Hemmeligheder

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At holde nogen for nar - selv hans gudsøn, var slet ikke en tanke som Thranduil måtte bifalde, og det lagde han heller ikke skjul på. Selv elverne kunne man jo sige, måtte begå fejl fra tid til anden, men så lang tid, at man lærte af et, så blev det jo kun bedre, selv set i hans øjne. Han sendte hende et let smil. Han tog det selv ikke så tungt igen, som han måske kunne have gjort det, men det var nu bare ham. Han ville bare gerne se hende ved godt vel, og særligt nu hvor han kunne se at den samvittighed over hvad hun havde udsat Jack for, virkelig måtte plage hende. "Jeg har ikke skænket dig en anden klarhed, end hvad du sikkert af hjertet, allerede har vist, min kære. Han er ganske vidst ikke en elver, men dette er noget som han har krav og ret til at vide.. Den unge mand skal jo nødigt have den forventning, at han kan komme ind i en elvisk landsby og leve, som var han en af os," sagde han ærligt. Han var en elver selv med alt hvad det indebar, og derfor støttede han bestemt heller ikke op om at man skulle krydse den elviske race med andet. Overhovedet ikke!
At se hende reagere på den måde, da han valgte at kalde hende for smuk, var næsten noget af det bedste af det hele. Smilet bredte sig mere på hans læber, som han igen betragtede sig af hendes skikkelse. Hun var jo smuk, og selvfølgelig vra det noget, som han virkelig ønskede at hun skulle vide. Han var jo heller ikke opdraget med løgne og bedrag. "Det må du da høre ofte," endte han sigende. Smuk og elegant, samt ædel.. han kunne ikke være mere heldig med det selskab som han i øjeblikket måtte befinde sig i.

[Deleted]

Der kom et lille fnis fra hende, hun tog sig dog til munden, det var ikke pænt af hende at fnise, selvom hun fandt det lidt komisk. "Selvom jeg har været tåbelig, har jeg ikke været helt hjerneløs, eller hjerteløs for den sags skyld. Jeg har fortalt Jack fra starten vi ingen fremtid har grundet han ikke er elver. Men Deres nåde, han tuller tit rundt i byen, og mange elvere ser skævt på dette, hvad jeg har lagt mærke til. Jeg har forsvaret ham et par gange, af to grunde naturligvis, at han er Deres gudsøn, men også at jeg da holder af ham. Selvom han er meget ung og ikke ved meget om livet, har han nu hjertet på rette sted." Lød det roligt fra hende, hun sendte ham et forsigtigt smil, for selvom hun var mere rolig i sindet, så var det nu stadig godt at være på den sikre side. Serenity ville ikke gøre ham skuffet, og selvom det var svært at undgå, så hun jo gerne at dette måtte ske alligevel. Hendes nøddebrune øjne gled lige op i hans grønne, hun smilede genert og trak på skuldrene, jo mange af de mænd hendes forældre havde fremført havde da nævnt det en gang eller to, men det var jo noget andet når det kom fra en mand som var, ja ham. De slanke fingre gled op af hendes arm, hun så kort ned og så op på ham igen. "Jeg har hørt det før ja, men ikke fra en mand, hvis selskab har mig en vigtig betydning, som jeg nyder mere end jeg har nydt nogen andens selskab før." Lød det ærligt fra hende, dog snakkede hun betydeligt lavere, mest af alt fordi hun var genert og ærligheden ikke ligefrem var pakket ind, men frit ude og for hans øre, øjne og kunne han mærke hendes hjerte ville han mærke det farede afsted som et dusin vilde heste der stormede over skovbunden. Serenity havde kun haft det sådan her en gang før, hun var meget ung, teenager faktisk, ung teenager og det var slet ikke i nærheden af en grad som denne. Desuden knuste den unge mand, en elver hendes hjerte og måske var det derfor hun gerne ville vente på den rigtige at skulle gifte sig med. Ret skulle være ret og man måtte da for pokker gerne være lykkelig, ikke sandt? Ikke alt handlede om stand, rigdom eller andre praktiske ting, det handlede for hende om hjertet der talte til et andet. To som blev en. Tanken var fantastisk og her stod en mand som hun faktisk godt kunne drømme sig til at se en fremtid med, hvilket var håbløst latterligt, hun var jo bare hende og han var, konge over skoven, elverne, fantastisk og helt igennem uimodståelig. Det gik op for hende hun stod og så dybt forelsket ud mens hun hvilede sit blik i hans, hun rystede lidt på hovedet og bed sig i læben, dagdrømmeri, en fjende af hendes.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ærligt ikke meget til overs for hans barnebarn, og det havde nok heller ikke forandret sig særlig meget igennem de sidste år.. Særligt nu hvor han havde stiftet sig det bekendskab med den unge mand. Han var bestemt ikke meget præget af den druide som han havde i sig.. Lige der var han nok en hård mand.. meget hård endda. "Jack går med følelsen og fornemmelsen af, at han tror at han kan leve som en elver, selvom jeg længe har forsøgt at forklare ham anderledes. Han er ung ganske vidst, og muligvis med hjertet på det rette sted, men han må lære at se realistisk på hvad han kan opnå og hvad han ikke kan opnå. Jeg har længe bedt ham om at blive fra vores samfund.. Han er ikke en elver," sagde han blot. Han var ikke meget for tanken om at være gudfar.. Han var ikke meget for tanken om at have noget tæt ind på livet af sig på den her måde, og da slet ikke når det var på den måde, som det var lige nu.
Serenity var ham en kær og varmhjertet kvinde, som kun ønskede det bedste for dem, som nu måtte befinde sig omkring hende, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Selvom det bestemt heller ikke var særlig ofte, at han havde det på den måde omkring nogen som helst i det hele taget. Han lod hovedet søge en kende på sned. Ved hendes ord, måtte en varme alligevel føles rundt omkring i hans krop og sind, og det var noget som rent faktisk glædede ham. "Det er hjertevarmende ord, må jeg sige... Jeg takker virkelig mange gange," sagde han roligt og med det samme rolige smil på hans læber, for han mente det jo. Hvorfor lyve om den slags? Han følte sig virkelig tryg og vel omkring hende, og det ville han da meget gerne have, at hun skulle vide. Han trak vejret dybt. "Det er sjældent, jeg oplever at et individ kan trække sådan ind i mit hjerte, Serenity... Det er år siden, det sidst er sket," sagde han endeligt.

[Deleted]

Skyer i det fjerne var så småt begyndt at trække mod dem og truede med regn, man kunne også mærke det i luften, selvom solen lige nu skinnede smukt ned over dem, ville regnen være der i løbet af en times tid, hvis hun da ellers regnede korrekt. Hendes blik gled mod dem mørkere himmel i det fjerne, det ville jo være godt for jorden med vand, desuden elskede hun regn, lige så meget som alt andet vejr. Det var skønt at danse rundt i, og luften blev så frisk og klar, alle duftene i skoven blev tydeligere når regnen havde været der. Lidt som en kraftig morgendug. Hun lod blikket glide tilbage mod ham, hun smilede varmt og nikkede enig, Jack hørte ikke til der, hvilket nok også var derfor hun havde holdt ham skjult og sørget for at møde ham så vidst muligt i hans hjem eller udenfor elverbyen i det mindste. En enkel gang havde hun haft ham i sit eget hjem, men det fortrød hun også en del, det var der han faktisk fortalte at han selv havde følelser for en gammel veninde. Og uanset hvordan han prøvede at redde den, så havde det også haft gjort nogle ting op med hensyn til hvordan hun så fremtiden. I vrede til hendes forældre havde hun faktisk overvejet at stikke af med ham, men hendes kærlighed til elverfolket og skoven var for stor. Hendes hånd gled ned af et træ, som blid kærtegn, så smukt, hvordan skulle man kunne undvære det? De nye ord fra hans læber fik hende til at smile, hun rørte noget i ham, det var rart, og de sidste ord fik hende til at smile lidt mere, for det var jo ord hun var ufattelig glad for at høre. Men mange år siden? Det var da utroligt trist, hun kunne ikke lade være med at tænke på hvordan han måtte have haft det efter at have mistet sin familie. Roligt trådte hun ham nærmere, så de faktisk stod ganske tæt, hun lod en hånd hvile mod hans brystkasse, inden hun så op med ham med et medfølende blik. "Hvor må det have været ensomt." Lød det blidt fra hende, hun så mod hans smukke ansigt og lod et varmt smil glide over sine læber, at hun turde, stå så tæt på ham, rent faktisk røre ham uden hans tilladelse. Også selvom det bare var en hånd mod brystet. Men det føltes rigtig og det hun allerhelst ville var faktisk at kramme ham, men det turde hun dog ikke.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Serenity vidste allerede nu, at Thranduil ikke var begejstret for at have Jack for tæt på, og han var skam heller ikke bange for at erkende det, for det ville han ikke. Han brød sig slet ikke om tanken, for den mand ville aldrig blive mere elvisk af lyset, end en dødsengel fra mørket ville blive det, og det måtte han jo bare indse på et eller andet tidspunkt, også selvom det måske var svært.. virkelig svært, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hans blik gled mod hende. Hans liv havde været en meget ensom og trist tilværelse, som han nu havde måtte kæmpe med igennem utrolig lang tid.. Det var som om, at det var noget som han nu kunne glemme, fordi at hun stod der.
At hun så derimod måtte gå tæt på, og endda tæt nok til at lade hånden falde mod hans bryst, satte en direkte sitren i ham. Ikke at han havde ladet nogen komme så tæt på sig igennem utrolig mange år nu, for det havde han virkelig ikke! Underligt? Med frygten for at miste, som han sad med, så var det nok heller ikke så underligt igen. Hans hjerte begyndte omgående at hamre mere og mere fast mod hans bryst. Det føles virkelig underligt at have det på den måde! Virkelig underligt! De grønne øjne vendte han mod hende igen. "Det kan jeg ikke benægte.. Det har det været," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte omkring dem. Det var en trykket stemning.. det lagde op til regn, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt. Vand havde ingen taget skade af endnu, og den gjorde uden tvivl naturen fin og godt.. Dog var han ikke meget for at blive våd og kold på denne tid af året. Han havde jo trods alt et ansvar at leve op til. "Jeg ved ikke med dig, eller om det er noget som jeg kan tillade mig... Men det bliver koldt, nu hvor det lægger op til regn.. må jeg byde dig på noget varmt i mit hjem?" spurgte han roligt. Selv ønskede han jo ikke ligefrem at dette møde skulle stoppe, men han ønskede jo heller ikke at hun skulle blive kold og i værste tilfælde syg, af at blive stående herude.

[Deleted]

Stigningen af det bankende hjerte kunne hun mærke igennem stoffet, hendes hånd lå dejligt der og mindede hende om deres fald, som faktisk var en rar ting at mindes. Hun lod hånden glide en kort vej ned og lod den derefter flytte helt fra ham, som hun smilede genert. Han var så fast og mandig, specielt i forhold til Jack som jo ikke var andet end en dreng næsten. Serenity kunne godt følge ham i at Jack ikke hørte til, selvom at han havde den betydning han havde af at være hans gudsøn, så gjorde det ham ikke til mere elver af den grund jo. Der var mange ting som hun faktisk fortrød lige når det kom til Jack, men han var jo stadig et godt væsen som fandt dem fascinerende, en sød ting, men han burde holde det på afstand. En god formidler ville vel egentlig være hende, desuden, så kunne størstedelen af lysten han havde til at være der, være hendes skyld. Serenity sukkede lidt og rystede på hovedet af sig selv, det var virkelig dumt det hun havde haft gang i. Hendes blik gled ud over skoven igen, hun kunne godt mærke luften var blevet mere og mere trykkende, regnen var ved at være tæt på. "Kan en konge ikke tillade sig alt?" Fniste hun sødt, inden hun gik hen og tog sin bue og kogger for at sætte dem på plads over skulder ryg endnu engang. "Men ja tak min konge, det ville være fantastisk. Så kan vi også snakke nærmere om hvordan træningen skal foregå, sådan med hensyn til hvor og hvornår." Hendes stemme var som en glad forårsfugl der lige havde set frosten falde, hun var glad og kvidrende. De nøddebrune øjne gik lige hans grønne i møde da hun vendte blikket mod hans smukke ansigt. Det var ikke helt gået op for hende at han rent faktisk havde inviteret hende hjem til sig og hun ville nok først opdage det når hun stod der og det hele kildede fra top til tå. Måske var det en meget god ting, så kunne hun slappe lidt af. Eller måske så hun ham mere som en mand hun var virkelig glad for at være i nærheden af, mere end en konge hun burde flippe over brugte tid med hende. Serenity vidste jo hans status og snakkede til ham deraf, dog stadig med leg og drilleri som de færreste nok turde eller kunne slippe af med. Hun følte hun var kommet så tæt på, og et sted, ville hun aldrig derfra igen, og hun ville have mere nærhed, hun ville mærke mere til den brystkasse. Tanken fik hende til at smile saglig og kinderne blussede lidt på ny.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det sitrede voldsomt i Thranduils krop, da Serenity lod hånden søge længere ned af ham. Det føles virkelig fantastisk godt, så det var jo ikke det.. Han nød det da uden tvivl også! At hun så fjernede den, var rent faktisk det, som nagede ham mest, for han kunne jo godt lide, at være i kontakt og berøring af hende, og det var jo lidt det, som var det bedste lige nu. Han rystede de tanker af sig og med et stille smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget andet. Luften var virkelig tæt... Det måtte være noget af en skylle, som de fik lige om lidt, og han ville meget gerne indenfor, inden det skete. Og særligt fordi at han heller ikke ligefrem ønskede sig, at hun skulle gå hen og blive syg eller kold.
"Du har ret.. Jeg kan jo i princippet tillade mig det, som jeg gerne vil. Men selv du har retten til at afvise min anmodning," pointerede han med et smil på læben. Det føles næsten så betryggende og afslappende, at være omkring hende, hvilket uden tvivl var noget, som han virkelig godt kunne lide. Det var nemlig ikke ofte, at dette var noget som forekom. Han havde rent faktisk inviteret hende med sig hjem! At hun så derimod takkede ja til hans invitation, glædede ham dybt. Det var nemlig heller ikke ofte, at det var en hændelse, som rent faktisk forekom, da han normalt, var meget tilbagetrukken og ikke rigtigt indgik i denne slags, når han endelig kunne blive fri for det. Han var nemlig ikke meget for det sociale omkring andre, og nu stod han jo så her. "Så kom.. Vi har endnu meget at snakke om," sagde han med en rolig stemme, inden han vendte om på hælen og søgte tilbage i retningen af landsbyen. Her var han da temmelig sikker på, at hans 'kære' gudsøn ikke ville dukke op, da han havde bedt ham om at blive væk fra landsbyen. Han ville ikke have ham for tæt på den, da det var noget som rent faktisk kun gjorde ondt værre, da han i forvejen ikke ville have ham for tæt på. Folk i byen, var selv ved at søge ind. De havde set det samme som han selv. Selv søgte han i retningen af et af de største egetræer, som var i byen. Han boede højt.. ikke overflodigt og fint.. men okay taget i betragtning, at han havde det ansvar som han nu havde. En trappe snoede sig omkring træet og op til dørene, som han roligt besteg. Han forventede naturligvis, at hun var med ham.

[Deleted]

"At afslå en chance for at bruge mere tid med Dem, ville da være en skam. Jeg tvivler stærkt på jeg er den eneste som har det så dejligt i Deres selskab." Lød det ærligt fra hende, hun var parat til at gå med ham, det hele virkede som en drøm og ganske naturligt. Et besøg af en kær ven, hun glædet sig dog til at se hvordan han rent faktisk boede. Indenfor, alle vidste jo hvor hans hjem lå i byen, elverne skulle kunne komme til deres konge jo. Tankerne gled på hvordan det mon var at være konge, hvor stort et arbejde det egentlig var og hvor ensomt uden hans familie det måtte være. Nu fik han blot mere arbejde i hende, men hun kunne mærke han nød det, at hans passion ligeså lå i buens kraftige ben og streng, pilene med deres fjer som susende gled igennem luften. Serenity smilede for sig selv, det skulle nok blive helt fantastisk at få lov til at øve og bruge tiden med ham i en fælles passion, tanken var næsten svimlende rar. "Jeg glæder mig som et lille barn, jeg tror faktisk det her er den mest spændende dag i mit liv." Indrømmede hun med røde kinder, hun fulgte ham til byen og videre til det træ hans hjem var blevet bygget i. Nu begyndte det at blive lidt mere virkeligt og hun nev sig skam også i armen for at bekræfte det, hun var på vej op af trapperne til kongens hjem, med selve kongen! Af ren instinkt så hun lidt rundt, bare for at se om nogen så hende med buen og koggeren, nogen som ville snakke med hendes forældre. Hun i ren panik da hun troede hun så sin mor, skyndte sig lidt mere op af trappen og kom til at gå ind i ham. Hendes første reaktion var han fnise, mest af sig selv og sin klodsethed, men hun lod en hånd falde på hans arm som hun så blidt mod ham. "Undskyld, jeg er lidt nervøs." Hviskede hun, som ville nogen høre hende og opdage hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil smilede let for sig selv. Selv kunne han jo heller ikke ligefrem lade være med det. "Du smigrer," sagde han med et stille smil på læben, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han var naturligvis glad for, at hun følte sig så vel i hans selskab, og det var jo lidt der, at den måtte være for hans vedkommende. Alt taget i betragtning, så var det her virkelig en dejlig dag for ham. Han havde mødt en kvinde, som han følte, at han kunne snakke ærligt med.. åbne sig op for, og virkelig vise hvilken mand, der gemte sig som en del af ham.
Turen op af den snoende trappe, førte dem op til døren og ind til hans hjem. Det var her han var født.. vokset op, og nu havde taget som sit eget, efter han havde mistet sine egne forældre, for frygtelig mange år siden. Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre det store ved lige nu, for det var jo bare en del af det, som man måtte lære at leve med. Han havde sit ansvar og arbejde som den royale her i skoven, men han glædede sig også til at tage sig den tid sammen med hende, og virkelig lære hende den ædle kunst, at skulle føre en bue. "Det glæder mig, at jeg har bragt dig den spænding, Serenity.. Jeg må sande, at selv du har skænket mig en ærefuld og mindeværdig dag," kom et ærligt fra Thranduil. Dette var dog noget, som han glædeligt ville give hende at tænke på, for alt det som hun ellers havde gjort for ham, var jo heller ikke ligefrem småting. Hun havde oprigtigt lyttet til hvad han havde at sige, og berette om, hvilket han uden tvivl havde fundet utrolig rart. Han smilede let for sig selv.. At hun så endte med at gå ind i ham, fik ham til at vende sig mod hende igen. Han strøg kort hendes kind. "Der er absolut intet at være nervøs for," sagde han roligt, inden han søgte op til døren. Her i byen, låste han ikke.. Han stolede på sit folk. Han åbnede døren roligt og trådte til side, så hun kunne komme ind først. "Træd endelig indenfor," sagde han med en rolig stemme. Selve hjemmet, var ikke stort som et slot. Han levede alene, levede fint ganske vidst, og med et møblement som status på hans velstand.. men foruden det, så var der ikke den store forskel på ham og den typiske elvers levestandard.

[Deleted]

Det var som at få små stød hver gang han rørte hende, det gik lige igennem hele hendes krop og hun havde mest af alt lyst til at sukke fredfyldt, det var så dejligt hver gang hun fik lov til at mærke hans blide hænder, om det var i et fast greb for at forhindre hende i at falde eller om det var et blid strøg hen over hendes kind. Allerede nu vidste hun at hun elskede den følelse, og det gjorde hende smånysgerrig på hvordan det ville være rendt faktisk at være i hans arme med vilje. Hun lukkede øjnene kort som han strøg hendes kind, det fik hende til at smile, han kunne jo sagtens sige sådan, det ændrede ikke på at hun var pokkers nervøs. Faktisk var det alt lige nu, hun skulle være indenfor, i hans hjem, alene, og det var en rar tanke, men også en som gjorde hende pokkers nervøs. Endelig oppe, hun så mod døren og bed sig i læben, det her var virkelig en af de mest spændende dage i hendes liv. Serenity trådte smilende ind da han bad hende om det, hun kiggede rundt og følte egentlig ikke at det var langt over de sædvanlige velhavende i byen, deriblandt hende selv. Der var faktisk hjemligt og rart synes hun, men også fint, hvilket hun jo var vokset op med, så hjemligt for hende. Allerede nu kunne hun med sandhed sige sin mening. "De bor virkelig smukt. Vil De vise mig rundt? Jeg vil meget gerne se det hele hvis jeg må." Lød det stille fra hende, hun smilede varmt til ham som hun vendte rundt mod døren og afventede hans næste ord eller handling. Serenity kunne lige forstille sig en familie boende her, men tanken om han var alene var virkelig trist. Det fortjente han ikke, han var en god og kærlig mand, det hun havde oplevet på tæt hold ikke mindst.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var virkelig ved at være mange år siden, at en kvinde havde haft en fast plads i Thranduils favn, og han var ikke manden, som gav sig hen til alle og enhver. Lige der var han påpasselig, og særligt med tanke på det, som han rent faktisk havde været igennem i hans liv. Han sendte hende et smil. Hun kunne jo lide det, og det stod jo så tydeligt ud fra den reaktion, som hun hermed også måtte vise ham.
Det var nu at hun skulle ind under hans tag.. i hans hjem, og faktisk se, hvordan han boede, hvilket nu var en tanke, som han rent faktisk godt kunne lide. For hans vedkommende, så var det noget, som han gerne ville vise hende, og forhåbentlig, var det noget, som fik bugt med den nervøsitet som hun måtte sidde inde med. Hun var nu alligevel noget af det kæreste, som han længe havde oplevet, og det var bestemt heller ikke nogen skidt ting.

Selve indgangspartiet, var ikke så stort.. Det bar præg af det naturlige, det smukke, samt det ædle og elegante. Møblerne var der ikke så mange af. Det var jo lavet i træ det meste, og han ønskede bestemt ikke at udsætte naturen for den slags, om han kunne blive fri for det! "Naturligvis," begyndte han med en rolig stemme. Der havde han vitterligt ikke noget at skjule for hende. Han ville nemlig gerne have, at hun så hvordan han boede, som han bestemt heller ikke ville have noget imod, om hun skulle opsøge ham igen på et senere tidspunkt.
Thranduil førte hende med sig rundt i det lille hus i trætoppen. Hans hjem lå ganske vidst højest, men det var der jo trods alt også en grund til. Han havde morgensolen direkte ind af vinduet, i en lille spisestue, som var noget af det første, som han guidede hende ind i. Et stort vindue vendt ud mod øst og mod den stigende morgensol. Der lå et tæppe på gulvet, samt der stod et lille bord ved vinduet overdækket med alverdens papirer og dokumenter. Møblementet med elvisk skrift præget rummet her, bestående af hvad der mindede om en kommode, skænket til ham af kongehuset i Procias for mange år tilbage, og dette bar det naturligvis også præg af. "En spisestue vendt mod øst," informerede han med et smil på læben og tillod hende at træde indenfor. Gardiner hang langs vinduet i naturens grønne og smukke farver. Dette var også en farve, som gik meget igen igennem resten af hans hjem.

[Deleted]

Det var smukt håndværk han havde i sit hjem og hun var sikker på træet uanset hvad var blevet skænket af naturen til deres glæde, ved et væltet træ i stormen eller et lynnedslag. Det var hun da sikker på. Hendes blik gled over tingene han ejede, hun havde faktisk ikke rigtig regnet med noget bestemt, alt hun vidste var at hun var spændt og hun åd alle indtryk hendes øjne måtte glide over. Der var så hjemligt og det kunne hun godt lide, og så at steder var præget så meget af natur, men det var jo et typisk elverhjem, dog mere elegant og fint, hans velstand var at se, men eller overdrevet som sådan. Det var lidt svært at forstå der var så hyggeligt, tænk man kunne tænke så mange tanker om en højstående person og når man kom tæt på oplevede man noget helt andet. Hendes blik gled over tingene, men hun endte med at stå og se mod ham med et drømmende blik i de brune øjne, hun beundrede ham og følte sig utrolig heldig at måtte se hans hjem. Serenity havde stilt sin bue og kogger med pile ude i entreen, og hvis man lyttede, kunne man godt høre det buldre lidt i det fjerne og regnen var begyndt at falde. De havde lige nøjagtig nået det, og det blev utroligt mørkt som skyerne gled ind over himlen udenfor. Det var rart at være inde, selvom hun elskede regn, vidste hun at et uvejr som der egentlig var at forvente, ville kunne være farligt at bevæge sig ud i. Om ikke andet, gjorde det nu altid at der blev noget mere hyggeligt at være inde døre. Udsigten var vidunderlig, hun gik mod vinduet og mærkede pusten blive taget en smule fra hende. "Jeg har altid ønsket mig at flyve. Komme højt op og se alting oppefra, højere end dette. Og alligevel er dette faktisk nok til at tage pusten fra mig. Så smukt!" Lød det roligt, men begejstret fra hende, hun smilede et saglig smil og lod hænderne glide om sine arme som hun omfavnede sig selv blidt. Tænk sig at flyve. Den drøm ville hun nok altid have. Her kunne hun stå og drømme længe, men hun måtte nok hellere ryste det lidt af sig og vågne op. Nervøsiteten var faldet lidt, men det var nok fordi hun bare blev vist rundt, det kunne nemt ændre sig når de valgte at sætte sig ned og begynde at snakke. Serenity kunne ikke lade være med at smile, hun havde det godt og nød at være i hans nærhed, selv i stilhed og så kunne hun drømme frit, altså dagdrømme.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil levede nemlig ikke så overdådigt, som folk gerne ville have det til, og et sted var det vel også det, som han ønskede at vise hende? Hans møbler var bestemt ikke af friske og raske træer, men de døde, de fældede og dem som ellers havde været udsat for de store naturkatastrofer, som igennem tiden, havde ramt stedet her. Han lod hende træde indenfor og se sig om, også selvom han kunne se, at det var vinduet der tiltrak hende mest. Et eller andet sted, var han faktisk slet ikke overrasket over det tilfælde. Han lod hovedet søge en kende på sned og uden at tage blikket fra hende.
Thranduil trådte roligt hen bagved hende, dog uden at komme i kontakt. Igen førte han hænderne bag sin ryg og med et smil. Det var allerede begyndt at regne, og det smukke vejr, som de sammen havde nydt, var ovre, og det var helt mørkt udenfor. Ikke at det var noget, som han som sådan kunne gøre særlig meget ved lige nu. "Du er mig virkelig en atypisk elver, Serenity.." Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var nok det som han godt kunne lide hende.. En smuk kvinde, som ikke var bange for at tilkendegive sine meninger og holdninger, samt var så forskellig i forhold til hvordan mange andre ting kunne gøre det. Han smilede let for sig selv. "At flyve er dog en ting, som fuglene gør, og ej et væsen som os. Dog må jeg sige, at det er hvad jeg føler selv, når jeg sidder her under den opstigende morgensol," sagde han med en rolig stemme. Han vendte blikket mod vinduet efterfølgende o med en rolig mine. Han fandt det virkelig afslappende, at være der sammen med hende. Selv måtte han jo sande, at han ikke var meget for at lade hende gå, og særligt når vejret trak sådan op til sådan et uvejr, og det var noget som han gerne erkendte. "Kom.. der er stadig mere at se," opfordrede han, inden han drejede mod den buede dør, som han havde mod venstre, og søgte dertil. Derind kom de til det som mindede om en dagligstue. Herinde, var der dog bare en stenpejs, så han havde noget at holde varmen med, når kulden for alvor kom. Møblementet var i forvejen herinde, meget simpelt, og så med et større billede af hans forældre, som hang over pejsen. Meget klassisk for en mand af status, kunne man da sige. "Når jeg endelig er hjemme, er det her jeg befinder mig mest," informerede han med en rolig stemme. Han var virkelig bare glad for, at hun gerne ville se det.

[Deleted]

Det fik hende til at smile skævt at høre den beskrivelse af hende, hun vidste hvad man forventede og mange blev overrasket over deres møde med hende. Nogle ting hun sagde fik dem da til at tænke, typisk elver, men andre ting fik dem til at glo overrasket på hende i tvivl om det nu var kommet fra hende af. En sjov tanke, men hun var nu sig selv og bar meninger og holdninger med sandhed og ikke i det skjulte. "De overrasker skam selv, jeg vidste ikke at De var så jordnær og en ganske dejlig mand afslappende mand at være i nærheden af. Man kan forstille sig så meget om det ukendte og højtstående." Lød det blidt fra hende, hun sendte ham et varmt smil, det var nu rart, en positiv overraskelse som hun nød godt af. "Kun fantasien sætter grænser, og når man ikke er ens konge så nær, så ser man ham som en autoritet og tænker vel ikke nærmere over det. Jeg har dog altid været nysgerrig af natur, men aldrig vovet mig tæt på. Så det er kun til min glæde og overraskelse at jeg står i Deres hjem, alt jeg får lov. Det er mig en ære." Alle ord hun sagde var sandfærdige, hun kunne ikke lade være med at smile og stå med strålende øjne, hun var helt igennem taknemmelig for denne dag, mer end det, men ord kunne ikke beskrive. Hvis hun havde fløjet, ville nok føles sådan, at svæve ned igennem luften, blødt og elegant som en fugl, føle sig fri og samtidig fyldt med spænding på hvad dagen måtte byde. "Et syn jeg ville elske at dele med Dem, det må være så smukt. Måske en morgen jeg kan nyde den med Dem, hvis De altså synes naturligvis." Hendes stemme var en smule lavt, som havde hun spurgt om noget helt forbudt, men det var hende en smule svært faktisk at forslå at lave noget sammen med ham, som bekendte. Som havde hun rent faktisk en betydning ud over bare at være hende, at skulle få lov til den slags, med selveste kongen. Men hun så jo også en mand, en mand hun fandt helt fantastisk og som hun ville elske at bruge tid med. Roligt fulgte hun med ind i det som hun ville mene var en dagligstue, der var hyggeligt og hun kunne lige forstille sig at sidde en aften foran pejsen og læse en god bog, eller endnu bedre, at sy. I nærheden af ham, smålure på hvad han nu lavede og beundre ham lidt i det skjulte og smile fjollet for sig selv, lige præcis som hun gjorde nu ved at stå og dagdrømme om det. Hun begyndte at bevæge sig rundt og studere detaljerne, her var dejligt. "Jeg forstår udemærket hvorfor." Kom det fra hende med et smil, inden hun valgte at gå lidt mod hans skikkelse, mest fordi hun så brændende ønskede at være tæt på ham, men ikke helt vidste hvordan. 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne ganske vidst have sine egoistiske og højrøvede øjeblikke, men hvem havde ikke dem? Det var nok mere overfor hans egen slags, at han viste sig fra sin sande side. Det var nemlig blot elviske kvinder, som ville have nogen mulighed for at komme så tæt på ham, og særligt så hurtigt, som hun nu havde formået at gøre det. Hans blik fulgte hende. Hendes ord, var uden tvivl af slagsen, som måtte varme ham.. meget endda. "Det glæder mig i sandhed, at det er sådan du ser på det, min kære.. Det ukendte og uvisse bringer ofte fordomme og konklusioner, som i tilfælde, ikke holder vand," sagde han ærligt. Selvom han var en konge og havde det ansvar her i skoven, som han nu måtte have, så var han stadig en mand som alle andre, og havde brug for en omgangskreds.. folk omkring ham, og det at kunne lægge ansvaret lidt fra sig, og faktisk være sig selv, uden alle de bekymringer og tanker, som han skulle gøre sig i løbet af en dag. For det var endda rigtig mange.

Selv havde Thranduil ikke nogen kvaler ved at lade Serenity søge ind i hans lille dagligstue, og se sig om. Dette var et af de steder han tilbragte mest tid, når han ikke havde andet at tage sig af i form af arbejde for det var nok det som faktisk tog mest af hans tid. Han sendte hende et let smil. Han følte lidt, at hun var rolig, tryg, samt komfortabel med at have ham omkring sig, og det var uden tvivl noget, som han virkelig godt kunne lide. "Tvært imod. Det er mig en ære, at du vil give mig denne enestående mulighed, til netop at vise hvem jeg er, og hvordan jeg lever mit liv.. Ikke meget anderledes end så mange andre, og det er sådan at jeg gerne vil have det. Så den ære, er skam helt på min side." At hun kom tilbage til ham igen, var skam ikke noget som han havde noget imod.. Den kommende morgensol ville de måske kunne nyde sammen? Han var ikke meget for at lade hende søge ud, og særligt ikke når det var det her vejr. Han sendte hende et varmt smil. "En morgensol skal vi nok kunne nyde i hinandens selskab.. I frygten for at lyde forhastet, vil jeg nu alligevel tilbyde en overnatning.. Ej ønsker jeg, at du skal blive syg ved at færdes igennem det vejr," sagde han pludseligt. Han var ikke rede til at lade hende gå i hvert fald.