da nogenlunde ud igen og det føltes rart med løst hår. Herefter lod hun armene glide om bag sig, for at løsne snorrene som holdte corsaget fast, men stoppede ganske tøvende. Hun lod hænderne glide om foran sig og smilede sødt i hans retning, hun kunne ikke rigtig få sig selv til det, ikke sådan foran ham. Hun havde aldrig været så genert før, det var så fjollet, for det var ikke normalt for hende og nu hvor hun ikke havde bundet det op, lignede det et mislykket forsøg og at hun egentlig havde brug for hjælp til det. Det var lidt som om hun afventede anvisning til hvad hun skulle stille op med sig selv, det var faktisk ret akavet og det gjorde hende kun mere rød i kinderne, selvom smilet ikke forsvandt, hun var virkelig parat til at gemme sig langt væk, hun var genert og nysgerrig som et egern på opdagelse.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ganske vidst ved at være træt, og han så faktisk frem til at få sig en god nat med søvn. Selvom det måske ikke just var på denne måde, han havde forestillet sig det, da han havde stået op denne morgen, men hvad han dog derimod havde fået ud af det, var uden tvivl det hele værd.
Kappen... eller nok nærmere kåben, lod han glide af sine skuldre, hvilket kun afslørede den mørkere løssidende skjorte, som han havde på, inden han endnu en gang vendte sig i retningen af hendes skikkelse. Han sendte hende blot et smil. Hun virkede sådan pludselig til at... ville tøve? Hvorfor var det nu den stemning som havde lagt sig? Det særlige ved soveværelset, var end ikke noget som han så mere, udelukkende fordi at det var noget som han så dagligt. Hovedet lod han søge en kende på sned.
"Jeg skal ikke bestemme hvor meget, eller om du skal fjerne noget af din beklædning, Serenity. Jeg siger blot, at den kan være ubehagelig at sove med," sagde han roligt. Hun virkede.. fjern på en underlig måde, som han ikke helt vidste om han brød sig om eller ikke, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Alt taget i betragtning, så havde dette uden tvivl taget en drejning, som han på ingen måder havde forestillet sig.

Thranduil placerede sig på sengekanten, hvorefter han fik fjernet resten af sit tøj, så han sad tilbage i det, som skjulte det ganske særlige som befandt sig mellem hans ben. Ikke den mest muskuløse mand, men han var markeret.. ikke tynd, men bestemt heller ikke stor af sig. Dynen som bestod af et helset tæppe, skubbede han til side. Igen var meget af det som han havde i hus og hjem lavet og skænket til ham af elvere, så det var det fineste af det fineste, da det andet jo heller ikke ligefrem kunne siges, at være godt nok i den anden ende.
Ganske roligt lagde Thranduil sig ned.. Dog på en side af sengen, så der også var plads til hende. Han var jo faktisk vant til at lægge sig på midten. Det var en størrelse af en halvanden mands seng, så den var jo ikke så forfærdelig stor, men den var stor nok til at der kunne ligge to individer i den.
"Der er fint med plads til dig.. Så kom og læg dig," opfordrede han med en rolig stemme. Hvis hun skulle have et lille skub, så måtte han jo sørge for, at hun fik det.

[Deleted]

Roligt nikkede hun enig til hans ord, nu måtte hun lige tage sig sammen og ikke opfører sig som en fjollet teenagepige. Hun fulgte ham med blikket, han var så flot en mand og da han smed resten af sine klæder til kun undertøj dækkede hans ædle dele, kiggede hun væk. Der var ingen grund til at beglo ham, i stedet fokuserede hun på at få det af hun nu havde brug for. Med blide bevægelser fik hun sine hænder om til snorene der holdte corsaget, det løsnede sig og hun tog det blidt af. Efterfølgende lod hun den lange hvide kjole falde til gulvet, indeunder havde hun en tynd underkjole i hvid, bomuld var den af. Den var virkelig behagelig at have på og den var perfekt at sove i. Hun vendte roligt mod ham, allerede nu frøs hun og det kunne ses. Gåsehud over det hele, samt to fine prikker på underkjolen som var rimelig tydelige. Dog tog hun sig ikke af det, hun skyndte sig hen mod sengen som han så fint indbød hende til og gled ned elegance ned ved siden af ham. Hun lagde sig på siden mod ham og så på ham med et lille smil. Hendes kinder var rimelig varme, men det var nok al den rødmens skyld. "Deres soveværelse er virkelig smukt, jeg er ikke sikker på jeg får sovet så meget. Jeg elsker at studere detaljer." Fniste hun sødt og lod blikket glide rundt i lokalet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var slet ikke ude på at stresse Serenity, eller tvinge hende til noget, som hun i princippet, slet ikke havde lyst til, hvilket han selvfølgelig håbede på, at hun var klar over, når han gjorde dette. Selv smed han blot tøjet og krøb ned under de varme tæpper, som udgjorde dynen i hans seng. Han sendte hende blot et smil, hvor selv ikke han kunne lade være med at lade sig påvirke af, hvordan det var at se en kvinde klæde sig af. Han kunne lide det.. Han kunne virkelig godt lide at se hende på denne her måde. Selvom han i sandhed forsøgte at holde det så diskret, som det nu var ham overhovedet muligt, så var det ikke nemt.. Virkelig ikke nemt.
At hun så endelig lagde sig ved siden af ham, og med den ellers så tynde kjole, som ikke rigtigt lod meget til fantasien, måtte selv han jo kunne mærke sig af, at hans krop reagerede på det. Han forsøgte næsten helt desperat at tænke på noget andet i stedet for, selvom det bestemt heller ikke var nemt ment i den forstand. Tænderne bed han let sammen, dog mere i det skjulte, idet han let kravlede mere ned i sengen og lagde sig ellers meget godt til rette. "For mig, er der ikke meget at betragte sig af her," sagde han blot. Det smukke ved hans soveværelse, var gået lidt af, da han pludselig ikke hvad haft nogen at se skønheden i, efter han havde mistet sin hustru, men det var nu ved at være så mange år siden. Det var virkelig ved at være på tide, at selv han måtte komme lidt videre fra dengang, for der var sket rigtig meget siden. Han lagde sig om på siden og lod hovedet hvile mod hans arm. Han lå godt.. skræmmende godt med hende ved sin side. Han sendte hende et varmt smil. "Den farve er nu en som i særdeleshed klæder dig.. som de røde blade, som ville falde af træerne.." Kort hævede han hånden, og strøg den mod hendes kind.

[Deleted]

Nu var den hånd der igen, mod hendes kind, hun blev helt åndeløs ved det, hun måtte bide sig i læben for ikke at sukke højlydt, sukke efter mere af hans blide hænders kærtegn. Hun vred i sine ben kort, mest fordi det påvirkede hendes krop lidt for meget at ligge her i næsten ingenting med ham og så når han snakkede, gav hende kompliment om hendes røde kinder, som egentlig kun blussede kraftigere ved den udtalelse, han gjorde det ikke let for hende! "Hver årstid har sin skønhed." Mumlede hun genert, så mod ham og kunne mærke lysten til at vide hvordan hans læber mon føltes stige. Det var farligt det her, hun vidste hun nok hellere måtte ligge sig til at sove, det var jo kongen, han var venlig at dele seng med hende, der var ingen grund til at gå over strengen og overfalde ham. Selvom tanken var fristende og lidt komisk i hendes hoved. Et saglig smil gled over hendes læber. "De er nød til at stoppe med de komplimenter, mine kinder ender med at falde af og mit hjerte går i gulvet." Fniste hun sødt, men ærligt, hun lagde hovedet på skrå og studerede ham nøje. Prøvede at læse ham, vide hvad der foregik inde i det kønne hoved han havde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var nu temmelig sikker på, at denne kvinde end ikke ønskede, at vide hvad der foregik i hans tanker og sind, for det var virkelig mange ting. Ting og tanker, som han faktisk gerne ville holde for sig selv, og særligt fordi at det var tanker, som man slet ikke burde gøre sig, om folk, som man netop havde lært at kende, og det var nok også lidt derfor, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han smilede let for sig selv. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, når det nu endelig var. Hun var kær.. bedårende.. Ja, der var jo ikke det, som hun ikke var efterhånden. "Godt, at det jo ej er muligt, min kære. Vigtigst for mig, er dit velbefindende.. Desuden.. Jeg kan lide det," sagde han roligt.
At ligge der med en kvinde som hende, var uden tvivl en direkte fantastisk fornemmelse og følelse, som han ikke kunne se bort fra. Han burde måske, men han kunne ikke. I den forstand, kunne man jo sige at skaden allerede var sket, for han kunne nemlig heller ikke se bort fra den, når det nu endelig var, og det var næsten det, som rent faktisk var det værste af det hele. Han rykkede sig en smule tættere på hende. Det menneskelige tog lidt overhånd lige nu, og han kunne jo heller ikke ligefrem se bort fra, at det var en lyst og en ting som ikke var blevet stillet igennem rigtig mange år. Hun var ham en fantastisk kvinde.. og han glædede sig uden tvivl til at lære hende bedre at kende.